XXXVIII. Om at styre det ydre godt og søge tilflugt hos Gud i farer

1. Min søn, det skal du flittigt stræbe efter: at du på ethvert sted og i enhver ydre handling eller beskæftigelse er fri i dit indre og herre over dig selv, at alt er under dig og du ikke under det, at du er herre og styrer over dine handlinger, ikke træl eller købt slave, men snarere løskøbt og en sand hebræer, der går over til Guds børns lod og frihed. De står over det nærværende og skuer det evige; de ser det forgængelige med det venstre øje og det himmelske med det højre; det timelige drager dem ikke til at hænge ved det, men de drager snarere det timelige til at tjene godt, sådan som det er ordnet af Gud og indrettet af den højeste Mester, der intet har efterladt uordnet i sit skaberværk.

2. Bliver du i enhver hændelse ikke stående ved det ydre skin og vurderer ikke det, du ser og hører, med kødets øje, men går straks i enhver sag ind i tabernaklet med Moses for at rådspørge Herren, så skal du undertiden høre Guds svar og komme tilbage vel undervist om meget, både nuværende og kommende. For Moses tog altid sin tilflugt til tabernaklet for at få tvivl og spørgsmål løst, og han flygtede til bønnens hjælp for at blive udfriet af farer og af menneskers ondskab. Sådan skal også du flygte ind i dit hjertes lønkammer og inderligt påkalde Guds hjælp. Derfor læser vi nemlig, at Josva og Israels børn blev narret af gibeonitterne: fordi de ikke først spurgte Herrens mund (Jos 9,14), men var alt for godtroende over for søde ord og blev bedraget af falsk fromhed.