X. At man ikke let må undlade den hellige altergang

1. Man må ofte vende tilbage til nådens og den guddommelige barmhjertigheds kilde, til godhedens og al renheds kilde, så du kan blive helbredt for dine lidenskaber og laster og blive gjort stærkere og mere årvågen over for alle Djævelens fristelser og listige anslag. Luthersk note: Latinen siger, at man ved hyppig altergang skal «fortjene» (merearis) at blive gjort stærkere. Efter luthersk lære er sakramentets frugt Guds gave og ikke noget, vi fortjener; den gives og modtages ved troen på ordene «givet og udgydt for jer til syndernes forladelse» (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente; CA XIII). Fjenden ved, hvilken frugt og hvilket stærkt lægemiddel der ligger i den hellige altergang, og derfor stræber han på enhver måde og ved enhver lejlighed efter at drage de troende og fromme bort og hindre dem, så meget han formår.

2. For når nogle bereder sig til den hellige altergang, må de tåle Satans værste indskydelser og blændværk. Den onde ånd selv kommer jo, som der står skrevet i Jobs Bog, blandt Guds sønner (Job 1,6) for at forvirre dem med sin vante ondskab eller gøre dem alt for frygtsomme og rådvilde, så han kan mindske deres inderlighed eller angribe troen og tage den fra dem, i håb om, at de måske enten helt holder op med at gå til alters eller kun kommer med lunkent hjerte. Men man skal slet ikke bryde sig om hans kneb og indbildninger, hvor skændige og rædselsfulde de end er; alle hans blændbilleder skal kastes tilbage i hovedet på ham. Den elendige skal foragtes og hånes, og den hellige altergang må ikke forsømmes for hans hån og de uroligheder, han vækker.

3. Ofte hindrer også en overdreven bekymring for at få andagt og en vis ængstelse for skriftemålet. Gør efter de vises råd, og læg ængstelsen og skrupelen bort, for den hindrer Guds nåde og ødelægger sindets andagt. Undlad ikke den hellige altergang på grund af en lille modgang eller tyngsel, men skynd dig hellere at skrifte, og tilgiv gerne andre alt, hvad de har krænket dig med. Luthersk note: Thomas forudsætter kirkeretten om, at man skal skrifte og opregne sine dødssynder for præsten, før man går til alters; derfra kommer den ængstelse og skrupel, han taler om. Den lutherske kirke bevarer det private skriftemål og tilgivelsen, men lærer, at det ikke er nødvendigt at opregne alle synder, og at man er værdig til sakramentet ved troen på Kristi ord, ikke ved et fuldstændigt skriftemål (CA XI og XXV; De Schmalkaldiske Artikler III,3; Konkordieformlen, Solida Declaratio VII,69–71). Har du selv krænket nogen, så bed ydmygt om tilgivelse, og Gud vil gerne tilgive dig.

4. Hvad hjælper det at udskyde skriftemålet længe eller at udsætte den hellige altergang? Rens dig så hurtigt som muligt, spyt giften ud i en fart, skynd dig at tage imod lægemidlet, og du vil få det bedre, end hvis du længe udsatte det. Luthersk note: Renselsen før altergangen er efter luthersk lære ikke vores egen afrensning, men tilgivelsen, som Gud giver i afløsningen og i sakramentet selv, og som tages imod ved troen (CA XII). Udsætter du det i dag for det ene, kommer der måske i morgen noget større, og sådan kunne du længe blive hindret i at gå til alters og blive endnu mindre skikket. Ryst så hurtigt du kan den nuværende tyngde og træghed af dig, for det nytter intet at gå længe i ængstelse, længe at slæbe sig af sted med modgang og for daglige forhindringers skyld at holde sig borte fra det guddommelige. Ja, det skader meget at udskyde altergangen længe, for det plejer at føre en tung sløvhed med sig. Ak, nogle lunkne og slappe griber gerne enhver udsættelse af skriftemålet og ønsker derfor at udsætte den hellige altergang, for at de ikke skal være forpligtet til at våge strengere over sig selv.

5. Ak, hvor lidt kærlighed og hvor svag en andagt har de, der så let skubber den hellige altergang til side. Hvor lykkelig og velbehagelig for Gud er ikke den, der lever sådan og bevarer sin samvittighed i en sådan renhed, at han kunne være rede og vel indstillet til at gå til alters hver dag, hvis det var ham tilladt og kunne ske, uden at det vakte opsigt. Afholder nogen sig undertiden af ydmyghed eller af en lovlig grund, skal han roses for sin ærbødighed. Men har sløvheden sneget sig ind på ham, skal han vække sig selv og gøre, hvad der står i hans magt, og Herren vil komme hans længsel til hjælp for den gode viljes skyld, som han særlig ser til. Luthersk note: Thomas gentager her middelalderens læresætning om, at Gud kommer den til hjælp, der «gør, hvad der står i hans magt» (facere quod in se est), og ser til hans gode vilje. Den lutherske kirke lærer, at mennesket ikke ved egne kræfter kan berede sig til nåden, men at både længslen og den gode vilje er Helligåndens gave ved Ordet og sakramenterne (CA XVIII; Konkordieformlen, Epitome II og Solida Declaratio II,44).

6. Men når han er lovligt forhindret, vil han altid have den gode vilje og den fromme hensigt at gå til alters, og så vil han ikke gå glip af sakramentets frugt. For enhver from kan hver dag og hver time gå til den åndelige altergang med Kristus til sin sjæls gavn, og ingen forbyder ham det. Og dog bør han på bestemte dage og til den fastsatte tid modtage sin Forløsers legeme i sakramentet med inderlig ærbødighed og mere have Guds pris og ære for øje end søge sin egen trøst. Luthersk note: Thomas sætter her det, vi yder Gud (pris og ære), over den trøst, vi selv modtager. Efter luthersk lære er nadveren først og fremmest Guds gave til os: syndernes forladelse, liv og salighed, givet til trøst for den forskrækkede samvittighed; lovprisningen og takken følger af den (CA XXIV; Apologien XXIV; Den Lille Katekismus, Alterets sakramente). For så ofte han i andagt mindes mysteriet om Kristi menneskevordelse og hans lidelse og optændes i kærlighed til ham, går han på hemmelighedsfuld vis og usynligt til alters og bliver vederkvæget.

7. Men den, der ikke bereder sig på anden måde, end når en højtid står for døren, eller vanen tvinger ham, vil alt for ofte være uforberedt. Salig er den, der ofrer sig selv til Herren som et brændoffer, så ofte han holder messe eller går til alters. Luthersk note: At «holde messe» (celebrare) forudsætter den romerske messe, hvor præsten frembærer Kristi legeme som et offer for levende og døde. Den lutherske kirke afviser messeofret, fordi Kristus har ofret sig én gang for alle (Hebr 10,14); det offer, de troende bringer, er et takoffer af dem, der allerede er forsonet, som når de giver sig selv til Gud (Rom 12,1; CA XXIV; Apologien XXIV; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Vær ikke for langsom eller for hastig, når du holder messe, men hold dig til den gode, fælles måde hos dem, du lever sammen med. Du må ikke volde andre besvær og lede, men følge den fælles vej efter de gamles anordninger og hellere tjene de andres gavn end din egen andagt eller følelse.