L. Hvordan et forladt menneske skal overgive sig i Guds hænder

1. Herre Gud, hellige Fader, vær velsignet nu og i evighed, for som du vil, sådan er det sket, og det, du gør, er godt. Lad din tjener glæde sig i dig, ikke i sig selv og ikke i noget andet; for du alene er den sande glæde, du er mit håb og min krone, du er min fryd og min ære, Herre. Hvad har din tjener, som han ikke har fået af dig, og det uden egen fortjeneste? Alt er dit, både det, du har givet, og det, du har skabt. «Jeg er fattig og i møje fra min ungdom» (Sl 88,16), og min sjæl er bedrøvet, undertiden til tårer; undertiden er min ånd også i oprør i sig selv på grund af de lidelser, der truer.

2. Jeg længes efter fredens glæde, jeg beder indtrængende om dine børns fred, dem, der næres af dig i trøstens lys. Giver du fred, udgyder du hellig glæde i mig, så skal din tjeners sjæl være fuld af sang og andægtig i din lovprisning. Men trækker du dig tilbage, som du så ofte plejer, så kan han ikke løbe dine buds vej; da bøjer han snarere knæ og slår sig for brystet, fordi det ikke er med ham som i går og i forgårs, da din lampe lyste over hans hoved (Job 29,3), og han under dine vingers skygge (Sl 17,8) blev beskyttet mod de fristelser, der stormede ind på ham.

3. Retfærdige Fader, du, som altid skal prises, timen er kommet, da din tjener skal prøves. Elskede Fader, det er rigtigt, at din tjener i denne time lider noget for din skyld. Fader, du, som evigt skal æres, timen er kommet, som du fra evighed vidste skulle komme: at din tjener for en kort tid skal bukke under i det ydre, men altid leve inderligt hos dig; at han en lille stund skal ringeagtes, ydmyges og svigte for menneskers øjne og knuses af lidelser og svaghed, for at han igen kan opstå med dig i det nye lys' morgengry og herliggøres i himlen. Hellige Fader, sådan har du ordnet det, og sådan har du villet det, og det er sket, som du har befalet.

4. For det er din nåde mod din ven, at han lider og har trængsel i verden af kærlighed til dig, så ofte, af hvem og på hvilken måde du end tillader det. Uden dit råd og dit forsyn og uden grund sker der intet på jorden. «Det er godt for mig, Herre, at du ydmygede mig, så jeg kan lære dine forskrifter» (Sl 119,71) og kaste alt hjertets hovmod og al formastelighed fra mig. Det er nyttigt for mig, at skam har dækket mit ansigt, så jeg søger trøst hos dig snarere end hos mennesker. Af dette har jeg også lært at frygte din uransagelige dom, du, som rammer den retfærdige sammen med den ugudelige, men ikke uden ret og retfærdighed.

5. Tak, fordi du ikke har skånet mine synder, men har knust mig med bitre slag, påført mig smerter og sendt mig trængsler udvortes og indvortes. Der er ingen under himlen, som kan trøste mig, andre end du alene, Herre min Gud, du himmelske sjælenes læge, som slår og læger, som fører ned i dødsriget og fører op igen. Din tugt over mig og selve dit ris skal lære mig.

6. Se, elskede Fader, jeg er i dine hænder; jeg bøjer mig under din tugts ris. Slå min ryg og min nakke, så jeg kan bøje min krogethed efter din vilje. Gør mig til en from og ydmyg discipel, sådan som du så godt plejer at gøre, så jeg vandrer efter hvert eneste vink fra dig. Til dig overgiver jeg mig selv og alt mit for at blive rettet: det er bedre at blive tugtet her end i den kommende verden. Luthersk note: Thomas forudsætter læren om skærsilden, hvor de troende efter døden må lide straf for deres synder, hvis de ikke har gjort fyldest her. Luthersk lære siger ud fra Skriften, at der ingen fordømmelse er for dem, der er i Kristus Jesus (Rom 8,1), og at Guds tugt i dette liv er en faderlig opdragelse, ikke en betaling for synden; skærsilden afvises (Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Du kender alt og hver enkelt ting, og intet i menneskets samvittighed er skjult for dig. Før det sker, kender du det, der skal komme, og du behøver ikke, at nogen lærer dig eller minder dig om det, der sker på jorden. Du ved, hvad der tjener til min fremgang, og hvor meget trængslen hjælper til at skure lasternes rust af. Gør med mig efter din gode vilje, som jeg længes efter, og foragt ikke mit syndige liv, som ingen kender bedre og klarere end du alene.

7. Giv mig, Herre, at vide det, der bør vides, at elske det, der bør elskes, at prise det, der behager dig mest, at agte det, der er kostbart i dine øjne, og at dadle det, der er urent for dig. Lad mig ikke dømme efter det, de ydre øjne ser, og ikke fælde dom efter det, de ukyndige menneskers ører hører; men lad mig i sand dom skelne mellem det synlige og det åndelige og frem for alt altid søge din gode og velbehagelige vilje.

8. Menneskers sanser tager ofte fejl, når de dømmer; også de, der elsker verden, tager fejl, fordi de kun elsker det synlige. Hvad bliver et menneske bedre af, at et andet menneske regner ham for stor? Den falske bedrager den falske, den forfængelige den forfængelige, den blinde den blinde, den svage den svage, når de ophøjer hinanden; og i sandhed gør de hinanden snarere til skamme, når de roser hinanden tomt. «For så meget, som hver enkelt er i dine øjne, så meget er han og ikke mere,» siger den ydmyge hellige Frans.