Marias himmelfart (Luk 10,38–42)

Evangeliet på Marias himmelfartsdag, Luk 10,38–42

I dag fejrer man Vor Frues fest, Guds moders, hvordan hun døde og drog herfra; men hvordan dette evangelium rimer på det, kan enhver jo se. Derfor kan man ikke af dette evangelium få at vide, hvordan Maria har det i himlen; og det er heller ikke nødvendigt, selv om vi ikke kan gennemgrunde alt om, hvordan det går de hellige i himlen; det er nok, at vi ved, at de lever i Gud. Sådan slutter Kristus hos Matthæus (Matt 22,32) ud fra dette ord i Anden Mosebog (2 Mos 3,6), hvor Gud sagde til Moses: «Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud», at Gud ikke er de dødes Gud, men de levendes.

Derfor skal disse ord være os nok, så vi ved, at de lever; men hvordan det går til, skal vi ikke grunde over, eftersom vi ikke har brug for det og heller ikke har fået befaling om at udforske det; for vor fornuft er for svag dertil, selv om de høje mestre har vovet sig i lag med det og dog ikke nået det. For der er tre slags liv: For det første: et barn, der ligger i vuggen; det lever i Gud, skønt det kun mærker lidt til det. For det andet: når vi sover, så lever vi også og ved ikke hvordan. For det tredje: at vi med vished ved og føler, at vi lever, og dog heller ikke ved hvordan.

Når nu Gud her på jorden i det snævre fængsel (som knap er et halvt liv) handler sådan med os, at vi ikke mærker, hvordan vi lever – ja, så meget mere kan han gøre det dér i himlen, hvor der er vidt og bredt, og hvor det rette liv er. Derfor kan vi ikke sætte et bestemt mål og en regel op, så vi kan vide, hvordan de kære helgener lever dér; for også de afsindige og gale mennesker lever og ved ikke hvordan. Derfor er det nok, at vi ved, at de lever; men hvordan det er, behøver vi ikke at vide. Og det har jeg sagt, for at vor tro altid skal stå på det visse, og for at vi ikke skal gøre noget til en trosartikel, som vi ikke har grundig Skrift for; ellers dukker der fra dag til dag nye trosartikler op. Gør derfor en stor forskel på de ting, som er nødvendige at tro, og dem, der ikke er nødvendige; hold jer altid til det, som Skriften klart viser; for det, Skriften ikke klart slutter, skal I ikke bygge på. Eftersom Skriften her klart siger, at Abraham, Isak, Jakob og alle troende lever, er det nødvendigt, at I tror, at Guds moder lever; men hvordan det går til, det overlader man til vor kære Gud. Det være nok om festen, og så vil vi sige noget om evangeliet.

Først vil vi tage evangeliet på det allerenfoldigste, efter historien og beretningen; for det er også den største kunst at blive i den enfoldige forstand. Historien er denne: Kristus går ind i en landsby, og skønt der bor mange mennesker, tager dog ingen imod ham uden Martha alene. Nu havde Martha en søster ved navn Maria; disse to søstre havde delt arbejdet mellem sig. Martha går hen og laver mad, henter vand, vasker fadene og gør, hvad der er at gøre i huset, og som evangeliet siger, gjorde hun sig meget at bestille for at tjene Herren. Men Kristus sidder der og har et andet arbejde for: han prædiker og har Maria ved sine fødder, det vil sige som tilhører, og hun lægger slet ikke mærke til, hvad Martha gør. Så farer Martha også til, da hun ser, at hun alene er belæsset med arbejde og møje og ingen har, som kan give hende en hånd, og at hendes egen søster oven i købet sidder dér ledig; hun henvender sig til Herren og beder ham lade Maria hjælpe hende, og mener altså at have klaret det fint. Men Kristus ser her ikke på hendes gode mening; han irettesætter hende til en vis grad, fordi hun således bekymrer sig og gør sig uro, og siger, at Maria har valgt den gode og mest fornødne del, nemlig at høre Guds ord og evangeliet. Det er historien.

Dette evangelium lærer os at gøre forskel på de ting, som angår bugen, og de ting, som angår sjælen. Her ser I, at Kristus, skønt han nok er sulten, alligevel er så ivrig efter sjælenes frelse, at han endog glemmer maden og prædiker for Maria alene; og han er så omhyggelig med Ordet, at han endog irettesætter Martha, der på grund af det arbejde, hun slider og bekymrer sig med, også forsømte evangeliet. Derfor sagde Herren til hende: «Martha, Martha, du gør dig bekymring og uro med mange ting; kun ét er fornødent.» Som ville han sige: «Martha, du har mange bekymringer; men jeg har hidtil prædiket evangeliet om, at man ikke skal bekymre sig; arbejde skal man nok, men dog ikke bekymre sig.» Og især skal man lade bekymringen fare, når Ordet er i gang; da skal man også lade forretning og arbejde ligge, ja, ikke blot arbejdet, men også forlade hustru og børn, far og mor, fjende og ven, ære og gods og hænge ved Ordet alene. Her ser I altså, at Martha, skønt hun var et fromt menneske og også mente det godt, alligevel bliver irettesat for sin tjeneste, og Herren dadler begge dele, både hendes gode mening og tillige gerningen.

Læg heraf mærke til, at vor gode mening, hvordan vi end fremfører den, er falsk; for Martha kunne her også godt have sagt: «Ja, jeg har slidt sådan, har løbet, vasket og lavet mad, og så skal min gode mening ikke være noget?» Derfor: man kan fremføre sin mening, som man vil, så gælder den dog intet for Gud. For således siger Gud i Femte Mosebog (5 Mos 12,8): «Du skal ikke gøre, hvad der tykkes dig godt.» For I ser, at her bliver Marthas mening irettesat, som dog var den bedste; men han irettesætter meget mere hendes bekymring end hendes arbejde. Men han irettesætter hende ganske venligt og kaster hende ikke bort; og det er næsten det bedste i dette evangelium. For det maler Kristus for os således, at han er en fin, mild og venlig mand, som omgås os ganske mildt, selv om vi til tider snubler og ikke gør det rette, så han alligevel godt kan bære over med os i det.

Et sådant billede viser Skriften os overalt i Kristus, af hvem man skal vente sig det allerbedste; for et sådant billede må hjertet have, så det deraf kan øse troen, som I ser her. Martha havde uden tvivl syndet, idet hun bekymrede sig og oven i købet ville hindre søsteren i den rette gode gerning; alligevel irettesætter Kristus hende så mildt og forkaster hende ikke. Sådan kan Gud godt bære over med vore skrøbeligheder; blot at vi til gengæld ser gennem fingre med det og gerne tager imod det, når han irettesætter og forkaster vore gerninger, sådan som Martha gør her: hun tier stille, lader sine gerninger forkaste og tager det godmodigt imod. Sådan skal også vi gøre: vi skal tåle det, når Gud irettesætter og dadler vore ting, vi skal tie stille og sige: «Herre, det er ret.»

Nu irettesætter Gud på to måder, udvortes og indvortes. Indvortes sådan: når vi går omkring og har gjort godt, har bedt, fastet, givet almisse og hvad der ellers er af udvortes glimrende gerninger, og går hen i en indbildning om, at det alt sammen er rigtigt. Så kommer der en irettesættelse i samvittigheden, som siger, at gerningen er ond og fordømt og slet intet gælder for Gud. Kunne vi da holde stille og tage imod hans irettesættelse, så var vi til gengæld taget imod; det ville være den rette kunst. Men det gør kød og blod ikke; det må troen alene gøre; for den virker i os, at vi ikke falder fra, selv om vi i os mærker, at samvittigheden siger os op, som om Gud ikke ville have os, og som om alt, hvad vi gør, slet intet er. Derfor: den, som skal bestå her, må være klog og kunne sige sådan: «Ak Gud, det er sandt, jeg er jo intet; men derfor vil du ikke forlade mig, det ved jeg og er vis på.» Det må troen gøre.

For det andet irettesætter Gud udvortes, når han ikke griber ind i hjertet og irettesætter, men dadler udefra gennem mennesker; for hans domme og straffe er mangfoldige. Som når han sender os folk, der fordømmer vore ting og gør dem rent til intet; så skal man tænke: «Nuvel, skal det ikke være rigtigt, så være det ikke rigtigt; jeg vil gerne have det forkastet og fordømt, det har jeg vel fortjent», så jeg også dér står stille og ikke falder fra. Sådan går det her med Martha; hun mener, at hun gør det godt; så siger Kristus: «Ikke én af dine gerninger er god, og de er alle at dadle; kun den gerning her med Ordet, som Maria tager sig af, den er god og udadlelig.»

Således må alle vore gerninger være forkastede, for de er alle dadelværdige; og selv om min samvittighed ikke siger mig, at hele mit liv og al min gerning er forgæves og forkastelig, så gør Gud det dog gennem andre mennesker; det skal jeg nu tage venligt imod. For Gud irettesætter os, for at han kan gøre vore gerninger til intet og bringe os dertil, at vi bliver ulastelige; ligesom Kristus her vil have Martha derhen, hvor Maria er, og føre hende ind i den gerning, som man ikke kan skælde ud på, det vil sige ind i Ordet. For der er ingen kosteligere gerning, end at man tager imod Guds ord og hører det.

Dér har I nu kort en forskel mellem gerningerne og troen, nemlig at vi ikke er retfærdige ved udvortes gerninger, men alt er dadelværdigt for Gud; og det alene er godt: at sidde ved Kristi fødder og høre Guds ord. For Ordet er klart og rent, retskaffent, helligt og vist; derfor bliver også den sjæl, som hænger ved det, af samme art som Ordet: klar, ren, rig, vis, retskaffen og hellig. For ligesom jernet, når det kommer i ilden, bliver rødt og tager alle ildens egenskaber til sig, og ligesom et kul, der er sort, bliver rødt, når det kommer i ilden, og tager alle ildens egenskaber til sig, således gør også troen sjælen helt forenet med Ordet og gennemgløder den og gennemguder den, så den helt får samme natur som Ordet.

Og ligesom man ikke kan dadle Ordet, således kan man heller ikke dadle samvittigheden; for der er blevet én kage af Ordet og troen. Nu kan Ordet ikke dadles, hverken af helvede eller Djævelen eller nogen skabning, ja, ikke af Gud selv; derfor er den, som hænger ved det, også udadlelig. Derfor er det det bedste at hænge ved Guds ord. Men Ordet kan man ikke gribe med nogen ting, hverken med hænder eller fødder eller med hele legemet, men alene med hjertet, med troen. Derfor er alt det udvortes dadelværdigt og må korsfæstes, bespottes og forsmås; troen alene er ulastelig; den alene er Gud huld, og det, der går i den og flyder ud af den; ellers er alle vore gerninger forkastede og dadlede. Det må Gud nu enten sige dig i hjertet eller forkaste udvortes gennem mennesker.

Således består det kristne væsen ikke i nogen gerning, men alene i sjælen, hvor Ordet hænger fast; derfor vil Gud drage os ud af de udvortes gerninger, så længe vi er Martha, og vil bringe os derhen, hvor Maria er, det vil sige ind i troen. Det mener Herren, når han siger: «Kun ét er fornødent. Maria har valgt en god del, som ikke skal tages fra hende»; det er troen og Ordet. For intet kan bestå for Gud med gerninger, men alene med troen. Lad os derfor tragte efter den del, så vi bliver ulastelige. Men det sker, når vi tror og hænger ved Ordet. Maria bliver her priset, og der findes ingen dadel hos hende. Men Martha må finde sig i, at hendes gerninger bliver dadlet – hun, som dog godt kunne have sagt: «Jeg gør jo alt, hvad jeg kan»; alligevel irettesætter han hende, som sagt, dog ganske mildt og venligt, som ville han sige: «Martha, din gerning må irettesættes og regnes for intet; gør du det ikke, så vil jeg gøre det selv, eller også skal Djævelen gøre det; for jeg vil ingen gerning have uden Marias gerning, det vil sige troen, at du tror på Ordet.»

Af alt dette kan I nu mærke, hvad det er, at Kristus siger: for det første «Kun én ting er fornøden», for det andet «Maria har valgt en god del». Læg derfor nu godt mærke til, at for at opnå det evige liv er kun den ene ting fornøden, det vil sige Guds ord og troen. Dermed er nu alle gerninger lagt ned: valfarter, vigilier, sjælemesser og hvad der ellers er af den slags kryb og kravl. For Marthas gerninger har været meget bedre end alle munkes og præsters gerninger; alligevel bliver de forkastet. Gør nu Marthas gerninger det ikke, så vil ingen munks gerning gøre det. Derfor: at gøre samvittigheden glad, det vil man ikke opnå, hverken med anger eller sorg eller med nogen gerning – anger og sorg kommer nok af sig selv –, men det må troen alene gøre. Det ved de godt, som har erfaret det. For når angeren kommer over én, så løber man hid og did; den ene i kloster, den anden til Sankt Jakob, denne til Rom, en anden til Jerusalem, til Aachen, til Det hellige Blod og hvad der ellers er af narreværk, og de tror at kunne hjælpe sig selv med gerningerne, så en del af dem endog har trukket munkekutter på, når de skulle dø, og har ladet sig begrave i dem og ment, at de dermed ville opnå nåde og stille deres samvittighed. Det er, synes jeg, at blive narret!

Men sådan skal Djævelen narre os, og sådan skal det gå, når vi falder fra sandheden; for den, som ikke vil have sandheden, må have løgnen; det og intet andet, der er slet ingen mellemvej. Derfor siger Sankt Paulus til thessalonikerne (2 Thess 2,9–12), hvor han taler om Antikrist, at hans komme vil ske ved Djævelens virkning med al slags løgnagtig kraft og tegn og undere og med al slags forførelse til uretfærdighed blandt dem, som fortabes, fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. «Derfor», siger Paulus, «sender Gud dem forførelsens kraft, så de tror løgnen, for at alle de, som ikke har troet sandheden, men har fundet behag i uretfærdigheden, skal blive fordømt.»

Men hvordan skal en bekymret, ængstet samvittighed bære sig ad, som tager imod alt, hvad man bare siger den, også det allertåbeligste? Det viser Kristus her og siger: «Gerninger gør det ikke, tænk aldrig mere på dem; kun ét er fornødent: at høre Guds ord og tro det; det gør det og intet andet; kast dig derpå, så får du en glad samvittighed; gør så bagefter, hvad du kan og formår, så vil det alt sammen være dig til salighed og behageligt for Gud.» Læg derfor godt mærke til, at Guds ord er fornødent til det evige liv frem for alle ting.

Og han siger udtrykkelig: fornødent. At spise og drikke er også fornødent; at sove, våge og gå klædt er også fornødent; men om den nødvendighed taler han ikke her, men om den, som hele verden taler om og spørger om: «Kære, hvad er fornødent til frelsen?» Dér løber Martha hid og did og slider hårdt med dette og hint; til sidst falder hun hen og fortvivler og beder Kristus lade Maria hjælpe hende. Så siger Kristus: «Nej, lad hende sidde; dette alene er fornødent og intet andet på jorderige, nemlig den rene, bare tro på Ordet.» Dernæst: lige så lidt som jeg kan være uden gerninger udvortes i legemet, lige så lidt kan jeg være uden gode gerninger, når jeg er åndelig. For jeg må jo leve, ernære hustru og børn, arbejde, spise, drikke, bygge, drive agerbrug og hvad der ellers hører til hver enkelts næring. Sådan gør jeg også, når jeg er åndelig og en kristen; dér kan jeg ikke lade være, jeg må gøre min næste godt, hjælpe ham og give ham råd og rette alle mine gerninger derhen, at de er til nytte for andre; og ligesom jeg gør hine gerninger for mig selv, min hustru og mine børn gratis, således gør jeg også disse gerninger helt gratis.

Se derfor til: den, som vil stå for Gud og ikke vil dadles, han være her Maria, det vil sige, han tro og hænge ved Ordet. Det driver Johannes i sit evangelium hele vejen igennem, og især hvor han siger: «Den, som tror på Guds Søn, dømmes ikke» (Joh 3,18). For Guds dom vil ingen løbe fra, og ingen gerninger vil bestå for Guds dom. Men den, som tror på Guds Søn, er allerede trængt igennem dommen ind til livet. For Ordet kan Gud ikke dadle, og den, som bliver én kage eller én ting med det, er retfærdig og ulastelig; men de andre, som vil slide meget og påtage sig meget at bestille, udretter intet, for sandelig, gerninger gælder slet intet for Gud. Derom har I hørt ofte og meget; det lader vi blive ved nu.