3. pinsedag (Joh 10,1–11)

Evangeliet på 3. pinsedag, Joh 10,1–11

Dette evangelium lærer os om prædikeembedet: hvordan det er beskaffent, hvad det virker, og hvordan man misbruger det. Og det er såre nødvendigt at vide, for det er næsten det højeste i kristendommen. For Sankt Paulus roser sit embede så højt, fordi Ordet kommer frem ved det, det Ord, som frelser alle, der tror på det, når han siger sådan til romerne (Rom 1,16): «Jeg skammer mig ikke over Kristi evangelium, for det er Guds kraft, som frelser alle, der tror på det.» Nu, det må vi tage fat på, eftersom evangeliet her giver os det og bringer det med sig. Men det kommer til at lugte paven surt i næsen! Men hvad skal jeg gøre ved det? Sådan siger teksten:

«Den, som ikke går ind gennem døren til fårefolden, men klatrer ind andetsteds, han er en tyv og en morder.»

Det har man udlagt om dem, der med formastelse trænger sig ind i præbenderne ved gunst og penge, ved forbindelser eller egen magt, og ikke ved ordentlig indsættelse og myndighed. Og nu straffer juristerne – de retskafneste af dem – dem, der løber til Rom efter præbender og len eller efter gejstlig øvrighed og embeder; det kalder de simoni. Det er ganske vist sandt; for der ligger meget i kaldet, og ingen skal træde frem og prædike af egen formastelse uden de andres befaling. Men skulle vi nu vente på det her, så måtte vi aldrig i vore livsdage have nogen, der prædikede for os og rakte os sakramentet; for biskopperne trænger sig i vore dage ind med magt, og herrerne, der skulle have tilsyn med det, ser på venskab og magt. Men det lader jeg fare; jeg taler her om det rette embede, hvor ingen trænger sig ind (selv om hans andagt drev ham dertil) uden de andres kald.

Vi har vel alle magt til at prædike, ja, vi skal prædike Guds navn, og det er befalet os, som Sankt Peter siger (1 Pet 2,9–10): «I er den udvalgte slægt, det kongelige præsteskab, det hellige folk, ejendomsfolket, for at I skal forkynde hans dyder, som har kaldet jer fra mørket til sit forunderlige lys. I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, og som før ikke var i nåde, men nu er i nåde.» Men alligevel indfører Sankt Paulus en orden (1 Kor 14,40) og siger: «Hvad I gør iblandt jer, så lad det alt sammen gå sømmeligt og ordentligt til.» Ligesom der i et hus må være en fast orden; for hvis alle arvingerne ville være herrer og regere, så ville det gå ilde til i huset. Men når de andre tager fat og vælger én, træder tilbage og lægger det i hans hånd, så går det fint. Sådan må man også her udvælge én, så ordenen ikke bliver vendt op og ned. Men eftersom vi alle, som er kristne, har magt til at prædike, hvad skal der så blive af det? Så vil kvinderne jo også prædike? Nej, ikke sådan; Sankt Paulus forbyder, at en kvinde vil træde frem for at prædike i mændenes forsamling, og siger: «De skal være deres mænd underdanige.» For når en kvinde ikke lader sig styre og føre, så kommer der intet godt ud af det, men der bliver skøger af det.

Men dette er Sankt Paulus' ord til Timotheus (1 Tim 2,11–12): «En kvinde skal lære i stilhed med al underdanighed; men en kvinde tillader jeg ikke at undervise, heller ikke at være herre over manden, men hun skal være stille.» Men hvis det kom dertil – hvad jeg ikke mener – at der ingen mand var til stede, så kunne en kvinde jo træde frem og prædike for de andre, så godt hun kunne; men ellers ikke.

Nu, det er sagt om det ydre kald. Men om det taler Kristus ikke her; for der hører endnu mere til, nemlig at man ikke fører nogen bilære eller lærer en anden gerning, end Kristus har lært, sådan som han jo siger i Matthæus (Matt 23,2–4): «På Moses' stol sidder de skriftlærde og farisæerne. Alt, hvad de siger til jer, at I skal holde, det skal I holde og gøre; men efter deres gerninger skal I ikke gøre. De siger det godt nok, men gør det ikke; for de binder tunge og ubærlige byrder og lægger dem på menneskenes hals, men selv vil de ikke røre dem med en finger.» Skønt de, som Herren her taler om, var ordentligt indsat, så var de alligevel tyve og mordere; for de lærte biveje og andre ting, end Kristus lærte, sådan som Kristus også revser dem et andet sted i Matthæus (Matt 15,3), hvor han holder dem deres lære for og siger til dem, at de for deres egne påbuds skyld har overtrådt Guds bud, ja, ophævet det helt og aldeles.

Ligeledes har vi mange flere profeter, som var ordentligt indsat, men som alligevel blev bedraget, som Bileam, sådan som det står i Fjerde Mosebog (4 Mos 22). Ligeledes Natan, sådan som man finder det beskrevet i Anden Samuelsbog (2 Sam 7,3). Det er også sket med mange biskopper. Nu siger Kristus her: Den, som vil gå ind gennem døren, må lade sit ord gå ud fra Kristus og igen lade det flyde ind i Kristus. Lad derfor «at komme» her betyde, at man prædiker ret; for dette komme er åndeligt, og fårefolden er også åndelig, og med Ordet trænger han gennem ørerne og kommer ind i fårefolden, som er de troendes hjerte. Det er altså det, han siger: at han må komme ind gennem døren, det vil sige ikke prædike andet end Kristus; for Kristus er døren til fårefolden.

Men hvor der er nogle, der stiger ind og laver sig deres egen dør, deres eget hul, deres egen tilføjelse ud over det, Kristus har lært – de er tyve. Om dem siger Paulus til romerne (Rom 16,17–18): «Jeg formaner jer, kære brødre, at I holder øje med dem, der skaber splittelse og forargelse ved siden af den lære, som I har lært, og at I viger fra dem; for sådanne tjener ikke Herren Jesus Kristus, men deres egen bug, og ved søde ord og prægtig tale forfører de de uskyldige hjerter.» Han taler ikke om lærdomme, der er imod, men om dem, der sættes ved siden af den rette lære: det er tilføjelserne, som skaber splid. Det kalder Sankt Paulus en bilære, en tilføjelse, og det er en anstødssten, en forargelse og en bivej, når man stiller samvittighederne på deres egne ting.

Nu er evangeliet så fint og ædelt, at det ikke kan tåle nogen tilføjelse eller bilære. De gejstlige lærer, hvordan man skal komme i himlen ved faste, bøn og flere den slags gerninger. Det er allerede en bivej; det vil evangeliet ikke have, men de vil have det, og derfor er de tyve og mordere, for de river samvittighederne bort, slagter fårene dermed og slår dem ihjel. Hvordan går det til? Når der lægges en sidevej, så bliver min sjæl revet bort fra Gud og ud på den, fra ham, hos hvem alene jeg skal søge min sjæls frelse og salighed; så må jeg gå til grunde. Sådan er den vej mit mord og min død; for et menneskes samvittighed og hjerte må stå på et evigt ord, ellers kan det ikke holdes oppe; for alt kød er som hø, og al dets godhed er som en blomst på marken, som Esajas siger (Es 40,6).

Menneskelærdommene, hvor smukke de end er, falder bort, og samvittigheden, som har bygget på dem, falder med dem; der er hverken hjælp eller råd. Men Guds ord er og bliver evigt og må stå evigt; det kan ingen djævel rive omkuld. Den grund må man lægge for samvittighederne, så de evigt kan grunde sig, hvile og bestå på den. Men menneskeord går til grunde, og hvad der hænger ved dem. Derfor: de, som ikke går ind gennem denne dør, det vil sige, som ikke siger Guds ord ret, klart og rent uden nogen tilføjelse, de lægger ikke den rette grund; de ødelægger, dræber og myrder og slagter fårene. Men Guds ord er en grund, som evigt holder og bærer. Derfor siger Kristus videre i evangeliet:

«Men den, som går ind gennem døren, han er fårenes hyrde; for ham åbner dørvogteren, og fårene hører hans stemme.»

Dørvogteren her er prædikanten, som lærer loven ret, nemlig at den kun er der for at vise os, hvad vi er for nogle sære urter, og hvilke giftige orme vi er, og at lovens gerninger ikke hjælper os, og dog må gøres. Han lukker så op for hyrden, det vil sige for Herren Kristus, og lader ham alene vogte fårene; for dørvogterens embede er nu forbi: loven har nu udrettet, hvad den skal udrette, har åbenbaret hjertet dets synd og kastet det helt til jorden. Så kommer Kristus og gør et lille får af det, græsser det med sit evangelium og fortæller det, hvordan det skal forholde sig for igen at få et glad hjerte, det hjerte, som af loven er blevet helt og aldeles bekymret og gjort til intet.

Denne stemme hører det lille får så gerne, følger den og græsser ganske fint og kender hyrdens stemme; men en fremmeds stemme hører det ikke og følger den heller ikke. For straks når man prædiker gerninger for det, bliver det forskrækket, og hjertet kan ikke tage glad imod det; det ved godt, at det ikke er gjort med gerninger. Man kan gøre, hvad man vil, så bliver der dog altid et tungt sind tilbage, og det synes, at det hverken er nok eller rigtigt. Men når evangeliet kommer, hyrdens stemme, som siger: «Gud har givet verden sin enbårne søn, for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv» – så, ja så bliver hjertet glad; det går ind i hjertet og smager lifligt; det er det lille fårs rette græsgang, nogen anden vil det ikke have. Ja, når man sætter en anden for det, flygter det fra den og vil ikke tage imod den. Denne græsgang finder altid små får, og de små får finder også den; som Gud selv siger hos profeten Esajas (Es 55,11): «Det ord, som går ud af min mund, skal ikke vende tomt tilbage til mig, men gøre, hvad mig behager, og have lykke med det, som jeg sender det til.» Derfor siger Herren her videre:

Et proprias oves vocat nominatim. [«Og sine egne får kalder han ved navn» (Joh 10,3), efter den latinske tekst.]

«Og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud; og når han har ladet sine får gå ud, går han foran dem, og fårene følger ham, for de kender hans stemme; men en fremmed følger de ikke, men flygter fra ham, for de kender ikke de fremmedes stemme.»

I denne tekst er der to stykker, som man skal lægge godt mærke til: libertas credendi og auctoritas judicandi; det første er friheden til at tro, det andet myndigheden til at dømme. I ved, at vore sjælemordere har stillet os for, at hvad koncilierne og paven og de høje doktorer fastsætter og beslutter, det skal man tage imod og ikke dømme om, om det er ret eller ej. Dermed er de blevet så sikre, at de nu fastsætter – som man åbenlyst ser – at man skal tage imod, hvad de siger, endog under band. Nu må du her tage et spyd i hånden og slå hul i skjoldet; ja, deres beslutning skal blive til spindelvæv, og du skal tage spyddet fra dem igen, som de hidtil har taget fra os, og holde spidsen frem imod dem.

Fat derfor det andet stykke godt: at fårene skal dømme om, hvad man stiller dem for, og skal sige: «Vi har Kristus til Herre og hans ord frem for alle mennesker, djævle og menneskeord; det vil vi holde os til og dømme ud fra, om paven, biskopperne og disse fyre gør ret eller ej.» For han siger her: Fårene dømmer og kender, hvilken der er den rette stemme, og hvilken ikke. Lad det nu bare gå: har de besluttet noget, så vil vi se, om det er ret eller ej, og derefter afgøre det efter den dom, som er overladt til hver kristen for sig selv; og en sådan myndighed er ikke menneskelig, men guddommelig. Og det gør de naturlige får også: de flygter fra en fremmed og holder sig til deres hyrdes stemme.

Derfor lægger evangeliet her alle koncilier og alle pavelige love ned, så vi ikke skal tage imod noget uden at dømme, men tværtimod har magt til at dømme, og at en sådan dom hidtil har ligget hos os. Men de har taget sværdet fra os, så vi ikke har kunnet afvise nogen lære, men har måttet lade dem alle komme ind med magt. Derfor vil det gøre dem ondt, når vi nu tager sværdet fra dem igen. Nu må man i sandhed tage det fra dem, ikke med magt, men med Ordet, og lade alt, hvad vi har, fare derover og sige: «Jeg er et Guds får, hans ord vil jeg have og tage imod; og hvis I giver mig det ord, vil jeg holde jer for hyrder; men hvis I sætter mig en bilære for og ikke giver det rene evangelium, så vil jeg ikke holde jer for hyrder og ikke tage imod jeres stemme; for det embede, I roser jer af, rækker ikke længere, end Ordet går.» Finder man nu, at en er hyrde, så skal vi tage imod ham; men hvis ikke, så skal vi afsætte ham; for fårene skal dømme om hyrdens stemme. Men hvis han ikke giver ret græsgang, så skal man tage hatten af denne hyrde, det vil sige af biskoppen; for en perlehat og en sølvstav gør ingen til hyrde eller biskop, men omsorgen for fårene og det at græsse dem.

Men nu da de vil have alt deres gøren og laden udømt, så har de trængt sig ind og taget sværdet fra os til at dømme med, så at vi uden dom skal tage imod, hvad de bare foregiver; og det er næsten kommet dertil, at når paven rømmer sig, så har man gjort en trosartikel ud af det; og de har foregivet, at øvrigheden har ret til at stille sine undersåtter for, hvad den vil, uden de andres dom. Og det har de sandelig gjort til stor ødelæggelse, så at vi, hvis vi ikke var kristne, burde ønske en pave hundredtusind sværd. Og det ved de også godt, derfor holder de så hårdt på deres love. For hvis de lod sig dømme af menigmand, så ville deres love blive liggende, og de ville måtte prædike Ordet rent; men så ville man gøre deres bug smallere og deres hingste færre.

Vær derfor rustet med dette skriftord, så I hugger og stikker alt i stykker, hvad de beslutter, som ikke stemmer med evangeliet; for dommen tilhører fårene og ikke prædikanterne. Derfor har I magt og myndighed til at dømme om alt, hvad der prædikes – dette og intet andet. For hvis vi ikke havde den magt, så havde Kristus forgæves sagt til os i Matthæus (Matt 7,15): «Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indvendig er glubske ulve.» Men vi kunne ikke vogte os, hvis vi ikke havde magt til at dømme, men måtte tage imod alt, hvad de sagde og prædikede for os.

Libertas fidei seu credendi. [Troens frihed eller friheden til at tro.]

Det andet stykke er, at man ikke skal tvinge nogen til troen; for fårene følger den, de kender, og flygter fra de fremmede. Nu vil Kristus, at man ikke skal tvinge nogen, men lade dem følge af villigt hjerte og med lyst, ikke af frygt, skam eller straf; men man skal lade Ordet gå ud og lade det udrette det hele. Når så deres hjerter bliver fanget af Ordet, så skal de nok selv komme. Troen kommer ikke ud af hjertet, uden at det har Guds ord. Derfor er vore herrer nu tossede og afsindige, når de sætter sig for at drive folk til troen med magt og sværd. For Kristus vil her have, at fårene selv skal komme, fordi de kender hans stemme. Men dem, der her bliver tvunget legemligt, får ikke hjertet tvunget eller fanget, sådan som paven med sine love har tvunget folk til skriftemål og sakramente. Kristus vil have det frit; for han kunne også have tvunget det, men han ville søge det med sin søde, liflige prædiken. Den, som hang ved ham, fulgte efter og lod sig ikke rive bort derfra. Disse vil trænge igennem med sværd og ild; det er vanvid. Læg derfor godt mærke til, at man alene lader Guds rene ord gå og derefter lader dem, som det har fanget, følge frit og ikke tvinger dem med sværdet; ja, så vil de følge villigt af sig selv.

Dermed vil jeg dog ikke have det verdslige sværd ophævet; for det kan holde hånden tilbage, så den ikke gør mennesker skade, men holder sig i ro. Derfor må det være der for de onde skurkes skyld, som ikke bryder sig om noget ord. Men hjertet kan det ikke tvinge og bringe til troen. Derfor må det her stå stille i troens sag; her må man gå ind gennem døren og prædike Ordet og gøre hjertet frit; sådan bringer man dem til troen, ellers på ingen måde. Det er de to regimenter, de frommes og de ondes: at man henter de fromme med Ordet og driver de onde til et ordentligt væsen med sværdet.

Nu tyder Kristus selv sine ord og siger, at han er døren til fårene, men alle de andre, som er kommet før ham, det vil sige, som ikke er sendt af Gud som profeterne, men er kommet af sig selv uden at være kaldet, de er tyve og mordere; de stjæler Guds ære fra ham og kvæler menneskenes sjæle med deres falske lære. Men han er døren, og den, som går ind gennem ham, skal blive frelst og skal gå ind og gå ud og finde græsgang. Der taler han om den kristne frihed: at de kristne nu er fri for lovens forbandelse og tvang og kan holde loven eller lade være at holde den, alt efter som de ser, at næstens kærlighed og nød kræver det.

Sådan gjorde Sankt Paulus: når han var hos jøderne, holdt han loven med jøderne; hos hedningerne holdt han den også, sådan som de holdt den, som han selv siger til korintherne (1 Kor 9,19–23): «Skønt jeg er fri over for alle, har jeg dog gjort mig selv til tjener for alle, for at jeg kan vinde flere. For jøderne er jeg blevet som en jøde, for at jeg kan vinde jøder. For dem, der er under loven, er jeg blevet som en under loven, for at jeg kan vinde dem, der er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en uden lov (skønt jeg dog ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov), for at jeg kan vinde dem, der er uden lov. For de svage er jeg blevet som en svag, for at jeg kan vinde de svage. Jeg er blevet alt for alle, for at jeg i hvert fald kan frelse nogle. Men dette gør jeg for evangeliets skyld, for at jeg må få del i det.»

Det kan tyvene og morderne, de falske prædikanter og profeter, nu ikke gøre; de udretter ikke andet end at stjæle, kvæle og slå ihjel. Men Kristus, den sande og rette hyrde, kommer kun for at de små får skal have livet og fuld overflod. Så meget om dette evangelium; lad os blive ved det og bede Gud om nåde til, at vi må fatte og forstå det ret.