Apostlene Filip og Jakobs dag (Joh 14,1–14)

Evangeliet på de hellige apostle Filip og Jakobs dag, Joh 14,1–14

I begyndelsen af dette evangelium viser Kristus igen, hvad han er kommet for, og hvad hans embede er; og det er egentlig en evangelisk prædiken, nemlig at det er ham, der bereder boligerne hos Faderen, og at han, når han kommer igen, vil tage os til sig. Ligeledes siger han også, at han er vejen, sandheden og livet; det udlægger han siden tydeligere, når han siger: «Ingen kommer til Faderen uden ved mig.» Og igen, når han siger: «Kender I mig, så kender I også min Fader.» Hertil hører også det, han siger til Filip: «Den, som har set mig, har set Faderen.» Det er det fornemste og hovedstykket i dette evangelium, og alt andet skal føres hen dertil. Af det skal vi lære, at vi ikke bliver retfærdige af vores egne kræfter og ikke frelst af vores fortjenester, men at vi bliver helliget ved Kristi Ånd og frelst af nåde; og at dette er vejen til saligheden, som Kristus er gået foran på, nemlig døden; og at også vi må blive ligedannet med dette forbillede.

Men vi vil nu gennemgå dette evangelium lidt, ord for ord, så vidt Gud giver nåde. Disse ord talte Herren til sine disciple efter nadveren, da han nu skulle skilles fra dem. For da han havde sagt dem meget om, at han skulle gå bort og lide, blev disciplene temmelig forfærdede over det og blev bange; derfor tager Herren fat og trøster dem venligt og siger:

«Jeres hjerte forfærdes ikke!»

Som om han ville sige: «Jeg mærker godt, at det gør jer ondt, at jeg skal gå bort, og at I er bekymrede over det. Nuvel, det kan ikke være anderledes; bliv ikke forfærdede, det har ingen nød, jeg kommer igen. Men først må I se mange ting ske med mig, som I vil tage anstød af. De vil korsfæste mig og handle ynkeligt med mig; men lad ikke det anfægte jer, bliv ikke forfærdede, det bliver snart bedre; det er Faderens vilje, at det skal være sådan.» Men kødet kan ikke lade være: når det ser, at Kristus bliver korsfæstet, så tager det anstød af det, tror ikke på ham, falder fra ham og holder ham ikke for at være Frelseren. Ligesom det også gør, når det ser, at de hellige mennesker bliver forfulgt, martret og pint; så tror det heller ikke, at Gud har dem kær. Mod denne forargelse styrker Kristus her sine disciple og siger:

«Tror I på Gud, så tro også på mig!»

Det vil sige: Tror I, at Gud vil herliggøre jer, og at Gud har jer kær, så tro, at han herliggør i den skikkelse, som I ser mig herliggjort i; og tro, at denne min død er vejen til herliggørelsen, min og hele mit legemes, det vil sige alle kristnes, og at denne død gør fyldest for verdens synd; sådan som apostlene siden taler om det i deres skrifter. Således siger Johannes: «Kristus er soning for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verdens» (1 Joh 2,2). Derfor ser du her, at Kristus vil, at hjerterne skal gøres faste ved troen og ikke ved nogen anden udvortes ting. Og han siger videre:

«I min Faders hus er der mange boliger.»

Boligerne er beredt fra evighed af, og det er ikke nødvendigt, at han bereder dem; hvorfor siger han da, at han går bort for at berede dem? Det betyder ikke andet, end at han går bort og bliver Herre over alt, for at han kan berede os til sådanne boliger. For så længe vi ikke er beredt, er boligerne heller ikke beredt for os, selv om de i sig selv er beredt. Derfor vil Kristus sige sådan: «Boligerne og stedet er der, men det er endnu ikke færdigt og er endnu ikke, som det skal være. Men så bliver det færdigt, når jeg ved min død har ophævet dødens rige og nu er gået bort for at regere ved Helligånden, som også skal berede og gøre jer skikkede til sådanne boliger i troen.» Så den enkle mening er denne: Der er boliger, nemlig der hvor Faderen herliggør; men de samme boliger er endnu ikke beredt, for dødens rige er endnu ikke ophævet. Det er det, Kristus mener, når han siger:

«Men var det ikke så, ville jeg sige, at jeg går bort for at berede jer sted. Og når jeg går bort for at berede jer sted, vil jeg dog komme igen og tage jer til mig, for at I skal være, hvor jeg er.»

Med disse ord viser Herren, hvordan disse boliger bliver beredt, nemlig ved Kristi død, som sagt, ved hvilken han kommer til herligheden og regerer over alt, hvad der er i himlen og på jorden. Ved den død har han erhvervet os Helligånden, som også, sådan som vi har hørt, bereder os til sådanne boliger, og som gør det prædikede evangelium levende i os, så vi tror det; og ved den tro bliver vi gjort skikkede til sådanne boliger. Det kunne nu ikke ske, hvis Kristus ikke gik bort og døde og således tog regeringen over alt. Så er summen af denne tekst nu denne: De er udset, som Faderen vil herliggøre; men de kan ikke blive herliggjort uden ved Kristus; han må tage døden og synden bort, ellers bliver der intet af det. Her ser du, at det alt sammen går ud på, at Kristus er den, der bereder boligerne, og at vi ikke kan blive herliggjort uden alene ved Kristus.

Således ser I, at denne tekst helt og holdent går ud på dette: at vi ikke bliver retfærdiggjort af menneskelige kræfter og heller ikke af vores fortjenester, men ved Kristus. Det er det, hele brevet til romerne går ud på, også brevet til galaterne, og næsten alt, hvad Paulus overhovedet behandler i sine breve. Videre følger:

«Og hvor jeg går hen, det ved I, og vejen ved I også.»

For I tror på mig og har gjort tegn og undere i mit navn; derved burde I jo nu være sikre på, hvem jeg er, hvad mit ærinde er, og hvad jeg er kommet for. Og I har også hørt og set Faderen vidne om mig (Matt 17,5); derfor ved I nu godt, at Faderen vil herliggøre mig, og I tror også, at jeg er ét med Faderen; derfor er det ikke nødvendigt, at jeg siger mere om det. Men det var endnu intet bevendt med de kære apostle; selv om de var blevet undervist af Herren selv og havde set hans undergerninger, ja, selv havde prædiket evangeliet og gjort undergerninger, så hjalp det dog intet; de vidste her ikke, hvad han talte om, og hvad det var for en vej, og hvor Herren skulle gå hen. Derfor farer Thomas også frem og bekender åbent, at han intet ved om det, og siger således til Herren:

«Herre, vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så vide vejen?»

Her hører og ser I: selv om troen var i apostlene, så forstod de dog endnu ikke, at Kristus måtte korsfæstes, og at hans rige skulle begynde ved Kristi død, nemlig at det skulle være et åndeligt rige; sådan som de også sagde efter Herrens opstandelse: «Herre, opretter du nu riget igen for Israel?» (ApG 1,6). De gode folk stod endnu i den indbildning, at det skulle være et legemligt, verdsligt rige. Sådanne grove stykker finder man mange af i evangeliet, hvor apostlene til tider plumpede groft i og bar sig tåbeligt ad; og alt det er skrevet os til trøst og styrke, så vi ikke så hurtigt skal fortvivle, hvis det til tider skorter os på troen, og vi ikke så hurtigt kan finde os til rette i Guds gerning og ord. Har det skortet de store mennesker, som skulle være kristenhedens kommende søjler, så skal sandelig ingen undre sig over, at det til tider ikke vil lykkes for os; ja, lad ingen blive forfærdet over det. Det er Guds gerning og sag; han kan gøre det bedre, når det behager ham.

Nu må vi sige lidt mere om disse ord. Ikke længe forinden, da Kristus ville styrke sine apostle i troen, lovede han dem, at de skulle herliggøres. Her føjer han nu til og siger, hvordan og på hvilken vej de skal herliggøres, og siger, at det skal ske ved hans bortgang, det vil sige ved hans død, og at han således vil tage riget i besiddelse. Det har han nu sagt dem så ofte, at de næsten burde vide og forstå det; derfor siger han: «Hvor jeg går hen, det ved I, og vejen ved I også.» Men de forstod det endnu ikke, sådan som Sankt Thomas’ ord viser. Nu er det helt sikkert sandt, at troen har været i apostlene; det bevidner jo de ord, som Peter på de andres vegne gav Kristus til svar. Da han spurgte dem, om også de ville gå bort fra ham, sagde Peter: «Herre, til hvem skal vi gå? Du har det evige livs ord, og vi er kommet til tro og har erkendt, at du er Kristus, den levende Guds Søn» (Joh 6,68–69).

Det er også klart af de ord, som Herren kort forinden havde sagt til dem ved nadveren: «I er rene» (Joh 13,10); det ville han ikke have sagt, hvis de ikke havde troet. Derfor har de helt sikkert kendt Kristus, nemlig at han er vejen til Faderen; ligeledes har de også kendt Faderen, fordi de har set de tegn, hvormed han har givet Sønnen vidnesbyrd, og hørt Faderens røst fra himlen: «Denne er min Søn, den elskede, som jeg har udvalgt. Hør ham!» (Matt 17,5). Alle disse ting har øget troen meget i apostlenes hjerte; men trods alt det forstår de endnu ikke, hvad de skal gøre, og hvordan det skal ende med Kristus.

Tag Abraham som eksempel. Skønt han havde modtaget sønnen i troen, vidste han dog endnu ikke, at sønnen skulle ofres; og troen åbenbarede sig heller ikke endnu, da sønnen blev givet ham. Sådan er det også her med apostlene: skønt troen var til stede, manglede de dog troens prøvelse. Men intet prøver troen så godt som korset og forfølgelsen. Havde Abraham ikke skullet ofre sin søn, så havde han ikke vidst, at han havde haft en sådan tro. Da det her gik mod forfølgelse for apostlene, så de, hvad slags tro de havde. Så længe vi bliver i fred for anfægtelser, har vi en stærk tro; men kommer der en anfægtelse, så opdager vi snart, hvad slags tro vi har.

Derfor siger Sankt Paulus (Rom 5,3–5): «Vi er stolte af vores trængsler, fordi vi ved, at trængslen virker udholdenhed, og udholdenheden virker prøvet troskab, og den prøvede troskab virker håb, og håbet skuffer ikke.» Således siger også Salomo i Ordsprogene (17,3): «Som ilden prøver sølvet og ovnen guldet, sådan prøver HERREN hjerterne.» En sådan prøvelse sker ved korset og forfølgelsen, nemlig ved at vi bliver korsfæstet efter vores gamle Adam. Men at blive korsfæstet er dette: at troen bliver prøvet, og at kødet, når troen er prøvet, bliver dræbt, og ånden vokser i erkendelsen af Kristus. Men at dræbe kødet er dette: at vi lader Guds vilje regere i os, at hans vilje behager os, hvad enten han gør det sødt eller surt, og at vi helt og holdent giver afkald på vores egen vilje.

Det er det, Sankt Paulus mener, når han siger således til romerne (Rom 12,1–2): «Jeg formaner jer, kære brødre, ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres kroppe som et levende, helligt og kærkomment offer for Gud; dette er jeres fornuftige gudstjeneste. Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle ved tankernes fornyelse, så I kan prøve, hvad der er Guds gode, kærkomne og fuldkomne vilje.»

Da nu Thomas bekender, at han ikke ved, hvor Herren går hen, og heller ikke ved vejen, så står Herren der og farer ikke barsk ud imod ham, kaster ham ikke straks bort, støder ham ikke fra sig, kalder ham ikke et groft æsel eller en okse, sådan som vi bærer os ad med de svage; men han svarer ham ganske venligt og siger:

«Jeg er vejen og sandheden og livet.»

«Jeg,» siger Herren, «er vejen, ad hvilken man kommer til Faderen; selv om jeg bliver slået ihjel, så bærer jeg de troende og mine små får på ryggen til min Fader; der er ingen anden vej til himlen; den, der ikke går denne vej, går fejl af Faderen. Sådan er jeg også sandheden; for jeg er det lys, som oplyser verden (Joh 1,9), og jeg lærer det, der er rigtigt og sandt, og gør sande kristne. Og jeg er også livet; for jeg gør levende; den, der tror på mig, skal aldrig i evighed dø.»

Det er, som sagt ovenfor, egentlig at prædike evangeliet: at vise den rette vej til det evige liv. For da disciplene ikke kendte vejen, som fører til herligheden, tager Herren fat og siger dem, at netop han er vejen; som om han ville sige: «Vil I kende herligheden og gå vejen til Guds herliggørelse, så søg ikke skabningernes kræfter, lys og retfærdighed, men se på mig; for jeg er vejen, sandheden og livet, lad mig lide, så meget det skal være, og lad mig se så ringe ud, som det skal være. Lad det heller ikke anfægte jer, at mine bliver forfulgt; hos mig finder man den rette vej til Faderen; lad jer ikke vise bort fra den.» Derfor siger han videre:

«Ingen kommer til Faderen uden ved mig.»

Som om han ville sige: Ingen kan komme til Faderen af egne kræfter eller fortjenester. Loven skræmmer samvittighederne bort, så de ikke kommer til Faderen. Men Kristi ord, som retfærdiggør os ved Kristi retfærdighed, fører os til Faderen. Deraf følger nu det, han siger bagefter:

«Kender I mig, så kender I også min Fader.»

For ligesom ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen, sådan kender heller ingen Faderen uden ved Kristus, Sønnen. For det første kender man ikke Faderens vilje, nemlig at han vil frelse, medmindre vi ser ham i Kristus; han har åbenbaret os det, han som er i Faderens favn. Dernæst tror man heller ikke Faderen; for fornuften mærker ikke af sig selv, at den modtager noget fra Gud; derfor må Sønnen forkynde os denne hans godhed. En splittet samvittighed flygter fra Faderen og stoler ikke på ham; men de, som er retfærdiggjort ved Kristi ord, foragter nu ikke Faderen og flygter heller ikke fra ham, som israelitterne gjorde, men står for ham, som Moses gjorde (2 Mos 20,21), og bliver oplyst af det guddommelige lys, så de kender Guds magt og Faderens barmhjertighed. Deraf vokser så en tillid til ham, når vi mærker, at vi modtager alle ting af hans hænder, og vi venter alle åndelige og legemlige ting af ham.

Alt dette udretter troen; fornuften kan ikke gøre det. For den søger at nå Gud ved sine kræfter og fortjenester; men den går fejl af ham. Derfor, når den ikke af sine egne kræfter kan komme til at kende Gud, så fornægter den Gud helt og siger: «Der er ingen Gud.» Dernæst, når den ser urenheden i gerningerne, så fortvivler den, og der er jammer og nød med den. Men når vi er retfærdiggjort ved evangeliets tåbelige prædiken, kommer vi til at kende Gud Fader, idet vi tror Kristi ord og således erfarer Faderens magt i trængsler og modgang, hvordan de så end er. Det blev betegnet ved, at Israels folk ikke kunne høre Guds røst, men bad om, at Moses ville tale med dem (2 Mos 20,19). Der bliver også Kristus lovet, som skal gå i forbøn for os hos Faderen og være vores nådestol (Rom 3,25). For vores natur er alt for sky og svag til at tale med Gud; derfor har han givet os denne sin Søn som mellemmand, i og ved hvem vi skal handle med Gud.

Da Herren giver den kære Thomas et så venligt og klart svar og nu har vist, hvordan man skal komme til Faderen, nemlig ved Sønnen, og at Faderen bliver kendt i Sønnen, så sker der endnu et groft stykke med den kære Filip. Han farer frem og vil ikke nøjes med troen; han vil være sikker på sagen, han vil føle og se; derfor siger han til Herren:

«Herre, vis os Faderen, så er det os nok.»

Som om han ville sige: «Giver du os det tegn oven i, så vil vi tro.» Filip nøjes ikke med Ordet, men drister sig til at udforske Faderen på en anden måde end ved Ordet. For eftersom fornuften ikke kan tro, så begærer den at blive gjort vis på en anden måde og ad andre veje. Derfor bliver det vist i dette spørgsmål, at samvittigheden ikke bliver gjort vis og tryg ved noget andet end ved troen, så man må holde sig til det blotte Ord og ikke skal vente noget andet tegn. Men Filip mente her, at han ville være meget sikrere, hvis han så Faderen, end hvis han skulle tro det enkle, blotte Ord. Denne vantro irettesætter Kristus nu lidt hårdt og siger:

«Så lang tid har jeg været hos jer, og du har ikke kendt mig?»

Som om han ville sige: «Jeg lærer og prædiker, og dog kender I mig ikke. Ved I endnu ikke, at Faderen vil kendes ved mig, at mit ord er Faderens ord og hans kraft, og at han alene vil kendes i det og ikke i noget andet? For sådan har I hørt Faderens røst fra himlen: ’Denne er min Søn, den elskede, som jeg har udvalgt. Hør ham!’ Forstår I da endnu ikke, hvordan man kender Faderen?» Man ser ikke Faderen med legemlige øjne. Således siger også Johannes (Joh 1,18): «Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens favn, har gjort ham kendt.» Derfor siger Herren til Filip:

«Filip, den, som har set mig, har set Faderen.»

Det er ligesom den forrige tale, da han sagde: «Kendte I mig, så kendte I også min Fader.» Det vil sige: Eftersom Faderen vil kendes ved mig, så søg ikke en anden vej til at kende ham, men tro mit ord, at jeg er den, som viser jer Faderen og giver ham til kende i mig; tro, at du ved mig kommer til Faderen, så vil du kende Faderen; ved troen vil du erfare Faderens magt og barmhjertighed og mærke, at han er en trøster og en, der gør levende. Faderen vil, at mit ord skal troes, og at de, som tror, skal blive frelst og have det evige liv. Men imens bliver kødet korsfæstet, idet verden forfølger Ordet, og idet Gud tillader, at de hellige bliver anfægtet; det bliver også korsfæstet derved, at man i alle anfægtelser må bestå ved troen og ikke vente trøst noget andet sted fra. Ligesom de hellige alene trøster sig ved troen, hvad enten de bliver slået ihjel, martret eller dør på anden vis, sådan er deres trøst hos Herren, som salmen (Sl 16,8) siger: «Jeg har altid HERREN for øje, for han er ved min højre side; derfor skal jeg blive stående.» Da det nu forholder sig sådan, at vi ikke kan kende Faderen uden i Sønnen, og at vi, når vi kender Sønnen, også kender Faderen, så siger Herren nu videre til Filip:

«Hvordan kan du da sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?»

Som om han ville sige: «Eftersom der ikke er nogen anden vej til at kende Faderen end den, jeg har vist, hvorfor tror du så ikke mine ord, når jeg dog har lært, at jeg er vejen og sandheden og livet? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen i mig? Tror du ikke, at det er én guddom, Faderens og min, og at Faderen vil kendes ved mig?» Men hvorfor bliver Faderen kendt, når man kender Sønnen? Fordi Sønnen er i Faderen, og Faderen i Sønnen; for det Ord, af hvilket Sønnen bliver kendt, er Sønnens og Faderens kraft; derfor, når Sønnen bliver kendt af sit ord, så må det nødvendigvis følge, at Faderen også bliver kendt deraf. Derfor siger Herren videre:

«De ord, som jeg taler til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bor i mig, han gør gerningerne.»

Som om han ville sige: «I ordene kender I mig, og i de samme kender I også Faderen.» Og han føjer netop disse ord til for at lære disciplene, hvad den kundskab er, hvorved han bliver kendt. Men den er intet andet end troen, ved hvilken vi griber Kristus i Ordet. Derfor siger han: «I Ordet skal I kende mig. Men eftersom dette Ord ikke er menneskelig kraft, så skal I uden tvivl også kende Faderen i det. Og eftersom I i mit ord kender, at jeg er livet, så skal I sikkert også kende, at jeg er i Faderen.» Men for at de jo kunne være sikre på det, siger han videre til dem:

«Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen i mig; hvis ikke, så tro mig dog for gerningernes skyld!»

Her kalder han gerningerne til vidne for Ordet; som om han sagde: «Hvis I altså ikke tror Ordet, så tro dog de tegn, som vidner om Ordet, og hvormed Faderen har vidnet om mig; for gerningerne og tegnene er Ordets vidnesbyrd.» Og med disse ord vil Kristus intet andet end at gøre sine disciples og vores alles samvittigheder faste mod korsets forargelse. For samvittighederne vil vide og ikke tro; de vil ikke gå ind i dette mørke, at de ganske enkelt overgiver sig til Gud på det blotte Ord; men de tvivler altid og siger: «Hvad nu, hvis Gud ikke ænsede dig?» og andre lignende tanker. Nu bliver også de hellige forladt ligesom de mest forkastede og foragtede mennesker, så verden raser og huserer med dem efter sit eget behag og overmod. Her står de i angst og fare for troen og begærer at vide, hvad Guds vilje er mod dem. Dem trøster Kristus, at de ikke skal søge nogen anden trøst end i ham og i hans død. Han er livet og har fået riget; han gør på den måde også de døde levende igen. Men for at de jo ikke skal tvivle, gør han dem endnu mere sikre og siger:

«Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som tror på mig, skal også gøre de gerninger, som jeg gør, og han skal gøre større end disse.»

Som om han ville sige: «Tvivl ikke på, at I skal kende Faderen ved mig, og at mit ord er Guds magt, og at I skal blive bevaret ved mit ord, selv om jeg nu bliver korsfæstet. I skal selv erfare det på jer selv. For når I tror på mig, skal I ikke alene gøre sådanne gerninger og tegn, som jeg gør, men også større.» Det er så sket efter Kristi himmelfart, da apostlene har gjort langt større tegn end Kristus selv, både blandt jøderne og hedningerne. Men hvad er grunden? Herren siger den selv her og siger:

«For jeg går til Faderen.»

Det vil sige: «Jeg vil begynde riget, hvor jeg fylder alle ting; for jeg er i Faderen.» Derfor er også alle ting underlagt Kristus, fordi han er Sønnen. Og her sætter Herren en afslutning på alle de foregående spørgsmål og trøstord. For kort forinden har Kristus lært, at Faderen bliver kendt ved ham, og det af den grund, at han er i Faderen, og derfor bliver han vist ved det ord, hvormed Faderen bliver vist. Men for at han kunne bekræfte dette, nemlig at hans ord er Faderens kraft, har han føjet til og sagt: «Den, som tror på mig, skal også gøre de gerninger, som jeg gør»; det vil sige: I skal ved troen på mig også gøre de samme gerninger og skal kende, at mit ord er Guds kraft og magt.

Men hvorfor siger han så: «Jeg går til Faderen»? Svar: Fordi Kristus er i Faderen, gør han Faderens gerninger; men det er ikke derfor, at også vi gør de samme gerninger, men fordi Kristus, som er i Faderen, nu er i os. For at gå til Faderen er at fylde alle ting og, som Paulus udlægger det (Ef 1,23 og 4,8) efter salmen (Sl 68,19), at skænke menneskene gaver, at oplyse og at hellige. For det er Kristi rige, ved hvilket han regerer på jorden i de troendes hjerter og sidder på sin fader Davids trone.

Herren taler også disse ord, «Jeg går til Faderen», for at trøste disciplene dermed. For ligesom han ovenfor begyndte at styrke dem, så de ikke skulle lade sig anfægte eller forarge af noget, selv om han døde, men holde fast ved ham og tro på ham, sådan lover han dem her, at også de skal herliggøres; for han går bort til Faderen, hvor han vil tage alle ting i sin hånd og regere med magt over alt, hvad der er i himlen og på jorden; derfor skal de ikke frygte for noget. Og han trøster dem endnu mere og siger:

«Og beder I Faderen om noget i mit navn, det vil jeg gøre.»

Som om han ville sige: «Kommer jeg til Faderen, så har det ingen nød med jer; for hvad I så end vil have og beder om, det skal ske jer; jeg vil gøre det for jer, for jeg har riget i min magt.» Og han føjer særlig til: «i mit navn»; dermed udelukker han al vores fortjeneste. For ved Kristus bliver vi bønhørt, ligesom vi også bliver elsket i Kristus, og ved ham bliver vi også præster, som Peter siger (1 Pet 2,5), for at bringe åndelige ofre, som er velkomne for Gud. Men alt dette, siger Kristus, vil jeg gøre,

«for at Faderen må herliggøres ved Sønnen.»

Faderen bliver da æret eller prist, når æren bliver givet ham og sat først, og ikke os; det vil sige, når vi erkender, at vi ikke bliver frelst af vores fortjenester, ikke af vores visdom og heller ikke af vores retfærdighed, men sætter vores tillid til hans barmhjertighed. For han har givet Sønnen for vores synder, og hvad vi vil have af ham, det skal vi bede om ved denne Søn, så skal det blive givet os. Derfor gentager han disse ord endnu en gang og siger:

«Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.»

Alle disse ord går ud på, at han jo vil gøre os sikre, så vi tror hans ord og holder fast ved ham. Så er summen af denne afslutning nu denne: Han befaler disciplene og os at tro, fordi han går bort for at regere; og han siger forud, at han vil give sit rige vidnesbyrd og regere således, at vi skal føle og mærke hans regimente; nemlig at han vil gøre lige så store gerninger ved os, som han selv har gjort, ja, endnu større. Og igen, at han vil bønhøre os, når og hvad vi end beder Faderen om i hans navn. Og med disse løfter skal hjertet styrkes og gøres modigt mod helvedes porte. For Kristus regerer i Ordet; derfor er det nødvendigt, at vi erfarer Ordets kraft; for Kristi rige er Guds magt og vælde. Dette være sagt om dette evangelium; lad os kalde på Gud om nåde, så vi kan fatte det og derved styrke vores svage tro.