11. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Luk 18,9–14)

En anden prædiken over evangeliet på 11. søndag efter trinitatis, Luk 18,9–14

I dette evangelium bliver der stillet to særlige personer frem for os, eller to slags folk i den skare, som kaldes Guds folk, som begge vil være Guds tjenere, komme frem for ham og søge retfærdighed. Og således bliver der også tegnet to slags retfærdighed, som findes på jorden: den ene har et stort skin for hele verden og for menneskers øjne, og dog er den intet for Gud og bliver tilmed fordømt; den anden kendes ikke af mennesker, og dog kaldes den retfærdighed for Gud og behager ham. Den ene er den fine, hovmodige helgens, farisæerens; den anden den fattige, ydmyge, bedrøvede synders, tolderens.

Her hører vi også to underlige, sælsomme domme, som går fuldstændig imod menneskelig visdom og fornuftens indbildning, ja, som er forfærdelige for hele verden: at de store helgener bliver fordømt som uretfærdige, og de fattige syndere bliver taget til nåde og erklæret retfærdige og hellige. Men han taler om sådanne helgener (som teksten selv viser), der forlader sig på sig selv og tror, at de i deres eget liv og deres egne gerninger finder en retfærdighed, som Gud må se til; og omvendt om sådanne syndere, der af hjertet begærer at blive fri for deres synder og sukker efter tilgivelsen og Guds nåde. For her tales der ikke om den anden store skare i verden, som hverken ligner denne tolder eller farisæeren, som hverken bryder sig det mindste om synd eller nåde, men går sikre og ryggesløse af sted og hverken spørger efter Gud, himmel eller helvede.

Hvad de to slags personer, farisæer og tolder, betød hos jøderne, har vi tidligere hørt nok om i andre evangelier, nemlig at navnet farisæer betegner de allerfineste, mest agtværdige og fromme folk, som med al alvor gav sig af med at tjene Gud og holde loven, sådan som også Paulus roser sig af om sig selv, at han før sin omvendelse også var sådan en, Fil 3,5.

Omvendt betegnede navnet tolder hos dem et menneske, som lever i åbenbare synder og laster, hverken tjener Gud eller verden og kun gør sig umage for at røve, flå og skade sin næste; sådan som de måtte bære sig ad i deres embeder, som de havde forpagtet af romerne for store penge, hvis de ville have noget godt ud af dem. Kort sagt: det var folk, som man ikke regnede for bedre end åbenbare, vantro, ugudelige hedninger (selv om de af fødsel var jøder), sådan som også Kristus sætter dem lig med dem, Matt 18,17: «Hører han ikke menigheden, så skal han være som en hedning eller tolder for dig» osv.

Nu er det jo underligt, at Kristus stiller to sådanne personer sammen, som er så helt forskellige og står så langt fra hinanden som muligt, og endnu meget underligere, ja tilmed forargeligt, at han afsiger så besynderlige domme, at han fordømmer farisæeren helt og erklærer tolderen retfærdig. Alligevel taler han om dem begge sådan, at han samtidig viser, at han ikke forkaster eller vil have forkastet de gerninger, som farisæeren her roser sig af; for han vil selv fremstille og male ham som en fin helgen med sådanne gerninger, som slet ikke er til at skælde ud på eller straffe, men er gode og prisværdige. Omvendt kan han ikke rose eller prise tolderen for hans liv og gerninger, sådan som han også selv må bekende for Gud og fordømme sig selv som en synder og ikke kan nævne én eneste god gerning. Og dog ransager, prøver og undersøger Kristus dem begge sådan, at han ikke finder noget godt i den hellige farisæer (skønt han har mange kostelige gerninger), ikke på grund af gerningerne, som i sig selv ikke er strafværdige, men fordi personen ikke er god og er fuld af urenhed. Og omvendt finder han hos tolderen, som indtil nu har været en åbenbar, fordømt synder, nu et rigtigt godt træ og gode frugter, selv om han ikke glimrer med farisæerens store gerninger. Lad os derfor se lidt på begge personer.

For det første må du stryge farisæeren rigtig op og pynte ham, sådan som Kristus selv maler ham med hans fine liv; for her hører du om en mand, der tør træde frem for Gud og rose sig af sit liv for ham (og det kan jo ikke være falsk ros, men må være alvor og sandhed), og derved påberåber han sig Gud og fører ham frem som sit vidne; han vil vise sig for ham og findes i den rette gudstjeneste og aflægge regnskab for hele sit liv, at det er indrettet på lydighed mod ham.

Han begynder med det højeste og første bud og viser sig som en, der tilbeder den rette, eneste Gud, over alle ting søger hans rige og søger hans vilje; han bekender, at han har alt fra Gud, hvad han er og lever, og tilskriver hermed ham det; han takker ham for alt, hvad han har givet ham, men især for denne særlige nåde og velgerning, at han har bevaret ham fra synd og skam, så han ikke er som de åbenbare syndere og toldere; og han beder om, at Gud vil bevare ham deri og fremdeles give ham sin velsignelse og alt godt for det. Der ser du lutter fine gerninger fra den første tavle og alle tre bud; for hermed holder han også sabbatten, eftersom han går op i templet for at have med Gud alene at gøre og bede osv.

Derefter går han videre til den anden tavle og renser sin samvittighed for Gud og verden: at han ikke er en uretfærdig, en røver, en ægteskabsbryder osv. som den store hob af andre folk. Dér er de andre fem bud alle sammenfattet: at han er et menneske, som kan rose sig for hele verden af, at han ikke har gjort nogen uret, vold eller fortræd, ikke har tynget eller krænket nogen imod det femte, sjette, syvende og ottende bud; og derpå tør han byde enhver trods, der vil beskylde ham for noget andet.

Desuden har han også holdt det sjette bud, ikke brudt ægteskabet og lever ikke i utugt, ja, han holder også sit legeme i en sådan tugt og tømme, at han oven i det faster to gange hver uge; og det har ikke været en løgnefaste (som det meste af vort præste- og munkefolks faste har været), men en rigtig faste, sådan som jøderne holdt den, fra morgen til aften, når solen var gået ned.

Ligeledes: han er ikke blot ingen uretfærdig eller røver over for sin næstes gods eller ære, han giver også tiende af alt, hvad han har vundet redeligt og ærligt, og viser dermed også Gud sin lydighed, idet han af alt, hvad Gud har givet ham, yder til gudstjenestens og præsteembedets opretholdelse og ikke kniber noget af eller holder noget tilbage.

Kort sagt: der ser du alle buddene i én bunke og et mønster på en fin, retskaffen og (sådan som det ser ud for verden) gudfrygtig, hellig mand, som hele verden bør rose som et spejl og et eksempel; så verden vel kunne ønske – og det var i sandhed at ønske – at der var mange sådanne folk, og det ville stå rigtig godt til i verden, hvis man kunne få mange af den slags.

Hold nu den anden, tolderen, op imod ham, så vil du slet ikke finde noget, som kan måle sig med den hellige farisæer; for allerede navnet viser, at der hos sådanne ikke kan være meget dyd eller ære, og ingen kan regne ham for en, der spørger meget efter Gud eller hans bud. Han giver ikke blot intet af sit eget til Gud og hans tjeneste, men røver og stjæler oven i købet åbenlyst fra sin næste; kort sagt, han er et menneske, som med sit syndige liv er et åbenbart og kendt eksempel; sådan som også farisæeren peger på ham som en, der er helt forhærdet, har sat sin samvittighed over styr, og som der ikke er mere godt at håbe af.

Nå, hvordan kan det da gå så bagvendt til, at han bliver fordømt af Gud, og tolderen bliver erklæret retfærdig? Vil Gud nu selv tale og dømme imod sin egen lov, efter hvilken det jo er billigt, at den, der har levet efter den og er retskaffen, også nyder godt af det og bliver foretrukket frem for dem, der åbenlyst lever i synd imod den? Eller hvad, er Gud nu sådan en, der har lyst til dem, der ikke gør nogen god gerning, men er lutter røvere, ægteskabsbrydere og uretfærdige? Nej, sandelig ikke; men her er en anden og højere dom, end verden eller kød og blod forstår, en dom, der ser dybere ind i disse tos hjerter og hos farisæeren finder et stort, ondt stykke, som fordærver det hele (hvad der ellers kunne kaldes godt), og som evangelisten kalder: at stole på sig selv og oven i købet foragte de andre.

Det er fejlen ved denne fine mand, og det er den skælm, der er så stor i verden. Og gid Gud ville, at det kun havde været ham alene, og at han ikke havde efterladt sig så mange børn og arvinger! For hele verden, hvor den er bedst, eller hvor den er eller har noget godt, ligger fuldstændig druknet i denne last; den vil ikke og kan ikke lade være: hvor den ved noget godt ved sig selv, må den bilde sig noget ind på det og foragte andre, som ikke har det, det vil sige hæve sig over Gud og næsten; og netop dermed, at den mener at holde Guds bud, overtræder den det, sådan som Paulus selv siger om sine jøder, Rom 9,31, at netop dermed, at de stræber efter retfærdighedens lov, har de ikke nået retfærdigheden.

Hvad er det for et underligt væsen, at de, der holder sig flittigt til loven og har så megen gudstjeneste, ikke er dem, der holder den, sådan som han også siger i Gal 6,13: «De som lader sig omskære, overholder ikke loven» osv. Det er da sælsomme helgener, som netop i det, at de gør efter loven, ikke holder den, men overtræder den. Hvem skal det så være, der holder den? Sådan også med denne farisæer eller hans lige, med hans fine tugt og ære, som han har, og som jo er en fin, herlig, smuk gave, som man må rose og ophøje i verden over alle ting på jorden som den højeste Guds gave, langt smukkere end al skønhed og pynt, guld og sølv, ja, sol og lys. Over ham (siger jeg) bliver her den dom afsagt, at han for Gud er værre end nogen røver, morder, ægteskabsbryder osv. Hvad skal vi stille op med denne lære over for verdens store hob, som vi dog selv fordømmer for deres åbenlyse foragt for Gud og al deres ondskab mod Gud og mennesker, som også råber til himlen og tager så voldsomt overhånd, at jorden næsten ikke kan bære den mere?

Nuvel, jeg har sagt før, at det her ikke bliver skældt ud på eller fordømt, at farisæeren gør lovens gerninger; ellers måtte man fordømme Guds gaver og hans egen lov og prise det modsatte. Men det siger jeg: her bliver personen stillet for Guds dom og viser sig at være en anden, end verden dømmer, så at der, skønt han har nogle fine, prisværdige gaver, dog hænger en stor skamplet ved ham: at han misbruger disse gaver og dermed fordærver sig helt for Gud.

For her bliver han anklaget for, at han dermed synder imod Gud og mennesker på én gang og imod begge tavlers bud. For i det første bud er især og allermest forbudt formasteligheden: at et menneske ikke skal forlade sig på sig selv eller på sine gaver og ikke have behag i sig selv; sådan som denne gerningshellige gør, der selv bryster sig af og kildrer sig med de gaver, han har fået af Gud, gør en afgud af dem og tilbeder sig selv, som om han var den fortræffelige, hellige mand, som Gud alene må se til og ophøje.

Det er allerede den højeste synd og last, hvormed han løber lige imod Gud, aldeles blind og forhærdet, som en vantro hedning eller tyrk, der intet ved om Gud; han er uden al omvendelse, ja, for bare hellighed vil han ikke vide af nogen synd og frygter ingen Guds vrede; han formaster sig til at bestå imod den ved sine egne gerninger og ser slet ikke, at han og alle mennesker, også de sande helgener, med al deres retfærdighed og liv ikke kan bestå for Gud, men er skyldige til hans vrede og fordømmelse, sådan som David selv vidner i Sl 130,3: «HERRE, vil du tilregne synd, hvem kan da bestå?» Og Sl 143,2: «Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen levende retfærdig.» Derfor søger han heller ikke nåde eller syndernes forladelse og synes ikke, at han har brug for det.

Når han nu så skændigt løber imod det første og højeste bud med skammelig og gruelig afgudsdyrkelse, formastelighed og trods på sin egen hellighed, og der her hverken er gudsfrygt eller tillid eller kærlighed, men han kun søger sin egen ære og ros, så kan man nok regne ud, at han heller ikke holder noget af de andre bud oprigtigt og af hjertet, og at alt er falsk og løgn, hvad han foregiver med sin bøn og gudstjeneste; ja, at han netop dermed allermest misbruger og vanærer Guds navn for at pynte sine løgne og dermed kun ægger Guds vrede og en svær fordømmelse imod sig selv; sådan som Gud jo har sagt, at han ikke vil lade den ustraffet, der fører hans navn forfængeligt.

For hvad er det andet end at spotte og håne den høje majestæt, når han kommer og beder og siger: «Jeg takker dig, Gud, fordi jeg er så hellig og retfærdig, at jeg slet ikke har brug for din nåde, men finder så meget hos mig selv, at jeg har holdt loven, og du ikke kan dadle noget ved mig, og at jeg har fortjent så meget, at du må gengælde og lønne mig for det, timeligt og evigt, hvis du ellers vil beholde den ære, at du er en ret, sanddru Gud» osv.

Se ligeledes, hvordan han også buldrer ind i den anden tavle og raser imod sin næste; for her er heller ingen kristen kærlighed eller troskab, hvoraf man kunne mærke, at han søgte eller undte sin næste ære eller frelse; han farer simpelthen til og træder ham helt under fode med sin skændige foragt og agter ham ikke engang for et menneske; ja, hvor han skulle hjælpe og redde sin næste, så han ikke led nogen fortræd eller uret, gør han ham selv den største uret. For når han ser og ved, at hans næste synder imod Gud, tænker han ikke på, hvordan han kan omvende ham eller redde ham ud af Guds vrede og fordømmelse, så han kan forbedre sig; han har ingen barmhjertighed eller medlidenhed i sit hjerte med en fattig synders elendighed og jammer; han mener, at det sker ham ret og rimeligt, at han bliver i fordømmelse og fordærv; han unddrager ham al den kærlighed og tjeneste, han skylder ham, og som Gud har befalet ham, nemlig at han frem for alt skal bringe sin næste bort fra hans synder og fordømmelse og ind i Guds rige med at lære, formane, irettesætte, forbedre osv.; ja, og det er det værste: han er glad og fornøjet over, at hans næste er i synd og under Guds vrede. Deraf kan man jo mærke, hvad lyst og kærlighed han har til Guds bud, og hvor fjendtlig han er over for lasten.

For hvad kan sådan et menneske duge til i Guds rige, når han endda kan glæde sig, ja kildres og have inderligt velbehag i hele verdens synd og ulydighed imod Gud, og det ville gøre ham ondt, om nogen var from af hjertet og holdt Guds bud, så han nødig ville hjælpe det mindste dertil, om han så kunne, eller afvende sin næstes onde og fordømmelse? Hvad skulle man søge eller håbe af godt hos en, der er så forhærdet i ondskab, at han ikke kan unde sin næste frelsen?

Selv hedningerne ved ikke at tale om nogen større ondskab eller at male et værre menneske end den, der er så hadefuld og misundelig, at han kun har glæde og lyst af det, når det går hans næste ilde; sådan som nogle er så onde, at de endda gerne selv lider skade, bare en anden får en større ulykke. Sådan djævelsk, helvedes ondskab er sikkert ikke så stor i nogen som i sådan en falsk helgen, der alene vil have æren for Gud og verden og være så ren og hellig, at alle de andre stinker og er urene.

Hvis man i legemlige sager fortalte om en læge, der ville kaldes en retskaffen, hæderlig mand, og som, når han kom til et dødssygt menneske, i stedet for at råde og hjælpe ham ud af hans sygdom ikke gjorde andet end at le ad det stakkels menneske og spotte ham – hvem ville så regne sådan en for andet end den mest forhærdede skurk, som jorden kunne bære, at han ikke blot unddrog det elendige menneske sin hjælp i hans største nød, men også kildrede sig ved hans ulykke og kølede sin lyst på ham? Hvor meget større ondskab er det så hos sådan en hyklerisk helgen, der ser sin næstes sjæl ligge i fare og nød for den evige fordømmelse, hvor han var skyldig at sætte liv og legeme ind på at hjælpe ham ud af den; og ikke blot ikke gør det, selv om han kunne redde ham med et ord og et suk, men oven i købet slår ham det i hovedet og har sin glæde af det og, så vidt det står til ham, gerne ville have ham til at sidde endnu meget dybere i fordømmelsen.

Hvad skulle sådan en så gøre mod eller unde den, der var hans fjende eller havde gjort ham fortræd, og som han dog også er skyldig at elske og hjælpe, for så vidt han vil lade ham gøre sig godt? Hvordan ville han ikke dér fare ud med vrede, forbandelser og slag, så han endda ikke regnede drab for nogen synd, men for hellighed, især over for den, der ikke ville regne ham for retfærdig og hellig; sådan som den fromme brodermorder Kain gjorde mod sin bror, og som hans børn stadig altid gør, sådan som Kristus selv siger om dem (Joh 16,2): «Den tid skal komme hvor enhver som slår jer ihjel, skal mene at han gør Gud en tjeneste.»

Lige så lidt vil du hos sådan en finde, at han holder et eneste af de andre bud af hjertet; for han ville lige så lidt værge for, at hans næstes hustru og børn blev uskændede, eller hjælpe til, at de blev holdt i ære; ja, hvis det skete, ville han endda være glad og le i skægget, eller hvis han havde lejlighed til det, ville han nok selv gøre det eller i det mindste hjælpe til. For at han undgår sådanne og lignende åbenlyst onde gerninger, gør han i hvert fald ikke af kærlighed til dyden eller af lydighed mod Gud; og når han ikke skåner sin næstes sjælenød og jammer, hvordan skulle han så skåne hans eller hans families ære? Endnu mindre ville han have ondt af eller tænke på at afvende sin næstes skade på hans gods, så han ikke fik sit røvet, stjålet eller på anden måde ødelagt; nej, han ville langt hellere glæde sig over det og sige: «Det sker ham ret.» Jeg vil tie om, at han skulle hjælpe ham med sit gods i hans fattigdom eller give ham noget for intet. Sådan ville han heller ikke værge for det, når han hørte, at hans næste blev belogen og bagtalt på sit gode rygte, eller med sin egen ære dække og pynte over hans vanære; nej, han ville langt hellere være glad og selv hjælpe til at lyve på ham og rakke ham ned på det værste, sådan som den slags helgener særlig gerne gør; sådan som denne her for Gud lyver på den stakkels tolder og andre folk, som han dog ikke kan anklage med sandhed.

Se nu, hvilken skændig, afskyelig djævel der stikker i sådan en fin helgen, og hvordan han kan dække sig med et lille skin af nogle gerninger, som han gør for folk, og hvad han gør ud af sin gudstjeneste, sin tak og sin bøn, når han spotter og håner den høje majestæt lige op i ansigtet med frækhed og trods, så han med sådanne skændige laster tør rose sig for Gud og trodse, som om Gud derfor måtte holde ham for en fortræffelig helgen og af skyld og pligt give ham himlen og alt, hvad han bare tør bede om; eller hvis han vidste, at Gud ikke ville gøre det og ville tage den stakkels tolder til nåde frem for ham, så er han også optændt af en sådan vrede og et sådant had imod Gud, at han kunne finde på åbenlyst at gå ham i munden og sige, at han ikke var Gud, men Djævelen fra helvede; han ville også gerne, om han kunne, styrte ham ned fra hans trone og sætte sig selv i hans sted; og i alt dette vil han ikke irettesættes af nogen, men vil have gjort ret; skønt han dog frem for alle andre gudsbespottere mere end fuldt ud havde fortjent, at Gud i samme øjeblik lod jorden sluge ham levende.

Der ser du, hvad et menneske er og gør, når det farer frem ud fra sin egen frie vilje eller naturens evne. For denne farisæer er af Kristus sat som det højeste eksempel på, hvad et menneske kan gøre efter loven af egne kræfter. Og sandelig, alle mennesker er af natur og fra Adam af ikke en smule bedre, og netop de samme laster viser sig hos dem, når de vil være hellige for Gud og bedre end andre folk; så der ikke er andet end frækt at foragte Gud og alle mennesker og have lyst og glæde af, når man synder imod Gud. Sådanne mennesker er dobbelt, ja mangefold værre end tolderen og hans lige, de åbenbare syndere, fordi de ikke blot ikke holder Guds bud, men heller ikke vil, at nogen skal holde det; ikke blot ikke hjælper noget menneske eller gør det godt, men oven i købet bliver glade over dets fordærv og fordømmelse; og ud over alt dette endda pynter sig, vil være fortræffeligt hellige og tør spotte og lyve for majestæten med fordømt samvittighed, at de ikke er som andre folk og har holdt Guds bud – så himlen kunne revne over det.

Se nu derimod også på denne tolder, som også kommer op i templet for at bede, men med helt andre tanker og en helt anden bøn end farisæeren. For det første har han den fordel, at han må erkende sig selv som en synder, overbevist og fordømt af sin egen samvittighed, så han her intet kan rose sig af eller brovte med for Gud eller verden, men må skamme sig over sig selv; og loven har således ramt hans hjerte, så han føler sin elendighed og nød, er forfærdet og angst for Guds dom og vrede og af hjertet sukker efter at blive fri for den, men ingen steder finder han råd for det og kan ikke bringe andet frem for Gud end lutter synd og skam; dermed er han så tynget og trykket, at han ikke tør løfte sine øjne; for han forstår og føler, at han ikke har fortjent andet end helvede og den evige død og må fordømme sig selv for Gud, sådan som han til tegn og bekendelse for Gud slår sig for brystet.

Kort sagt: her er sandelig ikke andet end lutter synd og fordømmelse, og den er vel lige så stor for Gud som farisæerens, bortset fra at han ikke erkender sit snavs, men endda vil gøre renhed ud af det; mens denne her mærker sin synd sådan, at han ikke kan holde stand over for den, men må bekende, at han daglig vækker Guds vrede med sin skændige utaknemmelighed, foragt og ulydighed til gengæld for al hans velgerning og godhed, at han har ladet ham leve til denne time. Derfor kan han ikke forlade sig på sig selv eller trøste sig ved sine gerninger, men må helt og aldeles fortvivle om sig selv, hvis han ikke finder nåde og barmhjertighed hos Gud.

Så kan han heller ikke foragte noget menneske eller ophøje sig over nogen; for han alene føler sig dybest fordømt og holder alle andre for saligere og mere retfærdige, og især denne farisæer, som dog for Gud er fuld af snavs. Kort sagt: her ser du allerede begyndelsen til en sand omvendelse hos et sådant menneske, der af hjertet angrer og sørger over sin synd og af hjertet længes efter at blive den kvit og søger nåde og barmhjertighed hos Gud og desuden af hjertet tænker på at forbedre sit liv.

Men læg her mærke til, hvordan denne tolders ord og bøn lyder, når han siger: «Gud, vær mig synder nådig!» Hvor har han lært at tale sådan for Gud, eller hvordan tør han føre, ordne og sætte sådanne ord sammen? For efter fornuften og menneskelig dom rimer det ikke sammen, og intet menneske kan af sit eget hjerte og sine egne tanker tvinge sådan en bøn frem, hvor kort den end er sagt. Farisæerens ord: «Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som andre mennesker, uretfærdige osv.», dem kan en retskaffen mand nok sige, og han skal også sige dem.

For ingen må være så stor en løgner, at han, når han intet er sig bevidst, giver sig skyld for at være røver, ægteskabsbryder osv.; han må sige sandheden og ikke lade sig tage den ros, som en god samvittighed giver, og det må jo være en retskaffen mand, der kan sige sådan med sandhed. Omvendt kan også en skalk godt sige disse ord: «Gud, vær mig synder nådig!» – som de jo også oftere siges af skalke end af virkelig bodfærdige, fromme folk; ja, hvem skulle ellers sige dem end et syndigt, fordømt menneske? Alligevel vender dommen sig her om og vil blive falsk på begge sider, hvordan man end vender og drejer det.

Men i grunden er det en sådan tale og et sådant eksempel, som hører hjemme i de kristnes skole og teologi (som verden kalder kættersk). For som jeg har sagt: Det vil ingen fornuft få til at rime, og intet menneske, hvor højt, klogt og lærd han end er, vil formå det, som tolderen her får til at rime, når han sammenfatter og slutter en bøn af lutter modstridende ord: «Gud, vær mig synder nådig!» Ja, det er sandelig hovedkunsten, som helt og aldeles ligger uden for og højt og langt over menneskers forstand.

For sådan har det aldrig lydt, da Gud først lod sig høre og talte med mennesket. I Paradis lød det sådan (siger Skriften), at Gud sagde til mennesket (1 Mos 2,17): «Den time, du spiser af det forbudte træ» (det vil sige: den time, du synder mod mit bud), «skal du visselig dø.» På Sinaj bjerg, da Gud gav loven, lød det også sådan (2 Mos 20,5): «Jeg, HERREN din Gud, er en stærk, nidkær Gud», det vil sige: en vred Gud, «som hjemsøger fædrenes misgerning på børnene i tredje og fjerde led osv.» Så man kort og godt skal vide, at synden er fordømt, og at Guds vrede og straf er udtalt over den.

Med dette klinger og rimer det jo slet ikke, at et sådant syndigt, fordømt menneske skal turde komme frem for Gud og bede: «Vær mig synder nådig!» For de to, synd og nåde, er jo hinanden imod som vand og ild. Nåde hører jo ikke til, hvor der er synd, men vrede og straf. Hvordan kommer denne mand da til den kunst, at han kan bære de to sammen og forene dem og tør bede og råbe om nåde for sin synd? Her skal der mere til end at kende loven og de ti bud, som farisæeren også kendte, og det er en anden kunst, som han slet intet vidste om, og som intet menneske ved af sig selv.

Det er prædikenen om det kære evangelium om Guds nåde og barmhjertighed i Kristus, som forkyndes og tilbydes de fordømte syndere uden nogen fortjeneste fra deres side. Den må denne tolder også have hørt, og Helligånden må have rørt og drevet hans hjerte med den (da han havde mærket sin synd ved loven), så han træder frem for Gud og beder sådan en bøn, idet han visselig tror og holder for sandt, som han har hørt af Guds ord, at Gud vil forlade de stakkels syndere deres synd og være dem nådig, det vil sige: vende sin vrede og den evige død bort fra dem for den lovede Messias', sin Søns, skyld. Den tro har knyttet og bundet disse to modstridende stykker sådan sammen i bønnen.

Nuvel, denne prædiken om evangeliet bliver vel hørt af mange, og det synes en let kunst at sige sådan; men den er ikke så almindelig, som man tror, så enhver kan den, og ingen forstår bedre, hvor svær den er, end de få, der lærer på den og har med den at gøre, for at de også kunne tro og bede som tolderen. Det kommer af, at den fromme skalk og hykler, farisæeren, stadig stikker i os; han hindrer og forhindrer, så vi ikke kan få det sådan til at hænge sammen.

Ja, sådan må det heller ikke være efter det ydre, verdslige væsen og dets retskaffenhed; der må man ikke sige eller lære andet end: Synderen tilkommer ikke nåde, men vrede og straf osv. Ellers kunne ingen leve på jorden, og Gud ville ikke kunne forsvare sin majestæt, hvis han ikke holdt fast ved, at synderne blev straffet og gode gerninger lønnet; for så ville snart enhver sige: «Lad os bare frejdigt synde, så får vi så meget mere nåde!» Alligevel vender det sig her i hans åndelige rige så helt om, at den, der er en skalk, får nåde og bliver erklæret retfærdig, og den, der hedder retfærdig, er en skalk og bliver fordømt.

Men det forholder sig sådan, at Guds domstol og verdens ret er to forskellige ting og så langt adskilt fra hinanden som himmel og jord. For verden må det være sådan: Er du retskaffen, så skal du nyde godt af det; er du en tyv, så hænger man dig i galgen; myrder du, så hugger man hovedet af dig. Over dette styre må Gud selv holde hånden, ellers blev der ingen fred på jorden. Men i sit eget styre, hvor han selv alene er Herre og dommer uden noget mellemled, dér går det sådan til, at han alene er nådig mod de stakkels syndere; for dér findes heller ikke andet end lutter synd, og for ham er ingen uskyldig, som Skriften siger.

Dog er det også sandt, at syndere ikke alle er ens, så man her igen må skelne og tegne op, hvilke der hører hjemme for hans domstol og under nåden. For der er nogle grove og frække syndere, røvere, mordere, tyve, skalke, horkarle, som gør det så groft og, druknet i synder, bliver ved og ved, så de aldrig tænker på eller spørger om, hvordan de kan få en nådig Gud, men går hen uden bekymring, som om der ingen nød var med dem. For dem prædiker Paulus sådan, 1 Kor 6,9: «Lad jer ikke bedrage! Utugtige, ægteskabsbrydere, afgudsdyrkere, tyve, griske, røvere osv. skal ikke arve Guds rige.» Og Kristus, Luk 13,3.5: «Jeg siger jer: Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme.» For sådanne er ikke lig denne tolder, eftersom de går helt uden omvendelse og ryggesløst af sted; de hører endnu ikke ind under Guds styre, men under det første, verdens styre.

Dernæst er der også andre skalke, som vil efterligne denne tolder, og som også beder Fadervor; de har hørt disse ord, at Gud vil være de stakkels syndere nådig, og lærer at sige dem efter; de kan også slå sig for brystet og med ord og fagter stille sig så ydmyge og bodfærdige an, at man skulle sværge på det, ja, de ville selv sværge på, at de var nøjagtig som denne tolder – og dog er det falskhed og bedrag. For de er ikke spor bedre end hin farisæer, og Gud er også nådig mod dem på samme måde som mod ham, nemlig sådan, at de ikke mærker hans vrede, og han ikke slår ned blandt dem med køller og straffer, men lader dem forblive slyngler.

Det er dem, der hedder falske kristne eller sekter og falske brødre, og der er også en stor flok af dem i vores fællesskab; de kan også sige ordene og prise evangeliet og Guds nåde meget og bekende sig som stakkels syndere; men når det kommer så vidt, at man rører ved dem og irettesætter dem, så vil de hverken høre det eller tåle det, begynder at blive vrede, siger, at man krænker deres ære og trykker deres samvittighed; eller, hvis de ikke kan mere, så øver de dog alle mulige onde rænker mod evangeliet.

Disse kan nok med ord og skin udgive sig for denne tolder, men i grunden er de hin skurk, hykleren; for de taler kun sådan og stiller sig kun sådan an, for at man skal holde dem for retskafne, og ingen tør kalde dem andet – lige indtil Gud tager lidt fat på dem, enten det sker ved Djævelen, verden eller hans ord; så er de så ømskindede, at de slet ingenting kan tåle, men skriger op om vold og uret osv. Og kort sagt: Før var de stakkels syndere, nu er de lutter helgener og så stolte, at ingen kan komme til rette med deres hellighed.

Af den slags bliver verden nu fuld overalt, især blandt de store, mægtige småjunkere og kloge hoveder; ja, også både borgere og bønder, der har lært det af vores evangelium, så de vil tage det til sig og trøste sig ved, at Gud er syndere nådig, og dog ikke vil irettesættes af nogen eller skældes ud for syndere; skønt de dog bærer sig sådan ad, at Guds ord ikke kan tie til det. De vil tyde Guds ord, der straffer synden, på andre, og samtidig sige ligesom denne farisæer: «Jeg er ikke sådan som de andre, og den, der siger det om mig, gør mig uret.» Og når man begynder at sige dem, hvad de gør forkert, så foregiver de, at man taler imod øvrigheden og giver anledning til oprør osv. Og kort sagt: Man skal kun prædike, hvad de gerne vil høre; hvis ikke, skal det ikke længere kaldes at prædike evangeliet. Og det er folk som alle falske, hykleriske helgener: De kan nok selv sige, at de er stakkels syndere, men de vil ikke have, at man holder det for sandheden; for når andre også siger det, så kan de ikke tåle det.

Nuvel, disse to slags sekter kan alene og alt for godt få begge stykker til at rime: «Jeg er en synder» og «Gud er mig nådig.» Men ud over dem er der de tredje, som skulle og så gerne ville sige det af et oprigtigt hjerte; for dem er det det allersværeste at få disse to ord frem af hjertet på én gang og sammenfatte et sådant skriftemål og en sådan tilgivelse (absolution). For imod det har de to stærke hindringer i sig selv. På den ene side er der, som jeg har sagt, endnu for meget i os af den gamle skalk, farisæeren, så vi for Gud gerne ville være fromme og retfærdige og bedre end andre; det ville gøre hjertet godt og være den sødeste glæde, hvis det kunne udrette det; dér ville vi alle gerne hen, at Gud måtte se på, hvad vi har gjort, og lade sig det behage, og vi ville med ord også takke ham for det og bekende, at det er hans guddommelige gave. Men her er der sat en lille pløk for og vejen spærret, ligesom englen med det flammende sværd blev stillet foran Paradis, så ingen skal komme dertil eller bære den ros frem for Gud.

Omvendt, på den anden side, hvor tolderen må komme frem for Gud med lutter synd og skam, blottet for al sin ros, ikke andet end fuld af snavs, dér er der til gengæld angst og møje med at gribe dette ord: «Vær mig nådig!» og tage det til sig; for dér står igen både hans egen modløshed og alle menneskers visdom i vejen og hindrer, og endnu meget stærkere, ja, Djævelen selv ved Guds lov, som han her fører og driver, hvor han ikke skal, for at bringe mennesket i nød og til fortvivlelse.

Derfor er det nok en kunst over alle menneskers kunst, ja, det underligste på jorden, at et menneske har den nåde, at det i sandhed erkender sig som en synder og dog igen slår om og sætter Guds vrede ud af syne og kan gribe lutter nåde. For sådan et hjerte, der virkelig føler synden, kan ikke tænke eller slutte andet, end at Gud er det unådig og vred. Som Judas: da han så, at han havde forrådt Kristus til døden, begyndte han straks at skrige over sig selv, og hans fornuft og hjerte gjorde, som de plejer: stillede ham lutter evig Guds vrede og fordømmelse for øje. Det kan intet menneskehjerte komme uden om; for dér står Guds bud og lov, som dømmer dig til døden, og Djævelen, som driver og jager dig til helvede. Hvordan er det så muligt at sammenfatte tolderens ord imod loven, imod hans egen fornuft og følelse, som ikke stiller hjertet andet for øje end vrede og unåde? Nu kan det dog heller ikke komme ind i noget hjerte at bekende synden, uden at det har de ti bud, som alene viser, hvad synd er, og hvorfor det er synd. Derfor må de to modstridende stykker her gå imod hinanden på én gang: at høre de ti bud, der fordømmer til døden og helvede, og så miste dem igen og arbejde sig ud af dem og således fare fra helvede op til himmelen.

Derfor skal nu enhver, der kan lære, også lære af denne høje visdom og være denne tolders discipel, for at han også kan skelne rigtigt mellem begge stykker, så vreden ikke bliver ved og hænger fast ved synden, men han griber forsoning og forladelse; det vil sige, så han ikke dømmer herom efter menneskers forstand eller efter loven, men ved troen griber evangeliets trøst og lære om Kristus – troen, som alene lærer denne underfulde forening, så man kan få de to slags ord til at stemme sammen, som dog ligger længere fra hinanden end himmel og helvede. For hvad er det andet at sige: «Jeg er en synder», end: «Gud er min fjende og fordømmer mig, og jeg har heller ikke fortjent andet end evig vrede, forbandelse og fordømmelse»?

Når det nu kommer så vidt med dig, at du føler dette (for her nytter det ikke, at man vil tvinge det frem ved at slå sig for brystet og med egne gerninger; det kommer nok af sig selv, når loven rammer dig ordentligt, den skal nok lære dig at slå dig for brystet og ydmyge dig) – når du nu her (siger jeg) ikke kan andet end sige sådan: «Å, jeg er en synder!», så er du fortabt; for de ti bud driver og støder dig lige lukt i helvede, så dit hjerte må sige, at du hører Djævelen til, og at Gud ikke vil have dig, og du begynder at flygte fra ham og ville vel løbe gennem hundrede verdener, hvis du kunne, bare for at slippe væk.

Her er det tid til, at du midt i en sådan flugt og rædsel bryder løbet af, vender dig om og siger: «Det lærer mit kære evangelium mig og den fromme tolder, at dette er den højeste visdom for Gud: at vide og tro, at han er sådan sindet og har stiftet et sådant rige ved Kristus, at han vil være nådig mod og hjælpe de stakkels fordømte syndere.» Og således knytter du de to sammen i ét ord og én bekendelse: «Jeg er jo en synder, men dog er Gud mig nådig; jeg er Guds fjende, men han er nu min ven; med rette blev jeg fordømt, men dog ved jeg, at han ikke vil fordømme mig, men have mig frelst og som en arving i himmelen. Ja, det vil han, og han har ladet mig det prædike og befalet mig at tro det for sin kære Søns skyld, som han har givet for mig.»

Se, således har du i denne tolder et smukt eksempel på den sande kristne omvendelse og tro og et fortræffeligt mesterstykke af den høje åndelige visdom eller teologi, som farisæeren og hans lige aldrig har fået smag eller lugt af. Desuden ser du de rette frugter, som følger troen: at han nu er et andet menneske og har et andet sind, andre tanker, ord og gerninger end før; han giver Gud alene ære og priser hans guddommelige nåde; han påkalder og tilbeder ham af hjertet og i sand tillid til hans ord og løfte – ellers havde han hverken kunnet tænke eller bede disse ord – og således yder han ham den rette, velbehagelige gudstjeneste og holder den rette sabbat. Så har han nu også et sådant hjerte, som er fjendtligt mod synden og ulydigheden, ikke glæder sig over den, men sørger over, at han har levet imod Guds bud, og nu med alvor og af hele sit hjerte stræber efter at holde op med det, ikke mere at krænke, bedrage eller lyve for nogen eller gøre nogen uret eller vold; og han ville gerne, at enhver også levede sådan.

Dette er billedet i dette evangelium af de to slags folk blandt dem, der kaldes Guds folk: Den ene er den falske kirkes store flok, som dog fører skin og navn af, at de alene er de mest retskafne og helligste gudsdyrkere; den anden er den lille flok af dem, der er sande lemmer af kirken og virkelige Guds børn, selv om de ikke har ros og stor anseelse for verden. Hvad forskellen er mellem dem, hvorved hver part kan kendes på sine egenskaber og frugter, så man kan skille skin og navn fra det oprigtige væsen, det har du nu hørt nok om.

Se derfor nu videre til, at du også følger denne tolder rigtigt og bliver ham lig; nemlig for det første, at du ikke er en falsk, men en virkelig synder, det vil sige, at du ikke blot med ord, men i grunden og af hele dit hjerte erkender dig skyldig over for Gud til hans vrede og evige fordømmelse og således med sandhed bærer dette ord («mig synder») frem for ham; men at du i det samme straks også griber det andet ord («vær mig nådig»), så du kan gøre lovens spids og skarphed sløv; det vil sige: vende og vise bort fra dig fordømmelsens dom, som de ti bud vil drive ind på dig.

Så kan du da ud fra denne forskel mellem to slags syndere fatte en sådan ret dom på begge sider: Gud er nok unådig og fjendtlig mod synderne, ja, mod dem, der ikke vil være syndere, det vil sige, som ikke frygter for Guds vrede, men stadig går sikre hen og vil være ustraffede. Omvendt vil Gud være nådig mod de stakkels syndere, der føler deres synd og selv klager og bekender, at de er fordømt for Guds dom. Sådan at det her vender sig helt om, også efter Guds ord og dom, alt efter hvad det er for personer: de ti bud får denne glose og går med deres dom over dem, der vil være hellige eller i hvert fald ikke skældes ud for syndere og ikke tænker, at en sådan dom rammer dem; men evangeliet og nådens og trøstens dom går over dem, der ligger i rædsel og frygt for vreden.

For det andet må du også ligne tolderen i dette, at du fremover holder op med synden; for der siges ikke om ham, at han blev ved med at være, som han var før, men at han gik bort og bar nåden med hjem, at Gud havde erklæret ham retfærdig, som teksten siger: «Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus osv.» Disse ord indebærer ikke, at han blev i synden; ligesom han heller ikke gik op i templet og bad for den sags skyld; for den, der vil blive sådan, kan ikke bede om nåde og forladelse, men den, der beder sådan, ønsker og begærer at blive retfærdig og helt fri for synden. Det må du også vide, så du ikke bedrager dig selv; for der er mange, som kun ser på, at tolderen som en synder får nåde og forladelse, men ikke tænker på, at Gud vil have, at de skal glemme synden, og at den givne nåde fremover skal være virksom i dem; de vil forstå det sådan, som om Gud ville gøre synderne retfærdige og frelse dem sådan, at de alligevel bliver i synd og uretfærdighed.

Derfor er det her nødvendigt for de kristne at kæmpe på begge sider mod Djævelen og deres eget kød; for når de begynder at omvende sig og nu gerne vil blive andre mennesker, så mærker de først Djævelen, hvordan han rører sig, hindrer og forhindrer, så de ikke skal fortsætte, men blive i det gamle skind osv. Omvendt, når han ikke kan hindre det, og de vender sig til Gud, Djævelen til trods, og påkalder ham, så anfægter han dem med modløshed og forsagthed. Dér gør han synderne alt for små, sætter dem alt for langt bort fra menneskets øjne og hjerte, så man foragter dem og ikke begærer nåden eller i hvert fald udsætter omvendelsen; her gør han dem derimod alt for store, så han endda af en gnist kan puste en ild op, større end himmel og jord, så man igen kun med nød kan gribe forladelsen eller få dette ord: «Gud, vær mig nådig!» over sit hjerte – så det nok er og bliver en høj kunst; og vi kan nok holde denne tolder med hans eksempel for vores mester og doktor og lære af ham og påkalde Gud om, at også vi må nå målet.