Stefanusdag (Matt 23,34–39)

Evangeliet på den hellige martyr Sankt Stefans dag, Matt 23,34–39

Dette evangelium har I fået udlagt i al sin længde i postillen; det kan I selv godt læse. Vi vil behandle dagens festhistorie lidt, hvordan det gik den kære hellige Stefanus med de forstokkede jøder på grund af prædikenen om evangeliet. Historien beskriver Sankt Lukas ganske klart og med mange ord i Apostlenes Gerninger (kap. 6 og 7). Men det gør vi allermest, fordi denne historie rummer alt det, vi har prædiket, så I engang kan se et eksempel på den lære, I så tit har hørt. Det gik sådan til – vi vil kort løbe det igennem:

Da evangeliet stod stærkt, og der var mange disciple i Jerusalem, var der den ordning blandt disciplene, at de bar alt deres gods sammen i fællesskab; hvad enten det var marker eller huse, solgte de det og bar pengene hen for apostlenes fødder. Men på den tid opstod der en knurren blandt grækerne mod hebræerne, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling. Da holdt apostlene rådslagning indbyrdes og kaldte alle disciplene sammen og sagde: «Det går ikke an, at vi forlader Guds ord for at tjene ved bordene. Udse derfor, kære brødre, iblandt jer syv mænd, som har godt vidnesbyrd og er fulde af Helligånden og visdom, dem vi kan indsætte til denne nødvendige gerning; men vi vil holde ved i bønnen og i Guds ords tjeneste.» Da udvalgte de syv mænd, og blandt dem var også Stefanus; dem kalder man endnu i dag diaconos [diakoner, «tjenere»]. Det var et sådant embede, at de skulle have det timelige gods under sig og uddele det til menigheden.

Sådan gik det dengang til. Apostlene tog sig af prædikenen; de syv mænd var forvaltere og uddelte godset. Da nu Stefanus gik ud på torvet blandt folket, som hans embede krævede, gjorde han, fordi han var fuld af Ånd, tro og kraft, undere og store tegn blandt folket. Det ærgrede farisæerne og ypperstepræsterne meget, og derfor satte de lærde jøder fra den synagoge, der kaldes libertinernes, kyrenæernes og aleksandrinernes, og af dem, der var fra Kilikien og Asien, sig op imod Stefanus og trættedes og disputerede med ham. Men da de mærkede, at de ikke kunne stå sig imod ham, fik de nogle mænd bestilt og sat op til at sige, at han var en gudsbespotter, at han havde talt imod Gud og templet; og de ophidsede folket. Da fór de ældste til, rev ham for rådet og skaffede falske vidner, der sagde: «Han har sagt, at Jesus skulle ødelægge templet» osv. Da spurgte ypperstepræsterne ham, om det forholdt sig sådan, som de vidnede imod ham.

Da begynder Stefanus en lang tale og løber hele Skriften igennem, gennem alle patriarkerne, Abraham, Isak og Jakob, og siger, at ingen af dem har bygget vor Herre Gud et tempel. Og da han kommer til slutningen, siger han sådan: David ville bygge vor Herre Gud en kirke, men han gjorde det ikke; Salomo gjorde det. Og så fortsætter han og drager af hele sin tale den slutning, at Gud ikke bor i huse, bygget med menneskehænder, og siger: «Dog, den Højeste bor ikke i templer, der er gjort med hænder, som han siger gennem profeten (Es 66,1–2): ’Himlen er min trone, og jorden mine fødders skammel; hvad hus vil I så bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min hviles sted? Har ikke min hånd gjort alt dette?’» Med de ord slutter han sin prædiken og tale. Derefter vender han sine ord mod dem, tager fat og læser dem en god tekst og siger:

«I hårde halse og uomskårne på hjerter og ører! I står altid Helligånden imod; som jeres fædre, således også I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt og slået ihjel? de, som forud forkyndte om den Retfærdiges komme, hvis forrædere og mordere I nu er blevet. I har modtaget loven ved engles tjeneste og har ikke holdt den.» Det kalder jeg at læse dem en tekst! Men hvad gør de så ved det? Udretter han noget hos dem med en så venlig prædiken eller med så hårde ord? Nej, han forbitrer dem endnu mere og gør dem helt og aldeles forstokkede, rasende og vanvittige, som Lukas siger videre: «Da de hørte dette,» siger han, «skar det dem i hjertet, og de skar tænder imod ham.» Men hvad gjorde den kære Stefanus, da de blev ved at være så forstokkede? Lukas siger: «Men mens de rasede og var så grumme, så Stefanus op mod himlen, fordi han var fuld af Helligånden, og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd, og sagde: ’Se, jeg ser himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.’»

Disse ord kunne de ikke tåle; de skar dem igennem hjertet. Derfor, da de hørte disse ord, blev de endnu meget mere grumme på ham, skreg højt og holdt sig for ørene og stormede alle som én ind på ham, stødte ham ud af byen og stenede ham. Hvordan stillede Stefanus sig til det? I denne sin marter overgav han sin ånd i sin Herre Kristi hænder og så ikke på sine fjenders grumhed og forstokkede hjerte, men bad for dem og sagde: «Herre, tilregn dem ikke denne synd, for de ved ikke, hvad de gør.» Og da han bad denne bøn på knæ for sine fjender, siger Lukas, sov han hen. Det er historien om Sankt Stefanus; den, der vil have den klarere, kan læse den i Apostlenes Gerninger.

I denne historie ser I for det første, hvordan en kristen menighed skal være indrettet; desuden ser I et rigtigt billede af et åndeligt regimente, sådan som apostlene her fører det. De sørger for sjælene og har med prædiken og bøn at gøre; men de sørger dog også for, at legemet bliver forsørget, og sætter nogle mænd til at uddele godset, som I har hørt. Således sørger det kristne regimente for folk både på legeme og sjæl, så ingen mangler noget, som Lukas siger, og alle bliver rigeligt bespist og godt forsørget, både på legeme og sjæl. Det er et rigtig fint billede og eksempel, og det ville være godt, om man endnu begyndte sådan, hvis der var folk til det: at en by som denne her blev delt i fire eller fem dele, og at man gav hver del en prædikant og nogle diakoner, som forsørgede denne del med prædikener og uddelte godset, besøgte syge og så til, at ingen led mangel. Men vi har ikke folkene til det; derfor tør jeg ikke begynde på det, før vor Herre Gud gør kristne.

Nu har man i pavedømmet, som I ved, gjort epistellæsere og evangelielæsere ud af diakonerne [i messen læste eller sang subdiakonen epistlen og diakonen evangeliet]. Og når man nu gør en til biskop, gør man ham ikke til det, for at han skal prædike – det har han jo i forvejen fra præsteembedet ligesom enhver anden jævn præst – men kun for at man kan sætte ham op på smukke hingste og sige: «Nådigste junker!» Sådan vælger man heller ikke diakoner til det embede, de havde på apostlenes tid, men til at stå ved alteret og lire en epistel eller et evangelium af; dermed er det så klaret, og således er alt kommet i misbrug. Det, der hørte til prædiken og bøn, har man kaldt messe; det, der hørte til at forsørge folk, har man kaldt epistellæsere og evangelielæsere. Et stykke eller et billede af det har hospitalsforstanderne, nonneklostrenes provster og de fattiges forstandere endnu.

Derfor, når man vil oprette en fælleskasse, må man vide, hvad det er for embeder, der skal forestå menigheden. Biskop betyder en Guds embedsmand, som skal uddele de guddommelige og åndelige goder, prædike evangeliet og forsørge folk med Guds ord. Han må have tjenere; det er diakonerne. De skal tjene menigheden sådan, at de har et register over de fattige, forsørger dem med alt fornødent af menighedens penge, besøger de syge og forestår godset vel på alle måder. Det er det første stykke, I ser i denne historie.

For det andet er der her opstået en strid mellem jøderne og Stefanus om dette stykke: Sankt Stefanus har prædiket den kristne tro, nemlig at vi alene ved troen på hans Søn Jesus, som de havde slået ihjel, uden vore gerninger og fortjeneste, får en nådig Gud, og at Gud ikke ser på personen, men at den, der påkalder Herrens navn, hvad enten han er jøde eller hedning, skal blive frelst (Rom 10,12–13), sådan som Sankt Stefanus’ ord viser og bærer med sig. Den prædiken kunne jøderne ikke tåle; derfor beskyldte de ham for at have talt og prædiket imod det hellige tempel og imod Moses’ lov. Det gendriver Sankt Stefanus for dem sådan: Jeg ved godt, at Salomo har bygget et tempel; David ville også have bygget det; og de gamle fædre havde jo tabernaklet; men Gud bor ikke i templer. Det var det ene kætteri. Det andet var, at han prædikede, at man ikke kunne blive frelst ved gerninger; og oven i det – eftersom de aldrig havde holdt loven, som han sagde dem lige op i ansigtet – sagde han til dem: Ville de ellers blive frelst, måtte de begynde på en anden vis, nemlig have Kristus, den Kristus, som de havde myrdet og korsfæstet. Det var en sælsom, ja en skændig og tåbelig prædiken for dem. Derfor fór de til og sagde: «Denne mand bespotter Moses, eftersom han taler imod loven og siger om en, som skal forandre loven; det må sandelig være kætteri. Her sømmer det sig ikke for os at tie; det rammer Gud og vor lov; nu er det tid at værge sig.»

Disse to kætterier er blevet skældt ud fra verdens begyndelse og vil blive skældt ud indtil verdens ende, sådan som man også ser nu. Men hvad skal man gøre ved det? Skal man lade det blive ved kætteri, eller skal man kæmpe imod? Man må gøre, som Sankt Stefanus gør her. For da de skældte hans prædiken sådan ud, var han rustet og kunne lukke munden på dem; han vidste at vise grund og årsag, så de måtte forstå det, og tager deres egen Skrift for sig, som I har hørt, dette ord af profeten Esajas (Es 66,1): «Himlen er min trone, jorden mine fødders skammel.» Se, dette skriftord er så stærkt og klart, at de intet kunne bringe frem imod det; dér ligger al deres klogskab ned, og alt deres væsen er dermed stødt til jorden. Sådan skal vi dæmpe og styrte evangeliets modstandere med Guds ord; ellers får vi ikke bugt med dem.

Med dette ord af Esajas stødte han dem nu hårdt for panden. Det er, som ville Sankt Stefanus sige: I hører dette ord, I læser det også og kender det godt, at Gud siger: «Himlen er min trone, jorden mine fødders skammel.» Hvordan kan I så understå jer at fatte Gud i jeres tempel? Se himlen an i forhold til jeres tempel! Vil I fatte ham i så snævert et hus, ham, som rækker ud over himlen og har så lange ben, at han med fødderne rører ved jorden? Er I så tåbelige? Forstår I Skriften sådan? Hvad skulle de stakkels blinde folk gøre? De kunne ikke kalde profeten en løgner; ordene stod klart dér, og de kendte dem lige så godt som noget andet ord i Skriften; de måtte forstumme og blive til skamme. Derfor, eftersom de er gjort til skamme og overvundet på den måde, farer de til af forstokkelse og går til værks med vold, sådan som farisæerne og hyklerne gør: de fordrejer hans ord, tyder dem imod ham og siger, at han har sagt, at man ikke skal bygge templer og ikke holde loven; og så slår de den kære Stefanus ihjel for det; han må holde for på grund af de to stykker.

Der ser I, hvad vantroen er for en urt. Selv om den er overvundet og så beskæmmet og gjort til skamme, at den kunne stinke, vil den dog ikke vige; jo mere den støder sig, desto bitrere bliver den. Derfor skal I ikke tro, at I kan omvende vantro, om I så har nok så klare skriftord, så de endog selv føler, at det er åbenbar Skrift, og ikke kan gendrive det; de bliver i deres forstokkede hjerte og vil have ret, og lad det koste, hvad det vil. Ja, de tør oven i købet sige, at de er Skriftens mestre, og at de alene er dem, der kender Skriften, og siger: «Åh, skulle så fornemme folk, som kan Skriften og har med den at gøre dag og nat, bekymre sig om det og bryde hovedet med at lære af tiggeren dér?» Ja, de siger endda: «Hæ, vil du belære os? Du burde være vores elev. Ud med kætteren! Væk med ham! Han er en gudsbespotter, han taler imod Gud og den hellige kristne kirke, som har holdt det sådan så længe; det kan vi ikke tåle! Ud med skurken! Kom med ild og brænd ham, ellers kommer der intet godt ud af den skurk!» Så må de fromme folk holde for, og det går dem, som det her gik den hellige Stefanus. Derfor, som sagt, skal ingen understå sig at omvende en kætter eller overvinde ham sådan, at han ville være tilfreds; men man skal gøre med ham, som Sankt Paulus siger til Titus (Tit 3,10–11): «Afvis et menneske, der skaber splittelse, efter den første og anden irettesættelse, fordi du ved, at et sådant menneske er forvirret og synder og er dømt af sig selv.»

Lad os nu her lære og tage et eksempel, så vi også ved og kan rette hele vor lære efter det. For det første, at man ikke tjener vor Herre Gud med at bygge kirker. For sådan siger han til sit folk, som han regerede udvortes, til jøderne, som der står i Anden Mosebog (2 Mos 29,45–46): «Jeg vil bo blandt Israels børn og være deres Gud, så de skal vide, at jeg er Herren, deres Gud, som førte dem ud af Egyptens land, for at jeg skulle bo blandt dem, jeg, Herren, deres Gud.» Det er så meget som at sige: Jeg vil bo i jer og virke i jer, I skal være min bolig, hvori jeg vil virke og skabe. Men tabernaklet og hytten gav han dette navn og kaldte den vidnesbyrdets hytte, hvor Gud ville vidne og tale med folket, og han ville ikke give den det navn, at den var hans bolig; skønt den skulle være et tegn på, at Gud ville bo dér og lade sig finde på det sted, så den altså stod dér som et tegn, hvorved de skulle se, at Gud var hos dem, og have et udvortes vidnesbyrd om, at dér var Guds folk – ligesom vi kristne har dåben; og ligesom en fyrste ikke bor i sit skjold, men på skjoldet ser man, hvor fyrsten regerer og bor.

Således var også Salomos tempel kun et tegn og vidnesbyrd om, at Gud ville lade sig finde dér af sit folk. For Gud havde forud sagt gennem Moses, at hans navn skulle bo dér, det vil sige, at man dér skulle ofre og påkalde ham; ikke at han ville bo dér og være bundet alene til netop dette sted. For sådan siger han til det jødiske folk gennem Moses (2 Mos 20,24): «På hvert sted, hvor jeg lader mit navn ihukomme, dér vil jeg komme til dig og velsigne dig.» Det er så meget som at sige: Jeg vil ikke have, at I bygger mig huse, jeg behøver dem ikke; men for at I kan have et sikkert tegn på, hvor mit folk er, vil jeg udvælge et sted, om hvilket man skal sige, at vor Herre Gud har udvalgt det, hvor man priser og ærer Gud og kan bære sin nød frem for ham – sådan som Salomo selv siger til Gud, da han ville bygge ham et hus (1 Kong 8,27–30):

«Mener du også, at Gud bor på jorden? Se, himlen og alle himles himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre så dette hus, som jeg har bygget! Men vend dig til din tjeners bøn og til hans begæring, Herre min Gud, så du hører den lovsang og bøn, som din tjener i dag beder for dit ansigt, så dine øjne står åbne over dette hus dag og nat, over det sted, som du har sagt om: ’Mit navn skal være dér.’ Du ville høre den bøn, som din tjener beder på dette sted, og du ville bønhøre din tjeners og dit folk Israels begæring, som de vil bede her på dette sted, i din bolig, i himlen, og når du hører det, være nådig.»

Heraf kan nu enhver slutte, at man ikke tjener Gud med at bygge kirker, og at al den møje, man gør sig med det, er spildt, når man vil behage Gud med det og derved opnå en nådig Gud, som vi andetsteds har sagt mere om. Det ser I her fint i denne historie. For når Helligånden, der her talte gennem Stefanus, selv forkaster det hus, som Gud har befalet at bygge, hvad vil han så gøre ved os, som hverken har bud eller befaling om at bygge kirker? For det første ser du i Moses’ ord (2 Mos 20,24), at Gud selv lover, at han vil give sin velsignelse på det sted, hvor man vil bygge ham en hytte; den fordel har vi ikke. For det andet, at jøderne ikke måtte bygge noget hus eller nogen hytte uden på det sted, hvor Gud havde befalet det; derfor var der kun ét tempel og hus, som Gud havde udvalgt og ville have bygget. Nu er der ingen kirke, som du kunne sige om: «Dette sted har Gud udvalgt og befalet at bygge.» Hvis vi havde sådan en fordel som jøderne, at Gud havde sagt: «Byg mig et hus», så ville det være kostbart, selv om det var en svinesti; og hvis Gud dertil sagde: «Jeg vil velsigne dig», så stod det godt til med os, og vi var rigeligt benådet.

Derfor havde jøderne her god grund til at fordømme Stefanus; for de havde bygget templet efter Guds befaling, så de ikke ville have turdet slå en pæl i jorden eller lægge en sten, uden at Gud havde befalet dem det. Det har været en stor fordel; men endnu meget større og bedre er det, at han også siger: «Dér vil jeg komme, og mit navn skal være der, og jeg vil velsigne dig.» Den fordel har ingen af vores kirker; ingen kan sige, at bønnen er bedre i kirken og hellere bliver hørt dér end ude på marken eller et andet sted. Så meget betyder det, når Gud befaler, at noget skal bygges eller gøres.

Har Gud nu forkastet den kirke, som han selv havde smykket og befalet at bygge, hvad vil han så sige til os, når vi gør så meget af vores kirker, som han intet ved af, og mener, at vi gør Gud en stor tjeneste dermed? Så kommer vi til at stå der som tåber, som havde vi fået et slag over munden, når han siger: «Din tåbe, hvem har befalet dig at bygge mig kirker og stifte altre? Se, jeg har jo forkastet det tempel, som jeg selv lod bygge og befalede, og som jeg dog især burde have haft behag i, eftersom det var min befaling.» Hvorfor har Gud så forkastet dette deres værk? Ikke fordi han ville rive kirkerne ned, men fordi de ville falde hen på gerninger og sætte deres tillid til sådanne gerninger; sådan som alle hyklerne blandt jøderne gjorde: de mente, at når de holdt loven udvortes, så var de retfærdige for Gud. Men de stakkels mennesker tog langt fejl; ligesom vore dages gerningshellige og hyklere også tager fejl. Der var også budt, at de ikke skulle bryde ægteskabet. Nu var der mange hæderlige mænd, som holdt deres ægteskab, som det skulle være; alligevel var de ikke retfærdige for Gud. Hvordan kunne det gå til? Gud havde jo budt det? Ja, Gud havde budt det, men det blev ikke holdt, sådan som han havde budt det.

Derfor væltede Gud gerningerne over ende, fordi de mente, at de dermed ville gøre Gud en tjeneste og tjene ham og gøre godt mod ham ved at bygge kirker, som var han en tigger; det kunne han ikke tåle. Derfor lod han også templet rive i stykker; som ville han sige: «Jeg vil ikke have, at I skal lave en bolig til mig for dermed at gøre godt mod mig, og at I skal bygge mig et hus; nej, I må og skal tage imod fra mig og modtage velsignelsen af mig.» Ligesom jøderne har gjort, sådan gør vi også med vores gerninger og kirkebyggeri. Men de havde en fordel, som vi ikke har, nemlig at det var dem befalet af Gud; vi derimod farer af sted og bilder os ind, at Gud skal have behag i vores gerninger; men det lader han nok være.

Nu forstår I vel, hvorfor striden mellem Stefanus og jøderne opstod. De så ikke, hvorfor Gud havde befalet, at man skulle bygge templet, men mente, at de ville gøre Gud en tjeneste dermed og øve en god gerning med deres kirke- eller tempelbyggeri. Da siger Sankt Stefanus: «Nej, vil I bygge et tempel, så se til, at I har troen; har I den ikke, så byg bare løs, som når I ellers ville lave en dansesal.» Derfor sagde han til dem: «I står altid Helligånden imod»; hvordan han end gør, kan han ikke gøre det jer til pas. Han vil, at I skal have en tro; så farer I til og vil betale Gud med gerninger. Når man så revser jer for det, kan I ikke tåle det; så forfølger I de hellige profeter og er mordere og forrædere. I har myrdet Guds Søn selv, sådan som I har hørt i beretningen ovenfor.

Så har I det ene stykke: at ingen tjener Gud ved at bygge kirker, selv om det var befalet jøderne. Vil I derfor gøre en god gerning, så gør ingen anden end den, der flyder ud af troen. Her ser I nu et eksempel lige for øjnene på det, vi hidtil har lært og hørt, nemlig at man ikke skal bygge på gerninger og heller ikke handle med Gud med dem, selv om det også var gerninger, som Gud selv havde befalet; for Gud ser ikke på gerningen, men på troen. Hvad der sker ud fra den, det er ham kært og velbehageligt; men hvad der ikke udgår af troen, det er synd og forkastet hos Gud, sådan som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 14,23), hvor skønt, hvor helligt, hvor guddommeligt det så end ser ud.

Dette være sagt om det første stykke, nemlig at Gud ikke bor i templer bygget med menneskehænder, og at man heller ikke behager eller tjener ham ved at bygge kirker. Nu følger det andet stykke, hvor Sankt Stefanus siger: «I har modtaget loven ved engles tjeneste og har ikke holdt den.» Dermed giver han at forstå, at ingen kan opfylde loven med gerninger, men det må troen gøre. I kan nok tænke jer, at Sankt Stefanus må have haft en mægtig forstand, siden han tør fælde en sådan dom over dem, at de ikke holder loven, mens de dog stod fast på, at de holdt selv den mindste tøddel i loven; og havde man skullet dømme efter verden og fornuften, så havde enhver måttet slutte, at de var retskafne folk og holdt loven rigtigt. Ja, nogle af dem var sådanne folk i den udvortes retskaffenhed, at om man i dag gik alle klostre igennem, også hos kartusianerne, skulle man knap finde én, der kunne rose sig af en sådan retskaffenhed for verden. Men her hører I, at Stefanus siger, at de er skurke helt ind til benet; de har ikke holdt loven. For Helligånden ser dybere end vi; han dømmer efter hjertet, ikke efter gerningerne.

Det er det, jeg også ofte har sagt: at vi frimodigt kan slutte: «Den, som ikke har troen, er fordømt.» Nu er det helt sikkert sandt, at den, som holder loven, bliver frelst. Derfor slutter Stefanus her stærkt, at de ikke holder den. Som ville han sige: «Selv om I er hæderlige folk, så er I dog de mest forhærdede skurke i hjertet, og oven i købet mordere og forrædere.» Jøderne var helt og fuldt overbevist om og vidste ikke andet, end at de havde holdt loven rigtigt; derfor ville de ikke have indrømmet det, om han åbent havde sagt: «I mordere, I horkarle, I tyve»; for så ville de være faret op og have sagt: «Nej, vi har jo ikke slået nogen ihjel med vores hånd, vi har ikke krænket nogens hustru eller barn, vi har ikke stjålet noget fra nogen.» Derfor kunne de påberåbe sig skinnet af, at de var retskafne folk, og så vover han at sige, at de ikke havde holdt loven, ja, kalder dem oven i købet forrædere og mordere af det uskyldige blod; derfor måtte han dø. Sådan går det endnu i dag hele tiden, som vi ser, at de pavelige gør. Når man siger, at deres væsen er intet værd og fordømmeligt, så skriger de op om, at vi forbyder gode gerninger, og så forfølger de derfor de retfærdige og mener, at de gør Gud en tjeneste med det.

Her lærer I nu, at uden tro bliver ingen lov holdt, så I frit og stærkt kan slutte: Den, som ikke har troen, har ikke opfyldt et eneste bogstav i loven. Hav det som grundvold, at Kristus siger: «Den der ikke tror, vil blive fordømt» (Mark 16,16). Nu fordømmer Gud ingen uden den, som er ulydig mod loven og ikke holder den. Derfor følger det sikkert, at den, der er fordømt, ikke tror og intet holder af loven; men hvor én tror, dér følger Helligånden og gør, at han opfylder loven. Men hvor Helligånden ikke er, dér kan én nok bede meget, ofre, faste og gøre mange gerninger; men inderst inde bliver der dog et nag og en modvilje i hjertet mod loven og også mod Gud som den, der har givet loven, så han aldrig står sig godt med Gud og ingen glæde eller fred har i hjertet, men altid er fuld af had og hovmod. Dernæst er han heller ikke venlig i hjertet mod sin næste; ja, hvad han gør godt mod ham, det sker alt sammen for et syns skyld: ansigt til ansigt er han god mod ham, men når han går fra ham, så river og kradser han ham. Kort sagt: han er en giftig, ond mund og elsker ingen uden sig selv. Og de samme folk fører endnu et prægtigt skin og giver sig af med andre gerninger, så de selv mener, at de er retfærdige; så går man hen og bygger kirker, stifter altre og gør flere andre gerninger, som hverken er til gavn for Gud eller næsten, og bedrager andre folk og sig selv.

Og her har man snøret samvittighederne så stramt, at vi har anset de samme gerninger for større og helligere end selv dem, som Gud har budt. Når én havde begået et ægteskabsbrud, var det ikke så stort, som hvis han havde spist kød om fredagen. Sådan også med kirkerne: hvis man et eller andet sted havde hugget lidt i en sten, så var kirken vanhelliget; men havde nogen myrdet sin næste, så blev det ham tilgivet langt lettere, end hvis han havde vanhelliget en kirke eller kirkegård. Sådan noget har man lært og prædiket i vores kirker og templer og også drevet på dér, så man intet sted har spottet og vanæret Gud mere end netop i kirkerne og gudshusene, som man har kaldt dem; så jeg trygt tør sige: Det var bedre, at alle kirker var dansehuse end sådanne kirker, hvor man prædiker og øver sådan narrestreger, hvormed man tager Guds ære fra ham og fordærver utallige sjæle. Ja, jeg ville næsten sige mere: at de samme kirker er værre end alle horehuse; for dér forgifter og vanærer man på én gang tusind eller flere sjæle, og sådan en prædikant er tusind gange værre end en horevært, når han vanærer så mange spæde sjæle med sådanne prædikener. Det har vi ofte talt mere om; Gud give, at vi blot erkender det.

Videre giver Sankt Stefanus her også en lære om kristen kærlighed, og her kunne nogen godt rejse et spørgsmål: Har Sankt Stefanus også gjort ret i at fare så fjendtligt frem mod jøderne og skælde dem så slemt ud? I har hørt i Peters epistel (1 Pet 3,9.15), at de kristne ikke skal skælde ud og skændes, men med al sagtmodighed vise grunden til deres tro og forsvare sig; hedder det så ikke at skælde ud, når én læser fjenderne sådan en tekst, som Sankt Stefanus her gør over for jøderne? Han var en ringe mand; de var store herrer. Nu er det også forbudt i loven (2 Mos 22,27), at man ikke skal forbande de store herrer, og paven siger også, at man ikke skal røre ved dem. Hvorfor? De bliver vrede, og der kunne komme oprør ud af det. Hvordan kan Sankt Stefanus da her bære sig sådan ad, at han glemmer, at de er store herrer, og skælder dem ud for mordere, forrædere og skurke?

Det er hurtigt besvaret. Jeg har sagt før: Havde man folk til det, så var det godt at prædike og let at lave en kristen ordning. Har du en sådan ånd som Sankt Stefanus, så skælder du ud med rette; men har du ikke ånden, så skælder du aldrig ud med rette. Derfor ser de helliges gerninger, som jeg ofte har sagt, til tider ud, som om de var onde; omvendt tager hyklernes gerninger sig bedre ud end de sande helliges gerninger. Derfor forbyder Sankt Peter, at man skælder ud, sådan som kød og blod skælder ud og bander; men han forbyder ikke, at man skælder ud, sådan som Helligånden skælder ud og gør. Sankt Stefanus har haft en stor tro og en sand kristen kærlighed. Har du også de to, så skal Helligånden nok derefter byde dig at skælde ud eller være venlig, alt efter hvad tiden og sagen kræver. Sådan et hjerte, som Sankt Stefanus her viser, kan ikke tåle, at Kristus på den måde skal spottes og trykkes ned. Det kalder man nu en guddommelig nidkærhed, som Skriften kalder det, som i Salmen (Sl 69,10): «Nidkærhed for dit hus har fortæret mig.»

For netop kærligheden tvinger her Sankt Stefanus til, at det gør ham så ondt, og at han harmes over det; for af stor kærlighed kan han ikke tåle den vanære og spot, som Gud her bliver udsat for. Derfor ser han ikke på, hvor ringe han er, eller hvor store herrer de er, men skælder dem frit ud på det allerværste. Har du nu også sådan en ånd, så må du godt skælde ud, og det frimodigt; men har du ikke ånden og vil gøre gerningen efter, så vil du tage fejl, og det vil gå dig ligesom jøderne, som også faldt hen på gerninger, fordi Salomo havde bygget templet og gjort en god gerning, og de sagde: «Hvorfor skulle vi så lade templet forkaste?» Derfor har Stefanus ikke syndet imod Sankt Peter, for han har ikke skældt ud for sin egen skyld, men har villet forsvare Herren. Sådan skal vi også gøre: når en biskop eller præst eller ellers vores næste, hvem han så er, er et fuldt svin, har to, tre eller fire horer og er belæsset med andre grove laster, så sig: «Det vil jeg gerne dække over, og jeg vil ikke sige det.» Men når han vil åbne munden, prædike og fastsætte noget imod Kristus, så vil det ikke dækkes over, men afdækkes; dér skal du ikke tie, men tale imod og afsløre en sådan forførelse og sige: «Nej, her tier jeg ikke; her skal du blive til skamme; for du vil fordærve sjælene og trykke Kristus ned; her gælder det ikke om at tie.» «Forbandet være det menneske, som tier», som Jeremias siger (Jer 48,10); her må man hugge til med skarpheden, fordi det fører til sjælenes fordærv.

Jeg har også ry for at være heftig og bidsk. Jeg roser mig ikke af, at jeg har den ånd, som Sankt Stefanus havde; men jeg ved godt, at jeg ikke angriber dem på grund af deres levned; men om læren kan jeg ikke tie. Og jo mere de forbyder os det, desto mere vil vi bide og åbne munden endnu videre. I det tilfælde skal man ikke se på, hvem der er stor eller lille; det angår vores Herre. Hvad har jeg ud af, at jeg skælder paven ud? Hverken han eller jeg bliver bedre af det. Men det angår Kristus, hvis ære, ry og pris han står efter, eftersom han prædiker og lærer en sådan lære, som kun tjener til, at Kristus skal gå under. For står Kristus, så falder paven; falder paven, så står Kristus.

Sådan skal I svare, når man siger, at Sankt Stefanus har skældt ud: at han har gjort det af stor kærlighed. Og det kan man godt mærke på, at han har ment dem det inderligt godt. For da man rev ham bort og stenede ham, bad han ikke på knæ for sig selv; men da han ville bede for sine mordere og fjender, faldt han på knæ og råbte højt og sagde: «Herre, tilregn dem ikke denne synd, for de ved ikke, hvad de gør», som I har hørt. Dér ser du, at han ikke beder så ivrigt for sig selv som for disse sine fjender. Deraf kan man spore og mærke, at han ikke straffer dem, fordi han ville hævne sig, men fordi han søgte Guds ære. Der har været en overstrømmende kærlighed, så han endog har villet sætte sit liv ind for dem. Derfor viser teksten klart, at hans udskældning må have været en kostelig god gerning, som Helligånden har drevet ham til. Og hans bøn har været så stor for Gud, at jeg mener, som også Augustin siger, at han ved en sådan bøn også har vundet Paulus.

Til sidst er her også en fin trøst: at Sankt Stefanus ser himlene stå åbne, og at han sov hen. Deraf skal vi mærke os, at vor Herre Gud står hos os, når vi tror, og at døden ikke er en død for dem, der tror. Så har I her i denne beretning hele evangeliet malet af: tro, kærlighed, kors, død og liv. Om det kunne man endnu godt holde en hel prædiken; men tiden tillader det ikke, og jeg har også før prædiket og skrevet nok om det. Derfor vil vi nu lade det blive ved det og påkalde Gud om nåde, så vi kan fatte dette sådan og engang også indrette vores liv derefter. Amen.