Påskedag, tredje prædiken (Mark 16,1–8)

En anden prædiken over evangeliet på påskedag, Mark 16,1–8

For det første må vi kort gennemgå historiens tekst, og særlig to stykker af den; derefter vil vi behandle nytten af Kristi opstandelse, og hvordan vi skal bygge på den. Således siger teksten:

«Da sabbatten var forbi.» Her skal man vide, at Markus skriver om sabbatten på hebraisk vis. For jøderne begyndte dagen om aftenen og regnede den til aftenen den næste dag, som det står i Første Mosebog: «Da blev der af aften og morgen den første dag», den anden, den tredje og så fremdeles; således at den første og højeste sabbat begyndte om aftenen, da Kristus var blevet korsfæstet, altså fredag aften, da solen gik ned. Vi regner omvendt. Men den høje sabbat var altså i går, og på den lå Kristus i graven. Dernæst havde jøderne syv hele dage, som man skulle holde hellige; dem kaldte de alle sammen sabbatter, og de begyndte at tælle med den nærmeste helligdag efter den høje sabbat, og den blev kaldt prima sabbathorum [latin: «den første af sabbatterne»]; den tredje helligdag derefter kaldte de secundam sabbathorum [«den anden af sabbatterne»], og så fremdeles. Og alle disse dage igennem spiste de lutter oblater og usyret brød, hvorfor de også af evangelisten kaldes de søde brøds dage. Heraf må vi nu slutte, at Kristus opstod før solopgang, før englen steg ned i jordskælvet; men derefter kom englen, blot for at åbne den tomme grav osv., som evangelisterne klart beskriver.

Her opstår nu et spørgsmål: hvordan kan vi sige, at han er opstået på den tredje dag, når han dog kun har ligget én dag og to nætter i graven? Regnet på jødisk er det kun halvanden dag; hvordan kan vi så stå inde for, at vi tror tre dage? Dertil svarer vi, at han med sin død har grebet et stykke af alle tre dage. For han døde engang ved totiden om fredagen, så at han på den første dag vel lå to timer; dernæst lå han hele dagen i går, og det er den rette sabbat; på den tredje dag, altså i dag, er han opstået og har således grebet dagen i dag; ligesom vi også siger: «Det er sket på påskedag», selv om det først sker om aftenen, så at man lige netop har grebet dagen. Således siger Paulus og evangelisterne, at han er opstået på den tredje dag.

Så længe og ikke længere måtte Kristus ligge, så man kunne formode, at hans legeme endnu var forblevet naturligt friskt og ingen forrådnelse endnu havde grebet det; og han måtte bryde frem så hurtigt, at man kunne formode, at han på naturlig vis endnu ikke var begyndt at lugte; for mere tid kan man ikke give et lig eller et dødt legeme, inden tre dage går det snart i forrådnelse. Derfor måtte Kristus opstå på den tredje dag, før han gik i forrådnelse.

Her skal man også særlig godt lægge mærke til kvindernes store længsel og kærlighed til Herren, at de således ubetænksomt, tidligt og alene går til graven og ikke tænker på den store sten, der var væltet for graven, skønt de dog kunne have tænkt så langt og taget en mand med sig. Men de gør her, som frygtsomme og bekymrede folk plejer: derfor går de af sted og tænker ikke engang på det allernødvendigste; ja, de tænker heller ikke på vagterne, som stod dér i rustning, heller ikke på Pilatus’ og jødernes vrede, men vover sig frejdigt af sted og drager alene ud på vejen. Hvad drev de gode kvinder til, at de således satte liv og lemmer på spil? Intet andet end den hengivenhed og kærlighed, de bar til Herren; den var sunket så dybt ned i deres hjerte, at de ville have vovet tusind halse for hans skyld. Det mod havde de ikke af sig selv; men her mærkede man straks kraften af Kristi opstandelse: hans Ånd gør her disse kvinder (som ellers af naturen er frygtsomme) så kække og modige, at de tør vove noget, som selv en mand kunne være blevet forfærdet over.

Også har vi her i disse kvinder et smukt eksempel på et åndeligt hjerte, som tager sig en umulig gerning for, som hele verden ville fortvivle over; alligevel står dette hjerte fast og fører den igennem og lader sig ikke bilde ind, at den er umulig. Det vil vi nu have sagt om historien, og nu vil vi se, hvad nytte og gavn Kristi opstandelse har bragt os.

Om frugten og nytten af Kristi opstandelse

Således siger Sankt Paulus til romerne (Rom 4,25): «Kristus er overgivet for vores synders skyld og oprejst for vores retfærdigheds skyld.» Det er den rette mand, som tegner Kristus mesterligt for os; han siger rigtigt, hvortil Kristus har lidt, og hvorfor, og hvordan man skal indrette sig derefter, nemlig at han er død for vores synders skyld. Det kaldes at udlægge Kristi lidelse ret, så man kan bruge den. Men ligesom det ikke er nok, at jeg ved og tror, at Kristus er død, således er det heller ikke nok, at man her ved og tror, at Kristus er opstået med forklaret legeme og sidder dér og har lyst og glæde og nu ikke mere er underlagt dødeligheden. For det gavner mig intet eller kun meget lidt. Men når jeg kommer dertil, at hele den gerning, som Gud gør i Kristus, sker for mig, ja, er skænket og givet mig, sådan at hans opstandelse virker det i mig, at også jeg opstår og bliver levende med ham, så smager det. Man må slå det ind i hjertet og ikke blot høre det med de legemlige ører eller tale det med munden.

I har nu hørt i passionen, hvordan Kristus er stillet os for øje som et eksempel og billede, så den, der følger ham efter og hænger ved ham, får Ånden og også kan lide. Men langt mere kristeligt og hjerteligt og trøsterigt for os er det, at Paulus siger: «Kristus er oprejst for vores retfærdigheds skyld.» Her er det Lam ret åbenbaret, som Johannes Døberen vidner om og siger: «Det er Guds lam, som bærer verdens synd» (Joh 1,29). Her er det opfyldt, som blev sagt til slangen (1 Mos 3,15): «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved», så helvede, død, Djævel og synd er slået ihjel for alle dem, der tror på ham. Således er også i dag det løfte opfyldt, som Gud gav Abraham, da han sagde (1 Mos 22,18): «Ved din sæd skal alle folk på jorden velsignes.» Det er Kristus, som tager vores forbandelse bort og trykker synden, døden og Djævelen til jorden.

Og det sker nu, siger jeg, ved troen: når du holder denne sæd for at være den, ved hvem slangen er slået ihjel, så er den slået ihjel for dig; og når du holder for, at dette er den sæd, ved hvem alle folk skal velsignes, så er du også velsignet. For skulle hver enkelt for sig selv have knust slangen og selv have forløst sig fra forbandelsen, så var det blevet tungt. Men på denne måde er det gået fint og let, nemlig at Kristus én gang har knust slangen, og at han alene er givet til velsignelse og signelse, og at han derefter har ladet dette forkynde over hele verden, så at den, der tror det og griber det og hænger ved det, han har det og kan være sikker på, at det er sådan, som han tror. For hos ham bliver Ordet så mægtigt i hjertet, at han overvinder død, Djævel, synd og al ulykke, ligesom Kristus selv. Så mægtigt er Guds ord, at Gud selv hellere måtte gå under, end at dette ord skulle gå under.

Det er nu det, som Sankt Paulus siger: «Kristus er oprejst for vores retfærdigheds skyld.» Dér tager Sankt Paulus mine øjne, vender dem bort fra mine synder og vender dem mod Kristus; for når jeg ser på mine synder hos mig selv, så slår de mig ihjel. Derfor må jeg se på Kristus; han har læsset mine synder på sig og knust slangens hoved og er blevet velsignelsen; dér ligger de nu ikke mere på min samvittighed, men på Kristus; ham vil de slå ihjel. Lad os nu se: hvordan farer de frem med ham? De kaster ham til jorden og dræber ham. Gud! Hvor bliver nu min Kristus og min Frelser af? Ja, dér kommer Gud og river Kristus frem og gør ham levende; og ikke blot levende, men sætter ham i himlen og lader ham nu regere over alt. Hvor er synden nu blevet af? Ja, den hænger i galgen. Når jeg nu holder fast ved det, så har jeg en glad samvittighed, som Kristus har, så at jeg er uden synd. Trods nu døden, Djævelen, synden og helvede, om de kan gøre mig noget ondt! For så vidt jeg hører Adam til, kan de nok gøre mig noget; dér må jeg kort og godt dø. Men nu har Kristus læsset mine synder på sig og er død derfor og har ladet sig slå ihjel for syndens skyld; derfor kan de ikke skade mig, for Kristus er dem for stærk, de kan ikke holde på ham; han bryder frem og trykker dem til jorden, farer til himlen, tager synden og al ulykke til fange og regerer dér over alt i evighed. Så har jeg en god samvittighed, er glad og salig og frygter ikke mere for disse tyranner; for Kristus har taget mine synder bort fra mig og læsset dem på sig. Nu kan de ikke blive liggende på ham; hvor bliver de så af? De må forsvinde og gå til grunde. Således virker troen, at den, der tror, at Kristus har taget synden bort, er uden synd ligesom Kristus, og at død, Djævel og helvede er overvundet for ham og ikke mere kan skade ham.

Hertil hører nu ordet hos Hoseas (Hos 13,14), som Paulus anvender på den sejr, Kristus har vundet ved at opstå og overvinde synd, død, helvede og alt. «Døden er opslugt i sejren», siger Paulus, og trodser således: «Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr?» Som ville Sankt Paulus dermed sige: «Død, hvor er nu dine tænder? Kom, bid en finger af mig! Du havde i fordums tid et spyd; hvor er det nu blevet af? Kristus har taget det fra dig. Død, hvor er nu dit spyd, hva’? Synd, hvor er nu din skarphed og din kraft?» «Men syndens kraft», siger Sankt Paulus, «er loven.» For jo klarere loven erkendes, desto mere trykker og stikker synden. Derfor siger Paulus, at Kristus har knust dødens spyd og hvæssesten aldeles til pulver og gjort dem til intet. Det har han nu ikke taget med sig op i himlen, men ladet det gå ud i verden med prædiken, så for den, der holder denne mand for den, han er, skal spyd og hvæssesten, ja, synd og død være borte. Det er et ret evangelium; det giver liv, kraft, magt og saft, og dér åbner også alle skriftsteder og hele Skriften sig.

Se derfor til og lær at kende Kristus ret; for hele Skriften tilskriver retfærdigheden eller den sande retfærdighed den rette erkendelse af Kristus; og den må Helligånden virke. Lad os derfor bede Gud om, at hans evangelium må komme frem, og at vi ret må lære at kende Kristus og således opstå med ham og alle ligesom han komme ind i Guds ære.

Her rejser sig nu et spørgsmål: når Kristus jo har taget døden og vores synd bort og ved sin opstandelse gjort os retfærdige og fromme, hvorfor føler vi da endnu synden og døden i os? For synderne bider jo endnu, samvittigheden stikker os, og denne onde samvittighed fremkalder så frygten for helvede.

Svar: Jeg har før ofte sagt, at det at føle og det at tro er to forskellige ting. Troen er af den art, at den ikke føler, men lader fornuften falde, lukker øjnene og ganske enkelt overgiver sig til Ordet og følger det gennem død og liv. Men følelsen går ikke længere end til det, man kan fatte med fornuft og sanser, som det, man hører, ser og føler eller erkender med de ydre sanser. Derfor er følelsen imod troen, og troen imod følelsen.

Derfor beskriver mesteren bag brevet til hebræerne (Hebr 11,1) troen således, at den er en vis tillid til det, man håber, og ikke tvivler på det, man ikke ser. For hvis man så Kristus svæve synligt deroppe i himlen ligesom den legemlige sol, så behøvede man ikke at tro det; men nu, at Kristus er død for vores synders skyld og opstået igen for vores retfærdigheds skyld, det ser man ikke, det føler man heller ikke, og man kan heller ikke begribe det med nogen fornuft; derfor må man her træde bort fra følelsen og ganske enkelt fatte Ordet med ørerne og derefter skrive det i hjertet og hænge ved det, selv om det slet ikke ser ud til, at mine synder er taget bort fra mig, selv om jeg endnu føler dem i mig. Man skal ikke se på følelsen, men holde fast på, at døden, synden og helvede er overvundet, selv om jeg føler, at jeg endnu stikker i død, synd og helvede. For selv om følelsen af synden endnu er i os, så er den der dog alene for at drive os til troen og gøre troen god, så vi imod al følelse tager imod Ordet og derefter hele tiden knytter hjertet og samvittigheden til Kristus. Således fører troen os ganske stille, imod al følelse og al fornuftens begriben, gennem synden, gennem døden og gennem helvede; derefter ser vi forløsningen for øjnene, og så bliver vi først ret og fuldkomment var, hvad vi har troet, nemlig at døden og al ulykke er overvundet.

Tag en lignelse af fiskene i vandet: når de kommer i nettet og er fanget, så fører man dem ganske sagte af sted, så de ikke tror andet, end at de endnu er i vandet; men når man trækker dem op på bredden, så ligger de blottede, så spræller de og mærker først, at de er fanget. Således går det også med sjælene: når de er fanget med evangeliet, som Kristus sammenligner med et net (Matt 13,47), og hjertet nu er indtaget, så knytter dette ord det arme lille hjerte til Kristus og fører det ganske sagte og stille ud af helvede og ud af synden, selv om sjælen endnu føler synden og mener, at den endnu er i den. Så rejser der sig en kamp, hvor følelsen strider imod Ånden og troen, og Ånden og troen imod følelsen; og jo mere troen tager til, desto mere tager følelsen af, og omvendt. Synderne, såsom hovmod, gerrighed, vrede, og hvad de nu hedder, er endnu i os alene for at drive os til troen, så at troen kan tage til fra dag til dag, og mennesket til sidst kan blive kristen tvers igennem og holde den rette sabbat, så at han kryber ind i Kristus med hud og hår. Så må samvittigheden blive rolig og tilfreds, og alle syndens bølger og brændinger må lægge sig. For ligesom på havet den ene bølge løber og støder efter den anden, som ville de vælte bredden omkuld, men de forgår og brydes: således anstrenger synderne sig også mod os og ville gerne gøre os modløse; men til sidst må de holde op, bliver matte og forsvinder alle sammen.

For det andet ligger døden os også på halsen; det er også en slags øvelse for den, der tror, at døden er død, og at al dens kraft er taget fra den. Nu føler fornuften, at døden endnu ligger os på halsen og hele tiden plager os. Den, der nu følger følelsen, er fortabt; men den, der imod denne følelse hænger ved Ordet med hjertet, han bliver ført igennem. Når nu hjertet hænger ved det, så følger fornuften også efter; men når fornuften følger efter, så følger alt efter, lyst og kærlighed og alt, hvad der er i mennesket. Ja, vi ville gerne, at det hele nåede så vidt, at man holdt døden for død og kraftløs. Det kan nu ikke ske, før den gamle hud, den gamle Adam, falder helt bort, og imens går det til, som Kristus siger hos Matthæus (Matt 13,33) om surdejen, at Guds rige er som en surdej, som en kvinde blander eller ælter i tre skæpper mel. For selv om man er begyndt at ælte, så er det dog ikke helt gennemsyret. Således også her: selv om hjertet hænger ved, at død og helvede er borte, så er surdejen dog ikke helt gennemarbejdet; for den må arbejdes og drives igennem alle lemmer og ben, indtil alt bliver syrnet og rent, så at der alene bliver en ren tro tilbage. Det sker ikke før, end når det gamle menneske går helt bort; så bliver alt, hvad der er i mennesket, kristent tvers igennem.

Derfor er disse to stykker, synd og død, ladt tilbage her, for at vi kan have grund til at drive og hvæsse troen, så at den fra dag til dag bliver mere fuldkommen i hjertet og derefter til sidst også bryder ud, og alt, hvad der er, legeme og sjæl, bliver kristent. For når hjertet hænger ved Ordet, så må følelsen og indbildningen gå ud; så følger med tiden også viljen efter; hvor viljen går hen, dér går alt, også lyst og kærlighed, med; så kryber man helt ind i evangeliet og bliver ny og lader den gamle hud blive udenfor. Derefter kommer der et andet lys, en anden følelse, et andet syn, en anden hørelse, gerning og tale, og dertil også en anden udstrømning. Nu har vores doktorer og de pavelige lært, at man skal blive retfærdig udefra; de har villet byde øjnene ikke at se og ørerne ikke at høre og har således villet drive retfærdigheden ind udefra. Åh, det er langt derfra! Men således går det til: når hjertet og samvittigheden nu hænger ved Ordet med troen, så strømmer det ud i gerningerne, så at når hjertet er retfærdigt, bliver alle lemmer retskafne, og så følger også gode gerninger bagefter.

Det er nu antydet her i sabbatten, som det var befalet at holde hellig, og på hvilken Herren lå ganske stille i graven. Dermed er det betydet, at man skal hvile fra alt vores gøren og ikke røre sig, ja, at ingen synd skal røre sig i os, men at vi fast skal tro, at død, helvede, synd og Djævel er taget bort ved Kristi død, og at vi er retfærdige, fromme og hellige og således tilfredse og ikke føler nogen synd mere; så at alle lemmer er stille og rolige og står i den tro, at synd og død er overvundet og ligger nede. Det kan nu ikke ske, har jeg sagt, før den afmægtige maddikesæk og den gamle Adam er helt borte. Nu, det skal sandelig ske; sabbatten er lagt på os; for ligesom Kristus ligger i graven på sabbatten og hverken føler eller rører sig, således må det også være med os, som vi har hørt: følelsen og bevægelsen må alt sammen ligge nede. Det kan nu, siger jeg igen, ikke fuldbyrdes; den gamle Adam må først blive til støv og aske. Ikke desto mindre føler han imens endnu synden og døden og kvæles af dem og kæmper bestandig imod dem. For selv om man binder en so, og binder den nok så hårdt, så raller den dog hele tiden; det kan man ikke forhindre den i, før den er kvalt helt og bliver liggende død. Således er det også med synderne i vores kød: så længe de endnu ikke er helt borte og dræbt, rører de sig endnu; men når døden kommer, så må de dø; så bliver man fuldkommen kristen og ren, ikke før. Og det er grunden til, at vi må dø, at vi én gang helt og aldeles kan blive fri for synden og døden. Så meget være sagt for denne gang om nytten af Kristi opstandelse; derved vil vi lade det blive og påkalde Gud om nåde, så vi kan fatte dette og ret lære Kristus at kende.