4. pinsedag (Joh 6,44–51)

Evangeliet på 4. pinsedag, Joh 6,44–51

Dette evangelium lærer os intet andet end den kristne tro og vækker den i os; ligesom Johannes i hele sit evangelium intet andet gør end at undervise os i, hvordan man skal sætte sin lid til Herren Kristus. Og en sådan tro, der støtter sig på Guds sandfærdige løfte, må alene frelse os, sådan som dette evangelium klart udtrykker det. Og hermed må alle blive til nar, som har lært os andre veje og måder at blive retfærdige på; alt, hvad menneskers sanser kan udtænke, hvor helligt det end er, og hvordan det end tager sig ud for menneskers øjne, det må alt sammen gå til grunde, skal mennesket ellers blive frelst. For mennesket kan stille sig an, så meget det vil, det kan dog ikke komme til himlen, medmindre Gud kommer i forvejen med Ordet, som tilbyder det hans guddommelige nåde, og oplyser dets hjerte, så det træffer den rette vej.

Men vejen er Herren Jesus Kristus. Den, der vil søge en anden vej, sådan som den største hob understår sig at gøre det med udvortes gerninger, han er allerede gået fejl af den rette vej. For Paulus siger til galaterne (Gal 2,21): «Hvis retfærdigheden kommer ved loven (det vil sige ved lovens gerninger), så er Kristus død forgæves.» Derfor har jeg sagt, at mennesket må støde sig og knuses på dette evangelium og ligge nede i sit hjertes grund som et menneske, der er magtesløst og intet formår, som hverken kan røre hånd eller fod, men kun ligge stille og råbe: «Hjælp nu, almægtige Gud, barmhjertige Fader, jeg kan ikke hjælpe mig selv; hjælp nu, Herre Kristus, det er forbi med min egen hjælp.» Således bliver enhver til intet over for denne hjørnesten, som er Kristus. Som han selv siger om sig hos Lukas (Luk 20,17–18), da han spurgte farisæerne og de skriftkloge: «Hvad betyder så dette, som står skrevet: ’Den sten, som bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnesten’? Enhver, der falder på den sten, skal slå sig i stykker, men den, som stenen falder på, skal den knuse.» (Sl 118,22.) Derfor må vi enten falde på ham i vores afmagt, idet vi fornægter os selv og bliver knust der; eller også vil han knuse os evigt med sin strenge kendelse og dom. Men det er bedre, at vi falder på ham, end at han skal falde på os. Ud fra denne grund siger Herren her i dette evangelium:

«Ingen kan komme til mig uden at Faderen, som sendte mig, drager ham, og jeg vil oprejse ham på den sidste dag.»

Den, som Faderen nu ikke drager, han må visselig gå fortabt; således er det også besluttet: den, som ikke kommer til denne Søn, må være evigt fordømt. Sønnen alene er givet os til at frelse os, intet andet, hverken i himlen eller på jorden. Hjælper han ikke, så er der ingen hjælp at få. Derom siger også Peter i Apostlenes Gerninger (ApG 4,11–12): «Han er den sten, som I bygmestre vragede, og som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse ved nogen anden, og der er heller ikke givet mennesker noget andet navn, som vi skal blive frelst ved.» Hvor bliver her vores teologer og skolelærde af, som har lært os, at vi skal blive retfærdige ved megen gerning? Her bliver den høje mester Aristoteles til skamme, som har lært os, at fornuften stræber efter det bedste og altid trakter efter det gode. Men Kristus siger her: Nej; men hvis Faderen ikke kommer først og drager os, så må vi gå evigt fortabt.

Her må alle mennesker bekende deres udygtighed og afmagt til det gode; men mener nogen, at han formår noget godt af egne kræfter, så gør han lige så meget som at gøre Herren Kristus til en løgner og vil uden at være draget fare trodsigt og dristigt op til Faderen i himlen. Derfor: hvor Guds ord går klart og rent, dér støder det alt omkuld, hvad der er højt og stort; det gør alle bjerge til dale og slår alle høje ned, som profeten Esajas siger (Es 40,4); for at alle hjerter, som hører Ordet, må fortvivle om sig selv, ellers kan de ikke komme til Kristus. Guds gerninger gør ikke andet end dette: idet de slår ihjel, gør de levende; idet de fordømmer, frelser de; som Hanna, Samuels mor, synger om Herren: «Herren slår ihjel og giver liv, fører ned i helvede og op igen; Herren gør fattig og gør rig, han ydmyger og ophøjer.» (1 Sam 2,6–7.)

Derfor, når et menneske således er slået i sit hjerte af Gud, så han erkender sig som en, der må være fordømt for sin synds skyld, så er han netop det rette menneske, som Gud har stødt med det første ord i dette evangelium, og som han ved dette stød har lagt sin guddommelige nådes bånd eller reb om, hvormed han drager ham, så han nu må søge hjælp og råd for sin sjæl. Før har han ikke kunnet finde hjælp eller råd hos ham og har heller aldrig begæret det; men nu finder han den første trøst og Guds løfte, som lyder således (Luk 11,10): «Den, som beder, får, og den, som søger, finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.» Ved dette løfte bliver mennesket mere og mere modigt og vinder stadig større og større tillid til Gud. For så snart han hører, at det alene er Guds gerning, så begærer han det af Gud som af sin nådige Faders hånd, at han vil drage ham. Bliver han så draget til Kristus af Gud, så vil det også visselig ske ham, som Herren siger her: at han vil oprejse ham på den sidste dag. For han har grebet Guds ord og stoler på Gud; deri har han et sikkert tegn på, at han er den, som Gud har draget; som Johannes siger i sit første brev (1 Joh 5,10): «Den, som tror på Guds Søn, har Guds vidnesbyrd i sig.»

Derfor må det nødvendigvis følge, at han bliver undervist af Gud og nu i sandhed erkender, at en Gud ikke er andet end en hjælper, en trøster, en frelser; ligesom vi også siger til dem, der har reddet os ud af fare: «Du har i dag været min gud.» Heraf bliver det nu klart, at Gud ikke vil være andet over for os end en frelser, en hjælper og en giver af al frelse, som intet kræver eller begærer af os, men kun vil give og kun tilbyder os; som han siger til Israel i Salmen (Sl 81,11): «Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egyptens land; luk din mund vidt op, så vil jeg fylde den.» Hvem skulle ikke holde af en sådan Gud, som stiller sig så venligt og yndigt over for os og tilbyder os sin nåde og godhed, hvis vi blot kendte ham som en Gud og blev undervist af Gud? Guds strenge, evige dom kan de ikke undfly, som lader en sådan nåde gå forbi, som Hebræerbrevet siger (Hebr 10,28–29): «Den, som bryder Moseloven, skal uden barmhjertighed dø på to eller tre vidners udsagn; hvor meget hårdere straf, mener I, vil den da fortjene, som har trampet på Guds Søn og betragtet pagtens blod, ved hvilket han er helliget, som urent og har hånet nådens ånd?»

O, hvor ivrig er Sankt Paulus i alle sine breve for, at man dog skal fatte erkendelsen af Gud ret! O, hvor tit ønsker han, at man må tage til i erkendelsen af Gud! Som ville han sige: «Hvis I blot vidste og forstod, hvad Gud er, så var I allerede frelst; så ville I få ham kær og gøre alt, hvad der blot behagede ham.» Således siger han nu til kolossenserne (Kol 1,9–12): «Vi holder ikke op med at bede for jer og bønfalde om, at I må blive fyldt med erkendelsen af hans vilje i al åndelig visdom og indsigt, så I vandrer Herren værdigt til hans fulde glæde og bærer frugt i al god gerning og vokser i erkendelsen af Gud og styrkes med al kraft efter hans herligheds magt til al udholdenhed og tålmodighed med glæde og takker Faderen, som har gjort os skikkede til de helliges arv i lyset.» Og i Salmen (Sl 119,34) siger David: «Undervis mig, så jeg bevarer din lov og holder den af hele mit hjerte.»

Således har I nu af dette første ord i evangeliet, at erkendelsen må komme fra Gud Fader; han må lægge den første sten i os, ellers udretter vi intet. Men det sker på denne måde: Gud sender os prædikanter, som han har undervist, og lader sin vilje prædike for os. For det første, at hele vores liv og væsen, hvor smukt og helligt det end er, er intet for ham, ja, en vederstyggelighed og noget, der mishager ham; det kaldes en lovens prædiken. Dernæst lader han nåde tilbyde os, nemlig at han alligevel ikke vil fordømme og forkaste os helt, men tage os til nåde i sin elskede Søn; og ikke blot tage os til nåde, men gøre os til arvinger i sit rige, ja, til herrer over alt, hvad der er i himlen og på jorden. Det kaldes nu en nådens prædiken eller evangeliets prædiken. Men alt dette kommer fra Gud, som således vækker prædikanterne og driver dem til at prædike. Det mener Sankt Paulus, når han siger til romerne (Rom 10,17): «Troen kommer af prædikenen, men prædikenen ved Guds ord.» Det vil også Herrens ord her i evangeliet sige, når han siger:

«Der står skrevet hos profeterne: ’Alle vil blive undervist af Gud.’ Enhver, som har hørt det af Faderen og lært det, kommer til mig. Det er ikke sådan, at nogen har set Faderen, undtagen ham, som er fra Faderen; han har set Faderen.»

Når nu den første prædiken, lovens prædiken, går ud, nemlig at vi er fordømt med alt vores gøren og laden, så bliver mennesket angst og længes efter Gud og ved ikke, hvad han skal stille op, og får en ond, forsagt samvittighed; og hvis man ikke straks kom ham til hjælp, måtte han fortvivle evigt. Derfor må man ikke blive længe borte med den anden prædiken, men også prædike evangeliet for ham og føre ham til Kristus, som Faderen har givet os til mellemmand, for at vi alene ved ham skal blive frelst af lutter nåde og barmhjertighed, uden alle vores gerninger og fortjenester. Så bliver hjertet glad og løber til en sådan nåde, som en tørstig hjort løber til vandet. Det har David godt følt, når han siger (Sl 42,2–3): «Som hjorten skriger efter vandløbene, således skriger min sjæl, Gud, til dig. Min sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud.»

Når nu mennesket kommer til Kristus, det vil sige til evangeliet, så hører han Herren Kristi egen røst, som bekræfter den erkendelse, Gud har lært ham; nemlig at Gud ikke er andet end en nådefuld frelser, som vil være nådig og barmhjertig mod alle, som påkalder ham i denne Søn. Derfor siger Herren videre:

«Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som tror på mig, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde. Dette er brødet, som kommer ned fra himlen, for at den, som spiser af det, ikke skal dø. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, som spiser af dette brød, skal leve evigt. Og det brød, som jeg vil give, er mit kød, som jeg vil give for verdens liv.»

I disse ord finder sjælen et veldækket bord, hvor den mætter al sin sult; for den ved visselig, at han, som taler disse ord, ikke kan lyve; derfor kaster den sig på det og hænger ved Ordet, forlader sig på det og bygger således sin bolig på dette veldækkede bord. Det er da det måltid, hvortil den himmelske Fader har slagtet sine okser og sit fedekvæg og indbudt os alle.

Det levende brød, som Herren her taler om, er Kristus selv, som vi nyder således: Når vi blot griber en eneste bid af dette brød i vores hjerte og beholder den, så har vi evigt nok og kan aldrig nogen sinde skilles fra Gud. Men en sådan nydelse er intet andet end at tro på Herren Kristus, at han af Gud er gjort for os, som Paulus siger (1 Kor 1,30), til visdom og til retfærdighed og til helliggørelse og til forløsning. Den, som spiser denne mad, lever evigt. Derfor siger han også straks efter dette evangelium, da jøderne kivedes om denne hans tale: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den sidste dag.»

Mannaen eller himmelbrødet, som fædrene spiste i ørkenen (som Kristus siger her), har ikke kunnet redde fra døden, men dette brød gør os udødelige. Når vi tror på Kristus, så kan døden ikke skade os, ja, den er ikke længere nogen død. Det vil Herren også sige med disse ord et andet sted hos Johannes (Joh 8,51), hvor han siger til jøderne: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis nogen bevarer mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.» Der taler han visselig om troens ord og om evangeliet.

«Ja,» kunne en sige, ligesom også jøderne tog anstød af dette Herrens ord, «de hellige mennesker dør jo dog også; Abraham og profeterne er jo døde,» som de sagde. Svar: De kristnes død er kun en søvn, som Skriften også kalder den alle vegne. For en kristen smager og ser ingen død, det vil sige, han mærker ingen død. For denne Frelser, Kristus Jesus, som han tror på, har slået døden ihjel, så vi ikke mere behøver at smage eller prøve den; men for en kristen er døden kun en overgang til livet, ja, en dør til livet, som Kristus selv siger hos Johannes (Joh 5,24): «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er trængt igennem fra døden til livet.»

Derfor er et kristent liv et lyksaligt og glædesrigt liv, og Kristi åg er blidt og sødt. Men at det forekommer os bittert og tungt, kommer af, at Faderen endnu ikke har draget os; derfor har vi heller ingen lyst dertil, og dette evangelium er heller ikke trøsteligt for os. Men hvis vi tog Kristi ord rigtigt til hjerte, ville de nok være os mere trøsterige. Således har I nu, hvordan man skal nyde dette brød, som er steget ned fra himlen, Herren Kristus, nemlig ved troen, når vi tror på ham, at han er vores Frelser og den, der frelser os.

Derfor beder og påminder jeg jer hermed om, at I ikke tvinger disse ord hen på alterets sakramente; for den, som tyder dem derhen, gør vold på evangeliet. Der er ikke et bogstav i dette evangelium, som nævner alterets sakramente. Hvorfor skulle Kristus dog tale om sakramentet her, når det endnu ikke var indstiftet? Sådan taler også hele kapitlet, som dette evangelium er taget af, ikke om andet end om den åndelige mad, nemlig om troen. For da folket løb efter Herren og atter ville æde og svire, som Herren selv tyder det, så tager han anledning af den legemlige mad, som de søgte, og taler hele kapitlet igennem om en åndelig mad; som han sagde: «De ord, som jeg taler, er ånd og er liv.» Han vil altså dermed vise, at han har bespist dem, for at de skal tro på ham, og at ligesom de har nydt den legemlige mad, således skal de også nyde den åndelige. Derom vil vi sige mere en anden gang.

Lad os nu se på dette her: at Herren kommer så nådigt og venligt og tilbyder os sig selv, sit blod og kød, med så blide ord, at det med rette burde bevæge hjerterne til at tro på ham: nemlig at dette brød, hans kød og blod, som er taget af Jomfru Maria, er givet os, for at han i vores sted skulle smage døden og lide helvede og desuden bære synden, som han aldrig havde gjort, og det som sin egen synd; hvilket han da villigt har gjort, og han har taget os til sig som brødre og søstre. Når vi tror dette, så gør vi den himmelske Faders vilje, som ikke er andet end at tro på Sønnen; som Kristus selv siger kort før dette evangelium: «Dette er hans vilje, som har sendt mig, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.» (Joh 6,40.)

Så er det nu klart: den, som har troen til denne manna eller dette himmelbrød, til Kristus, til dette kød og blod, som han her taler om, at det er givet ham og er hans, og som også tilegner sig det som sit eget, han har allerede fuldbragt Guds vilje og har spist af dette himmelbrød. Som Augustin siger: «Hvorfor gør du din mund rede? Tro blot, så har du allerede spist.»

Om denne åndelige nadver taler hele Det Nye Testamente, og især Johannes her. Men alterets sakramente er et testamente og en forvisning om denne rette nadver, hvorved vi skal styrke vores tro og være vis på, at dette legeme og dette blod, som vi modtager i sakramentet, har reddet os fra synd, død, Djævelen, helvede og al ulykke. Derom har vi andetsteds sagt og skrevet mere.

Men hvordan kan man prøve og mærke, om også han hører til dette himmelbrød og er indbudt til en sådan åndelig nadver? Han skal blot se på sit eget hjerte; finder han, at det er blevet sødt i Guds løfte og holder fast for sandt, at også han er en af dem, der hører til dette måltid, så er han visselig en af dem; for som vi tror, så sker det os. Han tager sig også fra samme stund af sin næste og hjælper ham som sin bror, råder ham, giver ham, låner ham, trøster ham og gør ikke andet mod ham, end som han ville, at man skulle gøre mod ham selv. Alt det kommer deraf, at Kristi velgerning har gennemstrømmet hans hjerte med sødme og kærlighed, så han har lyst og glæde ved blot at skulle tjene sin næste; ja, det gør ham ondt, når han ingen har, som han kan vise velgerning. Og ud over alt dette bliver han mild og ydmyg mod enhver, regner ikke den timelige pragt for noget stort, lader enhver være, som han er, taler ikke ondt om nogen, tyder alle ting til det bedste, og hvor han ser, at det ikke går rigtigt til, at det skorter hans næste på tro, på kærlighed, på levned, dér beder han for dem og er af hjertet bedrøvet, når nogen forser sig mod Gud og næsten. Summa summarum [latin: summen af det hele]: roden og saften er god; for han står i en frodig, frugtbar vinstok, i Kristus; derfor skyder også sådanne frugter frem.

Men har en ikke troen og er ikke undervist af Gud og spiser ikke af dette himmelbrød, så bærer han sandelig ikke disse frugter. For hvor disse frugter ikke er, dér er der visselig ingen ret tro. Derfor lærer Sankt Peter os (2 Pet 1,10), at vi skal gøre vores kald til frelsen vist med gode gerninger, hvor han egentlig taler om kærlighedens gerninger: at tjene sin næste og tage sig af ham som af sit eget kød og blod. Det være nok om dette evangelium; lad os påkalde Guds nåde.