16. søndag efter trinitatis (Luk 7,11–17)

Evangeliet på 16. søndag efter trinitatis, Luk 7,11–17

Den skjulte betydning:

Den lyst, vi har arvet fra Adam, bærer os fra første færd mod graven og holder os altid i døden. Her er ingen anden hjælp eller råd end Kristi barmhjertighed. Når han rører ved os i hjertet, så lægger lysternes voldsomhed sig. For ved hans røst, det vil sige ved prædikenen af hans ord, som rører hjertet med kraft, bliver vi, som var døde, gjort levende igen til hans ære og herlighed.

Udlægning af evangeliet

I dette evangelium ser I, hvordan evangelisten igen stiller et guddommeligt under frem for os, for at lokke os til også at vende vores hjerte til Gud, hvis det skulle gå os, som det dengang gik denne enke. For det er ikke skrevet for enkens skyld, men for deres skyld, der skulle høre evangeliet indtil verdens ende, og blandt dem er også vi regnet med.

For det første ser du her, hvilken velgerning og nåde Kristus viser denne kvinde, så vi i sandhed må bekende, at hun ikke har fortjent den. For hun går dér ud gennem byen med sine venner, og der er ikke andet end hyl og gråd. Den gode kvinde har tænkt på alt andet end på, at hun skulle føre sin søn levende ind i byen igen, og derfor begærer hun det heller ikke og beder heller ikke om det, og endnu mindre har hun fortjent det. Hun har aldrig tænkt på, at Kristus skulle komme dér; ja, hun har måske ikke kendt Kristus og heller ikke vidst noget om ham, at han hjalp folk. Her er al fortjeneste og al forberedelse ophævet.

Alt dette er nu skrevet for at vi, ligesom denne enke her får velgerningen uden fortjeneste og af lutter nåde, alene fordi Kristus ynkedes, også heraf kan slutte en almindelig regel for alle Guds velgerninger: at de alle sammen kommer til os uden vores fortjeneste, ja, før vi søger dem; han lægger grunden og begynder. Men hvad er årsagen? Han ynkes over os. Så det forbliver Guds nåde; ellers, hvis vi fortjente det, var det ingen nåde. Og det sker, for at vi kan sige til ham: «Du er en nådig Gud, du gør godt også mod dem, der ikke fortjener det.»

Denne prædiken synes vi er let at forstå; men hvor er de, der mener den af hjertet? Hvis vi troede, at alt kommer til os af Guds nåde og barmhjertighed, så ville vi hver dag gå og springe af glæde, hjertet ville løfte sig og altid være i himlen. Når vi engang kommer derhen, så skal vi se, at det er sådan; nu tror ingen det. Denne verdens gud, Djævelen, har så stor magt på jorden, at vi hverken ser eller kender Guds gerninger (2 Kor 4,4); derfor går de os heller ikke til hjertet, vi misbruger Guds velgerninger og er helt utaknemmelige mod ham.

Hvis jeg bare tænkte på, at han har givet mig øjne, i sandhed en så stor skat, så var det ikke mærkeligt, om jeg skammede mig ihjel over min utaknemmelighed, fordi jeg endnu aldrig har takket ham for denne velgerning. Men vi ser ikke velgerningen og den ædle skat; den er for almindelig. Men når der engang bliver født et blindt barn, så ser man, hvilken sorg det er, og hvilken kostbar ting et øje er, og hvilken guddommelig gave et sundt og friskt syn er: det tjener os hele livet igennem, og uden det ville man hellere være død; og alligevel er der ingen, der takker Gud for det. Se på hele legemet, så vil du overalt mærke Guds nåde og godhed.

Derfor siger også salmen (Sl 33,5): «Jorden er fuld af Herrens godhed.» Han har haft klare øjne og har kunnet se dybt, så han så, at hele verden var fuld af Guds godhed og velgerninger. Men hvor kommer denne godhed fra? Har vi fortjent den? Nej, men det har behaget Gud sådan; han kaster sine gaver ud i verden på den måde, så de utaknemmelige griber dem lige så vel som de taknemmelige. Vi ærgrer os, når vi skal smide en eller to gylden væk, ja, endnu mindre, eller bare give dem til fattige folk; hvor meget kaster Gud ikke hver dag af sine gaver ud i verden, og der er ingen, der takker ham for én eneste af dem? Ja, hvem kender det overhovedet?

Sådan kan vi se på alle skabninger; så vil vi i rigt mål blive Guds godhed var. Kristus siger hos Mattæus (Matt 5,45): «Han lader sin sol stige op over onde og over gode, og han lader det regne over retfærdige og uretfærdige.» Som om han ville sige: «Han kaster det ud, så enhver kan gribe det, men hvem takker ham så meget som én gang for det?» Han oplyser mine og dine øjne; men ingen erkender, at det er Guds gave. Hvis solen en morgen ikke stod op, eller kom tre timer for sent, hvilken jammer og nød ville der så ikke blive? Hvor ville vi ikke spærre munden og øjnene op! Så ville alle sige: «Gud ske tak og lov, som har tændt et sådant lys for os!» Men fordi det sker hver dag, at solen står op og skinner til rette tid, så er der ingen, der regner det for en velgerning.

Sådan er det også med regnen, med kornet på marken og med alle skabninger: der er så mange goder, at vi hver dag bliver overøst med velgerninger, og derfor ser vi det ikke. Til tider lader Gud et menneske falde i angst og nød, i smerte og bedrøvelse, så det er, som om verden ikke havde nogen Gud; han gør en blind, lam eller vattersottig, lader en dø, som her enkens søn; for det er hans skabninger, han kan gøre med dem, hvad han vil. Nå, hvorfor gør han da det? Han gør det kun som en overflod, for at vi dog skal mærke hans godhed.

Derfor, da disciplene hos Johannes (Joh 9,2) spurgte Herren om den blinde, om han eller hans forældre havde syndet, svarede Herren og sagde: «Hverken han eller hans forældre har syndet, men det er sket for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.» Som om han ville sige: «Gud vil prises i denne blinde»; for Gud ser, at skattene i hele verden ikke rører os; derfor gør han dette som en overflod, af lutter nåde, at han stiller en blind for øjnene af os, for at vi skal se, hvilken ædel skat vi har i vores syn, så vi, hvis vi ikke kunne erkende hans nåde og velgerning ved det gode, dog kunne erkende og mærke den ved skaden. Derfor måtte denne være blind, for at de andre kunne komme til erkendelse og sige: «Ak, du gode Gud, hvilken kostbar gave har jeg dog, hvor er det en god ting at have et sundt legeme og et friskt syn!» Men ingen tager det til hjerte; ja, vi siger nok: «Køerne har jo også øjne!» Nå, hvis du var blind, så ville du nok mærke den skade, som du nu, mens du er sund og overøst med Guds velgerninger, ikke mærker.

Sådan er det også gået her med denne enke, på hvem Gud lader se, hvad han er for en Gud, hvad han mener om os, og hvad vi skal mene om ham. Denne kvinde har to ulykker på halsen. For det første er hun enke; det er ulykke nok for en kvinde, at hun er forladt og alene; hun har ingen, hun kan vente sig trøst fra. Og derfor bliver Gud i Skriften mange gange kaldt enkers og faderløses far, som i salmerne (Sl 68,6 og 146,9): «Herren bevarer de fremmede og de faderløse og holder enken oppe.» For det andet har hun kun én eneste søn, og han dør fra hende, han som dog skulle have været hendes trøst. Nå, Gud farer til og tager både manden og sønnen fra hende; hun ville meget hellere have mistet hus og gård, ja sit eget liv, end denne søn og manden. Men Herren vender det om. Mens manden levede, kendte kvinden ikke, hvilken gave det var at have en mand; men da han døde, kendte hun det først. Mens han levede, tænkte hun: «Åh, andre kvinder har jo også mænd!» og mente, at hendes mand var som andre mænd; men bagefter, da han døde, blev hun var, hvilken mand hun havde mistet.

Sådan også: Mens sønnen var frisk og sund, kendte hun ikke Guds gave; men da han dør, ser hun først, hvilken skat hun har mistet. Før ville hun ikke have ofret meget på ham; men nu, da han er død, ville hun nok ofre alt for ham, ja sig selv. Sådan går det også til med os. Der er mange, som nu ikke vil vove ti gylden på, at deres barn kan blive opdraget; når barnet dør, så ønsker forældrene og siger: «Åh, gid Gud ville, at han levede; jeg ville gerne give mange hundrede gylden for det!» Hvorfor har du ikke før gjort noget for, at han kunne have lært noget? Hvad er årsagen? Du kender ikke Guds velgerninger og gaver. Summa summarum: Verden er og bliver verden, der kommer ikke andet ud af det.

Nå, kvinden gik der og vidste ikke, hvad Gud havde givet hende; men hun måtte snart få det at mærke. For før hun ser sig om og føler sig allersikrest, så kommer Gud, tager kvinden lidt i skole, lærer hende manerer og tager manden og sønnen fra hende. Det er alt sammen skrevet for os, for at vi skal tage et eksempel og lære at kende Gud: når han giver os gods, et sundt legeme, et friskt syn og viser os flere andre velgerninger, så giver han det ikke, for at du skal fryde dig i det, men for at du skal vide, hvad du skal mene om ham. Når han tager en lem fra dig, lader din hustru dø eller lader et øje gå til grunde, så sker det alt sammen, for at du kan se, hvad du har haft.

Og det er nu den almindelige lære gennem alle evangelierne, at vi ser, hvad vi har for en Gud. Det bliver også vist os her i dette evangelium, at han ikke vil forlade nogen; derfor lader han kvinden på ny se, hvad hun har for en Gud. For da hun nu var forladt og hverken havde mand eller søn mere, så viser Kristus hende, hvordan han står over for hende, og siger: «Lær at tro, stol på Gud, kend ham, hos hvem død og liv er ét og det samme; vær ved godt mod, vær frimodig, græd ikke, der er ingen fare.» Han farer til og vækker den døde op og giver ham tilbage til hans mor.

Disse og lignende undere viser Gud, for at hjertet kan lære, hvordan det skal forholde sig over for ham, og hvad det skal vente sig af ham. Da denne kvinde stod fast på, at nu var det ude med hendes søn, og at det var umuligt, at hun skulle få ham levende tilbage, ja, hvis nogen havde sagt til hende: «Før der går en time, skal din søn blive levende igen», så ville hun alligevel have anset det for umuligt og sagt: «Det er mere muligt, at himlen falder ned, end at min søn bliver levende igen.» Se, så kommer Gud, før hun ser sig om, og gør det, som hun aldrig nogen sinde, som noget umuligt, ville have vovet at bede ham om, og gør hendes søn levende igen.

Hvorfor gør Gud dog det? Derfor: Han lader mennesket falde så dybt ned i en sådan fare og angst, at der slet ikke er mere råd eller hjælp, og vil dog, at vi ikke skal fortvivle, men stole på ham, som kan gøre noget muligt af noget umuligt og noget af intet. Når du stikker i synder så dybt og så hårdt, at selv dit hjerte opgiver håbet om al Guds nåde og barmhjertighed, og du synes, at nu er det ude med dig, sådan som mange samvittigheder stikker i en sådan angst og nød, så vend om og se herhen, hvor venlig og god Gud lader sig afbilde i evangelierne gennem Kristus, for at du dog skal mærke, at han mener det inderligt godt med dig, og at han ikke er der for at fordømme eller forkaste dig, men for at bevare dig evigt, også på sjælen. For dertil bliver sådanne undere og mirakler holdt frem for os, og dertil tjener de også, at vi skal se: Ligesom Gud her hjælper denne enke legemligt gennem Kristus, sådan vil han også hjælpe os, ikke alene legemligt, men meget mere åndeligt og på sjælen, evigt, hvis vi blot venter os det af ham.

Men alle Guds undere og gerninger regnes for umulige i vores øjne og er også umulige for naturen at fatte; og det er, for at Gud kan blive kendt som en almægtig skaber, der kan gøre noget muligt af noget umuligt og noget af intet. Det er umuligt, når jeg er død, at jeg skulle blive levende igen; og selv om jeg tilbad alle engle og alle helgener for at opnå det, så bliver der alligevel intet af det; hvad skulle så den frie vilje gøre? Og alligevel skal jeg i døden sige: «Jeg skal leve», ikke ved mig selv, men fordi jeg ved, at min Gud er sådan, at han ikke blot gør noget af træ, der ligger her for øjnene, men at det er hans natur og art, at han kan gøre en mulig ting af en umulig ting og skabe noget af intet; ellers var han ikke en sand og ret Gud.

Derfor, når døden er her, og jeg ikke kan leve længere, så skal jeg kunne sige: «Alligevel lever jeg og vil leve»; sådan at døden, der er omkring mig, er som en lille gnist, og livet stort som havet. Det kan fornuften nu ikke fatte, hvordan det går til; men den, der har troen, ved det for vist; for ham vil døden være som en lille gnist midt i havet, som slukkes på et øjeblik. Gud er almægtig; men den, der tror, er i Gud, derfor er han også i livet, selv om han var midt i døden. Sådan også en fattig, der tror; han tænker ligesom denne her i døden: «Åh, fattigdommen er en lille gnist, og rigdommen er som havet; nu er det kun et øjeblik, så går fattigdommen under, og jeg bliver rig»; for gennem troen har Gud omgivet ham helt og aldeles, han som har alt i sin hånd og magt. Sådan også med skammen: Når en mister sit rygte og gode navn, så mener folk, at det aldrig kommer igen; men tror du og hænger ved Gud, så er det kun et øjeblik, så står du igen i stor ære. For han kan den kunst, vores Gud, at han kan gøre stor rigdom af en uovervindelig fattigdom og usigelig ære af stor skam. Sådan er det også med synden: Når du tror, så er synden mod retfærdigheden som en lille gnist mod hele havet.

Det kan I se tydeligt på denne stakkels kone, som er omgivet af overmåde store smerter og angst, så hun endog synes, at Gud, himmel, jord og alt er imod hende; og fordi hun ser på det efter kødet, sådan som det ser ud for øjnene, så må hun slutte, at det er umuligt, at hun skal blive udfriet af en sådan angst. Men da hendes søn var vakt op fra døden, så var det for hende ikke anderledes, end om himmel og jord, træ og sten lo med hende, og alt var glad med hende; da glemte hun al smerte og sorg, det forsvandt helt, ligesom en lille gnist slukkes, når den falder midt i havet. Derfor står der hos profeten Esajas (Es 54,6–8): «Herren har ladet dig komme i folkemunde, så du er som en forladt kvinde med et sorgfuldt hjerte og som en ung hustru, der er forstødt, siger din Gud. Et lille øjeblik forlod jeg dig, men med stor barmhjertighed vil jeg samle dig. I vredens øjeblik skjulte jeg mit ansigt lidt for dig, men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig, siger Herren, din forløser.»

Men det ser jeg ikke; jeg synes, at øjeblikket er en evig ting for Gud; men det er i sandhed kun et øjeblik, og der følger megen glæde bagefter, sådan som også salmen siger (Sl 8,6): «Du vil lade ham mangle Gud en lille stund, men med ære og pryd vil du krone ham.» Men alt det er endnu skjult for os, og vi ser det ikke, ligesom denne kvinde her. Denne døde søn er midt i livet; for Gud har ham i sit skød og har i sinde at vække ham op; der er en lille gnist af død, som omgiver ham, men det så ingen; men da han nu blev levende, så blev det åbenbart, hvad der før var skjult for hele verden.

Sådan handler Gud også med os, det er sikkert. Her skulle vi lære, hvad vi har for en Gud, nemlig en, der omgiver os og er omkring os også i de allerstørste farer og ængstelser. Derfor, når en er fattig, stikker i synder, ligger i døden, er i bedrøvelse og i andre anfægtelser, så tænker han: «Det er en overgang, det er en lille dråbe og en lille gnist»; for Gud har omgivet ham på alle sider med lutter rigdom, retfærdighed, liv og glæde, blot lader han det ikke se; men det er kun en lille tid, så skal vi se det og blive det var. Her har du altså et eksempel, ikke på troen, men på Guds rene nåde og godhed. Nu må vi også sige lidt om den åndelige forstand eller den skjulte betydning.

Den skjulte betydning

Alle de gerninger og undere, som Kristus gør så synligt og udvortes, skal drages derhen, at de viser de gerninger, som han gør usynligt og åndeligt eller indvortes i menneskene. Derfor betyder denne legemlige død her sjælens åndelige død, som man må tro. For intet menneske kan se ind i et andet menneskes sjæl, så længe vi lever; men når vi er døde, så har vi andre øjne, og da ser vi, at hele verden er død. Derfor sagde Herren (Matt 8,22) til en skriftklog, der først ville gå hen og begrave sin far: «Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde.»

Denne unge mand her er legemligt død, han bliver båret hen til graven; men der er også nogle, der er indvortes døde for Gud, selv om de endnu lever legemligt her. Den sjæl er død, som ikke tror på Gud; selv om den er midt i døden, så lever den alligevel, som sagt ovenfor [Luther mener her den sjæl, der tror; sætningen er elliptisk i den tyske tekst].

Med denne åndelige død går det til på to måder. Nogle er døde på sjælen, men man ser det ikke, sådan som man ser den legemlige død, og de ser det heller ikke selv og mærker det ikke. Sådan er hele verden død, men den mærker det ikke. Dernæst er der nogle, der også er åndeligt døde, men som mærker det godt, nemlig dem, som loven for alvor har ramt. Vi taler her ikke om dem, der ikke bryder sig om den åndelige død, men om dem, der mærker, at de er døde, hvis hjerte sprælder, og som i deres samvittighed mærker, at de har et vantro hjerte; han er død på en helt anden måde end den, der ikke mærker det og alligevel hele tiden lever i sus og dus. Den, der nu ikke mærker det, kan man ikke hjælpe; for han kender ikke sin sygdom, han lever bare løs og bryder sig hverken om Gud eller verden. Men den, der mærker denne død, hos ham er der jammer og nød, sprællen og forsagthed, verden bliver ham for snæver, han søger hjælp og råd, ja, han foragter ikke sten og træ, hvis de kunne give ham råd, for slet ikke at tale om at høre noget fra et menneske, også det allerringeste.

Hvem giver ham nu at mærke det? Det gør loven, som åbenbarer synden. Loven siger: «Du må ikke have fremmede guder»; når jeg hører det, så må og skal jeg gøre sådan; men jeg kan ikke; så slutter jeg straks, at jeg er fordømt. Når jeg omgås det sådan, så kommer straks døden og en sådan forsagthed i mit hjerte, at hvis jeg ikke fik hjælp, måtte jeg blive i en sådan død og sprællen evigt. Det er så denne eneste søns død, han ligger på båren, og bærerne bærer ham hele tiden af sted mod helvede. Bærerne er lovens prædikanter; de gør ikke andet end at sænke mennesket dybere og dybere ned i døden; ligesom de her skynder sig til graven med den døde, sådan skræmmer og driver de ham længere og længere ind i helvede, og det bliver ikke bedre med mennesket, ja, det bliver hele tiden værre.

Det har vi godt erfaret under paven med skriftemålet og fyldestgørelsen for synden. Vi bildte os ind, at vi ville gøre fyldest med gerninger; men det var kun en pine for samvittighederne. Sådan sank vi hele tiden ned mod helvede. Derfor, når du har sådanne folk, som frygter synden og fordømmelsen, så er de allerede døde; for dem behøver du ikke at prædike meget mere om loven; man må vise dem frelsen og prædike evangeliet. Vores pavelige, når de får sådan et bekymret menneske for sig, så henviser de det til rosenkranse, til valfarter, til den og den gerning; men det ene hjælper lige så lidt som det andet. Bærerne dér ville hele tiden have lagt den døde i graven og skrabet jord over ham, hvis Kristus ikke var kommet; sådan må Kristus også komme her med sit ord og sin nåde.

Og det er nu evangeliets andet embede, som ikke lærer, hvad du skal gøre, men hvor du skal få det fra, så du gør det; ligesom Kristus gør her; han spørger ikke: «Hvad er der dér?» eller «Hvorfor gør I sådan?» eller «Vil I have den unge mand levende igen?» og deslige. Intet af det spørger han om, men forbarmer sig over moderen, træder hen, rører ved båren, og bærerne står straks stille. Det vil sige: Når man prædiker Guds velgerning, og hvordan Kristus skænker os sin fortjeneste og sin gerning, så er hånden lagt på båren, så står bærerne stille; det vil sige, så hører man ikke lovprædikanterne mere, man tror dem ikke længere, men man siger sådan: «Prædik bare gerninger hid og gerninger did, vi har en anden prædiken.» Når vores hænder er på båren, så udretter de intet, den døde bliver ikke levende igen; men når Kristi hånd rører ved båren, så gør den det. For når mennesket hører, at det er Kristi gerninger, der gør det, og at hans gerninger er skænket os, så siger det: «Hvad behøver vi så at gøre til det? Så er vores gøren forgæves og til ingen nytte.»

Men den døde bliver ikke straks levende af det. Ordet bliver nok prædiket for os, Guds velgerning og det, som er skænket os ved Kristus; men det er endnu ikke nok, det er først at røre ved båren: Kristi røst må også komme til i hjertet, så vi tror Ordet, at det er sådan, som prædikenen lyder. Den unge mand står her ikke straks op efter berøringen, men da Herren sagde: «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» Denne røst rørte hjertet og gjorde, at den døde blev levende. Selv om jeg hører Ordet og ikke længere lader mig bevæge af menneskebud, så bærer man mig dog stadig af sted; jeg bliver stadigvæk i en sådan forsagthed, det hjælper mig endnu kun lidt. Ud over den udvortes prædiken må jeg også høre denne røst i hjertet: «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op»; det vil sige, jeg må tro denne prædiken, hænge ved den med hjertet, forlade mig på den og ikke lade mig rive bort fra den, hverken af synd, død, Djævel eller helvede.

Sådan har vi to prædikener: Den ene lægger kun hånden på båren; den gør det endnu ikke; den anden, når hånden er lagt på båren, og røsten følger bagefter i hjertet, den gør det så. Den første forkynder os Kristi gerninger, hvordan de er gjort for os og skænket os; men når røsten bliver hørt i hjertet, så begynder han, som før var død, at tale og bekender med munden den tro, som han tror og mærker i hjertet; det vil sige, når hjertet tror, så følger kærlighedens gerning bagefter, nemlig at du taler, det vil sige prædiker for andre, og takker Gud for den velgerning og tro, som han har vist dig og givet dig del i.

Deraf følger så stor glæde og taksigelse, hvorved Gud bliver lovet og prist; sådan som Kristus her fik et stort ry over hele det jødiske land og i alle de omliggende lande. Sådan kan en kristen bringe mange til troen. Derfor skal man ikke gøre gøgl af underne og tegnene, sådan som papisterne har gjort. Det være sagt om dette evangelium, hvor vi ser, hvordan Gud hjælper og redder os af lutter nåde og godhed, uden al vores fortjeneste og medvirken, ja, før vi søger eller beder ham om hjælp. Gud give, at vi tror det.