19. søndag efter trinitatis (Matt 9,1–8)

Evangeliet på 19. søndag efter trinitatis, Matt 9,1–8

Dette evangelium, mine venner i Kristus – sådan som vi har det og hører det hvert år, sådan håber jeg også, at I forstår det og ved, hvad der her bliver stillet os for øje som et billede. Gud give, at livet fulgte sådan efter vores viden! For de fleste af os hører kun evangeliet med ørerne, så vi kender det, og ikke for at man skal leve efter det, skønt det dog skulle rettes derhen, at der kom få ord, men lutter liv ud af det. Men hvad skal vi gøre ved det? Vi kan ikke mere end prædike det, kan ikke løfte eller bære det videre; vi må prædike det og drive det så længe, til Gud en dag også kommer og giver os sin nåde dertil, så ordene bliver få, og livet går forrest og vokser. Det første stykke, som her bliver lagt frem for os, er evangeliet, nemlig hvor han siger:

«Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig forladt.»

Disse ord viser og sammenfatter kort, hvad Kristi rige er, nemlig et rige, hvor denne søde røst, disse moderlige og faderlige ord lyder: «Dine synder er dig forladt.» Anderledes må man ikke se på Kristi rige, for så vidt det forstås om, hvordan vi skal leve over for Gud. For I ved jo godt, kære venner, at det er det højeste at kunne rejse samvittighederne ret op, så vi ved, hvor vi står med Gud og med vores næste. Derfor må vi også stå fast på disse ord og vænne os til de skriftord: «Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig forladt», og hvad der ellers er af den slags ord, som evangeliet er fuldt, ja, fuldt af.

Heraf følger da, at Kristi rige er sådan beskaffent, at der går lutter trøst og syndernes forladelse i det, ikke alene med ord, så man forkynder det – sådan som det også skal være – men også i gerning, sådan som vi skal se her i dette eksempel. For han har ikke alene sagt ordene i ørerne på denne syge, men også forladt ham hans synder og trøstet ham. Denne erkendelse bør vi kristne have. Den er nok let og hurtigt sagt og hørt; men når det kommer til stykket, er lyset hurtigt slukket, og Djævelen har snart vendt os bort fra det – sådan som I ser her, at de skriftlærde giver sig i lag med at udslette det. Jeg har sagt det mange gange før og siger det hele tiden, at I skal se til og lære rigtigt, hvordan Kristi rige er, og hvad der er dets kendetegn. For vi ved, hvordan fornuften i alle stykker er tilbøjelig til at falde fra troen og fra denne erkendelse over på gerningerne. Men her ser I slet ingen gerninger, ingen fortjeneste; her er hverken bud eller lov, her er intet andet end at han tilbyder sin hjælp, sin trøst og sin nåde; det er lutter venlighed, som den lamme får at møde.

Derfor: Skal Kristi rige forøges, så må man blive ude med loven og ikke gå og pusle med gerninger; for det rimer ikke at sige: «Gå ud og løb hid og did, gør bod for din synd; sådan og sådan skal du holde og gøre det, hvis du vil blive fri for synden»; men lige ud, uden nogen gerninger og lov, af lutter nåde er dine synder dig forladt. Derfor ligger det uden for Kristi rige at tvinge folk med loven.

Men vi griber det kun med ørerne og på tungen; det når ikke ned i hjertets bund; for synden hænger os stadig om halsen og klæber hårdt ved os, sådan som Paulus taler om det i Romerbrevet (Rom 7,18–19; Hebr 12,1); men i døden får vi det at mærke. Her hører nu vores sværmeånder hjemme, som roser sig af Helligånden og foregiver, at de vil gøre det bedre; der er også nogle af dem iblandt os, som hører os og mener, at det ikke er nok, at vi alene prædiker troen og kærligheden. «Ja», siger de, «du må længere frem, du må endnu meget højere op.» Hvor højt skal jeg så op? «Du må rive billederne ned, du må slå de ugudelige ihjel» – og hvad de ellers kaster frem af små gerninger. Dette møg kommer nu næsten alle steder, hvor evangeliet er plantet en smule; Djævelens ukrudt kommer også til os, sådan som jeg ofte har advaret jer. Se til, at I bliver i den sunde erkendelse, ved Kristi rene lære; det er hurtigt ude med denne erkendelse og med lyset.

Derfor siger jeg, mine venner, og vil bede jer om, at I endelig ikke tillægger den ånd for stor vægt, som foreslår jer en eller anden gerning, hvad den så end hedder, om det så var at vække døde op – hvad de endnu ikke har gjort; og sådan som det er, når de siger: «Man skal slå de ugudelige ihjel; Moses har jo befalet det, du må sandelig gøre det; hvad er I da for kristne?» Men netop herpå skal I tydeligt kunne mærke, hvilken ånd der er af Gud, og hvilken ikke. For når du stiller mig en gerning frem, så er det ikke Helligånden; for han går sådan frem, at han først bringer mig Kristi nåde og ikke fører til gerningerne. For sådan siger han: «Dine synder er dig forladt, vær ved godt mod», og den slags ord; han driver ikke først på gerningerne, men henter dig først op til Gud ved sine søde ord og sin nåde og viser dig ikke straks nogen gerning; men bagefter, over for næsten, vil du finde gerninger nok.

Men sværmeånderne plumper straks ned i gerningerne, vil have en højere ånd, driver og trænger først og fremmest på dem og lader troen og kærligheden gå for sig selv. Det er sandelig ikke Helligånden. Kristus henter først samvittigheden; når den står ret i troen over for Gud, så viser han den også hen til gerningerne over for næsten; men troen løfter han først op, og gerningerne skubber han tilbage. Det kan de ikke forstå. Jeg ville gerne lade dem have det hele, hvis bare de ikke hængte en krog i gerningerne; for de sætter deres hensigt, ære, nødvendighed og ros ind i dem. Jeg ville endda være ligeglad med, at de rev alle billeder ned og smeltede kalke og klokker sammen i én bunke; men at de vil gøre dem samvittighed, som ikke river billeder ned: «Hvem? Du? Endnu ikke!» – som om Helligånden eller troen ikke var der, medmindre denne gerning fulgte med.

Det siger jeg: Selv om det var en gerning, som Gud befalede nu i denne time, så ville jeg alligevel ikke trænge sådan på og fordømme den, som ikke straks fulgte efter; jeg ville finde et eller andet dække over ham, at han måske endnu var svag, og sådan brede nådens rige ud over ham. Vi skal nok mærke, at deres gerning er rettet mod Gud og ikke går ned til næsten; de gør en nødvendighed ud af den og siger: «Hvis du gør det, så er du en kristen; gør du det ikke, så er du ingen. Hvor man gør det, dér er der kristne.» Og denne ros følger gerningen, for de vil anses for bedre end de andre. Men I har nu det rette lys; derfor skal I også være advaret: prøv ånderne. Vi vil ikke stille os frem foran de andre, som denne ånd gør; men det vil vi rose os af, at vi hører de ord: «Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig forladt.» Det ved jeg: at jeg har en nådig Gud; men det kan denne ånd ikke. Derfor er det også lutter djævelsk spøgelse, som de går og pusler med; de lyver Helligånden noget på i dette stykke, når de giver ham skylden og siger, at deres sag er fra Helligånden. Og selv om det var gode gerninger, måtte tvangen og presset dog blive borte – for slet ikke at tale om, at de stiller så tossede gerninger frem.

Kristi rige går sådan til, at vi sætter al vores ros og trods på nåden; de andre gerninger skal være frie; man skal ikke tvinge til dem eller ville være kristne af dem, men med gerningerne komme ned til vores næste. Sådan skulle vi høre evangeliet: at vi greb skriftordene, så de blev skrevet i hjertet, så dette lys, disse ord og lamper lyste rigtigt i os, så vi kunne bedømme al anden lære ved dem. Sådan siger han til den lamme: «Dine synder er dig forladt.» Disse ord og den slags hører hjemme der, at man griber dem i hjertet og tænker over dem; og I ser her intet andet end nåde alene, ingen gerning, hvormed samvittigheden bliver tvunget til at gøre noget. Sådan må du værge dig med disse ord mod de falske profeter.

Vi har nu plantet Ordet en smule; det kan Djævelen ikke tåle, for han sover ikke; larverne og billerne vil komme og besudle det. Men sådan må det være; Kristus vil prøve sit ord og sætte på prøve, hvem der har grebet det, og hvem ikke. Lad os derfor blive på den rette vej til Kristi rige og ikke gå og pusle med gerninger og med at drive loven eller tvinge, men alene med evangeliets ord, som gør samvittigheden trøstig: «Vær glad, vær ved godt mod, dine synder er dig forladt.» Læg her nu mærke til, hvor snævert og hvor vidt Kristi rige er. Der er få, som griber Ordet sådan, at de smager det og kan rette sig efter det og forstår, hvad det vil sige: «Dine synder er dig forladt.» Når vi nu er i Kristi rige, hvor der er syndernes forladelse, hvorfor nævner han så synden? Er der da altid synder? Ingen hører med i riget, uden at hans synder bliver åbenbaret for ham ved evangeliet; ellers møder disse ord ingen: «Dine synder er dig forladt.» Alle hører nok evangeliet, men det går ikke alle til hjertet, for de føler ikke alle deres synd; men evangeliet prædiker, at alt, hvad der er i os, er synd. Derfor byder det også trøst: syndernes forladelse er der; skal forladelsen komme til mig, så må erkendelsen af synden være der.

«Syndernes forladelse» er ikke mere end to ord, men i dem står hele Kristi rige. Der må være synder; når de er der, må man erkende dem; når jeg har erkendt dem, så er forladelse og nåde der; før der er forladelse, er der lutter synd. Det må bekendes sådan, at jeg føler og ved, at alt, hvad der er i mig, er blindhed; ellers kan syndernes forladelse ikke bestå, hvor der ikke er synd. Men der mangler ikke synder; det, der mangler, er, at vi ikke føler eller erkender dem; derefter først følger syndernes forladelse. Men det er noget helt andet, når Gud forlader synden, end når et menneske tilgiver et andet den. Et menneske tilgiver et andet sådan, at han i morgen husker det igen eller måske slår ham det i hovedet. Men når Gud forlader synden, er det noget langt højere, end når et menneske tilgiver; for Gud fordømmer ikke mere, lader her al vrede fare, ja, han kommer ikke mere synderne i hu, som han selv siger hos profeten Esajas (Es 43,25). Når nu hans vrede er borte, så tager han helvede, Djævelen, døden og al ulykke bort, som Djævelen kan føre med sig; og i stedet for vreden giver han nåde, trøst, frelse og alt det gode, som han selv er.

Synd er lutter ulykke, forladelse lutter lykke. Majestæten er stor, og stort er også det, den forlader: som manden er, sådan er også forladelsen. Men man må smage i hjertet, hvor store disse ord er, så du ved at forlade dig på dem, ja, så du glad kunne dø på dem. Men der er få, som griber det; derfor er der også få rette kristne. Det er Kristi rige; den, der har det sådan, har det rigtigt. Der er ingen gerning, kun erkendelsen af al vores ulykke og modtagelsen af alle Guds goder. Der er intet andet end lutter trøst; der lyder disse ord uden ophør: «Vær glad, bliv ikke forskrækket i din samvittighed for syndernes skyld, fordi du ikke har gjort meget godt; jeg vil eftergive dig det hele.» Derfor er det ingen fortjeneste, men lutter gave. Det er evangeliet; dertil hører troen, som du griber og holder disse ord med, så de ikke bliver sagt forgæves; for vi har ingen anden trods, som han byder os at være stolte af, end at Gud siger: «Vær ved godt mod, vær frimodig, vær trøstig, for jeg forlader synden; ros dig af min forladelse, prunk med den»; dér har du da grund til at rose dig og prunke, ikke af dine gerninger.

Det kan de gerningshellige nu ikke gøre; for altid følger der en ros bagefter, som de har sagt: «Dyden følges af ære, ligesom skyggen følger mennesket.» Er det en ros af vores gerninger, hvad enten mennesker eller Gud har befalet dem, så er det møg; er det en ros af de gerninger, som Gud gør i os, så er det rigtigt; som salmen siger (Sl 118,16): «Herrens højre hånd er ophøjet, Herrens højre hånd viser sin styrke.» Som ville han sige: Deri vil jeg rose mig og trodse, at han har løftet mig op af død, helvede og al ulykke. Den ros kan de gerningshellige ikke have, ligesom de heller ikke har Ordet; men som gerningen er, sådan er også rosen; de driver og tvinger fra Ordet over på gerningerne; Helligånden driver fra gerningerne over på Ordet. De prunker med deres gerninger; de andre, hvor Helligånden er, prunker inderst i hjertet med Gud, fordi han har gjort denne gerning; de bliver hængende ved nåden og tillægger slet ikke deres gerninger noget.

Sådan gør de skriftlærde her. Da de hørte disse ord, sagde de ved sig selv: «Denne spotter Gud.» For det er det hellige evangeliums og det rette Guds ords art, at hvor det bliver troet rigtigt, dér bliver det spottet fra begge sider, og hele verden vil udslette det – sådan som det skete på apostlenes tid, og sådan som også vores tossede fyrster gør nu: de vil ganske enkelt have det slået ihjel, kvalt og udslettet sammen med alle dem, som prædiker og bekender det. Det er endda den mindste forfølgelse. Den anden forfølgelse er meget værre, den, der opstår iblandt os, sådan som den også på apostlenes tid opstod blandt apostlene. Sådan også nu med vores junkere, som har evangeliet sammen med os og ikke vil være pavelige, men regnes for kristne; de må nødvendigvis buse ind; så tossede er de, at de roser sig af evangeliet og dog står på gerningerne. Og her må Helligånden hedde Djævelen, og dér er det den skønne ånd. Men vi må vove det; vi bliver nødt til at sige: «Deres sag er ikke rigtig»; så vil de til gengæld sige: «Jeres sag er ikke rigtig»; for den onde ånd hviler ikke, før han har noget at rose sig af. Men lad det bare gå; vi har en beskytter, som nok skal føre det igennem.

Paulus kalder alle falske ånder dristige og hovmodige. Ja, på deres egen mødding, blandt deres jasigere, dér er de stolte og frække; ellers er de de mest forsagte skurke, man kan finde; ja, når de skal svare og stå fast, kan ingen få dem frem; de vil lade jer omskære i kødet. I deres egen flok er de kække og tør gribe Gud i munden; men når det kommer til stykket, når man står imod dem, er der lutter forsagthed. Men Helligånden står fast, tager stødene, gør kække og modige, trøster de forsagte samvittigheder og siger: «Vær ved godt mod, dine synder er dig forladt.» Den rette ånd er frygtsom og gør sig frygtsom over for Gud, sådan som de kristne gør, der bøjer sig for Gud, holder ham i ære og ikke er stolte; men over for tyrannerne, dér puster Helligånden dem modet sådan op, at de hverken frygter tyranner eller djævle; de er uforfærdede, om man så skulle rive hovedet af dem for det; men over for Gud, dér frygter de og bæver som et raslende blad. Derfor siger han: «Vær ved godt mod!» Her [over for Gud]: «Frygt!» Men det sparer de op til menneskene. Men jeg ser desværre, at det for de fleste kun handler om, at vi bliver ved at høre og ikke griber skriftordene; og når det engang kommer til at svare, kommer vi til at stå der som spillemændene og ikke kunne svare noget; så går vi da hen til galgen. Vi må lide den slags anstød og sværmeånder; vi kan ikke gøre det anderledes; dog kan vi godt trøste os ved, at vi jo har grunden for, at vores sag er rigtig og deres forkert. Det ved de også godt; derfor kan de aldrig være kække uden blandt deres egne; dér kan de rose sig, så længe de vil.

Sådan består nu Kristi rige og bliver forøget derved, at samvittigheden bliver trøstet alene med Ordet; hvad der ellers sker med gerninger og love, hører alt sammen hjemme ude hos næsten; for gerninger over for Gud har jeg slet ikke brug for; jeg skal kun passe på, at jeg erkender synden ret; så har jeg syndernes forladelse og er ét med Gud; alt det vil Helligånden gøre i mig. Derefter bryder jeg ud med velgerninger mod min næste, sådan som disse gør her, som bar den lamme og bragte ham til Herren: de var i riget, eller i hvert fald viser de os dem, som er i Kristi rige, fordi evangelisten siger, at Herren så deres tro; for hvis de ikke havde haft troen, havde de ikke bragt den lamme til Herren. Troen er før gerningen, gerningen efter troen; derfor bringer de den lamme frem, fordi de nu er i riget, og gør sådan gerningen.

På denne jord lever mennesket ikke for gerningens skyld, for at den skal gavne ham selv – han har heller ikke brug for den – men alle hans gerninger skal gå til næsten. Men sætter du en gerning i gang for dermed at opnå eller fortjene noget hos Gud, så er det ude; så er du allerede faldet ud af dette rige. Men når du tror og lever videre, så må du vide, at du lever for at bringe den lamme frem. Gud vil ikke lade en kristen leve for sin egen skyld; ja, forbandet være det liv, som lever for sig selv; for alt, hvad der herefter leves, lever man for de andres skyld. Sådan gør også disse her, som bringer den syge frem: de lever nu ikke længere for sig selv, men deres liv tjener nu andre; ja, de vinder ved deres tro en egen tro for denne syge; for denne syge havde først ingen tro, men bagefter hører han Ordet, og Kristus udgyder en egen tro i ham og vækker ham med evangeliet, sådan som han plejer at udgyde troen ved Ordet.

Sådan skal nu alle gerninger gøres, at vi kun ser på, om de passer til, at de tjener andre mennesker, bringer dem en god tro og fører dem til Kristus. Hvis jeg river et billede ned, for at man skal se, at her er en kristen, så er folk ikke hjulpet med det; dermed er der heller ikke prædiket, hvordan man bliver fri for synden, men man vil bare roses; og den ros rejser ikke samvittighederne op, den får blot folk til at spærre ører, mund og øjne op. Det er en ringe kunst at storme billeder; men at du erkender Kristi rige sådan, at mig eller ham bliver hjulpet, dér rammer du rigtigt; det udretter du ikke, om du så rev alle kirker ned, men ved at du hører disse ord: «Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig forladt», og derefter også bringer andre frem.

Ordet må man drive, det må bankes ind i menneskene; derfor må jeg spise og drikke, pynte mig og klæde mig, ikke for at jeg skal leve, men for at jeg skal drive Ordet. For hvor en kristens liv ikke er rettet mod Ordet, er det ikke rigtigt; samvittigheden må jeg hjælpe med Ordet; næsten skal jeg give mad og drikke og gøre alt for ham, hvad jeg kan, så jeg kan komme til hovedsagen, nemlig at rejse samvittigheden op; sådan som disse her gør: de hjælper ham til hans legeme og helbred. Og selv om det er en legemlig velgerning eller gerning, så hjælper de ham dog dertil, at også hans sjæl bliver rejst op igen. Sådan giver jeg en sulten mad, en tørstig drikke, klæder en nøgen og den slags; men ikke kun for at han skal spise eller drikke, men for at jeg ved disse gerninger kan få noget med ham at gøre, sige ham Ordet og på den måde også bringe ham til Kristus. Disse gerninger ligger uden for riget og gælder dem, som ikke er i riget, for at du også skal bringe dem til riget.

Sådan prædiker Helligånden; men den tossede ånd, som sværmeånderne har, vil kun stifte store undere og se og gøre lutter mirakler og undertegn. Det er mirakel nok, at folk ved vores prædiken lærer Kristus at kende og får en glad samvittighed. Ligeledes: at jeg har lært, at munkevæsen, præstevæsen og hvad der ellers hører til pavevæsenet, er intet, det er for mig et stort mirakel. Det er ingenting, når de beskylder os for, at vi ikke gør undere; selv om de ikke skinner så klart, og vores prædikanter ikke gør tegn, sådan som de selv bilder sig ind, at de gør, så er lyset og erkendelsen dog rigtig; vi prædiker jo evangeliet, det må de i sandhed bekende for alle og enhver, hvad enten de vil eller ej. Sådan har I her, at Kristi rige og evangeliet alene går ud på, at du retter hele dit liv – hvad enten du er kvinde, barn eller mand – ind på at være den, der bringer den syge frem og også hjælper andre. Det er vores væsen.

Om fremmed tro

Nu skulle vi også handle lidt om den fremmede tro og om magten til at forlade synd, hvis vi havde tid. Jeg har også sagt det før, at det er en vildfarelse, at man skal døbe de små børn i kirkens tro; man har prædiket det, som om de blev døbt uden tro. Denne vildfarelse trænger nu ind med magt, for Djævelen sover ikke; de mener, at der ingen tro er. Paven med sine har hidtil holdt det sådan, at børnene ingen tro har, men bliver lagt i den kristne kirkes skød, og man har døbt dem i den almindelige kristenheds tro. Disse nye siger også ligesom paven, at børnene ingen tro har, men at man skal vente, til de bliver store. Vi siger sådan, at den fremmede tro ikke hjælper til frelse, om der så stod to kristenheder der. Barnet må selv tro på Kristus; for jeg er ikke født for barnet og skal heller ikke dø for det; det har sin egen død og fødsel; skal det leve og blive fri for døden, så må det også komme dertil ved troen på Kristus. Men vi beder for børnene, ligesom også for alle vantro, og prædiker, beder og arbejder derpå, at de vantro og børnene også kommer til og bliver troende; det er også derfor, vi lever.

Sådan har disse her haft troen, ikke den lamme; men han måtte få den, hvis han skulle blive rask; ellers havde deres tro ikke hjulpet ham. Men i deres tro bad de Kristus om en egen tro for den lamme. Sådan hjælper den fremmede tro, så jeg også får en egen tro. «Ja», kunne én sige, «hvordan ved man da, om børnene tror eller ej?» Vi ved jo heller ikke, hvem af de voksne der tror eller ej. Selv hvis jeg kommer til dåben som voksen og siger: «Jeg tror» – hvordan kan du vide, om jeg tror eller ej? Hvordan ved du det? Hvad om jeg løj? Ingen anden kan vide det; enhvers eget hjerte og tanker bringer ham dertil; er det rigtigt, så er det rigtigt. Barnet skal ikke stå på min tro; jeg har knap nok tro nok til mig selv; jeg skal heller ikke bare lægge det i kristenhedens skød, men i Kristi ord, hvor han siger: «Lad de små børn komme til mig, for Himlenes rige er deres» (Matt 19,14; Luk 18,16). Og jeg skal sige sådan: «Her bringer jeg dig, Kristus, et lille barn; du har befalet mig at bære det til dig.» Så har jeg gjort min gerning, og Kristus vil nok også gøre sin.

Sådan døber jeg ikke barnet i min eller kristenhedens tro; men min og kristenhedens tro bringer barnet frem, for at Gud skal give det en egen tro, så det også tror, sådan som jeg tror, og bliver bevaret i Ordet, som Kristus har givet mig. Og jeg døber ikke barnet i den tanke, at det ingen tro har, sådan som bøhmerne mener: at det først skal få den, når det bliver stort; de siger Guds ord over barnet: «Dine synder skal være dig forladt», og alligevel skal det ikke tro de ord. Hedder det ikke at gøre Guds ord til løgn?

Summa summarum er altså: Jeg kan nok hjælpe en anden ved min bøn og tro, så han også kommer til at tro; men for ham kan jeg ikke tro.

Om magten på jorden til at forlade synder

Farisæerne vidste godt, at det var Guds gerning, som alene tilkom Gud, at forlade synd; derfor holdt de Kristus for en gudsbespotter, fordi han som et menneske ville forlade synd. Synden forlades på to måder: for det første ved at drive synderne ud af hjertet og indgyde nåden; det gør Gud alene; for det andet ved at forkynde syndernes forladelse; det gør også det ene menneske for det andet. Men Kristus gør her begge dele: i hjertet giver han ham Ånden, udadtil forkynder han ham det med Ordet. Det er nu at forlade med Ordet, og det er en forkyndelse og offentlig prædiken om den indre forladelse.

Denne magt har alle mennesker, som er kristne og døbte; for dermed priser de Kristus og har ordet om syndernes forladelse i munden, så de kan og må sige, når de vil, og så ofte det er nødvendigt: «Se, menneske, Gud tilbyder dig sin nåde og skænker dig alle dine synder; vær ved godt mod, dine synder er dig forladt; tro det bare, så er det vist» – og hvilke ord man nu vil bruge. Denne røst skal ikke høre op blandt de kristne indtil den yderste dag: «Dine synder er dig forladt, vær glad og ved godt mod!» Det har en kristen altid i munden, og han fører offentligt Ordet, hvori synderne bliver forladt. Sådan og på den måde har en kristen magt til at forlade synderne. Derfor: Når jeg siger til dig: «Dine synder er dig forladt», så hold det for vist, som om Gud selv sagde det til dig. For hvem ville gøre det, hvis Kristus ikke selv var steget ned og havde lagt mig det i munden og sagt, at vi skulle forlade hinanden synderne? Som når han siger hos Johannes (Joh 20,22–23): «Modtag Helligånden! Hvem I forlader synderne, dem er de forladt, og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.» Og et andet sted (Matt 18,19–20) siger han: «Hvis to af jer bliver enige om, hvad det end er, de vil bede om, så skal de få det fra min Far i himlen. For hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.» Ordet gør det og skærer igennem.

Hvis der nu ikke var noget menneske på jorden, som forlod synd, og der kun var love og gerninger, åh, hvor ynkeligt og elendigt ville det så stå til med de arme, bedrøvede samvittigheder! Men nu, da Gud giver enhver munden fuld, så han kan sige til en anden: «Dine synder skal være dig forladt, hvor du så end er», så er det gyldne år begyndt. Dermed skal vi trodse og byde synden stolt imod, så jeg kan sige til min broder, som sidder i angst og nød for synden: «Vær glad og ved godt mod, min broder, dine synder er dig forladt; selv om jeg ikke kan give dig Helligånden og troen, kan jeg dog forkynde dig det; tror du det, så har du det også.» De, som han så skænker det, lover og priser Gud, sådan som de også gør her i evangeliet. Det betyder: Gud har givet menneskene magt til at forlade synd; og det er at forøge Kristi rige, hente samvittigheden og rejse den op; og det gør vi nu ved Ordet. Gud give, at vi også fatter det sådan.