15. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Matt 6,24–34)

En anden prædiken over evangeliet på 15. søndag efter trinitatis, Matt 6,24–34

Dette evangelium er et stykke af den lange prædiken, som Kristus holdt for sine disciple på bjerget. I den driver han blandt andet også dette stykke særlig hårdt: at advare og formane sine kristne imod den skændige last, gerrighed og bekymring for maven, som er vantroens rette frugt og bevis. Og den gør særlig stor skade i kristenheden, når den får tag i dem, der står i prædikeembedet og ikke skal tænke på andet end på, hvordan de ret kan lære Guds ord og troen og straffe verdens vildfarelse og synd; eller også i dem, der skal bekende Guds ord for alle og for Guds skyld være rede til at tjene alle, selv om de derfor må sætte gods, ære, liv og lemmer til.

For Kristus vil hermed også lære, hvordan han vil have sit rige skilt fra det verdslige væsen og regimente. Han vil ikke regere sin kristenhed på jorden sådan, at den er et fast indrettet og ordnet regimente, hvor de kristne på forhånd er rigeligt forsynet med timeligt gods, rigdom og magt og ikke behøver at vente nogen mangel eller fare. Nej, han vil forsyne dem med åndelige goder og fornødenheder, så de har hans ord, nådens trøst og Åndens kraft og styrke imod synd og død til det evige liv. Og hvad de dertil i timelig henseende behøver til deres krops og dette livs nød, det skal de også ved troen vente fra ham. De skal ikke lade sig forskrække, om de ikke ser det for øjnene og har det beredt for fremtiden, men lider mangel og bliver anfægtet; de skal vide, at deres Gud og Fader i himlen sørger for det og sikkert også vil give dem det, når de blot med fast tillid sørger og tragter efter, hvordan de kan blive ved hans ord og i hans rige og tjene ham deri.

Derfor gør han ved denne prædiken en forskel, hvormed han skiller sine kristne ud fra hedningerne og de vantro. For denne lære giver han ikke hedningerne, for de tager ikke imod den, men dem, som allerede er kristne. Dog regner han ikke dem for sine kristne, som kun hører Ordet og kan sige det efter, ligesom nonnerne Psalteret. Sådan hører Djævelen også evangeliet og Guds ord; ja, han kan det bedre end vi og kunne også prædike det lige så godt som vi, hvis han ville. Men evangeliet er en lære, som skal være levende og gå over i gerning; den skal styrke og trøste folk og gøre dem modige og frimodige. Derfor hører de, som kun hører evangeliet sådan, at de ved det og kan tale om det, endnu ikke med blandt de kristne; men de, som tror og gør sådan, som evangeliet lærer, de er de rette.

«Ingen kan tjene to herrer, for han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.»

Den, som vil tjene to herrer, tjener på en måde, der ikke kan kaldes tjeneste; for det går, som Herren siger her. Man kan nok tvinge en tjener til at gøre en gerning, som han er imod og har ulyst til; men til at gøre den villigt og mene den af hjertet kan ingen tvinge ham. Han kan nok gøre den, så længe hans herre er til stede; men når herren er gået bort, så skynder han sig væk og laver intet godt. Derfor vil Herren, at tjenesten skal ske af kærlighed og villigt; ellers er det ingen tjeneste. For ingen sætter pris på, at man gør noget for ham modvilligt. Er det nu sådan her blandt mennesker, at ingen kan tjene to herrer, så skal det meget mere gå sådan til med tjenesten for Gud, at tjenesten ikke er delt, men sker for ham alene, villigt og af hjertet. Derfor føjer Herren til og siger:

«I kan ikke tjene både Gud og mammon.»

For Gud kan ikke tåle, at man ved siden af ham også har en anden herre; han er en nidkær Gud, som han selv siger, og kan ikke finde sig i, at nogen tjener ham og også hans fjende. «Mig alene,» siger han, «eller lad det helt være.»

Vi vil kun finde få, som ikke synder mod dette evangelium. For Herren fælder en streng dom, som er forfærdelig at høre: at han skal sige sådan noget om os. Og dog vil ingen indrømme det, ja, ingen vil finde sig i, at man siger det: at vi hader og ringeagter Gud, og at vi er hans fjender. Der er ingen, som, hvis man spurgte ham, om han elskede Gud og holdt sig til ham, ikke ville sige: «Ja, jeg elsker ham. Holder du mig for sådan et gudsforladt menneske, at jeg skulle være Guds fjende?» Men se, hvordan teksten her slutter, at vi alle hader og ringeagter Gud, elsker mammon og hænger ved den. For det er umuligt, at den, som elsker penge og gods og hænger ved dem, ikke skulle hade Gud. For han stiller her to op over for hinanden, som er hinandens fjender, og slutter: Hvis du elsker den ene af de to og holder dig til ham, så må du hade og ringeagte den anden. Derfor, hvor pænt et menneske end lever her på jorden og dog hænger ved godset, så kan det ikke være anderledes: han må hade Gud; og omvendt også: den, som ikke hænger ved penge og gods, han elsker Gud. Det er sikkert.

Men hvor er de, som elsker Gud og ikke hænger ved penge og gods? Se på hele verden, også på dem, der kaldes kristne, om de ringeagter penge og gods. Det koster møje at høre evangeliet og også gøre efter det. Vi har evangeliet, Gud ske lov, det kan ingen nægte; men hvad gør vi ved det? Vi tænker kun på, at vi kan tale om det; mere bliver der ikke af det. Vi mener, at det er nok, at vi ved det, og bekymrer os ikke om, at vi også en dag skulle gøre efter det. Skulle én miste en gylden eller to, så bekymrer han sig og er bange for, at pengene skal blive stjålet fra ham; men evangeliet kunne han undvære et helt år, og her er ingen sådan flid og alvor for, hvordan vi kan beholde det, så det ikke kan tages fra os.

Verden kan i hvert fald ikke skjule sin vantro i de grove, ydre synder; for man ser, at den elsker en gylden mere end Kristus og alle apostlene, om de så selv var her og prædikede. Jeg kan høre evangeliet dagligt, men det gør ikke dagligt nytte i mig; men det kan nok hænde, at Helligånden, når jeg har hørt det et helt år, giver mig det i én time. Hvis jeg nu fik det i den time, så fik jeg ikke alene fem hundrede gylden, men mere, end hele verden kan give mig. For hvad havde jeg ikke, hvis jeg havde evangeliet? Gud ville jeg have fået, ham som gør sølv og guld og alt, hvad der er på jorden. Det er meget mere, end hvis jeg havde kirken fuld af gylden.

Se nu, om ikke vort hjerte er en skalk, fuld af ondskab og vantro. Hvis jeg var en ret kristen, så ville jeg sige: «I den time, da evangeliet kommer, kommer der hundrede tusind gylden til mig, ja, meget mere.» For når jeg har denne skat, så har jeg alt, hvad der er i himlen og på jorden. Men denne skat, siger Kristus, må man tjene alene; for man kan ikke ved siden af også tjene mammon. Enten må du elske Gud og hade pengene for hans skyld, eller du må hade Gud og elske pengene; det og intet andet.

Mammon kalder han gods eller rigdom, og egentlig et sådant gods, som man ikke bruger, men holder som en skat; nemlig de penge og det gods, som man lægger til side som et forråd. Hvor nu et hjerte tragter og bekymrer sig for, hvordan det bare kan få stort gods til sig og samle det, dér kan det sandelig ikke have megen agt for Guds ord og rige. Det gør de kristne ikke; de beder Gud om det daglige brød og lader sig nøje med det, som de kan have med god samvittighed, givet af Gud. Men de andre er gerrige og tragter kun efter et stort forråd, som de kan forlade sig på, så de, hvis vor Herre Gud døde i dag eller i morgen, alligevel vidste, hvor de skulle blive af. Derfor kalder Sankt Paulus gerrigheden en gud for denne verden og en afgudsdyrkelse [Kol 3,5; Ef 5,5]; det stemmer Kristus her med og kalder det at tjene mammon.

Hvordan går det nu til, at gerrigheden allermest kaldes en afgudsdyrkelse og ikke andre synder, skønt dog urenhed, hor, lyster, onde begæringer og flere andre laster også er imod Gud? Det sker os til stor skam, fordi guldet er vor gud, som vi tjener, som vi stoler på, og som vi forlader os på – en gud, som dog hverken kan opretholde eller frelse os, ja, ikke selv kan stå eller gå, som hverken hører eller ser, som hverken har kraft eller magt, og hos hvem der hverken er trøst eller hjælp. For selv om én havde hele verdens rigdom, så er han dog ikke et øjeblik sikker for døden.

Hvad hjælper store skatte og rigdomme kejseren, når den lille time kommer, da han skal dø? Det er en skændig, hæslig, magtesløs gud, som ikke engang kan hjælpe én med en byld, ja, som ikke engang kan vogte sig selv. Dér ligger han i kisten og lader sig opvarte som en magtesløs, kraftløs, svag ting. Den, der har ham, må nat og dag passe på, at tyvene ikke stjæler ham, eller at han på anden måde mister ham. Fy for den magtesløse, døde gud, som ikke engang kan hjælpe i det mindste, og som dog er så kræsen og kostbar, lader sig opvarte på det prægtigste og gemme med store kister og låse! Er denne skat eller dette gods klæder, så må man passe på det og beskytte det mod de allermindste småkryb, mod møllene, så de ikke ødelægger eller fortærer det.

Burde væggene dog ikke spytte på os, fordi vi stoler mere på den gud, som møllene æder og rusten ødelægger, end på den Gud, som skaber og giver alt, himmel og jord og alt, hvad der er i dem? Er det ikke tåbeligt af verden, at den vender sig bort fra den sande Gud og stoler på den skændige mammon, på den fattige, elendige gud, som ikke engang kan vogte sig selv mod rust?

Gud sender penge og gods mange slags fjender, for at vi skal se og erkende vor vantro og vort ugudelige væsen: at vi således stoler på en magtesløs og skrøbelig gud, vi, som dog lige så let kunne komme til at holde os til den sande, mægtige og stærke Gud, som giver os alt, penge, gods, afgrøde og hvad vi har brug for. Og alligevel er vi så tåbelige og gør guder ud af skabningerne. Fy for dig, du forbandede vantro!

Andre synder sker dog sådan, at mennesket bruger skabningen, og kødet har sin lyst og glæde af det, som med ædedrikkeri; ligeså får vreden sin lyst stillet, og sådan flere andre laster. Kun i denne last må mennesket selv ængste og plage sig med bekymringer og har ingen nytte af det. Dér ligger pengene i en bunke og lader sig tjene; og den gerrige pengepuger, der har dem, tør ikke røre dem eller bruge dem til lyst og glæde, for ikke at vække sin guds vrede.

Sådan går det dem, som tjener denne afgud. Den sande Gud lader sig dog bruge og tjener menneskene; men det gør mammon ikke, han vil bare ligge stille og lade sig tjene. Af den grund kalder Det Nye Testamente gerrigheden en afgudsdyrkelse, fordi den kun vil have sig tjent. Men «at elske og ikke nyde, det kunne ærgre selv Djævelen». Det går sådan for alle dem, som elsker denne gud, mammon, og tjener ham. Den, som ikke skammer sig over det og bliver rød, han har en pande af jern.

Det kommer altså an på ordet «tjene». Det er ikke forbudt at have penge og gods; vi kan jo ikke undvære det. Abraham, Lot, David, Salomo og andre har haft meget gods og mange penge, og endnu i dag finder man her og der rige folk, som dog også er fromme; men det er en anden sag at have gods og at have mammon til en gud. Job var også rig, havde meget gods og var mægtigere end alle, der boede mod øst; alligevel sagde han (Job 31,24–25): «Har jeg sat guldet til min tillid og sagt til guldklumperne: ’Min trøst’? Har jeg glædet mig over, at jeg havde stort gods, og at min hånd havde erhvervet sig meget?»

Summa summarum: Gud vil, at vi ikke skal tjene penge og gods med gerrighed og bekymring, men arbejde og overlade bekymringen til ham. Den, der tjener, er en træl og har ikke godset, men godset har ham; for han tør ikke bruge det, når han vil, og kan heller ikke tjene andre med det; ja, han er ikke så dristig, at han tør røre ved det. Men er han herre over godset, så tjener godset ham, og han tjener ikke godset. Så tør han bruge godset ligesom Abraham, David, Job og flere andre rige og bekymrer sig kun om Herren, som Sankt Paulus lærer korintherne (1 Kor 7,32). Dernæst hjælper han de fattige med godset og giver dem, som intet har. Når han ser én, som ikke har nogen kjortel, så siger han til pengene: «Ud med dig, junker Gylden! Dér er en fattig, nøgen mand, som ikke har nogen kjortel; ham skal du tjene! Dér ligger én syg, som ikke har noget at styrke sig på; frem med jer, junker Annaberger og Joachimstaler! I må af sted, hen og hjælp ham!» [Annaberger og Joachimstaler er sølvmønter, slået i Annaberg og Joachimsthal i Erzgebirge.] De, der omgås deres gods sådan, er herrer over deres gods; og det gør alle rette kristne helt sikkert. Men de, der sparer mange penge sammen og kun tænker på, hvordan bunken kan blive større og ikke mindre, de er lutter afgudstrælle.

Den er herre over mammon, som tager fat på den for at hjælpe dem, der har brug for det, og stoler på Gud, som siger: «Giver du, så giver jeg også; har du ikke mere, så har du jo endnu mig, som stadig har nok; ja, jeg har mere, end jeg nogen sinde har givet bort og endnu kan give bort.» Vi ser her og der mange fromme fattige, og det er kun for, at de rige skal hjælpe de fattige og tjene dem med deres rigdom. Derfor er dette altså meningen: Gods må vi have, men med hjertet skal vi ikke hænge ved det, som også salmen siger (Sl 62,11): «Falder rigdom jer til, så hæng ikke hjertet ved den.» Arbejde skal vi, men for føden skal vi ikke bekymre os. Det siger Herren i evangeliet med klare ord, idet han slutter således og siger:

«Derfor siger jeg jer: Hvad jeres liv angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal spise, og for hvad I skal drikke, og hvad jeres krop angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal klæde jer med.»

Og dertil bruger han en fornuftig, naturlig grund, hvormed han vil slutte, at de ikke skal bekymre sig for føden; for fornuften må slutte og indrømme, at Gud har givet os krop og liv uden vores bekymring og medvirken, og vi ser jo, at det heller ikke bliver opretholdt af os selv.

«Er livet ikke mere end maden, og kroppen mere end klæderne?»

Som om han ville sige: I vender det lige på hovedet. Maden skal tjene livet, men I lader livet tjene maden. Sådan også med klæderne: Klæderne skal tjene kroppen, men nu må kroppen tjene klæderne. Men Gud ordner det sådan, at han jo giver livet og opretholder kroppen. Hvor det er givet, dér vil sikkert også begge dele, mad og klæder, blive givet og ikke udeblive.

Her må vi lægge mærke til Herrens ord. Han siger: «Bekymr jer ikke», men han siger ikke: «Arbejd ikke.» Bekymring er os forbudt, men arbejde er det ikke; ja, det er os befalet og pålagt at arbejde, så sveden løber os ned ad næsen. Derfor siger han til Adam (1 Mos 3,19): «I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du igen bliver til jord, som du er taget af.» Og som salmen siger (Sl 104,22–23): «Når solen står op, går mennesket ud til sit arbejde og til sin gerning indtil aftenen.» Bekymre os skal vi ikke, det er os her forbudt; for vi har en rig Gud, som lover os føde og klæder, før vi bekymrer os og beder om det.

Hvorfor giver han os det så ikke uden arbejde? Fordi det behager ham sådan. Han befaler os at arbejde, og så giver han det, ikke for vores arbejdes skyld, men af sin godhed og nåde. Det ser vi for øjnene; for skønt vi arbejder på marken hvert år, giver han dog det ene år mere end det andet. Derfor er vi narre, ja, vi handler imod Gud, når vi bekymrer os for, hvordan vi skal skrabe penge og gods sammen, når dog Gud rigeligt lover os, at han vil give os alt og forsyne os overflødigt med alt, hvad vi har brug for.

Men nogen kunne sige: «Siger Sankt Paulus da ikke, at vi skal have omsorg?» som i Rom 12,8: «Er nogen leder, så skal han have omsorg.» Ligeledes siger han om Timotheus (Fil 2,20): «Jeg har ingen, som er så ganske af mit sind, og som så hjerteligt har omsorg for jer.» Og Sankt Paulus selv roser sig af (2 Kor 11,28), at han bærer stor omsorg for alle menighederne. «Der ser du, at vi alligevel også skal have omsorg.» Svar: Vores liv og vores kristne væsen består af to stykker, troen og kærligheden. Det første går på Gud, det andet på næsten. Det første ser man ikke, det er troen, den ser Gud alene; det andet ser man, og det er kærligheden, som vi skal vise vores næste. [Det tyske «sorgen» og «Sorge» betyder både at bekymre sig og at have omsorg for nogen; Luthers svar hviler på dette dobbelte ord.]

Nu er den omsorg, som kommer af kærligheden, befalet. Men når jeg farer til og selv vil bekymre mig for mig selv, er det imod troen; derfor forbyder han også bekymringen. Men kærlighedens omsorg vil han have holdt; dér vil han, at vi skal sørge for andre og dele vores gods og vores gaver med dem. Er jeg øvrighed, så skal jeg sørge for undersåtterne; er jeg husfar, så må jeg sørge for mit husfolk, og så fremdeles, efter som enhver har fået gaver af Gud. Gud sørger for alle; det er den omsorg, som troen griber. Vi skal også sørge for hinanden ved kærligheden: nemlig at jeg, når Gud har givet mig noget, har omsorg for, at andre også får det.

Derfor må man ikke digte nogen glosse til, men ganske enkelt forstå det, som ordene lyder: Vi skal ikke bekymre os for føden. Gud siger: «Bekymr du dig ikke for, hvad der skal gives dig, men arbejd du, og lad mig sørge; jeg vil give.» Men når han har givet det, så sørg du for, hvordan du deler det rigtigt ud. Bekymr dig ikke for, hvordan du får det; men tragt efter, hvordan dit husfolk og andre også kan få det, som Gud har givet dig, og se til, at dit husfolk arbejder og ikke bliver uopdragent.

Er jeg prædikant, så skal min bekymring ikke være, hvorfra jeg skal tage det, jeg prædiker; for når jeg ikke har det, så kan jeg ikke give det. Kristus har sagt (Luk 21,15): «Jeg vil give jer mund og visdom, som alle jeres modstandere ikke skal kunne modsige eller modstå.» Men har jeg det, så skal jeg nu sørge for, hvordan andre kan få det af mig, og hvordan jeg kan fremføre det for dem på den allerbedste måde: lære de uvidende; formane og tilskynde dem, som ved det; trøste de bedrøvede samvittigheder ret; vække de sløve, søvnige hjerter og gøre dem vågne, og så fremdeles, sådan som Sankt Paulus har gjort (1 Tim 4; 2 Tim 4; Tit 3) og har befalet sine disciple Timotheus og Titus også at gøre. Det skal være min omsorg, nemlig hvordan andre kan få det af mig; men jeg selv skal studere og bede Gud. At studere er mit arbejde; det arbejde vil han, at jeg skal gøre, og når det behager ham, så vil han give. For det kan godt ske, at jeg studerer længe, og at det alligevel ikke gives så snart, men først når det behager ham; så giver han det rigeligt og overflødigt, måske på en time. Sådan skal enhver gøre i sin stand og blot passe sin gerning, som er ham befalet, og lade vor Herre Gud sørge for, hvordan han vil give det. Når han så giver det, skal den, der har fået det, sørge for, hvordan han også giver det til andre.

Det mener Herren her, når han siger, at vi ikke skal bekymre os for mad og klæder; arbejdet vil han have, kort og godt. For du kunne komme til at ligge længe bag kakkelovnen, før du fik noget givet, hvis du hverken pløjer eller arbejder. Det er sandt: Gud kunne godt ernære dig uden dit arbejde og lade stegt og kogt, korn og vin vokse frem på dit bord; men han vil, at du skal arbejde og i disse sager bruge din fornuft eller dine sanser og dine hænder, som han har givet dig dertil, ikke for at de skal gå ledige, men for at de skal udrette noget.

Sådan går det også til med prædikeembedet og i hele vores liv. Han giver os uld, som han lader vokse på fårene for os; men der bliver ikke straks klæde af den, vi må bearbejde den og gøre klæde af den. Når klædet er der, bliver der ikke straks en kjortel af det; skrædderen må først sy den, og så fremdeles. Med alle ting handler Gud sådan, at han vil sørge, og vi skal arbejde; han vil give det, som vi ikke selv kan skabe eller lave, men vi skal bruge det givne og arbejde med det.

Eksempler på denne lære har vi også for øjnene i overflod i alle skabninger; og særlig fortæller han her to af dem, som med rette burde gøre os skamrøde, nemlig om fuglene og om blomsterne på marken, og siger:

«Betragt himlens fugle: De sår ikke eller høster eller samler i lader, og jeres himmelske fader føder dem.»

Som om Herren ville sige: I har aldrig nogen sinde set en fugl med en segl, som havde høstet ind og samlet i lader, for de arbejder ikke, som vi gør; og dog bliver de ernæret. Dermed vil Herren dog ikke, at vi ikke skal arbejde, men han vil med dette eksempel tage bekymringen fra os. For en fugl kan ikke drive agerbrug, som vi gør; dog er den ikke uden arbejde, men den gør det, den er skabt til, nemlig at den får unger, føder dem og synger vor Herre Gud en lille sang til tak. Havde Gud pålagt den mere arbejde, så gjorde den også mere. Tidligt står den op, sætter sig på en gren og synger den sang, den har lært, og ved intet om mad og bekymrer sig heller ikke for den. Bagefter, når den bliver sulten, flyver den hen og søger et lille korn; dér har Gud lagt et eller andet til den, som den aldrig tænkte på, mens den sang, og dog havde den haft grund nok til at bekymre sig for føden. Ja, skam jer nu, at de små fugle er frommere og mere troende end I! De er glade og synger med fryd og ved ikke, hvad de skal have at spise.

Det er sagt til vor store og vældige skam, at vi ikke kan gøre så meget som de små fugle. En kristen burde skamme sig over for en lille fugl, som kan den kunst, den aldrig har lært: uden prædiken og formaning stoler den på Gud og lader ham sørge. Hvis du om foråret sagde til en af dem: «Hvordan kan du synge så glad, når du endnu ikke har noget korn i laden?» – så ville den gøre nar af dig og spytte på dig, du, som vil være en kristen og Guds barn, og som hører hans ord og løfte så rigeligt og alligevel ikke stoler på, at du uden bekymring og gerrighed, med god samvittighed og glad sind kan vente fra Gud, hvad du ikke selv kan give dig. Det er et mægtigt eksempel, som sandelig burde slå os for panden og drive os til at stole mere på Gud, end vi gør. Derfor slutter han også med et ord og siger:

Er I ikke meget mere værd end dem?

Er det ikke en stor skam, at Herren gør de små fugle til vore mestre og stiller dem op for os, så vi først skal lære af dem? Fy for den hæslige, skændige vantro! I Første Mosebog har vi et bud (1,28) om, at vi skal være herrer over alle skabninger; og så gør vi os selv så meget til skamme, at Gud endda må sætte fuglene til mestre over os og vise, hvordan vi tjener mammon og forlader den rette, sande Gud. Nu følger det andet eksempel, om de små blomster på marken, hvormed Herren vil drive os til, at vi ikke skal bekymre os for klæderne, og han siger sådan:

Men hvem af jer som bekymrer sig, kan lægge en alen til sin livsalder? Og hvorfor bekymrer I jer for klæderne? Bemærk markens liljer, hvorledes de gror. De arbejder ikke, og de spinder ikke. Men jeg siger jer at ikke engang Salomo i hele sin pragt var klædt som en af dem. Men når Gud således klæder markens græs, som står i dag, og som i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere vil han så ikke klæde jer som har en lille tro?

Som ville han sige: Livet er ikke jeres, legemet heller ikke; I kan hverken gøre det ene eller det andet længere eller kortere, end Gud giver det. Alligevel bekymrer I jer for, hvordan I skal klæde jer. Se dog på de små blomster på marken, hvor smukt de er prydet og klædt, og ingen af dem gør noget til det; de spinder ikke og væver sig ikke noget, og dog er de smukt klædt. Og sørger Gud også for så små og ringe skabninger, som er så forgængelige og kun skabt til en dag eller to, og som næsten ikke er andet end farve og duft – sørger han for, at de skal have så mange smukke farver, og at hver af dem skal have sin egen klædning, så smuk som overhovedet muligt, så det kan tjene Gud til ære (for uden det var de jo slet ingenting) – hvor meget herligere og smukkere kan Gud så ikke pryde dem, end alle mennesker kan med alle perler, guld og kostbare smykker! Derfor stiller han også den rigeste konge, Salomo, op over for dem, og med ham alle andre konger og herrer, og siger, at ingen af dem er klædt sådan eller kan skaffe sig så smukt et smykke med al verdens gods, som Gud klæder en eneste af de små blomster.

Dermed vil Herren igen ikke sige, at vi ikke skal arbejde; nej, vi skal arbejde, spinde, væve og virke og lave klæder, når Gud har givet os midler til det; men vi skal ikke bekymre os og tvivle på, om han også vil give os det, og ikke leve og handle, som om vi selv skulle og måtte give og skaffe os det hele, uden Gud.

Sådan bliver vi her igen vist vor skam, og der bliver gjort nar af os af de små blomster, som kvæget træder på med fødderne eller æder, og som dog af Gud er sat så højt, at de bliver vore skolemestre og lærere, så vi godt kunne tage hatten af for dem og ære og takke dem som vore mestre.

Men vi er så blinde, at vi ikke ser, hvad Gud vil med det, og hvordan han mener det. Den lille blomst står der for vor skyld, for at vi skal se den; den trodser os og byder os trods og siger: «Selv om du havde hele verdens pragt på dig, så kan du dog ikke måle dig med mig, for jeg står her og bekymrer mig ikke om, hvor min pragt skal komme fra, og gør intet til det. Og selv om du er smukt prydet, så er du dog et vantro menneske og tjener den afmægtige mammon og er oven i købet en fattig, stinkende maddikesæk. Men jeg er frisk og smuk og tjener den rette, sande Gud.» Ud fra disse eksempler og billeder drager Herren nu slutningen og siger sådan:

I skal altså ikke bekymre jer og sige: Hvad skal vi spise? Eller: Hvad skal vi drikke? Eller: Hvad skal vi klæde os med? For alt dette søger hedningerne efter. For jeres himmelske far ved at I trænger til alt dette.

Denne prædiken holder Kristus, som jeg sagde i begyndelsen, for sine kristne, særlig for dem, der er i prædikeembedet, eller som ellers enten intet har eller i hvert fald ikke kan erhverve og samle sig et sådant forråd og så megen mammon som den øvrige verden, så de også kunne vide, hvorfra de skulle ernære og opholde sig selv og deres; ja, de må leve i fare for også at blive berøvet det, som Gud har givet dem af timelige goder, og må altså i alle ting leve helt af Guds forsyn og vente det fra ham, når verden intet giver dem.

Det gør også ondt på kød og blod og bliver dem tungt; ja, ingen kan bære det eller gøre det uden en troende kristen. For verden er således sindet, at den ikke vil sidde og satse på lykken, men vil være sikker på sin sag og på forhånd have bestilt og ligge inde med, hvad den behøver – føde, fred, beskyttelse og sikkerhed – så den kan klare sig; den vil hverken se Gud eller folk i hænderne. Og fordi den ser, at verden ikke gør nogen rig for hans tros og fromheds skyld, tænker den, at den også må gøre og leve, som andre gør, så den dog også får noget.

Derimod trøster og styrker han her sine kristne og gentager igen: De skal ikke bekymre sig for det og ikke sprælle og tvivle i en sådan vantro: «Ak, hvor skal vi blive af? Hvem vil give os noget? Hvor finder vi stakkels kristne føde, beskyttelse og fred i verden?» Men de skal vide, at deres himmelske Fader sørger for det og også vil give dem det, han, som jo netop derfor kaldes deres Fader (ikke de vantros), skønt han dog nærer hele verden og giver alt, for at vise, at han heller ikke vil svigte sine børn. Han fører dem ind i Guds høje gerning, hele skabningen, så de ser, hvordan han nærer og opholder alle ting, som han skaber, sådan som han har ordnet hver enkelt; også alle fuglene i luften, som dog ikke søger efter nogen føde og ikke på forhånd ved, hvor de skal få den fra. Ja, han pryder og klæder særlig de små blomster sådan, skønt så megen skønhed og pynt synes helt spildt på dem (fordi de måske kun står en enkelt dag), så det med større ret burde være brugt et andet sted. Derfor må han jo meget mere tænke på og sørge for, at hans kristne bliver ernæret og klædt og har et sted at bo og være, så længe de har at leve på jorden.

Det formaner han dem til at tro; og for at indprente dem det så stærkt som muligt, ikke med mange, men med alvorlige ord, bryder han kort af, da han har stillet dem Guds daglige eksempler og gerninger i skabningerne for øje, og slutter med disse ord: «Skulle han ikke meget mere gøre det for jer, I lidettroende!» Han vil sige: Ja, I burde skamme jer, når I er kristne og ved, at I har en Fader i himlen, over at I skal lade mig prædike længe om dette. Ja, skamme jer burde I og ikke selv kunne tåle, at sådan noget bliver sagt om jer, som jeg dog må sige: at I har så lille og så ringe en tro og ikke stoler så meget på den levende Gud, som giver jer sit ord og løfte og har udvalgt jer til sine børn, at I uden tvivl og bekymring regner med, at han vil nære og opholde jeres legeme og liv. Hvordan vil I dog kunne bestå uden skam og skændsel, ikke alene for Gud, men for alle skabninger, når det skal siges om jer, og I med jeres egen bekendelse må vidne, at I, som har Guds ord og nåde så rigeligt, alligevel stoler så lidt på, at han vil sørge for jeres elendige maddikesæk og stinkende bug?

Men langt skarpere taler han til dem, når han siger: «For alt dette søger hedningerne efter» osv. Det burde med rette skræmme en kristen, når han hører den offentlige og forfærdelige dom fældet, at de, der bekymrer sig for og søger efter mammon, er hedninger, det vil sige folk, som i sandhed ikke har nogen Gud, men tjener mammon i Guds sted, hvor der kun er Guds navn, men lutter løgn og intet; og som altså er helt skilt fra Gud og berøvet al guddommelig erkendelse, trøst, nåde og frelse. Det er ikke andet end de elendigste, usaligste, fordømte mennesker, der aldrig har nogen frelse eller trøst at håbe på.

Der ser du verden afmalet, hvad den er for en ting: nemlig den store, mægtige hob – på ganske få kristne nær – som, så snart de er vokset op, vender sig helt bort fra Gud og tjener løgneguden mammon, som de holder for den store, ja, den eneste Gud, fordi hoben, der hænger ved ham, er så stor; og dog er han kun et tomt, afmægtigt, intetsigende navn. Derfor burde en kristen med rette forfærdes og forskrækkes, når han tænkte på en sådan blindhed og jammer i verden, og af al sin magt sukke og stræbe efter blot at komme langt væk fra et så skændigt væsen og flygte fra det, alt hvad han kunne, som ud af en ild, ja, midt ud af helvede.

For det tredje, for at han også kan drive os til troen på den kærligste og mest trøsterige måde, siger han igen: «Jeres himmelske far ved at I trænger til alt dette.» Han er jo jeres Fader, og alene jeres Fader, ikke fuglenes og ikke gæssenes eller ændernes, heller ikke de ugudelige hedningers. Stol dog på, at han er så god og også bærer faderlig omsorg for jer og ikke vil glemme jer eller forlade jer; ja, at han for længe siden har vidst, hvad han skulle give jer, og har sørget for det, før I selv tænker på det eller mærker jeres nød. For hvem har (uden ham alene) på forhånd vidst eller tænkt, hvad I skulle være eller få brug for, før I blev født til verden? Giv ham derfor dog den ære at tro, at han ser og ved det, og at han, fordi han ved det, vil gøre det mod jer som en fader.

Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift.

Det er hovedordet i denne prædiken, og det viser den rette regel og måde, hvorpå vi skal holde orden, så vi får begge dele: det guddommelige eller evige gode og det, legemet behøver. Vil I bekymre jer ret og godt for det, som det tilkommer jer at bekymre jer for, så lad dette være jeres første, ja, eneste bekymring, at I søger efter, hvordan I lever efter Guds ord, varetager jeres embede og tjener ham i hans rige, sådan som hans ord lærer jer (for deri står den retfærdighed, som hører dette rige til), og at I lader det betyde mere for jer end alt, hvad der angår dette timelige liv.

Når I gør det, så har I gjort vel og sørget godt for jer; I behøver ikke at bebyrde jer videre eller lukke nogen som helst bekymring ind i jeres hjerte; ja, det skal være alt for lidt og ringe for jer, at I skulle bekymre jer og plage jer for så ringe en ting, det vil sige for det, jeres bug behøver. Gør blot dette til Guds ære og meget mere til gavn og frelse for jer selv: at I søger efter den store, evige skat, hvordan I kan få den og beholde den, så skal det andet nok finde sig selv. Og I kan ikke komme bedre til at få det fra Gud end på den måde, at I først søger og beder om det store hos ham. For han vil gerne, at man beder ham om store ting, så han kan give store ting og meget; og fordi han gerne giver det store, vil han heller ikke lade det skorte på det små, men også kaste det med oveni som en tilgift.

Det har Gud også til alle tider vist ved erfaringen hos mange fromme folk, der fulgte denne regel og lære og søgte efter, hvordan de kunne hjælpe med at bygge Guds rige, tjente kirken, fremmede Guds ord og gav af deres gods til det, og at han til gengæld også velsignede dem rigeligt med gods, ære osv. Det vidner de gamle eksempler om, ikke alene i Skriften, men også i vore historier om nogle fromme konger og fyrster, som først i kristen hensigt gav rigelige gaver til præsteembeder, prædikestole og til underhold af prædikeembedet og også til skoler; og de blev ikke fattigere af det, men blev meget rigere velsignet og begavet af Gud, så de regerede i god fred, med sejr og lykke.

Det ville han også stadig gerne gøre, hvis verden kunne eller ville være så salig at følge hans trofaste råd, som han giver her, eller holde hans løfte for sandt, og ikke rasede sådan imod hans ord med vantro, gerrighed og ukristne anslag, til sin egen skade og fordærv, så han også over for den må vende ordet om og vise det modsatte: at den, der ikke vil søge efter Guds rige og hans retfærdighed, men foragter det og kun tænker på at sørge for sig selv imod Guds vilje med sin egen visdom og sine anslag, han skal både blive berøvet det evige og enten ikke opnå det timelige eller dog ikke blive mæt eller glad ved det.

Altså skal I ikke bekymre jer for dagen i morgen, for dagen i morgen skal bekymre sig om sig selv. En dag har nok i sin plage.

Verden vil altid sørge for det, der skal komme, og mener derved at gøre sin sag sikker og skaffe sig så meget, at den kan undgå faren og beskytte og opholde sig selv; og den ser ikke, at det er forgæves, og at dens anslag slår fejl. Det er sandt, og erfaringen vidner om det, sådan som Kristus siger her, at hver dag bringer sin egen ulykke og sit eget onde. Derfor sker det, at verden med sine egne anslag og sin klogskab, hvormed den mener at sikre sig godt og forebygge al fremtidig fare, kun anretter mere jammer og skade.

For når den ser, at det ikke går, som den havde tænkt, eller der kommer et uheld til, så begynder den at blive modløs, falder fra det ene til det andet og mener, at den må søge hjælp, beskyttelse og redning, hvor og hvordan den kan; og så lapper den sig sammen og prøver at hjælpe sagen med mange underlige rænker og kneb, som vantroen driver den til, imod Gud og samvittighed, så den kan gennemføre, hvad den har i sinde, selv om den ser, at Gud ikke giver den lykke til det. Deraf kommer så megen ulykke, jammer, mord, krig og alle den ugudelige verdens onde puds og streger, når enhver tænker at gennemføre sin sag uden Gud og at trykke og kue den, der vil hindre ham i det, og hellere kaste alt over ende end give slip på sit eget hoved og vige. Derved bliver alt godt fordærvet i alle sager og regeringer, og der vokser lutter ulykke op, sådan som alle historier og den daglige erfaring viser mere end nok.

Imod dette vil Kristus formane sine troende, at de ikke skal vakle sådan og sætte deres sag på det uvisse med forgæves bekymring for det, der skal komme, men til enhver tid og dagligt gøre, hvad der er ret; ikke bekymre sig for, hvordan det vil gå, og ikke lade sig vende bort for et fremtidigt, uvist godes eller ondes skyld; men overlade bekymringen til Gud og så tage det, der vederfares dem, for godt og overvinde det med tålmodighed og tro. For det kan ikke gå anderledes til på jorden: Hver dag møder enhver i sin regering, sin stand og sit embede noget andet, end han gerne ser, og som giver ham megen møje og arbejde. Derfor kalder Kristus også dette liv en daglig plage eller ulykke, det vil sige alle slags uheld, modstand og hindringer, for at vi skal vide det og være rustet til det, så vi ikke lader os skræmme af noget af det fra at gøre godt, og heller ikke hænger ved verden og gør os delagtige i dens uretfærdige, onde sager og dermed fører os selv og andre i fordærv og fordømmelse.