11. søndag efter trinitatis (Luk 18,9–14)

Evangeliet på 11. søndag efter trinitatis, Luk 18,9–14

Her har vi igen et billede og eksempel på Guds dom over de hellige og fromme. To særlige personer bliver stillet frem for os her i dette evangelium: én, som er virkelig god helt til bunds og virkelig from, og én, som er from på hyklerisk vis. Men før vi tager fat på eksemplet og behandler de forfærdelige domme, må vi først fremhæve, at Sankt Lukas her igen lader det lyde, som om retfærdigheden kom af gerningerne. For det plejer Lukas at gøre mere end nogen anden, at han nævner gerningerne, og jeg tror, det er, fordi folk dengang – sådan som det også sker nu, hvor man prædiker, at troen alene frelser – kastede sig over det og bare ville tro og lade troens kraft og frugt fare. Det gør også Johannes i sit brev og Jakob for at vise, at troen ikke kan bestå uden gerningerne.

Og det vil Lukas også sige forrest i sin fortale: «Jeg ser godt, at mange har prædiket, at troen alene frelser; dermed har de fået folk til kun at stræbe efter det og ville tage imod en opdigtet tro; derfor må jeg alligevel også prædike om gerningerne, ved hvilke de kan gøre deres tro vis og bevise den for folk med gerning.» Derfor lyder det nu overalt hos Lukas, som om retfærdigheden kom af gerningerne, sådan som I for nylig har hørt: «Tilgiv, så skal I blive tilgivet»; og: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon»; og her også, som om tolderen havde erhvervet retfærdigheden ved sin bøn og ved at slå sig for brystet; og dette evangelium ser helt ud, som om vi skulle blive retfærdige ved gerninger.

Nu har I hørt, at mennesket før alle ting, før det gør noget godt, først må være retfærdigt. For dette står altid fast: «Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.» Altså må mennesket også først være retfærdigt, hvis det skal gøre noget godt. Sådan slutter han også her med fuld vished: Tolderen slog sig for brystet, og så kom dommen, at han var retfærdig.

Det er sket eller skrevet, for at vi skal åbne øjnene og ikke dømme folk efter det ydre skin; derfor må I her se de to ind i hjertet og ikke dømme efter gerningerne. For når hjertet er retfærdigt, så er alt retfærdigt. Vil jeg her dømme tolderen efter gerningerne, så tager jeg straks fejl; for på ham ses der intet andet end synd. På samme måde: vil jeg dømme hykleren eller farisæeren her efter gerningerne, så tager jeg også fejl; for han står på det hellige sted, beder den bedste bøn, der findes, nemlig lover og takker Gud med høje gerninger, faster, giver sin tiende, skader ingen; summa summarum [latin: summen af det hele]: alt glimrer på ham, hvad der er, udvendigt og indvendigt.

Sådan som han nu dømmer, sådan dømmer alle mennesker; for ingen kan forkaste et sådant hæderligt, dydigt liv. Hvem ville sige, at faste ikke var godt, eller at det var ondt at love Gud og give enhver, hvad man skylder? Når jeg ser en præst, munk eller nonne i en sådan skinnende vandel, så holder jeg dem for fromme. Hvem kan sige andet? Skal jeg derfor nu fælde den dom, at den ene er ond og den anden retfærdig, så må jeg se dem begge ind i hjertet. Dér kan jeg nu ikke komme ind uden ved at skelne rigtigt mellem gerningerne, som Kristus siger: «Af deres frugter skal I kende dem» (Matt 7,20).

Sig nu om tolderen, at han først må have hørt et ord fra Gud; det er gået ham til hjerte, det har han troet, og således er han blevet retfærdig; som Paulus siger (Rom 10,17): «Troen kommer af prædikenen, men prædikenen kommer ved Guds ord.» Når Ordet falder i hjertet, så bliver mennesket rent og retfærdigt. Nu viser evangelisten her ikke, at han har hørt evangeliet; men han viser, at han har hørt det et andet sted, hvor det så end er sket. For han siger: «Gud, vær mig synder nådig!» Det formår ingen fornuft at erkende. Derfor må det først have været kendt i hans hjerte, at Gud er nådig, barmhjertig og venlig mod alle dem, der erkender deres synd, påkalder ham og begærer nåde; ligesom han har hørt, at Gud af natur er nådig mod alle dem, der ydmyger sig og sætter deres trøst til ham; men at prædike sådan er jo det rette evangelium.

Derfor ligger begyndelsen til retfærdigheden ikke hos os, men i Guds ord: Han må først lade sit ord lyde i vores hjerte, hvorved vi lærer at kende Gud og tro på ham og derefter gøre gode gerninger. Derfor må man slutte af dette, at tolderen har hørt Guds ord; ellers ville det sikkert have været umuligt, at han således havde erkendt sig som en synder, som dette evangelium fortæller. Det ser vel ikke sådan ud her; for Sankt Lukas trænger hårdere på de ydre gerninger og tegn end på troen og lyder meget mere af det ydre væsen og den ydre vandel end af roden og hjertets tro indeni; men alligevel må man slutte deraf, at han først har hørt evangeliet. Ellers var det ikke sket, at han slog sig for brystet og bekendte, hvis han ikke først havde haft troen i hjertet.

Det er også den rette frugt, for den fremmer Guds ære; eftersom Gud ikke vil have andet end lovprisningens offer, som salmen (Sl 50,23) siger: «Den, der ofrer tak, ærer mig; og det er vejen, hvor jeg viser ham Guds frelse.» Den vej går tolderen også her: Han giver Gud lovprisningens offer og sig selv synden, skælder sig selv ud og priser Gud, gør sig selv til skamme og sætter sandheden over sig. Derfor må vi prise og love den gerning; for han giver Gud den højeste ære, den rette gudstjeneste. For sådan lyder det: «Gud, vær mig synder nådig.» Som om han ville sige: «Jeg er en skurk, det bekender jeg, som du selv ved.» Dér ser I: Han bekender sandheden og vil lade sig spotte og skælde ud af Gud; ja, han gør det selv, kaster sig ned i det allerdybeste og stiger igen op til Gud, giver Gud den ære, at han er nådig, god og barmhjertig, men at der ved ham selv ikke er andet end lutter synd. Således er det troens rette frugter.

Således har vi genkendt tolderens tro på frugten. Hvordan skal vi så forstå, at Kristus siger: «Han gik retfærdiggjort hjem», når han dog forud var retfærdig ved troen, før han slog sig for brystet? Han må jo forud have været retfærdig. Hvordan siger Kristus da her, at han gik retfærdiggjort hjem til sit hus? Det er det, jeg ofte har sagt: Er troen ægte, så bryder den frem og bærer frugt. Er træet grønt og godt, så er der ingen ophør: Det skyder og bærer frugter og blade; naturen giver det, jeg behøver ikke at befale det og sige til det: «Hører du, træ, bær æbler!» For når træet er der og er godt, så følger frugten ubedt. Er troen der, så må gerningerne følge. Erkender jeg, at jeg er en synder, så må det følge, at jeg siger: «Ak Gud, jeg er en skurk; gør du mig retfærdig.»

Han ænser intet, men taler frit ud; selv om han bliver til skamme for alle folk, spørger han ikke efter det, som salmen (Sl 116,10) siger: «Jeg tror, derfor taler jeg; men jeg er meget ydmyget»; og han siger: «Gud, vær mig synder nådig!» Som om han ville sige: «Nu ser jeg, at jeg må gå i stykker, for jeg er en skurk og erkender min synd: medmindre jeg tror og hænger ved Guds barmhjertighed, så jeg tager Frelserens bæger og påkalder Guds nåde, må jeg gå til grunde.»

Således kaster troen sig nu op til Gud og bryder frem og bliver således vis ved gerningerne. Når det sker, så bliver man kendt af mig og af andre folk også. For når jeg bryder sådan frem, så skåner jeg hverken mennesker eller djævel, kaster mig ned, vil intet vide af noget højt, holder mig for den fattigste synder på jorden; det gør så min tro vis. Og det er det, han siger: «Denne gik retfærdiggjort ned til sit hus.» Således giver man frelsen til troen som til høvedsmanden og til gerningerne som til vidnerne; de gør én så vis, at man kan gribe det med hænderne ud fra den ydre vandel, at troen er ægte.

Det har vi også hos Abraham, da han ofrede sin søn. Da siger Gud (1 Mos 22,12): «Nu ved jeg, at du frygter mig.» Ja, havde han ikke frygtet Gud, så havde han ikke ofret sin søn; men derved kendte han, at frugten var god helt til bunds. Det skal vi nu tage os godt til efterretning.

Det er altså grunden til, at Sankt Lukas og Sankt Jakob siger så meget om gerningerne: for at man ikke skal gå hen og sige: «Ja, nu vil jeg tro», og så lave sig en opdigtet indbildning, som kun svæver oven på hjertet og i munden som skum på øl. Det kaldes en opdigtet tro. Nej, nej, troen er en levende, virkelig ting, som gør mennesket helt nyt, forvandler dets sind og vender det helt og aldeles om. Den går til bunds og bliver dér en fornyelse af hele mennesket; så når jeg før har set en synder, så ser jeg nu på hans anderledes vandel, hans anderledes væsen, hans anderledes liv, at han tror. Så høj en ting er troen.

Og derfor har Helligånden ladet trænge på gerningerne, fordi de er troens vidner. Hos dem, hvor man ikke mærker gerningerne, kan vi straks sige og slutte: «De har hørt om troen, men den er ikke sunket til bunds.» For vil du ligge længe i hovmod og ukyskhed, i gerrighed og vrede og vil sludre meget om troen, så kommer Sankt Paulus og siger (1 Kor 4,20): «Hører du, kære: Guds rige består ikke i ord, men i kraft og gerninger»; det vil leves og gøres og ikke udrettes med sludder.

Således træder vi ved siden af på begge sider: Når man siger, at man alene skal tro, så vil man lade gerningerne og frugterne fare; prædiker man om gerningerne, så vil vi straks trøste os ved gerningerne. Derfor må vi nu gå ad middelvejen: Troen alene må gøre retfærdig og frelse; men for at du kan vide, at troen er ret, må du også bevise den med gerninger. Gud vil ikke tåle dit skinfægteri; derfor har han stillet en prædiken op for dig, som priser gerningerne, der alene er et vidnesbyrd om, at du tror, og de skal være rettet sådan, at man intet fortjener med dem, men de skal ske frit og for intet over for vores næste.

Det må nu drives, så man vænner sig til det; derfor har Gud også ladet gerningerne føre sådan frem. Som om han ville sige: «Når I tror, så har I himlen; men gør alligevel gerningerne, så I ikke bedrager jer selv.» Det har Herren også fint vist hos Johannes (Joh 15,17), hvor han siger således til sine disciple: «Dette er mit bud, at I elsker hinanden.» Og før, ved aftensmåltidet, sagde han (Joh 13,34–35): «Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple: at I har kærlighed til hinanden.» Og lige før (Joh 13,15) siger han: «Jeg har givet jer et eksempel, for at I skal gøre, som jeg har gjort mod jer.»

Som om han ville sige: «I er mine venner; men det vil folk nu ikke kende på jeres tro, men når I viser frugterne og bryder frem i kærlighed, så vil de kende jer. Frugterne vil ikke frelse jer eller gøre jer til mine venner, men de må bevise dette, at I er frelst og mine venner.» Mærk jer derfor nu dette godt: Troen alene gør retfærdig; men eftersom den ligger skjult i mig og er et stort liv, en stor skat, så må gerningerne bringe den frem og bevidne troen og prise Guds nåde og fordømme menneskers gerninger. Du må slå øjnene ned og ydmyge dig for enhver, så du også ved din tjeneste drager næsten med; derfor lader Gud dig også leve; ellers var der intet bedre, end at man straks rev hovedet af dig. Det ser I nu også meget godt på dette fromme menneske.

Således finder I to domme: den ene efter troen, den anden efter de ydre gerninger. Grunden har I: at troen er skjult; den føler kun den, der tror. Men det er ikke nok; den må bryde frem, som I ser her på tolderen. Han bryder frem, og med ydmygheden – at han ikke løfter øjnene mod himlen, slår sig for brystet og priser Gud – dermed tjener han mig, så jeg kan sige, når jeg stikker i synder: «Se, tolderen var også en synder; nu siger han: ’Gud, vær mig synder nådig og barmhjertig’; sådan vil jeg også gøre.» Dermed bliver jeg bespist, så jeg, når jeg en gang ser min synd, stiller mig hans eksempel for øje og også bespiser og nærer mig dermed, så jeg også siger: «Ak Gud, dér ser jeg på tolderen, at du er nådig mod de fattige syndere.» Troen beholder han for sig selv; udadtil deler han frugten med andre folk.

Så går tolderen nu her ad den rette bane og er retfærdiggjort dobbelt: én gang ved troen over for Gud, anden gang ved gerningen over for mig. Dér giver han Gud hans ære og betaler ham ved troen, idet han priser ham. Også over for mig gør han sin skyldighed med kærlighed og lægger mig ordene i munden, hvordan jeg skal bede. Dér har han nu betalt alt, Gud og mig; dertil bringer troen ham; men det være langt fra, at han af den grund kræver noget af Gud.

Det er nu den ene person, tolderens, som efter troen – og det er den åndelige dom – er erkendt som retfærdiggjort; efter kødet duer han ikke. For farisæeren går frem og agter ham ikke; han ser ikke på ham, ser ikke hans tro, lader ham stå bagved, ser kun på ham efter hans synder og ved ikke, at Gud nu har set til ham og omvendt og forbedret ham. Når derfor en kødelig mand vil dømme en synder efter hans synder, så må han tage fejl; andet er ikke muligt.

Nu vil vi også se på narren, farisæeren. Dér er de allersmukkeste gerninger! For det første takker han Gud, faster to gange om ugen, og det endda Gud til ære, ikke Sankt Nikolaj eller Sankt Barbara, giver tiende af alt sit gods og har heller ikke brudt ægteskabet, har heller ikke øvet vold mod nogen eller taget fra nogen, hvad der var hans; så retskaffent har han ført sig. Er det ikke et smukt, hæderligt liv, så skulle det undre mig! Ingen kunne sandelig have skældt ham ud efter verden; ja, man måtte have rost ham – og det gør han jo selv. Her træder Gud nu først til og siger, at alle farisæerens gerninger er gudsbespottelse. Herre Gud bevare os, hvilken dom! Dér kunne nonner og præster nok forfærdes og bæve helt ind i marven, skønt ikke én af dem er halvt så from som netop han. Gud give, at vi endnu havde mange af den slags hyklere og farisæere nu; så kunne man måske hjælpe dem!

Hvad fejler han da, den fromme mand? Intet andet, end at han ikke kender sit eget hjerte. Dér har I, at vi selv er vores største fjender, vi, som lukker øjnene og hjertet for os selv; for som han føler sig, sådan siger han. For hvis jeg skulle spørge ham eller en sådan hykler: «Kære, mener du det også sådan, som du siger?», så ville han sværge en ed på, at det ikke var anderledes. Men se, hvor dybt Guds sværd skærer og går til bunds i sjælen! (Hebr 4,12.) Her må alt gå i stykker eller falde helt til jorden og ydmyge sig; ellers kan det ikke bestå for Gud. Således må her en from kvinde falde ned og kysse den værste hores fødder, ja, hendes fodspor.

Nu vil vi se bedre på det og høre, hvad Herren siger til det. Tolderen står dér og ydmyger sig, siger intet om faste, intet om gode gerninger, ja, slet intet; alligevel siger Herren, at hans synder ikke er så store som hyklerens synd. Lad nu nogen vove at hæve sig over den ringeste synder! Hæver jeg mig en fingers bredde over næsten, ja, over den værste synder, så er jeg kastet ned. Således har tolderen ikke i alle sine levedage gjort så mange og så store synder, som denne gør her, når han siger: «Jeg takker dig, Gud, fordi jeg ikke er som de andre mennesker»; og dog lyver han, så himlen kunne revne.

Dér hører I ikke ét ord, der lyder: «Gud, vær mig synder nådig!» Dér er Guds barmhjertighed, mildhed, tålmodighed og kærlighed glemt; for Gud er intet andet end lutter ren barmhjertighed, og den, der ikke ser det, holder for, at der ingen Gud er, som salmen (Sl 14,1) siger: «Narrene siger i deres hjerte: Der er ingen Gud.» Sådan er det med et vantro menneske, som ikke kender sig selv. Derfor siger jeg det endnu en gang: Selv om han havde gjort de værste synder, som at skænde jomfruer, så havde det dog ikke været så slemt, som at han siger: «Jeg takker dig, Gud, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere.» Ja, ja, så hører jeg: Du behøver ikke Gud, du foragter hans godhed, barmhjertighed, kærlighed og alt, hvad han er? Se, det er synder! Derfor er det ingenting med de offentlige, grove synder, som bryder frem; men vantroen i hjertet, som vi ikke ser, den er den rette synd, som munke og præster går rundt i – det fortabte, fordærvede kvæg stikker i denne synd til op over ørerne og vil ikke stikke i den.

Dernæst, da han nu har bespottet Gud og må lyve for ham i det, at han ikke vil være en synder, så falder han hen og synder også mod kærligheden til næsten i det, at han siger: «Heller ikke som denne tolder.» Heller ikke han kunne slippe for at blive dømt og dadlet af ham. Dér er alle bud ophævet og overtrådt; for han fornægter Gud, og næsten gør han heller intet godt; dermed er han gået i stykker, så han ikke har opfyldt ét bogstav af loven. For havde han sagt således: «Ak Gud, vi er alle sammen syndere; den fattige synder her er også én, og det samme er jeg, ligesom de andre»; og havde han trukket sig selv med ind i menigheden og sagt: «Ak Gud, vær os nådig!», så havde han opfyldt Guds bud, nemlig det første, i det, at han gav Gud æren og prisen; og havde han så sagt: «Ak Gud, jeg ser, at han er en synder, han stikker i Djævelens gab; hjælp ham, kære Herre!», og havde han således taget ham på ryggen og bragt ham frem for Gud og bedt Gud for ham, så havde han også opfyldt det andet bud om den kristne kærlighed, som Paulus siger og lærer (Gal 6,2): «Bær hinandens byrder, og således opfylder I Kristi lov.»

Nu kommer han og roser sig selv for at være retfærdig. Det er et giftigt, ondt hjerte; han roser sig meget prægtigt af sine formente gode gerninger, hvordan han faster og giver tiende af alt det, han har. Dernæst stikker han så fuld af had til næsten, at hvis Gud gav ham dommen, så ville han støde den fattige tolder dybest ned i helvede. Se, er det ikke et ondt hjerte og gruligt at høre, at jeg ville, at alle mennesker fór til Djævelen, bare for at jeg kunne blive prist? Alligevel er det så fint pyntet og smykket med den ydre vandel, at ingen kan straffe det. Det er altså det, at man kender træet på frugterne. For når jeg ser hans hjerte med åndelige øjne, så erkender jeg, at det stikker fuldt af gudsbespottelse og fuldt af had mod næsten. Af disse frugter erkender jeg så, at træet er ondt; for gerningerne var i sig selv ikke onde, men den onde rod i hjertet gør dem onde. Det er nu stillet frem for os som et billede, for at vi skal vogte os for det.

Nu igen på den anden side: Lad os også se den anden ind i hjertet. Dér finder man, at han er troende; derefter er gerningerne også gode og tjener hele verden, for han lærer, at man skal ydmyge sig og prise Gud. Omvendt gør denne med sine gerninger opblæste og hovmodige helgener; for han stikker i synder, sjælen er fordømt, stikker i Djævelens gab, og den hovmodige skurk træder frem og roser sig, fordi hans næste dér er en synder. Summa summarum: Han forfører hele verden med sit glimrende liv. Således må man nu dømme frugterne med åndelige øjne, sådan som jeg nu har dømt disse; så kender man træet, om det er godt eller råddent.

Hvorfra har jeg nu denne dom? Herfra: Gud har givet mig sit bud som et spejl; deri ser jeg, hvad der er godt og ondt. Det siger: «Elsk Gud, din Herre, af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind, og din næste som dig selv» (5 Mos 6,5; Matt 22,37). Nu: Tolderens gerninger priser Gud og tjener hele verden, for de lærer os at erkende og viser os vejen til Guds frelser; derfor er de gode, for de priser Gud og kommer næsten til gavn. Omvendt går hykleren frem og bespotter Gud og forfører hele verden med sit giftige liv.

Her skulle jeg også tale om den store og skændige last, bagtalelsen, når den ene bagvasker den anden, hænger ham ud og taler ondt om ham bag hans ryg, skønt vi dog alle er lige, og ingen har grund til at hæve sig over den anden. Men at øvrigheden straffer og dømmer synden, det gør den på grund af sit embede. For sværdet bruger man til at gøre synden urolig. For Gud vil ikke tåle synden og vil, at de ugudelige ikke skal have nogen ro, som profeten Esajas (Es 48,22) siger: Non est pax impiis [latin: «De ugudelige har ingen fred»]. Derfor, når Gud ikke gør synderne uro indvendig, så vil han dog udslette synden med vand og ild, så den ikke skal have nogen ro udefra. Når nu sådanne synder kommer for til straf, så skal borgmestrene, dommerne og folket tænke: «Ak Gud! Skønt jeg selv er en fattig synder, og meget større end han dér, og en meget større tyv eller ægteskabsbryder end han, så vil jeg dog røgte mit embede og ikke lade ham i fred i hans synder, og jeg vil slå løs på dem; for det er din guddommelige befaling.» Om det har jeg sagt mere andetsteds, og især i den lille bog om den verdslige øvrighed; den kan I selv læse, og vi vil nu lade det blive ved dette og påkalde Gud om nåde.