3. søndag i fasten (Luk 11,14–28)

Evangeliet på 3. søndag i fasten, Luk 11,14–28

Dette er et smukt evangelium, hvori vi lærer meget og mangt, og næsten alt er afbildet i det: hvad Kristus, hans rige og hans evangelium er, hvad det udretter, og hvordan det går med det alt sammen i verden. Og for det første lærer det os, som alle evangelier gør, troen og kærligheden. For det stiller os Kristus for øje som en frelser og hjælper i al nød, af stor kærlighed; den, der tror det, er frelst. For her ser vi, at han ikke har noget at gøre med de raske, men med det arme menneske, som er plaget på fire måder. Han var blind, som Matthæus siger, og stum og besat, som Lukas siger her. Nu er alle stumme også døve, så at døv og stum endda er ét ord på græsk. Dermed lokker han os til sig, så vi skal vente os alt godt af ham og løbe til ham i al nød. Dernæst lærer det os omvendt også at gøre mod andre, som han gør mod os, efter kærlighedens art. Det er den almindelige og allerkæreste lære i dette og i alle evangelierne hele året igennem.

Men det arme menneske er ikke kommet dertil uden Ordet. For de, der bragte ham til Kristus, må jo have hørt fortælle om denne Kristi kærlighed, og derved er de blevet bevæget til at sætte deres lid til ham. Så lærer vi, hvordan troen kommer ved Ordet; derom er der sagt nok andetsteds.

For det andet vises vi her, hvordan det går Kristus og evangeliet i verden, nemlig at der er tre slags tilhørere. Nogle forundrer sig over ham; det er de fromme og de rette kristne, som regner det for så stort, at de endda bliver forfærdede over det. Nogle spotter det, som farisæerne og de skriftlærde, der ærgrede sig over, at de ikke selv formåede at gøre lige så meget, og som var bange for, at han skulle blive regnet for mere af folket end de. Nogle frister ham og vil have tegn, og han skal gøre det, sådan som de synes, så de kunne have det som et skuespil, sådan som Herodes også ville have det af Kristus.

Men han svarer dem begge: først spotterne i dette evangelium, siden fristerne, nemlig at denne onde slægt ikke skal få noget andet tegn end profeten Jonas’ tegn; det læser man ikke i dag. Spotterne svarer han venligt, og han går imod dem på fem måder.

For det første med en redelig og fornuftig grund: han slutter ud fra to lignelser, at den ene djævel ikke kan uddrive den anden. For var det sådan, måtte djævlene være uenige, og så kunne Satans rige ikke godt bestå. Det ligger jo i sagens natur: hvor et rige er uenigt med sig selv, og de fordriver hinanden indbyrdes, behøver man ikke at føre krig mod det; det skal nok gå meget værre til grunde af sig selv end ved krig. Ligeledes: hvor et hus er uenigt med sig selv, behøver det heller ingen til at ødelægge sig. Sådan siger også hedningen Sallust, der havde lært det af naturen og erfaringen: «Stort gods går til grunde ved uenighed, men ved enighed bliver lidt gods stort.» Var djævlene nu så uenige, at den ene uddrev den anden, så var hans rige intet, og så havde vi nok fred for dem.

Hvad kunne disse spottere sige til en så klar grund? Munden er stoppet på dem; men hjertet er alligevel så forhærdet, at de ikke brød sig om det. For et forhærdet hjerte lader sig ikke sige, hvor lyst og klart sandheden end bliver lagt frem; dog bliver de frommes tro styrket derved, for de ser deraf, at troens grund er ret og god. Og for deres skyld må man svare de forhærdede og stoppe munden på dem. Selv om de ikke omvender sig eller tier, så tjener det dog til, at deres forhærdede dårskab bliver åbenbar, når de taler mere og mere tåbeligt, så man kan tage og føle på det, for at deres sag ikke skal beholde et skin af at være god og ret. Sådan siger også Salomo i Ordsp 26,5: «Svar tåben, så han ikke tror sig klog»; det vil sige: svar ham på hans dårskab, så den bliver til skamme, for de andres skyld, så de ikke følger ham og bliver bedraget, som om han havde ret. Ellers, hvor der ikke er nogen grund til det, er det bedre at tie stille, sådan som Salomo også siger samme sted (Ordsp 26,4): «Svar ikke tåben på hans dårskab, så du ikke selv bliver ham lig.»

De kan heller ikke her sige, at djævlene stiller sig an, som om de var uenige, og at den ene viger for den anden for at gøre ham til lags og narre folk. For man ser jo åbenlyst, hvordan de spjætter og stritter imod, skriger og raser, river og hærger, når de ser, at det er alvor, og at de skal fare ud, så man må indrømme, at de er imod Kristus og hans Ånd og uenige med ham, som de nødig viger for og dog må vige for. Derfor er der her ikke andet tilbage end den åbenlyse, bespottelige løgn, som de bliver grebet i og gjort til skamme med: at de af giftigt had og misundelse tilskriver Djævelen Guds gerning.

Deraf lærer vi, at vi ikke skal undre os over, at vores lære og gerning bliver spottet, og at forhærdede hjerter ikke lader sig mætte eller omvende, selv om de er overvundet med en sandhed, man kan tage og føle på, og munden er stoppet på dem. Det er nok, at deres forhærdede tåbelighed bliver afsløret, erkendt og gjort til intet for de frommes øjne ved vores svar, så de ikke bliver forført af dem med et godt skin. Lad dem så fare, hvorhen de vil; de har deres dom, siger Sankt Paulus i Tit 3,11.

For det andet med et åbenlyst eksempel og med den samme gerning, når han siger: «Ved hvem uddriver jeres børn dem?» Som ville han sige: Er det ikke åbenlyst raseri? Netop det, som I roser hos jeres børn, fordømmer I hos mig. Fordi jeres børn gør det, er det fra Gud; men fordi jeg gør det, skal det være fra Djævelen. Sådan må det gå i verden: hvad Kristus gør, det er Djævelens; gjorde en anden det, så var det ret. Sådan gør nu også vores tyranner og evangeliets fjender: de fordømmer også hos os det, som de dog selv gør og bekender og lærer. De må gøre sådan, for at deres dom åbenlyst kan blive stadfæstet: hvor rigtigt de er fordømt.

De børn, som Kristus her taler om, at de uddriver djævle, har (mener jeg) været nogle djævlebesværgere i folket, sådan som Gud fra begyndelsen havde skænket dette folk mange slags åndelige gaver. Og han kalder dem deres børn, som ville han sige: Jeg er Guds barn og skal være Djævelens, mens de, som er jeres børn og født af jer, gør netop det samme og ikke skal være Djævelens.

«Derfor skal de også være jeres dommere»; det vil sige: Jeg påberåber mig dem; de må dømme, at I spotter mig med urette og fordømmer jer selv. Når nu den ene djævel ikke uddriver den anden, så må en anden magt jo gøre det, som hverken er djævelsk eller menneskelig, men guddommelig. Derfor følger det: «Hvis jeg uddriver djævlene ved Guds finger, så er Guds rige kommet til jer.» Denne Guds finger tyder Matthæus selv som Helligånden i Matt 12,28, for hans tekst lyder sådan: «Men når jeg uddriver djævlene ved Guds Ånd» osv.

Kort sagt vil Kristus sige så meget: Skal Guds rige komme til jer, så må Djævelen være uddrevet; for hans rige er imod Guds rige, det må I selv indrømme. Nu uddriver man ikke Djævelen ved djævle, endnu mindre ved mennesker eller ved menneskers kraft, men alene ved Guds Ånd og kraft.

Deraf følger, at hvor Guds finger ikke uddriver Djævelen, dér er Djævelens rige endnu; og hvor Djævelens rige er, dér er Guds rige ikke. Så følger det her med tvingende nødvendighed, at så længe Helligånden ikke kommer i os, er vi ikke alene uduelige til det gode, men vi er med nødvendighed i Djævelens rige. Men er vi i hans rige, så kan vi ikke gøre andet end det, Djævelen holder af; ellers kunne det ikke kaldes hans rige. Sådan siger også Sankt Paulus til Timotheus (2 Tim 2,26), at folk er fanget i Djævelens snarer efter hans vilje. Hvordan skulle han nu tåle af sine egne, at de tænkte bare én tanke om at gøre noget, som var imod hans rige og ikke for hans rige?

Åh, det er et overmåde forfærdeligt og stort ord, at Kristus her tilstår Djævelen et sådant rige, som man ikke kan undslippe uden Guds Ånd, og at Guds rige ikke kan komme, uden at hans rige bliver fordrevet fra os med guddommelig, himmelsk magt.

Det beviser også dette arme menneske godt, som legemligt var besat af Djævelen. Sig mig: hvad kunne han gøre ved det, om så alle mennesker på jorden hjalp ham, for at blive Djævelen kvit? Ingenting, uden tvivl. Han måtte nok gøre og lide, hvad Djævelen, hans herre, ville, indtil Kristus kom med Guds kraft. Se nu: kunne han ikke blive Djævelen legemligt kvit fra sit legeme, hvordan skulle han så blive ham åndeligt kvit fra sin sjæl ved egen kraft? For sjælen er skyld i, at legemet bliver besat til straf, fordi den selv er besat af synden; og synden er det sværere at blive kvit end straffen, og sjælen er også altid hårdere besat end legemet. Beviset er, at Djævelen lader det besatte legeme beholde dets naturlige kræfter og gerninger; men sjælen berøver han fornuft, sanser, vid, forstand og alle dens kræfter, som man tydeligt ser hos de besatte mennesker.

For det tredje med en lignelse, der er hentet fra erfaringen, nemlig når en stærk bliver overvundet af en stærkere og får sin rustning og sit bohave taget fra sig osv. Dermed vidner han også, at ingen kan overvinde Djævelen uden Gud alene, så ingen igen kan rose sig af, at han af sig selv kan uddrive synden eller Djævelen. Og se, hvordan han maler Djævelen: Han kalder ham en stærk kæmpe, som vogter sin gård og sit hus; det vil sige, Djævelen har ikke alene verden i sin magt som sit eget rige, men har også sikret og befæstet den, så ingen kan tage den fra ham. Han har den også i stille ro, så den gør, hvad han vil.

Så meget som et hus eller en gård kan sætte sig op imod eller forsvare sig mod den tyran, der har det i sin magt, så meget kan også den frie vilje og menneskelig kraft sætte sig op imod disse, synden og Djævelen, nemlig slet intet; den må være under dem. Og ligesom huset må erobres af en stærkere og vindes fra tyrannen, sådan må også mennesket forløses ved Kristus og vindes fra Djævelen. Så ser vi her igen, at vores gerning og retfærdighed slet intet hjælper til vores forløsning, men det er alene Guds nåde.

For det fjerde med smukke ord og lærdomme, som: «Den, der ikke er med mig, er imod mig; og den, der ikke samler med mig, spreder.» Djævelen er ikke med mig, for jeg uddriver dem jo; så må han helt sikkert være imod mig. Men dette ord gælder ikke alene Djævelen, men også spotterne, som han hermed dømmer og fordømmer: at de er imod ham, fordi de ikke er med ham.

At være med Kristus er at have samme sind og mening som Kristus, det vil sige at tro på Kristus, at hans gerninger og ikke vores gerninger hjælper os; for det mener Kristus, og det lærer han også. Men at samle med Kristus er at gøre godt ved kærligheden og blive rig på gode gerninger. Den, der nu ikke tror, er ved sine egne gerninger hos sig selv, ikke med Kristus, men imod Kristus; for han fornægter Kristus, fordi han bygger på gerningerne. Ligeledes: den, der ikke elsker, samler ikke med Kristus, men gør spildte gerninger, som han kun bliver værre af, og som fører ham længere bort fra troen.

For det femte med trusler: at det bagefter altid bliver værre end før. Derfor må man se sig for, at man ikke alene lader evangeliet og Kristus være uspottet, han som gør så store ting hos os og driver Djævelen ud fra os, men også holder fast ved ham med alvor og frygt, så det ikke også går os sådan, at syv værre djævle siden besætter os, hvor én havde besat os før. Sådan er det gået jøderne, som aldrig før var blevet så onde som nu, efter at evangeliet er blevet forkyndt; og sådan er også vi under pavedømmet blevet syv gange (det vil sige mange gange) værre hedninger under Kristi navn, end vi nogen sinde var før. Sådan siger Sankt Peter i 2 Pet 2,20: «Det sidste er blevet værre for dem end det første.» Og hvis vi ikke ser os for, så går det os også sådan nu efter dette store lys, at vi bliver værre, end vi var før. For Djævelen sover ikke; så er vi advaret nok.

Til sidst, da kvinden råber Kristus ud og priser ham, at den moder er salig, som har båret et sådant barn osv., imødegår han hendes kødelige andagt og lærer os alle dermed summen af dette evangelium, nemlig at vi ikke skal glo på de helliges gerninger eller værdighed, men mere på Guds ord, at vi hører det og bevarer det. For det betyder intet for os, og det giver os heller intet, hvor hellig og værdig dette barns moder er, heller ikke hvor ædelt barnet og frugten er; men hvad dette barn har gjort for os: at det af nåde har forløst os fra Djævelen, uden vores medvirken og fortjeneste. Det bliver lagt frem for os ved Guds ord, som vi skal høre og holde fast ved med en fast tro; så bliver vi også salige ligesom moderen og hendes barn. Og selv om et sådant ord og en sådan gerning må blive spottet, skal vi tåle det og forsvare os med sagtmodighed, som Sankt Paulus lærer, for at de andre kan blive forbedret.

Allegorierne

Dette stumme, døve, blinde, besatte menneske betyder alle Adams børn, som gennem kødet er besat af Djævelen i arvesynden, så de må være hans egne og gøre efter hans vilje. Derfor er de også blinde, det vil sige, de kender ikke Gud. De er døve, for de hører heller ikke Guds ord, og de er heller ikke lydige mod det eller underdanige under det. De er også stumme, for de takker ikke, lover ikke, siger og prædiker intet om Kristus og Guds nåde.

Men snakkesalige er de mere end nok, når det gælder Djævelens lærdomme og menneskers pjat. Dér ser de også alt for skarpt og er klogere end lysets børn i deres forehavender, egenrådighed og lyst; dér hører de også med begge ører og tager imod alt, hvad kød og blod har lyst til. Så er altså alle vores gerninger, ord og væsen, både på legeme og sjæl, hvad enten det er udvortes hellighed eller synd, Djævelens, og de må forløses ved Guds gerning. For han tager os i besiddelse til sit rige; så kender vi ham og ser og hører og følger ham og lover og prædiker ham. Alt dette sker ved Guds Ånd i Guds ord, som uddriver Djævelen med hans rige.

Den øverste djævel kalder jøderne Beelzebub. «Sebub» betyder en flue på hebraisk, «Baal» eller «Beel» en mand eller herre, sådan som en husbond er. Når det nu sættes sammen, «Beelzebub», betyder det en ærkeflue eller øverste flue, eller på jævnt dansk fluekonge eller en stor humlebi. Og de har kaldt Satan så foragteligt, som om de var helt frie og sikre for ham og nærmest hans herrer. For sådan gør alle sikre, dovne hyklere: de bilder sig ind, at de er så rene og hellige, at Djævelen er en afmægtig, mat flue imod dem, så de ikke har brug for Kristi nåde og Guds ord; skønt de mener, at han er stærk nok over for de andre. Ja, hvad de gudfrygtige lærer og gør, må være Djævelens, og de regner det for så løst et kram, som var det sager for en mat flue. Og Djævelen kan også godt tåle en sådan foragt, mens han i deres hjerte alligevel står højere end den sande Gud.

Tyrannen i gården eller huset er Djævelen, som sagt. Men han sidder i fred, når Guds ord og finger ved Kristus ikke kommer imod ham; så gør man, hvad han vil, for man ved ikke bedre, ligesom dette stumme og døve menneske gjorde. Hans våben og værn er de kødelige indbildninger, lærdomme og forordninger, som han holder samvittighederne fast med og beskytter sig med.

Men når den stærkere kommer, evangeliet, så er det forbi med freden; så raser han og bliver vanvittig. Han vil ikke fordømmes, afsløres, straffes eller udpeges. Så vækker han sin rustning, de mægtige, kloge, rige og hellige folk, og dem hidser han alle op imod Guds ord, som vi ser i forfølgelsen af de evangeliske lærere. Dette raseri og denne forfølgelse betyder, at Djævelen så nødig farer ud og raser i hele legemet. For ligesom han bærer sig ad med lemmerne i et legeme, når han skal fare ud, sådan bærer han sig også ad i hele verden, når han skal vige for evangeliet, og sætter alle sine kræfter i bevægelse; men det hjælper ham ikke, han må ud.

For der kommer en stærkere og overvinder ham, det er Kristus, og tager hans rustning fra ham, det vil sige, han omvender nogle af de samme forfølgere og gør ham dermed svagere og sit eget rige stærkere. Han deler også byttet ud, det vil sige: dem, han omvender, bruger han til mange slags embeder, nådegaver og gerninger i kristenheden, som Paulus skriver om i Rom 12. Han er også i gården eller forgården; for Djævelens rige består i udvortes skin og glans af visdom, hellighed og styrke. Men når det bliver grebet af evangeliet, så viser det sig, at det er ren tåbelighed, synd og afmagt.

At den urene ånd, efter at den er faret ud, vandrer gennem tørre steder og søger hvile, det betyder (som man siger): Djævelen holder ikke fri og sover ikke, men søger igen, hvordan han kan tage mennesket i besiddelse. Tørre steder er ikke de ugudelige hjerter, for i dem hviler og bor han som en stærk tyran, sådan som evangeliet siger her; men det er tørre og øde steder hist og her i landene, hvor der ikke bor folk, som skove og ødemarker. Dertil flyver han af ondskab og vrede over, at han er uddrevet, ligesom Djævelen fandt Kristus i ørkenen. Nu er der ikke meget vand i det jødiske land; derfor taler han her om, at det har mange tørre ørkener. Men i andre lande, som i vores, hvor der er meget vand, bor djævlene også i vandene og sumpene, og dér drukner de også undertiden folk, som bader eller sejler i dem. Ligeledes finder man nogle steder nøkker, som lokker børnene fra bredden ud i vandet og drukner dem; det er alt sammen djævle.

Men at han kommer igen og finder huset fejet med kost og pyntet (Sankt Matthæus føjer til: ledigt), det betyder: mennesket er helliget og prydet med smukke åndelige gaver, så den onde ånd godt ser, at han ikke længere kan udrette noget dér med sine gamle, tidligere rænker, for man kender ham. Ligesom da afguderiet var fordrevet blandt hedningerne, angreb han ikke længere verden med det. Men hvad gør han så? Han finder på noget andet, går hen og tager syv værre ånder med sig og går så ind og bor dér, så det bagefter bliver værre end før.

Sådan har han også gjort med os. Da Kristus var blevet kendt i verden og havde ødelagt Djævelens tidligere rige med afguderiet, fandt han på noget andet og angreb os med kætteri, indtil han fik pavedømmet bragt ind og oprettet, hvor Kristus blev helt glemt, og vi siden er blevet værre hedninger under Kristi navn, som vi ser for øjnene. Sådan er det også gået jøderne efter Jerusalems ødelæggelse, og grækerne under tyrken, og sådan går det alle, som hører Guds ord og siden bliver sikre og sløve i det, som Sankt Matthæus siger her (Matt 12,44), at han finder huset ledigt. Og i Matt 13,25 sår han den onde sæd blandt hveden om natten, mens folk sover. Derfor er det nødvendigt for os, at vi våger, som apostlene formaner os overalt, især Sankt Peter i 1 Pet 5,8: «Brødre, vær ædru og våg, for jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan sluge.» For hvor han vælter troen omkuld, dér bringer han let alle de tidligere laster ind igen.