3. pinsedag, anden prædiken (Joh 10,1–11)

En anden prædiken over evangeliet på 3. pinsedag, Joh 10,1–11

Dette evangelium stiller os ved et billede og en lignelse netop det for øje, som andetsteds bliver lært om Kristi rige og om prædikeembedet i kirken; mere om det er sagt i evangeliet om den gode hyrde, som hænger sammen med dette. Og det viser forskellen mellem de mange slags lære, som man vil vise folk til himlen med, så man kan dømme rigtigt om, hvilken der er Helligåndens rette lære, og hvilken der ikke er det. For der er især tre slags lære (som han her rører ved), og kun én af dem frelser sjælene. Den første er deres, som han kalder tyve og mordere; den anden er dørvogterens ved fårefolden; den tredje er den rette hyrdes, som dørvogteren lukker op for og lader gå ind. Denne lignelse (siger Sankt Johannes) forstod disciplene ikke, før han selv lagde den ud: at han selv og han alene er døren til fårefolden og også hyrden; sådan som vi heller ikke ville forstå den, hvis han ikke viste og tydede den.

For sådan går det altid til i kristenheden, at man finder disse tre slags; og her er fare og nød, så man må advare folk, at de ser sig godt for og vogter sig for de ånder, der volder skade og fordærv og ikke gør andet end dette: hvor de kommer ind blandt fårene, stjæler de den rette græsgang fra dem, den rene lære og Guds ord, og myrder oven i købet sjælene. Derfor advarer også apostlene med flid de kristne mod sådanne, sådan som Sankt Paulus forudsiger for dem i ApG 20,29 og siger: «Jeg ved, at efter min bortgang skal der komme glubske ulve ind blandt jer, ja, af jer selv skal de stå frem, og de skal ikke skåne hjorden» osv.

Det er nu dem, der vil regere sjælene med en lære, som de har fundet på og digtet ud af deres egen visdom eller forgodtbefindende, og som foreskriver dem, at de skal gøre dit og dat, hvis de vil blive frelst. Sådan var det hos jøderne med farisæernes og de skriftlærdes egen menneskelære, deres påfund og gudstjenester med deres gerninger; og i pavedømmet med det utallige utøj af falske, selvvalgte gerninger, gudstjenester og munkevæsen, for slet ikke at tale om den åbenlyse afgudsdyrkelse og det skændige løgnekram: påkaldelsen af de døde helgener, afladen, skærsilden osv. De vil sandelig ikke være tyve og mordere; nej, de bliver i verden holdt for fortræffelige, kostelige og gavnlige lærere og prædikanter, lige indtil de bliver afsløret ved Kristi ord, og det viser sig, at de jammerligt forfører og fordærver de sjæle, der følger dem.

Men de kaldes tyve, fordi de kommer listende i det skjulte og kommer med søde ord (som Sankt Paulus siger i Rom 16,18) og stort skin, ja, i rigtige fåreklæder, og foregiver en særlig troskab og kærlighed til sjælene; men de har det kendetegn, som Kristus lærer os at kende dem på: at de ikke går ind ad døren, men stiger ind andetsteds; det vil sige, som han selv tyder det, at de kommer før ham og uden ham og ikke peger og viser hen på Kristus som den eneste hyrde og Frelser.

For dette ord («komme før mig») er ikke sagt om tiden, om dem, der har prædiket før Kristus; heller ikke alene om dem, der selv uden kald påtager sig at prædike eller sniger sig ind i det skjulte (og som sandelig heller ikke er bedre end tyve og mordere); men i almindelighed om alle (også dem, der står i det rette kald og det ordentlige embede), som ikke begynder med læren om troen på Kristus, som er hovedstykket i den kristne lære, og bliver ved den, men fører folk hen til egen hellighed og gudstjeneste uden for troen på Kristus.

For var det ikke sådan, så gjorde de ingen skade med deres lære; for alskens lære om vores gerninger ville endda være uskadelig, hvis de blot lod det ene stykke være i fred, som hedder troen eller tilliden til dem, som om de skulle fortjene syndernes forladelse. Men det kan ikke tåles, at man lærer, at vores tillid og tro skal se hen til dem (den tro, som alene skal stå på Kristus), eller at man holder dem for særlige gudstjenester, skønt de dog er uden Guds ord.

Vi kunne også uden skade holde alle pavens og hans konciliers bud, så vidt de ikke i sig selv er lige imod Guds ord, hvis det ikke angik mere end det ydre: ordning og overholdelse af bestemte tider, klædedragt, mad osv., sådan som det ene menneske ellers i den slags godt kan rette sig efter det andet og gøre ligesom han. Ja, hvis de ikke krævede den slags mere end som et sådant ydre middelting, der ikke er nødvendigt eller nyttigt til frelsen; sådan som jo deres præstevæsen og munkevæsen for største delen er bare tomt, unyttigt og forfængeligt gøgl og børneleg, som det sømmer sig for sådanne fastelavnsmasker og dukkespillere. Men at de byder den slags under tab af frelsen og siger: «Den, der ikke holder det, skal falde i den almægtige Guds og alle helgeners vrede og unåde og være fordømt til helvede» – det er den rette Antikrists ulve- og morderrøst i kristenheden.

Af disse skadelige tyve og mordere er der nu den store hob, og de er altid de fleste i verden og kan ikke være andet, når de er uden for Kristus; og verden vil også have sådanne ulveprædikener og er heller ikke bedre værd, fordi den hverken hører Kristus eller agter ham. Derfor er det intet under, at der er så få rette kristne og prædikanter, og at den falske kirkes hob altid er langt større; der forfører de hinanden, både lærere og elever, og, som Moses siger i 5 Mos 29,18, den drukne trækker den tørstige med sig og fører ham i fordærvelse. Men den rette kirke giver Kristus her derimod denne trøst, at hans små får vogter sig for den slags og hverken hører eller følger dem; sådan som han siger det klarere bagefter: «Mine får hører min stemme, men de fremmedes stemme hører de ikke.»

Det kan nok ske, at de i begyndelsen og en tid lang bliver bedraget af tyvene og morderne med falsk skin; sådan som det hidtil er sket under pavedømmet, hvor alle prædikestole og kirker har været fulde af dem, og hvor man kun har hørt meget lidt af Kristi, den rette hyrdes, stemme; sådan som Kristus også har forudsagt det og siger (Matt 24,24), at selv de udvalgte, om det var muligt, skulle forføres; men til sidst bliver der dog hjulpet dem ud af det, så de hører den rette hyrdes stemme og følger ham. Sådan er jo mange af dem revet og reddet ud af pavens forførelse, også på dødslejet, så de har grebet Kristus og er døde på ham.

Det er nu den første fordømte hob af lærere og prædikanter, der er lige imod Kristus og ikke gør andet end at forføre og fordærve sjælene. Dem skiller han straks ud fra sig og fælder den dom, at man slet ikke skal høre eller tåle dem, og at man skal vide, at de, der er uden for Kristus og viser folk hen til noget andet, sandelig ikke er andet end tyve og mordere.

Dernæst er der andre prædikanter, der fører Guds bud og lov, som de ikke selv digter, men som er taget af Skriften; sådan som jødernes lærere eller skriftlærde var, så vidt de blev ved Moses og Skriften, og om hvem Kristus siger i Matt 23,2–3: «De skriftlærde og farisæerne sidder på Moses’ stol; alt, hvad de nu lærer jer at holde, det skal I holde» osv.

Denne lære er i sig selv ikke imod Kristus; men hvor den bliver brugt til at lære folk at stole på sig selv og blive frelst ved lovens gerninger, dér er sådanne lærere lige så vel tyve og mordere som de andre; for også de står i vejen for, at de små får kan komme til Kristus.

Men skal en sådan prædiken bruges rigtigt og være nyttig og god, så må de ikke selv stige ind i fårefolden som hine eller give sig af med at være hyrder, men alene være dørvogtere og tjenere for den rette hyrde, Kristus: de skal holde fårene i varetægt og forvaring, så ingen fremmede bryder ind hos dem, og give hyrden rum og plads, så han selv fører dem ud og ind til græsgangen. Embedet skal altså være indrettet sådan, at det ikke selv skal vogte fårene, men lukke op for hyrden, så fårene selv hører ham og bliver vogtet af ham.

Sådanne har hos det jødiske folk Moses selv og profeterne været, ligeså Johannes Døberen; og sådan er endnu alle de, der prædiker loven til omvendelse og viser folk hen til Kristus, så de ved ham kan blive hjulpet fra synd og død. For dermed udøver de dørvogterens to embeder: de værger mod de fremmede, der selv kommer som hyrder for at trække fårene efter sig, så de ikke bliver forført af falsk indbildning og tillid til deres gerninger, men lærer at kende deres synd og fare og således bliver beredt og gjort skikket til at vente på deres hyrde.

Sådan taler Sankt Paulus om lovens embede i Gal 3,23–24: at den er givet for at vi skulle holdes i forvaring og indesluttes under den hen til den tro på Kristus, som skulle komme; ligeså: «Loven», siger han, «er blevet vores opdrager til Kristus, for at vi skulle blive retfærdige ved troen.» For hvor loven bliver lært sådan, at mennesket trues med Guds vrede og straf, så det både i det ydre holdes pænt i tugt, så det ikke bliver frækt og ryggesløst, og desuden i det indre drives i frygt og rædsel, så det føler sin afmagt og elendighed og ser, at det ikke kan hjælpe sig selv – dér er folden rigtigt forvaret og lukket, så fårene ikke løber ud og farer vild og således bliver ulvens bytte.

Men denne prædiken og dørvogterens embede er endnu ikke nok for fårene. For skulle de bare blive ved at være lukket inde på den måde, så måtte de jo alligevel gå til grunde og dø af sult; derfor hører det også med hertil, at dørvogteren lukker op for den rette hyrde, så han kommer og selv vogter fårene; for det er for den sags skyld, at alt det sker, som man prædiker og lærer i kirken; ellers havde man hverken brug for dørvogtere eller prædikanter.

Men det kaldes at lukke døren op for Kristus, når man lærer loven sådan, som nu sagt: «Disse bud vil Gud have holdt af dig under straf af evig fordømmelse; og selv om du holder dem, så godt du kan, skal du alligevel vide, at du ikke derved bliver retfærdig eller frelst for Gud; for du kan dog aldrig opfylde dem, sådan som du er skyldig. Og om du så opfyldte dem alle, så havde du dog ikke dermed fortjent, at Gud gav dig mere, end han allerede har givet dig, og for det er du skyldig at være ham lydig»; som Kristus siger i Luk 17,10: «Når I har gjort alt, hvad der er befalet jer, så sig: Vi er unyttige tjenere; vi har gjort, hvad vi var skyldige at gøre.» «Derfor må du ud over alt dette have Herren Kristus som den rette hyrde, så han giver dig sin fylde og rigdom, og så du bliver bespist, vogtet og frelst af ham.»

Så har du udrettet begge embeder rigtigt og skelnet rigtigt mellem gerningslæren og troslæren: at man skal holde loven og dog ikke stole på den, men at troen alene skal holde sig til og trøste sig ved Kristi græsgang. Og sådan skal gerningerne være rettet mod det, loven kræver som skyld, men troen mod nåden i Kristus.

Hvor døren nu på den måde er lukket op for hyrden, og han går ind, dér har fårene deres trøst og hjælp; som Kristus siger i slutningen af evangeliet: «Jeg er kommet, for at de skal have liv og fuld overflod»; for da regerer, leder, fører, vogter og opholder Kristus dem selv og virker ved sit ord og Helligåndens kraft i dem, så de daglig tager til, bliver rigere på forstand, stærkere i tro, trøst, tålmodighed og sejr i lidelse osv. og også bærer gode frugter, lærer andre, tjener og hjælper. Og sådan går altid hyrdens (som fårene tilhører) embede og gerning i kristenheden: dér tager han sig selv af dem og gør alt hos dem; dog ved sin stemme, det vil sige det ydre ord og prædikenen.

Derfor kalder han sig også selv døren, som fårene går ud og ind ad; så ligesom han selv er hyrden, sådan er også prædikenen, som han kommer til os ved, og som han bliver kendt ved, og desuden troen i vores hjerte, som hans kraft og gerning føles ved, intet andet end Kristus; og således bor og virker han i os, og vi bliver helt og holdent fundet i ham i vores liv og gerninger, så det hele går ud fra og sker ved troen på ham: så vi alene for hans skyld behager Gud og ikke trøster os ved eller forlader os på noget andet osv.

For ligesom han har talt om sit embede, som han udøver ved Ordet, sådan taler han også om sine små får, hvordan de forholder sig i hans rige: at når døren er lukket op for ham, så hører de straks hans stemme og lærer at kende den; for det er den rette, trøstefulde, glade stemme, ved hvilken de, forløst fra rædsel og frygt, kommer ud i friheden, så de kan vente sig al nåde og trøst af Gud i Kristus. Og når de én gang har grebet hyrden, så holder de sig med al tillid alene til ham og hører ingen andens lære. For de har (som det er fårs art) meget fine små ører og er meget lærenemme til at kende deres hyrdes stemme og skelne den fra alle andre, så de ikke bliver bedraget af nogen af dem, der udgiver sig for hyrder.

For de har nu deres egen samvittigheds erfaring og Helligåndens vidnesbyrd i deres hjerte om, at ingen anden lære og intet andet ord kan trøste hjertet eller give mennesket ret tillid til Gud og ret påkaldelse af ham end denne hyrde Kristi. Derfor vover de sig også ud på det uden al vaklen og tvivl, gaber ikke og ser ikke efter, hvad andre lærer eller gør, hvad verden antager, eller hvad koncilierne beslutter; men selv om der ikke var et eneste menneske på jorden, der holdt med dem, så er de dog vis på deres hyrdes sandfærdige stemme.

Ja, de er også så forstandige, at selv om der ingen fare stod på spil for dem, og de fik valget, så de kunne tage det, de selv ville, så ville dog enhver from sjæl ved et sådant valg hellere spille på det sikre og stå fast på Kristus og nåden end på sine egne gerninger (om den så havde mange af dem). For med dem ved han ikke, hvordan det vil gå ham; ja, han ved, at de dog ikke består for Guds dom; som David og alle de hellige siger: «Herre, gå ikke i rette med din tjener, for over for dig er ingen levende retfærdig» (Sl 143,2). Men nåden, det ved han, er ham vis, for den er Guds ord og sandhed.

Men hvad betyder det, at Kristus videre siger: «Og han kalder dem ved navn og fører dem ud»? De hører alle Kristi samstemmende stemme, det vil sige evangeliets prædiken om én og samme tro, dåb, håb og frelse; det har de alle lige meget af, og ingen mere end den anden. Den nåde, som Maria Magdalene har, er netop den samme, som Jomfru Maria har, og Sankt Peters nåde er netop den samme, som er blevet røveren til del. Men her er der en forskel, når han begynder at kalde dem, der står i den samme nåde, hver især ved navn, ligesom hyrden mærker eller navngiver hvert får for sig, det ene Lille Brun, det andet Lille Sort, eller hvad han vil.

Det er de gerninger, som Kristus også virker med hver enkelt især, når han trøster, formaner og hjælper ham i hans nød og trængsler ved Ordet osv.; ligeså når han uddeler hver enkelt sin gave, til den ene en stærkere tro end til den anden, eller større forstand, profetiens gave og gaven til at udlægge Skriften, prædike og regere andre; ligeså når han bruger den ene til en særlig gerning, så han udretter mere og større end en anden; lægger meget at lide på den ene og lidt på den anden; ligesom han ved Sankt Paulus udbreder evangeliet mere end ved andre; ligeså fører og kalder han Sankt Peter til at lide på en anden måde end Sankt Johannes.

For «der er forskellige nådegaver», siger Sankt Paulus i 1 Kor 12,4–6, «men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme» osv. Ligesom der i et hus er mange slags forretninger og arbejde, men alle hører til én husfaders tjenestefolk og har samme kost og samme måltid; og i ét legeme mange slags lemmer, hvert med sin egen gerning og brug, og dog har de alle det samme liv, den samme sundhed og fælles del i mad og næring: sådan er der også i Kristi rige mange slags gaver, gerninger, lidelser osv., tildelt hver enkelt efter hans mål og kald; men dog er de alle lige meget Kristi små får i fællesskab om alle hans goder, og han holder lige så meget af det ene som af det andet.

Videre siger han: «Og han fører dem ud. Og når han har ladet dem gå ud, går han foran dem» osv.

At han fører dem ud, er (som jeg rørte ved ovenfor) den kristne frihed: at de nu er løst og ikke mere som før lukket inde og fanget under lovens og Guds doms angstfulde tvang og frygt, men glade græsser og nærer sig under Kristi søde nåderige; derom siger Sankt Paulus i Rom 6,14: «I er ikke mere under loven, men under nåden»; ligeså i Gal 3,25: «Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under en opdrager.»

Det er ikke en sådan frihed, at fårene nu kan løbe vild uden vogter og hyrde, bort fra deres hyrde, hvorhen de vil; eller at en kristen kan gøre alt, hvad kødet lyster; men at de nu, sikret mod rædslen og frygten for ulven, tyvene og morderne, går under deres kære hyrde og med lyst og kærlighed følger efter ham, som han leder og fører dem, fordi de ved, at han står i bruddet for dem og regerer dem venligt, så loven ikke længere har ret til at anklage og fordømme dem, selv om de efter kødet også har skrøbelighed og ikke en fuldkommen opfyldelse af loven.

For nu er Herren og Guds Søn selv hyrden, som har taget det lille får under sin nåde, sit værn og sin beskyttelse, så den, der vil anklage eller fordømme det lille får, først må gøre det mod ham selv; sådan som Sankt Paulus herligt og trodsigt siger om det i Rom 8,1: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus» osv.; ligeså (Rom 8,33–34): «Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er her, han som gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus er her, han som er død, ja, som også er opstået, som sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os» osv.

Det er (siger jeg) samvittighedens frihed fra lovens fordømmelse, og loven har intet krav på os, fordi vi er i Kristus; for det udvortes, legemlige liv hører ikke herhen; det har sit ydre styre og sin lov, og det kommer slet ikke dette åndelige væsen i Kristi rige ved.

«Og når han har ladet sine får gå ud, går han foran dem, og de følger efter ham.»

Det er det kristne liv under denne hyrde, hvor han altid regerer, leder og fører dem, så de bliver under ham i troens frihed og dog nu i den samme tro også selv går og følger ham i hans lydighed og gode gerninger. For dette er nu Kristi eksempel, som Sankt Peter taler om (1 Pet 2,21): «Kristus har efterladt os et eksempel eller forbillede, for at I skal følge i hans fodspor.» Og Kristus selv i Joh 13,15: «Jeg har givet jer et eksempel, for at I skal gøre, som jeg har gjort mod jer.»

For som sagt er Kristi rige ikke sådan beskaffent, at vi kunne gøre alt, hvad vi lyster efter kødet; men sådan, at vi, forløst fra lovens fængsel, under hvilket vi ikke kunne gøre noget godt af hjertet, fremover glade og med god samvittighed følger efter Kristus i vores liv og gerninger, hver enkelt sådan som Kristus kalder ham og vil bruge ham som et særligt redskab.

For denne efterfølgelse af Kristus, der går foran, går sådan til, at hele vores liv og gerning går i troen på Kristus og er en stadig øvelse i troen: det vil sige, at vi ved troen slutter og ved, at vi for denne kære hyrdes skyld behager Gud, og at også vores gerninger og liv, som dog går skrøbeligt og ikke i fuldkommen lydighed, sådan som det burde gå, nu er under denne hønes vinger, så Gud også lader sig det behage for hans skyld; og at vi i en sådan tillid nu begynder at være lydige, at påkalde ham i anfægtelse og nød, at bekende hans ord og at tjene vores næste; og at vi således, både i det indvortes og det udvortes liv (det, som Kristus her kalder at gå ind og gå ud), finder græsgang, det vil sige trøst, styrke, bistand og vækst i troen og i alt godt. For hertil behøver en kristen altid Kristi ord som det daglige brød, så han altid kan lære af det og øve sig i det.

Derfor siger han atter til slut om fårene, der følger ham:

«For de kender hans stemme; en fremmed følger de ikke, men flygter fra ham, for de kender ikke hans stemme.»

Det vil sige: de forstår nu fint at skelne, hvad der er ret lære, tro og liv, og hvad der ikke er det; for de har Ordets regel, som lærer dem alene at hænge ved hyrden, og efter den kan de bedømme alt andet, som man foreholder dem; de flygter fra og fordømmer alt, hvad der vil vise og føre dem andetsteds hen; derfor bliver de under hyrden i god sikkerhed, ubedragne og uforførte: fine, forstandige, velbevogtede, gedigne, salige små får.

Se, så fint maler denne lignelse Kristus og hans små får for os, så vi ser, hvordan det går til i hans rige, og hvad vi har af ham; og den viser fint ordenen: hvad og hvordan man skal lære i kirken om loven, troen og gerningerne. Men derom forstår farisæerne og deres lige, de blinde vejledere og falske helgener, slet intet; sådan som også Johannes siger her:

«Men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem.»

Ja, selv om han tyder og forklarer det med klare ord, så forstår de det alligevel ikke; for de vil simpelthen dømme og bedømme disse ting efter deres fornuft, og den fatter ikke mere end lovlæren om gerninger og søger lovens opfyldelse hos sig selv, sådan som Sankt Paulus siger om sådanne i Rom 10,3: «De søger at opstille deres egen retfærdighed og underordner sig således ikke den retfærdighed, der gælder for Gud.» Derfor, når de hører læren om vores frelse, at vores liv alene må stå på Kristus og intet gælder uden ham, begynder de at spotte; sådan som de efter denne prædiken siger om ham: «Han er besat og vanvittig; hvorfor hører I på ham?» Sådan skælder de nu troslæren for kætteri og siger, at man forbyder gode gerninger; men dermed lægger de ærligt deres blindhed for dagen: at de ikke forstår, hvad Kristus, tro eller gode gerninger er.

Men vi, som, gudskelov, har den rette forstand, skal af dette evangelium lære to stykker. Det første: at der i kristenheden ikke skal læres andet end om denne ene hyrde, Kristus, og at enhver skal vogte sig for alt det, som ikke alene viser hen til ham, og som man vil lære samvittighederne med og give dem håb om frelsen med, eller pålægge og befale dem at holde som nødvendigt. Derfor kalder Kristus sig selv døren, som man alene må gå ud og ind ad, så læren, troen og livet ikke flyder af andet end af ham, fører hen til ham og alene lader sig finde i ham.

Den anden lære er, at alle kristne har magt og ret til at bedømme al lære og til at skille sig fra falske lærere og biskopper og ikke adlyde dem. For her hører du, at Kristus siger om sine får: «Mine får hører min stemme; men en fremmed hører de ikke og følger ham ikke, men flygter fra ham, for de kender ikke hans stemme.» For at de kan bedømme den slags, har de den regel, som nu er sagt (ud fra dette Kristi ord): at alle, der ikke lærer Kristus, er tyve og mordere; dermed er dommen allerede givet dem, så der ikke behøves nogen yderligere undersøgelse, men den er afsagt af Kristus, og de er skyldige at følge denne dom og derefter flygte fra og sky alle sådanne, hvem de end er, hvor store og hvor mange de end er.

Og dermed er de allerede sat fra deres embede og magt, de, som vil regere i kirken og dog ikke fremholder Kristi ord, men deres egne bud, og kræver af folk, at de skal være dem lydige som biskopper, der sidder i kirkens ordentlige styre. Så er også Kristi får skyldige at følge denne Kristi dom og holde sådanne for afsatte, ja, også for fordømte, udskilte fra Kristi kirke og forbandede, og flygte fra dem; og hvis de vil blive ved at være Kristi fromme og trofaste små får, skal de ikke lade denne deres dom og magt tage fra sig eller selv give den fra sig, så de samtykker i, antager eller følger, hvad de andre, hvad enten de hedder paver, biskopper eller koncilier, end måtte beslutte anderledes.