18. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Matt 22,34–46)

En anden prædiken over evangeliet på 18. søndag efter trinitatis, Matt 22,34–46

Dette evangelium, hvor Kristus svarer farisæerne på deres spørgsmål om, hvilket der er det største bud i loven, og til gengæld lægger dem et spørgsmål for, hvad man dog skal mene om Kristus, hvis søn han er osv., holder os det for, som vi altid hører og altid skal høre: at der i kristenheden må bevares disse to prædikener. For det første læren om loven eller de ti bud; for det andet læren om Kristi nåde. For hvilken af de to der end går til grunde, så tager den også den anden med sig; og omvendt: hvor den ene bliver og drives ret, dér bringer den også den anden med sig. Og Gud har ordnet det sådan, at disse to prædikener altid må gå i kristenheden, ja, at de også fra verdens begyndelse altid er gået med og ved siden af hinanden; de blev også givet til vor første fader Adam, mens han endnu var i Paradis, og siden stadfæstet ved Abraham, Moses og profeterne.

For det kræver også nøden hos menneskeslægten, som ved Adam er faldet i Djævelens vold, så at vi må leve og svæve i synder og er skyldige til den evige død. Denne synd og skade har Adam følt og klaget over; men siden er det hurtigt blegnet og blevet foragtet, så at hedningerne ikke har regnet det for nogen synd, skønt de nok følte ond lyst og begær i deres legeme; men de har ment, at det var menneskets art og natur. Dog har de lært, at man skal holde igen på sådanne lyster og begær og ikke tillade naturen at gå for vidt; men selve naturen har de ikke fordømt.

Derfor har Gud nu givet den ene lære, som åbenbarer, hvad mennesket er, hvad det har været, og hvad det igen skal blive. Det er lovens lære, som Kristus her fører frem: «Du skal elske Gud af hele dit hjerte» osv. Som ville han sige: «Sådan har du været, og sådan skal du stadig være og blive; i Paradis havde du skatten og var skabt sådan, at du kunne elske Gud af hele dit hjerte. Det har du nu mistet; men nu må du igen blive sådan, ellers kommer du ikke ind i Guds rige.» Sådan siger han ligeud og klart andre steder (Matt 19,17): «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene»; ligeledes (Luk 10,28): «Gør dette, så skal du leve» osv. Det må kort og godt holdes; og om man ville disputere meget om det, som om man kunne blive frelst uden det (som hedder at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv) – det bliver der intet af. Det må opfyldes lige så rent og fuldkomment, som englene i himlen opfylder det.

Derfor er det forkert og ikke til at tåle, hvis man ville prædike sådan (som nogle har gjort tidligere, og som nogle tossede ånder stadig gør): «Selv om du ikke holder budene, ikke elsker Gud og din næste, ja, selv om du er en ægteskabsbryder, så skader det ikke, når du bare tror, så bliver du frelst.» Nej, kære mand, det bliver der intet af; du skal ikke eje Himmeriget. Det må komme dertil, at du holder budene og er i kærligheden til Gud og din næste. For dér står det kort og afgjort: «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene.» Ligeledes Gal 5,19.21: «Kødets gerninger er åbenbare, og om dem har jeg sagt jer det forud, og siger det stadig, at de, der gør den slags, skal ikke arve Guds rige» osv. Og Kristus vil have den lære bevaret hos de kristne, så de ved, hvad de har været, hvad de stadig skylder, og hvad de igen skal blive, så de ikke bliver i det dynd, de nu ligger i; for hvis de blev i det, måtte de gå fortabt.

Sådan siger han ligeud i Matt 5,17–18: «I må ikke tro, at jeg er kommet for at nedbryde loven; jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Ja, sandelig siger jeg jer: Det må læres og holdes sådan, at ikke det mindste bogstav eller én tøddel af loven forgår, før det alt sammen sker.» Ligeledes siger han videre i Matt 12,36: «Jeg siger jer, at menneskene må aflægge regnskab på den yderste dom for ethvert unyttigt ord, de har talt.» Og Sankt Paulus i Rom 8,3–4: «Gud har sendt sin Søn i kødet, for at den retfærdighed, som loven kræver, skulle opfyldes i os.» Og i Rom 3,31: «Hvad, ophæver vi da loven, når vi lærer, at man bliver retfærdig ved troen og ikke ved gerningerne? Langtfra! Vi bekræfter tværtimod loven.» Det vil sige: Netop derfor lærer vi troen, for at loven kan blive opfyldt.

For det er nok en god lære, som lærer, hvad vi skal være; men for at den også kan blive ført ud i livet og ikke blive prædiket forgæves, må den anden lære komme til: hvordan og hvorved vi kan komme dertil igen. For når vi hører, hvad vi har mistet i Paradis, dengang Adam før syndefaldet levede i fuld kærlighed til Gud og ren kærlighed til næsten og i fuldkommen lydighed, uden ond lyst – og var han blevet sådan, så var vi også stadig sådan. Men nu, da han ved synden er faldet fra dette bud, ligger vi også i samme jammer, fulde af synd og ulydighed, under Guds vrede og forbandelse, og falder fra den ene synd i den anden; og loven står der altid, holder os skyldige, driver og kræver, at vi skal være retfærdige og lydige mod Gud.

Hvad skal man da gøre her, når loven altid kræver og driver, og vi dog ikke kan det? For her slutter min egen samvittighed altid imod mig: «Når jeg skal elske Gud af hele mit hjerte og min næste som mig selv, og jeg dog ikke gør det, så må jeg være fordømt, og Gud siger ja dertil og stadfæster det.» Hvem vil råde mig her? «Jeg ved ikke at råde dig,» siger loven; «jeg vil og kræver kun ganske enkelt, at du skal være lydig.»

Her kommer så profeterne og forkynder om Kristus og siger: «Der skal komme en, som skal råde bod på ulykken, så mennesket igen kommer til det, det har mistet, og i den stand, det er faldet fra, og som loven viser det.» Det er den anden prædiken, som også skal og må gå indtil den yderste dag, nemlig om hjælpen fra synd, død og Djævel og om oprejsningen af vort legeme og vor sjæl, så vi igen kommer i den stand, som er at elske Gud og næsten af hjertet. Det skal blive helt og fuldkomment dér i det andet liv, men begynde her i dette liv.

For i det andet liv skal der ikke længere være tro, men fuldkommen kærlighed, og alt, hvad loven kræver, skal vi gøre af hele hjertet. Derfor må man også nu prædike om, hvad vi skal blive og blive ved med at være, nemlig at vi skal elske Gud og næsten af hele hjertet. «Det vil jeg sætte i værk,» siger Kristus, «og opfylde, ikke alene for min egen person, men også hjælpe jer dertil, så I begynder på det her og bliver ved med at gå frem i det, indtil I kommer derhen, hvor I også skal opfylde det helt og fuldkomment.»

Det går nu sådan til: Fordi vi ikke kunne holde loven, og det var umuligt for naturen, er Kristus kommet og er trådt ind mellem Faderen og os og beder for os: «Kære Fader, vær dem nådig og tilgiv dem deres synd. Jeg vil tage deres synd på mig og bære den; jeg elsker dig af hele mit hjerte og desuden hele menneskeslægten, og det beviser jeg ved at udgyde mit blod for dem. Sådan har jeg opfyldt loven og gjort det til gavn for dem, så de kan nyde godt af min opfyldelse og derved komme til nåde.»

Sådan bliver det os først eftergivet ved Kristus, at vi ikke opfylder loven, og synden bliver tilgivet helt og fuldt. Men det er dog ikke eftergivet os sådan eller med det formål, at vi herefter ikke skulle holde loven og altid blive ved med at synde, eller at man skulle lære sådan: «Når du har troen, behøver du ikke længere elske Gud og din næste.» Nej, det er eftergivet, for at loven nu først kan blive begyndt og holdt, den, som er Guds evige, urokkelige og uforanderlige vilje. Dertil er det nødvendigt at prædike om nåden, så man finder råd og hjælp til, hvordan man kommer dertil.

Men det er hjælpen, at Kristus beder Faderen om, at han vil tilgive os vor synd mod hans bud og ikke tilregne os det, vi stadig skylder. Dernæst lover han også at give Helligånden, så hjertet begynder at elske Gud og holde hans bud. For Gud er ikke nådig og barmhjertig mod synderne for at de ikke skal holde loven, ej heller for at de skal blive, som de er; men han eftergiver og tilgiver begge dele, synd og død, for Kristi skyld, som har opfyldt hele loven, for at han derved kan gøre hjertet sødt og ved Helligånden tænde og drive det, så det begynder at elske ham igen, dag for dag, mere og mere.

Sådan begynder i os ikke alene nåden, men også sandheden, det vil sige et ret og sandt væsen, som loven kræver det; sådan som Sankt Johannes siger i Joh 1,17, at Kristus er fuld af nåde og sandhed, og at nåde og sandhed ved ham også er kommet i os (noget, hverken Moses eller loven kan give). For loven bliver ikke sådan ophævet ved nåden, at også sandheden skulle udeblive, så man ikke skulle elske Gud osv.; men ved ham bliver det eftergivet os, at vi ikke gør loven fyldest (og dog burde gøre det), i tilgivelsens eller nådens rige. Men dertil bliver os også givet Helligånden, som tænder en ny flamme og ild i os, nemlig kærlighed og lyst til Guds bud. Det skal begynde i nådens rige og altid gå videre indtil den yderste dag; da skal det ikke længere hedde nåde eller tilgivelse, men lutter sandhed og helt fuldkommen lydighed. Imens bliver det sådan, at han altid eftergiver, tilgiver, bærer over og ser gennem fingre med os, indtil vi bliver begravet.

Når vi nu sådan bliver i troen, det vil sige i eftergivelsen eller tilgivelsen og i Helligåndens begyndelse eller opfyldelsen, så skal ilden på den yderste dag, som hele verden skal brænde op i, feje og rense os sådan, at vi ikke længere skal behøve eftergivelsen og tilgivelsen (som om der stadig var noget urent og syndigt ved os, sådan som der er nu), men vi skal på alle måder være sådan, som den kære sol skinner, uden nogen plet og brist, fulde af kærlighed, sådan som Adam først var i Paradis.

Så skal det da med rette hedde, at loven er bekræftet og opfyldt (Rom 3,31). For da skal den ikke længere kunne anklage eller beskylde os, men det skal hedde betalt og gjort fyldest, også ved os selv; mens det nu hedder, at den ikke er opfyldt af os, og at vi dog er sat fri og blevet frelst derved, at vi kryber hen til Kristus, ind under hans kappe og vinger, så han betaler for os, indtil vi lægger os ned under jorden og siden kommer op af graven igen med et skønt, klart legeme, som er lutter hellighed og renhed, og med en ren sjæl, som er fuld af Guds kærlighed.

Dér skal vi ikke længere have brug for, at han dækker os og beder for os, men alt, hvad vi skal have, skal være dér, helt og fuldkomment. Nu, mens jeg tror på ham, skal synden være eftergivet mig, og jeg skal hedde et nådens barn; og det med det formål, at sandheden også begynder i mig, det vil sige et nyt, ret og sandt væsen, som ikke skal holde op, før han får det helt fuldført. For han er kommet, ikke for at nedbryde loven, men for at opfylde den, ikke alene i sig selv, hvad han for længst har gjort, men i mig og i alle kristne.

Det er de to stykker lære, som man skal holde sammen, fordi de hører sammen og ind i hinanden, og som det altid må gå efter, så længe vi lever her, for at loven eller Guds bud kan blive begyndt i de kristne; og desuden for at der også kan blive holdt igen på og sat en stopper for den onde, ulydige verden, så de, når de ikke vil frygte og elske Gud som kristne og troende, må frygte den evige ild og fordømmelse og andre straffe; men de andre bliver derved lært, hvad de er faldet fra, og hvor tung synden er, som er gået i arv til os.

For når jeg holder mit liv op mod loven, så ser og føler jeg altid det modsatte i mig. Jeg skal betro Gud mit legeme og min sjæl og elske ham af hele mit hjerte; og så vil jeg hellere have en gylden i kisten end ti guder i hjertet, og jeg er gladere, når jeg ved, at jeg kan tjene ti gylden, end når jeg hører hele evangeliet. Når en fyrste skænker én et slot eller nogle tusind gylden, hvor er der dog spring og jubel! Men når én bliver døbt eller modtager sakramentet (som er en himmelsk, evig skat), så er der ikke tiendedelen af den glæde.

Sådan er vi alle; der er ingen, der glæder sig så inderligt over Guds gaver og nåde som over penge og gods. Hvad er det andet, end at vi ikke elsker Gud, sådan som vi er skyldige? For hvis vi stolede på ham og elskede ham, så skulle det være os kærere, at han giver os ét øje, end om vi havde hele verden; og ét trøstende ord, som han siger til mig gennem evangeliet, skulle glæde mig mere end al verdens gunst, penge, gods og ære. Men at det ikke sker, og ti tusind gylden kan gøre et menneske gladere end al Guds nåde og alle hans goder, det viser, hvilke fine frugter vi er, og hvilket jammerligt, gruligt fald det er, vi ligger i; og vi ville dog hverken se eller agte det, hvis det ikke var blevet åbenbaret os ved loven, og vi måtte blive i det og gå til grunde i al evighed, hvis vi ikke blev hjulpet op igen ved Kristus. Derfor er nu loven og evangeliet givet, for at vi dog skulle lære at kende begge dele: hvad vi er skyldige, og hvad vi igen skal komme til.

Det er nu den kristne lære og prædiken, som vi, Gud ske lov, kender og har, og som det nu ikke er nødvendigt at brede ud i det lange; det er kun nødvendigt at formane til, at man bevarer den med flid i kristenheden. For Djævelen har angrebet den hårdt og fast fra begyndelsen og hele tiden indtil nu, og han ville gerne kvæle Guds ord helt og træde det ned; for han kan ikke tåle, at folk bliver ved det og holder det ret, og han finder på hundredtusind kunster og rænker for bare at ødelægge det. Derfor prædiker jeg meget gerne om det, sådan som det også er nødvendigt; for hidtil under pavedømmet er det hverken blevet hørt eller kendt.

For jeg har selv været en lærd doctor theologiae [doktor i teologi] og har dog aldrig forstået de ti bud ret. Ja, der har været mange højt berømte doktorer, som ikke engang har vidst, om de var ni, ti eller elleve; og endnu mindre har vi vidst om evangeliet eller Kristus. Men det eneste, der blev lært og drevet, var: «Påkald jomfru Maria og andre helgener som mellemmænd og forbedere; faste og bed så og så meget; løb på valfart, gå i kloster og bliv munk, eller stift så og så mange messer» osv. Og vi har ment, at når vi gjorde sådan, så havde vi fortjent himlen.

Det var blindhedens tid, da vi ikke vidste noget om noget Guds ord, men med vort eget kram og vore egne drømme førte os selv og andre ind i jammeren; og jeg var selv en af dem, som godt og grundigt har badet i dette svedebad, ja, angstbad. Lad os derfor se til, at vi griber og bevarer denne lære godt, så vi, hvis andre sekter og falske ånder ville angribe den, er rustede, og lad os lære, mens vi har tid, og den kære sol igen skinner for os, og købe, mens markedet står for døren. For det vil komme dertil, at når disse lys (som Gud nu giver) engang er borte, så vil Djævelen ikke holde fri, før han rejser andre sekter, som skal gøre skaden, sådan som han allerede har begyndt mange steder i vor levetid. Men hvad vil der så ske efter os?

Derfor: Lær, hvem der kan lære, og lær det bare godt, så man først ved de ti bud, hvad vi er skyldige over for Gud; for hvor man ikke ved det, dér ved man heller ikke noget om Kristus og spørger slet ikke efter ham. Sådan som vi munke gjorde, der enten holdt Kristus for en vred dommer eller helt foragtede ham for vor egen opdigtede hellighed; vi mente, at vi ikke var i de synder, som de ti bud viser og straffer, men at vi havde fornuftens naturlige lys og den frie vilje, og at når vi gjorde, så meget vi kunne, efter dem, så måtte Gud give os sin nåde osv.

Men når vi nu skal kende Kristus som vor hjælper og frelser, så må vi først vide, hvad han skal hjælpe os fra; nemlig ikke ud af ild eller vand eller anden legemlig nød og fare, men fra synden og Guds had. Men hvorfra ved jeg, at jeg ligger druknet i en sådan jammer? Ingen andre steder fra end ved loven; den må vise mig, hvad min skade og sygdom er. Ellers ville jeg ikke spørge efter lægen og hans hjælp.

Sådan har vi begge stykker af Kristi hjælp. Det ene er, at han må træde i vort sted over for Gud og være vort skamdække (for os, siger jeg, et skamdække, som den, der tager vor synd og skam på sig), men over for Gud en nådestol, hvorpå der ingen synd eller skam er, men lutter dyd og ære; og at han som en klukhøne breder sine vinger ud over os mod glenten, det vil sige mod Djævelen med hans synd og død, så at Gud for hans skyld tilgiver alt, og intet af det kan skade os. Men dog sådan, at du bare bliver under disse vinger; for så længe du er under denne kappe og dette skjul og ikke kommer ud, så skal den synd, som stadig er i dig, ikke være synd, for hans skyld, som dækker den til med sin retfærdighed.

Dernæst, for det andet, gør han ikke alene det, at han sådan dækker og skærmer os, men han vil også give os næring og føde, ligesom hønen sine kyllinger; det vil sige give os Helligånden og styrke, så vi begynder at elske Gud og holde hans bud. Det skal vare indtil den yderste dag; da skal troen og dette nådens dække holde op, så vi skal se Faderen uden noget mellemled og dække og selv træde frem for ham, og der skal ikke længere være nogen synd i os, som skal tilgives; men så skal alt igen være genoprettet og bragt tilbage eller gjort helt igen (som Sankt Peter siger i ApG 3,21), rent og fuldkomment, alt det, som Djævelen fra begyndelsen har ødelagt og fordærvet.

Det vil Kristus nu lære her med sit svar og med det modspørgsmål, han lægger farisæerne for. Som ville han sige: «I ved ikke mere end at tale om loven, som lærer jer, at I skal elske Gud og næsten, og dog forstår I den ikke; for I mener, at I opfylder den, skønt I er langt, langt fra det.» Ligesom ham i Matt 19,20–21, der rosede sig af, at han havde holdt alt, hvad der var ham befalet, fra sin ungdom af; men Kristus siger til ham: «Vil du vise, at du er fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad du har, og følg mig.» Det er det samme som at sige: Den, der vil elske Gud ret og holde hans bud, må være sådan stemt, at han kan give slip på sit gods, sit legeme og sit liv. Derfor hører der også noget andet til (vil han sige), som I må vide, nemlig at I kender og har denne mand (som hedder Kristus), som skal hjælpe til, at denne lære om loven bliver bekræftet og fuldbragt.

Men hvad vil det sige at kende Kristus ret? Det ved disse farisæere og skriftkloge ikke. For de mener ikke mere om ham, end at han er Davids søn, det vil sige den, som skal sidde på Davids trone (som født af hans kød og blod) og være en herre og konge, endda større og mægtigere, end David har været – men dog kun regere verdsligt, gøre sit folk til herrer over verden og bringe alle hedninger ind under dem osv. Men at de skulle have brug for ham mod skaden, så han kunne hjælpe dem ud af synd og død, det vidste de intet om. Derfor må Helligånden forklare det, at han ikke alene er Davids søn, men også Guds Søn, sådan som det er sket efter opstandelsen.

Det udfolder han nu ikke her, men berører det kun, at David i Sl 110,1 kalder ham sin herre. «Når nu David,» siger han, «kalder ham herre, hvordan er han så hans søn?» Det lyder ikke rigtigt og er imod naturen, at en fader kalder sin søn herre, sådan at han gør sig selv underdanig under ham og tjener ham. Nu kalder David Kristus sin Herre, og en sådan Herre, som Gud selv siger til: «Sæt dig ved min højre hånd» osv., det vil sige: Vær mig lig, bliv kendt og tilbedt som ret, sand Gud. For på Guds trone eller ved hans højre hånd tilkommer det ingen anden at sidde; han er så nidkær, at han ikke lader nogen uden for sig selv sidde lige med sig, sådan som han siger hos profeten Esajas i Es 48,11: «Min ære vil jeg ikke give nogen anden» osv. Når han nu sætter Kristus lige med sig selv, så må han være mere end alle skabninger. Derfor lægger han dem et højt spørgsmål for, men lader dem blive stående fast i det; for de forstod det dog ikke, og det var heller ikke tid endnu til at forklare det offentligt.

Men det er meningen, sådan som vor trosartikel lærer os at tro: at Kristus både er Davids rette, naturlige søn, af hans blod og kød, og dog også Davids Herre, som han selv må tilbede og holde for Gud. Det var umuligt for dem at få til at rime (sådan som det stadig er umuligt for den menneskelige fornuft, hvis Helligånden ikke åbenbarer det), hvordan de to skulle være på én gang i den ene Kristus: både at han er Davids sande sæd, og også Guds Søn af natur.

Det holder Kristus nu frem for dem, fordi han vil lære, at det ikke er nok at have loven, som alene viser, hvilken stand vi er faldet fra; men skal nogen komme ind i den igen og blive fornyet, så må Kristus gøre det ved kundskaben om ham. Han er ganske vist født af David og er hans blod og kød, men dog ikke født i synd, sådan som David og alle mennesker bliver født; men han måtte undfanges uden mand, af jomfruens rene blodsdråber, helliget ved Helligånden, så han kunne blive født som et menneske, klart og rent, uden al synd.

Det er det eneste menneske, som har kunnet holde og opfylde loven; lig alle andre mennesker af natur og dog ikke under den samme skyld, men taget ud af synd og Guds vrede. Han har måttet træde frem for Gud for os og være vort forhæng, vor skygge og vor klukhøne, under hvem vi har syndernes forladelse og redning fra Guds vrede og fra helvede. Og ikke alene det, men han giver også Helligånden dertil, så vi også følger efter ham og her begynder at dæmpe og døde synden, indtil vi også kommer til ham og skal blive ham lig, uden al synd og i fuld retfærdighed. For derfor er han opstået fra de døde og sat ved Faderens højre hånd, for at han helt kan udslette og tage synden, døden og helvede bort og også bringe os til den nye, evige retfærdighed og det evige liv. Amen.