XLIX. Om længslen efter det evige liv, og hvor stor en løn der er lovet dem, der kæmper

1. Min søn, når du mærker, at længslen efter den evige salighed bliver udgydt i dig fra oven, og du begærer at gå ud af legemets telt for at kunne skue min herlighed uden skygge af forandring, så gør dit hjerte vidt og tag imod denne hellige indskydelse med al din længsel. Tak af hele dit hjerte den himmelske godhed, som handler så nådigt med dig, besøger dig så mildt, vækker dig så brændende og løfter dig så kraftigt, for at du ikke ved din egen tyngde skal glide ned til det jordiske. For dette får du ikke ved din egen tanke eller stræben, men alene fordi den himmelske nåde og Guds blik nådigt er vendt mod dig, for at du skal gå frem i dyderne og i større ydmyghed, berede dig til de kampe, der skal komme, holde dig til mig af hele dit hjertes kærlighed og stræbe efter at tjene mig med brændende vilje.

2. Min søn, ofte brænder ilden, men flammen stiger ikke op uden røg. Sådan brænder også nogles længsel mod det himmelske, og dog er de ikke fri for fristelsen fra kødets tilbøjeligheder. Derfor søger de ikke helt rent Guds ære i det, de så længselsfuldt beder ham om. Sådan er også ofte din længsel, som du har givet til kende var så brændende. For det er ikke rent og fuldkomment, som er smittet af egen fordel.

3. Bed ikke om det, der er behageligt og nyttigt for dig, men om det, der er velbehageligt for mig og tjener til min ære; for dømmer du ret, må du sætte min ordning over din egen længsel og over alt, hvad du kan ønske, og følge den. Jeg kender din længsel, og jeg har hørt dine mange suk. Allerede nu ville du gerne være i Guds børns herlige frihed; allerede nu fryder det evige hjem dig og det himmelske fædreland, der er fuldt af glæde. Men den time er ikke kommet endnu; der er stadig en anden tid, nemlig en tid til kamp, en tid til arbejde og prøvelse. Du ønsker at blive fyldt med det højeste gode, men du kan ikke nå det nu. Det er mig; vent på mig, siger Herren, indtil Guds rige kommer.

4. Du skal endnu prøves på jorden og øves i mange ting. Trøst skal du få nu og da, men fuld mættelse skal ikke gives dig. Vær derfor ved godt mod og stærk, både når du skal handle, og når du skal lide det, der går din natur imod. Du må iføre dig det nye menneske og forvandles til en anden mand. Du må ofte gøre det, du ikke vil, og det, du vil, må du lade fare. Det, som andre ønsker, skal lykkes; det, som du ønsker, skal ikke have fremgang. Det, som andre siger, skal man høre; det, som du siger, skal regnes for intet. Andre skal bede og få; du skal bede og ikke få.

5. Andre skal være store i folks mund, men om dig skal der ties. Andre skal betros det ene eller det andet, men du skal dømmes uduelig til alting. Derfor bliver naturen bedrøvet for den andens skyld; men tier du, høster du stor frugt. I dette og meget lignende plejer Herrens trofaste tjener at prøves: hvordan han søger at fornægte sig selv og bryde sig selv i alle ting. Der er næppe noget, hvor du i så høj grad behøver at dø fra dig selv, som når du skal se og tåle det, der går din vilje imod, og mest, når man befaler dig at gøre det, der virker urimeligt og ser ud til at være mindre nyttigt. Og fordi du står under andres myndighed og ikke vover at sætte dig imod den højere magt, synes det dig hårdt at gå efter en andens vink og opgive alle dine egne meninger. Luthersk note: Thomas taler om klosterlydigheden under forstanderen som en særlig vej til at dø fra sig selv. Lydighed i det kald, Gud har givet, er god, men efter luthersk lære er klosterlydigheden ikke en højere eller mere fortjenstfuld gudstjeneste end de almindelige kald (CA XXVII; Apologien XXVII).

6. Men tænk, min søn, på frugten af denne møje, på den snarlige ende og den overmåde store løn, så skal du ikke finde det tungt, men få den stærkeste trøst i din tålmodighed. For til gengæld for den smule vilje, som du nu frivilligt giver afkald på, skal du altid få din vilje i himlen. Luthersk note: Thomas fremstiller himlens herlighed som en gengæld for det, man nu giver afkald på, ud fra middelalderens lære om fortjeneste og løn. Luthersk lære siger, at det evige liv gives af nåde for Kristi skyld ved troen; Gud lover af nåde at lønne de troendes lydighed og lidelser, men det evige liv selv fortjenes ikke ved dem (Rom 6,23; Apologien V). Dér skal du finde alt, hvad du vil, alt, hvad du kan begære. Dér skal du have alt det gode i eje uden frygt for at miste det. Dér skal din vilje altid være ét med mig; du skal ikke begære noget fremmed eller noget for dig selv. Dér skal ingen modstå dig, ingen klage over dig, ingen hindre dig, intet stå i vejen for dig; men alt, hvad du har længtes efter, skal være til stede på én gang, vederkvæge al din længsel og fylde den helt til randen. Dér vil jeg give dig herlighed for den hån, du har lidt, lovsangs kappe for sorg (Es 61,3), og for den nederste plads en kongetrone i evighed. Dér skal lydighedens frugt vise sig, bodens møje skal glæde sig, og den ydmyge underkastelse skal krones med herlighed. Luthersk note: Med «bodens møje» tænker Thomas på bodsgerninger, som efter romersk lære er fyldestgørelse for syndens straffe og fortjener løn. Efter luthersk lære er boden anger og tro på syndernes forladelse; vores gerninger gør ikke fyldest for synden, for det har Kristus gjort, og når Gud kroner lydighed og underkastelse, er det hans nådige løn til de troende, ikke betaling for synden eller en fortjeneste, der køber himlen (CA XII; Apologien V og XII).

7. Bøj dig derfor nu ydmygt under alles hænder, og bekymr dig ikke om, hvem der har sagt eller befalet dette; men læg stor vægt på, at når din forstander eller en, der er ringere end eller lige med dig, kræver noget af dig eller blot giver et vink, så tager du det hele i bedste mening og stræber oprigtigt efter at opfylde det. Luthersk note: Også her forudsættes klosterlydigheden som en særlig hellig vej; efter luthersk lære er den ikke mere fortjenstfuld for Gud end troens lydighed i de almindelige kald (CA XXVII). Lad den ene søge dette og den anden hint; lad den ene rose sig af dette og den anden af hint, og lad dem prises tusind gange tusind; men du skal ikke glæde dig over det ene eller det andet, men over at blive foragtet og over det, som alene behager mig og tjener min ære. Dette skal du ønske: at Gud altid må blive herliggjort i dig, hvad enten det er ved liv eller ved død (Fil 1,20).