Pinsedag, tredje prædiken (Joh 14,23–31)

Tredje prædiken over evangeliet på pinsedag, Joh 14,23–31

Dette evangelium burde man egentlig begynde højere oppe (eftersom man på denne dag skal prædike om Helligånden), ved det, der går forud, og som man ellers har læst ved messen pinseaften, hvor Kristus siger: «Hvis I elsker mig, da hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden trøster, sandhedens ånd» osv. For det hænger alt sammen, og dette er begyndelsen eller den første forjættelse, han giver om Helligånden, som skal gives apostlene, for at han kan trøste dem rigeligt ud over det, han før havde lovet at give dem i stedet for sin legemlige afsked: at han vil berede dem bolig hos Faderen og tage dem til sig; ligeledes at de også her på jorden skal gøre langt større gerninger, end han har gjort, og at hvad de beder om i hans navn, det vil han gøre osv. Desuden lover han dem her Helligånden, som i stedet for hans korte legemlige nærvær ikke skal være og blive hos dem for en tid, men evindelig; og det sådan, at de i ham skal have en trøster, som er dem til mere gavn end den trøst, de hidtil har haft af hans legemlige nærvær.

Det er nu en skøn, herlig forjættelse, hvormed Kristus giver sin kirke, det vil sige den lille flok, som tror på ham (som han før siger: «Den, som tror på mig» osv.), sit tilsagn og forsikrer den om, at Helligånden visselig skal være hos dem og i dem, det vil sige gives ikke alene til deres embede, men også ind i deres hjerter, så han skal regere, lære og lede dem, give dem hjerte og mod og desuden beskytte og bevare dem i al fare og nød mod Djævelen og hans magt; som han jo siger: «Jeg vil ikke efterlade jer faderløse» osv.

Men her og overalt beskriver han Helligånden sådan, at han ikke blot nævner ham efter hans væsen, som han er og hedder Helligånden; for derved er han ubegribelig for os, da han hverken kan ses eller føles. Han giver ham i stedet et navn efter hans embede og gerning, hvorved han gør sig begribelig og så at sige legemlig, og det er Ordets embede. Han gør en prædikant af ham, når han kalder ham en trøster og sandhedens Ånd, som skal være hos dem gennem Ordet eller prædikeembedet og lade sig høre og se; for de to embeder, at trøste og at føre til sandheden, kan ikke udføres på anden måde end gennem Ordet eller læren.

Det er, for at man skal vide, hvordan og hvor man skal finde og træffe ham, og ikke i tvivl og usikkerhed skal gabe hid og did efter særlige åbenbaringer eller oplysninger; men at enhver skal holde sig til Ordet og vide, at han ved det og intet andet middel vil oplyse hjerterne og bo og virke i dem, både ret erkendelse og trøst i troen på Kristus. Og hvor det sker, at Ordet om Kristus bliver troet, og hjertet derved får trøst, dér er Helligånden visselig og gør sit værk; som der ofte er sagt om dette.

Begge disse navne, en trøster og sandhedens Ånd, er også meget liflige og trøsterige navne. For ordet trøster, af det græske paracletus (som omtrent er det, man på latin kalder advocatus eller patronus [forsvarer, sagfører]), betyder sådan en mand, der er den beskyldtes eller anklagedes bisidder og tager sig af ham for at forsvare ham og fører hans sag til et godt udfald og tjener ham med råd og hjælp, formaning og styrke, hvor han har brug for det. Det skal (siger Kristus) være Helligåndens embede, når jeg går fra jer, og I ikke skal have nogen trøst eller bisidder i verden, men hele verden skal være imod jer, og Djævelen skal trænge ind på jer og med sin giftige lastertunge sige det værste om jer og beskylde jer og råbe jer ud for hele verden som forførere og oprørere; og desuden skal jeres egen samvittighed og jeres hjerte indvendig plage og ængste jer med skræk for Guds vrede, med sorg og tunge tanker om jeres egen svaghed, så I nok kunne og måtte fortvivle, hvis I i det skulle lades uden trøst og styrke. For derfra har Djævelen også dette navn diabolus, det vil sige calumniator, en falsk, ond mund eller bagvasker, som (sådan som Åb 12,10 viser) anklager de kristne dag og nat for Gud.

Mod denne bagvasker og anklager (vil han sige) vil jeg fra min Fader (i mit sted) sende jer Helligånden som bisidder og forsvarer, som skal føre jeres sag over for Gud og desuden trøste og styrke jeres hjerte, så I ikke mister modet over for al denne skam og bagtalelse, anklage og skræk fra Djævelen og verden, men tværtimod fatter et uforfærdet hjerte og mod og frimodigt åbner munden og fastholder og vinder jeres sag (det vil sige troen på og bekendelsen af Kristus), som han siger i Luk 21,15: «Jeg vil give jer mund og visdom, som alle jeres modstandere ikke skal kunne modsige eller modstå.»

Det er sandelig at male Helligånden venlig og trøsterig for os, så vi hverken ser på ham eller regner ham for andet end sådan en venlig, kær trøster og bisidder, og vide, at han dertil bliver sendt og givet af Gud Fader og Kristus og visselig også viser sig sådan over for os (gennem Ordet), at han i sandhed trøster os og ikke viser andet end lutter nåde, kærlighed og godt fra Gud, og forsikrer hjerterne om, at Gud (både Faderen og Sønnen) ikke er vred på dem eller fordømmer dem og ikke vil have dem forskrækkede, eftersom Helligånden sendes af dem begge som trøster og har befaling om ikke at forkynde andet end det, han hører; som vi har hørt i det seneste evangelium.

Af denne trøst følger da også et uforfærdet hjerte og mod over for Djævelens og verdens rasen, så det også lider med glæde og overvinder alt, hvad en kristen udvortes skal lide; sådan som apostlene og martyrerne (også mange svage kvinder og unge jomfruer) har gjort: for et sådant menneske ved, at Helligånden i en sådan tro og bekendelse er hos ham, står ham bi og styrer og fører hans strid og kamp (mod Djævelen og verden), så han ikke behøver at bukke under, men sejrer ved ham og fuldfører sit værk, uanset hvad der sætter sig imod.

For det andet kalder Kristus ham sandhedens Ånd, også til trøst for dem, som tror evangeliet, så de skal vide, at den trøst, de hører gennem Ordet, er sand og ægte og hverken lyver eller bedrager, og at det mod og den frimodighed, som stoler på den og trodser i kraft af den, ikke slår fejl, men forbliver og består, vis, fast og bestandig, mod al storm og skræk, selv fra alle helvedes porte; for den er ikke grundet på noget uvist og foranderligt, sådan som verdens trøst og trods er bygget på forgængeligt gods, magt og vælde osv., men på Kristi ord og Guds evige sandhed.

Og dette navn giver Kristus også Helligånden i modsætning til Djævelen, som også er en ånd, men ikke de kristnes trøster og bisidder, men deres modstander og morder; og ikke sanddru, men en løgnens ånd, som både med falsk skræk og falsk trøst, dog under sandhedens skin, forfører og fordærver. For han har også den art ved sig, at han fylder sine egne, det vil sige de vantro, formastelige, sikre, gudløse hjerter, med sød trøst (som der er sagt ovenfor i evangeliet på tredje påskedag) og desuden gør dem dristige, trodsige og hovmodige i deres indbildning og visdom og selvlavede egen hellighed, så de ikke agter nogen trussel eller skræk for Guds vrede og den evige fordømmelse og bliver hårdere hoveder end noget stål eller nogen diamant.

Med de rigtig fromme hjerter, som ellers er forsagte og ømme, gør han derimod lutter det modsatte: han martrer og gennemborer dem med alt, hvad der kun kan tænkes og siges eller ske af frygteligt, som med lutter gloende pile, så de ikke skal vente sig noget godt eller nogen trøst fra Gud. Og således vil han på begge sider forføre folk med sine løgne og føre dem i fordærv og evig død: de første, som burde forskrækkes til omvendelse, ved falsk trøst og sikkerhed, og dem lader han dog til sidst, når den lille time kommer, blive siddende i pludselig skræk og fortvivle; de andre ved at slide dem ned med uafladelig plage og ængstelse og tage den trøst fra dem, som de skal have i Gud, så de skal fortvivle over hans nåde og hjælp.

Derfor skal man lære at kende Helligånden ret og vide, at han ikke er og gør andet end i sandhed at trøste de bedrøvede, forsagte hjerter gennem prædikenen af evangeliet i Kristus – de hjerter, som erkender deres synd og allerede bliver alt for meget forskrækkede og bedrøvede af Djævelen – og byder dem at være trøstige og glade i Guds forjættede nåde i Kristus og holder dem fast derved, så de bliver ved denne sandhed, og så også deres hjerter fornemmer og erfarer denne sandhed: at al anden lære og trøst, hvormed man vil regere samvittighederne over for Gud, hverken er ægte eller sandhed (og derfor kan der heller ingen Helligånd være dér), men er Djævelens løgn og bedrag, hvorved han også vil udføre sit mord; og at de derfor ikke lader sig vende eller rive bort fra denne sande trøst gennem evangeliet af nogen skræk, trussel eller lidelse på jorden.

Men denne Helligåndens trøst og sandhed er meget skjult og dybt gemt i troen, så de kristne heller ikke selv altid fornemmer den, men i deres svaghed langt mere må føle det modsatte; for Djævelen hindrer og spærrer både indvendig, ved sig selv og ved kødets egen forsagthed, og udvendig ved verdens ondskab overalt, sådan at de ofte næsten slet ikke kan have en god, trøstelig tanke om Gud, og det går dem, som den høje apostel Paulus klager om sig selv i 2 Kor 7,5, at de altid føler «udadtil kampe, indadtil frygt»; så det ikke kan være lutter trøst og glæde, men snarere for det meste sorg og angst og dødskamp; som han også siger i 2 Kor 4,11: «Vi, som lever, overgives altid til døden for Jesu skyld»; ligeledes i 1 Kor 15,31: «Så sandt som vi har den stolthed, som jeg har i Kristus Jesus, vores Herre: Jeg dør dagligt.» Som man også ser, at mange fromme hjerter altid er bedrøvede og tungsindige, ængster og plager sig med deres egne tanker og ligger i Djævelens anfægtelser lige til fortvivlelse. «Hvor er her (siger verden og vores eget kød) den Helligånd, som I kristne roser jer af?»

Derfor skal en kristen her være klog, så han ikke dømmer efter sine egne tanker og følelser, men ved, at han netop imod en sådan anfægtelse og svaghed skal holde sig til Ordet og den trøsteprædiken, som Helligånden holder for alle fattige, bedrøvede hjerter og samvittigheder; som Kristus siger i Es 61,1–2 om sit embede, som han skal udøve ved Helligånden: «Herrens Ånd er hos mig, derfor har Herren salvet mig; han har sendt mig for at prædike for de elendige, for at forbinde de sønderbrudte hjerter»; ligeledes «for at trøste alle sørgende» osv.

Heraf skal du lære (som du hører her og alle vegne i evangeliet), at Gud ikke vil have dig bedrøvet og forskrækket, men glad og trøstig i kraft af det visse, sande tilsagn om sin nåde, som Helligånden selv prædiker for dig, og han siger, at det ikke er sandheden, men din vildfarende, falske indbildning og Djævelens bedrag, det, du føler og tænker i dit hjerte om en unådig Guds vrede og straf, som vil fordømme dig til helvede; lad derfor Guds ord og bud gælde mere for dig end din egen følelse og hele verdens dom, for at du ikke også skal gøre ham til en løgner og berøve dig selv sandhedens Ånd.

Denne forjættelse og trøst (imod vores følelse og forsagthed) giver Kristus med disse ord, når han siger: «Jeg vil ikke efterlade jer faderløse» osv. For med det lille ord faderløse viser han selv, hvordan kirken er beskaffen efter dens egen følelse og i hele verdens øjne: at den ikke ser ud som et skønt, velordnet og velfæstnet styre, men er en sønderrevet, adspredt lille flok af fattige, elendige faderløse børn, som hverken har hoved eller værn eller bisidder på jorden, så hele verden oven i købet ler ad dem og spotter dem som store tåber, fordi de holder sig selv for kirken og Guds folk; og desuden tynger hver enkelts egen nød og lidelse ham så hårdt, som om han var den eneste, der lå dybest nede og var mest forladt.

Og især vokser denne elendighed og forsagthed, når man ret føler Djævelens magt, når han driver sine bitre, giftige morderstik ind i hjertet, så det tror sig forladt ikke alene af alle mennesker, men også af Gud, og hjertet helt mister Kristus og slet ikke kan se nogen ende på sin elendighed; som vi har hørt ovenfor i evangeliet, hvor han siger (Joh 16,20): «I skal græde og jamre, men verden skal glæde sig; men I skal være fulde af sorg» osv. Det er da ret at være faderløs, det vil sige (efter følelsen) at være ladt i stikken i alle ting uden trøst og hjælp.

Men ligesom Kristus hermed forud forkynder sine kristne denne lidelse, sådan vil han også på forhånd have givet denne trøst og vederkvægelse og lære os, at vi ikke skal fortvivle over den, men blot holde fast ved hans ord, selv om det synes at trække alt for længe ud; og minde os om tilsagnet om, at han ikke vil lade os blive siddende i en sådan elendighed, og give ham den ære (som er Guds højeste ære), at man holder ham for trofast og sanddru, fordi han siger: «Det skal ikke vare evigt, men kun være en lille og kort stund»; som han også siger her: «Jeg kommer igen til jer»; ligeledes: «Endnu en lille stund, så skal verden ikke se mig (det vil tykkes jer at være jeres sande sorgens time, ja en evig dødstime); men jeg vil se jer igen, og jeres hjerte skal glæde sig.»

Det er venligt og trøsterigt nok lovet; vi skal blot også lære at tro det og således erfare, at han ved underfuld, guddommelig kraft i vores højeste svaghed regerer, beskytter og bevarer sin kirke, så den dog bliver stående og skal få hjælp; og det sådan, at der under denne dens højeste sorg er trøst, under den højeste elendighed og forladthed glæde og hjælp, under døden evigt liv, indtil det bryder frem og også bliver følt, når hjertet har overvundet alt dette og nu, gennemstrømmet af herlig glæde over hjælpen og forløsningen, hører dette glade, trodsige sejrsord, som Kristus siger her: «For jeg lever, og I skal også leve» osv. Og som det skønne Confitemini [Sl 118, efter dens latinske begyndelsesord «Tak Herren»] lyder (Sl 118,15–17): «Man synger med glæde om sejren i de retfærdiges telte; Herrens højre hånd vinder sejr. Nu skal jeg ikke dø, men leve og forkynde Herrens gerning.»

Det er også det, Paulus siger i 2 Kor 4,10 om denne trøst og hjælp for de fattige faderløse: «Vi overgives altid til døden og bærer altid Herren Jesu død på vores krop, for at også Herren Jesu liv skal blive synligt på vores krop.» Og Kristus igen i Luk 12,32: «Vær ikke bange, du lille hjord! For det har behaget jeres Fader at give jer riget» osv.

Se, dette er de kristnes høje visdom og erkendelse, åbenbaret ved Helligånden, som verden slet intet forstår af; som den selv må bekende, at den ikke ved noget om denne trøst og desuden drives af Djævelen til også at foragte og støde Helligåndens prædiken om denne trøst fra sig. Derfor afsiger Kristus også dommen over den, til trøst for sine kristne: «som verden ikke kan modtage, for den ser ham ikke og kender ham ikke.» O, det er et frygteligt ord: ikke at kunne modtage Helligånden! For deraf må følge, at den ingen del har i Guds rige, men evigt er skilt fra ham og bliver i Djævelens vold og helvedes lænker. Men det er også en retfærdig, velfortjent straf over den forhærdede verden, som ikke vil have det anderledes, eftersom den så skændigt foragter, bespotter og forfølger Kristus, Guds Søn, med hans ord og Helligånd.

Dette være sagt om Helligåndens embede, som der tales om kort før denne tekst. Derpå følger nu dette evangelium:

Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; og min Fader skal elske ham.

Han havde kort forinden med næsten de samme ord begyndt at sige: «Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.» På de ord spørger den fromme apostel Judas: «Herre, hvad skyldes det, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?» For han var endnu, sammen med de andre disciple, af den jødiske tanke og mening, at Kristus skulle blive en verdslig herre og kejser, og de håbede også selv at blive store, mægtige herrer over land og folk; som de da ofte disputerede og skændtes indbyrdes om, hvem af dem der vel skulle blive den største og mægtigste.

Derfor undrer denne Judas sig over denne Kristi tale og kan ikke holde sig tilbage; han må bryde ud og spørge, hvad han dog mener med, at han ikke vil åbenbare sig for nogen uden for dem alene. For han må tænke sådan: «Hvad skal det blive for en konge, som ikke vil lade sig se af nogen, han som hidtil kun er gået omkring som en tjener og dog har prædiket offentligt og gjort undere, og som nu vil begynde sit rige så hemmeligt og skjult og så snævert afgrænset, at ingen skal se eller kende ham uden de få, som elsker ham? Jeg mente dog (ville han gerne sige), at du nu først ret ville åbenbare dig og lade dig se, også af dine fjender, sådan at de alle måtte falde dig til fode; og hvad skyldes det, at det hele alene skal bestå i, at man holder dit ord? Hvad skal vi udrette med det, hvis vi ikke vil gøre mere end det? Og hvem vil blive dig underdanig, hvis det skal stå til enhvers vilje og behag, om han vil kende og elske dig?»

Men Kristus taler og svarer med samme slags ord netop for at rydde de jødiske tanker ud af dem og male og fremstille sit rige rigtigt. «Nej, kære Judas (vil han sige), sådan skal det ikke gå til, som du mener. Verden har her på jorden sin ære og herlighed og sin magt og vælde, hvormed den bringer folk til lydighed; det kommer hverken jer eller mig ved; men det, det drejer sig om, er, at man elsker mig og holder mit ord. Hvor sådanne er, dér vil jeg regere, og for dem alene kan jeg åbenbare og vise mig osv. For mit styre er ikke at herske med tvang og magt (som man må gøre blandt de onde skurke i verden), men jeg vil regere hjerterne og have sådanne folk, som gerne og villigt kommer til mig; det vil de andre ikke gøre, som ikke tror på mig.»

For Gud har også tidligere ofte og meget prøvet på det jødiske folk, hvad det kan udrette at regere folk alene med love og straffe, så næsten hele folket blev udryddet i ørkenen af den grund og siden hele tiden blev slået og ført bort fra landet, til de til sidst gik helt til grunde; for han kunne dog ikke få dem dertil, at de blev lydige af hjertet og holdt hans bud.

Og hvad skulle de holde? De kunne jo heller ikke i begyndelsen, da Gud talte med dem og gav dem de ti bud, udholde ham eller høre ham, men bad om, at han ville lade Moses tale med dem, ham ville de høre; og dog, da han kom og bragte de ti bud, kunne de heller ikke se ham i øjnene og lagde et dække for hans ansigt, som (sådan som Paulus siger) også den dag i dag bliver liggende for deres øjne, så de hverken vil eller kan se og forstå (langt mindre går det dem til hjerte) det, som Gud vil have af dem: at de af hele deres hjerte skal elske ham og være ham lydige.

Når Gud nu ikke har kunnet få sit eget folk, som han særlig havde udvalgt og æret højt frem for alle andre, dertil ved Moses og profeterne, hvad skulle han så udrette bedre med andre ved lutter lov og tvang? Derfor har han måttet indrette et andet styre, hvis han skal have folk på jorden, som kan være og blive Guds rette, lydige børn. Det må gøres sådan, at han ikke alene driver den ulydige natur med skræk og trusler (skønt den også har brug for det, for at den dog skal erkende sin ulydighed og synd og må forskrækkes over Guds vrede), men lokker den til sig med kærlighed og venlighed, så man får kærlighed og lyst til ham.

Men det kan ikke ske på anden måde end ved et sådant ord, som forkynder os nåde i stedet for skrækken over den vrede, vi har fortjent med vores ulydighed, og viser, at Gud vil hæve sin vrede og tilgive synden. Dette venlige og nådige ord bringer Kristus nu med sit evangelium, og derfor begynder han sit rige sådan, at hjerterne griber dette og således lærer ham at kende, at han ved sin lidelse og død har bragt os nåde og barmhjertighed fra Gud og skænker os den og desuden har givet Helligånden, og at han regerer sådan, at vi bliver under dette nådens rige, og Helligånden virker i os, så vi til gengæld får Gud kær og begynder at være ham lydige med kærlighed og lyst.

Om det siger han nu: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord.» Og kort forinden: «Hvis I elsker mig, da hold mine befalinger» osv. At holde hans ord eller bud, det må den gøre, som elsker ham, det vil sige, som kender og ved, hvad han har af ham (ellers vil ingen elske ham). Dermed menes ikke Moses’ ord og lovens prædiken, men prædikenen om den kærlighed og nåde, som han har vist os ved at lægge vores synd på sig og give sit legeme og blod hen for den og skænke os dette, så vi skal trøste os ved det og deraf kende og erfare hans kærlighed; og han kræver intet andet af os, når vi tror dette, end at vi er taknemmelige for det og bliver ved denne tro og bekendelse og således, af kærlighed til ham og ham til ære, med ord og gerninger hjælper til at fremme hans rige.

Nu synes dette at være en enkel sag for de formastelige, uprøvede ånder, som regner sig for så hellige og stærke, at det, de hører, er let for dem at holde, og at det med Guds ord er sådan en ting, der er gjort lige så hurtigt, som det er hørt. For hvem ville være så ond (tænker enhver, der ikke har prøvet det), at han ikke ville elske Kristus og holde hans ord, som jo prædiker om Guds nåde? Ligesom Israels folk i ørkenen (2 Mos 24,3): da Moses fortalte dem alle Herrens ord, råbte de alle med én røst: «Alle de ord, som Herren har sagt, vil vi gøre»; men da det skulle til at blive til gerning, holdt de dem sådan, at de derfor måtte blive hele fyrretyve år i ørkenen og alle gå til grunde. Ja, hvis Kristus med sit ord var guld og sølv eller bragte ære og ros til vores hellighed og visdom, så ville alle gerne og fast holde det. Men nu er han intet af det, som man har lyst til på jorden, men et så uskønt billede, at hele verden tager anstød af ham og flygter fra ham.

Derfor lærer erfaringen, hvor svært det er at holde dette ord, fordi det hellige kors er lagt på det. For bortset fra at vores eget kød og gamle natur efter sin art stadig er genstridig og hellere vil det, der er blødt og behageligt for den, så er Djævelen også straks på færde, når man begynder at bekende evangeliet, og hænger sig i det med hele sit følge og alle sine lemmer og trænger ind på dem alle vegne gennem verdens forfølgelse og al slags anfægtelse, indvendig med uophørlig kamp og angst i hjertet og udvendig med stadig fare for liv og lemmer, så man her må råbe og skrige til himlen om hjælp. Da lærer erfaringen nok, at det ikke er nogen enkel, let sag at holde Kristi ord, sådan som det ellers er at holde det andet gøglespil: de jødiske ceremonier eller selvopdigtede gudstjenester, munkevæsen og den slags.

Derfor (siger Kristus) hører det med, at hjertet hænger ved mig og elsker mig; for anderledes bliver det dog ikke i verden, der er Djævelens rige og fjendtlig mod Kristus. Kirken på jorden må være og kæmpe i svaghed, fattigdom, elendighed, angst, død, vanære og skam, og her driver nøden nok til, at du må træde ud af dig selv og ikke forlade dig på menneskers råd, hjælp og styrke, men må have Kristus i hjertet, så du agter hans navn, ord og rige højere, dyrere og mere værd end alt på jorden. Den, der ikke gør det, men elsker sin egen ære og magt, verdens gunst og venskab, lyst og glæde og sit eget liv mere, for ham prædikes der forgæves om dette; som han selv siger lidt efter: «Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine ord.»

Til en sådan kærlighed skal også hans kristne bevæges og drages, dem han her taler med som med dem, der kender ham og nu ved, hvad de har i ham: bevæges skal de (siger jeg) af hans kærlighed og venlighed, som han viser os, idet han har taget vores synd, fordømmelse og evige død fra os på sin hals og båret den og så sandelig rigeligt har fortjent af os, at vi elsker ham. Derfor minder han dem også kort forinden om det og siger: «Hvis I elsker mig» osv.; som ville han sige: «Erkender I det og holder for sandt, at jeg har fortjent af jer, at I elsker mig, så gør også så meget for min skyld» osv.; for når I tror og betænker dette, så vil I visselig også elske mig.

Men at elske er ikke kun at elske med ord; det må være levende gerning og bevis på kærligheden, og det hedder: «at holde mit ord» osv. Det er en kærlighed, der kæmper og sejrer. For det er også den rette kærligheds art, hvor den er, at den gør alt for den elskedes skyld, og intet er den for svært at lide og bære, uden at den gør det med glæde; som vi også ser på den naturlige kærlighed, som Gud har plantet (som et billede på sin guddommelige kærlighed til os) i far og mor over for deres børn, og som brænder helt uden løn og over for dem, der intet har fortjent, og driver dem til at gøre dem godt; ligesom også Kristus har vist os en sådan kærlighed i allerhøjeste grad, han, der var i sin guddommelige majestæt, evig Gud og Skaber, over for os stakkels skabninger, som endnu slet ikke var i slægt med ham, og som intet andet havde fortjent end vrede og fordømmelse.

Når nu kærligheden gør sådan mod dem, af hvem den ikke forud er blevet elsket, og som ingen kærlighed har fortjent; og vi dog i forvejen var skyldige at elske Kristus som vores Skaber og Gud, også selv om han ikke havde fortjent det så højt: hvor meget mere skal vi da elske ham, når han først har elsket os så højt. Og gik denne usigelige velgerning os rigtigt til hjertet, så ville intet heller gøre os mismodige eller blive os for svært af det, vi igen skal lide og bære for hans skyld, når vi blot kunne blive i hans kærlighed. Det hedder da ikke blot at have hørt hans ord gerne, men også at have holdt det fast og sejret.

Og min Fader skal elske ham

Her behøves ingen skarp disputats over spørgsmålet, hvorfor Kristus taler sådan: «Den, som elsker mig» osv., som om vi må begynde med at elske ham, da det dog er vist, at han begynder med at elske os, som 1 Joh 4,10 klart siger: «I dette består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin Søn som soning for vores synder»; ja, begyndte han ikke, så ville vi aldrig nogen sinde kunne elske ham. For ingen kan elske ham uden den, der tror, at han forud er elsket af ham og har en nådig Gud i ham; ellers flygter hjertet for Gud og er ham hemmeligt fjendsk, som var han én, der vil støde os i helvede, som sagt ovenfor.

Men når Kristus taler sådan: «Den, som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham» osv., så er det sagt om kærlighedens åbenbaring; som han også selv her tyder det, når han siger: «Jeg skal åbenbare mig for ham»; ligeledes: «Vi vil komme til ham»; nemlig at når vi i en sådan kærlighed står fast mod Kristi og kirkens fjender, det vil sige mod Djævelens og verdens vrede, had og forfølgelse, så skal vi også erfare og mærke, at han trofast og fast holder hånden over os med sin kærlighed og vil hjælpe os ud af en sådan kamp og nød og give sejr osv.; så det er probatio [latin: prøvelse, det prøvede] eller erfaring (som Sankt Paulus siger i Rom 5,4), der følger af tålmodighed i lidelsen. For det går til sådan, som sagt nok, at Guds kærlighed til os skjuler sig så helt, at man intet andet føler end det modsatte, som om Gud helt havde glemt os og forvandlet sin nåde og kærlighed til vrede.

Men den, der holder ud i dette og bliver i kærligheden, han erfarer da, at Gud er sanddru, og føler en sådan trøst af den guddommelige kærlighed og vished udøst i sit hjerte, at han derved overvinder alt; som Sankt Paulus igen siger i Rom 8,37–39: «I alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. For jeg er overbevist om, at hverken død eller liv, hverken engle eller magter eller kræfter, hverken noget nuværende eller noget kommende, hverken det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vores Herre.» Det er sejren og forløsningen, hvorved vi erfarer, at det er sandt, som vi har troet, at han elsker os.

Men Kristus taler med særligt forsæt sådan: «Min Fader skal elske ham», for at han kan drage os fra sig selv op og vise os ind i Faderens hjerte og male ham for os på det allervenligste; for det er højst nødvendigt for arme, bedrøvede samvittigheder. For det falder et sådant menneskehjerte overmåde svært med vished at vente sig alt godt, nåde og barmhjertighed af Gud; ja, det er helt umuligt, hvor det er uden mellemmanden Kristus. De rå, gudløse hjerter kan nok her være alt for stærke og trodsige; de går hårdt og stivsindet frem og mener, at alt, hvad de gør, er kostbart for Gud; ja, indtil de også kommer i virkelig fare og dødsrædsel (ved lovens klarhed og åbenbaring), så er der intet folk på jorden mere modløst og fortvivlet, og når den lille time kommer, går de pludselig til grunde, og ingen kan rejse dem op igen.

Derfor er det langt bedre, mere trøsteligt og sikrere med dem, der altid vrider sig og kæmper med rædsel og frygt for Guds vrede og er så angste, at verden vil blive dem for trang, når de hører Gud nævne; for dem er denne trøst egentlig sagt, ja, for deres skyld har Gud til alle tider ladet løftet om sin nåde og syndernes forladelse skrive og drive og desuden givet sin Søn og alt det gode, han gør i hele verden og overøser den med af goder, for at hans nåde og godhed så sandelig må blive kendt af dem; den varer daglig (som Sl 52 og Sl 36 siger) og når så vidt, som himlen er; så man må se og gribe med hænderne, at når en kristen lever og har et sundt lem, så er det lutter synlig nåde og hjælp fra Gud. For Djævelen, i hvis rige de er på jorden, er en så ond og bitter ånd, at han dag og nat ikke tænker på andet end at myrde og ødelægge dem.

Men hvor store og mange både Guds nådeløftes ord og hans nådes gerninger er mod dem, der frygter ham, så er det dog ikke stærkt nok til, at de løfter deres hjerter og ser frimodigt på Gud: for de bliver alligevel stadig i bekymring og angst for, at Gud endnu kunne være vred på dem, fordi de føler deres uværdighed og svaghed, og hvad de end tænker på eller hører af vrede ord eller frygtelige eksempler på Guds vrede og straf, så skælver de for det og frygter, at det vil ramme dem. Ligesom på den anden side de andre (som burde forskrækkes over det) stivsindet og hovmodigt i deres sikkerhed foragter det og trøster sig kødeligt med, at Gud ikke kan være vred på dem: så svært er det at bringe menneskets hjerte på ret køl, så det i lykke og velstand ikke bliver sikkert, men bliver ydmygt, og omvendt i rædsel og ulykke har trøst og tillid til Gud.

For den skyld taler Kristus overalt i sine trøsteord sådan, at han jo viser Faderen på det allervenligste, som en tro og god mellemmand, og gerne ville tale os det ind i hjertet, så ingen tvivler på det: at den, der blot har kærlighed og lyst til ham og kan hænge ved hans ord og tro, at han har båret og lagt bort al vrede, synd og død for os, og bliver ved det med fast bekendelse, han har visselig Guds rette faderhjerte, fuldt af usigelig, bundløs kærlighed til ham, og at det er hans alvorlige vilje og mening, at han ikke skal frygte eller forskrækkes for noget, men vente sig alt det kæreste og bedste af ham.

Det er jo en herlig trøst, som du godt kan glæde dig højt over som over dit himmerige, og gå i lutter glædesspring over, at du er forsikret og gjort sikker af Kristus på, at når du lider af Djævelen eller verden for hans skyld og af kærlighed til ham, så behager det Gud Fader i himlen, og det er det kæreste, du kan gøre for ham; og du skal også erfare en sådan kærlighed til dig gennem hjælp og sejr. Denne trøst skal de kristne kende og komme evangeliets skat og kundskaben om Kristus i hu, så de lover og takker Gud for det. Dette løfte udfolder han nu videre og med flere ord og siger:

Og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham

Det skal blive en rigtig herlig, ny pinsedag og en mægtig tilkendegivelse og kraft af Helligånden, en himmelsk forsamling eller et himmelsk koncil på begge sider, hvor hjerterne bliver oplyst og antændt af Helligånden med kærlighed til Kristus; og omvendt skinner og lyser Kristi og Faderens kærlighed mod dem, og de holder så venligt sammen, begge to, Gud og menneske; hvor Helligånden selv bereder og indvier menneskets hjerte til Guds hellige hus og bolig, tempel og monstrans, og mennesket får en så herlig, ædel, kær og dyrebar gæst og indbygger eller husfælle, som er Gud Fader og Sønnen og visselig med dem også Helligånden.

Det må være en stor herlighed og nåde for de mennesker, der agtes dette værdige: at være en så herlig bolig, slot og sal, ja paradis og himmerige, hvor Gud bor på jorden; og det er dog sådanne arme, bedrøvede, forskræmte hjerter og samvittigheder, som ikke føler andet hos sig end synd og død og bæver og skælver for Guds vrede og mener, at Gud er længst borte fra dem og Djævelen nærmest ved dem; men det er netop dem, som dette er lovet, og som frimodigt må trøste sig ved, at de er det rette Guds hus og kirke, ikke smurt af indvielsesbispen med ækelt krisma [den salveolie, biskoppen indviede], men indviet af Helligånden selv, hvor Gud har lyst til at hvile og blive; som også profeten Esajas siger om sådanne i Es 66,1–2 (imod de stolte hellige, der er opblæste af deres egen hellighed og gudstjeneste): «Hvad for et hus vil I bygge mig, og hvilket skal være det sted, hvor jeg skal hvile? Har ikke min hånd gjort alt, hvad der er? siger Herren. Men jeg ser til den elendige og til den, der har en sønderbrudt ånd, og som frygter for mit ord.»

Og hvor skulle Gud ellers bo? Han finder ellers intet herberg på jorden; de andre fortræffelige, høje, store, selvgroede hellige er ham alt for stolte, alt for høje, vise, kloge og hellige og desuden faret langt igennem og op over himlen, til at de skulle være hans bolig på jorden (skønt de dog roser sig af alene at være kirken og Guds folk). Så er han også på sin side alt for fin og kræsen til, at han vil eller kan være og bo hos sådanne hovmodige, pralende hellige, som efter deres afgud, Djævelen, vil sidde lige med Gud og prale over for ham af deres hellighed; og han agter dem ikke den ære værd, at han ser på dem med al deres pragt, ros og stads af deres smukke selvgjorte hellighed; derimod finder han sig til rette i de ringe hytter hos de fattige og foragtede, som hører og tror Kristi ord og gerne ville være kristne, men selv regner sig for alt for vanhellige, uværdige syndere.

Det er jo et fortræffeligt og skønt løfte, og (som Sankt Peter siger i 2 Pet 1,4) et af de kostbareste og allerstørste løfter, skænket os arme, elendige syndere: at vi også skal få del i guddommelig natur og blive så højt adlet, at vi ikke blot ved Kristus skal elskes af Gud og have hans gunst og nåde som den højeste, dyreste helligdom, men have ham, Herren selv, boende helt i os. For det skal (vil han sige) ikke blive ved kærligheden alene, at han tager sin vrede fra os og bærer et nådigt faderhjerte mod os; men vi skal også nyde godt af den samme kærlighed (ellers var den en forgæves, spildt kærlighed for os, som ordsproget siger: «At elske og ikke nyde» osv.) og have stor nytte og skat af den, og den skal have et sådant eftertryk, at kærligheden viser sig med gerning og en stor gave.

For det er de to stykker, som de kristne modtager fra Gud (som Sankt Paulus nævner dem hver for sig i Rom 5,15): nåde og gave. Nåden forlader synden, skaffer samvittigheden trøst og fred og sætter mennesket i den guddommelige barmhjertigheds rige; ligesom det jo kaldes et nådens rige, Sl 117,2: «Hans nåde og sandhed råder og hersker over os i evighed.» Men gaven eller foræringen er, at Helligånden virker nye tanker, nyt sind, nyt hjerte, ny trøst, styrke og nyt liv i mennesket.

Det mener han nu her i det stykke, hvor han siger: «Vi vil tage bolig hos ham.» Det skal følge efter Guds nåde og kærlighed, at menneskets hjerte bliver en trone og stol for den høje majestæt (den må være bedre og ædlere end himmel og jord), som Sankt Paulus siger i 1 Kor 3,16–17: «Guds tempel er helligt, og det tempel er I» osv.; ligeledes i 2 Kor 6,16: «I er den levende Guds tempel, som Gud siger: ’Jeg vil bo i dem og vandre i dem.’»

Det går sådan til, at Gud ud over nåden – når mennesket begynder at tro og holder sig til Ordet – også regerer i mennesket ved sin guddommelige kraft og virkning, så han bliver mere og mere oplyst, rigere og mægtigere i åndelig forstand og visdom til at kende, dømme og bedømme al slags lære og sager; dernæst tager han også til og går frem dag for dag i livet og i gode frugter og bliver et venligt, sagtmodigt, tålmodigt menneske, der tjener enhver med at lære, råde, trøste og give, til nytte for Gud og mennesker, et menneske, ved hvem og for hvis skyld land og folk bliver hjulpet; kort sagt, en sådan mand, gennem hvem Gud både taler, lever og virker det, han taler, lever og gør: hans tunge er Guds tunge, hans hånd er Guds hånd, og hans ord er ikke længere menneskers, men Guds ord.

For hans lære og bekendelse (som han fører som kristen) er ikke menneskers forstand og visdom, men Kristi, hvis ord han har og holder; således er også hans embede (som han udøver og gør som kristen) ikke af menneskers egen beslutning og evne, men af Guds befaling, evne og kraft, rakt frem af Gud ved Helligånden (som Sankt Peter siger), så han overalt giver lutter godt fra sig, ligesom han har modtaget alt godt fra Gud; og også udvortes bliver hans legeme og lemmer et tempel for Helligånden, 1 Kor 6,19, så han som en kristen og et godt træ skaffer lutter gode frugter og gavn, gør godt og står imod det onde og flyr det.

Se nu, hvilken stor ting et menneske er, som er en kristen, eller, som han siger, holder hans ord osv. Et sandt vidundermenneske på jorden, der gælder mere for Gud end himmel og jord, ja et lys og en frelser for hele verden, i hvem Gud er alt i alt, og som formår og gør alt i Gud; men for verden højt og dybt skjult og ukendt; den er heller ikke værd at kende sådanne folk, men må holde dem for sine fodklude, ja, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 4,13, for en forbandelse og et udskud, for hvis skyld land og folk må være forbandet og gå til grunde, og som jo før, jo hellere skal rettes af vejen, til tjeneste for Gud og for at rense verden.

O, hvor spotteligt har det lydt i de jødiske helliges, præsters og farisæeres ører, når de hørte en sådan tale: at Gud vil have sin bolig alene i dem, der holder denne mands ord, det vil sige i dem, der ikke er andet end en lille håndfuld frygtsomme, fattige, foragtede folk; som om Gud ikke havde et bedre, herligere hus og bolig (som passede sig for en sådan majestæt) i de hellige, fortræffelige folk, der var de klare lys og høje hoveder i Guds folk, i den hellige stad Jerusalem og i det herlige tempel og den herlige gudstjeneste, som dog også Skriften og profeterne selv kalder Guds hellige stad og bolig, det udvalgte sted, hvor Gud ville hvile (Sl 132,14), og det for evigt; som de også meget trodsigt stolede på og mente, at det var umuligt, at deres kongerige, præstedømme og gudstjeneste skulle gå under.

Men nu går Kristus her til og tier om og glemmer alt dette, som ville han slet intet vide af det, og fører en sælsom, ny tale: at dette skal være Faderens og hans hellige sted, bolig og kirke, hvor der er en kristen, som holder hans ord; og dermed ophæver og sønderbryder han jødedommens og templets gamle bolig i Jerusalem og bygger en ny, hellig, herlig kirke og et Guds hus, som ikke er Jerusalem eller jødedommen, men er udbredt i hele verden uden forskel på personer, steder og ydre skik, hvad enten de hedder jøder eller hedninger, præster eller lægfolk; og det er et hus, ikke gjort af sten og træ ved menneskehænder, men skabt på ny af Gud selv, nemlig et sådant folk, der elsker Kristus og holder hans ord.

Ganske vist har han indtil nu været husherre i det jødiske folk og haft sin arne og sin ild dér, som han siger i Es 31,9, for sit ords skyld, som endnu var blevet der, forkyndt ved profeterne og i hvert fald troet af nogle, som var Guds rette kirke, for hvis skyld land og stad blev bevaret; men nu, da Kristus selv er kommet, og de ikke vil høre hans prædiken, men forfølger hans apostle og kristne og jager dem ud af landet, indtil der til sidst ingen kristen kan blive tilbage derinde, så må også templet, staden og landet ødelægges og gå til grunde med præstedømme og folk, forstødes for evigt og aldrig rejses igen; som Moses og profeterne også forud har forkyndt dem: Hvis de ikke ville holde hans ord og bud, skulle de ikke længere være eller hedde hans folk, og hans stad og tempel skulle ikke længere være hans stad og tempel, 5 Mos 32,21; Hos 1,9.

Så hører du her igen definitionen og svaret på stridsspørgsmålet: Hvad er dog kirken og dens magt? Om den roser man med rette og i sandhed, at den regeres af Helligånden; ja, at også Faderen og Sønnen bor hos den, som han siger, og at hvad den taler og gør, det bliver talt og gjort ved ham, så enhver under tab af sin frelse er skyldig at adlyde den. For så vidt er vi enige om ud fra dette og andre løfter, at der er et sådant folk på jorden, som hedder Guds folk, hvor han vil være husfader som i sit hus, fyrste i sit slot, Gud i sin kirke, så højt og dyrt agtet af Gud, at han ikke agter hele sin himmel deroppe så meget, men er kommet til den i denne jammerdal og vil blive hos den til verdens ende, så man ikke forgæves skal glo op i vejret og søge hans kirke i paradiset, som han har gemt til den til det andet liv.

Derfor er der ingen strid om, at der er en kirke på jorden, og at man skal være den lydig som fruen og kejserinden, gennem hvem Gud taler og virker; men striden går på, hvem og hvilken denne kirke er. For at afgøre denne strid og ramme den rette kirke (siger Sankt Augustin) nytter det ikke, at vi dømmer efter menneskers ord og dom; men således kan vi blive vis på sagen, når vi hører, hvordan Kristus, Herren, selv beskriver og afmaler den i sit ord. Nu døber og maler han den sådan, at det er denne lille flok, der elsker Kristus og holder hans ord (for derpå kender og sporer man en sådan kærlighed). «Mit ord må være der», siger han, «og være holdt, eller man må være blevet ved det; ellers udretter det intet.» Ordet, der hedder Kristi ord, skal her være rettesnoren og prøvestenen, hvorpå man kender og rammer kirken, og som den skal rette sig efter; for den må dog have en fast regel og et fast mål for, hvad den skal tale og gøre, og det gælder ikke, at enhver taler eller gør, hvad han har lyst til, og så foregiver, at kirken har talt og gjort det af Helligånden.

Derfor binder Kristus kirken til sit ord og giver dette som kendetegn, hvorved man skal prøve og spore den: om den har dette ord, lærer og prædiker det og gør alt efter det, ud af kærlighed til Kristus. Hvor du finder det, dér har du truffet den rette kirke, og du er skyldig at adlyde den og skal med visshed slutte, at Gud bor dér og taler og virker gennem den.

Denne regel giver også Sankt Peter (som vi hørte ovenfor i hans epistel), når han siger (1 Pet 4,11): «Hvis nogen taler, skal han tale som Guds ord; hvis nogen har et embede, skal han udføre det som af den evne og kraft, Gud giver.» Det vil sige: Den, der i dette hus vil tale og gøre noget, udrette, befale eller give, han skal tænke på, at han taler og gør det, som er Guds ord og gerning – eller også lade sin gerning og tale fare og i stedet tale og regere derhjemme i sit hus eller fyrstendømme. For uden for dette hus har verden andre ord og gerninger, hver herre, kejser, fyrste og husfader i sit regimente og sine sager; og dér er det dog også ordnet sådan, hvor der regeres ret, at alt går efter hus- eller landsherrens vilje og sind. Selv om husets eller hoffets folk ellers er troløse og onde, så er og bliver det dog herrens ordning og befaling, og det sker, som han siger og befaler. Men i dette hus, hvor Gud er herre og fyrste, vil han også alene have det talt og gjort sådan, at det ikke kaldes andet end hans ord og hans gerninger, gjort i kraft af hans befaling, så at enhver med visshed kan holde sig til det, trøste sig ved det og forlade sig på det.

Det er det skønne løfte om de kristnes overvældende herlighed: at Gud giver sig så dybt ned til dem og kommer dem så nær, at han ingen andre steder end i dem og gennem deres ord og gerning, mund og hånd vil vise sig og lade sig se og høre. Dermed gør han en meget stor forskel mellem dem og alle andre mennesker, så at selv en enkelt kristen (hvor ringe han end er) er en helt anden mand og æres højere for Gud end alle konger, kejsere, fyrster og hele verden på én gang; de har intet af denne ros og ære og ved intet om den. Som også Moses siger (5 Mos 4,7): «Hvor er der et så herligt folk, som har sine guder så nær hos sig, som Herren, vor Gud, er os, så ofte vi påkalder ham?» Så skulle man jo for dette stykkes skyld holde af evangeliets ord og desuden blive frimodig og dristig til at holde fast ved det og for dets skyld lade alt i verden fare.

Men man må her også vide (som jeg har sagt), at dette hos de kristne på jorden endnu bliver i Ordet og troen under svagheden, så de nok har brug for at råbe til Gud og bede om Helligåndens hjælp og styrke. For at en kristen er og kaldes Guds bolig, hvori Gud regerer, taler og virker, det er nok begyndt, men endnu ikke helt fuldkomment; det er en sådan bygning eller et sådant hus, som Gud endnu dagligt arbejder på og gør i stand, indtil det bliver fuldt beredt og fuldendt på hin dag. Derfor siger Kristus heller ikke her: «Vi vil finde en færdig bolig hos ham», men: «Vi vil gøre bolig hos ham.»

For han bringer også alskens åndeligt materiale med sig, som hører til at bygge, tømre og færdiggøre en sådan bolig, det vil sige Helligåndens gaver ved siden af Ordet. Så selv om den endnu ikke er helt færdigbearbejdet, så er nåden og kærligheden dog til stede, ved hvilken de er antaget af Gud og nu kaldes og er hans hus; og de bliver stadig gjort i stand ved Ordets brug og ved Helligånden, så de tager til og bliver stærkere i forstand, visdom, tro, gaver og dyder; og samtidig bliver det, som endnu er knastet og ubehøvlet ved dem fra den gamle fødsel, hugget af og dræbt ved kors, anfægtelse og lidelse; og således går den begyndte nåde og Helligåndens gerning altid videre i arbejdet.

Derfor skal ingen tage anstød af en anden eller fortvivle over sig selv, når han ser eller selv mærker endnu mange syndige skrøbeligheder, tilskyndelser og lyster til vantro, utålmodighed osv. – ja, selv om han undertiden har forset sig og er snublet (som Sankt Peter, da han fornægtede Kristus) – som om Gud derfor helt var veget fra ham og ville forstøde ham som et udueligt redskab. Han skal derimod rejse sig igen ved omvendelsen og troen på Ordet og trøste sig med, at han er i Kristi rige, nådens rige, som er langt mægtigere end synden, Rom 5,20. Og Helligånden gives sådan, at han ikke alene er en skænk og gave, som giver mod og styrke, men også trøster i svagheden og gør en sådan Guds bolig, hvor Guds kærlighed altid bliver, og ved den bliver en sådan svaghed dækket til og ikke tilregnet.

Således er der i Kristi rige udgydt (som profeten Zakarias siger med smukke ord, Zak 12,10) nådens og bønnens Ånd. For det er Helligånden, som bor i de troendes hjerter sammen med Faderen og Sønnen, taler og virker gennem dem og giver dem trøst og sejr, så de kan stå imod syndens, dødens og Djævelens magt. Men det gør han ikke ved idel åbenbare, mægtige beviser på stor kraft og styrke; nej, fordi de endnu mærker deres synd og uværdighed, bærer han over med den, dækker den til og trøster dem med nåden og forladelsen i Kristus. Og fordi de også i en sådan kamp mærker stor svaghed, bliver de drevet af ham til bøn, det vil sige til at råbe om hjælp og styrke; og således sejrer den samme Ånd i dem ved en sådan råben og skrigen. Begge dele siger også Sankt Paulus om Helligånden i Rom 8,16.26: «Ånden selv vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn.» Ligeledes: «Ånden kommer vores svaghed til hjælp og går i forbøn for os med uudsigelige sukke» osv.

For også de store hellige her mærker og klager over, at de ikke har trøst, glæde og styrke nok, og de må også i den slags trøste sig ved nåden og holde sig oppe ved bønnen og anfægtelsen. Således klager Sankt Paulus mange steder, og især i 2 Kor 12,7–9, over sin svaghed: at der ved Satans engel er givet ham en pæl i kødet, som har gennemstukket og martret ham sådan, at han ikke har kunnet mærke Åndens styrke og kraft, og at han tre gange angstfuldt har bønfaldet Gud om, at den måtte tages fra ham; men der blev (siger han) sagt til mig: «Min nåde er dig nok.» Dér er hans råben og bøn ganske vist blevet hørt, men svagheden er dog ikke taget fra ham; og alligevel er nådens Ånd i ham, som i en sådan kamp trøster og opholder ham, så han ikke synker under; sådan som det også bliver sagt til ham: «Min kraft er mægtig, eller sejrer, i de svage.»

«Men den, som ikke elsker mig, holder ikke mine ord.»

Dér hører du en kort, tør dom: Der skal elskes, hvis man vil være og blive en kristen. Det hedder: enten holde hans ord gerne og villigt, eller lade det helt fare; enten have lyst og kærlighed til Kristus, eller fejle ham helt. For den, der stadig vil søge sit eget hos Kristus og ikke har ham kærere, end at han for hans skyld kan eller vil lade egen ære, ros, retfærdighed og alting fare, han duer ikke i hans rige. Derfor er det ikke givet alle at være kristne, skønt de også roser sig af ham; som også Sankt Paulus siger (2 Thess 3,2): «Troen er ikke alles.» For de har endnu ikke kendt eller smagt hans nåde og kærlighed; derfor kan de heller ikke elske ham eller holde fast ved hans ord, så de skulle vove eller lade noget for dets skyld.

Af denne dom følger nu det modsatte af alt det, han hidtil har sagt. For han bryder her kort af, men giver dem selv at forstå den følge, som hænger ved det, nemlig at den, der ikke holder hans ord, visselig heller ikke tror på ham og heller ikke kan gøre sig regning på nogen kærlighed hos Gud, men allerede er skilt ud af nådens rige og bliver under den evige vrede og dom; som Joh 3,36 siger: «Den, som ikke tror Sønnen, vil ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.»

Desuden har sådanne også den skade, at de ikke kan være Guds bolig, og at der ingen Helligånd er hos dem, og de bliver heller ikke værdige til den nåde, at Gud taler eller virker gennem dem; men fordi de foragter hans ord, så foragter han også dem igen, og således bliver der givet Djævelen rum over dem, så han driver dem efter sin vilje, så de intet guddommeligt kan tænke eller gøre og bliver uduelige til al god gerning, som Sankt Paulus siger (Tit 1,16); og de anretter intet andet end skade og ulykke i kristenheden. Og det hjælper dem ikke, hvor meget og hvor stort et skin og en ros af stor hellighed, gudstjeneste, gode gerninger osv. de foregiver og har, og hvor meget de mener at være Gud de kæreste og nærmeste.

For selv om de ellers er nok så fortrinligt og højt begavede med visdom, forstand osv., så har de dog ikke nåden til at gøre eller udrette noget godt, som Gud kunne lide, eller som hans velsignelse var med; og selv om de foretager sig mange gode gerninger, prædiker, beder osv., så bliver det dog alt sammen fordærvet, som Sl 109,7 siger: «Hans bøn skal blive til synd» osv. Omvendt må i Kristi rige for dem, der elsker ham, også det, som er syndigt og skrøbeligt ved dem, være godt, og alt må tjene dem til gode og til forbedring, som igen Sl 37,24 siger: «Falder den retfærdige, bliver han dog ikke kastet bort; for Herren holder ham ved hånden.»

Sådanne ulyksalige folk var dengang blandt jøderne den fornemste flok, som blev regnet for de helligste og viseste og ville være Guds folk frem for alle; og siden i kirken kættere og sekter og falske brødre, som også foregav stor åndelighed, kærlighed til sandheden og hellighed, og gennem hvem Djævelen dog har indført idel jammer og fordærv.

Ligeså, og meget værre, er endnu i dag hele vores pavedømmes bande, som ikke alene bevidst foragter Guds ord helt og holdent, men også uden nogen grund forfølger det og ikke vil tåle, at det bliver prædiket og hørt. Det er folk, der er helt besat af Djævelen, hvor hverken Gud, Kristus eller Helligånden kan bo; for de lever også offentligt sådan, at de ikke er andet end kristenhedens laster og skampletter (som Judas' brev kalder dem, Jud 13), og alligevel vil de med magt overdøve folk med kirkens navn og ros.

Men at de ikke er Kristi kirke, det behøver nu ikke yderligere bevis; for det er sluttet klart nok af dette Kristi ord, at den, der ikke elsker ham, holder ikke hans ord; men den, der ikke holder hans ord, er heller ikke et lem af hans kirke og har ingen del i hans rige, som sagt. Men at de ikke holder Kristi ord og ikke elsker Kristus, det vidner og råber deres egen gerning offentligt imod dem helt op til himlen; den fortsætter de med endnu den dag i dag, så forhærdede, at de ikke så meget som sukker et suk af kristen omvendelse over deres overbeviste og erkendte vildfarelser og vederstyggeligheder, hvormed de har ført så mange sjæle i fordømmelse, og heller ikke med den mindste tanke tager sig af, at Guds ord dog fremover må blive prædiket ret og de arme sjæle hjulpet; men de værger sig med hænder og fødder og ville hellere se land og folk, ja hele verden, bade i blod end omvende sig fra og rette en eneste vildfarelse eller misbrug. Så man nu må se, hvordan de er helt overgivet til Djævelen, og Guds vrede endelig er kommet over dem.

Således er de kristne hermed skilt fra alle andre mennesker på jorden, ikke ved nogen ydre måde eller gerning – den kan alle ikke-kristne og hyklere også have – men alene ved det, som hedder at elske Kristus og holde hans ord; deri viser troen og kærligheden til Kristus sig og skinner frem, og det gør de andre ikke og vil ikke gøre det, og således skiller de sig selv fra og kaster sig selv ud. For dette kan jo, som sagt, ikke forblive hemmeligt eller skjult, men det må vise sig i handling og gerning, på begge sider. Derfor hedder det heller ikke blot at have hørt eller kendt Ordet, men at holde det, det vil sige med handling og bekendelse offentligt at vidne om det for hele verden og blive ved det, selv om man skulle lade alt fare for dets skyld; hvem der gør det eller ikke gør det, det vil sandelig nok blive set og hørt.

Heraf er det nu let at forstå, hvorfor Kristus i begyndelsen sagde, at han ville åbenbare sig, ikke for verden, men alene for dem, der elsker ham. For verden kan ikke lide og vil ikke have denne Kristus, sådan som han viser sig i korset og i en forargelig skikkelse og ikke bringer, hvad den begærer: magt, ære, rigdom, ros og pris for dens egen visdom og hellighed osv. For den er helt sunket ned og druknet i lyst og i sin egen kærlighed til sådanne jordiske goder; hvor den ikke ser og finder dem, dér forstår, ser og ved den intet videre, og dens lyst og kærlighed, håb og trøst hører op; den kan heller ikke have lyst til at vove sig ud i den fare at blive berøvet sådanne goder; men især kan den ikke tåle, at æren og rosen for dens høje gaver, dens visdom, dyd og hellighed skulle tages fra den og blive til synd og skam for Gud.

Derfor må Kristi rige nok være skjult for den og evangeliet tildækket for den, og dens hjerte blive ved at være forblindet af Djævelen, så den hverken kender Kristus eller Faderen, og han ikke kan tage ophold eller bolig hos den, så den kunne erfare nogen trøst, nytte eller kraft af hans ord og gerning. Og således bliver evangeliet og kundskaben om Kristus nok en åbenbaring og, som Sankt Paulus kalder det (Rom 16,25; 1 Kor 2,7), mysterium, en skjult, hemmelig sag; ikke fordi det ikke er prædiket offentligt nok for hele verden og stillet klart frem i lyset, men fordi verden foragter det og i sammenligning med sin visdom holder det for dårskab og forargelse, og det alene bliver troet af nogle få enfoldige, som ikke tager anstød af det uvenlige billede af Kristi kors, og som ved en sådan tro lærer og erfarer den trøst, kraft, sejr, det liv og den salighed, som ligger skjult derunder. De andre er ikke værdige til at kende en sådan skat og vil heller ikke have det bedre; som Kristus også siger, Matt 11,25: «Jeg priser dig, Far, fordi du har skjult dette for vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.»

«Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig.»

Dér ser du, at han taler om det mundtlige, prædikede ord, som de hører af ham, og gør det så stort, at den, der foragter det og ikke holder det, ikke har foragtet det menneske, som taler det, men den guddommelige majestæt. Og omvendt trøster han dem, som holder dette ord, så de kan være vise på, at de dermed gør Gud Faderens vilje og mening. For han vil ikke lade det hvile på sig selv, men, som sagt, drage os gennem sig op til Faderen, som han gør overalt i Johannesevangeliet, imod den store, farlige anfægtelse, som Djævelen er mester i og især driver i fromme, gudfrygtige hjerter: at han skiller og river Gud og Kristus fra hinanden, så man nok hører Kristi ord, men dog med tankerne ved siden af vover sig til at udforske Guds vilje og hjerte uden for ham.

For det kan Djævelen endnu tåle, at man alene hænger ved mennesket Kristus og ikke går videre; ja, han lader også de ord blive talt og hørt, at Kristus er sand Gud. Men dét forhindrer han: at hjertet skulle kunne fatte Kristus og Faderen så nær og uadskilleligt sammen, at det med visshed slutter, at hans og Faderens ord er ganske og aldeles ét og samme ord, hjerte og vilje. Sådan som de uforstandige hjerter tænker: «Ja, jeg hører nok, hvordan Kristus taler venligt og trøsterigt til de bedrøvede samvittigheder; men hvem ved, hvordan jeg står mig med Gud i himlen?» Det betyder da, at man ikke har én eneste Gud og Kristus, men har gjort sig selv en anden Kristus og en anden Gud og dermed fejlet den rette Gud, som ingen andre steder vil findes og gribes end i denne Kristus; som han siger videre herom til Filip, Joh 14,9: «Den, som har set mig, har set Faderen.»

Sådan siger han også i Joh 7,16: «Min undervisning er ikke min, men hans, som sendte mig.» Det er netop det samme, som han siger her: «Hvad I hører af mig, det er med visshed min Faders ord og vilje, og I behøver ikke at forske videre efter det eller være bekymrede for, at Gud er vred på jer eller tænker ondt imod jer; men I skal være vise på, at han er jer nådig og god; for derfor har han sendt mig fra himlen, for at forkynde jer dette.»

Vogt dig derfor blot for andre tanker og indskydelser, som vil få dig til at tvivle på dette eller viser dig hen til at søge en anden åbenbaring af Guds vilje med dig uden for denne Kristus. For dér må du med visshed fejle, ja løbe dig fast til din egen skade og dit fordærv, når du forsker efter den nøgne majestæt; eller også bliver du bedraget af Djævelen, som giver dig sit eget spøgelse og blændværk ud for Gud. For han kan også den kunst at udgive sig for Gud i majestæt, sådan som han også gjorde over for Kristus, så man skal tilbede og adlyde ham; eller, hvor han ikke kan mere, så gør han dog mennesket forvirret med mange slags vidtløftige tanker og billeder, som han stiller frem, for endelig at rive hjertet bort fra denne Kristus. Herimod må en kristen være rustet og klog, så han lærer at hæfte og binde sit hjerte og sine tanker alene hertil, til Kristi ord, så han slet ingen Gud vil kende eller høre uden for ham; sådan som jeg ofte og meget har sagt om det andre steder.

Den anden del af evangeliet

«Dette har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer; men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt det, som jeg har sagt jer.»

Det er nu idel afskedsord, som Kristus giver sine disciple til slut på sin prædiken og trøst, fordi han vil skilles fra dem; dermed tager han sin afsked og viser dem hen til en videre, kommende trøst, når Helligånden skal gives dem, som skal lære dem at forstå alt dette og mærke en sådan trøst i gerning. Som ville han hermed sige: «Jeg har hidtil været hos jer og har gjort for jer, hvad jeg skulle og kunne gøre: givet jer mit ord og trøstet jer mundtligt; det skal I holde jer til, når jeg nu går bort fra jer. Og det er sandt, trøsten i de ord, jeg har talt, er overmåde stor og høj; men så længe jeg endnu er hos jer, går de jer ikke sådan til hjerte, at I kunne mærke deres sødme og kraft; det bliver kun ved ordet, at jeg taler det til jer, og det er endnu ikke mere end talt og hørt.»

«Men at det ikke alene bliver i mit ord og min tale, men også i jeres følelse og erfaring, og ikke er en blot og tom lyd eller klang, men bliver en levende trøst i jeres hjerte, det sker ikke, så længe jeg er hos jer; for I har endnu kun den legemlige og kødelige trøst ved mit nærvær. Derfor må jeg tages fra jer, for at en sådan trøst kan virke i jer, og Helligånden lære jer det. For når I nu har mistet mig og er ladt alene i fare, nød og angst, så vil I først rigtig få at mærke, at I har brug for trøst, og I vil sukke efter den; så vil Helligånden finde rigtig lærenemme elever i jer og fint hjælpe jer ind i det og minde jer om det, så I fatter og mærker, hvad jeg har sagt det til, og således forstår og mærker trøsten og kraften i jeres hjerte: at jeg og Faderen åbenbarer os for jer og således bor i jer, så også andre lærer en sådan trøst gennem jeres ord.»

Og læg vel mærke til denne tekst: hvordan Kristus her binder Helligånden til sin mund og sætter ham mål og grænse, så han ikke skal gå videre end hans ord: «Alt, hvad der er gået ud af min mund, det skal han minde jer om og ved jer sige videre.» Dermed viser han, at der også fremover i kristenheden ikke skal læres andet ved Helligånden end det, som de, apostlene, har hørt af Kristus (men endnu ikke forstået) og er blevet lært og mindet om ved Helligånden; så det altid går ud af Kristi mund fra den ene mund til den anden og dog bliver Kristi mund, og Helligånden er skolemesteren, som lærer det og minder om det.

For det andet er det også antydet heri, at et sådant ord må gå forud eller først være talt, og at Helligånden derefter virker gennem det, så man ikke vender det om og drømmer om en Helligånd, som virker uden Ordet og før Ordet; nej, han kommer med og gennem Ordet og går ikke videre, end dette ord går.

For det tredje lærer apostlenes eksempel også, hvordan Kristus regerer sin kirke i svaghed: at Helligånden ikke altid eller straks kan være så stærk og kraftig i de kristne, når de har hørt Ordet, at de skulle tro det hele og forstå og fatte det rigtigt. Og hos os er der stor forskel på at høre Ordet og at mærke Helligåndens kraft og virkning i det. For skønt apostlene er nået så vidt, og Helligånden virker så meget i dem, at de gerne hører Kristi ord og er begyndt at tro, så går denne trøsteprædiken dog ikke ind i dem, før Helligånden lærer dem det efter Kristi afsked.

Sådan går det også endnu: Vi hører nok Guds ord, som jo er Helligåndens prædiken, og han er også altid med; men det rammer dog ikke altid straks hjertet og bliver troet; ja, selv hos dem, som, bevæget af Helligånden, tager imod det og gerne hører det, bærer det alligevel ikke så snart frugt, og en kan godt gå lang tid hen uden at mærke, at han er blevet bedre eller trøstet og styrket af det, især hvor der endnu ingen angst og fare er, men fred og ro (som endnu dengang hos apostlene, før Kristus gik bort fra dem), hvor man ikke tænker videre end på at beholde den legemlige trøst. Derfor må det også komme dertil med os, at vi i nød og fare ser os om efter trøsten og sukker efter den; dér kan Helligånden så udøve sit embede og sin kraft, som er at lære hjertet og minde det om det prædikede ord.

Derfor er Ordet altid godt og nyttigt at høre og behandle, selv om det ikke altid rammer, så at vort hjerte dog engang i en time, og når vi har brug for det, bliver mindet om det, det har hørt, og så begynder at forstå det ret og føle dets kraft og trøst; ligesom gløderne, der en tid har ligget under asken, dog igen giver ild og tænder, når man rører i dem og puster til dem. Derfor skal man ikke holde Ordet for kraftesløst og forgæves prædiket eller søge et andet, fordi man ikke straks mærker dets frugt.

Det er ikke et svar værd, at de pavelige her søger udflugter i denne tekst: «Han skal lære jer alle ting» osv., for at holde fast ved deres pjat, og fråder om, at Kristus ikke har lært apostlene alt, hvad de skulle vide, men har overladt og forbeholdt Helligånden meget endnu at lære dem. For sådan fråderi er gendrevet og gjort til intet, så det kan forslå, af teksten selv, som klart og tørt siger: «Helligånden skal lære jer alle ting og minde jer om alt det, som jeg har sagt jer.» Sådan har han også tidligere overalt henvist dem alene til sit ord, som han siger: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord» osv.; ligeså siger han også om Helligånden i Joh 16,13–14: «Han skal ikke tale af sig selv, men han skal tage af mit og forkynde for jer.»

Men det er synd og skam, at man i kristenheden skal høre og tåle sådan en påstand: at Helligånden skulle lære – jeg vil ikke sige noget modstridende, sådan som paven med de åbenlyse gruer i sin lære, som han driver allerhøjest: fortjenesten ved egne gerninger, messeofferet, forbuddet mod kalken, ligeså mod ægteskabet, påkaldelsen af de døde helgener, skærsildens løgne og en opdigtet magt, lærer lige imod Kristus som den rette Antikrist – men at han skulle lære noget andet og bedre, end Kristus, Guds Søn, har lært, han, som selv er prædikanten, sendt fra himlen dertil; eller at Kristus endnu skulle have efterladt sig noget mere og nødvendigere, som særlig måtte åbenbares og læres gennem koncilierne. De har kun i ringe grad handlet om læren (bortset fra de første koncilier, som af Skriften har fastholdt den ene artikel om Kristi og Helligåndens guddom mod kætterne), men er ellers bare menneskelige ordninger og bestemmelser, og dertil behøver man slet ikke at love eller give Helligånden. Åh, han har langt højere ting at lære og åbenbare, som menneskers koncilier intet kan ordne eller fastsætte om: hvordan man undslipper Guds vrede, overvinder synden og døden og træder Djævelen under fode – det lærer Kristus alene om, og han siger, at den, der vil nå dertil, må holde hans ord.

Man burde fordømme og forbande de pavelige forkerte, skændige glosser som Djævelens gift og løgne, alene af den grund (selv om der ellers intet var at dadle ved dem), at de river hjerterne bort fra Kristi ord. For hvor man mener, at Kristus ikke har lært alt osv., dér er øjne og ører straks spærret op for at glo efter noget andet og tænke: «Åh, der må endnu være noget stort bagved, som Kristus ikke har lært, og som Helligånden endnu skal lære! Gid jeg også kunne høre og vide det, så ville jeg nok blive frelst!»

Deraf kommer så den skade og ulykke, at man ikke agter Kristi ord, og at man tager imod det nye, man siden kommer med, som noget kostbart, som om det var nødvendigt til frelsen. Og dog har Kristus (for at værge mod det og advare os mod alt, hvad der ikke er hans ord, som mod Djævelens gift) ikke alene bundet Helligånden til sin mund, så at han ikke skal lære andet end hans ord, men også selv med sin prædiken påberåbt sig Faderens befaling og siger, at det ikke er hans, men Faderens ord osv. Hvad kan man så endnu rose koncilierne for? De kan jo ikke fremføre noget vidnesbyrd eller nogen befaling for det, de gør (når de lærer eller ordner noget nyt); men alene apostlene har det vidnesbyrd fra Kristus og Helligånden, at de intet andet lærer end Kristi ord, som de også selv vidner, og både koncilierne og alle mennesker er skyldige at blive ved det og bevise, at det, de siger, er netop den samme lære.

«Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver.»

Det er en venlig godnat, han giver, sådan som han jo allerkærligst har villet og kunnet tale med disciplene. «Nuvel,» siger han, «jeg må herfra og kan ikke tale meget mere med jer; så siger jeg godnat hermed, og lad det gå jer vel. Jeg ønsker og giver jer intet andet end fred, det vil sige, at det må gå jer vel.» For på hebraisk betyder fred ikke andet end at give og efterlade alt godt. «Det skal være min afsked og min afskedsgave, som jeg efterlader jer; I skal ikke lide skade eller mangel ved min afsked, jeg vil rigeligt holde jer skadesløse, for I skal i stedet få det bedste fra mig, som I kan begære: sådan fred og sådant godt, at I har en nådig Gud i min Fader, som mener det godt med jer med faderlig kærlighed og et faderligt hjerte, og i mig en god og trofast Frelser, som vil gøre jer alt godt og ikke forlade jer i nogen nød, men beskytte jer og stå jer bi mod Djævelen, verden og alt ondt og dertil give jer Helligånden, som skal styre jeres hjerter sådan, at I har ret trøst, fred og glæde i mig.»

Det skal betyde og være: «Min fred er givet og efterladt jer, ikke som verden giver fred.» For den formår ikke at give sådan fred og sådant godt, eftersom al dens fred og alt dens gode ikke alene er forgængeligt, men ustadigt og foranderligt hver time; for den sætter alene sin fred og trøst til timelige penge og gods, magt, ære, menneskers venskab osv.; når det går bort, så er freden, hjertet og modet borte. Og selv om den havde magt til at give og bevare alt dette, så har den dog ikke og kan heller ikke have den fred, som alene er den rette, evige fred: at et hjerte står sig godt med Gud og er vis på hans nåde og det evige liv.

Men fordi dette ikke er verdens fred, så er det hellige kors her igen lagt på, og på jævnt dansk (det vil sige efter fornuften og det, vi føler) hedder det ikke fred, men ufred, angst, skræk, frygt og forsagthed; som han siger et andet sted (Joh 16,33): «I verden skal I have angst; men vær frimodige, jeg har overvundet verden» (det skal være jeres fred). «Derfor må I ikke tænke og håbe, at I skal have jeres rige og magt og gode dage i verden, eller at man skal tage imod jeres prædiken, for I forkynder og bringer den ikke, hvad den søger og gerne vil have; men hold blot fast ved mit ord, så skal I dog have fred mod Djævelen og verden, og den skal de ikke tage fra jer med deres ufred.»

Se, sådan har Kristus værnet om sin kirke og givet den fred: det hedder en fred, som sidder midt mellem torne og hække, det vil sige trængsel og anfægtelse, hvor både Djævelen og verden kradser og stikker dig, piner og plager dig for Ordets og Kristi bekendelses skyld; så at ligesom det er et ord om Guds og Kristi nåde, kærlighed og fred mod os, sådan er det her i verden et ord om vrede og ufred. Derfor må denne fred stå i troen: når hjertet føler sig trykket og ængstet og også ved Djævelens indskydelse er forskrækket for Gud og på flugt, så skal det lukke sig inde i dette Kristi ord og værne sig og sige: «Jeg ved dog, at jeg har Guds løfte og Helligåndens vidnesbyrd om, at han vil være min kære Fader og ikke er vred på mig, men tilsiger mig fred og alt godt ved sin Søn Kristus; når jeg har ham til ven, så lad Djævelen og verden være vrede og rase med deres ufred, så længe de ikke vil le.»

«Jeres hjerte forfærdes ikke og vær ikke bange!»

Det er den trofaste Frelsers rette, venlige, egen røst, som han gerne ville skrive sine kristne ind i hjertet, så at de skal have og vente intet andet end fred og alt godt fra ham. For han ved godt, hvor svært det er at holde fast ved sådan fred og hjertets trøst, og hvordan Djævelen her sætter sig imod: selv når mennesket er frejdigt og kan foragte og overvinde hele verdens vrede og fjendskab, så driver han det dog ind i skræk og frygt for Gud. Nuvel, det ved Kristus godt, at kød og blod af naturen gyser, og at ingen kan le ad det, når det går ham ilde, når alt, hvad han har, bliver taget fra ham, eller han bliver overgivet til bødlen; og endnu mindre, når Djævelen for alvor får det svage hjerte under sporerne og tumler det, så det knap kan få vejret af angst.

«Men hør nu godt efter,» vil han sige, «hvad jeg siger jer på min Faders vegne: at han ikke vil have jer forskrækkede, og at I ikke skal frygte nogen ufred eller skræk, men vide, at det, der vil skræmme jer, er intet andet end den lede løgneånd, Djævelen, som under Guds navn og skikkelse vil blænde og bedrage de fromme hjerter. For åbenlyst, som en djævel, gør han intet; han ved, at hvor man kender ham, dér har han allerede tabt. Lad derfor blot ikke modet blive taget fra jer, men vær desto stærkere og mere uforsagte imod det, Faderen og mig til kærlighed og lydighed, Djævelen og verden til trods og ærgrelse.»

Den, der kunne tro sådanne ord og se på dem, som de er, nemlig Herren Kristi ord, ville jo også blive trøstig og glad og foragte alt, hvad hele helvede formår for at skræmme ham. For hvem skulle han frygte, som ved, at Kristus, og Gud ved ham, sammen med Helligånden tilsiger ham nåde og fred og befaler ham at være glad og uforfærdet? Det eneste, der mangler, er, at vi her er så svage til at tro Kristus, og at vort kød og blod, når det føler sin uværdighed, tror Djævelen med hans falske skræk mere end det sandfærdige, nådefulde ord, hvori Gud forkynder os syndernes forladelse og al frelse, når vi blot begynder at tro på Kristus.

«I har hørt, at jeg sagde til jer: Jeg går bort og kommer igen til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg har sagt til jer: Jeg går til Faderen; for Faderen er større end jeg.»

Det går alt sammen ud på, at han vil trøste og styrke dem rigeligt over sin afsked, så at han endda taler meget strengt til dem, når han siger: «Hvis I elskede mig» osv., og dog mener det overmåde venligt, som den kæreste ven med den anden. «Jeg har sagt jer,» siger han, «og det er sandt, at jeg må gå bort fra jer. Det hører I ikke gerne, for I ved, at så længe jeg er hos jer, har I bare glæde af mig. Men, mine kære disciple, har I hørt det ene, så hør dog også det andet, og lad jer dog sige, at jeg vil komme til jer igen med bedre og større trøst og glæde, end I hidtil har haft af mig.»

«Ja, hvis I virkelig elskede mig (som I dog mener), så skulle I være glade for, at jeg nu går bort fra jer, for det er sandelig kun til jeres bedste, og I skulle af hjertet unde jer selv og mig det og nødig ville se det anderledes. For det er ikke en sådan gang, at I skulle miste mig, eller at den skulle skade mig eller jer; men den sker alene for jeres skyld, for at jeg kan komme til min herlighed i min Faders rige og blive en mægtig herre, der sidder ved Faderens højre hånd over alt i himlen og på jorden, hvor jeg kan beskytte jer og hjælpe jer mod alt, hvad der anfægter jer; det kan jeg ikke gøre nu på jorden i denne min ringhed og lidenhed, hvor jeg er sendt for at lide og dø.»

For når han siger: «Faderen er større end jeg», så taler han ikke om det personlige guddommelige væsen, hverken hans eget eller Faderens (sådan som arianerne falskelig har fordrejet denne tekst og ikke har villet se, hvorom eller hvorfor Kristus her taler sådan), men om forskellen mellem det rige, som han skal have hos Faderen, og hans tjeneste eller tjenerskikkelse, som han var i før sin opstandelse. «Nu er jeg ringe,» vil han sige, «i mit tjenerembede og min tjenerskikkelse»; som han siger et andet sted (Matt 20,28): «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum i stedet for mange.» Det hedder jo at være blevet ringe og, som Sankt Paulus siger (Fil 2,8), at have ydmyget sig eller kastet sig ned under alt og ladet synd, død, Djævelen og verden træde sig under fode. «Det er den gang, jeg går bort fra jer; men det skal ikke blive ved den ringhed, for så ville det jo være blevet helt til intet; men det skal kun være en gennemgang og netop den vej og det middel, hvorved jeg kommer til Faderen, hvor jeg ikke mere skal være ringe, men lige så stor og almægtig, som han er, og herske og regere med ham i evighed.»

At dette er denne teksts jævne, enfoldige mening, ses deraf, at han her egentlig taler om det, han kalder at gå til Faderen. Det er ikke en forvandling af hans person og væsen; for efter den side siges det ikke om ham, at han går til Faderen eller er gået bort og skilt fra Faderen; for han er og bliver uden begyndelse og ende i evighed hos og med Faderen i ét guddommeligt væsen og behøver ikke af den grund at fare højere op eller blive større; men han taler om forvandlingen af embedet, fra denne tjenerstand eller tjenestestand til sin herlighed og sit evige regimente.

Derfor betyder en sådan gang, og at Faderen er større, intet andet end, at Kristus bliver herliggjort, så det ses, hvad og hvem han er; ikke hvad han (hvad personen angår) skulle blive eller kunne være, for det var han allerede og fra evighed af; men det var endnu ikke åbenbaret eller til at kende, så længe han gik her i det tjenende og lidende, dødelige embede. Derfor var Faderen større end han: ikke efter de to personers væsen, hvorefter han er Fader og Kristus Søn, men efter regimentet og herligheden; og som man siger i skolerne: Non actu primo, sed secundo osv. [«Ikke i første akt, men i anden», dvs. ikke i væsenet, men i udøvelsen og åbenbaringen; skolastisk skelnen.]

«Derfor,» siger han, «skulle I meget hellere ville, at jeg aflagde denne lille, ringe stand og denne tjenerskikkelse og -form og trådte ind i mit herredømmes regerende stand, som er den faderlige stand, hvorfra jeg er fra evighed. For denne nuværende stand, som jeg har antaget fra jomfruen ved min menneskevordelse, tillader ikke andet, end at jeg må lide og være underlagt; men dér skal jeg have alt underlagt mig og under mine fødder.»

Nu, det er ikke alene sagt til disciplene, men også til alle kristne; for som det gik apostlene, sådan går det altid kristenheden, at den føler sig i skræk og angst uden trøst og hjælp. For også hos apostlene var det det, der hed, at Kristus gik bort. En sådan bortgang gør rigtignok ondt, og den må vel gøre ondt, eftersom apostlene selv derover faldt i en sådan forsagthed, at de alle blev Kristi fornægtere og blev helt spredt. Det er den tunge sorgetime, hvor latter og glæde er sjældne, og hvor der bare er jammer og nød. Her, siger Kristus, skulle vi glæde os og være godt tilfredse. Ja, den, der også kunne det! For kød og blod kan det rigtignok ikke, som Sankt Paulus selv bekender (2 Kor 7,5), at han efter kødet ingen ro har haft, skønt han i ånden og troen var glad og roser sig af trængsel og af sin svaghed. Og Kristus siger selv herom (Matt 26,41): «Ånden er villig, men kødet er svagt.» For det kan ikke dømme eller være sindet anderledes end efter det, det føler, og det ville gerne ikke føle det, der trykker og plager det, og gerne være fri for det.

Skal du nu lære den kunst at hæve dig og svinge dig op over sådan følelse, så må du lade dig sige og høre og gribe dette ord, som Kristus siger: «Kære kristne, tro mig dog, det sker jer ikke til skade, men til gavn: for jeg går ikke sådan bort, at I skal være forladt af mig; men for at jeg ved en sådan gang skal sejre, og I skal erfare min kraft og magt, hvordan jeg, sat ved Faderens højre hånd, hersker over jeres synd og over jeres fjender, Djævelen, døden og helvede, så at ingen af dem kan røre jer en hårsbred (medmindre jeg vil), og de må ikke skade jer, men snarere gavne og hjælpe jer.»

«Lad derfor mit ord gælde mere end jeres følelse. Har jeg sagt jer sandheden om, at jeg skal gå bort fra jer, hvad I nu skal opleve og føle, så vil jeg heller ikke lyve for jer i det andet stykke om, at jeg kommer igen, og I skal også i sandhed finde og erfare det sådan, så at I må sige: ’Det havde jeg ikke kunnet tro, at min Herre Kristus var så nær hos mig og ville hjælpe så underfuldt; nu ville jeg ikke, at han ikke var gået bort fra mig.’»

Se, det skal være trøsten om hjælp og sejr i den højeste nød, når man føler Kristus helt tabt: at man dog holder fast ved Kristi ord som ved en stok eller en planke, så man ikke synker i nøden, når floden vil gå over kurve, heste og vogne, indtil vi kommer op af den igen. Det hedder da at være glad over, at Kristus er gået bort; men efter kødet er det en meget svag og meget skjult glæde. Dog er det, så vidt troen holder sig til Ordet, alligevel en glæde, indtil den sejrer, og erfaringen også følger, at Kristus ikke har forladt os, men sidder ved Faderens højre hånd, beskytter os og hjælper os ud. Men det erfarer ingen uden den, der også prøver det, når vandet (som man siger) går ham ind i munden, så han må lære at svømme.

«Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det nu sker.»

Det er netop sagt om erfaringen. «Jeg siger jer det vel nu med ord, men det går slet ikke ind hos jer og udretter endnu intet; men jeg siger det, for at I dog skal have lidt trøst, når I tænker på det og husker, at jeg har sagt jer det forud, at det må gå sådan, for at, når I så er hjulpet ud af det, jeres tro da kan blive styrket og også kæmpe videre og sejre.»

«Herefter skal jeg ikke tale meget med jer; for denne verdens fyrste kommer, og han har intet på mig. Men for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen, og at jeg gør sådan, som Faderen har befalet mig: stå op, lad os gå herfra!»

«Nuvel,» siger han, «nu gælder det afskeden, for nu vil det begynde. Djævelen kommer, vil angribe mig og mener, at når han blot har mig, så er det en ringe sag med jer. For han har (som verdens fyrste og herre) myrdet og slået så mange ihjel, at han tænker også at blive ved med at være herre og fyrste over jer; og han vil også tage mig under sporerne og forsøge at bringe mig ned. Men det skal slå fejl for ham, og han skal finde en anden i mig, end han mener. For over for de andre har han vel grund og ret, han finder dem i synder og skyldige til den evige død; men over for mig skal han have tabt sin ret og dermed fælde dommen over sig selv, så han med døden og helvede må ligge for mine fødder og heller intet skal vinde over mine.»

Sådan fatter han hermed i sin højeste kamps time mod og trods ved sin uskyld og ret mod Djævelen og døden, så at de skal løbe sig fast på ham og miste både deres ret og deres magt over dem, der tror på ham (for hvis skyld han giver sig hen), og sådan hævner han med sit blod og sin død alle andres blod og død på Djævelen. For dette er et helt andet, dyrere blod, som råber om hævn, som Hebræerbrevet siger (Hebr 12,24), end Abels blod, som råber til Gud over sin morder, som et forbillede på dette blod, der dagligt råber fordømmelsens dom over Djævelen og døden for alle hans troendes udgydte blod, fra begyndelsen til verdens ende. Og sådan vil Kristus ikke alene ved sin guddommelige magt, men ved sin lidelses og døds svaghed tage Djævelens magt og fyrstendømme fra ham (over dem, der tror på ham), så han må stødes ud, som han siger i Joh 12,31, og lade ham være livets fyrste og hertug.

Hvorfor gør og lider han da sådan noget? For Djævelen har jo ingen ret over ham, og han kunne godt undslippe ham; han er også mand nok over for ham, så Djævelen må løbe sig fast på ham. «Men det sker for at,» siger han, «verden skal erfare, at jeg elsker Faderen og opfylder hans bud.» Dette er igen det trøstefulde ord, hvormed han åbner Faderens vilje og hjerte for os, så man jo kan se, at alt det, han gør og lider for vor skyld, er besluttet sådan efter Faderens velbehag; for at han som den rette, trofaste mellemmand kan skære al Guds vrede og unåde bort og gøre hjerterne visse på hans faderlige nåde og kærlighed. For hvordan skulle han endnu ville være vred på os og fordømme os, når han giver sin eneste Søn så alvorligt et bud, at han skal give afkald på al sin guddommelige herlighed og magt og kaste sig ned under Djævelens og dødens fødder for vor skyld? «Men åh, gid dog verden,» siger han, «ville erkende og tro, at jeg ikke gør dette af mig selv, men af stor kærlighed sætter mit legeme og liv til i lydighed mod Faderen!» For den, der kan tro det, er allerede frelst og sluppet fra Djævelen og døden.