Mariæ bebudelses søndag (Judica) (Joh 8,46–59)

Evangeliet på Mariæ bebudelses søndag (Judica), Joh 8,46–59

Dette evangelium lærer, hvordan de forstokkede bliver desto mere rasende, jo mere man lærer dem og venligt lokker dem. For Kristus kræver her ganske venligt af dem en grund til, hvorfor de dog ikke tror, når de jo hverken kan dadle hans liv eller hans lære. Livet er uskyldigt, for han byder dem trods og siger: «Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?» Det samme gælder læren, for han siger: «Hvis jeg taler sandhed» osv. Således gør han, som han lærer. Og disse to stykker skal enhver prædikant kunne vise. For det første et uskyldigt liv, så han kan byde trods, og ingen har grund til at spotte læren. For det andet en ulastelig lære, så han ikke forfører nogen af dem, der følger ham; og således står han fast på begge sider: med det gode liv over for fjenderne, som ser langt mere på livet end på læren og for livets skyld foragter læren; med læren hos vennerne, som agter langt mere på læren end på livet og for lærens skyld også bærer over med livet.

For det er jo sandt, at intet liv er så godt, at det er uden synd for Gud. Derfor er det nok, at det er ulasteligt for menneskene. Men læren må være så god og ren, at den ikke alene består for mennesker, men også for Gud. Derfor kan enhver retskaffen prædikant godt sige: «Hvem af jer kan dadle mig?» Af jer, siger jeg, som er mennesker; men for Gud er jeg en synder. Sådan gjorde Moses også i 4 Mos 16,15, hvor han roser sig af, at han aldrig har taget noget eller gjort uret; Samuel gør det samme i 1 Sam 12,3, og Jeremias og Hizkija, som dermed med god grund roste deres uskyld over for menneskene for at stoppe munden på spotterne. Men således taler Kristus ikke om læren; han siger ikke: «Hvem af jer kan dadle min lære?» men: «Hvis jeg taler sandhed.» For man må være vis på, at læren er ret og er sandheden for Gud, og siden ikke bryde sig om, hvordan menneskene anser den.

Så har jøderne nu ingen anden grund til deres vantro end den, at de ikke er Guds børn; derfor fælder han også dommen over dem og siger: «Den som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I ikke, fordi I ikke er af Gud»; det er ikke andet end: I er Djævelens. Det kunne jøderne ikke tåle, for de ville være Guds børn og folk; derfor raser de nu løs og skænder både hans liv og hans lære. Læren, når de siger: «Du har en djævel», det vil sige: Du taler ud af Djævelen, og din lære er Djævelens løgn. Livet, når de siger: «Du er en samaritaner»; det lyder værre blandt jøderne end alle andre laster.

Således lærer Kristus os her, hvordan det må gå os og hans ord: Både liv og lære må fordømmes og skændes, og det af de fornemste, klogeste og største på jorden. Dér kender man så de onde træer på frugterne, hvordan de under et godt skin er så bitre, giftige, utålmodige, frække og gale til at fordømme og dømme, når man rammer dem rigtigt og forkaster deres sag med Guds ord.

Hvad gør Kristus her? Livet lader han sidde i skammen; han tier og tåler, at de kalder ham en samaritaner; men læren forsvarer han. For læren er ikke vores, men Guds, og han skal intet lide; dér hører tålmodigheden op; nej, jeg skal sætte alt, hvad jeg har, ind for den og lide alt, hvad de gør, for at Guds og hans ords ære ikke skal lide. At jeg går til grunde, gør ikke meget skade; men lader jeg Guds ord gå til grunde og tier, så gør jeg Gud og al verden skade. Selv om jeg nu ikke kan binde deres mund eller hindre deres spot, skal jeg dog ikke tie eller give dem ret, sådan som jeg gør med mit gode liv, hvor jeg lader dem beholde ret; selv om de gør mig uret, så forbliver det dog ret for Gud.

Således forsvarer Kristus sig her og siger: «Jeg har ingen djævel», det vil sige: Min lære er ikke Djævelens løgn, «men jeg ærer min Fader», det vil sige: I min lære prædiker jeg Guds nåde, hvorved han skal prises, elskes og æres af de troende. For et evangelisk prædikeembede er ikke andet end en ære for Gud, Sl 19,2: «Himlene fortæller Guds ære» osv. «Men I vanærer mig», det vil sige: I kalder mig en djævelsk løgner, som skænder og vanærer Gud.

Hvorfor siger han ikke således: «Jeg ærer min Fader, og I vanærer ham», men siger: «I vanærer mig»? Dermed antyder han skjult, at Faderens ære og hans er lige og én ting, ligesom han er én Gud med Faderen; men samtidig vil han også vise, at vores prædikeembede, som priser Gud, med rette burde æres, og dog må lide skam. Således skal nu også vi gøre over for vores fyrster og præster. Når de angriber vores liv, skal vi tåle det og gengælde had med kærlighed og ondt med godt.

Men når de angriber læren, så angribes Guds ære; dér skal kærlighed og tålmodighed have en ende, og man skal ikke tie, men også sige: «Jeg ærer min Fader, og så vanærer I mig; dog bryder jeg mig ikke om, at I vanærer mig, for jeg søger heller ikke min ære. Men se jer alligevel for. Der er en, som søger den og dømmer», det vil sige: Faderen vil kræve den af jer og dømme jer og ikke lade jer gå ustraffet. Han søger ikke alene sin ære, men også min, fordi jeg søger hans ære, som han siger i 1 Sam 2,30: «De, der ærer mig, skal komme til ære.» Og det er vores trøst, at vi kan være glade: Selv om al verden skænder og vanærer os, så er vi visse på, at Gud kræver vores ære og derfor vil straffe, dømme og hævne. Kunne man bare tro det og vente det ud – han kommer visselig.

«Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.»

Dér gør han det helt galt: Han forsvarer ikke alene sin lære, som de tilskrev Djævelen, som ret og god, men tilskriver den også en sådan magt, at den er en vældig kejserinde over Djævel, død og synd, som giver og bevarer det evige liv. Se dér, hvordan guddommelig visdom og menneskelig fornuft støder sammen. Hvordan kan et menneske fatte, at et legemligt, mundtligt ord skal forløse fra døden i evighed? Men lad blindheden fare; vi vil behandle det skønne skriftsted.

Han taler her ikke om lovens ord, men om evangeliet, som er en tale om Kristus, død for vores synder osv. For Gud kunne ikke uddele Kristus i verden på anden måde; han måtte fatte ham i Ordet og således udbrede ham og bære ham frem for alle; ellers var Kristus forblevet for sig selv alene og ukendt for os; så var han jo død for sig selv alene. Men fordi Ordet bærer Kristus frem for os, bærer det ham frem som den, der har overvundet døden, synden og Djævelen. Derfor: Den, der fatter og holder det, fatter og holder Kristus, og således har han ved Ordet, at han bliver løst fra døden i evighed. Derfor er det et livets ord, og det er sandt, at den, der holder det, aldrig i evighed skal se døden.

Og heraf kan man godt forstå, hvad han mener med at holde: at det ikke er ment som at holde, sådan som man holder loven med gerningerne; for et sådant ord om Kristus må holdes i hjertet med troen og ikke med næven eller gerningen; sådan som jøderne her forstår det, og de raser grueligt mod Kristus, fordi Abraham og profeterne er døde; de ved intet om, hvad det er at holde, dø eller leve. Og det hedder ikke for ingenting at holde; for det gælder strid og kamp, når synden bider, døden trykker, helvede trænger på; da gælder det om at holde fast ved Ordet og ikke lade sig skille fra det. Se så nu, hvordan Kristus svarer jøderne og priser sin lære: «I siger, at mit ord er Djævelens, og vil trykke det ned under helvede; så siger jeg omvendt, at det har guddommelig kraft i sig, og ophøjer det over alle himle og alle skabninger.»

Hvordan går det så til, at man ikke ser eller smager døden, når dog Abraham og alle profeterne er døde, som jo havde Guds ord, som jøderne siger? Her må vi agte på Kristi tale; han gør en forskel: Døden er én ting, at se eller smage døden en anden. Vi må alle ind i døden og dø bort; men en kristen smager eller ser ikke døden, det vil sige: Han føler den ikke, forskrækkes ikke således for den og går blidt og stille ind i den, som faldt han i søvn, og dør dog ikke. Men en ugudelig føler den og forfærdes for den i evighed. Således kan man godt kalde det at smage døden: dødens kraft og magt eller bitterhed, ja, det er den evige død og helvede.

Denne forskel gør Guds ord. En kristen har det og holder sig til det i døden; derfor ser han ikke døden, men livet og Kristus i Ordet; derfor føler han heller ikke døden. Men den ugudelige har ikke Ordet; derfor ser han intet liv, men lutter død; så må han også føle den, og det er da den bitre og evige død.

Så mener Kristus nu, at den, der hænger ved hans ord, skal midt i døden hverken føle eller se døden, som han også siger i Joh 11,25: «Den, der tror på mig, lever, selv om han dør, for jeg er livet» osv.; det vil sige: Han føler ikke døden.

Dér ser vi nu, hvilken stor ting det er med en kristen, som allerede er forløst fra døden i evighed og aldrig mere behøver at dø. For hans død eller døen ligner nok udvortes den ugudeliges døen, men indvortes er der en forskel som mellem himmel og jord. For den kristne sover i døden og går derigennem ind i livet; men den ugudelige går ud af livet og føler døden i evighed; sådan som vi da ser, hvordan nogle skælver, tvivler og fortvivler, bliver afsindige og gale i dødsnøden.

Derfor kaldes døden også i Skriften en søvn. For ligesom den, der falder i søvn, ikke ved, hvordan det går ham, og uventet kommer til morgenen, når han vågner, således skal vi pludselig opstå på den yderste dag, så vi ikke ved, hvordan vi er kommet ind i døden og gennem døden.

Lad os også tage et andet eksempel på det. Da Israels børn drog ud af Egypten og kom til Det Røde Hav, var de frie og følte ingen død, men lutter liv. Men da kong Farao kom efter dem med hele sin magt, da stod de midt i døden; der var intet liv mere for øjnene. For foran sig havde de havet, som de ikke kunne komme igennem, bag sig kong Farao, på begge sider høje bjerge, og de var på alle kanter fanget og indesluttet i døden, så de endda sagde til Moses (2 Mos 14,11): «Var der ikke grave nok i Egypten?» osv.; så helt havde de opgivet livet. Da kom Moses og bragte Guds ord, som trøstede dem midt i døden og holdt dem i live, idet han sagde (2 Mos 14,13): «Stå stille og frygt ikke, for I skal se, hvilken stor sejr Gud vil give jer, så I aldrig mere skal se disse egyptere.»

Til dette ord holdt de sig; derved blev livet set i døden, fordi de troede Ordet, at det skulle ske således, og gik derpå midt ud i Det Røde Hav, som stod på begge sider som to mure. Da skete det, at der blev lutter liv og sikkerhed i havet, hvor der før var lutter død og fare. For så dristige ville de aldrig have været, at de var gået ud i havet, om det så havde delt sig hundrede gange, hvis ikke Guds ord havde været der, som trøstede dem og lovede dem livet. Således overvinder mennesket døden ved livets ord, når det holder fast ved det og tror og således går ind i døden.

Således siger Kristus også her imod jøderne, at Abraham og profeterne endnu lever og aldrig er døde, men har livet midt i døden; men de ligger og sover i døden. For Abraham, siger han, «så min dag og glædede sig». Således har også profeterne set den. Hvor og hvornår har han set den? Ikke med legemlige øjne, sådan som jøderne forstår det, men med troens syn i hjertet; det vil sige: Han har kendt Kristus, da der blev sagt til ham i 1 Mos 22,18: «Ved din sæd skal alle folkeslag velsignes.» Dér så han og forstod, at Kristus, født af hans sæd ved en ren jomfru (for at han ikke skulle være forbandet med Adams børn, men forblive velsignet), skulle lide for al verden og lade det prædike og således overøse al verden med velsignelsen osv.

Det er også Kristi dag, det vil sige: evangeliets tid; evangeliet er denne dags lys, som stråler, skinner og lyser fra Kristus som fra retfærdighedens sol ud i al verden; det er en åndelig dag, men dog oprundet i Kristi legemlige tid, sådan som Abraham har set. Men af dette forstod jøderne intet for deres kødelige sind; derfor skælder de ham ud for en løgner.

Derfor går Kristus videre og sætter grunden og årsagen til, hvorfor netop hans ord og ikke et andets gør levende, og siger: Grunden er, at han har været før Abraham; det vil sige: at han er den rette, eneste Gud. For var den person, som ofrede sig for os, ikke Gud, så hjalp det intet og gjaldt intet for Gud, at han var født af en jomfru, og om han så led tusind døde. Men det, der bringer velsignelsen og sejren over al synd og død, er, at Abrahams sæd også er sand Gud, som giver sig selv for os.

Derfor taler Kristus her ikke om sit menneskelige væsen, som man så og følte; for dér kunne man nok tage og føle på, at han ikke var halvtreds år gammel og ikke havde været før Abraham. Men med det væsen, hvormed han har været så længe før Abraham, med det har han også været før alle skabninger og før hele verden. Skønt han også efter det åndelige væsen har været menneske før Abraham, det vil sige: I Ordet og troens erkendelse var han i de hellige; for de vidste og troede alle, at Kristus, Gud og menneske, skulle lide for os; som der står i Hebr 13,8: «Kristus i går og i dag og i evighed.» Og i Åb 13,8 står: «Guds Lam, som er slagtet fra verdens begyndelse.» Dog taler han her egentlig om sit guddommelige væsen.

Men her støder fornuften sig grueligt og vil blive gal over, at et menneske skal være Gud; det kan den ikke få til at rime; og det er den artikel, som jøderne endnu den dag i dag støder sig på, og de kan ikke holde op med at kaste sten og spotte. Men Kristus holder omvendt heller ikke op med at skjule sig for dem og gå ud af deres tempel, så de hverken kan se eller finde ham i Skriften, som de dagligt beskæftiger sig med.

Og denne beretning er ikke nogen ringe forskrækkelse for alle, som er formastelige i Skriften og ikke går ydmygt frem. For det går endnu den dag i dag således til, at mange læser og studerer i Skriften og dog ikke kan finde Kristus; han har skjult sig og er gået ud af templet. Og hvor mange er der ikke også, som med munden siger, at Gud er menneske, og dog er uden Ånden i hjertet, og som, når det kommer til stykket, vil vise, at de aldrig har ment det alvorligt. Det være nok herom.