2. pinsedag, anden prædiken (Joh 3,16–21)

En anden prædiken over evangeliet på 2. pinsedag, Joh 3,16–21

Dette er et af de bedste og herligste evangelier, sådan som især Sankt Johannes plejer at skrive dem. Det var vel værd at skrive med gyldne bogstaver – ikke på papir, men, om det kunne lade sig gøre, ind i hjertet. Og det burde med rette være enhver kristens daglige læsning og betragtning: at han i sin bøn sagde det for sig selv, styrkede sin tro med det og vakte sit hjerte til at påkalde Gud. For det er ord, som kan gøre de bedrøvede glade og de døde levende, når blot hjertet tror fast på dem.

Men det lærer også om selve hovedstykket i hele den kristne lære, det, som hedder de kristnes herlighed og frihed: at synd, lov, Guds vrede, død og helvede i Kristus er taget bort og ophævet for dem, og at al menneskelig visdom, retfærdighed og hellighed desuden er gjort til intet i det, som angår Guds rige. For når han siger: «Den, som tror på Guds Søn, skal ikke fortabes, men have evigt liv», så må jo døden, Djævelen og lovens rædsel være borte, og vores fortjeneste og værdighed intet bidrage dertil. Og således stilles den herlige, store, evige, guddommelige skat her frem for os, som vi skal have: at vi skal være uden frygt og rædsel for den forfærdelige dom og fordømmelse, som er gået over den menneskelige natur ved Adams fald, og i stedet have forløsning fra den og sejr over den og alt godt – men også, at den tilbydes og skænkes os af lutter nåde og stilles sådan frem, at den ikke kan tages imod på anden måde end ved troen.

Men han maler denne nåde og gave i Kristus med korte, men meget herlige og rige ord, for at gøre den rigtig stor og tegne den trøstefuldt efter alle dens omstændigheder. Alle stykkerne – giveren, modtageren, gaven, dens frugt og nytte – er så store, at det ikke kan siges, og at det alene for størrelsens skyld er svært at tro. Men før vi ser på det, vil vi først høre årsagen: hvorfor og hvortil siger Kristus dette? Det viser ordene, hvor han siger: «For at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes» osv. For dermed vil han vise verden dens elendighed og nød, som den sidder i, nemlig at det står sådan til med den, at den alt sammen er fortabt og må forblive evigt fortabt, hvis ikke Kristus kommer til med denne prædiken. Og al dens visdom, kunst, lære, lov og frie vilje hjælper den intet derimod, og alt, hvad den gør og foretager sig efter en sådan lære, det er og bliver alt sammen fortabt med den. For fra sin fødsel af er den i lutter synd, under Guds vrede, i Djævelens rige og i dødens vold og kan slet ikke selv hjælpe sig ud af det eller gøre sig fri. Ja, den er så forblindet og forstokket, at den ikke engang ved af eller føler en sådan jammer hos sig selv, medmindre den åbenbares for den ved Ordet.

Dette lærer Kristus videre og med flere ord i den prædiken, han holder for Nikodemus kort før denne tekst. Der siger han ham tørt og klart, at han og alle jøder af hans slags, som havde loven og med stor flid øvede sig i gerninger og ydre gudsdyrkelse (og de var jo på den tid de bedste i verden), ikke kan komme i himlen eller se Guds rige. For et sådant liv og sådanne gerninger er endnu alt sammen menneskets eget – det menneske, som endnu i den gamle fødsel fra Adam af ikke er andet end kød uden Ånd, det vil sige uden ret forstand på og erkendelse af Guds vilje og uden ret lydighed i hjertet mod Gud; kort sagt: som ikke kan vende sig til Gud, men er helt og aldeles vendt bort fra Gud. Derfor, siger han, kan et sådant menneske ved loven ikke blive fri for synden, Guds vrede og den evige død.

Skal derfor mennesket se Guds rige, så må der en ny fødsel til og en helt anden natur, som ikke er af kødet som den gamle, men som er af Ånden og helt åndelig. Dertil hører et andet ord og en anden prædiken end den, de hidtil havde hørt og lært om loven, og en anden kraft end den, mennesker formår. Men at vi bliver andre mennesker (siger han), det må gå sådan til, at vi først bliver forløst fra den gamle fødsels skade, det vil sige bliver fri for synd og død. Men vi har endnu kød og blod, og så længe vi lever på jorden, bliver den gamle fødsel stadig ved at være der, og den kan i sig selv ikke være eller gøre andet, end hvad den er af natur. Og selv om man så gjorde det af med den, så måtte mennesket for dens skyld være fordømt, hvis det døde i den; og vreden og fordømmelsen over den kunne ikke sones eller tages bort af noget menneske, og således kunne ingen komme i himlen eller til Gud. Sådan siger han også: «Ingen stiger op til himlen uden den, som er kommet ned fra himlen» osv.

Derfor måtte der findes en anden udvej. Det kunne ikke ske på anden måde end ved en sådan person, som kom fra himlen, fuld af retfærdighed, uskyld og liv, og som var Gud allerhøjest velbehagelig og kær. Han skulle bringe dette ned til den menneskelige natur, så den blev fri af sin fødsels synd og fordømmelse, sådan at den hos Gud fik forsoning og forløsning fra den evige død, så den kunne vende sig til Gud, begynde ret at kende ham, elske ham og være ham lydig og således have begyndelsen til den nye fødsel – indtil den ved døden bliver helt renset for det gamle menneskes resterende urenhed og derefter er evigt levende og uden synd.

Nu er Guds vrede over synden så stor og tung, at ingen skabning her har kunnet stille sig i midten for at gøre fyldest for den og opnå forsoning; og fordømmelsen er så tung og evig, at heller ingen engel var så mægtig, at han kunne have ophævet den og bragt og givet livet tilbage i stedet. Nej, den eneste person, Guds Søn selv, måtte tage synden, Guds vrede og døden, som den menneskelige natur lå under, på sig og blive offeret for den. Om det siger nu Kristus selv lige før dette evangelium, at Menneskesønnen må ophøjes (ligesom slangen i ørkenen blev hængt op af Moses), for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes. Men her føjer han årsagen til: hvad der har bevæget Gud til, at det måtte ske, og siger:

«For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.»

Med disse ord fører han os straks op i Faderens hjerte, så vi skal se og vide, at dette er Guds høje, underfulde rådslutning, besluttet fra evighed, at vi skulle hjælpes ved denne Søn. Og sådan måtte det også opfyldes, for at Guds sandhed kunne stå fast, han som forud har lovet det sådan i Skriften. Deraf skal vi jo håndgribeligt se og vide, at Gud ikke har i sinde at kaste os bort fra sig og fordømme os for vores synds skyld. Nej, han vil, at vi, når vi er forfærdede over Guds vrede på grund af synden, skal holde os denne evige, guddommelige vilje for øje og fast tro, at vi for denne Frelsers og Mellemmands skyld får Guds evige nåde og det evige liv.

Lad os nu her se, hvilke rige, trøstefulde ord dette er, som holder os dette store, herlige Guds værk og hans uudsigelige skat, der her tilbydes og gives os, for øje efter alle omstændigheder og på alle måder. For det første er giveren her ikke et menneske, en kejser eller konge, heller ikke en engel, men den høje, evige Majestæt, Gud selv, mod hvem alle mennesker, hvor rige, mægtige og store de end er, ikke er andet end støv og aske, Es 40. Og hvad mere kan man sige om ham? Han er ufattelig, umålelig, uudtømmelig.

Han er nu ikke længere en driver, som kun kræver af os, og, som Moses kalder ham (5 Mos 4,24), en fortærende og ædende ild, men et rigt, sprudlende, evigt kildespring af al nåde og alle gaver, og han burde med rette hedde den rette Gebhard [tysk mandsnavn; Luther leger med ordet «geben», give: den rette giver]. Hvad er alle kejsere og konger med deres gaver, guld, sølv, land og folk, mod ham? Her skal hjertet svulme og vokse med begær, ønsker og forventning om, hvad denne Herre og Gud dog vil give. For det må sandelig være noget stort og herligt, noget, som passer sig for denne høje Majestæt og så rige en Herre. Mod en sådan giver og sådanne gaver må sandelig alt, hvad der er i himlen og på jorden, blive småt og ringe.

For det andet: hvad er årsagen til, at han giver, og hvad bevæger ham dertil? Det er intet andet end lutter uudsigelig kærlighed. For han giver ikke af skyld eller pligt, eller fordi nogen har bedt og tryglet ham om det, men bevæget af sin egen godhed, som en sådan herre, der gerne giver, og hvis lyst og glæde det er at give, helt for intet, uden nogen bagtanke. Og ligesom der ingen større giver er end Gud, sådan er der heller ingen større dyd (hverken i Gud eller i mennesker) end kærligheden. For det, man har kært, sætter og vender man alt ind på, også liv og lemmer; så tålmodighed, ydmyghed og andre dyder er intet mod den, eller også er de alle indbefattet i den, for den er dem alle. For den, jeg har kær, bliver jeg sandelig ikke vred på eller gør uret, trodser ikke imod ham og er ikke utålelig over for ham; nej, jeg er rede til at tjene, råde og hjælpe ham, hvor jeg ser, at han har brug for mig. Kort sagt: han har mig helt, med liv, gods og al min formåen.

Derfor skal hjertet her atter vokse og blive stort imod al bedrøvelse, når en sådan rigdom af bundløs kærlighed fra Gud stilles frem for os – han, som giver sådan, at det flyder af et faderligt hjerte og vælder frem af den højeste dyd, som er kilden til alt godt; og det gør også gaven dyrebar og kostelig. Sådan priser ordsproget det også, når man skatter selv en ringe gave højt og siger: «Den kommer fra en kær hånd.» For hvor der er kærlighed og venskab, dér ser man ikke så meget på gaven som på hjertet; det giver gaven stor vægt. Hvis Gud blot havde givet mig et øje, en hånd eller en fod, og jeg vidste, at han gjorde det af faderlig kærlighed, så skulle det være mig langt kærere end mange tusinde verdener. Ligesom når han giver os den kære dåb, sit ord, tilgivelsen (absolutionen) og sakramentet, så skulle det være for os som vores daglige paradis og himmerige – ikke for den skyld, hvordan en sådan gave tager sig ud, for den er ikke stor for verden, men for den store kærligheds skyld, som den gives af.

For det tredje: se på gaven i sig selv. For det må uden tvivl være noget herligt og uudsigeligt stort, som en så rig giver giver os af hjertelig, stor kærlighed. Hvad giver han så? Ikke store kongeriger, ikke én eller flere verdener fulde af sølv og guld, ikke himmel og jord med alt, hvad der er i dem, ikke hele skabningen, men sin Søn, der er lige så stor som han selv. Det er en evig, ufattelig gave (ligesom også giveren og hans kærlighed er ufattelige), som er kilden og udspringet til al nåde, godhed og velgerning, ja, ejendommen og besiddelsen af Guds evige goder og skatte. Det kalder jeg en kærlighed, der er bevist, ikke med ord, men med gerning og i højeste grad, med det dyreste gode og den dyreste gerning, som Gud selv har og formår.

Hvad skal eller kan han mere gøre og give? For når han giver Sønnen, hvad beholder han så, som han ikke giver? Ja, dermed giver han sig selv helt og aldeles, som Paulus siger i Rom 8,32: «Han som ikke sparede sin egen Søn, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?» Alt må sandelig være givet med ham, som er hans enbårne, kæreste Søn, arvingen og Herren over alle skabninger; og alle skabninger må være lagt under os: engle, djævle, død, liv, himmel og jord, synd, retfærdighed, det nuværende og det kommende, som atter Sankt Paulus siger i 1 Kor 3,22–23: «Alt tilhører jer, men I tilhører Kristus, og Kristus tilhører Gud.» For i denne Søn er det alt og alt sammen.

For det fjerde: hvordan og på hvilken måde bliver Sønnen givet? Se dér på, hvad han gør og lider: at han for vores skyld bliver menneske, bliver lagt under loven, det vil sige under Guds vrede (for vores synds skyld) og under døden, oven i købet den mest forsmædelige død, ophøjet på træet og hængende i luften, fordømt (som Kristus siger kort forinden), og må tage Djævelens og hele helvedes grumhed og raseri på sig og kæmpe med det. Så det kaldes også at give hen på den allerhøjeste måde. Dog sådan, at han i alt dette træder Djævelen, synden, døden og helvede under sine fødder og hersker ved sin opstandelse og himmelfart; og alt dette giver han også os til ejendom, så vi skal have begge dele: både ham og alt, hvad han har gjort.

Og alt dette sådan, at han ikke regner denne gave for en løn eller fortjeneste, og at den ikke skal hedde lånt, borget eller betalt tilbage, men frit givet og skænket af lutter mild nåde, så modtageren her ikke skal eller kan gøre mere end at række hånden ud og holde den frem og tage imod det med kærlighed og tak, sådan som det gives ham af Gud, og som han vel har brug for.

For det femte er her også tegnet modtageren, som dette gives til. Han hedder med ét ord: verden. Det er virkelig en underlig, sælsom kærlighed og gave! For her er et alt for fremmed modbillede af den, der bliver elsket, over for den, der elsker. Hvordan rimer en sådan kærlighed fra Gud sig med verden, og hvad finder han ved den, at han skulle udøse sig så helt over den? Hvis det dog blev sagt, at han havde elsket englene – de var dog herlige, ædle skabninger, kærligheden værd. Men hvad er verden mod dem andet end en stor hob af sådanne folk, som hverken frygter Gud, stoler på ham eller elsker ham, hverken lover eller takker ham, misbruger alle skabninger, spotter hans navn, foragter hans ord, og som desuden er ulydige, mordere, horkarle, tyve og skalke, løgnere, forrædere, fulde af utroskab og al slags ond list – kort sagt: overtrædere af alle bud, genstridige og modvillige i alle stykker, som hænger ved Guds fjende, den lede Djævel?

Se, denne fine, yndige frugt, denne smukke, kære brud og datter, skænker han sin kære Søn og alt med ham – skønt han havde meget mere end nok grund til (når han hørte verden nævne) i samme øjeblik at slå den til pulver i én bunke med sin torden og sit lyn og kaste den i helvedes afgrund. For ordet «verden» klinger overmåde skændigt for Gud, og det er jo sat underligt sammen: «Gud elsker verden» – som to ting, der er hinanden allermest imod; næsten som om man ville sige: «Gud har døden og helvede kær og er ven med sin bitre, evige fjende, den forbandede Djævel.»

Det kalder jeg at vise kærligheden højt over al måde og at gøre gaven uudsigeligt stor, når man holder begge dele sammen, giveren og den, der gives til: at Gud udøser sit hjerte så helt over det ukærlige, fjendtlige billede, hvor han med rette kun skulle lade lutter vrede, hævn og fordømmelse gå, og at han ikke tager sig af, at verden er så fuld af foragt for Gud, spot, ulydighed og den højeste utaknemmelighed for alle de gaver, han tidligere har givet den, men sluger alle dens laster og synder på én gang. Om giveren så var nok så stor og fuld af godhed, så skulle dog verdens store ondskab og udyd, som er umådelig, utallig og stor, holde ham tilbage og drive ham bort. For hvilket menneske kan blot tælle og tilstrækkeligt overveje sin egen synd og ulydighed? Alligevel overvinder den store kærlighed ham, så han tager alles og hver enkelts synd og overtrædelse bort, så de skal være glemt, døde og borte for evigt, og i stedet skænker han sin Søn og alt med ham.

Således bliver det hermed tilstrækkeligt og uimodsigeligt bevist og bevidnet, denne artikel, som Sankt Paulus og troens lære kæmper for: at vi uden al vores fortjeneste og værdighed (gratis) [latin: uforskyldt, for intet] har syndernes forladelse og det evige liv af lutter nåde, alene for hans elskede Søns skyld, i hvem Gud også har elsket os så højt, at denne kærlighed tager al vores og verdens synd bort og udsletter den; så der hos os jo ikke er andet end lutter synd, og for den skænker han os sin kærlighed og forladelse. Som profeten Esajas siger i Es 40,2, hvordan man skal prædike i evangeliet: «Hendes synd er forladt, og hun har fået dobbelt af Herrens hånd for alle sine synder.»

Og således er denne gave og nåde langt større, mere overstrømmende og mægtigere end al synd på jorden, så intet menneskes – ja, ikke alles sammen – uværdighed, ja, fortjente evige vrede og fordømmelse, kan være så stor, at denne kærligheds og nådes eller forladelses størrelse ikke langt overvejer den i højden, dybden, bredden og vidden, ja, oversvømmer den, som Sankt Paulus siger i Rom 5,20: Gratia exuberat supra peccatum [latin: nåden strømmer over, ud over synden]; og Sl 103,11: «Så højt som himlen er over jorden, så langt tager han alle vores synder fra os.» For hvad kan det være andet end syndernes forladelse, når han elsker verden, mens den endnu sidder i alle sine synder, vederstyggeligheder og bespottelser? Kan han elske verden, som er hans fjende og spotter, sådan og så meget, ja give sig selv til den, hvordan kan han så være vred på dig (når du søger og begærer nåde) eller ikke ville forlade dig dine synder?

Hvilket hjerte skulle nu ikke glad forvente sig alt godt af ham, når han viser sig med en sådan kærlighed, at han skænker sin kære Søn til de onde, fortvivlede folk (det vil sige hele verden, som er alle mennesker), som aldrig har gjort noget godt og hver time har handlet imod hans bud? Netop de skal have en sådan stor kærlighed og et usigeligt gode til løn! Hvad har jeg gjort og levet indtil nu i mit klosterliv, hvor jeg i femten år dagligt korsfæstede Kristus [hentydning til messeofret, som Luther som munk og præst ofrede] og drev al slags afgudsdyrkelse? Og oven i alt det, hvormed jeg har vakt hans vrede så stærkt, har han elsket mig så højt, at han glemmer al min ondskab og åbenbarer mig sin Søn og sig selv med al nåde. Det kan da kaldes en ufattelig rigdom af bundløs kærlighed!

Å, Herre Gud, hvor lidt går dog sådanne herlige, store ting verden til hjerte! Skulle vi ikke her alle blive glade af hjertet over, at vi har oplevet den tid at høre dette, og elske og love denne Gud og til tak ikke alene gerne tjene ham, men gerne lide alt og oven i købet le, hvis vi skulle dø for hans ords og lydigheds skyld og lade denne maddikesæk henrette ved ild, sværd og al slags marter? Men det kan den skændige, lede vantro takkes for, og det store, blinde mørke (som Kristus selv klager over bagefter), som hjerterne er besat af, så de er så stivnede og døde, at vi hører dette og dog ikke tror det.

For det sjette følger nu causa finalis [latin: hensigten, den endelige årsag]: Hvorfor og hvortil gør han alt dette, og hvad mener han med det? Han giver det sandelig ikke for at jeg skal have mad og drikke af det, eller ringe verdslig nytte, rigdom, ære og magt. Han vil heller ikke give det til skade eller som gift, ligesom han jo heller ikke har givet sit ord, dåben og sakramentet som gift; men for at vi skal have den højeste og bedste nytte af det, nemlig (siger han), for at mennesket ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er ikke for at jeg skulle have mange gyldne kroner og kongeriger af det, mens jeg dog måtte forblive syndens og dødens. Nej, det er for at jeg skal være fri for helvede og døden og evigt være ufortabt. Det skal denne gave virke: at helvede bliver slukket for mig, Djævelen kastet under fødderne, og at der således af et forskrækket, bedrøvet, dødt hjerte bliver et glad, levende hjerte, og kort sagt et evigt, uforgængeligt liv i stedet for evig undergang og død.

Det må vel følge af en sådan herlig, høj gave, når Guds Søn bliver ret erkendt og grebet med hjertet. For hvor han er, dér må allerede alt godt være, sejr over og forløsning fra alt ondt, evig frihed, herlighed og glæde – men ikke fortjent af os, men af den store, evige kærlighed: at Gud har forbarmet sig over vores jammer og elendighed og givet sin Søn, for at vi kunne blive hjulpet. Ellers havde vi evigt måttet være og forblive fortabt, uanset al vores gerningshellighed og gudsdyrkelse, og aldrig nogen sinde kunnet opnå det evige liv.

Den, som nu her kan få sit hjerte til at svulme, har nok at gøre det med. For hvad herligere og bedre kan der siges at ønske et hjerte, end at det har fået givet og skænket det evige liv, hvor man aldrig nogen sinde ser døden og evigt ikke føler mangel, nød, bedrøvelse eller anfægtelse, men har lutter glæde og fuld rigdom af alle goder og er vis på, at vi har en nådig Gud, og at alle skabninger smiler glad til os? For heraf ses det tydeligt, at Gud ikke har i sinde, og at det ikke er hans mening, at kvæle og bedrøve folk, sådan som Djævelen bilder de forsagte hjerter ind ved loven og ved at holde dem deres uværdighed for øje. Nej, han vil give livet, og et sådant liv, som hedder evigt liv og glæde; og til pant og tegn på det giver han sin eneste Søn, hvad han visselig ikke ville gøre, hvis han ikke elskede os, men ville være vred og fordømme.

Disse og lignende herlige, trøstefulde ord burde med rette være en kristen kærere og mere værd end hele verdens skatte. For det er sådanne ord, som ingen kan nå bunden af eller udtømme; og hvis de blev rettelig troet, skulle de jo gøre en god teolog, eller rettere en stærk, glad kristen, som ret kunne tale og lære om Kristus, bedømme al anden lære, råde og trøste enhver og lide alt, hvad der kom over ham. Men her må der bedes om, at Helligånden trykker dette ind i hjertet, og man må omgås det dagligt, så man falder i søvn og står op med disse ord. Men sådan som vi nu agter dem, sådan slår de også rod: så de ikke kan bære den frugt, de skulle, men må råbe ak og ve over verdens utaknemmelighed, når den lader dem gå forbi ører og hjerte og imens søger forgængeligt gods, ære og ry og derover mister denne evige skat, så den evigt i helvede må fordømme og forbande sig selv for det.

For det syvende og sidste: hvad er nu den måde, hvorpå man griber denne skat og gave, eller hvad er den pung eller det lille skrin, man skal lægge den i? Det er nu alene troen (som Kristus siger her: «For at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes» osv.). Den holder hænderne og sækken op og lader blot godt blive gjort mod sig. For ligesom Gud, giveren, skænker dette ved sin kærlighed, sådan er vi modtagerne ved troen, som intet gør andet end at tage imod denne gave. For det er ikke vores gerning og kan ikke fortjenes ved vores gerninger; det er allerede skænket og givet hen. Du skal blot åbne munden, eller rettere hjertet, og holde stille og lade dig fylde. Det kan ikke ske ved noget andet, end at du tror disse ord; for du hører jo, at han her kræver troen og tilegner den denne skat helt og aldeles.

Og her ser du også, hvad troen er og hedder: nemlig ikke en bar, tom tanke om Kristus, at han er født af jomfruen, har lidt, er korsfæstet, opstået og faret til himmels, men et sådant hjerte, som slutter og griber Guds Søn ind i sig, sådan som disse ord lyder, og visselig holder for, at Gud har givet sin enbårne Søn hen for os og elsket os sådan, at vi for hans skyld ikke skal være fortabt, men have evigt liv.

Derfor siger han også tydeligt: «Alle, som tror på ham» – at det skal være en sådan tro, som ikke ser på sine gerninger, heller ikke på sin tros styrke eller værdighed, hvad slags qualitas [latin: egenskab] eller indskabt eller indgydt dyd den er, der ligger i hjertet, sådan som de blinde sofister drømmer og gøgler om det; men som uden for sig selv holder sig til Kristus og slutter ham ind i sig som sit eget, givne gode, vis på, at han for hans skyld er elsket af Gud, ikke for sine egne gerningers, sin værdigheds eller sin fortjenestes skyld. For alt det er jo ikke den skat, der er givet af Gud, Kristus, Guds Søn, som man skal tro på.

Og hvad nytter ellers gaven og selve troen, hvis den ikke var andet end sådan et tomt kar og ikke skulle se hen til og trøste sig ved det, den griber og fatter, og for hvis skyld alene den er kostbar, så man kan sige: «Troen kan nok være en lille og ringe monstrans eller æske; men i den ligger et så ædelt klenodie, en perle eller smaragd, som himmel og jord ikke kan rumme.»

Derfor lærer vi ud fra Skriften sådan om troen, at vi alene ved den bliver retfærdige og behager Gud, fordi den alene er det, som fatter og beholder denne skat, Guds Søn. For når jeg vejer denne gave og min gerning op mod hinanden, så giver det et forfærdeligt stort udslag og overvægt, så at alle menneskers hellighed intet er mod én lille dråbe af det blod, som han har givet og udgydt for os, for slet ikke at tale om alt det, han har gjort og lidt; derfor kan jeg overhovedet ikke forlade mig på min egen dyd eller værdighed.

Ak, hvad skal der dog al den disputeren og strid til om denne sag? Her hører du, hvordan du kan være vis på det evige liv, når han siger: «for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Hvad vil det da sige at tro på ham? Det vil jo ikke sige at søge det evige liv ved vores fortjeneste og gerninger, men at holde disse ord for sande, og det af hele sit hjerte: at Gud har elsket dig (du er jo også et stykke af verden) således, at han har givet sin eneste Søn for dig, for at du ikke skal fortabes osv. Bliver du nu også fundet i denne tekst: «enhver som tror på ham» osv., så må også det andet stykke visselig følge, at du ikke kan fortabes, men har evigt liv. For disse ord kan ikke fejle eller lyve osv.

Og hvad skal vi meget rose os af vores eget gøren, når vi hører, at det står sådan til med os, at vi alle sammen måtte være evigt fortabt, hvis ikke denne skat var givet for os? Dermed er æren allerede taget, ikke alene fra alle menneskelige gerninger, men også fra hele Guds lov, så at selv om nogen har den hele og gør den efter sin evne, så har han dermed endnu ikke det, at han ikke fortabes. Hvad skulle man ellers med disse ord: «for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes» osv.? Dermed viser han jo, at hverken Moses eller alle menneskers hellighed kan forløse fra døden eller give livet; så aldeles ligger det alt sammen alene på denne ene Guds Søn.

Nu ser du, hvilken stor og herlig ting der er sammenfattet i dette ord: Giveren er så stor og mægtig, skaberen af alle skabninger, som ikke bare siger godmorgen eller smiler venligt, men elsker, og elsker så inderligt, at han giver – ikke bare en tiggerbid af forgængeligt gods, men sin højeste, kæreste skat, sin Søn, som også er Herre over himmel og jord; og han viser denne kærlighed, ikke mod sine venner, men mod dem, som er hans fjender, så at ingen skabning (Djævelen selv undtaget) er kærligheden mindre værdig; og det sådan, at han giver sig selv helt hen for dem, for at de, revet ud af døden og helvede, skal være visse på det evige liv. Hvad kan dog siges eller tænkes større og højere i alle stykker?

Men hvor stort og uudsigeligt alt dette end er, så er det dog langt større og underfuldere, at et menneskehjerte skal kunne tro alt dette. For det må være et hjerte, som kan fatte mere, end himmel og jord kan rumme, så man må se, hvilken herlig guddommelig kraft og gerning troen er, som kan gøre det, der er umuligt for naturen og hele verden, og som ikke er et mindre under end alle Guds under og gerninger, ja, større end dette, at Gud er blevet menneske, født af en jomfru (som Sankt Bernhard siger); for afstanden er alt for stor, når man holder størrelsen af de ting, vi her hører, op mod hinanden: kærligheden hos ham, som giver, det, som gives, og uværdigheden hos ham, som det gives til. Det er alt sammen alt for stort, og menneskets hjerte så lille, snævert og svagt, at det må forfærdes og forskrækkes over en sådan størrelse.

Hvis man sagde til mig, at Gud havde begavet mig frem for alle mennesker, så jeg skulle leve nogle tusinde år på jorden, have fred og lykke og alt, hvad mit hjerte begærede, så ville jeg dog sige: «Åh, det kan ikke være Guds ord, det er for meget og for stort; hvem er jeg, at Gud skulle give mig sådan noget?» Hvor meget mindre går det da ind i et menneskehjerte, at Gud skulle give en sådan skat, sin Søn, og med ham det evige liv og saligheden? Hvem kan udsige, hvor stort det er? Hvor kostbart og ædelt er alene dette legemlige liv; og hvem ville give det for alle kongeriger, penge og gods på jorden? Men mod det evige liv og dets goder er det langt mindre end et øjeblik. Kort sagt, det er ikke til at tænke, uden at man kunne ane det en smule, hvis man til gengæld kunne betænke den skade og jammer, som hedder: at være evigt fortabt.

Nu må en kristen dog nå så vidt, at han giver Gud og Herren Kristus den ære, at dette hans ord er sandheden, og kalder sin egen vantro en løgner. Og hvor det sker, der har Helligånden allerede begyndt sin kraft og troens gerning, og hjertet er lukket så vidt op, at det kan fatte denne skat, som er større end himmel og jord – skønt det endnu går til i stor svaghed, og det aldrig på jorden kan nå så vidt eller mærke troen sådan, som det burde, men bliver stadig i ønsket og Åndens sukken, som også for mennesket selv er uudsigelig, når hjertet siger: «Å, om det var sandt!» Ligeledes: «Ak, hvem der kunne tro det!» osv.

Men alligevel udretter et sådant suk og en sådan lille gnist af tro så meget, at Gud regner det for fuld tro og siger: «Dig ske, som du tror», og: fordi du tror dette, så er du visselig frelst. For dette ord er en kraft og magt, stærkere end al syndens og fordømmelsens skræk; og denne gave er så stor, at den opsluger synd, død og helvede, ligesom når en lille dråbe vand faldt i en glødende ovn, eller en lille gnist på et strå faldt i det dybe hav. Og kunne hjertet blot huske disse ord i anfægtelsen, så skulle ingen djævel eller helvede kunne skræmme det, og det måtte glad sige: «Hvad skal jeg være bange for? Jeg har jo Guds Søn, skænket mig af Faderen, som giver mig Ordet til vidnesbyrd herom; og jeg ved, at det er hans ord, det vil ikke lyve for mig, lige så lidt som han kan lyve og bedrage, selv om jeg desværre heller ikke kan tro det stærkt nok.»

Ja, siger du, jeg ville gerne tro, hvis jeg var som Sankt Peter, Paulus og andre, som er fromme og hellige; men jeg er en alt for stor synder, og hvem ved, om jeg er udvalgt dertil? Svar: Se dog på ordene, hvordan og om hvem han taler: «For således elskede Gud verden»; ligeledes: «for at alle, som tror på ham». Nu betyder verden ikke bare Sankt Peter og Paulus, men hele menneskeslægten, alle sammen, og her er ingen udelukket: for alle er Guds Søn givet, alle skal de tro, og alle, som tror, skal ikke fortabes osv. Tag dog dig selv i næsen, eller søg i din egen barm, om ikke du lige så vel som nogen anden er et menneske (det er jo et stykke af verden) og hører med til det tal, som ordet «alle» omfatter; skulle jeg ikke tage det til mig, og du ikke tage det til dig, så måtte også disse ord være falske og talt forgæves.

Det er jo ikke prædiket for køer eller gæs, langt mindre givet og skænket dem; derfor vogt dig, at du ikke udelukker dig selv og giver plads for sådanne tanker: «Hvem ved, om det også er givet mig?» – for det ville være at kalde Gud en løgner i hans ord; men slå tværtimod et kors for dig imod det og sig efter disse ord: «Er jeg ikke Sankt Peter eller Paulus, så er jeg dog et stykke af verden. Havde han villet give det alene til de værdige, så havde han måttet lade det prædike alene for englene: de er rene og uden synd; ja, han havde heller ikke kunnet give det til Sankt Peter, David og Paulus, for de har også været syndere lige så vel som jeg. Men hvordan jeg end er, så ved jeg, at Guds ord er sandt; og tog jeg ikke imod det, så gjorde jeg ud over al anden synd også den, at jeg holdt Guds ord og sandhed for løgn og bespottede det.»

«For Gud sendte ikke sin søn til verden for at fordømme verden, men for at frelse verden ved ham.»

Her hører du endnu stærkere og klarere, hvad Guds vilje og mening er med hele verden, det vil sige netop med dem, som har synd og derfor allerede står under fordømmelsens dom og kendelse; dermed rydder han alt det af vejen, som vil skræmme os for syndens skyld. For han siger tørt og klart, at Kristus er sendt og hans rige oprettet, ikke for at han skal dømme og fordømme; for en sådan dom og kendelse er der allerede forud ved loven over alle mennesker, fordi de alle er født i synd, så at de allerede er tilkendt døden og givet bøddelen i hænde med strikken om halsen, og der mangler kun, at sværdet bliver draget. Da træder Kristus ind imellem efter Guds befaling, byder dommer og bøddel at holde inde og redder den dømte og gør ham levende. Det er grunden til, at han kommer: for at hjælpe verden, som han finder allerede fordømt. Det viser også disse ord, når han siger: «for at frelse verden»; for dermed giver han nok at forstå, at den må være fordømt – hvad skulle den ellers med at blive frelst?

Men det var på den tid for jøderne, og er stadig for verden, en uhørt prædiken; for de mente slet ikke, at de var i den stand, at Kristus måtte komme for at frelse dem (som fordømte, fortabte folk), men håbede på en sådan Kristus, som skulle prise, beskytte og ære dem for deres lovs og deres helligheds skyld; derfor kunne de ikke tro eller tage imod en sådan prædiken. Ligesom de også i Joh 8,33, da han siger, at Guds Søn må gøre dem fri, sætter sig imod: «Vi er Abrahams efterkommere, og vi har aldrig været slaver for nogen» – netop som om de dermed også herimod ville sige: «Hvordan kan du sige, at du er sendt for at frelse os? Vi er jo ikke fordømte folk som hedningerne.»

Men nu hører vi, at Kristus er sendt for at frelse dem, som er dømt og fordømt, for at vi skal vide, at han er kommet for vores skyld, vi som erkender og føler dette, og at han vil frelse os. For der må jo dog være nogle, som bliver frelst, så han ikke er kommet forgæves. Det kan ikke være andre end dem, som deres elendighed og fordømmelse trykker og skræmmer; til dem er dette venlige ord sagt: «For således elskede Gud verden», det vil sige netop dem, som ikke føler nogen kærlighed, men bare vrede og fordømmelse; og: Gud har sendt sin Søn, ikke for at dømme, men for at frelse dem, som allerede er dømt osv. For de andre er det jo prædiket forgæves, eftersom den, der ikke tror, at han er en synder og fordømt, langt mindre vil tro, at han bliver frelst alene ved Kristus.

«Den som tror på ham, fordømmes ikke, men den som ikke tror, er allerede fordømt fordi han ikke har troet på Guds eneste søns navn.»

Her står den dom, som skiller mellem dem, der bliver frelst, og dem, der bliver fordømt. Det kommer ikke an på, hvor værdig eller uværdig du er; for det er allerede afgjort, at de alle er syndere og værdige til fordømmelse; men det kommer an på, om du tror på denne Kristus eller ej. Tror du, så er du allerede hjulpet, og fordømmelsens dom er taget fra dig; men tror du ikke, så bliver denne dom over dig, ja, nu bliver den større og tungere end før, fordi du hober synden op ved ikke at tage imod Kristus, som skal hjælpe dig fra dommen og fordømmelsen.

Og dette er atter et trøsterigt ord mod anfægtelsen og skrækken i de forsagte samvittigheder, som sukker efter trøst og gerne ville vide, hvordan de står med Gud; de skal tage disse ord til øre og hjerte; for til dem bliver dette sagt, for at de skal vide, at Gud har sendt sin Søn, ikke for at dømme, men for at frelse, og at det allerede er besluttet for Gud, at den, der tror på denne Søn, ikke bliver dømt og ikke behøver at frygte nogen dom eller fordømmelse, men er sat i frihed, så at lovens dom og fordømmelse er taget fra ham, og Guds nåde og det evige liv i Kristus i stedet er tilkendt og skænket ham – blot han vil tro disse ord.

Omvendt er der også fældet en forfærdelig dom over den anden flok, dem, som ikke tror denne prædiken, men med deres egen hellighed og fortjeneste understår sig at komme frem for Gud og blive frelst; for dem er hermed ligefrem al nåde nægtet og frakendt, og de er indesluttet under fordømmelsen, som de ikke skal komme ud af, så længe de ikke tror; og det skal ikke hjælpe dem, selv om de går frem i store, svære og mange gerninger og et prægtigt skin af hellighed.

Disse bliver ikke først nu fordømt af Kristus, men er allerede forud dømt ved Guds lov, fordi de ikke erkender deres synd og Guds vrede, som de af naturen ligger under; ja, de vil endda i den stand gøre sig selv smukke og retfærdige for Gud og løber oven i købet an imod ham med denne synd, at de foragter Guds Søn, som er givet til forsoning og forløsning fra synderne. Derfor må der vel komme evig vrede og forbandelse over dem, fordi de ikke søger forladelse af deres synder i Kristus, men ved at foragte ham endda hober dem op og gør dem stærkere. Det er det, som også Johannes Døberen siger, Joh 3,36: «Den som tror på sønnen, har evigt liv, men den som ikke tror sønnen, vil ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.»

Grunden hertil giver Kristus således: «fordi han ikke har troet (siger han) på Guds eneste søns navn.» Fordi de dog alle allerede forud er under synden og skyldige til fordømmelse, vil Gud ikke have nogen sat fri eller tage imod nogen uden for denne Søns skyld, som han har givet og sat til forsoning; derfor skal det hedde: «Tro på Guds eneste Søns navn», det vil sige på Ordet, som prædikes om ham. For troen kan ikke se dette eller begribe og fornemme med sanserne, hvad han giver os, men har ikke mere end hans navn, som siges om ham, og det mundtlige ord, som vi hører med ørerne.

Til det vil han have os hæftet og bundet, så vi i troen på det undslipper dommen og bliver frelst; men de andre bliver med rette fordømt, ikke fordi de har haft synd, men fordi de har foragtet Sønnen og ikke har villet tro på dette navn, som er forkyndt dem til frelse og salighed. For for dette navn (hvor det prædikes og troes) skal og må alle skabninger, synd og død vige, og for det forskrækkes og flygter Djævelen og alle helvedes porte.

II

«Og dette er fordømmelsen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket i stedet for lyset, for deres gerninger var onde.»

Her begynder striden om dette navn og Kristi prædiken, og fordømmelsens dom bliver åbenbar over den vantro flok, fordi de ikke tager imod denne prædiken, men gør det stik modsatte af Gud og ligefrem hænger ved deres egen indbildskhed og formastelse imod dette klare Guds ord og åbenbaringen af hans vilje. Det kan ikke være andet end mørke, fordi det står imod lyset fra hans ord, som skinner åbenlyst i hele verden, for de troende til erkendelse af Gud og til frelse, men for de andre til at afdække og åbenbare deres tanker (som den gamle Simeon profeterer om Kristus, Luk 2,35), så det viser sig, at de ikke er dem, de kan udgive sig for over for verden og pynte sig med et falsk skin af hellighed, men onde, giftige orme, skadelige, forbandede folk.

For ud fra dette modbillede af det, Kristus har sagt ovenfor, viser det sig, hvad verden er – jeg mener de fine, fromme, hellige hyklere og store Guds tjenere: at det er sådanne folk, som ikke alene er i mørket, det vil sige i vildfarelse og uforstand (det kunne endnu tilgives), men endda elsker det, det vil sige priser, forsvarer og vil hænge ved det, Gud og hans ord til trods og fortræd; og de er så forvendte og gennemonde, at de til tak for den høje, guddommelige kærlighed og gave, som er tilbudt og skænket dem, skønt de er uværdige, bittert hader begge dele: Gud, som giver, og den høje, dyre gave, hans kære Søn. Det er da prisværdige, fromme børn, som ikke kan høre eller tåle sandheden og hader og flygter fra deres egen frelse.

Hvad skal man sige om en sådan ondskab i verden? Hvem kunne tro, at der på jorden kunne være folk så onde og så aldeles fulde af djævle, at de, også når de ser lyset og hører om Guds uudsigelige kærlighed og velgerning, at han vil give dem det evige liv ved sin Søn, alligevel ikke vil eller kan tåle en sådan prædiken, men holder den for den skadeligste gift og kætteri, som enhver skal stoppe ørerne for? Ja, selv om lyset er så åbenbart, at de ikke kan sige det imod og må bekende, at det er sandheden, er de dog så bitteronde, at de ikke kan eller vil tage imod det, men med vilje sætter sig imod det.

Det (siger jeg) ville sandelig intet menneskehjerte kunne tro, hvis Kristus ikke havde sagt det; ja, ingen ville heller forstå disse ord, hvis ikke gerningen og erfaringen lærte og bevidnede det. Det må jo kaldes en forbandet, helvedes ondskab: ikke alene at være ligeglad med Guds ord, foragte hans kærlighed og nåde og ikke ville give sandheden æren, men oven i købet med vilje elske og søge sin egen undergang og fordømmelse, sådan som også Sankt Paulus i ApG 13,46 siger om sine jøder, at de ikke selv anser sig for værdige til det evige liv.

Det må de folk gøre, som hedder Guds folk, de helligste og frommeste i verdens øjne, fulde af gode gerninger og store gudstjenester; de vil på ingen måde tåle, at man skulle kalde deres liv og gerninger onde (sådan som Kristus gør her); men når Helligånden vil vise dem deres synd og henvise dem til Kristus, ved hvem de bliver forløst fra synd og fordømmelse og bliver frelst, så farer de til og beskylder denne lære for at forbyde og fordømme gode gerninger; derfor, siger de, kan den ikke tåles.

Sådan må Gud med sit ord bære skylden for deres ondskab, fordi det revser den og gerne ville hjælpe dem til et ret, guddommeligt, saligt liv. Nuvel, han har jo gjort nok for verden, alt hvad han skal gøre: ladet sit lys skinne for dem, tilbudt og bevidnet sin kærlighed og det evige liv i Kristus. Hvad kan den nu mere foregive, så den ikke med rette, også efter sin egen dom og for sin egen skyld, er fordømt?

«Enhver som praktiserer ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset for at hans gerninger ikke skal afsløres, men den som praktiserer sandheden, kommer til lyset for at det skal åbenbares at hans gerninger er virket i Gud.»

Dermed viser det sig, at deres gerninger er onde, for de hader lyset og vil ikke tåle, at man åbenlyst stiller dem frem i lyset eller for retten, så man kan kende, om de er ægte eller ej; men de søger alene skinnet og glansen udadtil for folk. Sådan som verden gør, også i sine egne sager (derfor bruger Kristus også dette ordsprog), at enhver gør efter sit eget forgodtbefindende, hvad han har lyst til, og dog ikke vil have gjort noget galt, men vil være udadlet af alle og kaldes retskaffen. Og selv om han gør det for groft over for folk, så søger han dog et eller andet dække for at besmykke det. Deraf kommer det også, at man ikke kan fordømme nogen, uden at han er offentligt overbevist og overvundet; for enhver kommer for retten for at få ret og gøre sin modpart uret; derfor må man (for at få sandheden frem) bringe det frem i lyset ved offentligt vidnesbyrd og bevis.

Og det er i sig selv tegn nok på, at det ikke går redeligt til, når man ikke vil revses og skyr og værger sig mod at komme åbenlyst frem i lyset eller tåle undersøgelse og dom. Ligesom den, der ligger nøgen under en dyne, værger sig, river og raser, før han lader dynen tage fra sig, og vrider sig, kæmper og finder på, hvad han kan, bare han ikke bliver set i sin skam; og enhver skurk, morder og ægteskabsbryder, hvor slem han end er, så han også selv i sin samvittighed må fordømme sig, vil dog kaldes en hæderlig mand. Langt mindre kan verden tåle at blive revset i disse sager, hvor ingen fornuft kan dømme eller dadle, og Djævelen pynter og dækker sig med de allersmukkeste fagter og det allersmukkeste skin. Her vil enhver, som gør ondt, være from, ren og hellig og forfølger netop derfor evangeliet, fordi det vil revse det; så at Gud må fare fort med sit lys, så det til sidst må blive åbenbart, hvad det er for nogle frugter, som uden nogen grund forfølger Kristus, der vil hjælpe dem og hele verden, bespotter og støder Guds ord fra sig, som bringer dem al nåde og frelse, og fordriver og myrder fromme, uskyldige folk, som bekender det og har Kristus kær.

Det er også en af evangeliets frugter, at det giver et sådant lys og revser eller overbeviser det onde og afdækker Djævelen, som før regerede så fint med stort skin, at ingen kunne kende ham, men han blev holdt for Gud; men nu raser og stormer han sådan, fordi han bliver klædt af, at man må tage og føle på, at han er der; og således må det dog komme for dagen, hvilken der er den rette eller den falske kirke, hvem der er rette, fromme Guds børn eller Djævelens hyklere, løgnere og mordere.

«Men den som praktiserer sandheden (siger han), kommer til lyset» osv. Det vil sige: den, som ud fra Guds ord erkender sin synd, søger nåde og har Kristus kær, han må også blive åbenbar; ja, han stiller sig selv frem i lyset, holder sig til Guds ord, giver sandheden æren og kan tåle, at al hans lære, gøren og laden bliver bragt for dagen, og han tør oven i købet byde alle djævle og mennesker trods og uden at skjule noget og uden frygt lade sig se, høre, prøve og føle på. Sådan som, Gud ske lov, vores evangelium gør, og fromme kristne med deres bekendelse og liv; mens de andre lapper sig sammen og gør sig smukke med løgn og bedrag og alle onde kneb, så at de også nu, da de er gjort til skamme ved lyset, lærer at give deres sag et farvestrøg med vores lære og vores ord. Derfor viser det sig nu i gerning og åbenbaring, hvem der er ægte og omgås sandheden og sådanne gerninger, som er virket i Gud, efter hans ord og vilje, og som behager ham.