16. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Luk 7,11–17)

En anden prædiken over evangeliet på 16. søndag efter trinitatis, Luk 7,11–17

Dette stykke af evangeliet lærer os at kende Guds nåde, gerning og kraft i vor Herre Kristi rige og derefter at love og takke ham og til gengæld gerne tjene ham og være ham lydige. Derfor fortæller man om hans undergerninger og barmhjertighed: Vi skal erkende, at han hjælper os ud af al nød; og når vi har erkendt, at han er hjælperen, skal vi også få ham kær og takke ham for hans velgerning og gerne lide og tåle, hvad han lader komme over os – især fordi vi ved og er sikre på, at han ikke gør det for at fordærve os og gøre det af med os, men blot på den måde prøver os, om vi tror ham og sætter vor tillid og tilflugt fast til ham eller til noget andet. For det er kød og blods art og natur, at det altid hellere søger hjælp og trøst andre steder end hos Gud, hvor man alene skal søge den; og først til sidst, når man ikke kan klare sig nogen andre steder, kommer man til vor Herre Gud – hvis det ellers går så godt, at man ikke helt fortvivler om ham og løber til Djævelen; for det går mange sådan, at når intet mere vil hjælpe, overgiver de sig til Djævelen. Men det kommer af, at de ikke kender Gud og mener, at han har glemt dem, når han sender dem en lille ulykke på halsen.

Mod disse tanker maler dette evangelium her et billede for os af, hvordan Herren Kristus har stillet sig over for den fattige enke i den højeste nød, i hendes søns død. For på jorden kan intet højere ramme et menneske end døden, hvor verden og alting tilsammen må høre op. I denne højeste nød hjælper han og vækker den døde op, som et eksempel for os, der hører det. For det er ikke sket alene for denne enkes eller for hendes søns skyld, men, som Sankt Johannes siger (Joh 20,31): «Dette er sket og skrevet, for at I skal tro.»

Dermed stikker han dette og alle de undertegn, som vor kære Herre Kristus har gjort, ind i hjertet på os alle, som om han ville sige: «Se, her hører du, hvordan denne enkes søn er blevet oprejst fra døden. Lad dette være prædiket ind i dit hjerte, så du tager det til dig og således lærer, hvad Gud kan og vil gøre: at han kan og vil hjælpe dig ud af al nød, hvor stor den end er. Og når det nu kommer så vidt, at nøden trænger dig ind på livet, og det synes dig umuligt, at der kan rådes eller hjælpes dig, så skal du ikke fortvivle, men dette eksempel skal forny dit hjerte, så du kan vente dig det allerbedste af Herren Kristus.»

For det var sandelig ingen spøg med denne kvinde. Først havde hun mistet sin mand; derefter dør også hendes eneste søn, som hun elskede. Nu blev det hos dette folk regnet for den højeste plage, når far og mor ikke efterlod sig noget navn eller nogen børn. Det holdt de for en stor unåde fra Gud. Derfor må også denne enke, som efter sin mands død havde hele sit håb og sin trøst i den eneste søn, have været dybt bekymret, da også sønnen bliver taget fra hende, og hun ikke mere skal have noget på jorden.

Da er disse tanker helt sikkert slået ned i hende: «Se, du er også en af de forbandede kvinder, som Gud er så fjendtlig mod, at de må gå bort herfra og ikke efterlade sig noget navn.» For sådan står der i Salmerne og Profeterne, at Gud truer de ugudelige med, at han vil udrydde rod og stamme tilsammen – ligesom når man rydder et træ så grundigt op, at der ikke bliver et blad eller en lille kvist tilbage. Det er da den højeste forbandelse og straf; som man ser på mange kejsere, konger og fyrster, at det er gået dem sådan, at de er døde bort, så man ikke ved noget mere om dem. Det ser da ud, som om det var lutter unåde.

Derfor har denne kvinde her lidt store kvaler, ikke alene fordi hun er berøvet sin mand og derefter sin søn, og hele stammen er udryddet for øjnene af hende, men – hvad der har været endnu tungere – fordi hun har tænkt: «Nu ser jeg, at Gud er mig unådig, og at jeg er forbandet; for netop den straf har ramt mig, som Gud i Salmerne og Profeterne truer de ugudelige med, at han vil udrydde dem med stamme og rod; det sker også for mig. Derfor er jeg en forbandet kvinde, af hvem hverken stamme eller rod skal blive tilbage.» Derfor var det under, som Herren Kristus her gør på hende, helt umuligt for hende, og hvis nogen havde sagt til hende: «Din søn skal nu leve igen for dine øjne», ville hun uden tvivl have sagt: «Åh, spot mig dog ikke i min store lidelse, for det er jo bare spot; und mig dog så meget, at jeg må begræde min store elendighed, og hån mig ikke oven i købet.» Sådan ville hun helt sikkert have svaret; for hun har været en dybt bekymret kvinde, både på grund af tabet og på grund af sin samvittighed.

Men alt dette er stillet frem for os som et forbillede, for at vi skal lære, at for Gud er intet umuligt, hvad enten det hedder skade, modgang eller vrede, hvor høj den end er, og tænke på, at Gud undertiden lader straffen gå ens over både de fromme og de onde; ja, at han nok lader de onde sidde i rosenhaven og lader alt gå dem let fra hånden, men stiller sig over for de fromme, som om han var vred på dem og ikke ville vide af dem. Sådan som det gik den hellige Job, hvis børn alle omkom så jammerligt på én dag, hvis kvæg og ager blev røvet og ødelagt, og hvis legeme til sidst blev plaget på det allerjammerligste. Han var en uskyldig, from mand; og alligevel måtte han lide den straf, som ingen ugudelig havde lidt, så at til sidst også hans venner sagde til ham: «Du må uden tvivl have en stor, skjult synd på dig, siden det går dig sådan.» De plagede ham endnu mere, når de skulle have trøstet ham. Men han svarer og siger: «Jeg har intet gjort, og jeg er derfor ingen ugudelig, sådan som dem, Gud ofte lader leve i sus og dus og gå ustraffet hen.»

Sådan har det også været et vanskeligt quaestio eller spørgsmål for denne enke, at vor Herre Gud lader straffen gå på samme måde over de fromme og de onde; men for de fromme sker det ikke i vrede eller unåde, mens det for de ugudelige sker i virkelig vrede, så de må udryddes; for vor Herre Gud leger ikke med dem, det er ham bitter alvor. Men med de gudfrygtige, som ikke har fortjent det, dér leger han og prøver dem på den måde, om de vil holde fast. Gør de det og tænker: «Min Gud, du prøver mig nok, men du forlader mig ikke», så kommer han igen og giver velsignelsen lige så rigeligt, som han gav Job den, så han vandt dobbelt så meget, som han havde mistet, og fik børn igen. Sådan gør han også her. Al denne enkes glæde stod til sønnen, mens han endnu levede. Gud prøver hende og tager sønnen fra hende; der ligger hun, græder og skriger; så kommer han igen og giver hende glæden ti gange større, end hun havde haft den før; for nu glæder hun sig mere på én time, end hun før havde glædet sig over sønnen i hele sit liv. Så rigeligt giver vor Herre Gud igen, når man bare holder ud med ham og ikke fortvivler om ham.

Derfor lad den, der kan lære, lære det her: Når vi er fromme, og anfægtelsen kommer, så vor Herre Gud tager hårdt fat i os, så skal vi blot blive ved den tanke, at han mener det godt med os, og ikke tage anstød af, at han lader de onde skurke, paven, bisperne og alle de andre få deres vilje; de mener, at de har fortjent det hos vor Herre Gud, og når man straffer dem for deres synd, forsvarer de den endda som ret. Men, kære venner, lad os frit bekende og sige: «Herre, du gør ret, selv om du straffer os, for over for dig, Herre, har vi ingen ret; men vi håber, at du vil straffe nådigt og holde op i sin tid.» Gør vi det, så er der ingen fare, men vi skal visselig vente os, at hvor umulig hjælpen end ser ud, så er den dog mulig.

Kød og blod siger nok, når vi sidder i anfægtelsen, at alt er tabt; for når vor Herre Gud griber an, gør han det sådan, at man ikke ved, hvor man skal gøre af sig, og hvordan man end lægger det til rette eller overvejer det, kan man ikke finde nogen vej, men vi er omringet (som Job siger i Job 3,23: Sicut vir, quem circumdedit Dominus tenebris [«Ligesom en mand, som Herren har omgivet med mørke»]), som når én er i mørket og ikke ved, hvor han skal komme ud. For når det ikke kommer så vidt, er det ingen rigtig anfægtelse. Den, der i hungersnød endnu ved af et forråd af penge eller korn, er endnu ikke i det rigtige mørke; men når man bliver helt rådvild og kraftesløs, det kaldes da at blive straffet for alvor. Ligesom vejen for denne kvinde er så helt spærret på alle sider, at hun ikke kan slutte andet end: «Jeg er forbandet, Gud er imod mig»; sådan er hun midt i mørket, hvor der hverken er vej eller sti, og ved ingen udvej.

Alt dette er stillet frem for os som eksempel, for at vi skal lære at blive faste i troen og ikke forestille os Gud anderledes end som en barmhjertig Herre, der nok lader os blive prøvet og stiller sig, som om han var vred på os og lo sammen med verden; men man skal bare vogte sig for den samme latter og ikke forskrækkes over den vrede, hvormed han anfægter sine egne. Det ser nok ud, som om han undertiden holder med de onde og forfølger de fromme uden al nåde; men det skader ikke, og det drejer sig kun om et øjeblik. Men det er et blindt og åndeligt blik, som man må se med blinde øjne, det vil sige med troen, som intet ser. Fides enim est invisibilium [«For troen er de usynlige tings»]: troen taler om de ting, man ikke ser (Hebr 11,1), og om ting, man ikke har erfaret.

Filosofferne har en kunst, der har med synlige ting at gøre, som man erfarer og kan begribe; men en kristen taler om usynlige ting og ting, der intet er, som man ikke ser og ikke tænker kan være til, så man ligefrem må tænke, at det er umuligt. Som Sara med sin søn: der var intet andet end det blotte Ord, hendes legeme duede ikke til det på grund af alderen og naturen, eftersom hun var ufrugtbar, så sønnen Isak var helt usynlig og intet. Ligesom denne enke ved sin søn ikke ser, at han lever, men alene ser, at han er død; men Kristus ser, at han lever, og gør den døde søn levende og det usynlige synligt.

Men alt dette sker, som jeg ofte har sagt, for at vi skal lære at stole på vor Herre Gud og tro ham i al nød og ikke forskrækkes, når det går os ilde, og heller ikke tage anstød af, at det går de ugudelige godt. For vor Herre Gud er en, der prøver; han prøver sine egne og lader det gå dem ilde, for at man sikkert skal fatte og lære, at han er en nådig Gud; men han skjuler det undertiden så dybt, at man ikke kan se det. Bagefter, når man pænt holder ud med ham, drejer det sig for ham kun om et eneste lille ord, så er der allerede hjulpet igen; ligesom han her i evangeliet kun bruger et ord til det og vækker den døde søn op igen.

Dermed vil han jo vise os, at det, som er helt umuligt for os, går ham så let fra hånden og kun koster ham et eneste ord: «Rejs dig op!» Det er let sagt, men alligevel gør det den døde levende; for at vi jo skal lære, at han vil og kan hjælpe os ud af al nød. Den, der nu vil være en kristen, skal være stærk i troen og prise Gud og hans ord og sige: «Den Gud vil jeg have; ham vil jeg prise, takke og tjene og gerne gøre og lide, hvad han vil, han, der så villigt og let kan hjælpe.» Sådan skal dette og Herren Kristi andre undertegn være os til trøst og opbyggelse og anspore os til at tro på ham og tjene ham, sådan som man ellers ikke kan gøre over for nogen gud; for ingen viser sig sådan, som vor kære Herre Kristus har vist sig. Derfor priser og lover vi ham hver dag og bringer også hver dag andre til ham, så de også gør det; Gud give, at det bliver mere og mere. Amen. Det er én lære i dette evangelium, som holdes frem for os i enkens eksempel.

Videre er i denne beretning Kristi rette gerning afbildet, som han er kommet for og regerer for, nemlig at han tager døden bort og giver livet i stedet, sådan som profeten Esajas har profeteret om det (Es 25,8): «Døden skal blive helt opslugt»; og Sankt Paulus siger (1 Kor 15,24–26), at Kristus må regere så længe, indtil han tilintetgør den sidste fjende, døden, i sine kristne og således giver dem lutter evigt liv; derefter skal han overgive riget til Faderen osv. Det er den gerning, han vil udføre i sin kristenhed, og som han nu begynder i troen før den legemlige død; men siden, når han har samlet alle sine i én tro, vil han fuldende den på dem i én time på den yderste dag.

Tegn og forbillede, ja vidnesbyrd om den gerning er disse og de andre beretninger, hvor han har oprejst nogle fra døden til dette legemlige liv igen; men dermed har han kun ladet et forspil se til den gerning, som han til sidst vil gøre på hele kristenheden. Og her er begge billeder, dødens og livets, fint stillet over for hinanden, og det vises, hvor de begge kommer fra, og hvordan de støder sammen, og hvordan Kristus beviser sin magt og kraft på døden.

For for det første: når du hører Skriften tale om menneskenes død, må du ikke alene tænke på graven og kisten og den grufulde skikkelse, når livet skilles fra legemet, og legemet fortæres og bliver til intet; men du må også se på årsagen til den, hvorved mennesket kommer i døden, og uden hvilken døden ikke kan være, og hvad den fører med sig. Denne årsag viser og lærer Skriften: at det er synden og Guds vrede; den fører døden med sig og stikker altid inde i den og ser også ud af den, virker og trækker al jammer og ulykke efter sig, legemligt på jorden, og støder desuden mennesket bort fra Gud og al hans nåde og glæde for evigt.

Sådan også omvendt: hvor der tales om livet, dér må du også tage årsagen med, som bringer og giver livet; det må være en retfærdighed, hvorved mennesket er Gud velbehageligt og til gengæld har velbehag, lyst og glæde i Gud og dermed hos Gud får alt det gode, som det begærer, for evigt.

Begge dele vil du se i dette billede: to slags personer og optog, den dødes, med dem, der bærer ham ud af byen og går med ham, og Kristi, der kommer ham i møde. Alle mennesker ved godt, at de må dø, og at vi alle går ad den samme vej og ser døden både foran os, ved siden af os og bag os; og også de vise blandt hedningerne har klaget over denne menneskeslægtens jammer; men årsagen, og hvor døden kommer fra, har de ikke kunnet få øje på. Den største flok tænker, at det sker sådan tilfældigt, at vi dør som dyrene, og at mennesket er skabt sådan, at det må dø.

De andre, da de så, at så megen ulykke, jammer og elendighed går over menneskeslægten, at så mange mennesker dør før tiden, og at mange også omkommer jammerligt, hvilket ikke alt sammen kan være tilfældigt, har nok forsket efter det og undret sig over, hvordan det dog gik til, at sådant overgår mennesket, som alene blandt alle levende skabninger er den ædleste og jo burde have det bedre og vogte sig selv mod skade; men de har ikke kunnet ramme årsagen til dette onde, bortset fra at de har set, hvordan mangt et menneske ved sin egen ondskab eller overmod fører døden og anden ulykke over sig selv. Men det er i sig selv et stort under, hvor det kommer fra, at et menneske kan være så ondt og med vilje selv kaste og styrte sig i nød og jammer.

Her lærer Skriften os, at døden først kommer fra Paradiset, fra biddet af den forbudte frugt, det vil sige fra vore første forældres ulydighed, og således går videre over alle mennesker for deres synders skyld. For hvis der ikke var synd, så var der heller ingen død. Men det er ikke alene de grove gerningssynder, ægteskabsbrud, mord osv., eftersom også de dør, som ikke gør sådant og ikke kan gøre det, som børnene i vuggen, ja også de store, hellige profeter, Johannes Døberen – alle må de dø.

Derfor må der her være en større og en anden synd, for hvis skyld hele menneskeslægten har forskyldt døden, end mord og lignende åbenlyse lyder, som bødlen straffer med døden; det er den synd, som vi har arvet fra Adam og Eva, og som kommer fra far og mor og stikker i naturen, medfødt hos alle mennesker, og som er og bliver sådan, som Adam og Eva var, da de havde syndet: vendt bort fra Gud, fuld af ond lyst og ulydighed mod Gud og hans vilje; og således er alle under Guds vrede dømt til døden, så vi må være skilt fra Gud for evigt. Dermed viser Gud alle mennesker sin alvorlige og frygtelige vrede, som vi fører over os ved synden, så vi alle må kastes i døden; og dertil kommer vi dog ikke på anden måde, end at vi fødes af kød og blod og således deri må bære vore forældres skyld, så at også vi er blevet syndere og skyldige til døden.

Sådan lærer Moses’ 90. salme os (Sl 90,7): «Din vrede gør, at vi forgår sådan, og din harme, at vi så pludselig må bort» osv. Det er Guds vrede, siger han; derfor er det ikke en tilfældig ting, eller fordi mennesket skulle være skabt sådan af Gud, men det er vor egen skyld, at vi har synd. For når der er vrede, så må der også være skyld, som har fortjent en sådan vrede. Denne vrede er ikke en ringe, ubetydelig ting, men sådan en alvor, som intet menneske kan bære, og alle må gå til grunde under den; og dog er verden så blind, at den hverken ser eller agter en sådan Guds vrede, ja, end ikke de hellige forstår den nok; som han siger videre samme sted (Sl 90,11): «Hvem tror, at du vredes så meget, og hvem frygter for denne din harme?»

Endnu mindre kan verden se, hvordan man kan blive løs, fri og kvit for denne jammer, eller selv nå dertil med sin visdom og kraft, sådan som den dog i sin blindhed understår sig (når den hører om Guds vrede) at forsone Gud med sine gerninger og sit liv og fortjene livet. For når alle mennesker allerede fra fødslen af ligger i synd, under Guds vrede og kastet i døden, hvordan skulle vi så selv ved vore gerninger kunne arbejde og rive os ud af døden? Ja, her er det ude med alle menneskers trøst og håb, når det kommer til stykket, og døden skal afværges, eller man skal holde stand mod den. Sankt Paulus siger, 1 Thess 4,13: «for at I ikke skal sørge, ligesom hedningerne, som ikke har noget håb.»

For de ved ikke engang, at det er muligt, at et eneste menneske kan komme tilbage fra døden, og tænker derfor: Den, der er død, forbliver død for evigt og bliver til intet. De andre, som jøder, tyrker og de pavelige, hører ganske vist, at der skal komme en opstandelse, men heller ikke de ved, hvordan de skal komme til de retfærdiges og saliges opstandelse. De mener at fortjene den ved sig selv og ved deres eget liv, sådan som vi munke hidtil har troet og lært: Når vi holdt vore ordensregler strengt, bad meget, læste messe osv., så ville Gud se på et sådant helligt liv, og så skulle ikke alene vi, men også andre blive hjulpet ud af døden.

Men alt dette er ikke andet end en tom menneskelig trøst og et tomt menneskeligt håb uden Guds ord. For en sådan kraft og magt til at hjælpe os selv kan jo ikke være hos os. Da vi for syndens skyld engang er faldet i døden, så vi ikke engang kan holde den legemlige død fra livet, så vil vi endnu mindre kunne redde os eller arbejde os ud af den evige død. Det har vi selv måttet erfare og vidne om med vort munkevæsen og vor gerningshellighed. For når vi længe havde gået med den og trøstet os ved den, så var det dog til sidst forgæves. Når samvittigheden kom i nød og skulle kæmpe og bestå for Guds dom, så faldt al den trøst bort fra hjertet, og der blev intet tilbage uden lutter angst og tvivl, ja sprællen og forsagthed under sådanne tanker: «Ak, jeg har ikke levet helligt nok, hvor skal jeg blive af for Guds dom?» osv. For til sidst må det komme dertil, at mennesket føler og mærker, hvad alle de hellige har måttet erfare og bekende: at ingen kan bestå for Guds dom i kraft af sit liv, hvor godt det end er eller kan være.

Herom siger profeten Esajas, Es 49,24: «Kan man tage byttet fra en kæmpe, eller kan man befri de fanger, den retfærdige har taget?» Kæmpen kalder han dødens magt, som røver og kvæler alle mennesker, og ingen er stærk nok til at stå ham imod og tage et sådant bytte fra ham. Men den retfærdige er loven med sin dom (som er Guds dom). Den holder alle mennesker fangne med fuld ret, så ingen kan gøre sig selv eller andre kvit og fri derfra, men alle må, så vidt det står til dem, forblive evigt fangne under den. For de har selv forskyldt et sådant fangenskab ved synden og ulydigheden og er faldet i Guds retfærdige, evige vrede.

Derfor findes der ingen hjælp mod dette hos nogen skabning, uden at Gud selv her har måttet forbarme sig over denne vor jammer og udtænke et råd imod den (som han også siger samme sted hos profeten): «Nu skal fangerne tages fra kæmpen, og den stærkes bytte skal blive frit.» Det har Kristus, Guds Søn selv, måttet gøre og derfor blive menneske, det vil sige tage vor død og dermed også dens årsag (synden og Guds vrede) på sig, for at han kunne hjælpe os fri af den og føre os ud af den til livet og retfærdigheden. For ligesom både synden og døden er kommet over os ved ét menneske, sådan har også omvendt sejren over døden, retfærdighed og liv måttet gives os ved ét menneske, siger Sankt Paulus, Rom 5,17.

Derfor er dette livets værk også gjort sådan, at vi får del i det uden vor gøren og gerning, ligesom vi uden vor gøren og gerning er kommet til synd og død. Vi har ikke fortjent døden eller pådraget os den på anden måde end alene ved, at vi er født af Adam, og at vort kød og blod ved den fremmede synd er så forgiftet, at vi også må dø. Sådan kan vi nu endnu mindre selv fortjene eller tilvirke os forløsning fra synd og død (det vil sige: retfærdighed og liv), men må også hertil bringes ved en fremmed retfærdighed og et fremmed liv. Ligesom synden er os medfødt fra Adam og nu er blevet vor egen, sådan må også Kristi retfærdighed og liv blive vort eget, så den samme retfærdighedens og livets kraft virker i os, som om den også var os medfødt fra ham.

For i ham er ikke alene hans personlige, men en virkende og kraftig retfærdighed og et virkende og kraftigt liv, ja en kilde, som vælder og strømmer ud i alle, der får del i ham, ligesom synd og død er vældet fra Adam ind i hele den menneskelige natur. Og sådan går det til, at menneskene bliver retfærdige og levende fra synd og død, ikke af sig selv eller ved sig selv, men ved denne Herre Kristi fremmede retfærdighed og liv, nemlig når han rører ved dem med sin hånd og meddeler dem sit værk og sin kraft (til at udslette synd og død) ved Ordet, og de tror det osv.

Derfor kaldes vi kristne, det vil sige retfærdige, levende og frelste mennesker, fordi vi har denne Herre og har fået del i ham ved troen på hans ord og sakramente. Han er den rette syndens kvæler og dødens æder (jeg siger: vore synders og vor døds, som havde kvalt og opslugt os) ved sin egen kraft og magt, og begge dele har han gjort på sit legeme, idet han tog vor synd og død på sig. Men fordi han ikke alene var uden synd og uden skyld til døden, men i sig selv fuld af evig retfærdighed og liv, og synd og død ikke havde nogen ret over ham, er de blevet fordømt og udslettet i ham, og lutter retfærdighed og liv er blevet os skænket i stedet for vor synd og død. For efter sin sejr og opstandelse har han oprettet et sådant rige i kristenheden, hvor han nu bestandig udsletter synden i sine kristne ved tilgivelse og ved sin Ånds kraft, lige til død og grav, og begynder livet i dem ved troen, indtil han samler dem alle på én dag, hvor han vil give dem fuldkommen retfærdighed og liv på både legeme og sjæl.

Alt dette ser du fint og yndigt malet i denne historie. Denne unge mand dør, ikke fordi han har været morder, ægteskabsbryder eller åbenlys synder, der måtte straffes for sin misgerning. Men før han bliver skyldig i de synder, som de begår, der nu vokser op og bliver gamle, river døden ham bort, alene for den synds skyld, som han er født i. Så kan denne mor nok klage over sin egen skyld, at hun mister sin søn, for han har arvet synd og død fra hende.

Men nu han er død, hvor er så råd eller trøst og hjælp? Ikke i moderens sorg og gråd, som dog har været meget stor. For hvis menneskers gøren og gerning kunne udrette eller fortjene noget her, så skulle denne enkes tårer langt snarere have gjort det. De er kommet hende dybt fra hjertet, som en bedrøvet, elendig mor, hvis hjerte også er brudt af kærlighed til hendes søn, og som var sindet sådan, at hun gerne havde gjort og lidt alt derfor, ja også lidt døden selv, hvis hun kunne have reddet sin søn. Og nu, da han er død, er der nok et skjult ønske og suk: «Ak, ville Gud dog, at min søn endnu levede eller kunne blive levende igen!»

Det sidder så dybt i hendes hjerte, at hun ikke selv ser det, ja hun tør ikke engang tænke på at bede om det, og dog er hjertet fuldt af det. Hvis hun blev spurgt og skulle bekende, hvad hun allerhelst ville ønske eller bede Gud om, kunne hun ikke sige andet end: «Ak, hvad skulle jeg begære eller bede om på jorden andet end, at min søn måtte leve?» Og det er en langt mere hjertelig og brændende bøn, end nogen kan udsige, for den går ud af lutter uudsigelige suk.

Men alligevel er det hos hende, som hos alle mennesker, forgæves og tabt, og hun må selv slå det ud af hovedet og opgive håbet. For hun har også før, da hendes søn endnu levede, sukket, grædt og bedt af hjertet om at måtte beholde ham i live. Men da det ikke har hjulpet, og sønnen nu er død, kan hun endnu mindre øse noget håb eller nogen trøst om hans liv. Hun ser nok, at han ikke kan bringes tilbage med tårer og suk; ellers ville andre mødre også nok have gjort det eller ville stadig gøre det.

Kort sagt: Her er vantroen, som kæmper imod hendes bøn og gør den til intet. Og så fik hun alligevel, uden at hun eller noget andet menneske havde tænkt eller håbet det eller gjort noget dertil, sin søn igen, alene fordi Herren kommer til og ynkes over den stakkels enke (som teksten her siger) og trøster hende, ikke alene med det venlige ord, men også med kraft og gerning, idet han giver hende hendes søn levende tilbage. Så hun må sige, at det ikke er hendes eller noget menneskes fortjeneste, men hans rene nåde og gave, og at han er en sådan Herre, som overvældende kan gøre og give (som dagens epistel har sagt) ud over alt, hvad vi beder om eller forstår osv. For det er hans måde at vise sig underfuld mod sine hellige alle vegne (som Sl 4,4 siger), og i nød at bønhøre, redde og hjælpe de kristne, ikke efter deres tanker, håb og tro, men efter sin guddommelige, almægtige kraft, når alle menneskers råd er slut, og alt er tabt og opgivet.

Se her, hvordan Herren Kristus viser sit værk mod døden, når den kommer ham for øje, og dermed forudbilleder, os til trøst, hvad han også vil gøre ved sine kristne, når døden angriber dem ligesom denne unge mand. For her ser du to slags procession eller to skarer støde sammen: den ene er den stakkels enkes med den døde unge mand og det folk, der følger ham til graven; den anden er Kristi og deres, der går med ham ind i byen. Det første billede viser, hvad vi er, og hvad vi bringer med til Kristus, for det er hele verdens billede og gang på jorden. Der er én skare, som alle går efter døden og må følge med ud af byen, og når Kristus kommer, finder han her intet andet end lutter sådant, som har med døden at gøre.

Det er hele verdens væsen på jorden, når man ser rigtigt på det: Der er intet andet end lutter dødsbilleder og dødens forretning, en stadig og daglig gang mod døden, lige til den yderste dag. Den ene efter den anden dør bort hele tiden, og de andre har kun med dette jammerlige væsen at gøre, hvordan den ene kan bringe den anden til graven, og de andre følger også selv efter dag for dag. Med en sådan gang til graven vidner de om, og viser derfor den døde denne tjeneste, at de andre i dag eller i morgen også skal følge dem til graven. Derfor siger Kristus om det verdslige væsen og regimente til dem, han kalder til sit rige: «Lad de døde begrave deres døde», Matt 8,22.

Sådan ser du på denne side, hos denne skare, som er hele verdens og menneskeslægtens, intet andet end død. Den bringer vi med os, den bærer og slæber vi med os fra moders liv af, og vi går alle sammen den samme vej, bortset fra at den ene altid går eller bæres foran den anden, og de andre må følge ham, indtil det kommer til den sidste. Og der er ingen redning eller hjælp mod det hos nogen skabning: Døden hersker over dem alle (siger Sankt Paulus, Rom 5,14) og river dem alle bort uden nogen modstand. Ja, med et sådant skuespil og billede, hvor den kaster én til jorden, trodser den endda alle de andre, som lever og bringer den døde til graven, og viser dem dermed, at den allerede har dem i sine bånd og sin magt og kan gribe dem på samme måde, når den vil.

Men over for dette ser du også et trøsterigt modbillede, livets billede, og en herlig, glad procession, denne Herre Kristi, som ikke går med den døde ud af byen, men kommer døden i møde for at gå ind i byen. Dog ikke som andre, der går hjem igen fra graven, indtil de selv eller andre igen bliver båret ud. For han kommer ikke med sådanne dødstanker, som om han måtte frygte døden og også være under dens magt, men han træder den under øjne og stiller sig imod den som den, der har magt og vælde over den. Først trøster han denne stakkels enke, som ikke har andet end død i sit hjerte, og siger, at hun ikke mere skal sørge og græde. Han fører andre ord og fagter, end noget andet menneske kan føre. Han træder hen til båren og lægger hænderne på den, byder dem alle at stå stille, går straks til værks med ét ord og siger: «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» osv. Og straks følger kraften og gerningen disse ord, så den døde ikke mere ligger der som før, men rejser sig op, som han var indhyllet og ombundet, begynder at tale og viser, at her ikke mere er død, men liv.

Det er en underfuld, pludselig forvandling fra død til liv i denne unge mand. Alle livets gnister er for længst slukket, og der er nu i sandhed intet liv tilbage, men nu må hans ånde, blod, følelse, bevægelse, sanser, mæle og alt, hvad der hører til livet, gives fuldt og helt tilbage i et øjeblik. Og Kristus vender med ét ord den sørgelige gang eller procession, hvor den døde bæres ud af byporten, til en smuk, yndig og glad livets procession. I den følger både denne unge mand, som netop blev båret af fire eller flere for at blive kulet ned i jorden, og hans bedrøvede mor glade Herren Kristus med hele skaren tilbage ind i byen til deres egne. Begge har de nu glemt død, båre og grav og roser sig og jubler over lutter liv.

Men en sådan ros og ære for dette værk tilkommer ingen anden end alene denne Herre Kristus, hvis kraft og værk det alene er at tage døden bort og skabe liv af den, sådan som han også alene viser det. Og denne ros og dette ry om Kristus, som dette evangelium siger gik ud over hele landet, er skrevet os til trøst og glæde mod dødens skræk og angst, så vi ved, hvad slags frelser vi har i Kristus. For også på jorden, i sin tjeneste, sit embede og sin tjenerskikkelse, har han vist sig sådan, at han dog er Herre over både døden og livet, så han udsletter den ene og bringer det andet frem for lyset. Hvor og hvor tit døden er kommet til ham og er løbet imod ham (som med synagogeforstanderens lille datter, ligeså med Lazarus og til sidst på hans egen person), er den blevet taget bort og udslettet af ham.

Det samme vil han også vise ved vor og alle kristnes død, når den har kastet dem alle ned under jorden og nu mener at have opslugt dem helt. Det har han lovet og tilsagt med sin egen mund og sit eget ord, Joh 11,25: «Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør.» Ligeså Joh 5,28: «Der kommer en time, da alle de, der ligger i gravene, vil høre Menneskesønnens stemme og gå frem» osv. Da skal dette værk først rigtig begynde, som han her og i lignende eksempler har forudbilledet, og som han har gemt til den tid, da han vil fuldbyrde det, ikke enkeltvis eller på nogle få, men på én gang på alle, for at opsluge døden helt på én gang (som Esajas siger), så ingen mere skal kvæles eller angribes af den.

Først da skal det blive en rigtig, smuk og herlig procession, når han i ét øjeblik vil samle alle, der nogen sinde er døde, og kalde dem med ét ord ud af jorden, støv og aske, luft, vand og alle steder, og (som Sankt Paulus siger, 1 Thess 4,14) som hovedet føre en utallig skare af alle de troende med sig, alle sat ud af døden og al jammer og ind i det evige liv, og, som Es 25,8 siger, tørre tårerne af alles øjne, så de med evig glæde, pris og ære skal rose og love denne Herre evigt og uden ophør.

Dette skal også vi lære at tro og trøste os ved i døden og andre nøder. Selv om vi kommer derhen, hvor vi intet andet ser og føler end lutter død og fordærv (som denne stakkels enke ved sin søn), ja selv når vi allerede sidder i dødens gab, ligesom hendes søn ligger på båren og bæres til graven, skal vi dog trods alt fast slutte, at vi i Kristus har sejr over døden og har livet. For troen på Kristus må være sådan beskaffen, eller i det mindste lære og øve sig i dette (som Hebræerbrevet lærer, Hebr 11,1), at den kan fatte og holde for vist det, som ikke ses, ja det, hvis modsætning man alene ser. Sådan vil Kristus her have, at denne enke skal tro og håbe på livet, når han siger: «Græd ikke!» (skønt en sådan tro i hende var meget svag og lille, som den også er i os), da hun og hele verden efter deres sanser, følelse og tanker helt havde opgivet håbet om livet.

For han vil lære os dette, også i vor erfaring: at der af os og i os ikke er andet end lutter fordærv og død, men af ham og i ham ikke andet end lutter liv, som opsluger både vor synd og død. Ja, jo mere jammer og død der er i os, desto mere og rigeligere skal vi føle trøst og liv i ham, hvis vi ellers også ved troen holder fast ved ham, hvortil han både ved sit ord og ved sådanne eksempler tilskynder og formaner os. Amen.