13. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Luk 10,23–37)

En anden prædiken over evangeliet på 13. søndag efter trinitatis, Luk 10,23–37

Dette evangelium har især tre stykker: For det første priser Herren den tid, da evangeliet er åbenbaret og forkyndt, og som man med rette kalder nådens tid. For det andet lærer det, hvad rette gode gerninger efter Guds bud er, og viser det ved et smukt eksempel eller en smuk historie om samaritanen og den sårede mand. Deri stiller han også det tredje stykke frem som i et yndigt maleri: et billede af Kristi rige, det vil sige af den nåde, som evangeliets prædiken forkynder. Det første er, når han siger:

«Salige er de øjne, som ser det, I ser, og de ører, som hører det, I hører. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og har ikke set det, og at høre det, I hører, og har ikke hørt det.»

Dette siger han (siger evangelisten) særskilt til sine disciple, og netop på den tid, da han var særlig bevæget af glæde i ånden eller af åndelig glæde og derfor af hjertet takker og priser sin himmelske Fader for evangeliets åbenbaring. Deraf ser man, at det lå ham særligt på sinde at tale om dette med disciplene, eftersom også deres frelse hang på det. Og denne tale er ikke andet end en lovprisning af evangeliet: at de har oplevet (og nu hører og ser) den tid, da det åbenbares, det, som bringer verden forløsning og frelse fra synder og al jammer. Om den tid eller åbenbaring har de kære profeter forud profeteret herligt, og de har uden mål og af hjertet længtes og råbt efter den (som man især ser i Salmernes Bog og hos profeten Esajas). Derfor er I (siger han) salige og mere end salige; for nu har I det rette gyldne år og lutter nådefuld og salig tid; se derfor blot til, at I holder fast ved den og bruger den vel.

For denne lovprisning er en trofast formaning, ja også en alvorlig klagetale: han formaner til taknemmelighed for denne nåde, og omvendt klager han over verdens store utaknemmelighed, over, at så få mennesker erkender det og tager imod det, og så mange foragter det. Derfor, siger han, har Kristus vendt sig særskilt til disciplene og prist dem salige; som ville han sige: «Ja, I er sandelig salige øjne og ører, I, som ser og hører det; for desværre er der til gengæld så mange øjne og ører, som ikke vil se eller høre det, skønt de har det lige for øjne og ører.» Dermed viser han, at hvor stor og overvældende skatten end er, og hvor trøsterigt den end prædikes, så må den dog hos den store hob ikke få andet end foragt og forfølgelse.

Og nu er tiden vendt om. Før ville de kære fædre og profeter gerne have givet liv og lemmer for at få lov at opleve dette, og var det blevet dem til del, ville deres hjerte have grønnet i brystet af glæde, og de ville have syntes, at de gik på lutter roser. Sådan var det med den fromme gamle Simeon: da han havde Frelseren på sine arme, mens han som et lille barn endnu hverken kunne tale eller gøre noget, gav han med al glæde sit liv hen og begærede det ikke længere, ej heller noget af det, der er i det. Den kære moder Eva bad og råbte vel også efter det og blev glad, da Gud gav hende hendes første søn, for hun mente, at han skulle være den; men endnu meget mere angstfuldt længtes hun efter det, da hendes håb om ham var slået fejl. Og siden har alle fædres hjerter lige så vel hængt ved det og sukket efter det, lige til han kom og lod sig se og høre. Da skulle først hele verden have taget imod ham med stor glæde og prist sig salig; ligesom han da selv derfor priser denne nåde.

Hvor glad og af hvor brændende et hjerte takker ikke den fromme David Gud, da han første gang hører Guds løfte af profeten Natan, 2 Sam 7,12ff, at han ikke alene ville bygge ham et hus og et bestandigt kongerige for hans arvinger, men også ville lade Kristus blive født af hans legeme og stifte et evigt rige af sin nåde og barmhjertighed! Af lutter glæde ved han ikke, hvad han skal sige for Gud, og hvordan han skal takke ham, og han har digtet så mange skønne salmer om det (især Sl 89), og desuden priser han i sine sidste ord og sit testamente denne velgerning på det herligste og siger: «Det er al min frelse og al min lyst» osv., 2 Sam 23.

Men nu, da den kære, salige tid er kommet, vender det sig (siger jeg) sådan, at den oplever og finder sådanne folk, som hverken vil se eller høre, vide af eller tåle denne rige nåde, som er skænket for intet, og Guds højeste velgerning. Som man nu også ser og kan tage og føle på, at de, som vil være kirken og kaldes kristne, paven og biskopperne med deres hob, de, som skulle løfte hænderne mod himlen og takke Gud for, at de, forløst af deres mørke og blindhed, kunne få evangeliets klare lys, de bærer ild og vand til og hvæsser sværd og våben for at jage dem, som lærer og bekender det, ud af verden.

Ligeså er der blandt os så mange utaknemmelige, falske kristne, som også foragter det i al tryghed. Før, da vi sad i pavens fangenskab, tynget af løgneprædikenerne om aflad, skærsild og alle munkenes drømme, hvor var der da et sukken og en længsel i hele verden efter en ret prædiken! Hvor gerne ville man da have givet, gjort og lidt alt, hvad der var muligt, for at man kunne få en ret undervisning og trøst at høre og med god samvittighed blive fri for skriftemålets angstfulde pine og pavens øvrige tyranni! Og hvor glade blev ikke mange fromme mennesker i begyndelsen – de, som erkendte det og takkede Gud for det! Men nu, hvor mange er der, som af hjertet glæder sig over det og erkender, hvor salige de er, at de må høre og se dette? Hvor hurtigt bliver de ikke kede af den salige skat og søger siden noget andet, så de glemmer alt, hvad de har modtaget, og verden igen fyldes med sekteri og falsk lære!

Nuvel, det kommer helt an på at se og høre. Det er rigeligt åbenbaret og står klart i lyset for øjne og ører; men verdens store hob kan ikke se eller erkende det, skønt det støder dem lige i øjnene og uophørligt klinger og klapper dem i ørerne. For kunne de høre og se noget af det, så ville det jo også udrette og forbedre noget hos dem, så de blev mere forstandige og ikke stillede sig sådan imod sandheden.

Hvad har det hjulpet alle farisæerne, at Kristus selv har prædiket evangeliet for dem? Og hvad hjælper det endnu alle vore sekter og kloge hoveder, om det så blev prædiket nok så klart, hvordan man får syndernes forladelse og ret trøst for samvittigheden? Og ligeså, hvordan en kristen skal leve i hver stand og vide, at han behager Gud? Det har de før aldeles intet vidst eller hørt om, så de selv indrømmer, at det jo er en fin lære; men alligevel bliver de stærblinde og stokblinde ved det, og det går ikke ind i deres hjerte, så de kunne rette sig efter det eller leve efter det; alt, hvad de hører, læser eller selv siger om det, er dem fremmed.

For de er alt for stivnede og forstokkede i andre tanker, i deres egen indbildskhed og i deres behag i de ting, som de holder meget af, så de ikke kan se eller høre noget for dem. Således opfyldes på dem det, som før er sagt ved profeterne og Kristus til det jødiske folk og alle deres lige: at de skal se med seende øjne og intet se og høre med hørende ører og intet høre, for at de ikke skal bedre sig og blive frelst. Det er den højeste, grufuldeste og frygteligste straf, som de selv drager over sig og plages med: at de dagligt må se og høre Guds ord og gerning, som er givet alle mennesker til frelse og salighed, og dog ikke har den nåde, at de kunne tage imod det, men kun hører og ser det til deres ærgrelse og derved bliver så forbitrede imod det, at de hellere ville høre og se Djævelen fra helvede.

Omvendt er det også en overmåde stor nåde og skat, når nogen får denne lære, så han ser og hører den ret; dem kan man nok prise salige. For når dette syn og denne hørelse kommer ind i et hjerte, bringer og giver det så fulde og rige goder af forstand, oplysning, trøst, styrke og vækst i ånden, glæde og liv, at man aldrig kan høre og se nok af det og heller ikke begærer at se, lære eller vide noget andet frem for det, hvad man end kan prædike, lære, synge eller sige, som skulle hjælpe til frelse. Ja, det lader alle andre ting gå forbi, som hørte og så det dem ikke; og skønt det i det ydre regimente og liv må se og høre meget, hænger det dog alene ved dette lys og denne erkendelse, som er så stor, at den fylder hjertet og øjnene helt og formørker og blænder alle andre ting.

Ligesom solen, når den står op, fylder verden så helt med sit lys, at man hverken ser eller agter månen og stjernerne, som dog også giver deres lys om natten, sådan lad også her skinne, hvad der kan skinne, hvad enten de hedder lærde, vise, hellige folk, ja Moses, profeterne, fædrene og Sankt Johannes Døberen selv: de skal dog alle vige for Kristus, ja vidne om, at han alene er det lys, som alle mennesker oplyses af, og at de selv også må få del i det, og at alt lys, al visdom og al lære i kristenheden uden for Kristus hører op eller alene lader sig finde i ham.

Ligeså skal også evangeliets skønne klang og yndige musik om Kristus indtage og fylde ørerne sådan, at man ikke hører noget andet for den; ligesom en stor klokke eller kedeltrommer og basuner fylder luften så med klang og drøn, at man ikke kan høre for dem, hvad man ellers taler, synger og råber. Sådan skal dette Ord i hele vort liv og al vor gøren altid have overhånd i hjertet ved troen, så hjertet ikke ved af nogen anden trøst, retfærdighed og frelse. Det ville være salige øjne og ører, som kunne bruge evangeliets salige tid sådan og erkende, hvad Gud har givet dem deri; for et sådant øje og øre holder Gud selv for en overmåde dyrebar skat og helligdom, som hele verden ikke kan betale, selv om den havde langt mere og klarere lys og flere sole.

Det er Kristi formaning til sine kære disciple og kristne, ja også en trøst og tilskyndelse til gerne at blive ved evangeliet, fordi han agter og priser det så højt og dyrt. Men hvordan det agtes hos de andre, som ikke er Kristi rette elever, men i egne øjne er langt klogere og helligere, end at de skulle behøve hans lære, det viser den skriftlærde, som også står der (sådan som de i almindelighed også var omkring Kristus, hvor han kom hen, for at høre, hvad han lagde frem). Han har nok hørt, at han taler særskilt til sine disciple om, at de hører og ser, hvad der aldrig før er set eller hørt. Han kan ikke holde sin store kunst og visdom for sig selv; han må træde frem og også lade sig høre og forsøge, om han kunne gøre ham til skamme og tage æren, så det skulle hedde: «Der er ikke noget ved denne Kristus; denne her er en højlærd rabbi; han har givet ham et langt højere stykke at løse.» Han træder frem og forelægger ham sådan et spørgsmål:

«Mester! Hvad skal jeg gøre for at jeg kan arve evigt liv?»

At han ikke er et af de øjne og ører, som hører og ser, hvad Kristus er, det må han selv lægge for dagen med sine egne ord, sådan som alle hans lige må gøre, når de viser sig fra deres allerbedste side. For hermed bekender han, at han endnu ikke ved mere eller noget højere end den lære, som taler om vor gøren og vore gerninger. Om Guds nåde og Kristi embede og gerning ved han aldeles intet og har endnu aldrig forstået noget af det, skønt han har hørt Kristus tale om det. Alligevel lader han sig tykke, at han ved noget langt bedre, end Kristus kan lære ham; han ville gerne sige (som vore sekter og kloge hoveder): «Det, jeg hidtil har hørt af dig, er enfoldige ting; du må meget højere op. Kære, lær dog engang folk at gøre noget, som man kan blive frelst ved!»

Men Kristus lader også sådan en frister løbe an og giver ham et rigtigt greb, hvormed han mesterligt fanger ham i hans egne ord: han lader ham selv give besked og svare, eftersom han vil være så lærd og klog, og siger:

«Hvad er der skrevet i loven, hvad læser du?»

Som ville han sige: «Jeg hører nok, at du vil kunne noget langt højere end det, jeg ved at sige. Nuvel, så lad os selv høre det; jeg vil med ord være din elev og holde dig for en mester.» Men med svaret driver han ham ind i Skriften, når han siger: «Hvad læser du?» For han vil ikke have deres egen indbildskhed fremført og prædiket uden Skriften; og dermed vil han også vise ham (som han siden ved hans egen bekendelse får ud af ham ved spørgsmålet om, hvem hans næste er osv.), at han ikke forstår Skriften, heller ikke i det stykke, hvor den taler om vor gøren; derfor kan han så meget mindre forstå den anden, høje lære. Her må han nu og kan ikke svare andet end sådan, som Moses i 5 Mos 6,5 på det korteste sammenfatter summen af alle Guds bud, hvordan vi skal leve både over for Gud og mennesker osv.:

«Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.»

Det er rigtignok en høj lære og jo det største, man kan kræve af et menneske. Det bekender og stadfæster Kristus også selv, når han siger: «Du svarede rigtigt; gør dette» osv. Men det er dog stadig den almindelige lære, som efter ordlyden var alle jøder velkendt (selv om de ikke forstod den ret), og som Kristi disciple også godt havde hørt. Derfor burde denne kloge herre godt have forstået, at Kristus talte om en anden og højere sag, når han priser sine disciple særskilt salige, fordi de ser og hører, hvad de andre ikke har. Men alle sådanne hyklere og sekter må vise sig sådan, at de holder Kristus og hans evangelium for ingenting og lader sig tykke, at de ved alting meget bedre.

Om dette bud er der nu ofte talt, og der var endnu meget at sige; for det er jo den allerhøjeste visdom og kunst, som man aldrig bliver færdig med at lære, endsige at opfylde og leve ud, så at Guds Søn derfor også har måttet komme fra himlen, udgyde sit blod og give evangeliet, for at dette bud kunne blive gjort. Dog begynder det her kun en smule hos de kristne; men i det andet liv skal vi have det for øjne og hjerte i al evighed og leve i det. Kort sagt, det er alt for højt over alle menneskers forstand, hjerte og sanser, hvad disse ord betyder: at elske Gud af hele sit hjerte, af alle kræfter, af hele sin sjæl og sit sind. For ingen erfarer det jo, undtagen en smule de, som har evangeliet og har grebet Kristus ved troen og i nød, anfægtelser og påkaldelse modtager trøst og styrke fra ham og således får en smag af det; men de føler og klager dog selv, som alle de hellige og Sankt Paulus selv, at de endnu er langt derfra, og at deres kød og blod ikke føler andet end synd og død; hvilket visselig ikke ville ske, hvis dette bud blev levet ud sådan.

Derfor er det jo en skændig og ærgerlig ting med sådanne hovmodige, ugudelige ånder som denne skriftlærde, der går så trygt hen, at de hverken agter Guds høje, alvorlige bud eller vil høre eller vide af evangeliets lære. De lader sig tykke, at det er nok, når de har hørt ordene og kan sige dem: «Du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv»; de ser ikke, at Gud ikke vil have en sådan lære blot hørt og sagt, men gjort, og at man, hvor man ikke agter på det, lægger en langt højere og uudholdeligere fordømmelse på sig selv; som Kristus siger i Luk 12,47: «Den tjener, som kendte sin herres vilje og ikke gjorde den, skal have desto flere slag» osv. Derfor giver Kristus ham heller ikke andet svar på det end dette:

«Du svarede rigtigt; gør dette, så skal du leve.» Det er at prædike loven ret og give ham en god, stærk lektie for, ja fange ham i hans egne ord og gribe ham på det rette sted, hvor han kan vise ham, hvad han mangler. «Læren,» siger han, «er kostelig og rigtig; men kære, gør den også; den gerningsmand ville jeg gerne se. Vær du mester dér og lad din kunst blive set. For sagt og skrevet har I den, og I kender den alle sammen og behøver derfor ikke nogen anden; men det, du og de andre mangler, er, at I ikke også gør den; I mener, det er nok at sige og tænke ordene. Nej, af det skal ingen leve eller blive frelst. Den skal holdes og gøres, ellers bliver der heller ikke liv, men Guds vrede og den evige død bliver over jer.»

Det er dommen over sådanne kloge hoveder, som vil vide meget og lære enhver, hvordan man bliver frelst, men dog ikke kan andet end tale om vor gøren og vore gerninger og foragter evangeliets lære: Det, de fremfører, er ikke andet end lutter løs, tom og intetsigende snak, som der intet følger efter; som også Sankt Paulus siger om sådanne lov- og gerningslærere i Gal 6,13: «De, som lader sig omskære, overholder ikke engang selv loven.» Så kan man med rette sige til dem, som Kristus her siger til ham: «Kære mester! Gør selv, hvad du lærer og befaler andre folk»; og som også Sankt Paulus siger i Rom 2,19.21.23: «Du roser dig af at være en mester og lærer for de uforstandige osv.; nu underviser du andre og underviser ikke dig selv; du er stolt af loven og vanærer Gud ved overtrædelse af loven» osv.

Sådan ser man det på alle de pavelige sofister, sekter og alt, hvad der ikke hører til evangeliets rene lære: hvad de end fremfører om store, fortræffelige gerninger og smykker sig allerhøjest med, sådan som hidtil de helligste munke, så er det dog intet gjort, ja kun Guds lov overtrådt og handlet imod den. Det viser sig på sådanne folk, og Kristus viser det i den følgende lignelse: at ingen er mere ubarmhjertige, hadefulde og i alle ting uden kærlighed til næsten (endsige uden kærlighed til Gud) end sådanne hyklere. Ja, dette Kristi ord («Gør dette») er den evige lektie og prædiken, som prædikes og siges for alle mennesker (også de hellige), og som anklager dem, så de hverken kan eller må rose sig for Gud af deres gerninger, fortjeneste og hellighed, men (hvis de erkender det ret og skal stå for Gud) må fordømme sig selv med deres liv, så at ingen af de hellige her nogensinde har kunnet bestå på det, hverken i Det Gamle eller i Det Nye Testamente. De må alle spejle sig i dette ord: «Gør dette», som ikke betyder andet end: «Se, det har du endnu ikke gjort eller opfyldt.» Sådan Moses selv, der dog har den ros, at han har været tro i hele Guds hus, og som Gud kalder sin ven, som han selv taler med mund til mund og ansigt til ansigt; alligevel må han sige til Gud, 2 Mos 34,6–7: «Ak HERRE, Gud over alle ånder og alt kød! Du, som er barmhjertig, nådig og tålmodig og rig på godhed, tilgiver misgerning, overtrædelse og synd, og for dig er ingen uskyldig.» [i 2 Mos 34,6–7 er det HERREN selv, der udråber disse ord for Moses; tiltalen «Gud over alle ånder og alt kød» står i 4 Mos 16,22.] Dér kaster han både sin egen og alle menneskers hellighed bort og anklager dem for Gud.

Ligeså profeten Esajas, Es 6,5–6: da han står for Gud og ser hans herlighed, bekender han, at han er uren, og må trøstes af en engel med, at hans synd er taget fra ham osv. Og Jeremias, Jer 17,16–17, da han beder for Gud og roser sig (over for sine forfølgere): «HERRE, du ved, hvad jeg har prædiket; det er ret og behager dig.» Dér er han hellig og godt stillet; og dog vender han straks om og siger: «Vær ikke en rædsel for mig, du min tillid.» Ligeså Jer 10,24: «Tugt mig, HERRE, dog med måde (det vil sige i nåde) og ikke i din vrede, for at du ikke skal tilintetgøre mig.» Hvor er her den fromme og hellige mand, som Gud aldrig er vred på? Hvorfor frygter han så, at han vil gøre ham til intet?

Således bekender også Daniel, Dan 9,18, sin egen og hele folkets synd og siger: «Vi ligger for dig med vor bøn, ikke i tillid til vor retfærdighed, men til din store barmhjertighed.» Og David selv: han havde fået syndernes forladelse og vis trøst om, at han har en nådig Gud, og han roser sig ofte, især i Sl 119,97ff, af, at han har gjort, hvad der er ret og behager Gud osv., og Gud selv vidner om ham (1 Sam 13,14), at han har fundet en mand helt efter sit hjerte; og dog beder og synger han de angstfulde salmer: «Ak HERRE, straf mig ikke i din vrede, og tugt mig ikke i din harme» osv. (Sl 6,2). Ligeså: «HERRE, gå ikke i rette med din tjener, for ingen levende er retfærdig for dig» (Sl 143,2).

Ligeså åbner også Sankt Peter frimodigt munden, ApG 15,10, og siger om hele loven: «Hvorfor sætter I Gud på prøve ved at lægge et åg på disciplenes skuldre, som hverken vore fædre eller vi har kunnet bære?» osv. Det siger han om alle de hellige, fædrene, profeterne og apostlene, og på den måde ville han nok lukke dem alle ude af himlen (som det jo også måtte være sket for lovens og deres gerningers skyld, hvis de ikke var blevet under nådens himmel); som han også siger videre (ApG 15,11): «Vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu Kristi nåde på samme måde som de.» Og Sankt Paulus, ApG 13,38–39: «Ved ham forkyndes der jer tilgivelse for synder, og fra alt det, som I ikke kunne retfærdiggøres fra ved Moseloven, bliver enhver, som tror på ham, retfærdig.»

Når nu de hellige, som dog har nåden og Helligånden, må bekende sådan, hvad vil eller tør så de andre blinde, elendige ånder formaste sig til og lade sig tykke, at de har holdt Guds bud, når de selv gør sig en menneskelig tanke og drømmer, at de elsker Gud og næsten? De er dog så langt derfra, at de endnu ikke forstår eller ved, hvad Guds bud kræver, eller hvordan det skal gøres.

Det beviser de, når det kommer til stykket, og de ret skal lade kærligheden til Gud og næsten ses. For eksempel når de for Guds skyld skal lide noget, skade eller vanære, enten fra mennesker, eller når Gud selv rører ved dem med sit ris: dér ser man, at deres opdigtede tanker er lutter ingenting, ja at de gør det stik modsatte: de vredes på Gud, knurrer, bander og spotter, som om han gjorde dem uret osv.

Ligeså også over for næsten: hvor de ikke kan få noget ud af en anden eller få gavn og ære af det, men skal tjene og hjælpe de fattige for intet (som denne samaritaner den sårede), eller endda må vente skade og utak for det, dér findes ikke alene ikke en gnist af kærlighed, men så snart de søger hævn, giver folk helt og holdent til Djævelen og mener oven i købet, at de gør ret i det og ikke er skyldige at elske sådanne.

Af den slags er også denne blinde hykler; han tænker og spørger slet ikke efter, hvad han er Gud og næsten skyldig, og vil dog holdes for hellig og retfærdig, fordi han hedder en skriftklog og ved at tale om loven. Og skønt han er blevet sat på plads af Kristus og godt forstår, at han er ramt, og at der siges ham, at han ikke har holdt loven, er han alligevel endnu så sikker og fræk til at foragte Guds ord, at han endnu vil gøre sig pæn og pudse sig blank, og begynder at spørge:

«Hvem er da min næste?»

Han mærker, at han har talt over sig og åbnet munden for vidt imod sig selv, og at den nu er lukket og har fået slået slå for ved Herrens svar, og at der er stukket en lille pind for hans tunge, så han ikke kan komme tilbage. Alligevel er han ikke så from, at han ville give Kristus og Gud æren, ydmyge sig og bekende sandheden, nemlig at han desværre ikke har holdt dette bud osv., men farer videre og vil ses, som om han har gjort alt, især over for Gud. Derfor tænker han heller ikke på at spørge, om han var Gud noget mere skyldig at gøre; men begærer alene, at han skal vise ham, hvem hans næste er, som han endnu skulle være noget skyldig og ikke have gjort det mod.

Det er en skændig formastelighed hos sådanne djævlehelgener, at de er så aldeles sikre over for Guds dom, og selv når de bliver rørt af loven, og der vises dem nok, at de ikke gør den, bryder de sig alligevel ikke om det, indtil Guds dom og vrede engang rigtig rammer dem, så de må mærke det. Men alligevel er hermed sådanne hykleres løgn og skam afsløret nok (selv om de ikke vil skamme sig eller rødme over det), så de også selv med deres bekendelse må vidne om, at de endnu ikke forstår, hvad Moses og loven kræver; eftersom sådanne, som dog vil være mestre i Skriften, selv erkender sig skyldige i, at de ikke ved, eller i hvert fald ikke agter på, hvem deres næste er, skønt det dog er sagt klart nok hos Moses og i dette bud. Derfor viser Kristus også denne mand det klart og tydeligt nok; ikke gennem Skriften, men gennem en grov lignelse og et billede, så han selv må tage og føle på det og fælde dommen over sig selv til sin skam, at han ikke har villet vide eller forstå det.

«En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere» osv.

Her hører han først den rette tekst, som gør ham og alle hyklere af hans slags til skamme og offentlig overbeviser ham om, at han endnu aldrig har holdt loven, ja ikke engang forstået den, heller ikke i det mindste stykke over for sin næste, eftersom han endnu tvivler og ikke ved, hvem han skal holde for sin næste; ellers skulle han nok være af hjertet villig til at elske næsten. Og det går med rette sådan dem, der vil mestre denne mand og hans ord. Og da de nu engang vil komme til ham med loven og mener at forelægge ham den højt og skarpt, finder de ham til gengæld også skarp, så de må trække af med skam og se, at han også forstår at tale om loven, tager anderledes fat på den og ser Moses anderledes i øjnene end de.

Kort sagt: han viser hermed, at han hverken vil eller kan fanges med spørgsmål og disputatser om loven, og at det ikke skader nogen uden dem, der selv giver sig ind i den og vikler sig ind i den, så de ikke kan komme ud. For det sker visselig for alle, der omgås loven uden troen og forståelsen af evangeliet. For hvor Moses alene med sit skinnende lys og sine stråler (det er hornene, der går ud fra hans ansigt [efter Vulgatas gengivelse af 2 Mos 34,29–35, hvor Moses’ ansigt «havde horn», dvs. strålede]) slår en i øjnene, dér kan ingen bestå. Ja, kort sagt: den, der lader sig drive ind i Moses og vil have med loven at gøre, han er fortabt; så også de kristne her har at kæmpe, indtil de kommer ud igen og atter vikler sig ind i Kristus og lukker sig inde i ham, hvorom der er sagt mere andetsteds.

Nu er alle hykleriske helgener af denne slags i den dårskab og blindhed, at de ikke alene intet gør af loven, hvor højt de end roser sig af den, men heller ikke i grunden forstår noget af den eller ved, hvordan de skal finde sig til rette i den, andet end at de lærer at sige ordene efter som allikerne. Sådan som Sankt Paulus også siger om dem i 1 Tim 1,7: «De vil være lovens eller Skriftens mestre og forstår ikke, hvad de siger, eller hvad de påstår.» Ja, det er i sandhed sådan, at intet menneske på jorden (uden ved Kristi Ånd) ved, hverken hvad Gud er, det vil sige, hvordan han skal ære og takke ham, eller hvem hans næste er.

For ligesom hele verden laver sig sin egen gud og dog aldrig rammer den rette, men splitter sig op i utallige slags afgudsdyrkelse, sådan er den også her blind, så den aldrig rammer sin næste, som den dog altid har for øjnene; den lader ham gå forbi og lide nød og sult, ham som den skulle tjene og hjælpe, mens den ellers giver meget og gør mange store gerninger.

Og især er hermed revset og forkastet den jødiske, hykleriske glose, som tegner næsten op og afgrænser ham efter deres eget forgodtbefindende og alene holder den for næste, som de selv vil, det vil sige den, der er en ven, har gjort sig vel fortjent og er værdig til velgerning og kærlighed, som de har haft gavn af eller endnu håber at få gavn af; de mener, at de ikke er skyldige at tjene eller hjælpe fremmede, ukendte, uværdige, utaknemmelige fjender osv.

Mod sådant hykleri svarer Kristus med denne historie om det stakkels sårede menneske, der var faldet blandt røvere og lå halvdød, og som alene samaritaneren tager sig af og tjener og hjælper, mens både præsten og levitten går forbi og lader ham ligge. Her må den skriftkloge selv svare, at hverken præsten eller levitten har været dette menneskes næste, men den, der har gjort velgerningen mod ham. (Hykleren tør ikke nævne samaritaneren; for jøderne var bitre fjender af disse deres naboer og holdt dem for de værste mennesker, ligesom hos os kættere eller frafaldne kristne.) Dermed må han mod sin vilje, ja imod sin egen mening, bekende sandheden og sige, hvem der er den andens næste.

Og det lyder nok underligt, at den skal hedde næsten, som gør godt mod den anden og elsker ham, da man ellers (også efter Skriftens og dette buds måde at tale på) kalder den næsten, som trænger til velgerningen, eller som man skal tjene og vise kærlighed. Men begge dele hører sammen og omfatter dem begge to (som in praedicamento relationis [«i forholdets kategori», dvs. et begreb, der altid siger noget om to parter i forhold til hinanden]); det binder os alle sammen, så enhver er den andens næste. Men denne indbyrdes næste-væren er af to slags: dels kun af navn og med ord, dels i gerning og i handling.

Sådan var denne samaritaner den såredes næste, ikke præsten eller levitten, skønt de dog lige så vel skulle have været det og var skyldige dertil. For heri er alle mennesker forpligtede over for hinanden, da de alle står lige under én Gud og har ét og samme bud: «Du skal elske din næste» osv., så der derfor ingen forskel er. Kort sagt er meningen med dette eksempel, at Kristus tvinger denne hykler til at bekende, efter alle menneskers forstand, at der er næster, som hører sammen for Gud, hvor den ene trænger til hjælp og den anden kan hjælpe, og at her ingen er undskyldt eller fritaget, hvad enten han hedder præst eller levit.

Og Kristus er her særdeles stikkende og ubehagelig, idet han angriber præsterne og levitterne (det vil sige de helligste folk og Guds egne tjenere) og anklager dem sådan og stiller samaritaneren frem til skam og spot for dem, han, som de havde gru og væmmelse ved som ved et fordømt menneske. Men dermed viser han, at det går sådan, at de, der er de fornemste og roser sig af at holde Guds bud og skulle lære andre og gå foran med gode eksempler, kort sagt, de, der holdes for høje, kloge, mægtige og de bedste, de har mindst kærlighed til næsten (især til de fattige, forladte, forfulgte kristne, der lider for Guds og hans ords skyld); for de ser på deres egen hellighed, klogskab og høje gaver og mener, at enhver er skyldig at tjene dem; de tænker ikke på, at det, de har, alene er givet dem af Gud til det, at de skal lade deres hellighed, visdom, ære og gods tjene de trængende, de uvise, syndere og foragtede. Derfor bliver denne samaritaner med rette rost til evig skam for præsterne og de jødiske helgener (også for denne hykler), han, som viste dette fremmede, sårede menneske (der uden tvivl også var en jøde) en sådan kærlighed og velgerning, mens dog hans egne præster, levitter og skriftkloge lader ham ligge i hans elendighed og jammer og, så vidt det står til dem, lader ham dø og gå til grunde.

Men når Kristus gør samaritaneren til næste for ham, der var faldet blandt røvere, vil han dermed især vise, at han selv er og vil være den næste, som ret opfylder buddet og viser sin kærlighed mod alle menneskers fattige, elendige samvittigheder og hjerter, der er sårede og ødelagte for Gud. Og dermed giver han også det eksempel, at hans kristne skal gøre ligeså, som han gør, han, der af hele verden, især af de store helgener, sine egne jøder, blev holdt for en samaritaner; at de ligeså (da andre folk jo ikke gør det) også tager sig af de fattiges, forladtes og hjælpeløses nød og ved, at hvad de gør mod dem, det har de gjort mod Kristus som deres næste.

I denne samaritaner afbilder og viser Kristus nu den velgerning, hjælp og trøst, som han giver i sit rige gennem evangeliet, og det er netop det, han i begyndelsen sagde til disciplene om: «Salige er de øjne, som ser det, I ser» osv. Han maler det mest trøstefuldt op, hvad troen har i ham, og hvor langt hans evangelium er skilt fra lovens lære (som præsterne og levitterne også har); hvorom der hidtil er sagt rigeligt. Man skal blot se i dette billede, hvordan der gennem ham igen er hjulpet os, som var faldet i synder mod Guds bud, lå under Guds vrede og måtte dø den evige død, så vi tager imod Guds nåde, trøst og samvittighedens liv og også begynder at holde loven.

Det er vores hovedartikel i troens lære, som siger os, at vi ikke kan hjælpe os selv, og at heller ingen gerning eller lovlære kan det; men han må begynde det i os, han, som ikke driver på os med loven, når vi mærker vores synd og elendighed (for det hører til de sikre ånder som denne skriftkloge, der ikke vil skældes ud for syndere), men inderligt forbarmer sig over os og dertil er venlig og trøstende gennem sit ord og selv forbinder den sårede og lægger ham på sit dyr, plejer og passer ham. For han har alene ved sig selv måttet fuldbringe vores forløsning og træde i vores sted og bære vores synd og nød på sit legeme; og selv også forkynde os dette og give det trøstefulde ord, hvorved vi bliver forbundet og helbredt.

Det kaldes at hælde vin og olie i sårene, og begge dele er en god lægedom for de sårede. For vinen holder kødet rent og frisk, så sårene ikke rådner og bliver betændte; og især er balsamen givet det jødiske land (det er den ædleste og kostbareste olie), som frem for alle ting er lægende for al slags skade. Det er det hellige evangeliums prædiken, som gør begge stykker: Den holder de angrende samvittigheder i erkendelsen af deres synd og brøst, så de ikke bliver sikre eller holder op med at begære nåden; og samtidig trøster den dem med nåden og tilgivelsen og gør det således stadig bedre med mennesket, indtil han bliver rask igen og nu igen begynder at gøre en rask mands gerninger.

Dertil bruger han nu også kirkens embede og tjeneste og befaler den at passe og pleje sådanne gennem det samme embede og den Ånd, som han giver den, og byder den at gøre flid hos dem med alt, hvad der tjener til styrke og forbedring: trøste, formane, holde dem til, revse osv., og siger til den, at hvad den gør og arbejder på dette, det vil han også gengælde.

Se, det er evangeliets lære og kraft og den skat, hvorved vi er frelst, og som også bringer os dertil, at vi begynder at opfylde loven. For hvor Kristi store, bundløse kærlighed og velgerning bliver erkendt og troet, dér vælder også kærligheden frem, både til Gud og til næsten. For gennem en sådan erkendelse og trøst bevæger Helligånden hjertet, så det får Gud kær og gerne gør, hvad det skal, ham til lov og tak, vogter sig for synd og ulydighed og giver sig villigt hen til at tjene og hjælpe enhver; og hvor det endnu mærker svaghed i det, strider det mod sit kød og Djævelen med påkaldelse af Gud osv.; og således holder det sig altid i troen opad til Kristus; hvor det for sig selv ikke gør loven fyldest, trøster det sig med, at han har opfyldt den og skænker og meddeler det sin fylde og styrke, og således bliver han altid vores retfærdighed, forløsning, hellighed osv.

Det er den rette vej til, at loven bliver holdt, og den ved denne blinde klogeåge intet om; men Kristus viser hermed fint, at man først må have dette, nemlig høre evangeliet og tro på Kristus, før man kommer til lovens opfyldelse; ellers er det intet andet end hykleri og bare tom ros og snak om loven, uden hjerte og liv.

Her skulle vi også svare dem, der misbruger dette evangelium til deres bespottelige lære, hvor Kristus siger om samaritaneren, der overgiver den syge til værten og, idet han giver ham de to skillinger, siger til ham: «Og hvad du yderligere lægger ud, vil jeg betale dig tilbage, når jeg kommer igen.» For deraf har munkene og sofisterne udtænkt deres løgne om de gerninger, som de kalder opera supererogationis [«overskydende gerninger»], overmålsgerninger eller overskydende gerninger, hvor et menneske skulle gøre mere, end Gud har budt ham, og hvad han ellers ikke var skyldig; og den løgn har de stadfæstet med anden bespottelse, idet de af Kristi prædiken, hvor han udlægger de ti bud, Matt 5,21ff., har gjort råd og siden tydet dette på deres munkevæsen, som om de var de store helgener, for hvem det var alt for ringe at holde Guds bud, men som ud over dem gjorde mange og store overmålsgerninger i deres orden, for hvilke Gud ikke alene var skyldig at give dem langt mere end himlen, men også andre folk, som de ville meddele disse deres overskydende gerninger, det vil sige sælge deres løgn og bespottelse for penge.

Det har oven i købet deres gud, paven, stadfæstet, og han har kanoniseret og ophøjet disse sine helgener, som dem, der hermed også styrkede hans guddom og magt over de døde i skærsilden. Det er dog en alt for grov og uforskammet bespottelse, langt ud over denne skriftkloges og hans liges blindhed og formastelighed; for de vil ikke alene roses for at have holdt Guds bud (som de dog ikke forstår et eneste af og ikke tænker på at holde det mindste af med alvor), men vil have gjort langt højere og mere end alle de helgener, som Gud selv roser i Skriften, og som dog alle bekender, at de for sig selv ikke har holdt loven og må søge og bede om nåde og tilgivelse hos Kristus for det, som de ikke har opfyldt.

Fy for skam! at man i Kristi kirke tør tale om gerninger eller stænder, som skal være overskydende og hedde at gøre mere, end Guds bud kræver; mens Kristus dog åbent siger om alle menneskers liv, Luk 17,10: «Når I har gjort alt, hvad der er befalet jer, så sig: Vi er unyttige tjenere; vi har gjort det, vi var skyldige at gøre.» Dér hører du, at alt er lutter skyld og pligt, og at selv den, der nåede målet og havde gjort alt (hvad dog ingen helgen på jorden kan), intet har at rose sig af, så Gud skulle takke ham for det. Hvilke bedre og højere gerninger vil man dog finde eller nævne, som ikke skulle være budt af Gud? For selv om de længe har savlet om jomfrudommen, så spørger jeg, om en sådan gerning kan være bedre end den, der hedder: at elske Gud af hele sit hjerte? ja, om den overhovedet kan gå for sig eller gøres uden for det samme bud, hvis den ellers skal være god og velbehagelig for Gud? Hvordan er det da muligt at nå overmålet eller gøre noget bedre? For hvad godt kan du gøre, som du ikke gør enten for Gud eller for mennesket af den kærlighed, som du er skyldig under straf af evig fordømmelse? Hvad kan en far eller mor gøre mere mod sit barn, ja hvad kan Gud selv og Kristus gøre mere mod os, end at han elsker os? Hvad skal det da sige, at man fremfører sådanne skændige løgne og narrestreger om nogle gerninger, som skulle være overmål ud over de budne, mens dog ingen på jorden fuldt når de ti buds mål?

Ganske vist skammer papisterne sig nu selv over dette savl, som de dog har fyldt alle deres bøger med, men kan alligevel ikke lade deres bespottelse fare; og nu da de ser, at denne løgn ikke holder, falder de på en anden glose, som dog er lige så bespottelig som den første: De drager disse ord («hvad du yderligere lægger ud») fra livet og gerningerne over på læren og siger således: Man må ikke alene holde, hvad Skriften lærer, men også høre, hvad kirken lærer og forordner ud over det; for det er befalet apostlene og biskopperne at lægge mere ud ud over de to skillinger, det vil sige ud over Det Gamle og Det Nye Testamente.

Se dog, hvordan Djævelen gøgler og vrider sig med sit sofisteri og sine blinde kneb for at smykke og farve sine løgne. De har engang hørt og lært af os, at denne lignelse om de to skillinger går på prædikeembedet i kirken; for Kristus taler om det embede, hvormed man skal passe og pleje den syge og række ham det, der tjener til styrkelse og bedring. Dér er de to skillinger den hellige Skrift, eller rettere det pund (som Kristus kalder det andetsteds), det vil sige forståelsen af Skriften og Åndens mål eller gaver, som er givet enhver; hvilket dog alt sammen er én og samme forståelse, bortset fra at den ene har den rigeligere end den anden.

Disse sofister vil drage det over på deres løgnegrund, så man i kristenheden skal lære, tro og holde for nødvendigt til frelse mere, end hvad Kristus har givet os og befalet os at lære. Et blindt, galt, forvendt folk, som altid søger noget andet og mere, både at gøre og at lære, end Guds ord viser dem, og dog ikke gør eller lærer det, men lader ligge, hvad han vil have lært og gjort!

Derfor siger vi her igen til dem som før: Kære, hvad kan eller ved I dog bedre og mere nødvendigt at lære, end hvad Kristus har lært og befalet at lære? og hvad behøver man mere for at passe samvittighederne med alt, hvad de har brug for: at undervise, formane, trøste, styrke, forbedre, kort sagt, til deres frelse, end Skriftens lære, det vil sige både lovens og evangeliets? sådan som Sankt Paulus også vidner i 2 Tim 3,16–17: «Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til gendrivelse, til tilrettevisning og til opdragelse i retfærdighed, for at Guds menneske kan blive kvalificeret, udrustet til al god gerning.»

Her hører du, at Skriften rigeligt har og giver alt, hvad der tjener til alt godt liv og alle gode gerninger; hvad vil du da fremføre eller søge andet, som endnu skal læres ud over eller ved siden af? Kære, læg først de to skillinger ud, som Kristus giver, og driv læren godt, så vil vi siden se, hvad du kan lægge mere ud eller lære.

For dette overmål eller udlæg ud over de to skillinger kan man uden fare og efter Skriftens mening tyde således, at det er fremgangen og øvelsen i læren og forståelsen af den; som Sankt Paulus formaner i 1 Tim 4,13–15 [kilden har «2. Timoth. 4»]: «Hengiv dig til oplæsningen, formaningen og undervisningen. Forsøm ikke at bruge den nådegave i dig, som blev givet dig» osv. «Sats på dette, og vær i dette, for at din fremgang må være synlig for alle.» For jo mere man driver og øver Skriftens lære, desto lærdere, rigere og mægtigere bliver man i den, som det også sker i andre kunster. Derfor er det at lægge et sådant overmål ud, når man stadig driver denne lære hos folk, alt efter hvad enhver har brug for, og alt efter om han er svag eller stærk og behøver mere trøst, formaning osv. end en anden.

Men det er ikke disse sofisters mening og alvor, at de ville være så tro og flittige, at de lagde de to skillinger godt ud, det vil sige med flid lære det, Kristus har befalet dem; for det kan de ikke og vil ikke vide af det, de vogter sig for Skriften som for Djævelen og forstår heller ikke, hvad lovens eller evangeliets lære er; men de vil alene fylde kirken med deres tant og menneskelære og forvender og forfalsker Guds ord, sådan som Djævelen lærer dem, så dette udlæg ud over de to skillinger for dem må hedde at lære noget andet end det, evangeliet lærer; og de gør da heller ikke andet end at drive anden og modstridende lære, deres fordømte løgnetant, ind i folk imod troen på Kristus.

Kort sagt: da Kristus selv og apostlene overalt forbyder at indføre anden lære, kan det ikke holde, at man vil stadfæste sådant ud fra denne lignelse eller allegori; og Kristus vil heller ikke have den syge passet og givet andet, end hvad han selv giver ham, og det, der kan lægges mere ud, må ikke være noget andet, men netop af samme slags og ét med det, som han selv har givet ham. Men det kan nok være, at den ene driver dette mere og stærkere end den anden og således lægger mere ud; som Sankt Paulus siger om sig selv (1 Kor 15,10), at han har arbejdet og gjort mere end alle de andre. Og Sankt Ambrosius tyder også dette udlæg således om ham og siger: Han har med sin prædiken og sine skrifter (som jo ikke er andet end det, Kristus befalede ham at lære) fyldt sit mål overmåde rigeligt og dermed nået videre end de andre; men om sig selv og andre prædikanter siger han: Gud give, at vi kunne lægge det godt ud og gøre regnskab for det, vi har modtaget af Kristus.