12. søndag efter trinitatis (Mark 7,31–37)

Evangeliet på 12. søndag efter trinitatis, Mark 7,31–37

Dette evangelium forstår I nok ganske godt, kære venner (håber jeg), for det er let. Men da vi ikke har mere end én prædiken, og den er meget kostelig og ikke kan behandles nok, vil vi også drage den derhen og sige lidt om troen og om kærligheden. Først vil vi se på den enkle historie; derefter, hvis tiden tillader det, også behandle den åndelige betydning lidt.

For det første er historien eller eksemplet godt i sig selv. For dér ser vi, at mange har taget sig af det stakkels menneske, som var det deres egen nød, og har bragt ham til Jesus, for at han kunne få hjælp. Dermed bliver vi vist begge dele, tro og kærlighed. Troen viser sig deri, at de forinden har hørt om Herren, at han var god og barmhjertig og hjalp alle dem, som kommer til ham. For Ordet må først være hørt og først komme ind i menneskets hjerte og male Guds godhed for os, så vi på den måde hænger ved den. Derfor må Kristi ord også her have lært dem dette; ellers, hvor det ikke når hen, dér er det forfejlet med både tro og gerninger.

Og selv om evangeliet her, ligesom det før, ikke siger, at de forinden har hørt rygtet, så må vi alligevel udlede det deraf, og gerningen viser det: De må forinden have hørt det gode rygte og evangeliet om Herren Kristus, og derved er de kommet til tro. For det er egentlig evangeliet, det, der hedder et godt rygte, et godt budskab: ikke det, som er skrevet på papir, men det, som med levende røst bliver udråbt og gjort kendt i verden. Således har de uden tvivl hørt om Kristus, at han er god, venlig og hjælpsom og vil hjælpe enhver: det har været begyndelsen på deres tro. Sådan skal I gribe evangeliet an, så finder I altid, at rygtet må gå ud først og bringe os til Gud, så han kan lægge den første sten, ellers er det tabt. For det andet, at de har holdt sig til rygtet og trøstigt forladt sig på det, idet de går hen og venter sig det af ham, som de har hørt om ham.

Så har I nu igen troens art, den, som vokser ud af Ordet; for Ordet maler først Guds barmhjertighed og godhed for os; troen gør, at vi hænger ved den med en god tillid og følger Ordet. Det mærker vi da og har det i hjertet, og så har vi nok; for når vi tror, så er vi allerede medarvinger med Kristus og er retfærdige.

For det tredje beskriver dette evangelium også for os kærlighedens gerninger, idet disse går hen og tager sig af det stakkels menneske; ligesom Kristus uden deres medvirken og uden deres fortjeneste lader sit ord gå ud og lader sin godhed og barmhjertighed brede sig. Når de nu har fattet og øst, flyder de ud igen for intet og meddeler sig til næsten, også for intet og uden fortjeneste. Sådan skal også kærligheden gøre sin gerning, så den slet ikke selv har brug for den, men alene retter den mod næstens gavn, som Sankt Paulus blandt andet siger om kærligheden til korintherne (1 Kor 13,5): «Kærligheden søger ikke sit eget»; og til filipperne (Fil 2,4) siger han: «Enhver se ikke på sit eget, men på det, som er den andens.»

Det ser vi også her hos de fromme folk: De har slet ikke selv brug for gerningen, ser heller ikke på sig selv, men på det stakkels menneske og tænker på, hvordan den arme kan få hjælp; de søger ingen løn, men gør det frit og for intet. Sådan skal I også med rette gøre; ellers er I ikke kristne. Derfor skal I fatte det vel, hvordan kærligheden her er malet: at den tager en andens bekymring på sig. Tager vi imod det, så godt for os; men hvis ikke, så vil Gud straffe os med blindhed, sådan som han desværre har gjort i vel fire hundrede år.

Det er sagt kort om troen og om kærligheden. Nu vil vi tale videre om den fremmede tro, og det er det fjerde stykke.

I ved, at grunden er denne: Mennesket bliver ikke retfærdigt for Gud eller velbehageligt for ham uden ved troen. Så det er løgn og falskt, det, som de hidtil har lært: at vi med vore gerninger kan handle med Gud. Men endnu langt mere tåbeligt er dette, at de har stillet os på andres gerninger og tro og foregiver, at nonnerne, munkene og præsterne med deres mumlen, som de driver om natten i deres klostre, kan hjælpe andre mennesker og på den måde dele deres skat ud. Derfor skal man her mærke sig, at ingen skal sætte sig for at blive frelst ved en andens tro eller gerning; ja, det kan ikke ske ved Marias eller nogen helgens gerning eller tro, ja, ikke engang ved Kristi egen gerning og tro, men ved ens egen tro. For Gud vil ikke tillade, at Maria eller nogen anden helgen, ja, Kristus selv, træder sådan frem for dig, at du er from og retfærdig, medmindre du selv tror. Gør nu Kristi tro og gerning det ikke, så vil du endnu meget mindre udrette det med alle munkes og præsters gerninger eller tro. Derfor giver evangeliet her anledning til at tale om den fremmede tro. For her står det, at de fører ham frem for Kristus på deres tro og gerning; han gør intet til det, men lader det alene ske med sig.

Derfor skal man endelig mærke sig dette vel, at man aldrig nogen sinde kan blive frelst ved en andens tro. Men det kan godt ske, at man ved en fremmed tro kan komme til en egen tro. Ligeledes tjener andres gerninger mig til, at jeg derved kommer til egne gerninger. Derfor lyver de, som siger, at vi kan blive frelst ved andres gerninger og tro, hvad enten vi tror eller ikke tror. Nej, ikke sådan. Medmindre du selv øser en egen tro af Guds godhed og barmhjertighed, bliver du ikke frelst. Sådan må det gå, ellers hjælper ingen fremmed tro eller gerning, heller ikke Kristus, som dog er hele verdens frelser; hans godhed, hans hjælp hjælper dig slet ikke, medmindre du tror på den og derved bliver oplyst.

Derfor skal man for alt i verden vogte sig for de prædikanter, som I ofte har hørt om, munkene, som træder hen til de døende og siger: «Se, du gode menneske, fortvivl ikke; har du gjort synd, så angr den; men for at det kan gå dig så meget desto bedre, vil jeg skænke dig mit gode liv og alle mine gode gerninger.» Når han så tager imod dem, så er den ene en tåbe som den anden, og så farer han med gerningerne til Djævelen. Derfor skal du vogte dig for det og sige: «Vil du tjene mig med dine gode gerninger, så træd frem for Gud og sig sådan: ’Ak, himmelske Fader! Jeg er nu ved din nåde troende; derfor beder jeg dig, min Gud, giv også dette stakkels menneske en egen tro.’ Det kunne hjælpe mig; men at du vil give mig din egen tro, det kan du ikke gøre, og den hjælper mig heller ikke; du får nok at gøre med din tro for selv at blive frelst.»

Det skal du bare mærke dig ved de tåbelige jomfruer, som sagde til de kloge, da deres lamper gik ud: «Giv os af jeres olie, for vore lamper er ved at slukkes.» Da svarede de kloge og sagde: «Nej, ikke sådan, for at der ikke skal blive for lidt til både os og jer» (Matt 25,8–9). Dér kunne jeg nok selv behøve mere tro; skulle jeg så give en anden af den? For min egen tro skal stå dér for Guds dom og stride så hårdt og hænge sådan ved Guds barmhjertighed, at sveden løber den ned over munden, hvis den skal bestå. Det er det, Sankt Peter vil sige, når han siger (1 Pet 4,18): Vix justus salvabitur; «Den retfærdige bliver knap nok frelst; hvor vil så den vantro blive af?» For når døden kommer trængende, så bliver han så angst og så nødstedt, at han med al nød og næppe knap nok selv kan bestå og blive holdt fast i troen. Derfor er det sandelig en stor jammer, at de har sat så meget forførelse i værk, trukket munkekutter på de døde og fundet på andet narrespil, så de førte de stakkels sjæle lige til Djævelen. Derfor skal man vogte sig for det.

Det siger jeg nu, for at I skal vide, hvor langt en fremmed tro kan hjælpe os, og hvordan en egen tro kan hjælpe. Andres fortjeneste gør, at du kommer til egen fortjeneste, og ikke mere. Og selv om alle englene, ja, selve Guds barmhjertighed stod dér for dig, så hjalp det ikke, medmindre du hænger ved den med en egen tro. Men det kan den godt gøre: skabe dig en egen tro, som kan hjælpe dig. Ligeledes, selv om Kristus (skønt han er død for os og har sat og givet sit legeme og liv, blod og kød for os) trådte frem for os, så hjalp det alligevel ikke, medmindre du tror på ham. Men sådan kan han hjælpe os: når han træder frem for Faderen og siger: «Ak, Fader, det har jeg gjort for menneskene; giv dem troen, så de kan nyde godt af det.» Det hjælper os da, når vi holder for, at hans gerninger og fortjeneste er vore egne.

Sådan skal man også tale om de andre helgener: at ingens forbøn og fortjeneste hjælper, medmindre vi selv tror. Det ser I også her: Det stakkels menneske ligger dér og kan hverken tale eller høre. Men de, som bringer ham til Herren, kan tale og høre. Men ved deres hørelse og tale kommer han ikke til at tale, og selv om de alle var trådt hen til ham og havde sagt: «Vi vil tale og høre for dig», så var han dog alligevel stadig blevet stum og døv og aldrig nogen sinde kommet til at tale.

Ligeså, selv om jeg gav dig et brev på det og sagde: «Se, dette er min gerning, den skal være din», så kan det dog ikke hjælpe dig, men det fører dig lige ind i helvede. Hvordan hjælper det dig da? Når jeg gør, som disse her gør; de træder hen til Kristus og siger: «Ak, Herre, hjælp det stakkels menneske, så han kan få mælet!» De siger ikke: «Vi vil høre og tale for dig», men beder Kristus om, at han selv vil gøre ham hørende og talende. Ligeså, når du træder frem på mine vegne og bruger troen sådan, at den tjener mig til en egen tro, så kunne det hjælpe mig; dér, dér: Deo gratias [Gud ske tak]. Ellers hjælper ingen gerning og intet broderskab.

Derfor skal du sige: «Hverken skal jeg forlade mig på dine gerninger, eller du på mine; men jeg vil med min tro bede om, at Gud også giver dig en egen.» Det er det, at vi alle sammen er præster og konger: at vi ligesom Kristus selv kan træde frem for Gud for hinanden og bede om en egen tro. Så når jeg nu ser, at du ikke har en egen tro, eller at du har en svag tro, så går jeg hen og beder Gud om, at han også vil hjælpe dig til en tro, og ikke give dig min tro og ikke mine gerninger, men en egen tro og egne gerninger; sådan at Kristus giver ham alle sine gerninger og sin frelse ved troen, sådan som han har givet os dem i troen.

Det er det, ordet vil sige, hvor Kristus selv siger hos Johannes (Joh 16,26–27): «Jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede Faderen for jer; for Faderen selv elsker jer, fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud.» Det er en fin tilføjelse, som om han ville sige: «Jeg har bedt for jer og forhandlet med Gud, for at han skal give jer det, som er mit. Derfor skal I kende mit navn; for ved min bøn har han taget imod jer og givet jer troen, så I fra nu af selv kan bede, og jeg ikke behøver at gøre det; dog sådan at I gør det i mit navn.»

Dér har han kronet, indviet og salvet os med Helligånden, så vi alle sammen er præster i Kristus og kan gøre præstelig tjeneste, træde frem for Gud, og enhver skal bede for den anden. Det er det, Sankt Peters ord vil sige, hvor han sagde sådan i sit første brev (1 Pet 2,9–10): «I er den udvalgte slægt, det kongelige præsteskab, det hellige folk, ejendomsfolket, for at I skal forkynde hans dyder, som kaldte jer fra mørket til sit forunderlige lys; I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, og som før ikke var i nåden, men nu er i nåden.»

Sådan kan vi alle sammen sige: «Kristus har været min præst; han har bedt for mig og vundet mig troen og Ånden; så er jeg nu også en præst og skal videre bede ud i verden om, at Gud også vil give den og den troen.» Så konkluderer vi nu, at det, vi beder kraftigt om i en rigtig tro, det får vi; som Herren siger (Joh 16,24): «Bed, og I skal få.»

Men at vi skal bede kraftigt, det står heller ikke i vores magt, for Ånden giver det ikke, at vi altid beder kraftigt. Paulus bad jo for hele Israel, at det måtte blive frelst (Rom 9,1 ff.). Hvorfor skete det så ikke? Jo, det strandede på troen; for Ånden gav ham det ikke. Havde han kunnet føje den til, så var det sikkert sket. For hvis Paulus havde sagt: «Jeg beder for hele Israel», og havde troet og sagt: «Herre, jeg er vis på det, du vil gøre det», så var det sikkert sket. Nu har han ganske vist ofte bedt for dem af hjertet; men Ånden gav ham det ikke, at han skulle tro det med tillid. Derfor står det ikke i vores magt at bede i kraftig tillid; det gør Helligånden.

Når vi beder for enhver og kan gøre tilføjelsen: «Det vil ske sådan», så sker det sikkert; men når vi beder, så må vi føje til: «Ske din vilje.» Skal jeg nu stille det ind under hans vilje, så kan jeg hverken foreskrive ham person, tid eller måde, men skal frit overlade det til ham; så er jeg jo nu vis på det. Sådan gjorde Kristus også; han bad selv sådan: «Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå fra mig»; men han føjede straks til: «dog ikke som jeg vil, men som du vil» (Matt 26,39).

Derfor, når jeg skal bede om noget for en hel by eller menighed, så skal jeg sige: «Ak, Fader, jeg beder for flokken.» Men alligevel må jeg give hans navn eller vilje æren og sige: «Kære Fader, jeg beder for dem; jeg ved, at du vil have det sådan, at jeg skal bede, så jeg ikke foragter bønnen; men din vilje skal altid ske; for jeg kunne komme til at bede om noget for en, som ikke var det værd for dig; ligeledes kunne jeg måske forkaste en, som tværtimod var det værd; derfor gør det efter din guddommelige vilje, du vil nok gøre det meget bedre, end jeg nogen sinde havde tænkt.» Dér ser I, at vi ikke altid kan føje tilføjelsen til: «Det vil ske.» Men når vi i hjertet er så visse, at vi kan gøre tilføjelsen: «Det vil sikkert ske», så sker det.

Sådan ser vi det også her: De træder frem for Herren i kraftig tillid og beder for det stakkels menneske; og det sker også. Ligeså når man døber, så ser vi det ved børnenes tro. De små børn står dér bare og nøgne på legeme og sjæl; de har ingen tro, ingen gerning. Så træder den kristne kirke frem og beder om, at Gud vil indgyde barnet troen; ikke sådan at vores tro skal hjælpe barnet, men sådan at det får en egen tro. Har det den, så er alt, hvad det siden gør, velgjort, hvad enten det dier sin mor, gør sig urent eller gør, hvad det vil. Men har det ikke fået troen, så hjælper vores tro det intet.

Derfor kan min tro ikke hjælpe dig med andet end alene det, at den hjælper dig til en egen tro. Altså, summa summarum [kort sagt], står alt på en egen tro; så stærk som den er, så meget behøver den til fremmed tro og forbøn for at blive stærkere. Så kan I nu godt slutte, at de har været de største tåber med deres messer og vigilier og med broderskaberne; for de kloge jomfruer har kun olie til sig selv, og den knap nok tilstrækkelig. Det er sagt ligefremt om evangeliets historie. Nu vil vi også se lidt på, hvad Herren dermed har betydet her.

Den skjulte betydning

Folk bringer det stakkels menneske frem for Herren; ham tager Herren til side et sted for sig selv og stikker sine fingre i hans ører, spytter og rører ved hans tunge med spyttet, ser op mod himlen, sukker og siger: «Effata», det betyder: «Luk dig op!» Dette billede er dejligt og har en fin betydning. For ved dem, som her fører den døve og stumme til Herren, er prædikeembedet betegnet for os. Prædikanterne og apostlene fører de arme samvittigheder til Gud; det sker nu på tre måder: med prædiken, med et godt liv og ved forbøn. Med Ordet og prædikenen bringer man dem til Gud; men det gode liv tjener til, at Ordet kan være så meget mægtigere i sin kraft. Men Ordet fører af sig selv folk til, selv om det bliver prædiket af en synder. Alligevel er det gode liv en skærpelse af og en hjælp for evangeliet; det onde liv gør det sløvt. For det tredje fremmer det også begge dele, både at tro og at virke, at de beder for folket.

Når Ordet nu går ud sådan i tre stykker, så kan det ikke slå fejl, det må bære frugt, som Gud siger hos Esajas (Es 55,11): «Mit ord, som går ud af min mund, skal ikke vende tomt hjem til mig igen.» Det betyder, at de fromme folk bærer den stumme frem for Kristus; det er prædikanterne, de bringer synderen til; så kommer Gud og giver trivslen og væksten, som Paulus siger (1 Kor 3,7); han bryder øjne, ører og mund op på ham: Det sker i en håndevending; for Guds ord er et lyn, som på et øjeblik går fra østen og til enden. Så når de er bragt frem, giver Gud dem nåden, så de tror.

Det betegnes ved, at han stikker fingrene i hans ører, og at han ved Ordet blæser Helligånden ind i ham og gør hjertet troende, tugtigt, kysk og retskaffent; for ved fingeren forstås Helligånden. Dernæst spyttet, som han lægger på hans tunge: Det er Guds ord; det lægger han ham i munden, så han kan tale det. Og dette spyt, Guds ord, er en ædel ting, men meget strengt for den gamle Adam. Derefter priser de så Gud og siger: «Han har gjort alt godt; han har gjort, at de døve hører og de stumme taler.» For hvor den rette tro er, dér lader Ånden dig ikke få ro; du bryder frem, bliver præst og lærer også andre mennesker, som salmen siger (Sl 116,10): «Jeg tror, derfor taler jeg.» Dér er hjertet fuldt, derfor må munden løbe over. Så forfølger man dem; det agter de ikke på.

At han nu siger, at han førte ham til et sted for sig selv og så op mod himlen, det betyder dette: Hvis ikke Gud alene tager mig til side et sted for sig selv og giver mig Helligånden, så jeg hænger ved det ord, jeg har hørt, så er al prædiken forgæves. Men hvorfor koster det ham så meget, at han ser op mod himlen og bruger guddommelig magt og påkalder guddommelig nåde, for at den skal komme og virke? Dermed viser han, at dette må komme fra himlen og virke i menneskets hjerte af guddommelig kraft; så bliver han hjulpet. Dernæst spyttet: Det er Guds ord, som er en ædel ting for den gamle Adam. Når de så er kommet til kundskab, går de hen og priser Gud og lovsynger ham.

Så har I nu i disse to, i historien og i den åndelige eller skjulte betydning, at vi først må høre Guds ord og således ved Kristi forbøn komme til en egen tro og derefter bryde frem, bekende den samme og prise Gud evigt. Så meget være sagt om dette evangelium; vi vil påkalde Gud om nåde.