Apostlene Peter og Paulus’ dag (Matt 16,13–19)

Evangeliet på de hellige apostle Peters og Paulus’ dag, Matt 16,13–19

Dette evangelium kender I godt og forstår det også godt, håber jeg; for det er nu prædiket og drevet så længe, at det efterhånden burde være godt kendt af næsten alle. Det er også næsten det bedste stykke og det vigtigste skriftsted i det evangelium, som Matthæus skriver. Og man har trukket og sledet i dette skriftsted fra begyndelsen; ja, af intet skriftsted er der kommet større skade end af det, der står her i evangeliet: «Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min menighed.» Sådan går det jo, når letsindige ånder falder over Skriften: de trækker den hid og did, sådan som det hidtil er gået. Og jo helligere skriftstedet er, des lettere kan man fejle, og des større skade kommer der af det.

Derfor skal du tage dette som en almindelig regel: Den, der går sådan frem i Skriften og vakler og svæver og ikke kan få nogen sikker forståelse ud af den, som han kunne grunde sit hjerte på, han skal lade det være helt. For når Djævelen har fået fat i dig med høtyven, så du ikke er grundet på én eneste sikker forståelse, sådan som det dog skal være, så kaster han dig hid og did, så du ikke ved, hvor du skal gøre af dig. Derfor må du være sikker og blive ved én enkelt, klar forståelse af et skriftsted, når du vil styrke din tro med det og kæmpe imod fjenderne. Nu vil vi se, hvad dette evangelium holder frem for os.

I dette evangelium drejer det sig om, at man skal kende, hvem Kristus er. Nu kendes Kristus på to måder: For det første efter livet, sådan som disciplene her sagde til Herren: «Nogle siger Johannes Døber, andre siger Elias, og andre igen siger Jeremias eller en af profeterne.» Det er endnu ikke en sikker og ret kundskab om Kristus; den klæber kun ved det ydre skin og væsen, som Kristus dengang førte. På den måde har mange jøder kendt ham. Sådan er det: Hvor der kun er fornuft og kød og blod, dér kan man ikke gribe Kristus længere end som en hellig, from mand, der giver et fint eksempel, som man skal følge efter. Længere kan fornuften ikke kende ham, om han så gik her på jorden i dag. Den, der nu tager imod ham sådan, alene som en hellig mand, som et eksempel på et godt liv, for ham er himlen endnu lukket, og han har endnu ikke grebet og kendt Kristus ret, men holder ham kun for en hellig mand, sådan som Elias var, Elisa, Jeremias eller andre fromme helgener. Mærk jer derfor denne regel: Hvor der kun er fornuft, dér er der også kun den forståelse, at man holder Kristus for en lærer og en hellig mand; sådan bliver det, så længe den himmelske Fader ikke lærer i hjertet.

Den anden forståelse af Kristus er den, som Sankt Peter havde her, da han sagde: «Du er Kristus, den levende Guds Søn.» Som om han ville sige: Du er en særlig mand, ikke Elias, ikke Johannes, ikke Jeremias, ikke en, der bare går foran andre folk; det er langt højere med dig: Du er Kristus, den levende Guds Søn. Det kan på ingen måde tillægges nogen helgen, hverken Johannes eller Elias eller Jeremias. For når man kun holder Kristus for en from mand, så bliver fornuften ved og ved med at vakle og svæve og falder fra den ene til den anden, fra Elias til Jeremias. Men her bliver han trukket ud og holdt for noget særligt frem for alle helgener, og for det, han visselig er. For når jeg har Kristus usikkert, så er min samvittighed aldrig stille; den har heller aldrig nogen ro.

Derfor er der her sat en forskel mellem troen og gerningerne. Her forklarer Kristus sig selv for os: at man ikke skal få fat i ham med gerninger. Man kommer ikke til ham med gerninger, for gerningerne kommer bagefter. Først må jeg træde ind i hans goder, så han er min og jeg hans. Det er det, ordene vil sige, når Peter siger: «Du er Kristus, den levende Guds Søn.» Salig er nu den, der har en sådan kundskab om Kristus; men så langt når fornuften ikke. Det bekender Kristus selv, da han svarede Sankt Peter og sagde: «Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader i himlen.» Og han siger videre: «Du er Peter (det vil sige en klippe), og på denne klippe vil jeg bygge min menighed, og helvedes porte skal ikke få magt over den.»

Nu kommer alt her an på, at man ved, hvad kirken eller menigheden er, hvad klippen er, og hvad det er at bygge. Man må her lade én klippe blive stående, som kirken skal stå på, sådan som han jo siger: Det er én klippe, på den står min kirke. Men det er Kristus og hans ord; for Kristus kendes ikke uden alene ved Ordet; ellers hjælper hans kød mig intet, om han så kom i dag. Men ordene, når man siger: «Dette er Kristus, den levende Guds Søn», de ord, siger jeg, gør ham kendt for mig og beskriver ham for mig; på dem bygger jeg så, og de er for mig så sikre, så sande, så befæstede, at ingen klippe kan være så sikker og så stærkt grundet og befæstet. Derfor betyder klippe her intet andet end den kristne, evangeliske sandhed, som gør Kristus kendt for mig, og ved hvilken jeg grunder min samvittighed på Kristus; og imod den klippe skal ingen magt formå noget, heller ikke helvedes porte. Uden denne klippe og grundvold kan man ikke lægge nogen anden, sådan som Sankt Paulus siger til korintherne: «For ingen kan lægge et andet fundament end det der er lagt, og det er Jesus Kristus» (1 Kor 3,11).

Det er også sagt ved profeten Esajas (Es 28,16), som Kristus her gentager, hvor Gud siger sådan: «Jeg vil lægge en grundsten i Zion, en prøvet sten, en kostbar sten, der er vel grundet, så den, der tror på den, ikke skal blive til skamme.» Det skriftsted fører apostlene særdeles mægtigt og stærkt, og det anføres særligt i Romerbrevet (Rom 9,33) og i Sankt Peters første brev (1 Pet 2,6). Dér har I det klart, at Gud vil lægge én grundsten, én hovedsten, en prøvet sten, en hjørnesten og ellers ingen. Det er nu Kristus og hans evangelium; den, der bliver grundet på det, skal ikke blive til skamme og skal stå så fast, at helvedes porte ikke får magt over ham. Derfor er Kristus alene klippen; og hvor man lægger en anden klippe, dér skal du slå korsets tegn for dig, for det er visselig Djævelen. For skriftstedet kan ikke forstås om nogen anden end alene om Kristus, sådan som Sankt Paulus siger. Det er den klare forståelse, og den kan heller ingen nægte. De høje skoler nægter det heller ikke; de indrømmer, at Kristus er klippen; men ved siden af vil de også, at Sankt Peter skal være en klippe, og vil alligevel lægge en sidesten dér og lave os en blindvej ved siden af den rette landevej. Det skal vi ikke, og det vil vi ikke finde os i. For jo ædlere skriftstedet er, des fastere skal vi holde på det. For det er klart af Esajas og Paulus, som I har hørt, at stenen alene er Kristus.

Nu har de givet disse ord den forståelse og sagt: «Du er Peter, på den klippe vil jeg bygge min kirke»: Peter er klippen, og alle hans efterfølgere, paverne. Så måtte der altså være to klipper. Men det kan og må ikke være. For Sankt Peter trækker her Kristus ud og vil ikke lade ham blive hverken Johannes eller Elias eller Jeremias; han vil ikke, at nogen af dem skal være klippen her, som man skal bygge på, selv om de er hellige, fromme folk. Og paven er mange gange en ond slyngel og ingenlunde så god som Johannes eller Elias. Kan jeg nu ikke bygge på de hellige folk, på Elias eller Johannes, hvordan skulle jeg så bygge på en synder, som Djævelen har besat? Tilmed river Kristus her med dette skriftsted med magt alle helgener bort fra vores øjne, også sin egen hellige moder; han vil selv være klippen, som hans menighed skal være bygget på. Derfor skal I blive ved den enfoldige forståelse, så kan I ikke fejle. Kristus vil have én klippe, og de andre vil have to. Nu må enten de eller Kristus lyve. Men Kristus lyver ikke; så følger det visselig, at de må lyve.

Deraf slutter vi, at hele det pavelige regimente er bygget på idel sump, løgn og bespottelse mod Gud, og at paven er Guds ærkebespotter, idet han drager det ædle skriftsted til sig, som alene er sagt om Kristus. Han vil være klippen, og kirken skal stå på ham; sådan som Kristus også forud har sagt om ham hos Matthæus: «For mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus, og mange skal de føre vild» (Matt 24,5). Det gør paven visselig; han udgiver sig visselig for Kristus, skønt han ikke vil have navnet. For han siger ikke: Jeg er Kristus; det ville være for groft, det kunne man mærke. Men han vil tillægge sig selv det væsen og det embede, som alene tilkommer Kristus. Derfor må vi se til, at vi bliver ved den enfoldige, rene forståelse, nemlig at Kristus er grundstenen, som kirken skal stå på, og imod hvilken ingen magt skal formå noget. Ligesom et hus eller et slot, der er bygget på en klippe, alene forlader sig på den gode fod, som det er grundet på, som om det ville sige: «Jeg har en god grund, på den forlader jeg mig», sådan gør også det hjerte, der står på Kristus; det siger: «Jeg har Kristus, den levende Guds Søn, på ham står jeg og forlader mig på ham som på en grundfæstet klippe; intet kan skade mig, så længe jeg står på denne klippe.»

Derfor betyder at bygge på klippen her intet andet end at tro på Kristus og trøstigt forlade sig på ham, at han er min Frelser og er min med alle sine goder; for jeg står på alt det, han har og formår. Hans lidelse, hans død, hans retfærdighed og alt, hvad der er hans, det er også mit; dér står jeg også, ligesom et hus på en klippe står på alt det, klippen formår. Når jeg nu også står på ham og ved, at han er Guds Søn, at hans liv er større end al død, hans ære større end al skam, hans salighed større end al trængsel, hans retfærdighed større end al synd, så kan intet formå noget imod mig, om så alle helvedes porte kom i én flok. Men omvendt: Når jeg står på noget andet end på grundstenen, for eksempel på en gerning, ja, selv på alle helgeners gerninger, også Sankt Peters, uden troen, så er jeg gået glip af denne grundsten. For over for lyset er alt sort, over for visdommen er alt dårskab, over for retfærdigheden er alt synd. Stod jeg nu dér og skulle støde sammen med ham i dommen, så ville jeg visselig blive stødt ned i den evige fordømmelse, for intet kan bestå for ham. Men når jeg griber ham og bygger på ham, så griber jeg hans retfærdighed, hans godhed og alt, hvad der er hans; det løfter mig op for ham, så jeg ikke bliver til skamme. Hvorfor kan jeg ikke blive til skamme? Fordi jeg er bygget på Guds retfærdighed, som er Gud selv; den kan han ikke forkaste, ellers måtte han forkaste sig selv. Det er den enfoldige forståelse; lad jer ikke føre bort fra den, ellers bliver du stødt ned fra klippen og fordømt.

Så kan de nu sige: «Kristus siger jo her: Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min menighed.» Ja, det må du forstå sådan, at Peter her kaldes en klippe, og Kristus kaldes også en klippe. For Kristus er hele klippen, men Peter er et stykke af klippen; ligesom han hedder Kristus, og vi efter ham hedder kristne for fællesskabets og troens skyld, idet vi også har kristen natur i os. For ved troen bliver vi én ånd med Kristus og modtager hans natur fra ham: Han er from og hellig, sådan er vi også fromme; han er retfærdig, vi også; og alt, hvad han har og formår, det kan vi også rose os af. Men forskellen er, at Kristus har alle sine goder af pligt og ret, men vi har dem af nåde og barmhjertighed. Sådan kalder han også her Peter en klippe, fordi han står på klippen og ved den også bliver til klippe. Sådan burde vi også med rette alle hedde Peter, det vil sige klipper, fordi vi bekender klippen Kristus.

Vil de nu endelig trænge videre på og sige: «Ja, lad det være med din udlægning, som det vil, jeg holder mig til teksten, og den siger sådan: Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke; dér giver teksten, at Peter er klippen», så hold dem det for, som følger bagefter: «Og imod klippen skal helvedes porte intet formå.» Men Sankt Peter har ikke stået fast. For straks i den følgende tekst står der, at han af Herren blev kaldt Satan, en djævel. Da Herren sagde, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget af jøderne og til sidst også blive slået ihjel og så opstå igen, tog Peter til orde og irettesatte Herren: «Herre, skån dig selv, dette må aldrig ske dig!» Men Herren vendte sig om og sagde til Peter: «Gå bort fra mig, Satan! Du er anledning til fald for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.» Dér ville denne klippe være faldet, og helvedes porte ville have fået magt over den, hvis kirken havde stået og var bygget på Peter. For Herren siger videre: Peter, du har ikke den vilje, som Gud har.

Se, kære ven, se, dér kalder Herren Peter en Satan, en djævel, ham som han før havde kaldt hellig og salig. Hvorfor? Det er alt sammen sket, for at han kunne stoppe munden på de unyttige sludrehoveder, som vil have kirken bygget på Peter og ikke på Kristus selv; og for at han kunne gøre os sikre i vores forståelse, så vi ved, at kirken ikke er grundet på en sølepyt eller en mødding, men på Kristus, som er en grundsten og hjørnesten, der er vel grundet og, som Esajas siger, vel befæstet.

Ligeledes: Da pigen råbte ad Peter, fornægtede han Kristus (Matt 26,69–70). Når han nu falder, og jeg står på ham, hvor skal jeg så blive af? Hvis Djævelen tog paven bort, og jeg stod på ham, hvor skulle jeg så blive af? Derfor har Kristus også ladet Peter falde, for at vi ikke skulle holde ham for klippen og ikke bygge på ham; for vi må være grundet på ham, som står fast imod alle djævle, og det er vores Herre Jesus Kristus. Hold derfor fast ved denne forståelse; for han siger: Imod klippen skal alle helvedes porte intet formå. Men hvordan går det til?

Troen er en almægtig ting, ligesom den evige Gud selv er; derfor vil Gud også prøve og efterprøve den. Derfor må også alt det, som den skalkagtige Djævel formår og kan, stritte og lægge sig imod den. For det er ikke helt for intet og forgæves, at han her siger: Helvedes porte skal ikke få magt over den. Portene betyder i Skriften en by og dens regimente eller magt; for ved portene eller byportene holdt de deres retssager, sådan som det blev dem befalet i loven, når Moses siger i den femte bog: «Dommere og embedsmænd skal du indsætte i alle dine porte» (5 Mos 16,18). Sådan betyder portene her al Djævelens magt med hans tilhængere, som er konger og fyrster med denne verdens vise; de må alle lægge sig imod klippen og troen. Denne klippe står midt i havet; dér kommer bølgerne og stormer, brager, tordner og raser imod den, som ville de vælte klippen; men den står godt, for den er vel grundet. Derfor må man frimodigt regne med, at Djævelen og al hans magt vil storme imod den og prøve sig på klippen; men han vil intet formå, ligesom bølgerne på havet styrter hen over klippen og knuses imod den. Det ser I nu: vores unådige fyrster er vrede, og de højlærde er også vrede, sammen med denne verdens skinhellige helgener. Men det skal I ikke agte på eller bryde jer om; for de er helvedes porte og bølgerne på vandet, som stormer imod denne klippe, men ikke kan sejre. Nu følger det andet stykke i dette evangelium, hvor Herren siger sådan til Peter:

«Jeg vil give dig nøglerne til Himlenes rige, og det som du binder på jorden, skal være bundet i himlen, og det som du løser på jorden, skal være løst i himlen.»

Ligesom I før er blevet ved den enfoldige forståelse, sådan skal I også blive ved den nu. Nøglerne gives til den, der ved troen står på denne klippe, den, som Faderen har givet det. Nu kan man ikke udpege nogen person, som bliver stående på klippen; for den ene falder i dag, den anden falder i morgen, sådan som Sankt Peter faldt. Derfor er der ingen bestemt, som nøglerne tilhører, uden kirken, det vil sige dem, der står på klippen. Den kristne kirke alene har nøglerne, ellers ingen; skønt biskoppen og paven kan bruge dem som de, der har fået det betroet af menigheden. En præst forvalter nøglernes embede, døber, prædiker, rækker sakramentet og udfører andre embeder, hvormed han tjener menigheden, ikke for sin egen skyld, men for menighedens skyld; for han er tjener for hele menigheden, som nøglen er givet, selv om han skulle være en slyngel. For når han gør det i menighedens sted, så gør kirken det. Gør kirken det, så gør Gud det; for man må have en tjener. For hvis hele menigheden ville styrte til og døbe, så kunne de nok drukne barnet; for der ville vel være tusind hænder efter det. Det ville slet ikke duge. Derfor må man have en tjener, som forvalter det i menighedens sted.

Nøglerne til at binde og løse er nu magten til at lære og ikke alene til at tilsige tilgivelse. For nøglerne drages til alt det, hvormed jeg kan hjælpe min næste: til den trøst, den ene kan give den anden, til det offentlige og det hemmelige skriftemål, til tilgivelsen (absolutionen) og hvad der ellers hører til; men dog fornemmelig til prædikenen. For hvor man prædiker: Den, der tror, bliver frelst, det kaldes at lukke op; den, der ikke tror, bliver fordømt, det kaldes at lukke til og binde. Bindingen består så i dette, at jeg prædiker: «Du er Djævelens, som du går og står»; så er himlen lukket for ham. Når han så falder ned og erkender sin synd, så siger jeg: «Tro på Kristus, så er dine synder dig forladt»; det kaldes så at lukke himlen op. Sådan har Peter brugt nøglerne i Apostlenes Gerninger, da han med sin prædiken omvendte tre tusind mennesker på én dag (ApG 2,41). Sådan har vi kristne alle magten til at binde og løse.

Alt dette har de pavelige trukket og strakt for at styrke pavens regimente og stadfæste hans lov, og de siger sådan: At binde betyder at lave love; men sådan farer de blinde vejledere. Bliv I ved den enfoldige forståelse, som I nu har hørt, og lad jer ikke vende bort fra den, hvis I ellers vil bestå over for anfægtelsen af synden, døden og Djævelen. Dermed vil vi nu lade det blive og påkalde Gud om hans nåde.