18. søndag efter trinitatis (Matt 22,34–46)

Evangeliet på 18. søndag efter trinitatis, Matt 22,34–46

Dette evangelium består af to spørgsmål: Det første er, da den skriftlærde på de andre farisæeres vegne spurgte Kristus, hvilket bud der var det største i loven. Det andet er, da Herren til gengæld spurgte farisæerne og de skriftlærde, hvis søn Kristus var. Disse to spørgsmål angår også en kristen; for den, der vil være en kristen, han må vide god besked om disse to stykker: for det første, hvad loven er, og hvad den tjener til; for det andet, hvem Kristus er, og hvad han har at vente sig af ham.

Kristus udlægger her loven for farisæerne og siger dem summen af hele loven, så de rent forstummer over hans tale og spørgsmål og at der intet er, de ved mindre om, end netop hvad loven er, og hvem Kristus er. Deraf følger: Hvor der er vantro, dér bliver det, selv om det for verden ser ud som visdom og hellighed, dog dårskab og uretfærdighed for Gud, og især hvor man ikke kender de to spørgsmål, vi nu har nævnt. For den, der ikke ved, hvordan han står med loven, og hvad han skal vente sig af Kristus, han har visselig ikke Guds rette visdom, om han så er nok så vis og klog. Nu vil vi behandle det første spørgsmål, nemlig hvad loven er, hvad den byder, og hvordan den skal forstås åndeligt.

Da den skriftlærde spurgte Herren, hvilket bud der var det største i loven, sagde Herren til ham:

«Du skal elske Gud, din Herre, af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind; dette er det første og største bud. Men et andet er lig dette: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hænger hele loven og profeterne.»

Som om Herren ville sige: Den, der har disse to stykker, kærligheden til Gud og kærligheden til næsten, han har alle ting og har således opfyldt loven; for hele loven og alle profeterne går ud på disse to stykker, nemlig hvordan Gud og næsten skal elskes. Nu kunne nogen her spørge: Hvordan kan dog alle ting være sammenfattet i disse to love, når jøderne havde fået omskærelsen og mange andre love, som, sådan som man synes, ikke rimer med disse to? For at svare på det vil vi først se, hvordan Kristus tyder loven, nemlig at den skal holdes af hjertet; det kalder man ellers at forstå loven åndeligt. For den, der ikke tager fat på loven med hjertet og med ånden, han vil nok lade den uopfyldt.

Derfor siger Herren her den skriftlærde lovens grund og kerne og siger, at dette er det største bud: at elske Gud af hjertet og næsten som sig selv. Heraf følger, at den ikke er omskåret, ikke faster, ikke beder, som ikke gør det af hjertet; om han end gør gerningen udvortes, så gør han dog intet for Gud. For Gud ser på hjertet og ikke på gerningen (1 Sam 16,7). Det hjælper heller ikke mennesket, om det så gjorde nok så mange gerninger, når hjertet ikke er med.

Så opstår der igen et spørgsmål: Når gerningerne ikke er mennesket til nogen nytte, hvorfor har Gud så givet jøderne så mange love? Hertil svarer jeg: Lovene er netop givet, for at vi skulle erkende, om vi også elskede Gud af hele vort hjerte, af hele vor sjæl, af hele vort sind og af alle vore kræfter, og desuden næsten som os selv. For som Sankt Paulus siger (Rom 3,20), er loven ikke andet end en erkendelse og åbenbaring af synden. Hvad vidste jeg om synden, hvis ikke loven var der og viste mig den? Sådan er det med loven her, som siger: «Du skal elske Gud af hjertet og næsten som dig selv.» Det ville vi opfylde, hvis vi gjorde alle de gerninger, som loven kræver af os. Men det gør vi ikke; derfor viser den os kun, hvor det skorter hos os, og at vi ikke gør det, men dog burde gøre det.

At jøderne skulle omskære sig, var en ganske tåbelig gerning og desuden et latterligt bud for fornuften, og det ville det være, også hvis Gud gav det i dag. For hvad var Gud hjulpet med at belæsse sit folk med sådan en tung lov? Hvad kom det dog ham ved, eller hvad tjente det næsten? Ja, det var heller ikke til nytte for de jøder, der lod sig omskære. Hvorfor gav Gud dem det så? Fordi denne lov og dette bud skulle vise dem, om de elskede Gud af hele deres hjerte, af hele deres sind og af hele deres sjæl, om de gjorde det villigt eller uvilligt. For når der var et fromt hjerte, så sagde det: «Jeg ved sandelig ikke, hvorfor Gud har givet mig omskærelsen, eftersom den ikke er til nytte for nogen, hverken for Gud eller for mig eller for min næste; men fordi det nu engang behager Gud, så vil jeg alligevel gøre det, og om det så var en endnu ringere og mere foragtet gerning.» Sådan var omskærelsen en øvelse i dette bud: «Du skal elske Gud af hele dit hjerte.»

Det var også et tåbeligt bud, Gud gav Abraham, at han skulle slå sin søn ihjel (1 Mos 22,2). Hvis fornuften her skulle have været dommer, så kunne den og alle mennesker ikke have sluttet andet end dette: «Det er et uvenligt, fjendtligt bud; hvordan kan det være fra Gud, når dog Gud selv har sagt til Abraham, at han vil gøre hans slægt talrig gennem denne søn, så den skal blive utallig som stjernerne på himlen og sandet i havet?» Derfor har det været et tåbeligt bud, et tungt, hårdt og foragteligt bud. Men hvad gør Abraham? Han lukker sine sanser, tager sin fornuft til fange og adlyder Herrens røst, går hen og gør, som Gud befalede ham. Dermed beviste han, at han holdt dette bud af hjertet; ellers havde Gud ikke spurgt efter det, selv om han hundrede gange havde slået sønnen ihjel. Men dette så Gud på, at gerningen var kommet af hjertet og af kærlighed til Gud; ja, af sådan et hjerte, der tænkte: «Om sønnen så dør, så er Gud så mægtig og sanddru, han vil alligevel holde sit ord, han vil nok finde råd og veje, som jeg ikke tænker på; bare frisk at følge ham, der er ingen nød.» Havde han ikke haft den trodsige tillid og tro, hvordan skulle han så ellers have fået det over sit faderhjerte at slå sin eneste og allerkæreste søn ihjel?

Dette eksempel ville jøderne siden følge, og de ofrede ligesom Abraham deres børn til Gud og håbede, at de også gjorde Gud en behagelig gerning; men det var langt derfra. De stakkels folk sluttede sådan: «Abrahams gerning har behaget Gud, derfor vil vores også behage Gud»; og så slog de det ene barn ihjel efter det andet. Åh, hvor mangt et fint, ædelt, smukt barn er dér omkommet! Imod den gerning satte profeterne sig, de prædikede, straffede og råbte, at det var forførelse, men det hjalp ikke; ja, mangen en profet har måttet lade livet for det, som vi her og der læser i Kongebøgernes historier.

Men hvorfor var denne jødernes gerning ikke Gud behagelig? Fordi den ikke skete af hjertet og af kærlighed til Gud, men de så alene på gerningen og gjorde den efter uden Guds befaling og ord. Men Gud siger: «Kære herrer, det er mig ikke om at gøre, at Abraham har ofret sin søn, men at han med gerningen har bevist, at han elsker mig af hjertet.» Først må kærligheden være i hjertet, gør så gerninger, så vil de være Gud behagelige. For alle lovens gerninger er rettet mod, at man dermed skal vise den kærlighed til Gud, som er i hjertet, den kærlighed, som loven kræver og frem for alt vil have.

Derfor skal man også her mærke sig, at alle lovens gerninger ikke er befalet, for at man blot skal gøre dem uden videre. Nej, nej; for om Gud så havde givet flere bud, ville han dog ikke, at man skulle holde dem til krænkelse og skade for kærligheden; ja, når de er imod kærligheden til næsten, så vil han, at man river dem i stykker og kaster dem over ende. Tag et eksempel på det, som vi også nylig har hørt. Moses førte jøderne ud af Egypten gennem ørkenen i omkring fyrre år, og dér blev aldrig nogen omskåret, skønt det dog var befalet dem. Hvor blev loven da af? Blev Gud ikke vred, da de ikke holdt hans bud? Nej, for dér var en højere lov, som dengang var i kraft, nemlig at de skulle adlyde Gud, der bød dem drage i hast fra Egypten til det forjættede land. Med den færd adlød de Gud dagligt, og det så Gud på; ellers var han blevet vred over, at de ikke holdt hans lov. Der var også nøden og kærligheden til stede, som slår alle bud ned. For det havde været for tungt og besværligt, at de skulle lide smerten ved omskærelsen og dertil være belæsset med rejsen. Derfor drev kærligheden på, så de for den tid lod dette bud om omskærelsen hvile. Og således skal alle bud gå i kærligheden, eller de skal ikke holdes.

Sådan undskylder Kristus sine disciple hos Matthæus (Matt 12,3–4), da jøderne anklagede dem for at overtræde loven, nemlig for at de på sabbatten gjorde det, som det ikke er tilladt at gøre på sabbatten: at de plukkede aks og spiste dem. Da gav Herren at forstå, at de ikke gjorde uret; som om han sagde: «Her er ingen sabbat, for kroppen vil have føde; nøden driver her, de må spise, og om det så var nok så meget sabbat.» Det har vi også et eksempel på i David, som Herren dér også foreholder jøderne, idet han siger: «Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og de, som var med ham, blev sultne, hvordan han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, som det ikke var tilladt ham at spise, heller ikke dem, som var med ham, men alene præsterne?» (1 Sam 21,4 ff.)

Dér spiste David brødene, skønt han ikke var præst; for sulten drev ham til det. Heller ikke præsten Ahimelek handlede imod loven, da han gav David brødene at spise; for kærligheden var der og drev ham til at gøre det. Sådan havde også hele loven måttet tjene David i nøden. Derfor: når loven trænger sig på imod kærligheden, så hører den op og skal ikke længere være lov. Men hvor der ingen hindring er, dér er det at holde loven et tegn på kærligheden, som ligger skjult i hjertet. For derfor bruger man lovene, for at kærligheden skal vises på dem; men når de ikke kan holdes uden at krænke næsten, så vil Gud, at man skal ophæve dem og tage dem bort.

Sådan skal I også nu indrette jeres liv og færden. Der er i dag mange skikke, mange slags ordener og ceremonier, hvormed man fejlagtigt mener at fortjene himlen, når dog alene dette ene stykke, kærligheden til næsten, rummer alle gode gerninger i sig. Lad os se et eksempel på det, som vi også nylig har hørt: Der er en præst eller munk, som skal læse sine horas canonicas [tidebønnerne] eller holde en messe eller bede sin bod; nu kommer der en fattig mand eller kvinde, som har brug for hans råd eller hjælp – hvad skal præsten eller munken så gøre? Skal han passe sit eget, eller skal han tage sig af det fattige menneske? Han skal her være klog og tænke: «Det er sandt, mig er det befalet, at jeg skal læse mine horas, holde messe eller bede boden; men nu er der på den anden side en fattig mand, som har brug for din hjælp, ham skal jeg komme til hjælp: det har Gud befalet mig, men det andet har mennesker udtænkt og indført; jeg vil lade menneskebud fare og tjene min næste efter Guds bud.»

Men det forekommer os ganske sælsomt, at kostelige gerninger som at holde messe og bede horas skal blive tilbage, og at en så enkel, ringe gerning, som de regner den for, skal drages frem. Men hvad er grunden? Grunden er, at drømmeprædikanterne, som ikke har vidst at foreholde os andet end menneskelige forordninger, har gjort os så sky og frygtsomme, at vi har villet mene, at hvis vi ikke i alle stykker rettede os efter deres prædikener, så ville himlen falde ned; ja, skulle en messe være blevet forhindret, så havde hellere ti fattige mennesker måttet dø af sult. Man finder endnu i dag mangen en munk eller præst, der hellere lod et fattigt menneske fryse ihjel, end han undlod sine statutter og forordninger. Så jammerligt og ynkeligt er de forført af de ugudelige prædikanter og lærere og af deres overordnede, som med deres statutter og djævelske ordninger har draget dem bort fra Guds lov til vores egen indbildning og vore egne påfund og bliver ved med at drage dem mere og mere.

Det er vantroens og det ugudelige væsens hovedfrugter, som Skriften siger forbitrer Gud. Skulle Gud ikke være vred på mig, når han befaler mig, at jeg skal vise min næste kærlighed, og jeg går hen og følger mine eller andre menneskers drømme? Det er, som når en husfader befalede karlen, at han skulle pløje, og karlen gik hen og ville vaske fadene. Skulle husfaderen ikke med rette være vred på karlen? Sådan er det også med Gud: han vil have sine bud holdt og vil, at man skal agte dem højere end menneskebud, og at alle bud skal gå ud fra kærligheden, så de alle er sammenfattet i disse to bud, som Herren her taler om i dette evangelium: «Du skal elske Gud, din Herre, af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind, og din næste som dig selv.»

Vil du gøre noget, som skal være Gud behageligt, så gør det sådan, at det flyder af hjertelig kærlighed. At jøderne lod sig omskære, fastede meget, bad meget og gjorde andre gerninger, var ikke Gud behageligt; for det kom ikke af hjertet efter dette bud: «Du skal elske Gud af hele dit hjerte.» Sådan er det også med dig: Om du så blev kartæuser eller påtog dig en endnu strengere orden, ville det ikke være dig til nogen nytte, hvis du ikke havde kærligheden til Gud. Heraf kan du let slutte, at alle gerninger intet er, som ikke kommer af kærligheden, eller som går imod kærligheden. Ingen love skal gælde, undtagen dem, hvorpå man øver dette kærlighedens bud.

Deraf ses nu, hvilken vildfarende stand munkenes og præsternes stand er, at de alene med gerninger vil fortjene himlen; og dertil viser de også folk hen, at de skal gøre gode gerninger for dermed at fortjene himlen, hvilket er en forbandet, ugudelig gudstjeneste. Derfor skal loven (som sagt) kun være en øvelse, hvorpå man viser kærligheden; ellers, uden kærligheden, spørger Gud intet efter gerningerne, om de så er nok så smukke. Nu ser du, hvor mange mennesker der vel er, som ved, hvad denne lov egentlig er: «Du skal elske Gud af hele dit hjerte og næsten som dig selv.» Ganske vist er de få, og endnu langt færre er de, der holder den. Hvordan skulle de holde det, som de ikke ved? Vi er blinde, og vores natur er helt og aldeles blind, og desuden den menneskelige fornuft; der er dog intet, den ved mindre om, end hvad Guds lov vil have.

Nu viser Kristus her farisæerne og de skriftlærde en dobbelt velgerning: For det første tager han deres blindhed fra dem og lærer dem, hvad loven er; for det andet lærer han dem, hvor umuligt det er for dem at holde budene. Deres blindhed tager han bort ved at lære dem, hvad loven er, nemlig at kærligheden er loven. Det kan fornuften i dag lige så lidt som jøderne forstå. For hvis det var muligt for fornuften at fatte det, så havde sandelig farisæerne og de skriftlærde, som dengang var de bedste og klogeste i folket, fattet det; men de mente, at det alene bestod i, at man gjorde lovens udvortes gerninger, ligegyldigt om de skete villigt eller uvilligt; men den indvortes blindhed, griskheden og deres onde, forhærdede hjerte så de ikke; de mener, de forstår loven særdeles godt og er fine folk, hellige og fromme mennesker; men de står sig selv i lyset. For ingen formår at holde loven, medmindre han er helt fornyet.

Derfor skal du holde det for vist, at ingen fornuft nogen sinde kan forstå og gøre loven, selv om den ved, hvad den indeholder. Hvornår gør du mod en anden, hvad du vil, at han skal gøre mod dig? Hvem elsker sin fjende af hjertet? Hvem dør gerne? Hvem lider gerne hån og skam? Kære, giv mig et menneske, som gerne har et dårligt rygte, eller som gerne lever i fattigdom! For naturen og den menneskelige fornuft flygter ganske for det, skyr det, forskrækkes og forfærdes derover, og hvis den kunne, så meget som det står til den, ville den ikke lide en sådan ulykke.

Den menneskelige natur vil heller aldrig fuldbringe det, som Gud i denne lov kræver af os, nemlig at vi skal overgive vores vilje i Guds vilje, så vi giver afkald på vores egen forstand, vores vilje, vores magt og vores kræfter og af hjertet siger: «Ske din vilje.» Ja, du vil sandelig ingen steder finde nogen, der elsker Gud af hele sit hjerte og næsten som sig selv. Det kan nok ske, at der er to kammerater, som lever venligt med hinanden; men der ligger dog hykleri skjult derunder, som varer så længe, til du en dag bliver krænket af ham. Da vil du nok se, hvordan du elsker ham, og om du er kød eller ånd. Derfor vil denne lov her have, at jeg skal være venlig af hjertet mod den, som har fornærmet mig; men hvornår gør jeg det?

Således vil Kristus her alene vise, at man da prædiker loven ret, når man af den lærer, at vi ikke formår at gøre den og er Djævelens egne. Det lærer erfaringen os, og det bliver vist her og der i Skriften, især hos Sankt Paulus, hvor han siger til romerne (Rom 8,7–8), at kødets sindelag er fjendskab mod Gud, eftersom det ikke underordner sig Guds lov; for det kan det heller ikke. Og han siger straks derefter: «Men de, der er i kødet, kan ikke glæde Gud.»

Så tag nu dette bud for dig: «Du skal elske Gud, din Herre, af hele dit hjerte», og tænk over det, efterspor det og udforsk, hvad det er for en lov, og hvor langt du endnu er fra at opfylde dette bud; ja, hvordan du endnu ikke ret er begyndt at opfylde det, nemlig at lide og gøre af hjertet, hvad Gud vil have. Det er det rene hykleri, når en vil krybe ind i en krog og tænke: «Åh, jeg vil elske Gud! Åh, hvor har jeg Gud kær, han er min Fader! Åh, hvor er jeg ham hengiven!» og mere af den slags. Ja, når han gør efter vores behag, så kan vi sige mange sådanne ord; men når han en gang sender os ulykke og modgang, så holder vi ham ikke længere for en Gud eller for en Fader.

En ret kærlighed til Gud gør ikke sådan, men er således sindet i hjertet og siger det også med munden: «Herre Gud, jeg er din skabning, gør med mig, som du vil, det er mig lige meget, jeg er jo din, det ved jeg; og om du ville, at jeg skulle dø i denne time eller lide en stor ulykke, så ville jeg dog gerne lide det af hjertet; jeg vil aldrig nogen sinde agte mit liv, min ære og mit gods og hvad jeg har højere og større end din vilje; den skal altid behage mig, så længe jeg lever.» Men sådan et menneske vil du ikke finde, som i alle stykker retter sig efter dette bud; for hele dit liv, som du lever i dit legeme, i de fem sanser, og hvad du gør med kroppen, det skal alt sammen være rettet mod, at det sker til Guds pris, sådan som dette bud kræver, der siger: «Du skal elske Gud, din Herre, af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind.»

Som om Kristus ville sige: Elsker du Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind, så vil det ikke slå fejl, du vil mærke det i dit udvortes liv; nemlig når alt, hvad du gør, enten du sover eller våger, arbejder eller går ledig, spiser eller drikker, er rettet mod, at det sker af hjertet for Guds skyld. Ligeledes vil også dit sind og dine tanker være helt og aldeles rettet mod Gud, det vil sige: du vil ikke lade dig noget tykkes godt, som du ikke ved behager Gud. Ja, hvor er de, der gør det?

Og det stykke, hvor han siger «af hele dit sind», er såre stærkt imod menneskelæren og menneskenes forordninger, som menneskene især stoler på og mener, at de derved vil opnå en nådig Gud og fortjene himlen. Den menneskelige fornufts egen mening drager os frygteligt bort fra dette bud, så vi ikke elsker Gud af hele vort sind, som det hidtil er sket og endnu i dag sker. For præster og munke mener ikke andet, end at Gud lader sig formilde med messer og andre af deres egne menneskepåfund; men det er ham en vederstyggelighed, og han vil ikke vide af dem, som han siger hos Esajas (Es 29,13): «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer lærdomme, som ikke er andet end menneskebud» (Matt 15,8–9). Loven her vil, at du ikke skal lade dig noget tykkes godt, som er imod Gud og imod alt det, han har befalet eller forbudt; den vil altså, at du skal give dig helt og aldeles hen til ham med hele dit liv og din vandel.

Heraf kan du nu forstå, at der ikke er et menneske, som ikke er fordømt, eftersom han ikke holder dette bud, og Gud dog vil have det holdt. Dér står vi midt i angst og nød og kan ikke selv hjælpe os ud. Og det er lovens første erkendelse, at vi ser, at det er umuligt for den menneskelige natur at holde den; for den vil have hjertet, og når det ikke sker af hjertet, så gælder det ikke for Gud. Du kan nok gøre gerningerne udvortes, men Gud er ikke tilfreds med det, hvis de ikke sker af hjertet og af kærlighed; og det sker aldrig nogen sinde, uden at mennesket bliver født på ny ved Helligånden. Derfor vil Gud med loven ikke udrette mere end, at vi derved skal erkende vores afmagt, vores skrøbelighed og sygdom, så vi også, så vidt det står til os, ikke kan opfylde ét bogstav i loven. Når du føler det, så har loven udrettet sin gerning. Det mener Sankt Paulus, når han siger til romerne (Rom 3,20): «Ved loven kommer kun erkendelse af synd.»

Af alt dette ses nu klart, at vi alle er ens og af samme dej i hjertets indre hovedondskab, som loven åbenbarer for os, når vi ser rigtigt på den. Dér kan man nok sige: «Er én god, så er de alle gode.» Derfor skal ingen bebrejde den anden noget; «det ene æsel skal ikke kalde det andet sækkebærer». Det er nok sandt: i udvortes grove synder stikker den ene dybere i end den anden; men hjertet er lige ondt, medmindre det er fornyet af Helligånden. «Ja, men hvad skal jeg så gøre, når jeg nu erkender synden? Hvad hjælper det mig?» Det hjælper dig meget; for når du kommer så vidt, så er du ikke langt fra himmeriget, som Kristus sagde hos Markus (Mark 12,34) til en skriftlærd, som også erkendte, at lovens gerninger intet var uden kærligheden.

Men hvordan kommer vi dertil, at vi bliver fri for den onde samvittighed? Her følger nu evangeliets andet stykke: hvem Kristus er, og hvad vi skal vente os af ham; hos ham må vi tage og hente det, ellers bliver vi i synderne evindelig. For netop derfor er Kristus stillet frem for os og givet os af Faderen, for at han skal befri os og gøre os fri fra synderne, fra døden, fra den onde samvittighed og fra loven.

Således har vi nu hørt, hvad loven er, og hvordan erkendelse af synden kommer ved loven. Men dermed er det ikke nok; der hører endnu en anden mand til, som hedder Kristus Jesus; skønt det første stykke også må være der, ja, det er nødvendigt. For hvor jeg ikke erkender min synd, dér spørger jeg ikke efter Kristus; ligesom farisæerne og de skriftlærde her, der mener, at de har gjort alt, hvad loven byder, og er rede til at gøre endnu mere; men om Kristus vidste de intet. Derfor er det frem for alt, når loven er erkendt og synden desuden er blevet åbenbar ved loven, nødvendigt, at man ved, hvem Kristus er; ellers er erkendelsen af synden mig ikke til nytte.

For da er loven erkendt, når jeg af den lærer, at jeg er fordømt, og nu ser, at der intet håb eller trøst er for hånden, og at jeg heller ikke kan hjælpe mig selv, men må have en anden, som frelser mig. Da er det tid, at jeg ser mig om efter ham, som kan gøre det; og det er Kristus Jesus, som netop derfor er blevet menneske og os lig, for at han kunne hjælpe os op af det dynd, som vi sidder i. Han har elsket Gud af hele sit hjerte og næsten som sig selv og helt underordnet sin vilje under sin Faders vilje og har således opfyldt loven i alle stykker helt og aldeles. Det kunne jeg ikke gøre og skulle dog gøre det. Derfor tager han sig af mig, og hvad han har opfyldt af loven, det skænker han mig; sit liv giver han mig frit med alle sine gerninger, så jeg kan iføre mig det som et gode, der er mit og skænket mig; han hjælper os nu fra loven. For når loven siger: «Elsk Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv, eller du er fordømt», så siger jeg: «Jeg kan ikke.» Så siger Kristus: «Kom her, tag imod mig, hæng ved mig ved troen, så skal du blive fri for loven.»

Og det går sådan til: Kristus har ved sin død erhvervet os Helligånden, han gør loven i os, og ikke vi. For Ånden, som Gud for sin Søns skyld sender ind i dit hjerte, han gør et helt nyt menneske af dig, som med lyst og kærlighed af hjertet gør alt, hvad loven byder ham, hvad der før var umuligt for ham at gøre. Det samme nye menneske foragter så dette liv her, har lyst til at dø, glæder sig i al modgang og giver sig helt og aldeles hen til Guds vilje: som han gør med ham, sådan behager det ham. Ånden kan du ikke selv fortjene, men Kristus har fortjent og erhvervet ham for dig. Når jeg af hjertet tror, at Kristus har gjort dette for mig, så får jeg den samme Helligånd, og han gør mig da helt ny; da er alt, hvad Gud byder, mig sødt, kært og behageligt, og jeg kan da gøre alt, hvad han vil have af mig; men ikke af mig selv, men i kraft af ham, som er i mig, som Paulus siger (Fil 4,13): «Alt formår jeg ved ham, som giver mig kraft, Kristus.»

Men du må passe på, at du ikke understår dig i at opnå denne tro på Kristus med dine gerninger eller kræfter, eller at du tager let på den; for det er umuligt for naturen, men Helligånden må virke den i dig. Derfor vogt jer for gerningsprædikanterne, som snakker løs og siger: «Man må gøre gode gerninger for at blive frelst.» Men vi siger: Troen alene er nok dertil; gerningerne hører et andet sted hen, nemlig til at vise vores tro med, som I ofte før har hørt af mig.

Det er, hvad dette spørgsmål her sigter til, som Herren forelægger farisæerne: hvad de mener om Kristus, hvem han er, og hvis søn han er. Men deres svar, da de siger, at han er Davids søn, vender Herren om og gør det dunkelt for dem, fører et skriftsted frem fra salmen, hvormed han lader dem stå i tvivl, så ingen kunne svare ham et ord på det.

Men når David kalder Kristus sin Herre, hvor han siger (Sl 110,1): «Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder», så skal det forstås sådan, at David her taler om ham, idet han er både Gud og menneske. For alene efter kødet var han Davids søn. Begge dele har Paulus sat sammen, når han siger således til romerne (Rom 1,1–4): «Jeg er kaldet til at være apostel og udskilt til at forkynde Guds evangelium, som han forud har lovet ved sine profeter i de hellige skrifter, om hans Søn, som er født ham af Davids sæd efter kødet og med kraft bevist at være Guds Søn efter Ånden, som helliggør, fra den tid han opstod fra de døde.» Men det er noget værd, at jeg ved, hvordan Kristus er en Herre; for det har magt og kraft og er særlig trøsterigt i anfægtelsen. Men derom har vi sagt mere andetsteds; nu vil vi lade det blive ved det og påkalde Gud om nåde.