3. søndag efter påske (Joh 16,16–23)

Evangeliet på 3. søndag efter påske (Jubilate), Joh 16,16–23

Her i dette evangelium ser vi, hvordan Herren trøster sine børn, som han skulle efterlade sig, og gør dem modige, når de skulle komme i angst og nød på grund af hans død og også på grund af deres eget frafald. Ligeledes ser I, hvad der har fået evangelisten Johannes til at bruge så mange ord og til at gentage ét ord næsten fire gange, skønt han, efter hvad vi synes, kunne have klaret det med færre ord. Men her bliver for det første et kristenmenneskes væsen stillet frem for os i de kære apostles eksempel; for det andet, hvordan Kristi lidelse og opstandelse bliver kraftig i os.

I ser her, at Kristus forkynder disciplene, at de skal blive bedrøvede over, at han skal gå bort fra dem. Men de er endnu så enfoldige og ulærde og også så bedrøvede over hans tale forinden ved nadveren, at de slet ikke forstår, hvad han siger; ja, det, Herren her taler om, er for stort og ufatteligt for naturen. Og det var også nødvendigt, at de først blev bedrøvede, før de blev glade; ligesom Kristus selv har været et eksempel for os på, at vi ikke kan komme til herligheden uden kors. Derfor siger han til de to, som han gik til Emmaus med (Luk 24,26): «Måtte Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?» Skulle de kære disciple nu have glæde, så måtte de først have været i stor bedrøvelse. Men denne glæde kom til dem fra Herren Kristus; for det er fastslået i evangeliet, at der uden for Kristus ingen glæde er; og omvendt: hvor Kristus er, dér er ingen sorg, som det står klart her i teksten. Derfor, da Kristus blev taget fra dem, var de i stor sorg.

Og disse ord her i evangeliet sagde Herren Kristus til sine disciple efter nadveren, før han blev taget til fange. Dem vil vi se på.

«Om en kort tid ser I mig ikke, og atter om en kort tid skal I se mig; for jeg går til Faderen.»

«Om en kort tid,» siger han, «ser I mig ikke»; for jeg skal tages til fange, og man skal overgive mig til døden. Men det skal ikke vare længe. Og i denne korte tid skal I være bedrøvede; men hold jer blot fast ved mig og følg mig, så får det snart en ende. Tre dage skal jeg ligge i graven; da skal verden glæde sig, som om den nu havde vundet; men I skal sørge, jamre og græde. Men om en kort tid skal I se mig, for jeg går til Faderen. Det vil sige: på den tredje dag skal jeg opstå igen; da skal I glæde jer, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Og det skal ikke være en glæde, der varer tre dage, sådan som verdens glæde er, men en evig glæde. Således har evangelisten Johannes altså meget fint fattet Kristi død og opstandelse i disse ord, hvor Kristus siger: «Om en kort tid ser I mig ikke, og atter om en kort tid skal I se mig, for jeg går til Faderen.»

Her er nu et eksempel stillet frem for os, som vi flittigt skal gribe og tage os til hjerte. Når det går os, som det gik på apostlenes tid, så vi sidder i lidelse, i angst og i nød, så skulle vi også tænke på at være stærke, modige og trøstige og glæde os over, at Kristus skulle opstå igen. Vi ved nu, at det er sket; men disciplene vidste ikke, hvordan han skulle opstå, eller hvad han mente med opstandelsen; derfor var de sørgmodige og bedrøvede. De hørte nok, at de skulle se ham, men de forstod ikke, hvad det var, eller hvordan det skulle gå til. Derfor sagde de til hinanden: «Hvad er det han siger til os: Om en kort tid? Vi forstår ikke hvad han taler om.» Således havde bedrøvelsen og jammeren taget dem så helt i besiddelse, at de fuldstændig fortvivlede og ikke vidste, hvad han mente med denne tale, og hvordan de skulle se ham igen.

Derfor må vi også mærke denne korte tid i os selv, sådan som de kære disciple har mærket den. For det er skrevet til eksempel og lære for os, for at vi kan blive trøstet ved det og blive bedre. Og vi burde bruge det som et ordsprog, ja, vi burde mærke og erfare det, så vi altid sagde: «Gud er os til tider nær, til tider forsvinder han.» Undertiden synes jeg, at Ordet slet ikke vil røre eller ramme mig; det går forbi, ja, jeg ænser det slet ikke. Men på denne korte tid må man se og lægge mærke til, at vi så dér er stærke og standhaftige. Det vil gå os som disciplene her: vi kan heller ikke gøre andet ved det, end det, der står skrevet her, ligesom de heller ikke har kunnet gøre andet.

Den første korte tid, hvor han siger: «Om en kort tid ser I mig ikke», den forstod de snart efter, da de så, at han blev taget til fange og slået ihjel. Men den anden korte tid, hvor han siger: «Og atter om en kort tid skal I se mig», den kunne de ikke fatte, og vi kan heller ikke fatte den; ja, når han siger: «for jeg går til Faderen», det kan de endnu mindre forstå. Sådan går det også til med os. Skønt vi ved og hører, at anfægtelsen, ulykken og bedrøvelsen skal vare en kort tid, så ser vi dog, at det hele tiden ser anderledes ud, end vi tror. Derfor tvivler vi og vakler og kan ingen steder finde os til rette. Vi hører det nok, vi ved det nok, at det ikke skal vare længe; men hvordan det går til, kan vi slet ikke fatte, ligesom de kære disciple her.

Når de nu ikke fatter det, hvorfor siger Kristus det så til dem? Eller hvorfor er det så skrevet? For at vi ikke skal fortvivle, men holde fast ved Ordet, sådan som han siger det, at det er så vist og ikke anderledes, selv om det ser anderledes ud og går, som det vil. Og selv om vi til tider falder fra Ordet, skal vi dog ikke derfor helt blive borte fra det, men vende tilbage; for han bringer nok sit ord på ret køl igen; og selv om mennesket ikke kan tro det, så hjælper Gud ham dog. Og det gør han uden fornuft, uden fri vilje og uden menneskets medvirken. Ja, evangelisten siger, at disciplene ikke fattede de ord, som Herren talte til dem; langt mindre vil de have fattet de gerninger, der fulgte bagefter. Så aldeles intet ved den frie vilje og den menneskelige fornuft om de ting, der hører til sjælens frelse. Hvad der er hernede, det kan den frie vilje nok fatte og vide: som at hanen galer, og flere andre naturlige ting, det hører og ser fornuften nok og forstår dem også; men hvor det gælder Guds gerning og ord, dér må den overgive sig som fange og ved hverken ud eller ind, skønt den bilder sig ind, at den forstår meget af det; men denne glans er for klar for den, den gør den blindere og blindere.

Det er malet fint for os her i disciplene, som dog havde været hos Herren i lang tid, og alligevel forstod de ikke, hvad han talte med dem om. Dette lærer og forstår vi heller ikke, uden at vi erfarer det; ja, først når vi kan sige: «Det er overgået mig, det har jeg mærket, sådan er det gået mig: dér var jeg i angst, men det varede ikke længe; dér sad jeg i denne anfægtelse, i denne modgang, men Gud hjalp mig snart ud af det» osv.

Det burde vi tage til hjerte, gribe dette ord godt og tænke på, når vi var i angst og nød, at det ikke skulle vare længe; så havde vi også en mere bestandig glæde. For ligesom Kristus og hans udvalgte har haft deres korte tid, sådan skal du og jeg og enhver også have sin egen korte tid. Pilatus og Herodes skal ikke korsfæste dig; men netop den samme Djævel, som drev dem, skal også drive dine forfølgere. Derfor, når en lidelse kommer over dig, så skal du ikke straks tænke på, hvordan du kan rive dig ud af den; Gud skal nok hjælpe dig ud af den i sin tid. Vent blot, det drejer sig om en kort tid; så er han snart der og hjælper dig, han bliver bestemt ikke borte.

Men du skal ikke selv lægge dig et kors og en lidelse på nakken, sådan som nogle har gjort, der selv har valgt død og fængsel og sagt: «Kristus gik villigt i døden, lod sig villigt fange og overgive; sådan vil jeg også gøre.» Nej, det behøver du ikke; dit kors og din lidelse skal nok ikke udeblive. De gode folk, som sidder fast i sådan en vildfarelse og fejltagelse, har ikke forstået det. De kære disciple sagde også (Matt 26,35), at de ville stå ved Kristus og dø med ham. Peter sagde (Joh 13,37), at han ikke ville fornægte ham, men hellere sætte livet til derover; men hvordan gik det ham til sidst? Kristus gik ud i haven, skælvede og bævede, han blev taget til fange, man slog ham ihjel; men Peter løb sin vej. Hvor var da Peters store tillid, trods og mod? Han mente, at Kristus ville dø med frejdigt mod, og så ville han også følge efter på samme måde; ja, det slog langt fejl!

Der ser du nok, at det har været selvvalgte lidelser og kors, som vi mener at kunne blive standhaftige i; men når den time kommer, som du aldrig har tænkt på, så kan du sandelig knap bestå, medmindre du er blevet et nyt menneske. Den gamle Adam fortvivler, han holder ikke stand, han kan heller ikke holde stand; for det går imod hans sind, imod hans forsæt og imod hans planer. Derfor må du have din egen time, hvor du må lide en smule. For Kristus trækker sig bort fra dig og lader dig sidde fast i syndens, dødens og helvedes vold; dér kan hjertet ikke udrette så meget, at din samvittighed kunne blive stillet, gøre det, hvad det vil; for Kristus går bort og dør. Da bliver denne lille sang sunget for dig: «Om en kort tid ser I mig ikke.» Hvor vil du hen? Dér er ingen trøst, dér er ingen hjælp, og du sidder midt i synden, midt i døden, midt i helvede. Kom Kristus nu ikke – og det uden al din fortjeneste – så måtte du forblive evigt i sådan angst og rædsel. Sådan ville det også være gået disciplene, hvis Kristus ikke var opstået igen og blevet levende; derfor var det nødvendigt, at han opstod fra de døde igen.

Det må nu enhver erfare og lide, enten her eller på dødslejet, når han skal dø. Men det er langt bedre, at vi erfarer det her. For når man engang skal kaste os på bålet for evangeliets skyld og holde os for kættere, så skal vi nok se, hvad det er godt for. For er hjertet så ikke styrket, så er det ude med os; da ser vi dødens pine og rædsel for øjnene af os; hvor vil vi hen? Derfor: er Kristus ikke dér og trækker han her sin hånd til sig, så er vi allerede fortabt; men er han dér og hjælper os, så dør kødet nok, men for sjælen er der ingen nød; for Kristus har den hos sig, dér er den godt forvaret, ingen skal rive den ud af hans hånd (Joh 10,28).

Men det kan vi ikke nå med ord; her er erfaring nødvendig. Godt for den, der erfarer det her; døden skal sandelig ikke falde ham tung siden. Det er meget farligt, når man først skal lære sådan noget i døden, nemlig at kæmpe med døden og overvinde døden. Derfor har det været en meget stor nåde og barmhjertighed fra Gud, som han har vist mod de hellige martyrer og apostle, i hvem han først har overvundet døden; derefter har de været uforfærdede til at lide alt, hvad man så end har lagt på dem.

Alt dette er stillet frem for os i dette evangelium. Men da disciplene ikke forstod, hvad han mente med det, da han sagde: «om en kort tid», og han nu mærkede, at de ville spørge ham, tager han fat og udlægger det for dem med tydelige ord og siger:

«Sandelig, sandelig, siger jeg jer: I skal græde og jamre, men verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.»

Det er sagt til alle kristne; for en kristen må have anfægtelse, angst, nød, modgang og bedrøvelse, lad det så komme, som det vil. Derfor nævner han her ingen bestemt lidelse og intet bestemt kors, men siger ligefrem: De skal jamre, græde og sørge. For de kristne lider mangehånde forfølgelse: nogle lider skade på deres gods, nogle lider spot og hån på deres rygte, nogle bliver druknet, nogle brændt, nogle halshugget; den ene omkommer på én måde, den anden på en anden; så det med en kristen ikke er anderledes, end at han stadig har ulykke og forfølgelse, nød og modgang på halsen. Det er den rævehale, de bliver pisket med; de kan heller ikke vente sig noget bedre, så længe de er her; det er den livréfarve, man kender de kristne på. Den, der nu vil være en kristen, må ikke skamme sig over denne livréfarve.

Hvorfor gør Gud så dette og lader sine egne blive forfulgt og jaget sådan? For at han kan dæmpe og undertrykke den frie vilje, så den ikke søger råd i dette, men bliver til en fuldstændig nar i Guds gerninger og således lærer at stole på og forlade sig på Gud alene.

Derfor, når nu sådan noget kommer, så kan vi ikke finde os til rette i det og heller ikke forstå det, medmindre Kristus selv vækker os op og gør os friske, og hans opstandelse bliver kraftig i os, og alt vores eget gøren går i stykker og er slet intet. Derfor konkluderer denne tekst her med kraft, at mennesket med alle sine kræfter er intet; dermed bliver alt fordømt og stødt ned, hvad man har prædiket om gode gerninger, og hvad man nogensinde kan prædike om dem. For det er fastslået: Hvor Kristus ikke er, dér er intet. Spørg Sankt Peter, hvordan han havde det, da Kristus ikke var hos ham: hvilke gode gerninger gjorde han så? Kristus fornægtede han og forsvor ham. Det er de gode gerninger, vi gør, når vi ikke har Kristus hos os. Alt dette går ud på, at vi skal vænne os til at bygge på Kristus alene og slet ikke forlade os på nogen andre gerninger eller nogen anden skabning, hverken i himlen eller på jorden; i dette navn alene bliver vi bevaret og frelst, ellers i intet andet (ApG 4,12 og 10,43).

Men vi må lide meget derover; og hvad der er det allerværste: vi skal ikke alene lide skade, blive forfulgt og lide døden, men verden skal endda glæde sig over denne vores store skade og ulykke. Det er sandelig for hårdt og bittert. Nu, sådan må det gå; verden skal visselig glæde sig, når det går os ilde; men her har vi den trøst: Deres glæde skal ikke vare længe, og vores sorg skal vendes til evig glæde. Til det giver Herren os en smuk lignelse om en kvinde, der ligger i barnsnød, og siger:

«Når kvinden skal føde, sørger hun fordi hendes time er kommet; men når hun har født barnet, husker hun ikke længere sin trængsel af glæde over at et menneske er født til verden.»

Med denne lignelse viser han også, at vores gøren slet intet er. For her ser vi: om så alle kvinder hjalp denne kvinde, som skal føde, så udretter de dog intet; dér er det helt forbi med den frie vilje, og den kan hverken gøre eller udrette noget imod det. Det står ikke i kvindens magt at blive barnet kvit, når hun vil; men hun mærker, at det står i Guds hånd og magt: når han hjælper og virker, så er der hjulpet og virket; men hvor han ikke hjælper, så er det fortabt, om så hele verden var til stede. Dér lader Gud kvinden se sine kræfter, sin formåen og sin styrke: før dansede hun og sprang, var ved godt mod; men nu ser hun, hvordan Gud gør og virker alt. Derved erkender vi også, at Gud er vores Fader, som også hjælper os fra moders liv og bringer os ud.

Således siger Kristus nu her til sine disciple: Ligesom det går denne kvinde i barnsnød, sådan skal det også gå jer. Kvinden er her sådan til sinds, at hun frygter for den store fare, og dog ved hun samtidig, at alt gøren står i Guds hånd; på ham stoler hun, til ham forlader hun sig, og han hjælper hende også og udretter det værk, som ville være umuligt for hele verden; og hun tænker på intet andet end den stund, der skal følge bagefter, hvor hun igen skal komme til glæde, og hendes hjerte står sådan: «Det drejer sig om en ond time; bagefter bliver det bedre.» Modet og hjertet bærer hende igennem. Sådan skal det også gå til med jer, når I kommer i angst og modgang, og når I bliver nye mennesker: så hold blot stille og lad Gud gøre med jer; han skal nok gøre det godt uden nogen medvirken fra jer.

Denne lignelse om kvinden strider hårdt og stærkt imod den frie vilje: at den er ganske magtesløs og kraftesløs i de stykker, der hører til vores sjæles frelse. Evangeliet viser klart, at guddommelig kraft og nåde må være til stede; den frie vilje er alt for svag og ringe til det. Men vi har i stedet for evangeliet oprettet vores stænder og ordensregler og vil med dem blive fri for synden, døden, helvede og al ulykke og til sidst blive frelst ved dem. Det slår langt fejl!

Her ser I også i dette eksempel: Skal et menneske fødes, så må moderen først være død; det vil sige, hun må være sådan til mode, som om hun allerede var død, og tænke, at det nu er ude med hende. Sådan skal det også gå til med os: Når vi vil blive retfærdige, så må vi først være helt døde og fortvivle over alle vores gerninger, ja ikke tænke, at vi ville gøre noget dertil. Dér hjælper intet munkevæsen, intet præstevæsen, slet ingen gerninger os; men hold du blot stille og lad Gud gøre med dig, som han vil; han skal nok udrette det, lad ham blot virke. Vi gør slet intet dertil, uden at vi til tider mærker døden og helvede; det mærker de ugudelige nok også, men de tror ikke, at Gud er til stede dér og vil hjælpe dem; ligesom kvinden her heller ikke gør noget dertil, uden at hun mærker smerte, angst og nød; men selv kan hun ikke hjælpe sig ud af det.

Men når hun har født barnet, så tænker hun ikke mere på angsten og smerterne og bliver ligesom levende igen. Det kunne hun ikke have tænkt forud, at sorgen og smerten så snart skulle få en ende. Sådan er det også med os: Når vi sidder i anfægtelse af synden, døden og helvede, så er vi, som om vi var døde, ja, vi er midt i døden, og Kristus har forladt os, er gået en kort tid bort fra os; da er vi i store smerter og kan ikke hjælpe os selv. Men når Kristus kommer igen og lader sig kende af os, så bliver vores hjerte fuldt af glæde, om så hele verden sætter sig imod.

Det ser ingen uden den, der engang har siddet i døden: Den, der engang er reddet fra døden, han må så glæde sig; ikke sådan, at det samme menneske ikke kunne falde igen og til tider blive bedrøvet, men fordi denne glæde er der, så spørger han ikke efter noget, og han frygter heller ikke mere, om det så stod nok så farligt til med ham. Denne glæde kan nok blive afbrudt; som når jeg igen falder i synd, for så frygter jeg også for et raslende blad (3 Mos 26,36). Hvorfor? Fordi Kristus er gået en kort tid bort fra mig og har forladt mig; men jeg skal ikke fortvivle, glæden kommer igen. Dér må jeg nu ikke fare til og hænge mig på paven eller ville hjælpe mig selv med gerninger, men må holde stille og vente, til Kristus kommer igen; han bliver en kort tid borte. Men når han nu igen ser på hjertet og viser sig for hjertet, så er glæden der igen; så kan jeg bestå over for al ulykke og rædsel.

Alt dette er sagt og skrevet for os, for at vi skal erkende vores svaghed og afmagt, og at det med vores gerninger er slet intet og forlorent. Og denne glæde er almægtig og evig, når vi nu er døde; men nu, her i dette liv, er den blandet: For nu falder jeg, snart står jeg op igen, og den kan ikke være evig, så længe kød og blod er til stede. Derfor siger Kristus her til sine disciple:

«Også I sørger jo nu, men jeg skal se jer igen, og jeres hjerte skal glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer» osv.

Alt dette har David meget mesterligt og smukt beskrevet i en salme, hvor han siger således (Sl 30,2–8): «Jeg vil ophøje dig, Herre, for du har løftet mig op og lader ikke mine fjender glæde sig over mig. Herre, min Gud, da jeg råbte til dig, gjorde du mig rask. Herre, du har ført min sjæl op fra helvede, du har holdt mig i live, mens de andre farer ned i graven. I hellige, lovsyng Herren, og tak til minde om hans hellighed. For hans vrede varer et øjeblik, og han har lyst til liv. Om aftenen varer gråden, men om morgenen jublen. Men jeg sagde, da det gik mig godt: ’Jeg skal blive ved evigt.’ For, Herre, ved dit velbehag har du gjort mit bjerg stærkt; men da du skjulte dit ansigt, blev jeg forfærdet.»

Hvor er nu den mand, som nylig sagde: «Jeg skal blive ved evigt»? Ja, siger han, da du gjorde mit bjerg stærkt ved dit velbehag, da talte jeg sådan. Men da du skjulte dit ansigt for mig, da blev jeg forfærdet, da faldt jeg om. Var Kristus altid hos os, så mener jeg nok, at vi aldrig ville frygte; men da han til tider går bort fra os, så må vi jo undertiden frygte.

I denne salme er det malet fint for os, hvorpå man skal kende og mærke en god samvittighed. For dér holder David hele verden for en dråbe og frygter slet ikke for den, ja, om den så rasede og stormede helt imod ham; for han har Herren hos sig, og han har gjort hans bjerg stærkt. Men da han faldt, og Herren skjulte sit ansigt for ham, da blev han forfærdet; da var hjerte, mod og bjerg borte; da frygtede han for et raslende blad, han som før ikke frygtede for hele verden; som han jo også siger til Herren i en anden salme (Sl 23,4): «Om jeg så vandrer i den mørke dal, frygter jeg ingen ulykke, for du er hos mig; din kæp og stav trøster mig.» Ligeledes (Sl 3,7): «Jeg frygter ikke for hundrede tusinde folk, som lejrer sig rundt om imod mig.» Og der er mange sådanne udsagn hist og her i Salmerne, som alle viser, hvordan det står til med en ret og god samvittighed: nemlig, når Gud er hos den, så er den modig og frejdig; men når han er borte fra den, så frygter den og bliver forfærdet.

Her erkender man nu ret, hvad Kristi ord betyder: «Jeg går til Faderen.» Før vidste det ingen, heller ikke disciplene. Men det er den gang: Jeg må dø, siger han, og I må også dø. Peter ville efter den gamle Adam dø med Herren og tog munden fuld; og vi mener alle, at vi vil dø med Kristus, sådan som alle de andre disciple sagde, at de ville gå i døden med Kristus (Matt 26,35). Men alt det må gå under i os; du må komme i en time, hvor Kristus ikke står hos dig og ikke dør med dig, hvor du ikke kan hjælpe dig selv, ligesom kvinden, der ligger i barnsnød. Når det sker, så kommer du til Faderen; det vil sige, Gud fylder dig med sin kraft og gør et nyt menneske af dig, som derefter ikke mere frygter, og hvis væsen allerede her er et himmelsk væsen, som Paulus kalder det (Fil 3,20); og det begynder her i troen. Så bliver du modig og frejdig og siger med profeten i salmen: «Jeg frygter ikke for hundrede tusinde folk», og: «Om jeg så vandrer i den mørke dal, frygter jeg ingen ulykke.» Hvorfor det? Fordi du er kommet til Faderen. Hvem kan nu støde Guds almagt ned? Ingen. Nå, så kan heller ingen gøre dig noget eller tilføje dig nogen skade.

Det forstår man ikke, før det nu er sket. Har du siddet i døden og er kommet ud igen, så siger du: «Jeg sad i døden, og havde Herren ikke reddet mig, så var jeg blevet i den evigt.» Hertil hører hele den tredivte salme; den kan du se helt igennem og tænke godt over.

Således har du nu frugten og eksemplet af Kristi død og opstandelse, og hvordan den frie vilje er intet, og alt det, som fornuften slutter i de stykker, der tjener til frelsen. Gud give nåde, at vi også griber det og retter os derefter. Amen.

Bilag til ovenstående prædiken

En del af ovenstående prædiken, nemlig s. 63 f. [sidetallet er Erlanger-udgavens; det drejer sig om stykket om det selvvalgte kors og om de kristnes lidelser, afsnit 12–13 og 18–21 ovenfor. Bilaget er føjet til af udgiveren Enders], findes, dog i en meget afvigende form, i følgende skrift af en vis Nather:

Om Guds og Kristi, vor Herres, befaling: ikke alene at høre Ordet, men at høre og gøre det. Og om tre trin ind i kristendommen. Et sendebrev fra Joan. Nather til hans kære fader, sammen med en smuk lære af Martin Luther om de kristnes forfølgelse. — Kristus, Luk 11: «Langt mere salige er de, som hører og gør Guds ord.» 1531.

Kristus

«Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og jamre, men verden skal glæde sig» osv. Joh 16.

M. Luther over dette evangelium

Ingen skal selv lægge sig et kors på, sådan som nogle tåbelige mennesker har gjort og stadig gør: De går selv i fængsel og død og siger: «Kristus gik jo frivilligt i døden, så vil jeg følge efter i hans eksempel, som han jo har befalet os.» At gøre sådan er slet ikke nødvendigt, for din pine og dit kors skal ikke udeblive. Men folk forstår ikke guddommelige ting; de mener ligefrem, at de sådan i ét hug vil gå i døden med Kristus, som de endnu aldrig har kendt uden med ord. Sådan var Peter også sindet, men han stod hos Kristus som en hare hos en trommeslager. Se, hvor fint den gamle Adam består i korset! Men et nyt menneske kan nok holde ud ved nåde. Dér er der ingen fastsat tid for de fromme, men når det behager Gud, så bærer de god frugt som træet, der er plantet ved vandet; og det er velbehageligt for Gud, og al anden formastelighed er fordømt, hvor godt skinnet eller undskyldningen så end ser ud. Men den, der strider ridderligt, skal for sorgen her få glæden dér, for det timelige det evige. Derfor siger Kristus: «Jeres glæde skal forvandles til sorg.» [sådan i Nathers tryk; Joh 16,20 siger omvendt: «jeres sorg skal blive til glæde».]

Dette ord af Kristus er sagt til alle kristne i almindelighed. For lad sagen gå, som den vil, belejligt eller ubelejligt, så må den kristne kæmpe i fristelse, angst, nød og modgang. Her nævner Kristus heller ingen særlig straf, intet særligt kors eller nogen særlig pine; derfor siger han ligefrem: «I skal jamre, græde og sørge»; for de kristne lider mangehånde forfølgelse. Nogle lider skade på deres gods, nogle bliver smædet på deres navn, nogle druknet, nogle brændt, nogle halshugget. Således kommer de kristne af dage på mange måder, den ene mere skændigt end den anden, så de kristne altid har ulykke, forfølgelse og modgang liggende på halsen. Og det er de kristnes rævehale, som de bliver pisket med, og de har intet sikrere at håbe på, så længe de kryber omkring her. Og det er den hofdragt, som de kristne skal kendes på. Den, der nu vil være en kristen, må ikke skamme sig over farven.

Men hvorfor har Gud så indrettet det sådan, at hans egne bliver jaget omkring med forfølgelse? For den frie viljes skyld, for at den kan gå til grunde og blive til en fuldstændig nar over for Guds gerninger og lære at stole på ham alene; derfor skal vi opgive de gode gerninger, skabningerne og til sidst også os selv og således stole ret på Gud og hænge ved Kristus. Men det kunne nok forarge én, at verden skal glæde sig over vores ulykke. Det er en ringe sag: En skade kan nu engang ikke lade være med at hoppe. Men det er de kristnes trøst: Deres glæde skal ikke vare længe, men vores ulykke skal forvandles til en evig glæde. Amen.