2. pinsedag (Joh 3,16–21)

Evangeliet på 2. pinsedag, Joh 3,16–21

Dette er også et af de rette evangelier, sådan som Johannes plejer at skrive dem; for han skriver dem sådan, at han vel alene kunne kaldes en evangelist. Nu er evangeliet, som I ofte har hørt, at man lærer at kende Kristus alene, og Helligånden lærer ikke andet. Se derfor kun nøje på ordene; de er mægtige, kostelige og over al måde trøsterige. Og for det første siger han:

«For således elskede Gud verden at han gav sin eneste søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.»

Her ser I, at Kristus ikke gør andet end at gøre Faderen sød for os og bringe os til Faderen ved sig selv; og dertil sigter alt, hvad Kristus gør: at vi skal få en fin, kærlig tillid til Faderen. For hvis vi kun frygter Faderen, så er det intet; men at vi bærer en fin, venlig kærlighed til ham, det frelser os. Nu siger han her, at Faderen har elsket verden så højt, at han endog har givet sit kæreste barn for den og har sat os en mellemmand, hvorved vi skal komme til ham; og det er Kristus. For jeg har ofte sagt før, at troen på Gud alene ikke er nok, men at også prisen og mellemmanden må være der. Tyrken og jøden tror også på Gud, men uden mellemmand og uden pris.

Hvad er så prisen? Det viser evangeliet; for Helligånden lærer overalt, at vi ikke har Faderen uden mellemmand, og han vil ikke tåle, at vi skal gå til Faderen uden mellemmand. Nu lærer skolerne os at gå til Faderen uden mellemmand, ved vore gerninger. Det er at kaste Kristus ud af midten, som Jeremias har forkyndt om ham (Jer 11,19), hvor de ugudelige tænker og siger sådan: «Lad os sende ham træ til hans føde, og vi vil udrydde ham af de levendes land, og hans navn skal ikke mere ihukommes.» Det er ikke i orden. Lad os derfor for alt i verden ikke gå sådan frem; for dermed foragter vi den høje pris, som Faderen har kostet på os og for os. Men lad os takke Faderen for, at han har ordnet det sådan og har stillet én imellem os, som er Gud og Gud lig, og som er menneske og mennesker lig; for vi er mennesker, og han er Gud. Når de to personer støder sammen, må mennesket gå i stykker, for det kan ikke bestå. Derfor har Gud afpasset det sådan, at han har stillet én i midten, som er sand Gud og menneske: ved ham skal vi komme til Faderen; med vor egen bekostning kan vi intet udrette hos ham.

Nu lærer de sådan: Man skal blive frelst ved faste, bøn og den slags gerninger; og de siger: «Den, som bliver munk eller nonne eller hver dag beder den hellige Birgittas små bønner, skal blive frelst og aldrig gå fortabt»; og alle bøgerne er fulde af den slags. Det er lige så meget som at sige: «Jeg vil gøre så meget, til jeg slipper fra helvede, får dæmpet min synd og lukket himlen op.» De vil finde prisen hos sig selv og vil støde Faderens pris ud af midten; derfor må de gå til grunde, eftersom de mener at komme til Faderen uden mellemmanden, det vil sige uden Kristus, som Faderen af nådigt velbehag har stillet os for øjnene. For Kristus lærer her, at vi ikke er fortabte, men har det evige liv; det vil sige, at Gud har elsket os sådan, at han har ladet det koste sig sit eneste, kæreste barn, som han har stukket ned i vor elendighed, helvede og død og har ladet ham drikke det til bunds. Det er den rette måde at blive frelst på.

Hvis der nu var en anden vej til himlen, så havde han nok også anvist den. Men der er ingen anden; lad os derfor her hænge ved ordene, støtte og læne vort hjerte fast på dem, lukke vore øjne og sige: «Om jeg så havde alle helgeners fortjeneste, alle jomfruers hellighed og renhed og dertil Sankt Peters fromhed, så giver jeg dog intet for mit eget; men jeg må have en anden grund at bygge på, nemlig disse ord: Gud har givet sin Søn, for at den, som tror på ham, som Faderen af kærlighed har sendt, skal være frelst.» Og du skal trodse på, at du bliver frelst, og frimodigt grunde dig på hans ord, som ingen djævel, helvede eller død kan undertrykke; men Faderen river Ordet igennem helvede, djævel og død og alt det, som hænger ved det. Derfor, lad det så gå, som det vil, så sig: «Dér står Guds ord; det er min klippe og mit anker, som jeg bygger på, og det bliver stående; og hvor det bliver stående, dér bliver jeg også stående; hvor det farer hen, dér farer jeg også hen.» Ordet må bestå; for Gud kan ikke lyve, og himmel og jord måtte før gå i stykker, end det mindste bogstav eller tøddel af hans ord skulle falde bort.

Mærk dig nu godt, at man må have en mellemmand, og det er Kristus; og du skal komme op til Faderen på den måde og sige: «Skønt jeg ikke kan bestå for din majestæt, og heller ingen engel kan, men alt må skælve og bæve, så har jeg dog her en Kristus, som du ikke kan være fjendtlig imod; under ham holder jeg mig og til dit ord, at du vil tage imod mig for hans skyld. For det ved jeg og er vis på: du vil ikke forkaste mig; så måtte du først forkaste ham.» Sådan må man komme til Faderen ved Kristus, så man får en fin, kærlig tillid til ham.

Det løfter så en forsagt og modløs samvittighed op og gør den rolig; ellers hjælper intet, hverken tonsur eller kutte, hverken præstevæsen eller munkevæsen; der er ingen gerning, hvor hellig den end kan kaldes, som kan stille Guds dom og give os fred i vort hjerte, undtagen Guds ord alene. Gud har af kærlighed givet os sin Søn, ved hvem vi skal blive frelst; lad dig derfor ikke bane nogen anden vej end den, og vogt dig for tilsætning, for den fordærver det helt. For den, der gør en tilsætning, fører dig fra den rette vej ud på afveje. Lad derfor ikke din samvittighed stå på nogen gerning, på nogen helgens fortjeneste, men alene på Guds ord; han vil ikke lyve for dig, men holde sit løfte. Dér griber du Gud med hans egne ord, som du kan bygge, grunde og stille dit hjerte og din trøst på. – Nu følger der videre i evangeliet:

«For Gud sendte ikke sin søn til verden for at fordømme verden, men for at frelse verden ved ham.»

Med disse ord kan man altså gribe Gud, sådan som han skal gribes. Nu kan du ikke løbe efter ham; han løber efter dig og stiller dig sin Søn for øjnene sådan, at han er en frelser og ikke en dommer; derved vokser der nu tillid til Faderen frem i dig.

Nu har de malet den gode frelser frem som en dommer; deraf er helgenernes fortjeneste kommet, så man vender sig bort fra Kristus og søger tilflugt hos helgenerne. Vi mener nemlig, at helgenerne er mere nådige og velvillige imod os end Gud selv. Deraf kommer det, at én siger: «Sankt Peter er min apostel»; en anden: «Sankt Paulus er min skytshelgen»; og sådan videre, Sankt Barbara, Sankt Erasmus og den slags. Men det kan Gud ikke tåle; æren skal tilhøre Gud. Gloriam meam non dabo alteri [Min ære giver jeg ikke til nogen anden], Es 42,8. For min samvittighed må stå på en grund, som er den evige, vidende sandhed; ellers slår det fejl. Men nu er Gud alene sandheden; på ham må samvittighederne stå og ellers ikke på noget som helst.

Når man nu forestiller sig Kristus sådan, at han alene er en dommer, så frygter jeg ham; deraf følger straks, at jeg bliver hans fjende og også bliver bange for Gud og hader også Gud Fader, som har sendt Sønnen, og så bliver hjertet fuldt af gift og gudsbespottelse. Men når jeg kender ham sådan, som evangeliet maler ham, så jeg får ham som den største ven, mit hjerte kunne vælge, så står det godt til, og kærligheden følger snart deraf; for ingen ven kan gøre så meget for os, som han har gjort. Så glemmer jeg far og mor og elsker ham; så vokser der en stærk tillid til ham i mig. Ellers, når man frygter ham, falder man hen på gerninger og tager Kristus ud af midten og vil sådan løbe til Gud uden mellemmand; der brækker man halsen. Så går det en sådan, som salmen (Sl 53,6) siger om dårerne og de ugudelige: «Dér frygter de, hvor der intet er at frygte.» Og Salomo siger (Ordsp 28,1): «Den ugudelige flygter, selv om ingen jager ham.» For de har et genstridigt hjerte og frygter Kristus, som dog er den venligste imod dem, og de løber, skønt ingen forfølger dem, alene for deres egen genstridige indbildning.

Lær derfor her, at man blot skal kende Kristus ret og holde ham frem for Faderen og lade ham være prisen for at opnå himlen og saligheden og intet andet. Åh, når dette ord faldt en ind i dødsstunden, når det går mod de sidste åndedrag, og man så tænkte på dette ord her, at Herren ikke er kommet for at fordømme verden, men for at frelse den – han kunne ikke gå til grunde eller forgå, men ville blive bevaret. Eftersom det nu er sådan, at intet udretter noget hos Gud uden Kristus alene, som også er kommet for at være vor Frelser, så tro på ham. Derfor lokker han alle her og truer også dertil og slutter sådan:

«Den som tror på ham, fordømmes ikke, men den som ikke tror, er allerede fordømt fordi han ikke har troet på Guds eneste søns navn.»

Når de høje skoler vil gøre folk retfærdige, så holder de dommen frem for dem og gør den så hed, som de overhovedet kan; dermed fører de folket ud i rædsel og lader dem sidde fast, tier og siger ikke, hvordan de skal komme ud igen. Men her holder Kristus også dommen frem for dem, lokker og truer; dog siger han dem samtidig, hvordan de skal komme ud, på denne måde: «Der skal komme en dom, som ingen skal undslippe, undtagen alene den, der tror, uden nogen tilsætning; gør du en tilsætning dertil, så er du gået ad afveje og fortabt; for den, der ikke tror det, er allerede fortabt. Jeg er den eneste port, som fører til himlen: vejen er snæver, du må blive smal, vil du komme igennem og smutte gennem klippen. De, der er behængt med gerninger som en Jakobsbroder med muslingeskaller, kan ikke trænge igennem; derfor må du blive smal og snæver. Men det sker, når du fortvivler over dig selv, over dine gerninger og over alle skabninger og hænger dig ved mig alene. Men kommer du med store humlesække fulde af gerninger, så må du lægge dem af; ellers kan du ikke smutte igennem.»

Heraf følger, at hvor troen er, dér skader ingen synd; for den gør os til Kristi ejendom. Men hvor troen ikke er, dér er enten frygt for og had til Gud eller et støjende, vildt liv. Det har vi også nu hørt, at Helligånden skal overbevise verden om synd; det vil sige, at de ikke har troet på mig, siger Kristus. Det alene er synden: vantroen. Troen udsletter al synd; men vantroen gør, at man ikke kender Gud; derfor frygter man ham. Når man frygter ham, så hader man ham og bespotter ham og gør al synd i én bunke og holder ikke et eneste bud. Hør nu, hvordan han bagefter sætter en grund til denne dom og siger:

«Og dette er fordømmelsen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket i stedet for lyset, for deres gerninger var onde.»

Lyset er Herren Kristus og kundskaben om ham, at man kender ham sådan, som han her står malet i dette evangelium. I ham øser du en glans, ligesom når du ser ind i solen, og lærer dér, hvad Gud er. Lyset er kommet til verden gennem apostlenes mund og har lyst gennem hele verden, og man er fjendtlig imod det alene på grund af synden eller for de onde gerningers skyld, som hele verden sidder fast i. For hvorfor tåler paven, biskopperne, præsterne og munkene ikke, at man straffer deres væsen og siger dem, hvem de er? Fordi deres gerninger er onde. For lyset gør åbenbart, at alt vort eget er intet, og at vi alene må have Kristus, hvis vi vil have med Gud at gøre. Når man nu bringer lyset, så siger de: «Hvad, skulle jeg da have fastet og bedt så længe forgæves? Skulle alle gode gerninger være gjort forgæves? Ud med dig, du kætter!» For hvis det faldt, så ville der på den måde vel ikke længere være nogen, der gav til vigilier og messer; så ville deres køkken blive magert og kældrene tomme; det kan de ikke tåle, derfor må de hade lyset.

Nu har Gud forblindet dem sådan, at de bygger deres hjerte på sten og træ og lader grunden, sandheden, ligge og ikke bygger på Kristus. Men evangeliet vil bygge hjerterne på den evige, grundfaste sandhed. Når man nu vil tage det fra dem og vælte det, så må man bringe lyset og afdække deres gerninger, så de bliver til skamme. Det vil de ikke tåle, men vil bevare og forsvare deres væsen; dermed bliver de så fjender af dette lys. Det er det, Herren siger:

«For enhver som praktiserer ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset for at hans gerninger ikke skal afsløres.»

De hader lyset, siger Kristus, fordi de gør ondt; for de fører et skændigt liv, som de dog synes er det bedste. For Djævelen vil også være smuk og vil også gerne sidde på et rent sted; ikke ligge uden for døren, men inderst inde i hjertet og ikke komme frem i lyset; et dække vil han have, så man ikke ser uretten.

Men det må frem i dagen; for solen holder ikke op med at stå op, fordi jeg er doven og gerne ville sove en time eller to endnu. Nej, den går frem og skjuler ikke sit skin, men lyser og skinner, skønt det er mig imod. Sådan vil også retfærdighedens sol stå op, Gud give, at det så behager hvem det vil. Derfor ser I, at de ikke vil frem i lyset, men vil dække over og forsvare deres synd og onde gerninger. Dermed fortjener de dommen; for de har ikke alene gjort onde gerninger, men vil også forsvare dem; og det er dobbelt synd.

Men de fromme kommer gerne til lyset, for at enhver, hvem der så vil, kan bedømme deres gerninger, og de lader gerne Djævelen eksaminere sig; for de har virket ud fra en god grund, fordi de har troen og går frem i troen og hjælper de fattige. Disse gerninger virker Gud i dem; de kan ikke være onde; derfor kan en sådan også godt tåle alle dommere over sine gerninger. Derfor er et troende menneske en fin ting; når man forkaster hans gerning, så siger han selv: «Ja, der er intet godt i den, så vidt det afhænger af mig; men de gerninger, som min Herre Kristus gør i mig, de alene er gode.» Han vil ingen ære have, tilskriver Gud det hele, vil alene i Gud have, hvad han skal have, og han kan godt gå frem i lyset og bestå. Det er det, Kristus siger her til slut:

«Men den som praktiserer sandheden, kommer til lyset for at det skal åbenbares at hans gerninger er virket i Gud.»

Nu har vi hørt, hvad vor trøst og endelige, eneste tillid er, som vi skal grunde og bygge os på: at intet menneske, som vil være en kristen, skal sætte sig for at gøre en gerning, hvorved han mener at blive frelst, men alene ved Kristus, som det hele har kostet; ad den vej må vi komme igennem til frelsen og ad ingen anden. For når man bygger på en gerning, så er det straks imod Guds nåde. Men nu skal vi heller ikke omvendt blive uden gerninger, sådan som de frække hoveder siger: «Nå, så vil jeg ikke gøre flere gode gerninger, for at jeg kan blive frelst.» Ja, du behøver ikke mere at gøre noget, som tjener til frelsen, til syndernes forladelse, til samvittighedens frelse; du har nok i din tro; men din næste har endnu ikke nok; ham må du også hjælpe. Ellers, når du havde fået troen, måtte man straks rive hovedet af dig; men Gud lader dig leve, for at du med dit liv ikke skal tjene dig selv, men din næste.

Tag her et eksempel på det: Kristus, Herren, havde også nok; alt, hvad verden havde, var hans; han kunne også have ladet os være; men det er ikke et rigtigt liv. Ja, forbandet og fordømt ned i helvede være det liv, som lever for sig selv alene; for det er hedensk og ikke kristent. Men de, som nu har nok i Kristus, de må følge Kristi billede og af hjertens grund gøre godt mod næsten, sådan som han har gjort mod os, frit, uden nogen hensigt om at opnå noget derved, alene med henblik på, at det sådan behager Gud.

Og med os kristne er det, som når et barn er født i faderens hus; det bringer arven med sig i kød og blod, og arven tilhører det ved fødslen, og det bringer den med sig ind i huset ved fødslen. Men en tjener bringer ikke sin løn ind i huset, men ud af huset. Alligevel, når barnet er blevet voksent, må det dog hjælpe med at øge og forbedre arven, så den bliver større og bedre; ikke sådan, at det først skal vinde arven med gerningerne, men den er allerede opnået ved fødslen. Sådan også, når vi tror på Gud, så er vi allerede arvinger og behøver ikke at opnå det med nogen gerning; men alligevel må vi hjælpe Faderen med at øge arven.

Sådan siger også Paulus til filipperne (Fil 2,5–8): «I skal iblandt jer tænke det samme som også var i Kristus Jesus. Han var i Guds skikkelse og betragtede det ikke som tyveri at være Gud lig, men han gav afkald på sig selv, ved at tage en tjeners skikkelse på, og blev lige med mennesker, og da han viste sig i skikkelse som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.»

Se, det betyder: Før også en sådan udvortes vandel, at I bliver Kristi eksempel lig og hjælper næsten med liv og gods, og tænk ikke på at vinde arven med gerningerne; værn ikke barnekåret med egen formastelse, men med troen, og hjælp med at udbrede riget.