Korsets findelse (Joh 3,1–15)

Evangeliet på dagen for Kristi kors’ findelse, Joh 3,1–15

Randglose: Fornuften, naturen og den frie vilje ved intet om Guds nåde og gerninger; ja, den skyr dem, for slet ikke at tale om, at den skulle begære dem, som denne tekst klart beviser.

Hvordan dette evangelium rimer sig med denne fest, må de stå til ansvar for, som har indrettet det sådan. Men da det er et meget fint og trøsterigt evangelium, vil vi først gennemgå det og derefter også sige lidt om korsets findelse.

Dette er et smukt evangelium, hvor der stilles et smukt åndeligt skuespil frem for os: hvordan den allerbedste fornuft og den skønneste fromhed på jorden render panden mod den rette sandhed og det åndelige væsen. For denne Nikodemus roses meget af evangelisten Johannes for, at han har været stor, både udadtil for verden og også i et smukt åndeligt liv. For han var en af jødernes ledende mænd, det vil sige en rådsherre, med i styret, og det alene var et stort herredømme. Dertil en farisæer, det vil sige en af de allerlærdeste; for dem holdt man for de klogeste. Dertil også en af de allerfrommeste; for den sekt holdt man også for den helligste. Så der ikke er nogen mangel eller dadel at sætte på ham, og man ikke kan gøre ham større: efter styret er han den øverste, efter lærdommen den klogeste, efter livet den helligste. Oven i det har han endnu den lykke, at han har lyst til Herren Kristus; det var langt over alle tre. De andre ledende mænd og farisæere, de klogeste og de helligste, forfulgte ham og gav ham til Djævelen. For der var udgået et bud blandt jøderne, at ingen måtte vove at kny imod det, ellers skulle han stødes ud af rådet og lyses i band. Alligevel var denne så from, havde Kristus kær og gik hemmeligt til ham for at tale med ham og vise ham sin kærlighed.

Så står det nu sammen, sådan som man skulle male det: magt, den allerhøjeste fromhed og klogskab, dertil også kærlighed til Kristus; og alligevel, se, hvordan han løber panden mod muren! Han går til ham med disse tanker: «Han bliver glad for, at jeg kommer til ham; det vil kilde ham og gøre ham godt, at jeg, så stor en mand, en af de øverste og bedste, ydmyger mig sådan og kommer til så ringe en person.» Han går altså alene for at søge venskab med ham, mener, at han skal være hjertelig velkommen og blive vel modtaget; han havde ingen bekymring for, at han skulle blive irettesat af ham og lade sig belære, men tænker at vise sig over for ham som over for en god ven og vil til gengæld, at han skal stille sig venligt over for ham og holde ham i ære; sådan som også i dag en jævn kristen mand kunne blive narret, hvis Ånden ikke var klogere. Men Kristus er ham for klog, slår alt tilbage, som han kommer med, tager ikke imod noget venskab, lader sig ikke kilde, kaster alt bort, hvad Nikodemus formår, så han uden tvivl må have været en from mand, siden han ikke bliver vred over det, og netop et af de rette børn, som skulle ydmyges. Hvis Kristus gjorde sådan mod en så stor mand i dag, ville han hurtigt pådrage sig vrede og unåde.

Heraf skal vi nu lære, hvor fattige stakler vi er, ja intet, når Kristus ikke regerer os. For Nikodemus kommer dertil uden nogen anden særlig tillid end den, at han blot vil hilse på Kristus og slutte venskab med ham, ikke lære af ham som en discipel; så farer Kristus til og fordømmer ham så jammerligt og så helt, at han ikke lader noget ved ham være udadlet, og siger:

«Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige.»

Det var jo en hård tekst og et uvenligt svar på så venlig en hilsen. Men han forbarmer sig over ham og viser ham, hvor det fejler hos ham: at han endnu er så langt fra Guds rige, at han aldrig har set det; og han siger: «Du må fødes på en anden måde.» Ja, det er et fint stykke! Havde han dog sagt: «Du må gøre noget andet», og foreslået ham en fin lære om, hvad han skulle gøre, så ville han straks have svaret: «Åh, det har jeg alt sammen gjort; jeg flitter mig med at gøre mange gode gerninger og er from.» Derfor tager han fat og kaster ham bort, både med gerninger og person.

For hvad er der sagt med de ord andet end så meget som: «Du gør mange smukke gerninger og mener, at du er from og ustraffelig; men det er alt sammen fortabt og fordømt, ikke alene dine gerninger, men også hjertet, roden; alt, hvad du er og formår, må helt væk; træet skal rykkes op med frugterne, kastes bort og brændes helt, og et nyt træ skal gøres.»

Det er da et surt svar på så god en mening! Han roser Kristus som en hædersmand, og så siger Kristus: «Du er til gengæld en skændig mand, for det, du siger, er ikke ret og er uden Ånd; du vil nå så højt, at du vil tale om Gud, om at jeg er kommet fra Gud, og er endnu så dybt druknet i din indbildskhed og blindhed; du har nok hørt klokkerne ringe, men ved ikke, hvor de hænger.» [Ordret: «hørt det ringe, men ikke slå sammen», dvs. hørt noget om det uden at forstå det.] Ligesom der i dag er mange, som har evangeliet kært og siger, at det er fra Gud, men også selv er langt derfra. Den, som ikke kommer længere, end at han kan sige: «Det er kommet fra Gud», må også høre dommen, som Kristus også siger hos Matthæus (Matt 7,21): «Ikke enhver som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himlenes rige, men den som gør min Fars vilje, han som er i himlene.» Åh, hvor mange er vi ikke, som hører det, lærer og prædiker det, lader os tykkes og mener, at vi er bedst stillet, og begynder også at hæve og prise Kristus med ord over hele verden! Men det er endnu skum på tungen, ikke i hjertet; for de er ikke født på en anden måde.

Så vil Kristus nu sige: «Ja, du siger nok, at jeg er kommet fra Gud, og roser mig; men hvornår stræber du efter, at væsenet og gerningen følger efter? Derfor skal du ikke regne med at se Guds rige; du er endnu i blindheden og i den gamle hud; du må blive helt anderledes, ikke sådan, at du fører andre ord og gerninger, men at du bliver et helt nyfødt menneske, som ikke ved noget og hverken er from eller klog, men helt trækker den gamle hud af.» Det gør nu meget ondt, at man ikke skal vide af hele sit væsen, sin fromhed, sit liv og sin lærdom, men holde det for dårskab og synd, slå det ned og sige: «Jeg vil ydmyge mig og intet vide af mig selv», så det alt sammen bliver slået bort af hjertets grund, og mennesket bliver til et barn.

Her bryder Nikodemus nu ud; jo mere Kristus siger om det, jo mindre forstår han, og han siger til Herren:

«Hvordan kan et menneske blive født, når det er gammelt? Kan det for anden gang komme ind i sin mors liv og blive født?»

Heraf kan man godt se, hvordan fornuften skikker sig i et kristent liv. Den opfatter ikke mere af det, end at det gamle menneske ikke skal gælde noget, og det er jo sandt; men hvordan det skal gå til, at han fødes på ny, det ved han intet om; han tænker ikke længere end til en far og en mor og et barn og mener, at man må blive et naturligt barn igen. Det er ikke meningen; men det kommer an på dette: Du må ned, så hjertet og indbildskheden bliver lille og ydmyg og ny. For som hjertet er, sådan retter alt det andet sig efter det; er det lille, så er det hele lille; er det stort, så er det hele stort. Sådan mener Herren nu, at den legemlige fødsel ikke duer til noget, som han forklarer sig videre og siger:

«Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.»

Som om han ville sige: «Du må fødes på ny; det siger jeg ikke om kvinden eller om kød og blod, men om vand og Ånd.» Men det er ham endnu langt underligere; han bliver mere og mere forvirret og rådvild. Før havde han dog mere at holde sig til og mente, at han forstod det bedre, nemlig at når man taler om at føde, må der jo en kvinde til. Det slår Kristus nu også ned for ham og siger, at det ikke skal være en kvinde, men vand og Ånd. Hvem har nogen sinde hørt, at noget skal fødes af vand, især et menneske? Det passer jo slet ikke; skal man støde ham til pulver og lægge ham i vandet, til han bliver født igen? Nu forklarer han, hvordan man må fødes af vand og Ånd; han giver grunden og siger:

«Det som er blevet født af kødet, er kød, og det, som er blevet født af Ånden, er ånd.»

Dér står Nikodemus nu og ved ikke, hvor han har det, og er blevet helt til nar; han tør ikke skælde Kristus ud for en nar (for han har lige rost ham), tør heller ikke sige, at det er løgn og tant, men tænker sådan: «Mesteren kommer fra Gud; hvorfor taler han så nu som en født nar?» Sådan står fornuften og ved ikke, om den skal holde ham for en lærer eller for en nar. Men her gælder alt det, som jeg har sagt: at Gud indretter sin lære og troen sådan, at vi må blive til narre. Nu vil fornuften ikke være en nar, og jo større nar den er, jo mindre vil den være det; så er Gud også stiv i sin mening og vil have den til nar, og han vil selv blive ved med at være klog; derfor skjuler han sin klogskab med så tåbelige ord og stykker, som Paulus forklarer for korintherne (1 Kor 1,25), at når fornuften hører det, må det for den være den rene dårskab. Den, der nu vil blive frelst, må kort og godt også blive til nar. Det er nu også den anden fødsel: at man træder ned fra den klogskab, som vi er vokset op i, og lader os komme ned, så vi intet vil vide eller kunne, og slår alt det fra os, som ikke er Ånd.

Det kan verden ikke lære; derfor går det sådan til i verden, at alle vil være kristne og lære og prædike om evangeliet, og dog ved de intet om det. Men fejlen er, at ingen vil være en nar, men alle vil være høje, fornuftige, kloge, hellige folk. Deraf kommer da så mange sekter og sværmerier, som der nogen sinde har været, og de strider netop imod evangeliet, ligesom Nikodemus her, bortset fra at han er bedre deri: Han lader sig dog endnu lede; det gør sværmeånderne ikke. Sådan lærer hele evangeliet nu i sum, at vi skal blive narre og ikke ville være kloge; men sværmerne vil holdes for kloge. Åh, hvor har de altid brækket halsen på det, kætterne, at de ville være kloge og med fornuften udspekulere og afmåle troens artikler; som arianerne med treenigheden, der ville afmåle den med fornuften og trak og tydede ordene, sådan som det forekom dem, at det passede. Det hedder at blive i sin hud og ikke ville være en nar; så må Gud være en nar. For der er ingen mellemvej: Enten må vi være narre, eller han må.

Derfor er det, som Kristus siger her: «Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige», lige så meget som det, han siger hos Matthæus (Matt 18,3): «Hvis I ikke bliver omvendt og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himlenes rige.» Så betyder det nu at blive genfødt at blive et barn, og et sådant barn, som bliver født af vandet og af Ånden, der er med i vandet; sådan at vi siger for Gud: «Al min formåen er intet, al min klogskab er blindhed og den største dårskab, al min fromhed og mit liv er fordømt til helvede; derfor overgiver jeg mig til din nåde: Regér mig efter din Ånd; lad bare intet blive tilbage i mig, så jeg regerer mig selv og er klog; gør bare min sans og fornuft helt til nar, og hold mig i dit skød.» Sådanne ord siger vi nok alle sammen godt; men når det kommer til kamp, så ser man nok, hvor det er alvor.

Hvis du kan tåle, at når du ser noget for godt an, så bliver det alt sammen forkastet, og du kan holde dig selv for en nar i det og også være en nar og lade det fare og sige: «Er det af Ånden, så bliver det stående; er det ikke, så lad det bare fare til Djævelen», så står det godt til med dig. Sådan også med dine gerninger og din fromhed: Når du hører, at det ikke skal være noget, og det bliver angrebet og talt ilde om, og du tier stille til det og siger: «Ja, sådan er det ret» – men kan du ikke tåle det og vil forsvare det, så er det intet. Vi siger jo alle sammen, at de kristne må være narre; men ingen tåler det gerne, alle vil forsvare det. De pavelige siger også de ord: «Man må fødes på ny»; men når man siger til dem: «Jeres ting er intet», det kan de ikke høre. Vi taler alle om den nye fødsel, men bliver alligevel hele tiden i den gamle fødsel; men mere kan vi ikke gøre ved det end at overgive det til Helligånden.

Så siger Kristus nu til Nikodemus: «Hvis din forstand skal gælde, at man måtte genfødes af en kvinde, så var det dog intet, selv om du blev født hundrede gange af moders liv; for jeg straffer netop den fødsel, som kommer af kvinden, fordi alt, hvad der kommer af kød og blod, bliver kød og blod, hvor tit det så kommer», som Paulus siger til korintherne (1 Kor 15,50): «Kød og blod kan ikke arve Guds rige.» «Derfor mener jeg ikke en genfødsel af kvinden; for det er kort afgjort: Det, som er født af kødet, er kød.» Dér står nu den remse, som vi alle fører; det ord indeslutter hele verden og alle helgener, skyr intet menneske og lader slet ingen være ånd, som er født af kødet.

Men siger du: «Er Kristus da ikke også født af kødet?» Svar: Men hos ham kommer der noget til, nemlig at han er undfanget ved Helligånden; derfor var han ikke rent kød. Det er nu slutningen og den endelige dom over os, at vi alle sammen er kød, og det ville være godt, om vi dog en gang lærte noget af evangeliet. Hvis vi bare tænkte over dette ene ord, så ville vi se, hvad vi er, og det ville gå os som påfuglen, der må slå fjerene ned og lade sin stolthed fare, når den ser sine fødder. For hvad er der sagt, når man af hjertet siger: «Jeg er kød»? Kød er fordømt, død, lutter synd, hvor der hverken er Ånd eller Gud eller nogen guddommelig ting eller noget liv; kort sagt, det hører Djævelen til og er en evig helvedsbrand; det må blive anderledes, ellers kan det ikke komme i himlen.

Derfor er dette ord så stærkt et tordenslag, at det slår alt ned, som mennesker udtænker og opretter; er det kød, så er det allerede fordømt. Hvad er det så, man roser sig af: «Det har de hellige koncilier og fædre vedtaget og indstiftet, sådan et styre har de ordnet, så fint og helligt et liv har de stillet op»? Hvad er alt det? Er det også af kødet og af mennesker, så er det jo fordømt med alt sammen. Heraf kan jeg nu slutte, at hele Frans’ og Benedikts orden og kartusianerne osv. ikke ser Guds rige og heller ikke kommer ind i det. Hvorfor? Fordi det er kød; for Ånden er jo noget andet. Det beviser erfaringen, at man finder mange skurke i kutter og med tonsur; men hvis det var Ånd, så måtte der ingen skurk være iblandt dem. Da det ikke er sådan, så er det afgjort, at det ikke har kraft til at gøre retfærdig; der må mere til; det må være noget sådant, som gør hele væsenet og personen anderledes og ny; og det kan ingen orden nogen sinde gøre. Derfor, da han ved, at det er kød, så hører det ikke hjemme i Himmeriget; kommer det ikke i himlen, så farer det til Djævelen.

Hvis de bare en gang kunne tro det, hvem ville så være så tåbelig at blive i klosterlivet? De har jo givet deres stand lige så megen ære som Ånden og vandet; hvis de holdt den for kød, ville de da sige: «Skal jeg ikke komme i himlen, men fare til Djævelen, hvad laver jeg så i klosteret?» Så måtte de jo træde ud for at undslippe helvede. Skulle en stand gøre retfærdig, så måtte det sandelig være de stande, som Gud har indstiftet, som jødernes stand. Alligevel gør den det ikke. Hvorfor? Det er alt sammen stadig kød. Ligeså er den verdslige øvrighed også indstiftet og ordnet af Gud; alligevel er den kød og må også fare til Djævelen; og sådan også ægtestanden: Skønt Gud selv har indstiftet og velsignet den, farer den alligevel til Djævelen, hvor der ikke er Ånd.

Så er det kort afgjort: Hvad der ikke er Ånd, det farer til Djævelen. Dermed er vi jo ydmyget, så vi for Gud slet intet er. For verden kan vi nok være noget, ligesom denne Nikodemus: Han var jøde, var både i den verdslige og i den gejstlige stand, dertil en gift mand, og det var alt sammen guddommeligt; oven i det også farisæer, hvilket var et menneskepåfund og en hyklerstand, skønt den blev anset for det største; og for det femte, at han også havde Kristus kær: Alligevel hjælper intet af det; derfor kunne Kristus ikke ydmyge ham dybere end med det ene ord, at han siger: «Du er kød.» Dermed ophæver han helt den gamle fødsel og gør ham til et barn. Når man så følger ham og tror, så bliver man født på ny, sådan at vi siger: «Jeg ved, at alle mine tanker, gerninger og forsætter er kød; for det tjener alt sammen mig selv, imod Gud; det gør, at jeg bruger alle skabninger på kødelig vis, til min lyst og ære.» Sådan er det også nu med de nye, opblæste lærdomme ud af Den Hellige Skrift: Det er alt sammen kød; for de bruger Skriften til deres kød, så de kan være noget og blive rost for at have fundet noget særligt; det er alt sammen rettet mod deres timelige væsen. Sådan er hele verden med dette ord indesluttet for Gud, tværs igennem, den ene som den anden, alle, som nogen sinde er kommet på jorden eller endnu skal komme: at de er kød og ikke hører hjemme i himlen.

Lad os derfor tage denne dom til hjerte. Hvis vi gjorde det, ville vi ikke være uenige med hinanden, heller ikke stå stejlt på vores egen mening eller holde meget af os selv, men vige for hinanden, eftersom ingen har det bedre for Gud end det ringeste barn og den allermest ulærde lægmand, selv om du for verden er den bedste. Sådan er det alt sammen kød, hvad enten der så bliver en konge eller en tigger, en klog eller en nar ud af det. Derfor har profeten Esajas (Es 58,7) sagt det så fint, da han taler om at hjælpe de fattige: «Når du ser den nøgne, så dæk ham til», og han føjer til: «og foragt ikke dit kød.» Som om han ville sige: «Du er af samme klæde og samme uld som han.» Se, det er en lille dom, som dog rækker så vidt som verden. Derfor skal man ikke tænke på en kødelig genfødsel; det er allerede for meget, at vi én gang er født af kødet; men man må fødes af Ånden, som ikke spørger efter sig selv, men efter Guds rige og ære.

Derfor trøster Kristus nu Nikodemus, da han er så forvirret og bliver til nar, og siger sådan til ham:

«Du må ikke undre dig over, at jeg har sagt til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvor den vil, og du hører nok dens susen; men du ved ikke, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.»

Som om han ville sige: «Lad dig ikke undre, vig bare; lad mig være den kloge, så vil jeg sige dig, hvor det ligger. Det ligger her: Vinden blæser, hvor den vil, og du hører nok dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen.» Som om han ville sige: «Med fornuften forstår du ikke en eneste af disse ting; du er from og klog, så ingen på jorden kan dadle dig; men jeg siger: Du er kød.» Nu kunne han så sige: «Det er jo en guddommelig stand, som jeg fører, ordnet, rost og befalet af Gud; skulle den så intet gælde for ham?» Svar: Jo, han synes godt om, at den går og gælder for verden; standen synes han godt om, men ikke om alle, som er i den. «Det går ikke sådan til», vil han sige, «som du tænker, at du gerne ville afmåle det med fornuften og forestille dig et åndeligt menneske, hvordan det ser ud, hvor det er, hvad det gør, så du kunne mærke det på en ydre adfærd og skikkelse; men du behøver ikke at kigge sådan omkring dig; du finder det ikke. Men jeg vil sige dig, hvordan det går til. Det er ligesom en vind, som er en legemlig skabning: Den hører du suse og blæse; men at du skulle fatte den i en regel, hvor den begynder eller holder op, hvor den går hen, det kan du ikke.» Skønt også vores høje skoler har villet afmåle det, og Aristoteles har sagt, at der er hule huller, som vinden kommer ud af og går ind i igen osv. Men David har ramt det i Salmen (Sl 135,7), hvor han siger: Qui producit ventos de thesauris suis, han, som lader vindene komme frem fra sit skjulte sted, så ingen ser eller ved det, så man ikke gør mere end at høre den fare forbi; hvor vidt og bredt den blæser, ved ingen.

Som det nu går til med den legemlige skabning, luften og vinden, sådan er det også med det åndelige menneske. Tænk ikke på, hvad slags næse og mund det har; så snart du ser en næse og en mund, ser du ikke Ånden, men du hører nok noget af den; det vil sige: hvor du hører evangeliet ånde og suse, dér kan du sige: «Her er Ånd»; men så snart du ser på personen, at han ser sådan ud, bor her eller dér, er klædt sådan og ordnet sådan, kan du ikke ramme ham. Derfor skjuler Gud de kristne sådan, at man ikke kan spore dem undtagen alene på evangeliet. Undertiden lader han dem gøre gode gerninger, som man mærker, ligesom man mærker vinden; men de kan snart snuble igen, så man må sige: «Her er ikke Ånd.» Altså kan man ikke sætte foden sikkert på gerningerne og bygge på dem; det kan let slå fejl, for det går underligt til med de kristne. Men læren er fast og i sig selv ren: hvor den er, dér går Guds Ånd; det slår aldrig fejl.

Det siger Kristus nu, fordi han vil vise den nye fødsel og drage de gamle tanker og billeder af den gamle fødsel ud, som hænger ved sted, person og gerninger, og vil lære, at et sådant åndeligt menneske alene hænger ved pustet. Nu bliver Nikodemus endnu mere forvirret, forstår slet ikke lignelsen og tænker: «Hvilken ny og sær prædiken er dette, at det hele skal være taget bort fra øjnene, og at man skal forestille sig noget, som hverken har person, sted, måde eller gerning!» Derfor siger han også til Herren: «Hvordan kan det ske?» Som ville han sige: «Vil du prædike sådan, så bliver Moses’ lære til ingenting; den handler jo om person, sted og måder. Vil du lære sådan, så vil man ikke tåle dig. Vi ser jo, hvor det begynder, og hvor det bliver; for vi har omskærelsen, templet, ofrene og så mange slags gudstjenester, som alle sammen er ydre ting.» Det gør ham forvirret og støder ham for hovedet; for her støder to ting mod hinanden: fornuften med klogskaben fra loven imod Kristus og evangeliet. Derfor svarer Kristus nu og siger:

«Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, og vores vidnesbyrd tager I ikke imod.»

Som ville han sige: «Jeg kan ikke bringe det videre end til Ordet; ved pustet bliver det. Men I skal knække jeres stive hoved og lade indbildskheden fare og lære af mig.» Hvad skulle den elev lære, som først vil overveje, om mesteren lærer rigtigt eller ej? Det gør man af naturen i al anden styrelse, kun ikke her: her sidder man og overvejer først, om det nu også er rigtigt; de vil være mestre, før de er elever. Den, som vil lære det, må lytte og hænge ved hans tale, så vil Helligånden komme og lære ham. Derfor siger han: «Vi taler om det, vi ved.» Jeg ved det og taler det; længere kan jeg ikke drive det; men Helligånden bringer det ind i hjertet. Man må lade ham tale og holde ham for klog og retskaffen; men du skal lytte, tie stille og lade ham være mester, ligesom Maria satte sig ved Kristi fødder og hørte på hans tale (Luk 10,39). «Men I», siger han, «tager ikke imod det.» I vil først pønse det ud og kloge jer ud over det; men Ordet vil være jeres mester, så I bliver til nar. Og han siger videre:

«Tror I ikke, når jeg siger jer om jordiske ting, hvordan skulle I så tro, hvis jeg sagde jer om himmelske ting?»

Jeg har givet en grov lignelse om fødslen og derefter om vinden; det er jo jordiske ting, og alligevel tror du ikke. Jeg har fattet læren i billeder og eksempler, og I forstår det ikke; hvordan skulle det så gå, hvis jeg talte om det helt uden billeder og med dunkle ord? For med billeder og lignelser plejer man at fremstille en sag på det groveste og tydeligste. Sådan har Kristus i reglen fattet sin lære, og Det Gamle Testamente har han endda ladet gå forud, fattet i lutter billeder og forbilleder. Så vidt går nu denne disputats, og dermed er det afgjort, at alt, hvad der er ved os, og hele verden, hvor den er klogest, mest retfærdig og højest, er fordømt til den evige ild. Oven i det er det endnu den største skam, at vi hverken ser eller ved det, men stadig synes, at vi er kloge og retfærdige. Det er de to største ulykker; alligevel mener vi, at vi har det godt, og vil ikke tro det, han siger om mennesker; hvordan skulle vi så tro, når han taler om Gud? Det er den første del af dette evangelium. Nu følger den anden del: hvordan den samme åndelige fødsel går til, det vil sige, hvordan man kommer ind i Ånden, når kødet er dræbt, og bliver i Gud; og han siger sådan:

«Ingen farer op til himlen uden den, som er kommet ned fra himlen, nemlig Menneskesønnen, som er i himlen.»

Her ser du, at han drager det alt sammen til sig selv, til denne ene person, hvad der før er sagt om den nye fødsel og om at se Guds rige eller komme i himlen, og kort slutter, at ingen ser Guds rige eller kommer i himlen uden alene han, som er faret herned. Det er lige så meget som at sige: Selv om et menneske var så dristigt, at det havde hørt og vidste, at vi alle sammen er kød, og ville trænge sig frem, så det kunne blive født åndeligt og se Guds rige, så er også det forgæves og tabt; døren til himlen er alt for fast lukket til, så ingen kommer ind undtagen mennesket Kristus. Ingen ser eller kender Guds rige eller kommer ind i det uden ham; han er og bliver derinde endnu i dag. For at fare op til himlen kan man ikke forstå anderledes end at fare og komme ind i Guds rige. Hvor skal vi da hen, vi som er kød og ikke kan komme ind? Det vil han sige lidt senere, når han først har malet ud, hvem den første er, høvedsmanden, som bryder banen og gør vejen. Det vil vi se igennem.

Summen er nu: Ingen kender hverken vej eller sti til Himmeriget, ingen har magt til at komme derind. Dermed er al egen evne helt frakendt, så ingen har den eller opnår den, undtagen den, som han selv vil give den. Det skal forstås ligefremt sådan, som ordene lyder: at ingen har magt eller ret, plads eller kender måde til at komme derind og blive derinde, undtagen ham. Men dermed er forkastet alt menneskers pjat og påfund, stænder og gudstjenester, som er indrettet på, at man vil rydde vej dertil og bryde igennem ved dem. Det er alt sammen tabt, bortset fra at der endnu er én, som kan det; han er vores eneste trøst, er også et menneske, som har kød og blod, af vores klæde og spundet af den samme uld, det vil sige født af en kvinde, bortset fra at han ikke er født gennem og af kød; for dertil kom Helligånden, så jomfruen blev frugtsommelig i kødet, men ikke af kødet, således at kødet intet har gjort dertil, og der heller ikke har været nogen kraft indplantet i kødet ved Guds ord og ordning, men det skete overnaturligt og over kødets kraft. At en kvinde bærer et barn, har hun fra den velsignelse, som Gud udtalte over mennesket i Første Mosebog, da Gud gav dem et sådant ønske og et sådant gode, at de skulle vokse og blive mange (1 Mos 1,28). Det sker i kraft af Ordet; var det ikke der, var der ingen kraft; al evnen kommer altså fra Ordet; ellers ville alle mennesker aldrig nogensinde få et barn til verden, om de så alle sammen slog sig sammen; Guds ord alene laver børn.

Det kalder jeg nu kødets kraft, som Gud har plantet ind i det ved Ordet, befalingen og velsignelsen. Men til Kristi fødsel kom ingen mand, så denne kraft kunne ikke bidrage dertil; men som englen siger til jomfruen: «Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig» (Luk 1,35). Det var en ny kraft, ikke plantet i kødet, høj og vidunderlig, så hun ikke gjorde andet end at lade den arbejde i sig og selv stod stille. Derfor er han ikke af kødets kraft og er dog kød og blod som vi, bortset fra at det er rent ved Ånden, som lyser deri med sin glans, så vi må bære den dom, at vi er kød, hører Djævelen til, er berøvet Guds rige, så dybt fordømt, at vi ikke engang erkender, hvordan vi er berøvet det. Men mennesket Kristus har en anden kraft, bryder vejen, kan lukke himlen op, hvad ellers ingen kunne gøre, ja, ingen kender hverken måde eller råd dertil; derfor er han også faret herned og har iklædt sig den menneskelige natur: derfor har han, ligesom han har magt til at fare herned, også magt til at fare op. Så er nu meningen: Intet menneske har magt til at komme i himlen; de må alle i helvede og hører Djævelen til; han alene råder over himlen og er dens herre.

Men hvad betyder det, at han siger: «Menneskesønnen, som er i himlen»? Hvordan? Er han ikke først efter opstandelsen faret op i skyerne, som der står i Apostlenes Gerninger (ApG 1,9)? Hvorfor siger han da her: Han farer ned, bliver deroppe og farer op? Han gik jo dengang på jorden. Her ser du, at det må gå åndeligt til; det er ikke nok med de ydre fagter, at disciplene har set ham fare op; det har kun været et tegn. Åndeligt er han altid i det himmelske væsen; legemligt farer han op for at regere dem. Men hvordan han sidder, kan man ikke se.

Derom har også Sankt Paulus sagt til kolossenserne (Kol 3,1–3): «Når I altså er blevet oprejst med Kristus, så søg det, som er foroven, hvor Kristus er, siddende ved Guds højre hånd; stræb efter det, som er foroven, ikke efter det, som er på jorden. For I er døde, og jeres liv er blevet skjult sammen med Kristus i Gud.» I er døde, siger han, nemlig fra de menneskelige forordninger, som han taler om lige før, så jeres hjerter er løst fra alle love, så ingen Moses har noget at gøre deri; men med hjertet bor og lever I i Gud, dog skjult. Han siger det tørt ud, at vi lever i Gud, dog sådan at man ikke ser det. Men når vi lever i Gud, så lever vi ikke på jorden, men må være dér, hvor han er.

Ligeledes siger han også til efeserne (Ef 2,4–6): «Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed, som han har elsket os med, da vi var døde i synderne, gjort os levende sammen med Kristus og oprejst os sammen med ham og sat os sammen med ham i det himmelske.» Men det er alt sammen skjult i Ånden. En troende lever af sin tro, og så lever han af Gud; Gud er hans liv og næring, ikke mad, drikke, klæder og penge, som legemet lever af, men som sjælen ikke bliver mæt af; for hvad der er ydre, kan ikke hjælpe den. Således levede Kristus dér skjult og hemmeligt i Gud; siden for han synligt op; således vil han også komme synligt igen på den yderste dag, og vi også med ham, så vi skal se, hvordan vi lever i ham, og han i Gud.

Det er det, at han er i himlen, farer ned og også op, bliver deroppe og kommer herned; det ene åndeligt, det andet legemligt: åndeligt bliver han evigt deroppe, og dog farer han legemligt op. Derfor går hans himmelfart og alle kristnes fart åndeligt og ikke legemligt til, så den ikke er bundet til noget sted. Når jeg tror, så lever jeg i Gud og er over alle skabninger, djævle og al magt; men ingen ser det. Når man ser på de kristne efter legemet, så slår det fejl, og man kan ikke ramme det, for det har ingen næse; ligesom med vinden, som jeg ikke ved, hvor den kommer fra. Således er jeg ligesom Kristus under alle efter legemet; men efter sjælen – trods alle djævle, engle og verden, lad dem prøve at gøre mig noget ondt! Min sjæl kan intet skade i himmel og på jord. Selv om Djævelen tager en kristen legeme og gods, hvad har han så taget fra ham? Han har skallerne og bælgene, jeg beholder kernen, bliver alligevel over Djævelen og træder ham under fødderne. Således ser du, at en kristen ikke er bundet til noget sted eller nogen ydre ting, men svæver over alle skabninger. Lad mig nu komme, hvorhen jeg vil: er jeg en kristen, så kan ingen skade mig, selv om alle kræfter i himmel og på jord slog sig sammen, hvad angår sjælen og det liv, som jeg har fra og i Gud; lad dem bare prøve at tage så meget som en skærv fra mig! De må blot fremme mig.

Spørger du nu: «Hvordan kommer vi da op i himlen, når det er blankt afslået, at nogen kan komme derhen uden Kristus?» Så er der ingen anden måde, end at vi må lade os slæbe op gennem Kristus og sådan blive båret ind; han har bygget broen derop, lad nogen prøve at gøre ham det efter! Vi må nok blive hernede hos Djævelen; vi kommer ikke til at gå efter ham. Men når han tager os på ryggen og bærer os, så kan vi komme derop med ham. ordet ascendere, fare op, lyder på egen magt. Nu har han alene magten og herredømmet over himlen; så farer vi ikke op, men bliver båret op. Derfor slutter Kristus nu og siger:

«Og ligesom Moses ophøjede en slange i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes, for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.»

At han farer op og ned og er deroppe, det er hans og hjælper os endnu ikke; han har magten, og ingen kan gøre ham det efter eller rose sig af, at hans gerning bringer ham i himlen – nej, i helvede. Men han siger: «Jeg har alt for mig selv og er oppe i himlen; men jeg vil ikke fare sådan alene, men drage og slæbe nogle med mig derop, så også de er deroppe, selv om de ikke kan fare derop. Det skal gå sådan til, at de skal hænge sig ved mig. Jeg vil lade mig korsfæste og opstå; de, som da tror på mig, at jeg er død for dem, dem vil jeg alligevel drage med mig, selv om de ikke kommer i himlen af egen kraft.» Således bærer han os og hænger os om sin hals; hvor han farer hen, må han slæbe os med. Så er det ikke vores egen, men en fremmed kraft, at vi bliver frelst, og dermed er atter alle vores gerninger forkastet.

Her fører han nu et fint og yndigt forbillede ind, som maler Kristus for os på det allerfineste; derfor skal man også prente det godt ind i hjertet. Således læser vi i Fjerde Mosebog (4 Mos 21,5–6), at da jøderne drog gennem ørkenen og knurrede, fordi vejen var så lang, og de hverken havde brød eller vand, blev de meget utålmodige; da sendte Gud ildslanger blandt dem, som bed dem. For i det land er der ørkener så store som et land i Tyskland, hvor man hverken finder noget at spise eller drikke, så selv de store konger som Herodes og romerne måtte lade føre mad med sig; og der er nu overmåde mange onde kryb i solheden; men det var en særlig ond slags slanger: når de bed et menneske, tændte de en stor hede og ild i mennesket og så stor og uslukkelig en tørst, at han måtte dø af det. Derfor kalder man dem ildslanger, ligesom man på græsk kalder dem dipsades [græsk «de tørstende», en slangeart, hvis bid ifølge oldtidens forfattere gav brændende tørst]; skønt man også læser, at nogle i de lande er så hede, at når de puster eller ånder, så kommer det ud, som om det var ild.

Da var der nu et jammerligt skrig i folket over den umenneskelige plage, og de råbte til Moses; han vidste heller ikke noget råd. Men da han bad, forbarmede Gud sig over dem og sagde til Moses (4 Mos 21,8): «Lav dig en kobberslange, som ligner hine, og rejs den op som et tegn; den, som er bidt og ser på den, skal blive rask.»

Se nu, hvordan Kristus er forbilledet i denne historie. For det første er hovedsagen i den, at jøderne, bidt af slangerne, hverken havde hjælp eller råd imod det. Hvad hjalp det, at de sloges med det og tumlede med giften for at slukke den? Det blev kun værre af det. Men det hjalp dem, at de så på kobberslangen, som dog var en ringe ting. Der ser du ingen gerning, at de skulle have gjort bod, bedt eller tændt røgelse. Nu, slangen så ud som en rigtig slange, men den var død og uden gift og dertil også helsebringende, så den kunne hjælpe; ikke at metallet kunne gøre det, men det gjorde det, at der står et ord ved den: «Den, som er bidt og ser på den, skal blive rask.» Dette ord klæber ved slangen, og i kraft af Ordet hjalp slangen. Således tyder Kristus det nu på sig selv og siger: «Ligesom Moses ophøjede slangen, således skal også Menneskesønnen ophøjes.»

Det er den rette udlægning og tydning af billedet eller forbilledet. Vi er også bidt af slangen, det vil sige af synden, som Paulus siger. Synden er et hedt, giftigt bid og påfører os al plage; hvor den kommer ind i samvittigheden, dér er der aldrig mere ro; den jager døden frem, døden jager mennesket, så der ikke er andet end et rigtigt helvede. Der er hverken hjælp eller råd, kun evig død: gør gerninger, så mange du vil, så er du dog fordømt, indtil underet og nåden kommer, at man laver en anden slange. Men hvorfor tager han ikke andet for sig end slangen, som havde bidt dem? Han kunne jo nok have taget noget andet.

Det er det, som Paulus siger til romerne (Rom 8,3): De peccato damnavit peccatum, han har fordømt synd med synd, jaget død bort med død, overvundet lov med lov. Hvordan det? Han blev en synder på korset, med indskriften over sig, midt blandt skurkene, som en ærkeforbryder, og led den dom og straf, som en synder skal lide. Han var uskyldig og havde aldrig gjort nogen synd; alligevel hang begge dele over ham, både navnet og gerningen. Det kaldes, at han er blevet en synder; han har læsset synden på sig, skønt den dog ikke var hans, og netop med den synd, som han således lagde på sig, idet han lod sig dømme og fordømme som en misdæder, har han udslettet synden. Når man ser på ham på korset efter fornuften, så er han en misdæder, fordi han bliver straffet således af Gud, så jøderne sagde, at han var forladt af Gud; dér er lutter synd og slangens skikkelse; alligevel er han uskyldig, ligesom også kobberslangen var uskyldig, ja, dertil helsebringende. Skønt han nu er helsebringende og uskyldig, er han dog en synder lig, så kun skikkelsen er der; og med synden hjælper han os fra vores synd. Således har han på korset fordømt synden, så den nu er død. Synden gjorde ham uret, så han måtte dø som en forbryder, og den havde ingen ret over ham: derfor vil han betale den igen og lade den selv drikke det bad, den har lavet; han vinder ret over al synd i verden og fordømmer den med rette og billighed, fordi den havde gjort ham uret. Så at alle, som tror, nu har fået dommen: «Synden skal ikke skade dig, for den står i skyld til mig og er hjemfalden til straf; derfor skal den ikke være synd, eller i hvert fald en fordømt synd.» Det er mig en fin synd: den ligger under mig, så jeg træder den under fødderne som den, der er fordømt.

Det er nu det, Kristus slutter med og siger: «For at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Det er netop det ord, som er sagt om slangen: «Den, som ser på den, skal blive rask.» For at se på Kristus på korset er at tro på ham; derved er synden udslettet, så den ikke kan gøre os noget ondt, eller, selv om den gør ondt, så skal den ikke skade. Så ligger det alene i at se på ham og ikke i nogen gerning; som de gjorde det legemligt, sådan gør vi det med hjertet, det vil sige, at vi tror, at Kristus med sin uskyld har gjort synden til intet. Nu ville det heller ikke hjælpe os, om han så var død tusind gange på korset, lige så lidt som det ville have hjulpet hine, om de af sig selv havde rejst tusind slanger op, hvis ikke Ordet var der, nemlig det, som står her: «Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes.» Således kommer jeg til at hænge mig ved Kristus, som er i himlen og farer ned og op, og bliver båret af ham og kommer også med derop; Gud give, om det så hedder at fare eller at blive ført, når bare jeg er derinde.

Se, det er forbilledet, hvori Kristus er malet så fint: uden al synd, dog syndere lig, som fuld af synd; han bærer synden, og dog skader den ham ikke, men han hjælper alle syndere, som tror, så de har det evige liv, så de ikke mere er kød, men født på ny og med Kristus i himlen. Det er alt sammen ord, der med styrke drager den slutning, at alt vores eget væsen intet er. Den, som han giver det, har det, og det bliver hos ham. Således gælder begge dele: at jeg aldrig farer op til himlen og dog kommer derind. Han farer alene op, men ved hans løften og dragen kommer jeg med ham derind. Dette være sagt om evangeliet. Nu vil vi også sige lidt om findelsen af Kristi kors.

Nu skulle jeg også prædike om den hellige treenigheds fest, hvor man læser dette evangelium; men jeg mener ikke, det er nødvendigt at drive det højt, og det er heller ikke godt at begynde at tale meget om det. For Djævelen volder i verden den hjertesorg, at han bare sætter skolekævl i gang og hele tiden rejser nye sekter, for at evangeliet skal blive rystet og bragt i uorden, og der skulle blive en sådan jammer blandt folk, at man kunne gyse ved at prædike; og var det ikke for ham i himlen, skulle ingen få mig til at holde en prædiken, så grufuldt bærer Djævelen sig ad. Han vil heller ikke hvile, før han får det dertil, at det går med denne artikel ligesom med sakramentet: fordi vi har revet det ud af gabet på paven igen og bragt det tilbage til den rette brug, farer sekterne til og træder det helt under fode. Sådan vil det også gå med denne artikel, så vi bliver jøder igen.

Derfor taler jeg ikke meget om det, andet end at man skal blive ved ordene i enfoldighed og lade sig fange af ordene. Vi har det tilstrækkeligt i troen, når vi siger: «Jeg tror på Gud Fader, Søn og Helligånd.» Nu skal man ikke tro på nogen anden end Gud alene. Derfor ville han også blive menneske, for at hjertet aldrig skulle hænge ved nogen engel eller noget menneske, men ved ham. Når du fatter og ved det, så har du argument nok for, at Kristus må være Gud; ellers kunne man ikke tro på ham.

Men hvordan tre personer i guddommen er forskellige og dog er én Gud i væsen, det vil du ikke begribe. Kunne man udmåle det, så behøvede man ikke at tro det. Hvor de stakkels folk dog bærer sig tåbeligt ad, som vil fatte sådan noget med fornuften; og når de så ikke kunne, så fornægter de sakramentet.

Når Djævelen får nogen dertil, at han siger om vor tros artikler: «Er det nu også rigtigt? Hænger det nu også sådan sammen?», så Gud nåde ham, så er han allerede fortabt. Havde Eva været klog og ikke spurgt sådan, så var hun nok blevet bevaret; men da Djævelen foreholdt hende: «Er det nu også rimeligt, at Gud skulle forbyde os træet?», og hun derefter tænkte: «Åh, er det nu også sandt? Det rimer jo ikke!», da var det allerede tabt. Det er det, Paulus siger i 1 Tim 1,7 om dem, der går omkring med spørgsmål og derved vil være Skriftens og Guds ords mestre; så kommer der kævl ud af det, som ingen ende har. Derfor skal enhver vogte sig og ikke give sig ind i sådan kævl og spørgsmål; men når du har Ordet, så hold fast ved det, og lad dig ikke vise bort fra det; luk øjne og sanser og spørg ikke videre. Djævelen vil også besudle denne artikel og rejse spørgsmål om, hvorvidt det nu også rimer, at tre er én Gud, og den slags. Men så vil de skrige imod os, som de gør nu. Derfor vil jeg have advaret i forvejen; det vil sikkert røre på sig – det er endnu ikke tid – så man ikke forfører sig selv med spørgsmål og kævl, sådan som vore sværmeånder forfører sig selv og pøbelen. Gud hjælpe os, amen.

Om findelsen af Kristi kors

Det er blevet skik, at man i dag prædiker om findelsen af det hellige kors, hvordan det blev fundet af Helena i jødernes land, tre hundrede år efter Kristi lidelse; og ved findelsen er der udvortes vist det større vanære, end da det lå under jorden. Derfor tvinger nøden mig til nu at sige jer, kære venner, noget om æresbevisningen for det hellige kors, hvor der sker stort misbrug og afgudsdyrkelse.

For det første er det skik, at man viser det hellige kors stor ære, man indfatter det i kar af sølv og guld; det forkaster jeg ikke, men misbruget straffer jeg. For der er mange enfoldige mennesker, som derved bliver forført og farer vild, nemlig dem, der løber hid og did til det hellige kors, til Torgau, til Dresden og hvor det ellers findes, også til den slags kors, som Kristus ikke har lidt på. At løbe sådan kaldes ikke at finde det hellige kors, men snarere at begrave det dybere i jorden. Årsagen er denne: man står på den indbildning og vildfarelse, at korset i Torgau gør det, og det andet formår det ikke. Sådan en indbildning og forestilling er sikkert fra Djævelen. Hvorfor skulle det her ikke også kunne det, når det også er træ? Derfor er det lutter vildfarelse og afgudsdyrkelse; sådan som det også går til med billederne, som Vor Frues billede, Sankt Laurentius, Sankt Nikolaus og flere andre, hvor menneskene søger trøst og hjælp alene og sætter deres tillid dertil; også det er stor vildfarelse og afgudsdyrkelse, som I nu ofte har hørt, at vi ikke skal søge tillid hos helgener, engle, mennesker eller nogen anden skabning.

Derfor, hvor sådan misbrug og vildfarelse sker ved tilbedelse af billederne og korsene, skulle man rive de kors eller billeder ned og skaffe dem bort, hvor der sker sådan et concursus [tilløb, valfart], og også rive kirken dér ned. Dog forkaster jeg ikke billederne helt, og især ikke billedet af den korsfæstede Kristus. For vi har et forbillede på det i Det Gamle Testamente, i kobberslangen, som Moses rejste i ørkenen (4 Mos 21), som I har hørt i evangeliet, for at alle, der var bidt af de giftige slanger, skulle blive raske ved at se på den, når de så på denne kobberslange. Det skulle vi også gøre, for at vi kunne blive raske i vores sjæle: vi skulle også se på den korsfæstede Kristus i et sådant billede og tro på ham. Men da jøderne begyndte at tilbede slangen som en gud og ikke længere holdt den for et tegn, kom den fromme Hizkija og rev den ned (2 Kong 18,4). Sådan skulle vore biskopper og prælater også gøre nu med den slags billeder, hvor der er tilløb: de skulle rive dem ned sammen med kirken og alt, hvad der er dér. Men hvad gør de? De kommer og velsigner endda kirkerne og billederne og giver aflad til, så de rigtig kan bedrage folket og bringe det om pengene, ja, desværre også om sjælen. Hvad skal man sige? De er ulve og bliver ulve.

Det andet misbrug: Det kan godt være, at man nogle steder har et lille stykke af det hellige kors; men der er så mange stykker overalt, at man vel næsten kunne bygge et stort hus af dem; og alt det holder man for at være af Kristi hellige kors. Dermed bliver også det hellige kors ikke så lidt vanæret, så det var bedre, at det aldrig var blevet fundet, end at det skulle give anledning til den største synd, til afgudsdyrkelse. Ingen steder i Skriften er det befalet os, at vi skal ære eller tilbede Kristi legemlige kors. Havde Kristus villet gøre så meget ud af det, som vi gør, så havde han sandelig udtrykt og befalet det med lyse, klare ord. Men han holder et andet kors frem for os, når han siger hos Matthæus (Matt 16,24): «Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.» Dér siger Kristus, at jeg skal bære mit kors; om jeg vil bære Kristi kors, spørger han ikke efter. Han siger, at jeg skal bære mit kors, det, som Gud lægger på mig; og det kaldes ret at bære korset; men dem, der bærer det sådan, finder man få af. Man bærer Kristi kors omkring i monstranser og indfattet i sølv, kysser det og viser det megen ære; men hvad er det andet end en afgudisk andagt, når det sker uden Kristi ord og befaling? Vil du vise Gud eller Kristi kors ære med dit sølv og guld, så giv det til din næste, som har brug for det; dér er en skilling bedre anvendt end en gylden dér.

Evangeliet taler om et kors, og det er af to slags. For det første kaldes det et kors, når man lider med hån og skam, når én må lide og have uret for hele verden, som når én lider forfølgelse for evangeliets og troens skyld; det kaldes et rigtigt kors. Det andet kors er, når én lider sygdom, smerter, elendighed og jammer på legemet eller i sit udkomme, sådan som Gud også sender os det; det kaldes egentlig ikke et kors, men en lidelse. Alle dem, som paven har brændt og slået ihjel som kættere, som Johan Hus, Hieronymus af Prag og nu mange flere her og der, de har båret det rigtige kors; for deres sag blev holdt for uret og kætteri af hele verden, så de måtte lide skam og kaldes folkeforførere, sådan som det gik Herren Kristus selv og er gået de hellige apostle og alle martyrer og vil gå indtil verdens ende.

Om sådant et kors må alle de hellige, der forfølges og martres, sige dette ord i Salmen (Sl 142,5): «Se til højre og se: dér kender ingen mig; min tilflugt er tabt, ingen spørger efter min sjæl.»

For sådan ser det ud, når forfølgelsen af evangeliet går for sig, som om ingen står på evangeliets side, ikke engang Gud selv; derfor står der også et andet ord i Salmen (Sl 88,15–19), hvor profeten taler sådan i et sådant menneskes person, der lider for Guds skyld: «Hvorfor forstøder du, Herre, min sjæl og skjuler dit ansigt for mig? Jeg er elendig og afmægtig, fordi jeg er forstødt sådan; jeg lider rædsel. Din vrede går over mig, din rædsel trykker mig. De omgiver mig daglig som vand og omringer mig alle sammen. Du har fjernet mine venner og dem, der elsker mig, fra mig, og vendt mine slægtninge bort.» Sådan råbte også Kristus i sin lidelse: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?» (Matt 27,46; jf. Sl 22,2). Alt det går ud på, at vi under korset står elendige og forladte, og ingen har medlidenhed med os, men alt falder fra os, også, som det ser ud, Gud selv. Det kaldes ret et kors. Salig er da den, der ikke tager anstød dér, men holder fast og tænker: «Det er en overgang; Gud bliver dog ikke borte.»

Men hvordan bliver sådant et kors fundet? For det første finder man det liggende skjult i evangeliet, hvor der bliver sagt til os, at vi skal lide meget for Kristi navns skyld, blive forfulgt, martret og slået ihjel (Matt 5,11 og 10,22). Dernæst finder man det i erkendelsen af sig selv, nemlig i hjertet, at jeg helt og holdent giver afkald på min vilje, ikke regner mig selv for noget, ja, fornægter mig selv helt og lader Guds vilje alene herske i mig. Det gør så ondt på kødet, og det er surt for det at sluge; det kaldes at døde og korsfæste den gamle Adam. Dér bliver korset ret fundet; men så ophøjer man det, når man regner det for stort og er glad ved det. Det sker, når min gamle skælm nu er død, og jeg er blevet ny ved Helligånden, som jeg har taget imod i mit hjerte, og som så gør mig glad og villig til at bære og tåle Guds vilje, hvordan han så end gør med mig, og at jeg er glad ved det.

Sådan glæde udebliver heller ikke i den udvortes forfølgelse, når man martrer os, jager os bort eller slår os ihjel. Derfor læser vi om de kære hellige martyrer, at de er gået i døden med glad og uforfærdet mod og ligesom har foragtet døden og marteren, hvad der dog er imod naturen. Derfor siger Lukas i Apostlenes Gerninger (ApG 5,41): «Apostlene gik bort fra Rådet, glade over, at de var blevet regnet for værdige til at lide vanære for hans navns skyld.» Selv om det kommer surt og bittert over dig, så tænk på Herren Kristus, som er gået foran dig i marter og lidelse, og for hvem det heller ikke kom sødt, og at han har lidt uskyldig for din skyld for at frelse dig fra synd, død, Djævelen og helvede og gøre dig til et barn af den evige salighed; så vil korset og døden også blive søde for dig.

Det har vi et fint forbillede på hos Moses. Da Israels børn havde vandret tre dage i ørkenen uden at finde vand, kom de til Mara; der fandt de vand, men de kunne ikke drikke vandet, fordi det var bittert, for det var meget bittert. Da knurrede folket imod Moses; Moses råbte til Herren, og han viste ham et træ; det kastede han i vandet, og så blev det sødt (2 Mos 15,22–25). Denne historie betegner egentlig, at lidelse og anfægtelse eller forfølgelse bliver sød, når Kristi kors og lidelse er sænket ned i den. Ikke sådan, at du skal tænke, at din lidelse og dit kors frelser dig, når du bærer det tålmodigt og glad. Aldeles ikke, sådan som nogle tåbeligt og forførerisk mener; men tænk sådan, at du i Kristi kors og lidelse har et eksempel: ligesom han, der dog var uskyldig, var tålmodig i det, sådan skal også du være tålmodig og bære dit kors med glæde.

For ligesom vore gerninger ikke frelser os, sådan frelser heller ikke vort kors eller vor lidelse os; Kristus alene er vor frelse, han har udrettet det med sin død og sit kors. Når du tror det, så er du frelst og har det evige liv, som du nu skal komme ind til gennem din død som gennem en dør. Du skal også tåle korset tålmodigt, for at din næste også kan blive tilskyndet til at bære sit kors tålmodigt. Sådan skulle vi fejre findelsen af det hellige kors ret, og denne fest ville også være os til trøst i anfægtelse og forfølgelse; men nu fejrer vi den sådan, at det var bedre, om korset hverken var fundet eller ophøjet; vi omgås det, som børn leger med en kæp. Gud give, at vi engang må erkende vor vildfarelse og rette os rigtigt efter sagen. Det hjælpe os Kristus Jesus, vor Frelser, amen.

(Resten af den foregående prædiken lyder efter særtrykket fra 1522 således:)

Det andet misbrug: Det kan godt være, at man nogle steder har noget af det hellige kors; men nu er det så mange steder, at man kunne bygge et hus af det. Derfor er misbruget større i vore dage end på Helenas tid, da det legemligt blev fundet og ophøjet; nu bliver det åndeligt begravet igen. Det var meget bedre, om det aldrig var blevet fundet, og det ville ikke være nogen synd, om det var blevet liggende begravet under jorden. For Kristus pålægger eller holder et andet kors frem for os at bære, når han siger: «Den, der vil komme til mig, han tage sit kors på sig og følge mig.» Dér siger Kristus, at jeg skal bære mit kors; om jeg vil bære Kristi kors, spørger han ikke efter. Hvis kun de, der bar korset sådan, var kristne, ja, så var der få kristne! For det bliver kun båret af biskopperne og prælaterne, indfattet i sølvmonstranser. Han bærer sit, bær du dit; ellers kommer der en afgudisk andagt ud af det, med bæren og kysseri osv. Det er mere, at du giver din næste noget og kommer ham til hjælp, end at du kysser korset og tænder fire lys osv.; det er lutter blændværk. Evangeliet fortæller os om et kors, som er af to slags. For det første kaldes det et kors: lidelse, som går til med hån og skam. Det andet, at han er korsfæstet, martret og pisket. Det er heller ikke et rigtigt kors, men en forsmædelse, at lide elendighed, at én må lide og have uret for hele verden. Men sygdom, fattigdom, smerte osv. kaldes ikke kors, men lidelse; passio ignominiosa [en vanærende lidelse], det vil sige, når én lider forfølgelse for sin tros skyld, det kaldes kors. Sådan gør også paven med dem, der skældes ud for kættere og brændes og slås ihjel. Som det også er sket med Johan Hus og mange andre, som verden holdt for kættere, så der skete dem vold og uret, og det var ikke kætteri for Gud. Sådan gik det også apostlene og andre hellige, som blev forkastet og forfulgt af alle mennesker, ligesom Kristus. Sådan er der skrevet om alle, der bærer kors, hos profeten: Considerabam ad dexteram; jeg så efter til højre og så, og der var ingen, der kendte mig. Flugten er ødelagt for mig, og der var ingen, der søgte efter min sjæl. «Flugten er ødelagt for mig», det vil sige: jeg kan ikke flygte, jeg må holde stand. Korset skal være sådan, at man ingen ære har af det, overalt forladt og foragtet. Salmen: Elongasti a me amicum; du har fjernet min ven og min næste fra mig, og der var ingen, der kom mig til hjælp. Sådan siger Kristus: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» Kristus gjorde mange undere og prædikede, og dog blev han til sidst så skændigt spottet og martret, ja, også så foragtet af alle, at de alle sagde, også nogle af hans egne: «Det har han godt af!», og sådan blev han forladt af alle.

Men hvordan bliver det fundet? Ikke i aflåste hvælvinger, men i evangeliet og i erkendelsen af sig selv. Det er at have fundet korset: at kende sig selv eller at kende korset. Hvor finder du det? I hjertet. Er denne findelse der ikke, så duer den udvortes ikke noget. Du behøver ikke løbe langt omkring, hid og did; i hjertet finder du det; den, der lærer og viser dig noget andet, han forfører dig. Hvordan bliver det ophøjet? Når korset bliver fundet, så ophøjer man det, det vil sige, man regner det for stort og er glad ved det. Men som findelsen er, sådan er også ophøjelsen. Dér står korset: Qui vult venire; «den, der vil komme til mig, han tage sit kors på sig og følge mig». Du må komme dertil, at du siger: «Åh, Herre Gud, var jeg dog værdig til det!» Så glad må du være ved det, som de kære hellige har været. Sådan læser vi i ApG 5: Ibant Apostoli; apostlene gik glade bort, fordi de skulle lide noget og blive foragtet. Sådan helliger du dit kors og ærer Gud ret. Gud vil ikke tåle, at du ærer ham med udvortes gerninger, men det skal du alene gøre mod din næste; med hjertet skal du ære ham i lidelse eller kors.

At du vil ofre meget på korset eller kysse det, give mange penge til en monstrans, hvad hjælper det din næste? At give din næste en penning er mere og bedre end en hel gylden ofret på korset. Ligeledes: en tjenestepige, der fejer huset i ret lydighed, gør bedre, end hvis hun lod det stå og gik hen og kyssede korset.

Korsets ære må være indvendig i hjertet, det vil sige, at jeg takker Gud for, at jeg skal lide; og det må ske af en glad vilje til korset eller til døden. Som David siger i Salmen: Pretiosa in conspectu Domini; kostbar for Guds ansigt er hans helliges død. Hvorfra? Er det ikke et under, at de har en villig vilje til døden, når alle frygter den? Det kaldes at hellige korset. Sådan skal også vi hellige det, ligesom de hellige, det vil sige: de har været glade for, at de skulle lide. Summa summarum [kort sagt]: Den, der vil komme til Kristus, må følge ham og bære sit eget kors på sin ryg. Men desværre går det nu sådan til, at vi går omkring med korset, bærer det i en gylden monstrans eller ellers med andre udskårne kors og mener, at det er nok. Korsene skulle man tåle for det formål, at de kan tilskynde os til at tænke på Kristi kors, det vil sige på, hvordan han for hele verden har måttet have uret og dog havde ret og var uskyldig. Derfor: den, der vil komme til Kristus, bære sit kors osv., det vil sige: Stå op og tag dit kors, og selv om det er surt og bittert, så tænk på, at det også har været bittert og svært for Kristus. Tænk på ham, så bliver det let og sødt. Det har vi et forbillede på i Mosebogen, 2 Mos 15. Israels børn kunne ikke drikke vandet i Mara – for Mara betyder bittert vand –, og Gud viste Moses et træ; da han sænkede det i vandet, blev vandet sødt. Sådan bliver også korset sødt, når du tænker på, at Kristus også har lidt; det kaldes da at sænke Kristi kors ned i dit, og dog ikke at formaste sig til at mene, at du derved bliver ren eller retfærdiggjort. For ligesom vore gerninger ikke frelser os, sådan frelser heller ikke dit kors dig. Ligesom Kristus har båret sit kors, sådan må du også bære dit. Kristus er død for dig og har allerede forløst dig; så skal du nu også bære dit kors, ikke for at du skal blive frelst, men til gavn for din næste, så han ser det og også bliver tilskyndet til at bære sit kors. Desværre fejrer vi nu det hellige kors sådan, at jeg kunne ønske, at der hverken var ophøjelse eller findelse; vi omgås det på en tom, barnagtig måde. Dog beder jeg jer: Fordrej ikke mine ord, og gør jer rede til at hellige jeres kors; det begynder nu, at vi bliver forfulgt og skældt ud for kættere. Gud hjælpe os alle, så vi bærer det villigt og glad, amen.