Marias bebudelsesdag (Luk 1,26–38)

Evangeliet på Marias bebudelsesdag, Luk 1,26–38

Dette er et glædeligt og dejligt evangelium, hvor troen igen holdes frem for os, ligesom i alle de andre evangelier. For vi skal høre, hvordan jomfru Maria har en så høj tro, at vi ikke har fundet mange magen til i Skriften; og derved skal også vi ægges til tro. For dette evangelium holder os både en lære og en formaning frem. Og her skal vi se, hvilken stor ting det er med troen, hvad dens natur og art er, og hvordan den ikke bygger på noget eller forlader sig på noget andet end Guds bare ord. Det skal vi finde her, når vi ser rigtigt på omstændighederne i denne historie.

For det første hører Maria her, og englen forkynder hende, at hun skal føde et barn og blive mor. Det var nu ikke nogen stor ting; for det kunne en anden jomfru også let tro, når hun bliver trolovet med en mand. Men lad os her lægge mærke til, at denne jomfru selv taler og svarer sådan på englens budskab: «Hvordan skal det gå til, da jeg ikke har været sammen med nogen mand?» Hun undrer sig altså selv over det, som blev forkyndt hende, nemlig at hun skulle blive mor, skønt hun ikke har været sammen med nogen mand; og alligevel tror hun englens ord. Det er en høj og herlig tro: at blive mor og forblive uberørt jomfru – det overgår sandelig sanser og tanker, ja, al menneskelig fornuft og erfaring. Her har Maria intet eksempel i hele skabningen på jorden, som hun kunne holde sig til og styrke sig ved; ja, de er alle sammen imod hendes tro; for hun er den eneste, der imod alle menneskers fornuft, sanser og tanker skal føde og blive mor uden en mands medvirken. Mener I ikke, at et sådant stød mod troen er gået hende til hjertet? For hun var jo også kød og blod ligesom en af os. Derfor måtte hun slippe alt, også sig selv, og alene hænge ved det ord, som englen forkyndte hende fra Gud.

For det andet er her budskabets storhed, som også anfægtede hendes tro; for det blev forkyndt hende, at hun skulle undfange og føde den Højeste og Guds Søn, hvis rige ikke skulle have nogen ende. Hvordan rimede det med hende? Hun var en fattig, ringe lille pige, måske på tretten, fjorten eller femten år; for man må tro, at hun ikke har været anset for noget stort i Nazaret, sådan som hun selv siger om sig selv i sin lovsang, Magnificat: «Han har set til sin tjenerindes ringhed» (Luk 1,48); men hendes forældre har været af ringe kår og stand, jævne, enfoldige folk; ja, hvem ved, om hendes far og mor overhovedet levede på den tid? Det ser vel ud til, at hun har været forældreløs; og det passer ikke, som nogle siger, at Joakim og Anna, hendes forældre, var rige og delte deres gods i tre dele: den ene del til kirken, den anden til de fattige, og den tredje lod de Maria få. Det er opdigtet; men der bliver jo sagt mere, som er uden Skrift og grund.

Som det nu gik Maria med hendes tro, sådan går det også os alle: vi må tro det, som er imod vores forstand, tanker, erfaring og eksempler. For det er troens egenskab og natur, at den ikke kan tåle noget ved siden af sig, som mennesket kan støtte sig til eller give sig hen til, undtagen alene Guds bare ord eller guddommelige løfte. Mener I ikke, at Djævelen, især når vi skal dø og er i dødsnøden, vil holde os det frem og sige: «Se, hvordan hele verden er forladt af Gud, og hvor ganske få der bliver frelst; mener du, at han vil begynde på noget særligt med dig frem for alle andre og således frelse dig helt uden fortjeneste?» – og hvilke ord han ellers vil bruge, sådan som han kan stille det frygteligst muligt op. Sådan kunne Maria også have tænkt her og have disputeret med sig selv ud fra fornuften: «Hvad nyt skal der dog begyndes med dig?» Havde hun fulgt fornuften, ville hun nok have været sen til at tro; for hun havde ikke så lidt grund til det, eftersom hele naturen og skabningen stod hende imod. Men hvad gør hun? Hun tror, hun lukker øjnene, selv om fornuften og alle skabninger er imod; hjertet hænger alene ved Ordet.

Derfor sætter Djævelen al sin flid ind og fører de naturlige ting og begivenheder frem, som er imod troens ord, for at han kan rive Ordet fra mennesket, og mennesket begynder at sprælle; så har Djævelen allerede vundet. Den, der kæmper med troen, ham falder straks de ting ind, som er imod Ordet; men troen slipper alle skabninger og alle synlige ting i verden, også sig selv, og hænger ved Guds ord. Ja, sådan må det gå til, min ven: troen sætter ikke foden på noget, den famler ikke efter noget for at være vis; så bliver den også bevaret. Det mener Kristus også hos Johannes (Joh 8,51), når han siger: «Sandelig, sandelig siger jeg jer, hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig i evighed se døden»; det vil sige: den, der ved troen hænger fast ved mine løfter, han skal ikke dø. For Herren taler her ikke om at holde Guds bud, sådan som sofisterne tyder det, men om troens og evangeliets ord. For i døden vil du se helvede, Djævelen, synden og din egen natur foran dig; så vil du gerne blive her længere og forfærdes over et sådant syn. Bliver du nu ved med at se på det, så må du gå til grunde; men hænger du ved Guds ord og lukker øjnene, så bliver du bevaret. Hvordan kan det være? Sådan er det: Guds ord er levende, og døden kan ikke sluge det; hvor Ordet nu bliver, der bliver også du.

Det var sandelig en stor tro i den unge pige Maria, at hun har overvundet alle synlige ting, der stred imod, og alene hængt ved englens ord. Hun lader sig heller ikke rokke af, som sagt, at der forkyndes hende så store ting, at hun skal undfange og føde Guds Søn og en konge; der kunne hun også godt have sagt: «Hvem er jeg, stakkels lille orm, at jeg skal føde en sådan konge?» og så have tvivlet på det. Men hun lukker øjnene og stoler på Gud, at han er mægtig til at fuldbringe alle disse ting, selv om fornuften og alle skabninger er imod. Fordi hun nu tror, så sker det også for hende, sådan som englen har sagt.

Sådan går det nu også os, og især når vi skal dø, vil det gå os sådan. Da vil vores natur og Djævelen lægge os for øje, hvor store de overvættes goder fra Gud er, som han har benådet os med i overflod og overøst os med, så rigeligt, at intet menneskehjerte kan fatte eller måle dem, og endnu mindre kan nogen nå dem med ord. For det er en ganske uudsigelig ting, at den, der tror på Kristus, er herre over døden, synden, Djævelen og helvede og tilmed medarving med Kristus. Over det må et menneske så forfærdes og tænke sådan: «Du er et fattigt, elendigt menneske; hvem er du, at du skal leve evigt i himlen? Du er slet ikke skikket til at tage imod så store goder.» Så må hjertet skælve; det er for snævert, og goderne er for store; det kan ikke rumme dem. Derfor må man være klog her og ikke lade sig anfægte af det; du må ikke se på din værdighed eller uværdighed, men på Guds ord og løfte: at det ikke er dine kræfter, der gør det, men at det er Guds velbehag; det er ham, der lader dette forkynde og love dig.

Sådan trøster Kristus sine disciple hos Lukas (Luk 12,32), når han siger: «Vær ikke bange, du lille hjord! For det har behaget jeres Fader at give jer riget.» Som ville han sige: «I har ikke fortjent det, ja, I har fortjent helvede; men hvad der sker jer, er lutter nåde, lovet jer af Faderens velbehag; tro det derfor bare, så har I det sikkert.» Det er jo noget stort, at vi er Guds børn og Kristi brødre, at vi har magt og er herrer over død, synd, Djævel og helvede; men en sådan magt har ikke alle mennesker, men alene de, som tror. For den, der tror, at Gud er vores Fader, og vi hans børn, han behøver ikke at frygte nogen; for Gud er hans beskytter, i hvis magt alle ting er, og han har alle menneskers hjerter i sin hånd. Lad mig se, hvem der kan skade mig, når jeg tror dette og har en sådan tillid til Gud! Ja, en sådan tro må jeg have og føle i mit hjerte; for den vil ikke bare svæve på tungen eller hænge i ørerne, men den går til bunds i hjertet.

Men de har ikke troen, som er så gerrige, at de skraber og kradser denne verdens goder til sig, også til skade for andre. For havde de troen, så ville de nok stole så meget på Gud, at han ville ernære dem i det timelige her. Når de nu ikke stoler på ham i de timelige goder, som de holdes i live ved her på jorden, hvordan vil de så stole på, at han skal ernære og opholde dem evigt? Denne føde her er timelig og forgængelig; men den føde, sjælen har, er evig, og uden den kan sjælen heller ikke leve, ligesom legemet ikke kan leve uden den legemlige føde. Derfor, hvor den åndelige føde tages fra sjælen, er den allerede død og har intet liv i sig, det liv, som alene gives den ved Kristus, som han selv siger hos Johannes (Joh 11,25–26): «Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør, og enhver, der lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.»

Sådan går det også til med vores fjender. Når jeg stoler på Gud, at han er almægtig og har alle ting i sin magt, så frygter jeg ikke for mine fjender; for Gud har min fjendes hjerte og tanker lige så vel i sin hånd som mine; for han er herre over død og liv, for slet ikke at tale om mennesker. Det mener Salomo i Ordsprogene (Ordsp 15,11), når han siger: «Helvede og fortabelse er for Herrens øjne, hvor meget mere da menneskenes hjerter?» Når nu død og liv hviler i hans hånd, hvem vil så gøre mig noget uden hans vilje? Men vil han lade mig slå ihjel, vel, så kan han godt gøre mig levende igen. Alt dette har vi ved Kristus, når vi tror på ham. Derfor må vi lægge nøje mærke til englens ord her, når han siger, at Kristus skal have et rige og regere evigt; for jo større vi kan gøre denne konge, jo mere bliver vores tro styrket, når vi tror, at han er så mægtig, som englen siger om ham. Tror vi det, så er der ingen nød med os; vi vil hverken frygte død eller helvede, for slet ikke at tale om et menneske.

En sådan tro havde de tre unge mænd hos Daniel (Dan 3,21), da de lod sig binde og kaste i en glødende ovn; for de havde den tillid til Gud, at han kunne redde dem midt ud af ilden; og det skete også. Det mener salmen også (Sl 23,4), når den siger: «Om jeg end vandrer i den mørke dal, frygter jeg ingen ulykke, for du er hos mig; din kæp og stav trøster mig.» Og i en anden salme (Sl 3,7–8) siger den hellige David sådan: «Jeg frygter ikke for hundredtusinder af folk, der lejrer sig rundt om mig.» Og han angiver grunden: «Rejs dig, HERRE, og hjælp mig, min Gud! For du slår alle mine fjender på kinden og knuser de ugudeliges tænder.» Og Sankt Paulus siger til romerne (Rom 14,7–8): «Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Når vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.» Gør nu nogen mig noget, så gør han det ikke mod mig, men mod min Herre. Nuvel, en sådan trøstefuld tillid kan ingen have, medmindre han har en stærk tro, som alene er rettet mod Gud og hans ord. Menneskehjertet kan ikke måle så høje goder, ja, det forfærdes over dem, hvor troen ikke er.

Derfor er der i dette evangelium stillet os et eksempel på en stor tro for øje, så vi kan blive formanet og ægget til tro og således altid vokse og blive styrket i troen. Mener I, at Maria ikke har lidt noget stød i sit hjerte? Skulle hun straks frit og frejdigt have troet de høje ting? Nej, hun har sandelig mærket et stød af vantro i sig; ellers havde hun ikke spurgt og sagt: «Hvordan skal det gå til, da jeg ikke har været sammen med nogen mand?» Derfor handler englen også ganske blidt med hende, taler venligt og styrker hende og siger:

«Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn.»

Som ville han sige: «Det er ikke menneskeværk, jeg taler med dig om; Gud vil overnaturligt virke sit værk i dig, som hverken du eller jeg kan forstå. Tro derfor mine ord, og giv Gud æren; hvad der synes dig umuligt, er altsammen muligt for Gud.» Han trøster og styrker hende videre, også med et eksempel, og siger:

«Og se, Elisabeth din slægtning, hun har også undfanget en søn i sin alderdom, og hun som kaldes ufrugtbar, er nu i sjette måned. For intet er umuligt for Gud.»

Med dette eksempel vil englen vise, at også det, som er umuligt for naturen, er muligt for Gud. For Elisabeth, siger han, skønt hun var gammel og ufrugtbar og havde fået det ry, at man kaldte hende den ufrugtbare, undfangede alligevel ved Zakarias, sin mand, og fik endda et barn. «Lad derfor dette eksempel bevæge dig, og tro mine ord; det skal visselig ske dig, sådan som jeg har forkyndt dig.»

Disse ord, når englen siger: «Intet er umuligt for Gud», skal også trøste os, når vi vakler og sprælder i troen; sådan som Kristus også siger hos Markus (Mark 9,23): «Alt er muligt for den, som tror.» For Kristus ved godt, at vi ikke kan fatte hans nådes overvættes rigdomme, for de overgår alle vores sanser og tanker; derfor ægger han os kun til tro, og for troen er intet for svært. Således har vi ganske enkelt gennemgået dette evangeliums hovedstykker, og af dem lærer vi, hvordan en ret og sand tro er beskaffen, og hvad dens art er: at den ikke klæber og hænger ved nogen udvortes ting eller ved nogen gerning, hvad den så end hedder, men alene ved Guds ord. Nu vil vi også se lidt på den åndelige betydning eller den skjulte udlægning, såfremt vi har tid nok tilbage.

Den skjulte betydning

For det første bliver vi mindet om, hvordan en ret prædikant skal være skikket, hvis han ellers vil prædike Guds ord, så det bærer frugt; det ser vi i, at Lukas skriver, at englen var sendt fra Gud. Dermed vises først, at en prædikant skal være sendt af Gud og ikke prædike sit eget, men Guds ord, så han ikke er en herre, men et bud og en tjener for Ordet. For angelus er et græsk ord og betyder på dansk et bud, og et sådant bud, som bærer budskabet i munden, ikke i breve, men i ordet. Således siger Paulus til korintherne (1 Kor 4,1): «Således skal enhver se på os: som Kristi tjenere og forvaltere over Guds hemmeligheder.» Det læser vi også hos Lukas (Luk 9,52), at Herren, da han rejste til Jerusalem, sendte bud i forvejen til en samaritansk landsby, for at de skulle skaffe ham herberg; dér har den latinske og den græske tekst «engle»; det har bestemt ikke været engle, men hans disciple; derfor har jeg oversat det med «bud» og ikke med «engle».

Heraf skal vi nu lære, at ingen skal prædike, uden at han er sendt dertil af Gud, det vil sige: uden at han har et sikkert tegn fra Gud eller er kaldet dertil ved en ordentlig myndighed, så han kan rose sig af det over for de falske apostle, som ingen af delene har. Og det er grunden til, at Sankt Paulus roser sig så højt og så ofte af sit apostelembede, ja, i alle sine breve, når han siger (Rom 1,1): «Paulus, Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel, udskilt til Guds evangelium» osv. Kommer en verdensklog mand over det og vil dømme det efter fornuften, så vil han nok sige: «Paulus er et hovmodigt menneske, som bare roser sig selv.» Og dog søger han i sin ros ikke andet end at bevidne, at hans ord er Guds ord, mod de falske apostle, som der var mange af på hans tid, og som hverken kunne rose sig af deres kald eller bevise, at de uden tvivl havde Guds ord.

Dernæst hedder han englen Gabriel, og det betyder så meget som «Gudhård» eller «Guds styrke», en, der er styrket og hærdet af Gud. For når en prædikant ikke har sin styrke og kraft fra Gud, så holder han ikke længe ud med at prædike, og han forkynder heller ikke sandheden standhaftigt; han træder tilbage, når forfølgelsen og døden kommer. Han kan ikke holde stand, for han har ingen kraft bag sig; han hedder ikke Gabriel eller «Gudhård», det vil sige: han er ikke styrket af Gud. Derfor må alle prædikanter hedde Gabriel, det vil sige: de må have Guds styrke hos sig og mærke den; så vil de forkynde Guds ord frugtbart og standhaftigt, for så må der med sikkerhed følge frugt efter. Men en prædikant, som ikke mærker en sådan styrke fra Gud, han skal bare tie stille; han vil udrette kun lidt, ja, slet intet. Guds ord er ikke så ringe en ting, at det kan gå frem med frygt og bæven. Djævelen, verden og alt, hvad der i verden er højt, stort og helligt, sætter sig imod det; derfor må der også være en stor styrke til stede, som kæmper imod. Og det kan sandelig ingen menneskelig styrke gøre; Guds kraft og magt må gøre det, ellers bliver der intet af det.

Så meget om ordet Gabriel. Videre følger det, at denne engel Gabriel blev sendt til byen Nazaret til jomfru Maria, som var trolovet med en mand ved navn Josef. Maria eller Mirjam er et hebraisk navn, og det betyder hos hebræerne så meget som hos os en lille vanddråbe, der bliver hængende på en spand eller en krukke – en dråbe, som slet ikke kan sammenlignes med havet eller med et stort vand, når den regnes op imod det. Herved betegnes det jødiske folk, som Guds ord, det hellige evangelium, blev sendt til; men kun den allermindste lille flok, som Maria her betegner, tager imod det og tror det. For bortset fra apostlene var der ellers kun ganske få jøder, som tog imod evangeliet. Hvad er tooghalvfjerds mand mod sådan et stort og mægtigt folk som jøderne? At nu denne jomfru Maria var trolovet med en mand og dog forblev jomfru, betyder, at evangeliet kun bliver prædiket for dem, som bliver trykket og pint under loven. For at være under loven er ligesom at være under mandens lydighed. Så længe manden lever, er kvinden under mandens lydighed; sådan trykker og piner loven også, så længe den er der. Men dør manden, så er kvinden fri; så er loven ophævet og kan aldrig mere trykke, drive, kræve, pine eller plage. Det lægger Sankt Paulus fint ud, når han siger således til romerne (Rom 7,1–4):

«Eller ved I ikke, brødre – jeg taler jo til dem, der kender loven – at loven hersker over et menneske, så længe det lever? For den gifte kvinde er ved loven bundet til manden, mens han lever, men hvis manden dør, er hun løst fra loven, der bandt hende til manden. Derfor skal hun kaldes en ægteskabsbryder, hvis hun bliver gift med en anden mand, mens manden lever, men hvis manden dør, er hun fri fra loven, så hun ikke er en ægteskabsbryder, hvis hun bliver gift med en anden mand. Derfor, mine brødre, er også I gjort døde for loven ved Kristi legeme, så I kan tilhøre en anden, nemlig ham, som er blevet oprejst fra de døde, for at vi kan bære frugt for Gud.»

Loven er manden, og samvittigheden er kvinden. Nu skal kvinden have en mand og dog ikke have en mand, det vil sige: hun skal forblive urørt og jomfru hos ham. Det går sådan til: Vi er under loven og dog ikke under loven. Det vil sige: Selv om vi lever under loven, så er vi dog ikke underlagt loven, men forbliver frie og urørte af loven, ligesom Maria her forbliver jomfru hos Josef. Det sker, når jeg lever under loven i troen og gør lovens gerninger frit og med lyst, ikke fordi loven tvinger mig, og heller ikke fordi jeg mener at blive frelst ved gerningerne. Nej, jeg hænger alene ved troen; ved den har jeg nok, er rig og frelst. Men gerningerne øver og gør jeg – også selv om der ingen lov var – med et lystigt, glad og villigt hjerte, alt det, som loven overhovedet kan kræve af mig; og det kunne jeg ikke gøre før, da jeg ikke havde troen. Men jeg bygger ikke på dem og forlader mig heller ikke på gerningerne; mit liv er alene af troen.

Sådan lever jeg nu under loven og er dog ikke under loven. For gerningerne gør jeg ikke, fordi loven kræver dem – nej! Jeg er fri af loven ved troen, som ikke lader sig binde til nogen lov eller gerning. Men troen er ikke ørkesløs; tværtimod, den er det, der først virker rigtige, grundgode gerninger. Den har ikke sat sin tillid til gerningerne, men alene til troen. Sådan siger Paulus til galaterne (Gal 2,20): «Det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds søn.» Som om han ville sige: «De gerninger, jeg gør, så længe jeg lever i kødet, er ikke mit liv, som jeg står eller bygger på; men troen er mit liv, det vil sige min trøst, mit håb og min tillid. Ved den alene, og ikke ved mine gerninger, som jeg gør i kødet, håber jeg at blive frelst.» Derfor siger han også ud fra profeten Habakkuk (Hab 2,4) til romerne (Rom 1,17): «Den retfærdige skal leve af sin tro.» Og sådan bevarer troen os rene og urørte under loven.

Og for at I kan forstå det bedre, så tag et eksempel og en lignelse: Når jeg holder helligdag i dag, som om det var mig befalet, og mener, at jeg har gjort en god gerning ved at holde den, og mener, at jeg har brudt den og syndet, hvis jeg ikke holder den helligt – når jeg tænker sådan, så er min jomfruelighed allerede borte, og kransen har jeg allerede mistet. For så er jeg besmittet af loven og har ligget hos manden. Men når jeg holder helligdagen og ikke mener, at jeg dermed gør en god gerning, og heller ikke mener, at jeg ville have brudt noget, hvis jeg lod helligdagen fare, og altså ikke falder på den tanke, når jeg holder den, at jeg har gjort en god gerning, som jeg ville blive frelst ved – så forbliver jeg ren og ubesmittet af manden. For den rette tro bevarer mig i min jomfruelighed; men den falske tro, at jeg havde gjort en synd, hvis jeg ikke holdt helligdagen, den gør mig uren.

Se nu, hvad den rette tro er: den, som slet ikke er sat på nogen gerning, men alene på Guds rene, ufortjente barmhjertighed. Men en sådan tro har kun få mennesker. Derfor hedder Maria her også en lille dråbe i havet. For ligesom havet overgår den lille vanddråbe over al måde, sådan kan heller ikke de rette kristne, som har denne sande tro, på nogen måde sammenlignes med hele den anden store hob, selv om den også bærer navnet.

Så har I nu hørt, hvordan loven er manden, og samvittigheden er kvinden. Når samvittigheden hænger ved loven, så den gør det til synd, når den ikke holder loven, og gør det til en god gerning til frelse, når den holder loven, så er jomfrueligheden allerede tabt. For den eneste åndelige jomfruelighed er den, som grunder sig på troen på Kristus og gør loven frit, utvungent, af kærlighed og til glæde for Gud. Men når vi holder Guds lov eller bud efter naturens evne, det vil sige uden Guds Ånd, så bliver der det rene hykleri ud af det, og en kvinde, som har mange børn. For ligesom en kvinde får frugt af en mand, sådan gør også folket under loven: det bærer megen frugt, det vil sige, det gør mange lovgerninger.

Det bliver også vist os ved Elkanas to hustruer i Første Samuelsbog (1 Sam 1,1–2). Den ene, Peninna, havde mange børn, men den anden, Hanna, havde ingen børn. Det er lovens to folk: det ene gør mange gerninger, men uden tro, uden lyst og uvilligt, og det er de besmittede kvinder; det andet gør lovens gerninger i troen, frit, villigt og med lyst, og det er de rene jomfruer. Sådan går det også til med pavens bud. Når paven befaler dit eller dat, og jeg siger: «Godt, jeg vil gøre den gerning for at gøre paven en glæde; der ligger mig jo ikke meget på det, min frelse står jo ikke i det, jeg gør det jo frit, ikke som om jeg var nødt til det» – så er bruden endnu ren og urørt. Men når jeg tænker sådan: «Holder du ikke pavens bud, så gør du en dødssynd» – så bliver bruden til en skøge og mister sin jomfruelighed. For så har hun mistet troen og troet, at gerningerne gør hende frelst eller fordømt, og ikke den rene tro på Kristus.

Herved skal I også, som sagt, mærke jer, at evangeliet først og fremmest skal prædikes for de mennesker, som er under loven, men dog ikke øver lovens gerninger. Det vil sige: dem, som mærker lovens tyngde og byrde, at den kræver de ting af dem, som de ikke formår at gøre af egne kræfter, men som ikke med deres naturlige evne kaster sig over den for alene at holde den med ydre gerninger; i stedet venter de i deres angst og afmagt på en større hjælp, så de kan opfylde den af hele hjertet. Til sådanne ængstede samvittigheder, som erkender deres elendighed og synd og er trængende, bliver englen sendt, det vil sige prædikanten af Guds ord. Han forkynder dem Ordet, at de skal blive Kristi mødre, i hvem Gud bor ved Kristus, Gud og menneske. Så meget om dette evangelium. Nu vil vi også sætte udlægningen af englens hilsen herefter.

Udlægning af englens hilsen, Ave Maria

Her skal man mærke sig, at ingen endelig må sætte sin lid og tillid til Guds mor eller til hendes fortjeneste. For en sådan tillid tilkommer alene Gud som den eneste høje gudstjeneste. Men man skal ved hende og ved den nåde, som er givet hende, prise og takke Gud, og man skal ikke rose og elske hende anderledes end som den, der har fået sådanne goder fra Gud af den rene nåde, uden fortjeneste, sådan som hun selv bekender i Magnificat.

Det er ligesom når jeg, ved at se på himlen, solen og alle skabninger, bliver bevæget til at love deres Skaber og blander dem ind i min bøn og min lovsang og siger: «Ak Gud, du, som har skabt så smukke og fine skabninger, giv mig en ret erkendelse og en stærk, fast tro» osv. Sådan skal bønnen også her blande Guds mor ind og sige: «Ak Gud, hvilket ædelt menneske har du her skabt! Velsignet være hun» osv. «Og du, som har æret hende så højt, giv også mig dit eller dat» osv. Hvad du så end beder Gud om, så må hjertet endelig ikke hvile på hende, men trænge igennem hende til Kristus og til Gud selv. Derfor lyder også Ave Maria sådan, at det giver Gud alle ting, og siger:

«Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig, velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt, Jesus Kristus. Amen.»

Der ser du, at der ikke er nogen bøn i det, men lutter lov og ære; ligesom der heller ikke er nogen bøn i de første ord af Fadervor, men lov og ære til Gud, at han er vor Fader og er i himlen. Derfor kan vi heller ikke gøre hverken en bøn eller en påkaldelse ud af Ave Maria; for det sømmer sig ikke for os at tyde ordene videre, end de lyder, og end Helligånden har sat dem. Dog kan vi bruge dem på to måder. For det første som en betragtning, hvor vi opregner de nådegaver, som Gud har givet hende. For det andet sådan, at vi føjer et ønske til, at hun må blive kendt og holdt for at være det af alle.

For det første er hun fuld af nåde, og dermed bliver hun kendt som uden al synd. Det er en høj og stor ting; for Guds nåde gør hende fuld af alt godt og fri for alt ondt. For det andet er Gud med hende, det vil sige: alt, hvad hun gør og lader, er guddommeligt og sker i hende fra Gud; desuden beskytter han hende og bevarer hende mod alt, hvad der kan skade hende. For det tredje er hun velsignet frem for alle kvinder, ikke alene fordi hun fødte uden veer og smerter og uden at tage skade, frem for Eva og alle andre kvinder, men fordi hun også er blevet frugtbar og har undfanget en legemlig frugt uden al synd, af Helligånden, hvad der ikke er givet nogen anden kvinde. For det fjerde, at hendes frugt er velsignet, det vil sige fri for den forbandelse, som går over alle Evas børn, at de bliver undfanget i synd og født skyldige til døden og fordømmelsen; men denne hendes livs frugt er alene velsignet, og vi bliver alle velsignet ved den.

For det andet skal man nu her føje en bøn eller et ønske til, at man beder for alle dem, som forbander denne frugt og denne mor. Men hvem forbander denne frugt? Alle, som forfølger og forbander hans ord, evangeliet og troen, sådan som jøderne og de pavelige gør nu. Heraf følger da, at ingen nu forbander denne mor og hendes frugt så meget som dem, der velsigner hende med mange rosenkranse og altid har Ave Maria i munden. For det er dem, der allermest forbander Kristi ord og troen.

Læg derfor mærke til, at denne mor og hendes frugt bliver velsignet på to måder, legemligt og åndeligt. Legemligt med munden og med ordene i Ave Maria – det er hendes værste bespottere og forbandere. Åndeligt med hjertet, når jeg lover og velsigner hendes barn, Kristus, i alle hans ord, gerninger og lidelser. Det gør ingen uden den, der tror ret kristeligt; for uden en sådan tro er intet hjerte godt, men det er af natur fuldt af forbandelse og bespottelse mod Gud og alle hans hellige. Derfor er det godt råd til den, der ikke tror, at han lader Ave Maria og alle bønner fare; for om sådanne står der skrevet: Oratio ejus fiat in peccatum, «hans bøn blive til synd» (Sl 109,7). Det bevare Gud os for. Amen.