Apostlen Johannes’ dag (Joh 21,19–24)

Evangeliet på den hellige apostel og evangelist Johannes’ dag, Joh 21,19–24

Dette evangelium er let, og I forstår det nu, Gud være lovet, godt, for I har i disse dage hørt nok om, hvad evangeliet indeholder. Dog vil vi også sige lidt om dette evangelium, så vi kan se et eksempel på den foregående lære og mærke, hvordan det stemmer overens alle vegne.

For det første gives der os her i dette evangelium en vigtig lære, som vi skal tage os godt til hjerte, når Kristus siger til Peter: «Følg du mig!» og ikke vil, at han skal se efter, hvor det bliver af Johannes – for at han kan holde ham på den rette og lige bane, og for at han skal gå efter ham. I har nu ofte hørt, at enhver skal passe den stand, han er i. Det er en tro prædiken, men ingen vil fatte den. For verden har altid prædiket imod den; mange har talt om Marias jomfruelighed og om de helliges eksempler og indstiftet megen gudstjeneste og prædiket, at det var gode gerninger og en kostelig ting. Og især dette stykke har man drevet så højt ind i folk, som om det var den kosteligste gerning, når én holder jomfruelighed; det har de pustet så højt op, at der næsten ikke har været en prædiken, uden at man har talt om det, og man har trukket så mange af de helliges eksempler frem, at man næsten ikke kan nævne dem alle.

Sådan er de også gået til værks med andre gerninger: Enhver har sat sig en helgens gerning for, så man har sat Kristus ud af syne og er gået efter mennesker og har regnet det for intet, at han her siger til Peter: «Følg du mig!» Derfor har det ikke været den mindste skade, at man på den måde har stillet de helliges eksempel frem. Man skulle ikke prædike sådan for folk, at de skulle efterfølge de hellige og træde i deres fodspor, for de har vandret i mange forskellige, uens ydre levemåder og gerninger. Heller ikke skulle man lokke nogen til jomfruelighed; i det skal man ikke efterfølge dem, selv om man kunne gøre det godt eller bedre. Hvordan da? Gør sådan, som Kristus siger. Han siger til Peter: «Peter, følg du mig!» som om han ville sige: Se du på mig, på hvad jeg siger dig. Dér har Kristus egentlig lagt en vej, som han skal blive på, så han gør det, som Gud har befalet ham, og passer sit kald.

Sådan skal også enhver gøre. En gift mand, som ikke af eget valg, men af Gud er skabt til at være mand – hvis han for til og sagde: «Åh, det er ikke nogen fin stand, den er møjsommelig, fuld af jammer og nød», og så spærrede øjnene op og så på jomfruernes stand og mente: «Åh, det er en hellig stand, dér er hverken møje eller angst; den stand vil du tage», og så for til og faldt på den, tog den stand og mente, at han havde ramt rigtigt. Til det hjælper det jo godt, når man prædikede de helliges liv og gerninger på den måde. Han skulle forsørge sin hustru og sine børn, lære dem og opdrage dem i et kristent, tugtigt liv; men så følger han de andre. Da er det tid at sige: «Din nar, ved du ikke, hvad Gud har befalet dig? Følg det, og udfør det med flid.»

Om dette har I nu ofte hørt, og jeg har også ofte prædiket det; men se jer for, at I ikke bliver kede af det, så I ikke får lede ved det, som jøderne ved himmelbrødet (4 Mos 11,6). Det er nok altid det samme, men man kan ikke prædike det nok; det var godt, om man sagde det hver dag og til stadighed gik med det, for der ligger meget i det, og mange støder sig på dette stykke.

Som det nu er med manden, sådan er det også med hustruen. Hendes embede er at være mandens medhjælp (1 Mos 2,18), at opdrage børn og holde hus; dertil er hun kaldet og skabt af Gud. Hvis hun nu ville fare til og falde i en anden stand, nemlig holde jomfruelighed og træde ud af dette kald, så siger jeg: Om kvinden kunne blive så ren, ja langt renere end alle engle i himlen, ville det dog ikke hjælpe hende, for alt dette ville ikke være bedre end hendes gerning. Ved at hun giver børnene bryst og passer dem, gør hun det bedre end en anden kvinde, som ikke passer sin gerning – og selv om du gjorde de allerstørste gerninger: Gør du ikke dette, så vil Gud sige til dig: «Du har ikke gjort noget af det, jeg har befalet dig.» Medmindre han da særligt ville tage dig ud af denne gerning at føde børn; det skal han nok sige dig, og du vil også selv mærke det tydeligt nok (Matt 19,12). Ellers er det i almindelighed besluttet, at du skal føde børn og være mandens medhjælp; lad det behage dig. Se derfor til, at enhver bliver i sin stand og ikke forkaster den; det er lutter gyldne gerninger, når de går ud af troen. Det er her det første, som Kristus lærer os i dette evangelium.

Det andet stykke, at dette ord særligt er sagt om Peter, er os til et eksempel. Han fik befaling om at følge Herren. Hvorhen skulle han følge ham? Derhen, hvor Herren går. Kristus havde lige forinden forkyndt ham det, da han sagde til ham: «Peter, elsker du mig?» Da sagde han tre gange: «Ja, Herre, du ved, at jeg elsker dig.» Da sagde Kristus til ham: «Vogt mine lam, vogt mine får.» Og videre sagde han til ham: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var yngre, spændte du selv bæltet om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine hænder ud, og en anden skal spænde bæltet om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.» «Det sagde han», siger evangelisten, «for at antyde, hvilken død han skulle ære Gud med.» Efter disse ord følger nu straks, at han siger til ham: «Følg mig!» Dér udtrykker Herren også stykket om, hvorfor han skal dø; for Kristus har selv måttet dø, derfor må vi alle følge ham, må alle derind, alle betræde denne vej, ind i døden; men vi følger ham ikke alle.

Men det er efterfølgelsen, at vi i dette er sindet ligesom Herren Kristus, så vi går igennem og dør, sådan som han har taget døden på sig. Når Gud kommer og siger: «Du må dø», så skal du være rede uden nogen indvending og sige: «Ja, Herre, her er jeg; gør med mig, som du vil.» Men det vil gå hårdt til. Så vil en anden føre dig derhen, hvor du ikke gerne går. Derfor har han her udtrykt, at vi alle må derind, medmindre nogen er særligt undtaget, sådan som Kristus her siger om Johannes til Peter, da han spurgte: «Herre, men hvad med ham?» Da sagde Herren: «Hvis jeg vil, at han skal blive, til jeg kommer, hvad kommer det så dig ved?» – skønt han ikke åbent siger, at han ikke skal dø. Det vil smage os surt; men det skal hjælpe os imod det og trøste os, at Kristus selv har gruet for det (Hebr 5,2), som han godt viste på Oliebjerget, da han svedte blodig sved derover og inderligt og af hele sit hjerte bad om, at Gud Fader, om det var muligt, ville tage sådan lidelse og død fra ham (Luk 22,42). Det faldt også Peter surt, men det har han tilgivet Peter, ligesom han også af nåde vil tilgive os det, selv om det falder os hårdt. Vi skulle vel ikke være så svage; men sådan svaghed tilgiver Kristus os, for han ved, hvordan det går os, han har også selv prøvet det; derfor kan han godt se gennem fingre med det, selv om vi ikke gerne lader os føre derhen, og det gør ondt og bliver surt. Dog sådan, at vi strækker hænderne ud og er lydige, sådan som han har været lydig mod sin himmelske Fader; men det kan ingen gøre, uden at han har et stykke af troen.

Det være nok sagt om dette stykke; vi vil også sige noget om den skjulte betydning, for Sankt Johannes har frem for de andre evangelister en særlig lyst til at beskæftige sig med åndelige, skjulte betydninger.

Den skjulte betydning

Augustin har udlagt det sådan, at de to disciple betyder to slags liv, et virksomt og et beskueligt liv. Derom har mange skrevet meget, og der er en stor sværm af bøger. De gejstlige, især de, der stikker i klostrene, roser sig af, at de fører et beskueligt liv, men de ved lige så meget om et beskueligt liv som gåsen om Psalteret. Lad det derfor fare; vor Herre Gud har ikke befalet dig, at du skal sidde sådan og spekulere forfængeligt op i himlen, sådan som de bilder sig ind, at det er et beskueligt liv; men at man, hvad det udvortes liv angår, lever i tro, kærlighed og under korset. Derfor vil vi udlægge det anderledes: at det beskuelige liv hører til troen, det virksomme til kærligheden, så ethvert menneske bliver undervist om det, og ikke så man trækker det ind i en krog. Gud omgås ikke sådan med sin lære, at den er spændt så snævert, at den kun lader sig drage på en del af folk og ikke på alle. For hvis det ikke skulle angå alle, så ved han nok at tage nogle ud, som når han taler om jomfrueligheden. Derfor: Når man ikke prædiker sådan om det beskuelige og det virksomme liv, så skal man ikke tage imod det. For ligesom ethvert menneske er skyldigt at tro, sådan er det også skyldigt at have det beskuelige liv; og ligesom enhver er skyldig at elske, sådan er han også skyldig at føre det virksomme liv.

Hvad nu det beskuelige liv er, viser Johannes; det andet, det virksomme, ser man i Peter. Troen er sådan en ting, at den gør helt og fuldt retfærdig. Det er det rette beskuelige liv; dertil kan hverken øjne, tunge, hænder, fødder eller noget af det, der er udvortes i himlen og på jorden, nå; derfor sker det uden alle gerninger, og det er ikke min, men Guds gerning; der hører intet andet til end Ordet, det skaber troen i hjertet, som Paulus siger (Rom 10,17), at troen kommer af prædikenen. Og det er et beskueligt væsen. Men sådan et beskueligt liv er ikke ørkesløst; det beskuer alt, hvad der er i himlen og på jorden. Derom siger evangeliet sådan: «Det er den discipel, som Herren Jesus elskede, som også ved aftensmåltidet havde ligget op ad hans bryst og sagt: ’Herre, hvem er det, der forråder dig?’» I alle disse ord tilsammen er troens rette art vist.

For det første: At disciplen ikke har noget navn, ikke nævner sig selv, men kun siger: «som Jesus elskede», betyder, at troen ikke giver noget navn. Alle andre levemåder har navne; men denne stand er helt navnløs, man kan ikke give den nogen titel. Når jeg spørger, hvad en kristen er, kan jeg ikke sige: Han er sådan eller sådan; jeg kan ikke sige, at han bærer en kutte eller er gift, mand eller kvinde, tjener eller herre, jøde eller græker; han er ingen af de ting, som jeg kan se eller høre; jeg kan ikke tilegne ham nogen udvortes ting, for alt det har navn efter gerninger; alle stænder har deres titel og navn, kun denne har intet navn. Det er det første: at troen er af den art, at den er adskilt fra alle gerninger, så ingen gerning kan hjælpe den, men man må tro og blive retfærdig alene, uden gerninger.

For det andet: Det er den discipel, som Herren elskede. Har han da ikke også elsket de andre? Svar: Det er den discipel, som er et billede på troen. Kristus elsker ingen andre end den, der har troen; han elsker ingen for gerningers skyld, men alene for Ordets skyld; den, der ved troen hænger ved det, ham elsker han.

For det tredje er det ham, der ved aftensmåltidet havde ligget op ad Herrens bryst. Hvorfor siger han netop om aftenen? Morgenen er livet efter opstandelsen; derfor er aftenen livet før den yderste dag ved verdens ende, fra den tid, da evangeliet er gået ud. Derfor siger Sankt Paulus (1 Kor 10,11), at vi er dem, til hvem verdens ende er kommet. I aftenen er de troende; dem regerer Kristus ved troen i hjertet.

Ligeledes ligger han ikke i skødet, ikke i armen, ikke om halsen, men på Kristi bryst. Det er vel det bedste stykke om troen. Det er troens rette art, hvordan den er beskaffen, og hvordan den føler. For at Johannes ligger på Kristi bryst, det er sandelig en stor tillid: at han har ventet sig alt godt af ham og formået meget hos ham, så han ikke var bange for, at han ville slå ham i hovedet. Sådan tør den, der har en ret tro, trygt regne med og forlade sig på hele den skat, som Kristus har, så han ved troen vinder alt det gode, han har, og står sig så godt med ham, at han ikke kan gøre ham vred.

Dertil svarer også epistlen, som man læser i dag, hvor den vise mand siger sådan: «Den, der holder fast ved retfærdigheden, skal gribe den, og den skal møde ham som en ærefuld mor» (Sir 15,1–2). Retfærdigheden er troen; den, der hænger ved den, vil vinde en salig tillid til Gud, som et barn til en ærefuld mor. Er hun en retskaffen kvinde, så elsker hun sit barn højt; og barnet søger heller ingen større kærlighed end hos moderen. Sådan forholder det sig også mellem Gud og sjælen. Og videre siger han i epistlen: «Som en hustru fra jomfrudommen vil den tage imod ham» – det vil sige som en ung brud, der ikke før har været gift. Det er en stor kærlighed og en stor tro; ingen kærlighed er større end brudekærligheden: Som man ser, forlader hun hellere far og mor, end hun ville forlade brudgommen. Det er sådan en brud, siger han, som ikke før har haft nogen mand: Som hun har et hjerte til brudgommen, som de har behag i hinanden, og der er lutter kærlighed, sådan et hjerte vinder også troen over for Gud. Det er egentlig det, at denne discipel ligger på Herrens bryst.

Sådan viser evangelisten, hvilken stor og kostelig ting og hvilket fint væsen det er med den samvittighed, som har sådan tillid til Gud. Den hviler på Kristi bryst; dér kan den ikke gå til grunde; selv om den snubler, kan han godt drage omsorg for den og hjælpe den, så den kommer op igen; for dér rejser han dens tillid op igen, så ofte det er nødvendigt, netop fordi den hviler på brystet. Det vil sige: Et kristent liv er et ret beskueligt liv og væsen, ved alt og har al Guds visdom. Sådan priser Sankt Paulus ofte troen og det kristne liv, når han taler om rig, stor visdom og erkendelse. Og derfor kaldes troen visdom og forstand, fordi den bedømmer alle ting og ved alle ting, som Sankt Paulus siger til korintherne (1 Kor 2,15): «Den åndelige (det vil sige den, der har troen på Kristus) bedømmer alt, men selv bedømmes han af ingen.» Hvor troen er, dér kan den fælde dom over alle udvortes ting; den ved, hvad Gud tænker, og hvad også Djævelen tænker og har i sinde, som Sankt Paulus atter siger til korintherne (2 Kor 2,11).

Men det skal forstås sådan: ikke at han ved, hvad Gud tænker, hvad han vil gøre i morgen, eller hvad han vil gøre med den eller den; men sådan: Hvad der tjener til frelsen, og hvad der behager ham, det ved han og retter sig efter det. Sådan siger Sankt Paulus (1 Kor 2,10): «Ånden udforsker alt, endog guddommens dybder.» Ligeledes (1 Kor 2,16): «Vi har Kristi sind og forstand»; det sind, han har, har vi også. Det skal forstås (som sagt) sådan, at vi kan vide og udforske det, som tjener os til frelsen. Dette sind og denne forstand er troen: at han uden alle gerninger alene ved Ordet må blive frelst; derefter kan han bedømme alle ting, hvad der er ret eller uret; så kender han også alle Djævelens tanker og anslag, hvor de sigter hen, nemlig at han vil dæmpe og udslette troen og Guds ord; og hvad der er nødvendigt til frelsen, det ved han alt sammen. Det alene er erkendelsen: at jeg erkender Guds vilje, og hvad der behager ham; derefter kan jeg sige: Det er ret, eller det er ikke ret. Det er det, at Johannes ligger på Kristi bryst: Al forstand og visdom flyder ud af Kristus, så han også får al visdom. Det er et ret beskueligt liv; det er ikke flyvske tanker, men en sikker erkendelse.

Men hvad betyder det, at han spurgte, hvem det var, der skulle forråde Kristus? Det betyder, at ingen kender den falske lære og de falske gerninger uden troen, og alligevel ikke før den netop spørger efter det og giver agt på det. For Kristus har forkyndt, at falsk lære skal trænge så stærkt ind og blive så stor, at også de udvalgte, om det var muligt, skal blive forført til vildfarelse (Matt 24,24); sådan som det da er gået mange hellige fædre. Her må man se sig godt for, så man banker på og spørger efter det, for ellers vil man hverken godt eller let kende falsk lære. Derfor har apostlene ivrigt formanet, at man skulle give godt agt på dette stykke (Rom 16,17–18); for falsk lære udebliver ikke, så snart den rette lære begynder.

Den discipel nu, som så ivrigt spørger efter det, ham bliver det kundgjort; de andre kan hverken fordømme eller bedømme det falske væsen, for det skinner for meget, ja, det kommer ind under den rette læres navn (ApG 20,28; Matt 7,15; 2 Pet 2,1). Men hvad betyder det, at Kristus giver Judas en bid brød, som han dypper i fadet? Det betyder: Disse forrædere har også Guds ord, for de spiser netop det brød, som de andre spiser; men det er dyppet, det er forfalsket og strøget over med en farve, som Gud ikke har lavet. Det er nok en klar og ren bid; men de æder den dyppet, tager dens rette smag fra den og giver den en anden. Som når de siger: Kristus siger: «Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke eller menighed» (Matt 16,18) – Peter betyder paven, og på paven har Kristus bygget kirken. Ligeledes når de siger: «Lydighed er bedre end offer» (1 Sam 15,22) – lydighed betyder at være lydig mod abbeden, prioren eller guardianen. Og flere andre skriftsteder, som de tyder hen på deres pjat og menneskepåfund.

Med det tegn har Kristus vist troen, hvem de falske lærere er, og at ingen opdager dem uden de, der tror. Derfor hedder han også Judas. Det er et herligt navn og det bedste navn blandt alle disciplene; det betyder det samme som en bekender, en, der bekender Gud, der lover og takker Gud. Det er de falske, skinhellige helgener og falske lærere, som især forråder Kristus; de omgås dagligt gudstjeneste og Guds ord, er rigtige Judas’er, har det smukkeste skin og det smukkeste navn; man tør ikke kalde dem andet end gejstlige folk og dem, der omgås Guds ting; de har også af den grund skilt sig ud fra de andre, så de i hvert fald bliver regnet for Guds rette og udvalgte folk.

Men der står også skrevet ved det, at Judas hedder Iskariot, det vil sige løn. For det er sådanne fyre, som ikke har en ret tro, men bygger på gerninger og dermed vil storme himlen fra Gud; de har alle den art, at de er bugtjenere og lønslaver, som Paulus siger (Fil 3,19). For al deres gudstjeneste er rettet ind på og stiftet til, at de kan fylde bugen; når det er forbi, og de ikke har mere, så tjener de ikke længere. Men sådan gør troen ikke; den siger: «Jeg vil hverken have penge eller løn for det, jeg vil gøre det for intet.» Sådan har de falske lærere og gerningshellige et fint navn, dog med et fint og passende tillæg.

Heraf er det nu klart, at vi alle har faret vild, idet vi har stolet og pukket så meget på gerningerne. For hvem ville være gået i kloster, hvis han havde vidst, at det var narreværk? Det ved vi nu, Gud være lovet, godt ved troen: at det har været lutter bedrageri og falskneri. For når troen kommer, så bliver forræderen åbenbar. Det kaldes nu med rette et beskueligt liv, og det tilkommer alle troende, ikke kun de gejstlige i klostrene.

Dernæst – og det er den anden del – må der også være et virksomt liv; det er kærligheden; til den hører gerninger, og dem skal vi også alle have. Det er Peter her et billede på. Det forstår I let og har også nu hørt så meget om det, at det næsten ikke længere er nødvendigt at sige det til jer. Det er intet andet end at tjene sin næste, sådan som troen erkender, at Gud har tjent den. Den, der nu ser sin næste lide mangel, hvad det end er, han se til, at han tjener og hjælper ham; det er da et virksomt liv. Se, sådanne åndelige eller skjulte betydninger har Johannes almindeligvis i sit evangelium. Det være sagt om dette evangelium; lad os påkalde Herren om hans nåde, så vi engang også med gerning gør det, som vi dagligt hører prædike. Amen.