13. søndag efter trinitatis (Luk 10,23–37)

Evangeliet på 13. søndag efter trinitatis, Luk 10,23–37

Dette evangelium forstår I vel, håber jeg, for det er en prædiken, som kommer hvert år; men fordi det stadig vender tilbage, må vi og vil vi også tale lidt om det. For det første siger evangelisten, at Herren Kristus tog sine disciple alene til side, frydede sig i Ånden og sagde særligt til dem således:

«Salige er de øjne, som ser det, I ser; for jeg siger jer: Mange profeter og konger ønskede at se det, I ser, og har ikke set det, og at høre det, I hører, og har ikke hørt det.»

Dette at se og høre skal forstås enkelt og ligefremt om det ydre syn og den ydre hørelse: nemlig at de har set Kristus i egen person og det embede, han drev, at de har hørt hans prædikener og har været med ved de undere, han gjorde blandt jøderne. Jøderne har også set det med deres legemlige øjne, ja, nogle af dem har endda følt på det; men som Kristus har de sandelig ikke kendt ham, sådan som apostlene gjorde, da Peter på alle de andres vegne bekendte og sagde (Matt 16,16): «Du er Kristus, den levende Guds Søn.» Det indrømmer vi gerne, at der blandt jøderne har været nogle, som også har kendt ham ligesom apostlene, men de har været få; derfor tager han her sine disciple alene til sig.

Mange profeter og konger har også set Kristus, men i Ånden, sådan som Herren selv siger til jøderne om Abraham hos Johannes (Joh 8,56): «Abraham, jeres far, jublede over at skulle se min dag, og han så den og glædede sig.» Dér mente jøderne, at han talte om at se med legemlige øjne; men Kristus taler om et åndeligt syn, hvormed alle fromme, kristne hjerter så ham, før han blev født, og stadig ser ham hver dag. For har Abraham set ham, så har uden tvivl mange flere profeter set ham, de profeter, som Helligånden var i. Og selv om dette syn har frelst de hellige fædre og profeter, så har de dog haft en inderlig længsel og et inderligt suk efter også at se Herren Kristus med legemlige øjne, sådan som det vises hist og her hos profeterne.

Derfor siger Herren her til sine disciple, som så det begge dele, legemligt og åndeligt: «Salige er de øjne, som ser det, I ser.» Som om han ville sige: Nu er det en salig tid, et velbehageligt år, en nådens tid; det, som nu er for hånden, er så kosteligt, at de øjne med rette kaldes salige, som ser det. For indtil nu er evangeliet ikke blevet prædiket offentligt og så klart for enhver; Helligånden var endnu ikke givet offentligt, men var endnu skjult og udrettede endnu kun lidt. Men Kristus begyndte Helligåndens embede, og apostlene drev det siden med hele deres alvor. Derfor kalder han her alle dem salige, som ser og hører en sådan nåde. Da Herren nu sagde dette og således frydede sig i Ånden, smuttede der en frem, en skriftklog, som gav sig ud for også at være noget, satte Herren på prøve og sagde:

«Mester! Hvad skal jeg gøre for at jeg kan arve evigt liv?»

Denne skriftkloge har måske været en klog mand og har kendt Skriften godt, hvad også hans svar viser; alligevel bliver han her til en nar og må først til at lære af Herren, ja, han bliver stående som synder og til skamme. For Kristus giver ham en ordentlig lektie for og tager al hans ros fra ham med ét ord. Han gik nemlig i den indbildning, at han havde holdt loven helt og holdent og var noget særligt frem for andre, hvad han uden tvivl også var; og nu mente han, at fordi han var så from og lærd, var han vel værdig til at tale med Herren. Hvordan bærer Herren sig nu ad med at fange ham så mesterligt? Således gør han: Han lader ham selv give sig svaret. For således siger evangelisten:

«Men han sagde til ham: Hvad er der skrevet i loven, hvad læser du? Han svarede og sagde: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med alle dine kræfter og med hele dit sind, og din næste som dig selv. Men han sagde til ham: Du svarede rigtigt; gør dette, så skal du leve.»

Jeg tænker, Herren har givet denne fromme mand en ordentlig latinlektie for! Åh, det er ikke rigtigt, han burde have skånet ham en smule; han gør ham til skamme for al verden – hvad hjælper det ham dog? Han beskylder ham dér for ikke at have gjort noget endnu, han, som dog bildte sig ind, at han havde gjort det hele. Han spurgte, hvad han skulle gøre? Jeg tror nok, han har nok at gøre nu, hvis han bare kunne gøre ret meget. Nu var der meget at sige om disse to bud, og det var også nok nødvendigt, hvis vi havde tid; for de er de højeste og største stykker hos Moses, ja, på dem hænger hele loven og profeterne, som Kristus selv siger hos Matthæus (Matt 22,40). Vi vil dog se lidt på dem.

Når vi ser på alle lovene hos Moses, så går de alle ud på kærligheden; for dette bud: «Du må ikke have fremmede guder», kan jeg ikke tyde eller udlægge anderledes end: Du skal elske Gud alene. Sådan tyder Moses det også selv i den femte bog (5 Mos 6,4–5), hvor han siger således: «Hør, Israel! HERREN vor Gud er én HERRE, og du skal elske HERREN din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din formåen.» Derfra har den skriftkloge også taget sit svar. Men jøderne forstår ikke dette bud videre, end at de ikke skal opstille afguder eller billeder og ikke tilbede dem; og når de med munden kan sige og bekende, at de kun har én Gud og ikke ærer nogen anden, så mener de, at de har holdt dette bud. Sådan forstod også denne skriftkloge det, men det var en falsk og forkert forståelse.

Nu må vi give agt på loven; den siger således: «Du må ikke have nogen fremmed gud.» Du, du, siger den, du, som er det hele; og især mener den hjertet, sjælen og al din formåen. Den taler ikke om tungen, ikke om hånden og ikke om knæene; men den taler om hele legemet og om alt, hvad du har og er. Skal jeg ikke have nogen fremmed gud, så må jeg sandelig have den eneste sande Gud med hjertet, det vil sige: Jeg må holde af ham af hjertet, altid hænge ved ham, forlade mig på ham, stole på ham, have lyst, kærlighed og glæde til ham og altid tænke på ham. Ligesom vi ellers siger, når vi har lyst til en ting: «Det smager helt ind i hjertet»; og når nogen taler eller ler og ikke mener det alvorligt, ikke mener det af hjertet, så siger vi: «Du ler, men hjertet ved ikke af det.» Hjertet er en anden ting end munden; derfor betyder hjerte i Skriften den store, brændende kærlighed, som vi skal have til Gud. De, som tjener Gud med munden, med hånden eller med knæene, er hyklere, og Gud agter dem ikke; for Gud vil ikke have et stykke alene, men han vil have det hele.

Jøderne holdt sig udvortes fra afgudsdyrkelse og tjente kun Gud med munden; men deres hjerte var langt derfra, fuldt af mistro og vantro. Udadtil så de pæne ud, som om de mente ham med hele deres alvor; men indvendig stak de fulde af afgudsdyrkelse. Derfor sagde Herren også til dem hos Matthæus (Matt 23,27–28): «Ve jer, skriftkloge og farisæere, hyklere, for I ligner kalkede grave, som udvendig ser smukke ud, men indvendig er de fulde af døde ben og al urenhed. Således ser også I retfærdige ud for mennesker i det udvendige, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed.»

Det er de rigtig onde folk, som bliver stolte af et ydre væsen, som vil retfærdiggøre sig og gøre sig retfærdige ved deres gerninger, sådan som også denne skriftkloge gør her. Se, hvilket stolt æsel han er! I det navn træder han frem og mener, at Kristus ikke ville irettesætte ham; ja, han bildte sig ind, at Herren her ville rose og prise hans liv over for folket. Han tænkte ikke på at lære noget af Herren, men søgte kun sin egen ros; det fjols ville gerne have haft en lovsang af den mand, som folket så op til, og som alle undrede sig over. Sådan gør alle hyklere, som går smukt frem udadtil med prægtige, store, høje gerninger. De siger nok, at de ikke spørger efter ære og ros; men inde i hjertet er de fulde af ærgerrighed, de ville gerne, at al verden kendte deres hellighed, og de smiler så fint, når de hører tale om den.

Men Herren gør ikke denne skriftkloge nogen tjeneste ved at gøre ham til skamme på den måde. Han er en uvenlig, ubarmhjertig mand, denne Kristus; han siger folk sandheden og fortjener vel, at man bliver vred på ham. Den fromme, hellige mand står endnu på hovedet og ved ikke andet, end at han vil indlægge sig stor ære og jage en prægtig ros ind for sit kostelige liv; han mener, at han har opfyldt dette bud helt, og håber på et godt svar, at Herren skulle sige: «Kære mester, I har gjort det hele.» Så farer Kristus frem og siger til ham: «Gør dette!» Det er på godt dansk sagt: Du er en slyngel i hele din hud, du har aldrig i dit liv gjort det, ja, du har ikke holdt et eneste bogstav af det. Således viser han ham hans ondskab. Den stakkels tosse mente, at han skulle sidde øverst; for han var så fin, ren og pæn og burde snarere sidde blandt englene end her blandt folket.

Hvor er det dog en underlig Kristus for mig! Folket holder denne skriftkloge for from og hellig; men Kristus siger, at han skal gå hen og først begynde at opfylde loven. Få det til at rime, hvem der kan!

Ja, det er netop de karle, som synder allermest mod det første bud, og som ikke tænker videre end til, hvad ordene lyder: «Jeg skal elske Gud»; og de mener, at så er sagen klaret. Således bliver det hængende i munden og svæver oven på hjertet; det kommer ikke ind. Men det er ikke nok, det må komme meget længere, nemlig at jeg elsker Gud så højt, at jeg for hans skyld kan forlade alle skabninger og, når han vil have det, også liv og lemmer, ja, at jeg elsker ham alene over alt. For Gud er en nidkær Gud, han kan ikke tåle, at man elsker noget over ham; men at man elsker noget under ham, tillader han gerne. Ligesom en mand godt kan tåle, at hans hustru holder af tjenestepigerne, huset og husgerådet, kvæget og andet; men den kærlighed, hvormed hun skal elske ham, under han ikke nogen anden end sig selv alene, ja, han vil, at hun skal forlade alt for hans skyld; og omvendt vil hustruen også have det sådan af manden.

Således kan Gud også tåle, at vi elsker hans skabninger; ja, de er netop skabt til det og er gode. Solen er en fin skabning; guld og sølv og alt, hvad der er pænt og smukt, bærer af naturen en kærlighed med sig. Det under Gud os gerne; men at jeg skulle hænge ved skabningerne og stille dem lige med ham i hans kærlighed, det vil han ikke og kan han ikke tåle. Ja, han vil, at jeg skal fornægte og forlade alt sådant, når han kræver og vil have det af mig, og at jeg skal være tilfreds, om jeg så aldrig mere skulle se solen, penge og gods. Kærligheden til skabningerne skal stå langt, langt under kærligheden til ham; og ligesom han er det højeste gode, således vil han også elskes højest frem for alt andet gode. Vil han nu ikke, at jeg skal elske noget ved siden af ham, så vil han langt mindre have noget elsket over sig – skønt det er én og samme ting.

Nu ser du vel, mener jeg, hvad det er at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sit sind. At elske Gud af hele sit hjerte er at elske Gud over alle skabninger; det vil sige: skønt mange skabninger er meget elskelige, behager mig, og jeg elsker dem, så skal jeg dog foragte dem alle og lade dem fare for Guds skyld, når Gud, min Herre, vil have det.

At elske Gud af hele sin sjæl er, at hele dit legemlige liv går ud på det, og at du tør sige, når kærligheden til skabningerne eller en eller anden forfølgelse vil overvælde dig: «Alt det giver jeg hen, før jeg ville forlade min Gud; lad dem kaste mig ud, lad dem slå mig ihjel eller drukne mig, lad det gå mig, som Gud vil, så vil jeg gerne lade det hele fare, før jeg vil forlade dig. Herre, ved dig vil jeg hænge mere end ved alle skabninger, ja, også mere end ved alt det, som ikke er dig; alt sammen vil jeg sætte ind, hvad jeg har og er; dig vil jeg ikke forlade.» Sjæl betyder i Skriften det legemlige liv, det, som går for sig i de fem sanser: at spise, drikke, sove, våge, se, høre, lugte, smage og alt, hvad sjælen virker gennem legemet.

At elske Gud af alle sine kræfter er at sætte alle sine lemmer ind på det, sådan at man tør vove alt, hvad man formår med sit ydre legeme, før man ville gøre noget, der var imod Gud. At elske Gud af hele sit sind er, at jeg ikke tager imod noget andet end det, som behager Gud; dermed mener han den tanke og mening, som mennesket har: at også den skal være rettet mod Gud og mod alt det, som behager Gud.

Således ser I, hvad buddet formår: «Du skal elske Gud.» Du, du helt og holdent, ikke hænderne, ikke munden, ikke knæene. De, som gør det således, som sagt er, de opfylder det rigtigt. Men der er ikke et menneske på jorden, som gør det sådan; ja, vi gør alle det modsatte. Derfor gør denne lov os her alle til syndere, så at ikke det mindste bogstav i dette bud bliver opfyldt, heller ikke af de allerhelligste i verden. For ingen hænger så fast ved Gud af hele sit hjerte, at han kunne forlade alt for Guds skyld. Vi er, Gud være lovet, endnu nået så vidt, at vi knap kan tåle et ringe ord; ja, vi vil ikke slå en skilling af for Guds skyld.

Hvordan er det muligt, at vi elsker Gud, når hans vilje ikke behager os? For når jeg elsker Gud, så elsker jeg også hans vilje. Nu, når Gud sender os sygdom, fattigdom, skam og vanære, så er det hans vilje. Men hvad gør vi så? Vi brummer, knurrer og surmuler og tager imod det med stor utålmodighed; og det er endda det mindste: Hvordan ville vi bære os ad, hvis vi skulle give liv og lemmer for Guds og Kristi skyld? Så ville vi nok vise os anderledes. Alligevel gør jeg imens som denne farisæer og skriftkloge her: Jeg fører et fint, anseeligt liv, ærer og tjener Gud, faster, beder og giver mig ud for at være meget from og hellig; men det vil Gud ikke, han vil have sin vilje modtaget med lyst og kærlighed. Det gør vi endnu langtfra.

Derfor, hvad Herren her siger til denne skriftkloge, det siger han til os alle, nemlig at vi endnu ikke har gjort det, men endnu skal gøre det. Derfor er alle mennesker skyldige til døden og Djævelens ejendom. «Alle mennesker er løgnere», tomme og stinkende; hvad de bringer frem, duer ikke for Gud. I vores egne sager er vi kloge: hvordan vi skraber penge og gods sammen, og hvordan vi kan tale smukt om Gud for folk og mesterligt gøre os gældende. Men hvad spørger Gud efter det? Han vil, at vi skal elske ham af hele vores hjerte. Det formår intet menneske; derfor følger det, at vi alle er syndere, og allermest de, som går frem i et smukt skin. Derfor er det langt sikrere, at man går sin vej og holder fast ved, at vi alle er syndere, end at man ser på gerningerne og hænger ved et smukt, glimrende liv.

Det er den første del af dette evangelium, og den er en prædiken om loven. Nu følger den anden del, det er at prædike evangeliet: hvordan vi opfylder loven, og hvorfra vi skal tage det; det vil samaritanen lære os.

Hvad gør nu denne skriftkloge til det, da Herren har fejet ham så grundigt af? Han farer frem, siger evangelisten, og vil retfærdiggøre sig selv og siger til Herren:

«Hvem er da min næste?»

Han spørger ikke: «Hvem er min Gud?» Som om han ville sige: Jeg skylder ikke Gud noget, med Gud er der ingen mangel; og jeg bilder mig også ind, at jeg ikke skylder noget menneske noget; alligevel ville jeg gerne vide, hvem min næste er. Herren svarer ham og fortæller ham en meget smuk lignelse, hvormed han viser, at vi alle er hinandens næste, både den, som gør den anden vel, og den, som trænger til velgerningen; skønt teksten lyder, som om Kristus siger, at den er næsten, som gør den anden vel. Men Skriften gør ingen forskel her; snart kalder den ham næsten, som gør velgerningen, og snart ham, som modtager velgerningen.

Ud fra denne lignelse slutter Herren nu med disse ord: «Gå hen og gør ligeså!», at denne skriftkloge ikke alene har syndet mod Gud, men også mod næsten; at han ikke alene ikke har elsket Gud, men heller ikke næsten, og aldrig har vist ham noget godt. Her kommer det stakkels menneske i en sådan sved, at han er lutter ondt fra isse til fod. Hvordan har han dog forset sig så, den højlærde, fromme mand? Sådan har han forset sig: Han har ført et farisæisk, hyklerisk, skinhelligt liv, som ikke ser ned til næsten, så han med sit liv kunne komme andre til hjælp; han har kun søgt lutter ros og ære for folk og har gloet op mod himlen.

Nu har I ofte hørt, at et kristent liv består i, at jeg skal handle over for Gud med troen og med hjertet, men over for min næste med livet og med gerningerne; og at jeg ikke skal vente så længe, til min næste søger velgerningen og kræver noget af mig, men løbe ham i møde med velgerningen og frivilligt tilbyde ham den. Nu vil vi se, hvad denne lignelse indeholder.

Denne samaritaner her er sandelig vor Herre Jesus Kristus selv. Han har vist sin kærlighed mod Gud og mod næsten: mod Gud ved at være sin Fader lydig, stige ned fra himlen og blive menneske og således opfylde sin Faders vilje; mod næsten ved straks efter dåben at begynde at prædike, gøre undergerninger og gøre de syge raske. Og kort og godt: han har ikke gjort en eneste gerning, som alene gik ud på ham selv, men alt gik ud på næsten; og det har han gjort med alle sine kræfter og er således blevet vor tjener, han, som dog godt kunne være blevet i himlen og være Gud lig (Fil 2,6). Men alt dette gjorde han, fordi han vidste, at det behagede Gud sådan, og at det var Faderens vilje.

Da han nu nåede så højt, at han elskede Gud af hele sit hjerte, gav han også sit legemlige liv hen med alt, hvad han havde, og sagde: «Fader, her har du det hele, mit legemlige liv, min ros og ære, som jeg har haft blandt folk; det giver jeg hen, så godt som det er, for din skyld, for at verden kan forstå, hvor højt jeg elsker dig. Min Fader, lad min visdom gå til grunde, så verden holder mig for den allerstørste nar. Lad mig nu være den mest foragtede, jeg, som før blev rost af hele verden. Nu er jeg den allerværste morder, jeg, som før var venlig, nyttig og tjenstvillig mod hele verden. Kære Fader, alt dette agter jeg for intet, blot jeg ikke bliver ulydig mod dig.»

Det er samaritaneren, som kom ubedt og opfyldte loven af hele sit hjerte; for han alene har opfyldt den. Den ros kan ingen tage fra ham; han har den alene og beholder den også nok alene. Det var nu ikke nogen særlig trøst for os; men at han tager sig af det stakkels sårede menneske, forbarmer sig over ham, forbinder hans sår, fører ham til herberget og plejer ham – det gælder os.

Mennesket, som her ligger halvdødt, såret, slået og plyndret for klæderne, det er Adam og alle vi mennesker. Røverne er djævlene; de har plyndret og såret os og ladet os ligge halvdøde. Vi spræller endnu en lille smule, men der ligger både hest og rytter; vi kan ikke selv hjælpe os op, og hvis vi blev ladt ligge sådan, måtte vi dø af stor angst og vansmægte; der ville vokse maddiker i vore sår, og det ville blive jammer og nød. Lignelsen er stærk og tegner et fint billede af, hvad vi er og formår med vor høje fornuft og fri vilje. Hvis det stakkels sårede menneske selv havde villet hjælpe sig, var det kun blevet værre med ham; han havde skadet sig selv, havde kradset sårene op og bare voldt jammer og nød; var han så blevet liggende, så var det lige meget. Sådan går det, når vi er overladt til os selv. Det er jo fortabt med os, hvor vi end tager fat. Hidtil har man båret sig sådan ad: Man har udtænkt mange slags veje og måder, hvorpå vi skulle komme i himlen og forbedre vort liv; den ene har fundet på dette, den anden på hint; derfor er også så mange slags ordener vokset op, ligeledes afladsbrevene og pilgrimsrejserne; men de har kun gjort ondt værre. Sådan er verden, og således er den malet fint af for os i dette sårede menneske: den ligger i synd til op over ørerne og kan ikke hjælpe sig selv.

Men samaritaneren, som har opfyldt loven og er helt sund, han kommer og gør mere end både præsten og levitten: Han forbinder den såredes sår, hælder olie og vin i dem, løfter ham op på sit dyr, fører ham med sig til herberget og plejer ham godt, og da han rejser videre, anbefaler han ham omhyggeligt til værten og efterlader endda penge nok til hans ophold; intet af dette gjorde hverken præsten eller levitten. Præsten betyder de hellige, kære fædre, som levede før Moses; levitten betyder præstedømmet i Det Gamle Testamente. Men alle disse har intet udrettet med deres gerninger; de er gået forbi, ligesom denne præst og levit gør.

Derfor: Selv om jeg havde alle gode gerninger, Noas, Abrahams og alle de kære fædres, så ville de dog intet hjælpe mig. De har godt nok set det sårede menneske ligge der såret, men de kunne ikke hjælpe ham; han, der lå halvdød, så det også, men hvad hjælper det? Han kunne ikke gøre det bedre. De hellige, kære fædre har godt nok set, at folk lå i synd til op over ørerne, og har også følt syndens angst; men hvad kunne de gøre ved det? Værre kunne de nok gøre det, bedre ikke. Det har nu været lovens prædikanter; de viser, hvad verden er, nemlig fuld, fuld af dødssynder, og at den ligger der halvdød og ikke kan hjælpe sig selv med alle sine kræfter, fornuft og fri vilje. Gå nu hen, du fine dukke, og ros dig af din fri vilje, din fortjeneste og hellighed!

Men Kristus, den sande samaritaner, tager sig af det stakkels menneske som af sit eget, går selv hen og kalder ham ikke til sig; for her er ingen fortjeneste, men lutter nåde og barmhjertighed. Og han forbinder hans sår, plejer ham godt og hælder olie og vin i dem, det vil sige: hele evangeliet tværs igennem. Olie hælder han i, når nåden prædikes; som når man siger: «Se her, du stakkels menneske, der er din vantro, der er din fordømmelse, der er du såret og syg; hold! Alt det vil jeg læge for dig med evangeliet. Se, hold dig her til denne samaritaner, til Kristus, Frelseren; han vil hjælpe dig, og intet andet, hverken i himlen eller på jorden.» Olie, ved I nok, gør blødt; sådan gør også evangeliets søde, milde prædiken, at jeg får et fint, sagtmodigt og blødt hjerte mod Gud og næsten, så jeg tør sætte mit legemlige liv ind for Herren Kristi og evangeliets skyld, når Gud og nøden kræver det.

Men vin er skarp og betyder det hellige kors, som snart følger efter. En kristen behøver ikke se sig om efter korset; det sidder ham på halsen, før han ved af det, som Sankt Paulus siger (2 Tim 3,12): «Alle, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, vil blive forfulgt.» Det er hoffarven i dette rige; den, som vil skamme sig over den farve, hører ikke til denne konge.

Derefter lægger samaritaneren den sårede op på sit dyr; det er nu ham selv, Herren Kristus, som bærer os; vi ligger ham på skuldre, hals og krop. Der er næppe et yndigere eksempel i hele evangeliet end der, hvor Herren Kristus (Luk 15) sammenligner sig med en hyrde, der bærer det fortabte får på sine skuldre tilbage til hjorden. Han bærer endnu den dag i dag, hele tiden. Stalden eller herberget er kristenheden her i denne verden; der må vi blive en lille tid. Værten er prædikanterne af Guds ord og evangeliet; de skal pleje og passe os.

Så er dette nu summen af evangeliet: Kristi rige er et rige af barmhjertighed og nåde, hvor der ikke er andet end at bære og atter bære. Kristus bærer vore skrøbeligheder og sygdomme, vore synder tager han på sig, og han har tålmodighed, når vi fejler; vi ligger ham stadig på halsen, og alligevel bliver han ikke træt af at bære, og det skal være vor største trøst, når vi står midt i syndens anfægtelse. Prædikanterne i dette rige skal trøste samvittighederne, omgås dem venligt og bespise dem med evangeliet, bære de svage, helbrede de syge og skal forstå at skære Ordet rigtigt til og forelægge enhver det, han har brug for.

Det er en sand biskops og prædikants embede – ikke at fare frem med magt, som vore biskopper nu gør, der sætter folk i stok og blok og råber: «Hej, frem, frem! Den, der ikke vil, skal!» Ikke sådan; men en biskop eller prædikant skal bære sig ad som en, der passer de syge; han omgås dem meget varsomt, giver gode ord, taler fint og venligt med de syge og gør sig al flid med dem. Sådan skal en biskop og præst også gøre og ikke tænke andet, end at hans bispedømme og sogn er et hospital og sygehus, hvor han har rigtig mange og mangeartede syge.

Når man prædiker sådan om Kristus, så kommer tro og liv sammen, og de opfylder da kærlighedens bud.

Men da dette evangelium fører det med sig, at der må tales om loven og evangeliet, vil vi her sætte lidt mere til, som doktor Martin Luther ved en anden lejlighed har prædiket om denne sag, også over dette evangelium.

Om loven og evangeliet

Jeg har ofte sagt til jer, kære venner, at hele Skriften deler sig i to dele: i loven og i evangeliet. Loven er det, som foreholder, hvad man skal gøre; evangeliet det, som siger, hvor man skal få det fra. For det er to vidt forskellige ting at vide, hvad man skal have, og at vide, hvor man skal få det fra. Ligesom når jeg kommer blandt lægerne: Det er én kunst at sige, hvad sygdommen er, og en anden kunst at sige, hvad man skal tage for den for at blive sygdommen kvit. Sådan er det også her. Loven afslører sygdommen; evangeliet giver lægemidlet. Det ser I fint i dette evangelium. Den skriftkloge kommer og er begærlig efter det evige liv og spørger, hvad han skal gøre. Loven siger ham det og siger: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af alle dine kræfter og af hele dit sind, og din næste som dig selv.»

Den, der bare læser det overfladisk, forstår det ikke, sådan som den skriftkloge her; man må gå ind i det og spejle sig i det og se nøje på det. For når jeg skal elske Gud af hele mit hjerte, så vil jeg snart se, hvor meget der mangler hos mig. Ligeledes af hele sjælen, det vil sige af den inderste sjæl, så jeg i kødet mærker, at jeg elsker, og fornemmer kærligheden i alle mine sanser; for at elske af sjælen betyder i Skriften en sådan kærlighed, som en ung knøs føler for en pige. Ligeledes af alle kræfter, det vil sige med alle lemmer. Ligeledes af hele sindet, det vil sige: Alle sanser, tanker og meninger skal være rettet mod Gud. Men intet af dette finder jeg i mig. For skal jeg elske Gud af hele hjertet, sjælen, kræfterne og sindet, så må mit øje ikke kaste et vredt blik, min tunge ikke tale et vredt ord, mine fødder, hænder og ører må alle være ét og ikke give noget vredt tegn fra sig – det breder sig ud i lemmerne. Det vil nu sige: Du skal elske Gud af hele dit hjerte, sådan at hele dit legeme, fra issen til fodsålerne, indvendig og udvendig går i kærlighed og har lyst til Gud og ærer ham.

Giv mig nu et menneske, som af lyst og kærlighed er kysk eller ellers retskaffen; der findes ikke ét på jorden. Vi finder os langt mere tilbøjelige til vrede, had, misundelse og verdslig vellyst end til sagtmodighed og andre dyder. Og finder jeg nu blot en lille gnist af den tilbøjelighed i mig, så er det hele straks falsk, så er loven ikke sket fyldest. Nu finder jeg ikke blot en lille gnist i mig, men en hel bageovn fuld af ild af onde tilbøjeligheder; for der er ingen kærlighed i hjertet, ja heller ikke i noget lem. Derfor ser jeg her i loven ligesom i et spejl, at alt, hvad der er i mig, er fordømt og forbandet; for ikke den mindste spids af loven må forgå, men alt må opfyldes, som Kristus siger hos Matthæus (Matt 5,18): «Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller én tøddel forgå af loven, før alt er sket.» Nu finder du ikke i dig, at du gør sådan med hele sjælen og hele hjertet, med glæde og lyst, hvad loven kræver og vil have af dig; derfor er du fordømt og Djævelens, det må du rette dig nøje efter. Se, til en sådan erkendelse må du først komme, at du bekender, at du er Djævelens ejendom. Men vidste du ikke mere om, hvad du skulle gøre for at blive fordømmelsen kvit, så måtte du gå til grunde. Derfor tjener loven dig til, at du lærer, at vi er fordømt; for denne onde lyst finder vi alle hos os, og vi skulle dog ikke have en eneste gnist af den i os.

Det har vore sofister nu ikke set på, men har lært, at når man gør, hvad man formår, så giver Gud nåden. Det er blinde vejledere; og de indrømmer dog selv, at mennesket er meget ulystent til det gode; men alligevel: når han går hen og gør det, om end med besvær, ulyst og træghed, så skal han dog stå sig godt med Gud. Derfor var de alene for denne synds skyld Djævelen, døden og helvede værd. Men Kristus lærer her det modsatte og vil, at vi skal gå til det med lyst og kærlighed og gøre loven med et glad og let sind. Hvem vil I nu med større ret tro, Kristus eller sofisterne? Det overlader jeg til jer. Af en sådan vildfarende opfattelse er siden klostrene kommet; dér er man gået ind og har ment, at når man bare var derinde, hvor ulystent det end skete, så blev man frelst. Sådan har de lært. Men nu vil Kristus, at man skal gøre gerninger med lyst; derfor: Når det sker med en besværet samvittighed og et ulystent hjerte, så er det synd. Træd derfor bare tilbage fra enhver gerning, som ikke sker med lyst og kærlighed; den hjælper dig dog intet for Gud.

Derfor skulle de have sagt sådan: «Ser du det, menneske, du stakkels fordømte skabning? Du skal have lyst til Guds lov, og du er ulysten; kom derfor med lyst og kærlighed, ellers er du Guds fjende og Djævelens ven.» Så var folk fint faldet fra deres egen formastelse og kommet til at kende sig selv og havde sagt: «Å Gud, så er jeg fordømt.» Ja, det havde været rigtigt. Så kunne enhver snart have erkendt og sluttet, at vi alle sammen er Djævelens, så længe vi finder ulysten til loven i os. Kast derfor frimodigt alle gerninger fra jer, medmindre I finder lyst og kærlighed til dem i hjertet. Det mærker jeg nok, at Guds lov er hellig, ret og god, men den er min død; og hvis det kunne være, ville jeg ønske, at den ikke var til. Og sådan er alle mennesker stillet i hjertet, som Sankt Paulus skriver meget smukt i det syvende kapitel i Romerbrevet.

Sådan ville vi gøre det. Det har sofisterne også frit ophævet og sagt, at man skal gøre det, hvor lystent det end sker, så er det nok. [Sådan i kilden; meningen må være «ulystent».] Se, dér er Guds bud helt ophævet. Nu, sensus betyder sindet og en god mening. For selv om jeg elsker af hele mit hjerte, så har jeg dog nok at gøre med, at det sker af en god mening og et godt sind. For sindet og den gode mening forrykker Djævelen os alt for gerne. Således er korsets ophøjelse [festen for korsets ophøjelse, 14. september.] sket i god mening, og alligevel er den endt i lutter misbrug.

Hvis vi nu blev stikkende i en sådan fordømmelse, måtte vi gå evigt fortabt. Derfor kommer nu det andet stykke, det er evangeliet; det forkynder trøsten og lærer desuden frelsen: hvor vi skal få den fra, så loven bliver opfyldt. Når jeg nu således ser, at jeg ved loven er et fordømt menneske, at jeg nu ligger der halvdød blandt røverne, at Djævelen har plyndret sjælen og i Adam og Eva taget al tro og al retfærdighed bort og intet har ladet tilbage uden alene det legemlige liv, og det slukkes også snart – så kommer levitterne og præsterne, det er de menneskelige fyldestgørere; de lærer dit og dat, men det hjælper intet; de går forbi.

Men når samaritaneren kommer, så hjælper han; det vil sige, når Kristus kommer og tilbyder os sin barmhjertighed og siger: «Se, dette er du skyldig: Du skulle elske Gud af hele dit hjerte, og det gør du ikke; tro nu på mig, så vil jeg skænke dig alt, hvad jeg har, og give dig min Ånd, så du opfylder loven og har lyst og kærlighed til Guds bud; og mangler der dig endnu noget deri, så skal det ikke skade dig, for hvad du ikke gør, det har jeg gjort» – det hjælper mig så. Så lægger han mig op på sit dyr, det vil sige på sig selv, og bringer mig til herberget, det vil sige til den kristne kirke. Derefter kommer han og hælder straks sin nåde i mig; det er olien, så jeg mærker, at jeg ligger ham på ryggen, og det gør mig fint lysten og skikket i samvittigheden; oven i det hælder han vin i mig, som dog gennembider den gamle Adam og dæmper ham. Men dermed er jeg endnu ikke helt sund; sundheden er nok indgydt og begyndt, men er endnu ikke ganske fuldkommen. Imens plejer Kristus mig og renser mig ved den indgydte nåde, så jeg dag for dag bliver renere, kyskere, mildere, sagtmodigere og mere troende, indtil jeg helt dør; så bliver jeg ganske fuldkommen.

Når vi så kommer frem for Gud Fader og bliver spurgt, om vi også har troet på Gud og elsket ham og opfyldt loven helt, så træder samaritaneren frem, Herren Kristus, som har os liggende på sit dyr, og siger: «Ak Fader, selv om de ikke har opfyldt den helt, så har jeg dog gjort det; lad det komme dem til gode, fordi de tror på mig.» Således må alle de hellige, hvor hellige og fromme de end er, ligge Kristus på ryggen. Har nu de allerhelligste folk, som præster og levitter, ikke kunnet gøre loven fyldest, hvordan vil vi da understå os i her at opfylde den med vore opdigtede gerninger, som med tonsurer og kutter? Å, hvilket elendigt og fordærvet væsen! Det være nok sagt for denne gang; lad os påkalde Gud om nåde. Amen.