Midfaste søndag (Joh 6,1–15)

Evangeliet på midfaste søndag, Joh 6,1–15

I dette evangelium lærer Kristus os endnu en gang troen: at vi ikke skal bekymre os for bugen og føden; og han lokker os til den med et under. Det er, som ville han her med gerningen sige det, han siger med ord i Matt 6,33: «Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift.» For her ser vi jo, at da folket følger ham for Guds ords og tegnenes skyld og således søger Guds rige, lader han dem ikke i stikken, men giver dem rigeligt at spise; og dermed viser han, at før de, som søger Guds rige, skulle lide nød, måtte hellere græsset i ørkenen blive til korn, eller én bid brød blive til tusind brød, eller i hvert fald én bid mætte lige så godt og lige så mange som tusind brød; for at det må stå fast, som han siger i Matt 4,4: «Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord som udgår af Guds mund.» Og for at styrke dette begynder han selv og sørger for, hvad de skal spise, og spørger Filip, før de klager eller beder om det, for at vi jo skal overlade bekymringen for os til ham og vide, at han tager sig af os mere og tidligere, end vi selv gør.

For det andet viser han et eksempel på stor kærlighed, og det på mange måder. For det første ved at han ikke alene lader dette under med maden komme de fromme til gode, som fulgte ham for gerningernes og ordenes skyld, men også bugtjenerne, som kun søger mad og drikke og timelig ære hos ham; sådan som det følger bagefter, at de kivedes med ham i Kapernaum om maden, og han siger til dem (Joh 6,26): «I søger mig, fordi I spiste» osv. Ligeledes at de ville gøre ham til konge. Således lader han også her det regne og solen skinne over onde og gode (Matt 5,45). For det andet ved at han så venligt bærer over med sine disciples uforstand og svage tro. For at han sætter Filip på prøve, og at denne farer sådan frem med fornuften, og at Andreas taler så barnligt om sagen, er sket for at apostlenes ufuldkommenhed skulle komme for dagen, og hans kærlighed og venlige omgang med dem til gengæld lyse så meget smukkere og lifligere – for at lokke os til tro på ham og give os et eksempel, så vi også skal gøre ligeså; sådan som også legemets lemmer og alle skabninger indbyrdes lærer os. For alt, hvad Gud har skabt, er fuldt af kærlighed, så det ene bærer, hjælper og redder det andet.

At han nu tager de fem brød og takker osv., dermed giver han os at forstå, at intet er for lidt for hans egne, og at han godt kan velsigne deres smule således, at de har overflod, hvor end de rige ikke har nok i al deres rigdom; som også Salme 34 siger (Sl 34,10–11): «De, som frygter Gud, skal intet mangle; men de rige må lide nød og sulte.» Og Maria i sin lovsang (Luk 1,53): «Hungrige har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.»

Omvendt, når han befaler, at stumperne skal samles så omhyggeligt op, lærer han os at være sparsommelige og at beholde og bruge hans gaver, så man ikke frister Gud. For ligesom han vil, at man skal tro, når man intet har, og være vis på, at han vil give, således vil han heller ikke fristes; man skal ikke foragte de gaver, han har givet, eller lade dem ligge og gå til spilde og vente på andre fra himlen ved undertegn; men hvad der er, skal man tage imod og bruge; hvad der ikke er, skal man tro og vente på.

Allegorierne

At Kristus ved denne underfulde bespisning har villet lokke os til den åndelige bespisning og ment, at vi hos ham skal søge og vente os sjælens føde, det beviser hele kapitlet til fulde, hvor han selv kalder sig det himmelske brød og den rette mad; og han viser jøderne bort fra denne legemlige mad og hen til sig selv og siger (Joh 6,26–27): «Sandelig siger jeg jer: I søger mig ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte. Arbejd for den mad, som ikke går til grunde, men som forbliver til evigt liv, den mad som Menneskesønnen vil give jer.» Derfor vil vi også søge denne evangeliske historie i dens skjulte forstand og betydning.

For det første var der meget hø eller græs på stedet. Det kunne evangelisten ikke udelade, skønt det dog ikke synes at være synderlig nødvendigt; men det betyder det jødiske folk, som grønnes og blomstrer som græsset ved ydre hellighed, visdom, ære, gods osv., som Es 40,6–7 siger: «Sandelig, folket er græs; alt kød er græs, og al dets godhed er som en blomst på marken. Græsset visner, blomsten falmer, for Herrens Ånd blæser på den.» Blandt dette folk er Guds ord gået op, og den rette mad er givet os; for frelsen er kommet fra jøderne, Joh 4,22. Ligesom nu græsset ikke er menneskers, men kvægets føde, således er al den ydre jødiske helligheds herlighed intet andet end foder til fedning af de dyriske, kødelige hjerter, som hverken ved noget om Ånden eller har noget af den.

Det samme betyder også, at folk sidder på græsset; for de rette hellige foragter den ydre hellighed, sådan som Paulus gør i Fil 3,8, hvor han regner sin tidligere hellighed for skarn og tab. Men det gør kun de enfoldige og sultne småfolk; de tager imod Guds ord og nærer sig ved det. For her ser du, at hverken Kajfas eller Annas, ej heller farisæerne og de skriftkloge følger Kristus og ser undertegnet, men de foragter det; de er græs og græsædere.

Dette tegn sker også nær ved jødernes påskefest; for den rette påskefest, da Kristus skulle ofres, var nær, da han begyndte at bespise folket med Guds ord.

De fem brød betyder det ydre, legemlige ord, som er fattet i røsten og opfattes gennem sanserne; for femtallet betyder menneskets sanselige, ydre side på grund af de fem sanser, som mennesket lever i; sådan som også de fem og fem jomfruer viser det, Matt 25,1. Disse brød er i kurven, det vil sige lukket inde i Skriften. Og dem bærer en dreng, det vil sige det trælbundne folk og præsteskabet blandt jøderne, som havde Guds ord, overgivet og betroet til dem, Rom 3,2, skønt de ikke selv nød godt af det. Men at Kristus tager dem i sine hænder, og at de derved velsignes og mangfoldiggøres, betyder, at Skriften bliver åbnet, ret forstået og prædiket ved Kristi gerning og hans gøren og ikke ved vores gøren eller fornuft. Derefter giver han dem til disciplene, og disciplene til folket. For Kristus tager Ordet af Skriften; så tager alle lærerne det fra Kristus og giver det til folket, for at det må stå fast, som han siger i Matt 23,10: «Én er jeres mester, Kristus», han som sidder i himlen og alene lærer os alle gennem prædikanternes mund og ord med sin Ånd. Det er imod de falske lærere, som lærer deres eget.

De to fisk er patriarkernes og profeternes eksempler og vidnesbyrd, som også er i kurven; for med dem stadfæster og styrker apostlene læren og de troende, sådan som Sankt Paulus gør i Rom 4,2.6, hvor han fører Abraham og David frem osv. Men der er to af dem; for sådanne eksempler på de hellige er fulde af kærlighed, og den kan ikke være alene, sådan som troen kan, men må øve sig over for næsten. De er desuden stegte; for sådanne eksempler er gennem megen lidelse og pine grundigt dødet, så man intet kødeligt finder i dem, og så de heller ikke trøster med en falsk tro på gerningerne, men altid viser hen til troen og døder gerningerne og tilliden til dem.

De tolv kurve fulde af stumper er alle de skrifter og bøger, som apostlene og evangelisterne har efterladt sig; derfor er der også netop tolv af dem, lige så mange som apostlene, og disse bøger er heller ikke andet end det overskydende, som er taget af Det Gamle Testamente og mangfoldiggjort. Det betyder femtallet også, eftersom Moses har fem bøger; for som Johannes siger i sidste kapitel (Joh 21,25): Man kunne skrive verden fuld af bøger om Kristus; og dog er alt dette forud skrevet og forkyndt om Kristus i Det Gamle Testamente.

Men at Filip giver et råd med penningene om, hvordan man skal bespise folket, og dog fortvivler over det, betyder menneskelærerne, som gerne ville hjælpe sjælene med deres lære; men samvittigheden mærker, at det ikke hjælper. For denne udspørgen, som Kristus her holder med sine disciple, sker, for at man skal se og tage og føle på, at det af naturen var umuligt at bespise så meget folk med deres forråd, og for at undertegnet kunne blive så meget mere åbenbart. Således lader han også os slæbe og slide med menneskelære, for at vi skal se og tage og føle på, hvor nødvendigt og kostbart Guds ord er, og hvor aldeles intet lærdommene formår uden Guds ord.

Men Andreas, som peger på brødene og drengen og tvivler endnu mere, betyder de lærere, som vil gøre folk retfærdige og stille dem med Guds love; men samvittigheden kan hverken få nok eller finde ro ved det, men bliver kun stadig værre, indtil Kristus kommer med nådens ord. Han er alene nok og gør alene nok, hjælper fra synd og død, giver fred og fuld glæde, og det gør han af sig selv, ubedt, imod og over alt håb og al formodning, så vi skal vide, at evangeliet ikke tiltænkes og skænkes os for vores fortjenestes skyld, men af lutter nåde.

Til sidst ser du her i evangeliet, at Kristus, som dog holdt den evangeliske fattigdom allerhøjest og ikke bekymrede sig for dagen i morgen, sådan som han lærer i Matt 6,34, alligevel havde et forråd, nemlig to hundrede penninge og fem brød og to fisk; for at vi skal lære, at en sådan fattigdom og frihed fra bekymring ikke består i, at man intet har, sådan som barfodsmunkenes sekter og munkene foregiver, uden selv at holde det; men den består i et frit hjerte og en fattig ånd. For også Abraham og Isak havde stort gods og levede dog uden bekymring og i fattigdom som de bedste kristne.