XI. At Kristi legeme og Den Hellige Skrift er nødvendige for den troende sjæl

1. Sødeste Herre Jesus, hvor stor er ikke sødmen for den fromme sjæl, der holder måltid med dig ved dit gæstebud! Dér sættes ingen anden mad frem for den at spise end dig, dens eneste elskede, som er mere at begære end alt, hvad hjertet begærer. Også for mig ville det være sødt at udgyde tårer for dit ansigt af inderste hjerte og med den fromme Maria Magdalene at væde dine fødder med tårer. Men hvor er denne andagt? Hvor er de hellige tårers rige strøm? Sandelig, for dit og dine hellige engles åsyn burde mit hjerte brænde og græde af glæde. For jeg har dig virkelig til stede i sakramentet, skønt du er skjult under en anden skikkelse. Luthersk note: «Under en anden skikkelse» forudsætter forvandlingslæren, at brødet ikke længere er brød. Den lutherske kirke bekender, at Kristi legeme og blod virkelig er til stede, men afviser forvandlingslæren, fordi Skriften kalder det brød, og brødet bliver (1 Kor 10,16; 11,26; De Schmalkaldiske Artikler III,6; Konkordieformlen, Epitome VII).

2. For i din egen guddommelige klarhed kan mine øjne ikke tåle at se dig, ja, hele verden kunne ikke bestå i glansen af din majestæts herlighed. Derfor tager du hensyn til min skrøbelighed ved at skjule dig under sakramentet. Ham, som englene tilbeder i himlen, har jeg virkelig, og ham tilbeder jeg; men jeg endnu kun i troen, de derimod ved at se og uden slør. Jeg må lade mig nøje med den sande tros lys og vandre i det, indtil den evige klarheds dag gryr og billedernes skygger flygter. Men når det fuldkomne kommer (1 Kor 13,10), skal brugen af sakramenterne ophøre, for de salige i den himmelske herlighed har ikke brug for sakramentets lægedom. De fryder sig uden ende i Guds nærhed, ser hans herlighed ansigt til ansigt, forvandles fra klarhed til klarhed (2 Kor 3,18) ind i guddommens afgrund og smager Guds Ord, der blev kød, sådan som han var fra begyndelsen og bliver til evig tid.

3. Når jeg husker disse underfulde ting, bliver selv enhver åndelig trøst mig til tung lede, og så længe jeg ikke ser min Herre åbenlyst i hans herlighed, regner jeg alt, hvad jeg ser og hører i verden, for intet. Du er mit vidne, min Gud, at intet kan trøste mig og ingen skabning give mig ro undtagen dig, min Gud, som jeg længes efter at skue i evighed. Men det er ikke muligt, så længe jeg er i denne dødelighed; derfor må jeg indstille mig på stor tålmodighed og underlægge mig dig i al min længsel. For også dine hellige, Herre, som nu jubler med dig i Himmeriget, ventede i tro og stor tålmodighed på din herligheds komme, mens de levede. Hvad de troede, tror jeg; hvad de håbede, håber jeg; hvor de er nået hen, stoler jeg på, at jeg ved din nåde skal komme. Imens vil jeg vandre i troen, styrket af de helliges eksempler. Jeg har også de hellige bøger til trøst og til spejl for livet og over alt dette dit allerhelligste legeme som et særligt lægemiddel og en vederkvægelse.

4. To ting føler jeg nemlig, at jeg har allermest brug for i dette liv; uden dem ville dette elendige liv være mig uudholdeligt. Holdt fanget i dette legemes fængsel bekender jeg, at jeg trænger til to ting: mad og lys. Derfor har du givet mig, den svage, dit hellige legeme til sjælens og legemets vederkvægelse, og du har sat dit Ord som en lygte for min fod (Sl 119,105). Uden disse to kunne jeg ikke leve godt, for Guds Ord er sjælens lys, og dit sakramente er livets brød. Man kan også kalde dem de to borde, der er stillet på hver sin side i den hellige kirkes skatkammer. Det ene bord er det hellige alters bord med det hellige brød, det vil sige Kristi dyrebare legeme. Det andet er den guddommelige lovs bord, der rummer den hellige lære, underviser i den rette tro og fører sikkert helt ind bag forhænget, hvor det allerhelligste er. Luthersk note: Thomas kalder her hele Skriften «den guddommelige lov» efter middelalderlig sprogbrug. Luthersk lære skelner skarpt mellem lov og evangelium i Skriften: loven viser synden, mens det er evangeliet om Kristus, der giver troen og fører os ind i helligdommen (Hebr 10,19–20; Apologien IV; Konkordieformlen V).

5. Tak, gode Jesus, du lys af det evige lys, for den hellige læres bord, som du har dækket for os ved dine tjenere, profeterne og apostlene og de andre lærere. Tak, du menneskers Frelser og Skaber, som for at vise hele verden din kærlighed har gjort et stort aftensmåltid i stand, hvor du ikke har sat et forbilledligt lam frem at spise, men dit allerhelligste legeme og blod. Du glæder alle de troende ved det hellige gæstebud og beruser dem med frelsens kalk, hvori alle Paradisets lyster er, og de hellige engle holder måltid med os, men i en saligere sødme.

6. Hvor stort og ærefuldt er ikke præsternes embede! Dem er det givet at indvie majestætens Herre med hellige ord, velsigne ham med læberne, holde ham i hænderne, modtage ham med egen mund og række ham til de andre. Luthersk note: Thomas forudsætter, at præsten i kraft af sin vielse har magt til at indvie (konsekrere) Kristi legeme og frembære det. Den lutherske kirke lærer, at det ikke er præstens værdighed, ord eller magt, men Kristi eget ord og indstiftelse, der gør sakramentet (CA VIII; Konkordieformlen, Solida Declaratio VII,74–77). Hvor rene bør de hænder ikke være, hvor ren munden, hvor helligt legemet, hvor ubesmittet hjertet hos den præst, som renhedens ophav så ofte går ind til! Af præstens mund bør der ikke komme andet end hellige, sømmelige og gavnlige ord, for han modtager så ofte Kristi sakramente.

7. Hans øjne bør være enfoldige og blufærdige, for de plejer at se på Kristi legeme. Hans hænder bør være rene og løftet mod himlen, for de plejer at røre ved himlens og jordens Skaber. Til præsterne siges der særligt i loven: «Vær hellige, for jeg er hellig, Herren jeres Gud» (3 Mos 19,2). Luthersk note: Thomas overfører her Det Gamle Testamentes levitiske præstedømme på messepræsterne. Efter luthersk lære har Den Nye Pagt intet særligt offerpræstedømme; prædikeembedet er en tjeneste med Ordet og sakramenterne, og 3 Mos 19,2 gælder i 1 Pet 1,16 alle de troende (CA V; Apologien XIII og XXIV).

8. Din nåde komme os til hjælp, almægtige Gud, så vi, der har påtaget os præsteembedet, værdigt og fromt kan tjene dig i al renhed og med god samvittighed. Og kan vi ikke leve i så stor uskyld, som vi burde, så giv os dog at græde, som det sømmer sig, over det onde, vi har gjort, så vi i ydmyghedens ånd og med en god viljes forsæt herefter kan tjene dig mere brændende.