IX. At vi skal ofre os selv og alt vores til Gud og bede for alle

1. Herre, «alt, hvad der er i himlen og på jorden, er dit» (1 Krøn 29,11). Jeg længes efter at ofre mig selv til dig som et frivilligt offer og blive din for evigt. Herre, i mit hjertes oprigtighed ofrer jeg mig selv til dig i dag til at være din tjener for evigt, til lydighed og som et evigt lovprisningsoffer. Tag imod mig sammen med dette hellige offer af dit dyrebare legeme, som jeg i dag ofrer dig i nærværelse af englene, der usynligt står hos, så det må være til frelse for mig og for hele dit folk. Luthersk note: Thomas forudsætter, at præsten i messen ofrer Kristi legeme til Gud, og at offeret gavner både ham selv og hele folket. Efter luthersk lære ofres Kristi legeme ikke på ny, men gives os at spise og drikke til syndernes forladelse; selvhengivelsen og lovprisningen er rette takofre (CA XXIV; Apologien XXIV; De Schmalkaldiske Artikler II,2).

2. Herre, jeg ofrer dig på dit forsoningsalter alle mine synder og overtrædelser, som jeg har begået for dit åsyn og dine hellige engles fra den dag, jeg først kunne synde, til denne dag, for at du må antænde og brænde dem alle sammen i din kærligheds ild, udslette alle mine synders pletter, rense min samvittighed for al overtrædelse og give mig din nåde igen, som jeg har mistet ved at synde, idet du fuldt ud tilgiver mig alt og i barmhjertighed tager mig til dig med fredskysset. Luthersk note: «Forsoningsalteret» er her messens alter. Luthersk lære henviser synderen til Kristi offer på korset og til løftet i Ordet og sakramentet, ikke til et offer, vi bringer (Apologien XXIV).

3. Hvad kan jeg gøre for mine synder uden ydmygt at bekende dem og klage over dem og uophørligt bede om din nåde? Jeg beder dig: hør mig i nåde, hvor jeg står for dit ansigt, min Gud. Alle mine synder mishager mig dybt; jeg vil aldrig mere begå dem, men jeg sørger over dem og vil sørge over dem, så længe jeg lever, rede til at gøre bod og til at gøre fyldest efter evne. Luthersk note: Thomas forudsætter, at boden omfatter en fyldestgørelse, som synderen selv skal yde for sine synder. Efter luthersk lære består omvendelsen af anger og tro; fyldestgørelsen er alene Kristi lidelse og blod, og omvendelsens frugter er gode gerninger, ikke betaling for synden (CA XII; Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler III,3,38). Forlad mig, Gud, forlad mig mine synder for dit hellige navns skyld; frels min sjæl, som du har genløst med dit dyrebare blod. Se, jeg overgiver mig til din barmhjertighed, jeg giver mig i dine hænder: gør med mig efter din godhed, ikke efter min ondskab og uretfærdighed.

4. Jeg ofrer dig også alt mit gode, hvor lidt og ufuldkomment det end er, så du kan forbedre og hellige det, have behag i det, gøre det velbehageligt for dig og altid drage det mod det bedre; og før også mig, et dovent og unyttigt lille menneske, til en salig og lovværdig ende, Herre.

5. Jeg ofrer dig også alle de frommes ønsker og mine forældres, venners, brødres og søstres og alle mine kæres nød og deres, som har gjort godt mod mig eller mod andre for din kærligheds skyld; dem, der har bedt og ønsket, at jeg skulle bede bønner og holde messer for dem selv og alle deres, hvad enten de endnu lever i kødet eller allerede er gået bort fra verden, så de alle må mærke, at din nådes hjælp, trøstens bistand, beskyttelse mod farer og befrielse fra straffe kommer til dem, og så de, revet ud af alt ondt, glade må bringe dig stor tak. Luthersk note: Thomas forudsætter her den middelalderlige lære om messer for de døde, som skal befri dem fra skærsildens straffe. Den lutherske kirke afviser den, fordi Skriften ikke lærer skærsilden, og fordi messen ikke er et offer, der gavner andre uden tro (De Schmalkaldiske Artikler II,2; Apologien XXIV).

6. Jeg ofrer dig også forsoningsbønner, særligt for dem, der på nogen måde har skadet mig, bedrøvet mig eller talt ondt om mig eller påført mig tab eller byrde, og også for alle dem, som jeg engang har bedrøvet, forvirret, tynget og givet anstød, med ord eller gerninger, bevidst eller ubevidst, så du må tilgive os alle sammen alle vores synder, al uret og alle krænkelser. Tag, Herre, al mistanke, harme, vrede og splid bort fra vores hjerter og alt, hvad der kan skade kærligheden og mindske broderkærligheden. Forbarm dig, Herre, forbarm dig over dem, der beder om din barmhjertighed; giv nåde til dem, der trænger, og gør os sådan, at vi bliver værdige til at nyde din nåde og skride frem mod det evige liv. Luthersk note: Bønnerne «ofres» her som en del af messeofret for at forsone Gud; efter luthersk lære er Kristi offer på korset den eneste forsoning, og vores forbøn for hinanden er bøn og takoffer, ikke et sonoffer (Apologien XXIV).