12. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Mark 7,31–37)

En anden prædiken over evangeliet på 12. søndag efter trinitatis, Mark 7,31–37

Ligesom evangeliet overalt maler vor Herre Kristus for os, sådan at han er en barmhjertig, nådig mand, som er rede til at hjælpe enhver med ord og gerning, på legeme og sjæl, sådan maler også dette evangelium os for øjnene, hvor villigt han har hjulpet denne stakkels mand, der var stum og døv. Det skal lokke os til tro, så vi venter os alt godt af ham, og samtidig stiller han os dermed et forbillede og eksempel for øjnene, som enhver kristen skal følge, så han også hjælper sin næste på samme måde. For et kristent liv består helt og holdent i dette: for det første, at vi tror på og stoler på vor Frelser Kristus og er helt sikre på, at han ikke forlader os, hvilken nød og fare der så end kommer. For det andet, at ethvert kristent menneske også forholder sig sådan over for sine venner og fjender, som han ser, at Kristus har gjort, han, som er så villig til at hjælpe enhver. Den, der gør det, er en kristen; men den, der ikke gør det, kan nok lade sig kalde en kristen, men han er det ikke. For de to lader sig ikke skille ad: troens frugt må følge, ellers er troen ikke ret. Det er summen af dette evangelium.

Nu har det fået nogle til at undre sig, at der i dette mirakel eller under står noget ud over de andre, nemlig at Herren Kristus tager det stakkels menneske og fører ham afsides fra folket og holder en særlig ceremoni: lægger fingrene i hans ører, spytter og rører ved hans tunge, ser op mod himlen, sukker og taler et særligt sprog; skønt han før har hjulpet andre stumme og også mange andre uden nogen sådan ceremoni, alene med et ord. Alt dette, siger jeg, har fået nogle til at tolke det sådan, at Kristus denne gang har tænkt på, hvordan dette menneske, som han nu hjalp, siden ville synde med sin tunge og sine ører. Derfor havde han ondt af ham over, at disse synder skulle ske efter så stor en gerning, og at hans velgerning skulle være så ilde anbragt, at en stum tunge skulle blive til en gudsbespottelig tunge, som ikke alene ville bagtale næsten, men også vanære Gud i himlen deroppe; og at ørerne, som var lukket op, for at de skulle høre Guds ord, hellere ville høre al slags vildfarende og falsk lære end Guds ord. Det, siger de, var grunden til, at han sukkede og så op mod himlen.

Den mening vil vi ikke forkaste, for at ingen skal sige, at vi ikke synes om noget som helst, men vil have alting nyt og forandret. Men man må alligevel ikke spænde Kristus så snævert ind, at han kun ser på én person, og man må se bedre på ham end sådan, at han her alene tager sig af dette ene menneske. For hele Den Hellige Skrift, og især profeterne og Salmerne, siger os, at han er sendt for at tage sig hjerteligt af hele menneskeslægtens nød, og at Kristus er den særlige, udvalgte person, som frem for alle de hellige skal have hjerte for os, så han sandelig tager sig af al vor nød, som var den hans egen. Sådan siger han i Sl 40,13 om vore synder: «Mine synder har grebet mig, så jeg ikke kan se»; og i Sl 41,5: «HERRE, vær mig nådig, helbred min sjæl, for jeg har syndet mod dig.» Her taler den barmhjertige Herre i vor person og bærer vore synder, som var de hans, og som havde han selv begået dem. Og endnu mere i Sl 69,6: «Gud, du kender min dårskab, og min skam er ikke skjult for dig.» Ligeledes Es 53,6: «HERREN kastede al vor synd på ham.» Ligeledes Es 53,4–5: «Han bar vor sygdom og læssede vore smerter på sig; straffen ligger på ham, for at vi skulle have fred» osv. Og sådan viser også andre skriftsteder det.

For sådan skal Herren Kristus males: at han er den eneste person, der tager på sig, ikke én bys eller ét lands ulykke, men hele verdens. Sådan som Sankt Johannes også giver ham navn i Joh 1,29: «Se, det er Guds lam, som bærer verdens synd.» Men når han bærer synden, følger det, at han også har måttet bære alt, hvad der hører til synden og følger efter synden, nemlig Djævelen, døden og helvede.

Derfor har han sukket sådan her som den person, der skulle gøre det, og om hvem profeterne længe forud havde forkyndt, at han hjerteligt ville lade sig gå hele menneskeslægtens skade til hjerte. Det har altså ikke drejet sig for ham om dette stakkels menneskes ene tunge og ører; men det har været et fælles suk over alle tunger og ører, ja over alle hjerter, legemer og sjæle og alle mennesker fra Adam og til det sidste menneske, der endnu skal fødes. Han sukker altså ikke først og fremmest, fordi dette menneske siden ville begå mange synder; men det vigtigste er, at han, Herren Kristus, har set ind i hele denne klump af kød og blod: hvordan Djævelen i Paradiset har bragt den i dødelig skade, gjort menneskene stumme og døve og således stukket dem i døden og helvedes ild.

Det syn har Kristus her haft for øjnene, og han har set vidt omkring sig, hvor stor en skade Djævelen har anrettet ved ét menneskes fald i Paradiset; og han ser ikke alene på de to ører, men på hele den hob, der er kommet fra Adam og endnu skal komme. Altså maler dette evangelium Kristus som den mand, der tager sig af dig og mig og os alle sådan, som vi selv burde tage os af os selv, som om han stak i de synder og den skade, vi stikker i; og at han sukker over den lede Djævel, som har voldt skaden.

Og det er visselig grunden til, at han her tager sig af det med en sådan alvor og bruger en særlig måde og særlige fagter. Det er, som ville han sige: «Jeres elendighed, at I sådan er fanget i synd og død, går mig nu særlig til hjerte, så jeg af bare tanker må bære mig særligt ad.» For han stiller sig så forunderligt an, når man holder det op mod hans andre gerninger, at det er rent at undre sig over. Andre har han ofte gjort raske eller drevet djævle ud af med ét ord, ja, han har også hjulpet nogle, som han aldrig kom hen til, som officerens tjener, Matt 8,13; men her bruger han for to skavankers skyld (tunge og ører) helt særlige fagter, som lå der noget særligt for ham i det. Dermed viser han os, at han dengang har haft et særligt blik for eller særlige tanker om menneskeslægten.

For man må også indrømme Kristus, vor Herre og Gud, dette ligesom al anden menneskelig art (undtagen synden): at han ikke altid har været lige sindet, lige oplagt eller lige brændende, men har haft det på mange måder, ligesom de andre hellige. Derfor, ligesom hans hjerte og tanker nu var noget særligt, sådan bruger han også særlige fagter, så man må se, at han har været et sandt menneske på legeme og sjæl, som ikke altid har været lige sindet, ligesom han heller ikke altid har været lige sulten eller søvnig; men ligesom det skifter hos os mennesker, sådan har det også skiftet hos ham. Sådan siger Sankt Paulus i Fil 2,7: «Han tog en tjeners skikkelse på og blev ligesom et andet menneske og blev i sine fagter fundet som et andet menneske» osv. Og det må man forstå ikke alene udvortes, men også om sjælen og hjertets tanker: at han én gang har været brændende, en anden gang endnu mere brændende osv.

Det er nu det ene, hvorfor Kristus her bærer sig sådan ad, nemlig at han er et sandt menneske, men i den person, at han har stået der for alle mennesker og på én gang taget sig af dette menneskes og alle menneskers skavanker. Det andet er vel også rigtigt, at han har været bekymret for, at dette menneske, når han gjorde ham rask, siden kunne synde meget. Men det er trukket for snævert, når de alene tyder det på dette menneskes kommende synder.

For Kristus, vor Herre og Gud, skulle ikke alene bekymre sig og lide for ét eneste menneskes synd, men, som der står i Åb 13,8, for al den synd, der skulle ske fra verdens begyndelse, fra Adam og til os, ja til det sidste menneske, der skulle fødes før dommedag. Derfor er det alt for snævert, når de alene drager det på de kommende synder, som dette menneske endnu ville begå. Dog har han ellers også andre steder vist, at han har set på nogle personers kommende liv; som da han siger til den lamme i Joh 5,14: «Du er blevet rask, synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.»

For den kære Herre Kristus har et så venligt hjerte, at det gør ham ondt, at et menneske skal synde. For han ved godt, at synden ikke kan blive ustraffet; derfor græder han også over byen Jerusalem, for han så, at dens synd måtte straffes hårdt. Så venligt og kærligt et hjerte er det, som ikke har lyst til, at det går ilde.

Men han tager her især de to lemmer for sig, ører og tunge; for I ved, at Kristi rige er grundlagt på Ordet, som man ellers hverken kan fatte eller gribe uden gennem disse to lemmer, ører og tunge, og at det alene regerer ved Ordet og troen i menneskenes hjerter. Ørerne fatter Ordet, og hjertet tror det; men tungen taler det eller bekender det, sådan som hjertet tror. Derfor, når man tager tungen og ørerne bort, bliver der ingen mærkbar forskel tilbage mellem Kristi rige og verden.

For en kristen går i det udvortes liv omkring som en vantro: han bygger, dyrker jorden og pløjer ligesom andre og påtager sig ingen særlig gerning eller færd, hverken i at spise, drikke, arbejde, sove eller andet. Alene disse to lemmer gør forskel på kristne og ikke-kristne: at en kristen taler og hører anderledes og har en tunge, som priser Guds nåde, som prædiker om Herren Kristus, at han alene er Frelseren osv. Det gør verden ikke; den taler om gerrighed og andre laster og prædiker og priser sin pragt.

Derimod er der nu også på begge sider særlige ører. De kristnes ører har netop det samme Ord, som tungen taler og hjertet tror; men verden hører hellere, når man taler om dens visdom, fornuft, ære og pragt. Sådan er de kristnes ører og tunge forskellige fra verdens eller de ikke-kristnes ører og tunger: de spørger ikke efter sølv eller guld, men alene efter, hvad man siger om Kristus, og hvordan man skal tale og prædike om Kristus.

Han har sandelig godt set det, den kære Herre, hvilken skade og elendighed der endnu skulle ske gennem tunger og ører. Det er en stor skade, at man forfølger de kristne, drukner, brænder og hænger dem, og at verden sætter sig op mod Ordet med næven. Men den skade trænger ikke igennem og vinder heller ikke til sidst. For når man hører, at man gør folk så stor uret, bliver de bare kække og modige af det og foragter den slags pine og lidelse. Derfor er det ikke den største skade, der tilføjes kristenheden af tyrannerne; men den lille stump kød, der sidder bag tænderne, den gør Kristi rige den største skade. Men jeg taler nu ikke om, at man lyver om hinanden og bagtaler hinanden; jeg taler om de høje ting: at tungen, efter at Kristus har løst den og givet den evangeliet, siden gør så mærkbar og stor skade. Skaden ser ikke ud af meget, og det tager sig langt værre ud, når man hugger hovedet af én, end når en falsk prædikant eller skribent træder frem; men en falsk prædiken, ja ét falsk ord, der kommer flyvende i Guds navn, hugger sådan en hob sjæle bort, at en hel by og et helt land vel må falde efter.

Det er nu én plage, som Kristus har sukket over. Som skulle han sige: «Se jer for, vogt jer for falske tunger, der er kommet ind i Skriften – ikke dem, der sidder i vinhuset eller på kroen. De gør vel også skade; men her, når de tunger, som jeg har løst, begynder at tale og kan rose sig af Kristus, så vogt dig for dem» osv. Og det er sandelig værd at klage over, at de, der har Ordet og ved meget at snakke om det, alligevel forfølger Ordet med tunge og næve. Tyrken gør også kristenheden skade, men det sker alene med sværdet og kan slet ikke sammenlignes med den skade, som sværmeånderne gør, så man vel kunne sukke over sådanne tunger, der forfører så mange mennesker og alligevel vil kaldes kristne og påstår at have forbedret den kristne kirke. Det er det ene: at Djævelen (efter at tungen er løst, og folk ved at prædike, hvad Kristus er) alligevel vender læren om og gør skade derved.

Dernæst, siger han, finder man også skændige ører, som jeg har åbnet, og som ikke vil høre andet end sådanne falske, skadelige tunger; sådan som Sankt Paulus siger i 2 Tim 4,3–4: «Der vil komme en tid, da de ikke vil tåle den sunde lære, men efter deres egne lyster vil de ophobe sig lærere, fordi det kildrer dem i ørerne, og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til myter» osv. De prædikanter, der lærer sådan, er skælmer og Djævelens apostle. Nu burde de andre være så retskafne at sige: «Den tunge vil jeg ikke høre.» Ja, siger Sankt Paulus, de vil ikke høre den salige tunge og søger en anden; den finder de også, ligesom det nu går med vore sværmere.

Derfor siger Sankt Paulus, at som det kildrer dem i ørerne, sådan vil han sende dem prædikanter, der med magt fører dem i vildfarelse. Sådan som vi har set under pavedømmet, at intet menneske kunne standse den mindste vildfarelse; men deres opdigtede skærsild, aflad, spøgelser og hvad der blot var noget nyt, holdt man straks for en trosartikel. Sådan klør Djævelen dem i ørerne, så de meget hellere hørte sådant bedrag end Guds ord.

Nu går det også sådan. Vor Herre Gud har åbnet ørerne, så de har hørt det rette evangelium; men hvor der så bare kommer en sværmeånd, så falder folk straks for det og bliver så tossede og så fjendtlige mod de andre, rette prædikanter, at det undrer mig, at sådanne fine hjerter, som jeg ville have betroet liv og sjæl, kan blive os så giftigt fjendtlige, som var de fulde af djævle; og de synder langt værre med tunge og ører, end før de havde evangeliet, så det var langt bedre, at de aldrig var gjort raske af Herren Kristus og slet ikke havde hørt hans ord.

Det er altså Kristi suk her: at han ikke alene har taget alle naturens skavanker fra verdens begyndelse for sig, men har klaget over, at hans rige efter evangeliet skulle tage en sådan skade, netop gennem dem, som han havde hjulpet, og at hans rige skulle lide sådanne stød og flænger, som ellers ikke ville være sket, hvis folk ikke først var blevet hjulpet af ham. Nuvel, han må tåle det, og vi må også tåle det; men han har ikke sukket forgæves.

Og selv om det ikke er udtrykt her, hvilket suk det har været – for det kan heller ikke skrives, som Sankt Paulus siger i Rom 8,26, at et sådant suk ikke lader sig skrive med bogstaver eller sige med ord – så ve alligevel dem, der gør en sådan skade og regner dette suk for så lidt og endda går hen, som havde de gjort ganske godt! For Kristus har her haft mange andre angstfulde tanker, nemlig disse: «Nuvel, så meget koster det mig, så megen angst og pine må jeg bære, indtil jeg får folk så vidt, at de prædiker og hører mit ord; og så skal de endda forfalske og vende det så skændigt og gøre mig så mærkbar skade i mit rige.» Denne utak mod Ordet må gøre ondt på ethvert kristent menneske; derfor er det ikke underligt, at det også har bevæget Herren Kristus sådan, at han her bruger en særlig måde og særlige fagter, fordi denne tanke på den tid ramte ham særligt.

Af disse ceremonier og det optrin, som Kristus her bruger, skal vi nu lære, hvor hjerteligt Kristus, vor Herre, tager sig af os, og flittigt passe på, at vi beholder ørerne og tungen sådan, som han har givet os dem, og vogter os for Djævelen og menneskene, så de ikke vender tungen og ørerne om på os. For det andet, at vi også viser os taknemmelige for denne velgerning mod hans ord, hver i sin stand: at en fyrste i sit land, en prædikant på prædikestolen, far og mor i huset udfører sit embede ret; og de andre, at de hører det og holder ørerne åbne, sådan som Kristus har åbnet dem, og flittigt giver agt på det; at de, ligesom han her bar sig ad over dette menneske, også tager det så alvorligt og takker Gud for det.

Hos os er tungen, Gud ske lov, kommet så vidt, at vi taler det rent, og ørerne hører det gerne; for der er endnu overalt mange fromme folk, som med lyst hører Guds ord. Men ved siden af går der også hos os stor utaknemmelighed og forfærdelig foragt for Guds ord, ja vel en hemmelig forfølgelse og hemmelig lidelse. Andre fyrster forfølger det åbenlyst; men her sidder vi under beskyttelse som i en rosenhave, og alligevel er der i det skjulte så mange af dem, borgere og bønder og junkerne med de gule kæder, som gerne ville bide alle sognepræster og prædikanter ud, hvis de bare kunne. Det er et tegn på, at man foragter Ordet og er det hemmeligt fjendtlig; sådan som man ser, at det går: hvor man forfølger Ordet åbenlyst, dér vil det netop være, og hvor det er frit og åbenlyst, som her, dér vil man ikke have det.

Men vor Herre Gud har visselig ikke sukket forgæves. Man tror nok, fordi han tier så stille til det, at det skal blive sådan evigt; men det er meget hurtigt sket, at en prædikestol skifter. Derfor vil vor Herre Gud her have os advaret – sådan som det også er profeteret ved Sankt Paulus – så vi kan vogte os for det. Tungerne vil blive vendt, og det vil klø folk i ørerne efter falske prædikanter; sådan som det gik under pavedømmet, hvor man var så ivrig og brændende efter at høre og gøre, når bare nogen kom, som turde sige noget nyt, hvor urimeligt og underligt det end blev fremført. Var der kommet en og havde prædiket, at man skulle bygge en kirke ude i Elben, så havde man gjort det.

Men nu, da man har bragt Ordet ind i læren og op på prædikestolen, at man skal stole på Gud og tjene næsten, vil det ingen steder følge efter i livet. Det er den lede Djævel; men dermed er vi ikke undskyldt. Da læren nu er bragt i skikkelse og form, så man prædiker ret, hvad man skal tro, og tungerne nu er løst og ørerne åbnet, så skal vi også sørge for, at det kommer ind i livet. Men jeg frygter, at det ikke sker, før lynet og tordenen slår ned i det, sådan som Sankt Paulus siger. Han er allerede begyndt med paven og har slået Antikrist med evangeliets lyn, som er hans munds ånd, der nu er åben og taler og stadig slår ned blandt de ugudelige; men jeg frygter, at læren ikke vil følge sådan efter i livet, før han kommer og slår alt helt til jorden og gør ende på det ugudelige væsen ved sit herlige komme, når han viser sig, 2 Thess 2,8.

Da læren nu ikke vil komme så fuldkomment ind i gerning og liv hos os, som den burde, frygter jeg, at vor Herre Gud, hvis ikke dommedag slår ned i det, ikke længe vil lade straffen hvile; for hos os vil livet slet ikke følge efter, ikke engang i det mindste, nemlig at man tjener næsten, hvad der dog jo ikke er sat langt borte. For man behøver ikke løbe til Rom eller til Sankt Jakob [valfartsstedet Santiago de Compostela] eller give penge og gods for det; giv blot din vilje til det. Men da vi er så gennemfordærvede folk og før under paven gjorde alt for meget, men nu intet gør, så må enten dommedag slå ned i det, eller vor Herre Gud vil sende sværmerflokke, så vi igen gør det, som ikke er nødvendigt. Det ligger Herren Kristus heftigt på sinde, som I ser, at hans ord skulle blive foragtet og forfulgt sådan; derfor skal de, der giver anledning til det, ikke slippe så let fra det. Det være nu nok om denne tekst. Lad os nu påkalde vor Herre Gud, at han vil give os sin nåde, så vi gør og lever sådan, som han har givet os at tale og høre. Amen.