19. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Matt 9,1–8)

En anden prædiken over evangeliet på 19. søndag efter trinitatis, Matt 9,1–8

Summen af dette evangelium er den store, høje trosartikel, som hedder: syndernes forladelse. Når den forstås ret, gør den et menneske til en ret kristen og giver det evige liv. Derfor er det også nødvendigt, at man med al flid og uden ophør behandler den i kristenheden, så man lærer at forstå den lyst og klart og med de rette skel; for det er de kristnes eneste, højeste og sværeste kunst, som vi har nok at lære i, så længe vi lever her, så ingen behøver at søge efter noget nyt, højere eller bedre.

Men skal man forstå den ret, må man vide at skelne godt og nøje mellem de to regimenter eller de to slags retfærdighed. Den ene hører hjemme her på jorden. Den har Gud også indstiftet og sat under de ti bud på den anden tavle, og den hedder en verdslig eller menneskelig retfærdighed. Den tjener til, at vi her på jorden kan leve med hinanden og bruge de goder, Gud har givet os. For han vil, at også dette liv skal styres og leves fint i fred, ro og enighed, så enhver gør, hvad der er ham befalet, og ingen forgriber sig på en andens embede, gods eller person. Derfor har han også lagt sin velsignelse til og hæftet den derpå (3 Mos 18,5): Qui faciet ea, vivit in eis [«Den, som gør dem, lever ved dem.»]; det vil sige: den, som er retskaffen på jorden og for verden, skal også nyde godt af det, så det går ham godt, og han lever længe.

Men omvendt: hvor man ikke vil gøre det, har han til gengæld indstiftet sværd, galge, hjul, ild, vand osv. og befaler dermed at holde dem i ave og standse dem, som ikke vil være retskafne. Og hvor det ikke sker, men et helt land bliver ondt og forvendt, så bødlen ikke kan holde det i ave, sender han pest, dyrtid, krig eller andre grufulde plager for at vende op og ned på landet og udrydde dem, sådan som det er gået jøderne, grækerne, romerne og andre – for at man skal se, at han kort og godt vil have, at man holder og håndhæver en sådan retskaffenhed, og at han vil give gods nok dertil, eller, hvis ikke, tage det hele igen og udrydde det.

Det er kort sagt meningen og hele væsenet i denne retskaffenhed på jorden. Dertil hører nu videre, at man driver den godt og formaner folk, så enhver af sig selv holder sig dertil og flittigt gør det med lyst og kærlighed og ikke behøver at drives dertil med tvang og straf. Formaningen består i, at man foreholder dem Guds bud og befaling, som er lagt på hver stand på jorden, sådan som han har ordnet og fordelt dem. Det skal man se på og agte højt og øse lyst deraf, så man af hjertet gerne gør, hvad der tilkommer enhver i hans stand. Som når han siger: «Du skal ære din far og din mor»; her skulle hvert barn, hver tjenestekarl, tjenestepige, undersåt osv. tage imod det ord med glæde og ikke agte nogen skat på jorden højere og mene, at når han gjorde dette, var han halvvejs, om ikke helt, i Paradis – alene fordi hans hjerte uden tvivl kan slutte: «Nu ved jeg, at denne gerning, dette liv eller denne stand er ret og godt og behager Gud af hjertet; for her har jeg hans ord og bud som et sikkert vidnesbyrd, der hverken kan lyve for mig eller slå fejl.»

For regn det bare ikke for den mindste nåde på jorden, når man kommer så vidt, at dette står fast i hjertet, og samvittigheden kan stå og hvile på det. Og man skulle takke det kære evangelium, holde af det og holde det i al ære alene af den grund – også selv om man ikke havde anden nytte og frugt af det – at det gør vores samvittighed så tryg og vis på, hvordan vi lever, og hvordan vi står med Gud.

Hvor lå vi ikke før i vildfarelse og blindhed, da ikke en gnist af denne lære lyste! Vi lod os føre i Djævelens navn, efter som enhver løgnprædikant havde drømt, søgte så mange gerninger, løb hid og did, ofrede og ødslede vores sved, penge og gods derpå; her stiftede vi messer og altre, dér klostre og broderskaber, og enhver famlede efter det for dog at blive vis på, hvordan han tjente Gud; og dog nåede ingen dertil, men alle blev i mørket. For der var ingen Gud, som havde sagt: «Det behager mig, det har jeg befalet» osv. Ja, de har ikke gjort andet, vores blinde førere, end at sætte Guds ord ud af syne, rive folk bort fra de rette gerninger og i stedet sætte andre op i alle kroge; og dertil har de væltet og foragtet de stande, han har indstiftet, ligesom om han ikke vidste at ordne det bedre eller gøre det lige så godt som vi.

Derfor må man ikke holde op med altid at indprente dette Guds ord, som ikke lægger os nogen særlige, store, svære gerninger på, men netop viser os hen til den stand, vi lever i, så man ikke søger andet, men bliver i den med en glad samvittighed og ved, at der udrettes mere ved sådanne gerninger, end hvis nogen havde stiftet alle klostre og holdt alle ordener – selv om det så er det allerringeste husarbejde. For det er det, der hidtil har bedraget os: gerningernes prægtige skin og pomp, kutter, tonsurer, hårskjorter, faste, våge, se sur ud, hænge med hovedet og gå barfodet.

Det er vores dårskab, at vi regner efter, hvordan gerningen ser ud, og fordi den ikke glimrer som noget særligt, skal den ikke gælde; og vi ser ikke, vi tåber, at Gud netop har hæftet sin dyre skat, nemlig sit ord, til sådan en ringe gerning og bundet det dertil, idet han (som sagt) fatter lydigheden mod far og mor og de gerninger, som hører til det udvortes liv i huset eller i samfundet, ind under sin befaling og sit bud, som han vil have taget imod, som om han selv viste sig fra himlen. Hvad ville du gøre, hvis Kristus selv kom synligt ned med alle englene og bød dig at feje huset derhjemme eller vaske gryderne? Hvor ville du ikke regne dig for salig og ikke vide, hvordan du skulle bære dig ad af bare glæde – ikke for gerningens skyld, men fordi du vidste, at du dermed tjente ham, som er større end himmel og jord.

Hvis man bare tænkte på det og ved Ordet løftede sig op over sig selv og så, at det ikke er et menneske, men Gud i himlen, som vil have det og befaler det, så kunne man løbe derhen i bare spring og hellere gøre netop de gerninger, som man regner for så ringe, end nogen andre, og gøre dem med den allerstørste troskab og flid. At det ikke sker, kommer ikke af andet, end at man skiller gerningerne fra Ordet og ikke vil se på eller agte Guds befaling. Man går hen som blinde, søvnige folk og mener, at det alene drejer sig om gerningerne; og fordi vi regner dem for ringe og søger og gaber efter andre, bliver vi dovne og trætte af det, gør intet med kærlighed, troskab eller lydighed, gør os heller ingen samvittighed af at lade det ligge og gøre vores næste utroskab, skade eller fortræd – og dermed samler vi os også al plage, vrede og ulykke.

Det skal nu være ét stykke af vores lære: at man driver denne udvortes retfærdighed, både med formaning og trusler, og ikke lader den blive agtet ringe; for den, som foragter den, har foragtet Gud og hans ord. Derfor skal enhver se på sig selv, hvad han er eller har at gøre, og hvad Gud vil have af ham, hvad enten det er at regere, byde og befale eller omvendt at lyde, tjene, arbejde osv., så han for Guds skyld passer sit embede med al troskab og er vis på, at Gud agter det højere, end om han havde alle munkes gerninger og hellighed. De er endnu aldrig nået så vidt, at de har opnået denne udvortes retfærdighed, og med hele deres væsen og alle deres gerninger kan de ikke rose sig af at være lige med et lille barn eller en tjenestepige, som af Guds befaling gør et barns eller en piges gerning. Åh, hvilken salig verden skulle vi ikke have, hvis folk troede dette, og enhver blev i sit embede og altid havde Guds vilje og bud for øje, så det måtte sne ned fra himlen med al slags velsignelse og goder – hvor vi nu i stedet må have så megen plage og hjertesorg, sådan som vi selv søger og fortjener.

Over denne udvortes retfærdighed står nu en anden, som ikke hører til jorden og til dette timelige liv, men alene gælder for og over for Gud og fører og bevarer os ind i hint liv efter dette. For hin består i gerninger, som dette liv kræver, at man øver blandt mennesker, over for dem, der står over og under en, over for naboer og næste; den har sin løn her på jorden og får også ende med dette liv, og den, som ikke holder den, bliver ikke i dette liv. Men denne farer og svæver højt og vidt over alt, hvad der er på jorden, og har intet med gerninger at gøre; for hvordan kan den have gerninger, når alt, hvad legemet kan gøre, og hvad der hedder en gerning, allerede hører ind under den anden retfærdighed?

Det er nu den, som man med navn kalder Guds nåde eller syndernes forladelse, som Kristus taler om i dette og andre evangelier. Den er ikke en jordisk, men en himmelsk retfærdighed; ikke noget, vi gør og formår, men Guds værk og gave. For hin menneskelige retskaffenhed kan nok undgå straffen og bødlen og nyde timelige goder; men så vidt kan den ikke bringe det, at den opnår Guds nåde og syndernes forladelse. Derfor, selv om vi har den helt og fuldt, må vi endnu have noget meget højere, som kan bestå for Gud, som forløser fra synd og ond samvittighed og sætter os fra døden ind i det evige liv.

Det er også det eneste stykke eller den eneste artikel og lære, som gør os til kristne og giver os navnet, og som skiller og adskiller os fra alle andre hellige på jorden. For de har alle en anden grund og et andet væsen for deres hellighed: særlige øvelser og et strengt liv osv., eller også gerningerne i de stande og embeder, som er stadfæstet ved Guds ord – og de er dog langt højere og bedre end hin munkeagtige, selvvalgte gejstlighed. De udgør også en hellig stand, så man kalder sådanne folk retskafne, fordi de gør, hvad de skal, og enhver må rose dem. Men intet af dette gør et menneske til en kristen, men alene, at han griber denne artikel med troen og ved, at han sidder under nådens rige, hvor Kristus har taget ham under sine vinger og uden ophør skænker ham syndernes forladelse. Den, som søger noget andet eller vil handle med Gud på anden måde, skal vide, at han ikke er en kristen, men forkastet og fordømt af Gud.

Derfor hører der kunst og forstand til at gribe og holde fast ved denne retfærdighed og i samvittigheden for Gud skelne den godt fra hin udvortes retfærdighed; for det er, som sagt, de kristnes kunst og visdom, men så høj og stor, at selv de kære apostle alle sammen ikke kan få talt den ud. Og dog rammes den netop af den sørgelige plage, at ingen kunst læres så hurtigt færdig som denne. Der findes ingen højere prædiken end den om nåden og syndernes forladelse; og alligevel er vi så elendige folk, at når nogen én gang har hørt eller læst den, så kan han den og er straks mester og doktor, søger derefter efter noget højere, som om han havde udrettet det hele, og laver nye sekter og splittelser.

Jeg har nu selv lært på den i så mange år og drevet den med al flid (mere end nogen af dem, der bilder sig ind, at de kan den) med at prædike, skrive, læse osv.; og alligevel kan jeg ikke rose mig af noget mesterskab og må være glad for at blive en elev sammen med dem, der først begynder at lære. Derfor må jeg formane og advare alle, som gerne vil være kristne, både lærere og elever, at de vogter sig for sådan en skændig indbildning og for at blive trætte af den, og ved, at det er den sværeste og højeste kunst, man kan finde på jorden; så selv Paulus må bekende og sige (2 Kor 9,15), at den er en «uudsigelig gave», det vil sige en gave, som man ikke med ord kan indprente folk, så de agter den så højt og dyrt, som den er i sig selv.

Årsagen er den, at fornuften ikke kan komme ud over sin udvortes retskaffenhed i gerninger eller fatte troens retfærdighed; men jo højere og klogere den er, des mere hænger den ved gerninger og vil bygge på dem. Og intet menneske kan lade være, når han er i anfægtelse og nød, og samvittigheden bliver ramt, med at gribe om sig efter gerninger, som han kunne hvile og stå på; så leder og tæller man de mange gode gerninger, man gerne ville gøre eller have gjort, og fordi man ikke finder nogen, begynder hjertet at blive forsagt og tvivle. Det hænger så fast ved, at selv de, som har troen og kender nåden eller syndernes forladelse, ikke med al møje og besvær kan arbejde sig ud af det, og daglig må kæmpe imod det. Kort sagt: det er helt over menneskers sind og forstand, kunst og evne, at man løfter sig op over den jordiske retfærdighed og træder ud i denne artikel; og selv om man hører meget om den og ved at tale om den, så bliver dog altid den gamle indbildning og medfødte urenhed tilbage, som vil bringe sine egne gerninger frem for Gud og gør dem til grunden for frelsen. Sådan går det (siger jeg) dem, som er kristne og kæmper imod det; de andre klogeriker og uprøvede ånder er helt druknet i det.

Derfor skal denne lære gribes sådan, at man helt og fuldt holder for, at vores retfærdighed for Gud hedder syndernes forladelse. Så må vi arbejde os ud af os selv og løfte os op over fornuften, som disputerer med os og holder os både synd og gode gerninger for øje, og fare så højt, at man hverken ser på synd eller gode gerninger, men grunder og sænker sig ned i denne artikel og hverken ser eller ved noget videre. Altså sådan, at man sætter nåden eller forladelsen ikke blot imod synden, men også imod de gode gerninger, og udelukker al menneskelig retfærdighed og hellighed. Sådan er mennesket delt i disse to regimenter: udadtil i dette liv skal han være retskaffen, gøre gode gerninger osv. Men når han farer op over dette liv og vil handle med Gud, skal han vide, at dér gælder hverken hans synd eller hans retskaffenhed. Og selv om han føler synd, som trykker samvittigheden, og loven kræver gode gerninger, skal han hverken høre eller se noget af det, men frejdigt svare: «Har jeg synd, så har Kristus forladelse; ja, jeg sidder på den trone, som synden ikke kan nå op til.»

For vi skal se på Kristi rige som en smuk, stor hvælving eller et dække, som er trukket over os på alle sider og dækker og beskytter os mod Guds vrede; ja, som en stor, vid himmel, hvor der lyser lutter nåde og forladelse og fylder verden og alle ting, så al synd i sammenligning dermed knap er som en gnist mod det store, vide hav; og selv om den trykker, kan den dog ikke skade, men må fyge bort som støv og forgå for nåden. Den, som kunne det, kunne nok kaldes mester; men vi vil alle sammen måtte ydmyge os og ikke skamme os ved at lære på det, så længe vi lever.

For vores natur kan, når den finder en synd at bringe frem, gøre en byrde ud af den, så tung som himlen; så puster Djævelen til og gør en lille gnist til en ild, som fylder himmel og jord. Her må bladet vendes, og man må frit slutte: Om synden så var nok så stor og tung, så er denne artikel langt højere, videre og større. Den har intet menneske talt eller grundlagt ud fra egen visdom, men han, som fatter og holder himmel og jord med tre fingre (som profeten Esajas siger, Es 40,12). Min synd og min retskaffenhed må blive hernede på jorden, for de angår dette liv og min gøren og laden; men deroppe har jeg en anden skat, større end begge dele, hvor Kristus sidder og holder mig i sine arme, dækker mig med sine vinger og overskygger mig med lutter nåde.

Så siger du: «Hvad så, når jeg daglig føler synden, og samvittigheden fordømmer mig og holder Guds vrede frem for mig?» Svar: Derfor siger jeg, at man skal lære, at den kristne retfærdighed ikke er noget andet, som man kan nævne eller tænke, end alene syndernes forladelse; det vil sige et sådant rige eller regimente, som kun har med synder at gøre, og en så overvældende nåde, at den tager al vrede bort.

For derfor hedder det syndernes forladelse, fordi vi for Gud er rigtige syndere, ja fordi alt, hvad der er i os, er lutter synd, selv om vi har al menneskelig retfærdighed. For hvor han taler om synder, dér må der være rigtige og store synder; ligesom forladelsen heller ikke er en spøg, men ramme alvor. Derfor, når du ser på denne artikel, så har du begge dele: Synden tager al din hellighed bort, hvor retskaffen du end er på jorden; og omvendt hæver forladelsen al synd og vrede, så hverken synden kan støde dig i helvede eller din retskaffenhed løfte dig ind i himlen.

Når Djævelen derfor går løs på samvittigheden for at gøre hjertet modløst og siger: «Du har jo selv lært, at man skal være retskaffen», så svar bare frimodigt og sig: «Ja, rigtigt, at jeg er en synder, det ved jeg godt i forvejen; for denne artikel har for længst lært mig det, den hedder syndernes forladelse. For verden vil jeg være retskaffen og gøre, så meget jeg kan; men for Gud vil jeg gerne være en synder og heller ikke hedde andet, for at denne artikel kan blive ved med at være sand; ellers var det ikke forladelse eller nåde, men måtte hedde en krone for min retfærdighed og fortjeneste. Derfor, selv om jeg ikke mærker andet end mange og store synder, så er de dog ikke synd længere; for jeg har imod dem en kostelig theriak og et apotek, som tager syndens kraft og gift fra den og oven i købet slår den ihjel, og det er ordet forladelse, for hvilket synden forgår som stubbene, når ilden kommer i dem. Ellers hjalp ingen gerning, ingen lidelse eller marter mod den allermindste synd.» For uden for forladelsen er og bliver der lutter synd, som fordømmer os. [Theriak var et berømt lægemiddel mod gift.]

Derfor skal man bare frisk og fuldt bekende og slå fast denne artikel: For verden kan jeg være retskaffen og gøre alt, hvad jeg skal; men for Gud er det intet andet end lutter synd, for denne artikels skyld. Derfor er jeg jo en synder; men sådan en synder, som nu har forladelse og sidder på den trone, hvor lutter nåde regerer, som Sl 116 siger. Ellers var jeg en synder som Judas, der kun så sin synd og ingen forladelse; men de kristne – jo mere synd de ser hos sig selv, des højere og større nåde ser de over og omkring sig, skænket og udøst i Ordet.

Lær altså nu at gøre denne artikel stor og at brede den ud så vidt, som Kristus når og regerer, så du kan løfte den højt og vidt op over alle ting i himlen og på jorden. For ligesom Ordet svæver over alt dette, sådan må også troen, som griber Ordet i hjertet og holder sig til det, fare hen over synd, samvittighed, død og Djævel. Regn nu selv ud, hvad en kristen er for et menneske, som kaldes en herre over Djævelen og døden, og for hvem al synd er som et vissent blad. Og her skal du prøve dig selv, hvor meget du kan af det, og om det er så ringe og let en kunst, som de uerfarne ånder mener; for hvis du kunne det og troede det, så var al ulykke, død og Djævel intet. Men da du endnu bider dig selv sådan med synder, bliver forskrækket og bange for død, helvede og Guds dom, så ydmyg dig bare, giv Ordet æren og sig: «Jeg har aldrig forstået det endnu.»

Kort sagt: Lad bare enhver gribe i sin egen barm, så vil han finde en falsk kristen, som bilder sig ind, at han ved det, før han har lært de første bogstaver af det. Det er nok hurtigt hørt, læst og ordene sagt efter; men at få det bragt i brug og i væsen, så det lever i os, og samvittigheden grunder sig på det og vover sig ud på det, det er ikke en menneskekunst. Derfor siger og formaner jeg dem, der vil være kristne, at de altid skal have med det at gøre, tygge på det, drive det og banke det ind, så vi dog kan få en smag af det og, som Sankt Jakob siger (Jak 1,18), blive en førstegrøde eller førstefrugt af hans skabninger; for at vi skulle nå så vidt, at vi fik en fuldkommen forståelse, det bliver der ikke noget af i dette liv, eftersom de kære apostle, fulde af Ånd og tro, ikke nåede højere.

Det være sagt for det første om, hvad den kristne retfærdighed er, og hvori den består. Spørger du nu videre: «Hvor kommer den fra, eller hvorved er den tilvejebragt eller erhvervet?» Svar: Den kommer deraf, at Jesus Kristus, Guds Søn, er kommet fra himlen og blevet menneske, har lidt og er død for vore synder. Det er årsagen, midlet og skatten, ved hvilken og for hvis skyld syndernes forladelse og Guds nåde er skænket os; for en sådan skat kommer ikke til os uden middel eller fortjeneste. Men da vi alle, som er født i synd og Guds fjender, ikke har fortjent andet end evig vrede og helvede, så alt, hvad vi er og formår, er fordømt, og der er ingen hjælp eller råd til at komme ud af det – for synden er for tung til, at nogen skabning kunne udslette den, og vreden så stor, at ingen kunne stille eller forsone den – så måtte en anden mand træde i vort sted, nemlig Jesus Kristus, Gud og menneske, og ved sin lidelse og død gøre fyldest og betale for synden. Det er den pris, der er lagt ud for det og anvendt på os, hvorved synden og Guds vrede er udslettet og taget bort, Faderen forsonet og gjort til vor ven.

Det ved og tror kun de kristne, og her skiller de sig fra al anden tro og gudsdyrkelse på jorden. For jøderne, tyrkerne, de falske kristne og de gerningshellige roser sig også af, at Gud er barmhjertig, og der er ikke et menneske på jorden, som ikke ved at tale om Guds nåde; og dog fejler de alle sammen, så de ikke opnår nogen nåde og syndernes forladelse. Det kommer af, at de ikke ved, hvordan man når frem til den, det vil sige, de har ikke skatten, hvor den ligger, og hvorfra den flyder; de farer frem i deres blindhed og vil udrette det med deres egne gerninger, strenge liv og egen hellighed, hvormed de kun gør Guds vrede og unåde endnu tungere.

Derfor er det nødvendigt, at vi lærer at ramme denne skat rigtigt og søge forladelsen, hvor den skal søges; det vil sige, at vi lærer Herren Jesus Kristus godt at kende, at gribe og holde ham. For det står fast, at uden og uden for denne Kristus skal ingen komme for Gud, finde nåde eller opnå forladelse for den allermindste synd. For eftersom du er en synder og uophørligt bliver ved med at være det, så er din samvittighed der og fordømmer dig, holder Guds vrede og straf frem for dig, så du ikke kan se nogen nåde. Men at synden kan blive dig forladt, det vil du (som sagt) ikke finde i din egen barm, så du kan betale med det, og du kan heller ikke skaffe noget til veje, for hvis skyld Gud skulle se til dig og slette regnskabet ud. Men når du griber Kristus som den, der er trådt ind for dig, har taget din synd på sig og givet sig selv til dig som din ejendom med al sin fortjeneste og alle sine goder, så kan ingen synd udrette noget mod dig. Er jeg en synder, så er han hellig og en herre over synd, død, Djævel og helvede, så ingen synd kan skade mig, eftersom han er skænket mig som min retfærdighed og frelse.

Således har vi visselig lutter nåde og forladelse af alle synder; men ingen andre steder end ved og i den ene Kristus; dér alene må det søges og hentes. Den, der nu kommer for Gud med en eller anden gerning, som han skal se på og lade gælde noget, for at han kan opnå nåde, han vil løbe panden mod muren og slå hovedet itu, ja i stedet for nåde lade lutter vrede komme over sig. Deraf ser du, at alle andre midler og veje er fordømte som Djævelens lære, hvormed man fører folk og viser dem hen til deres egne gerninger eller andres hellighed og fortjeneste: som helgenernes eksempel, de der har ført et strengt liv og levet i ordenerne, har lidt meget og gjort bod længe osv., og det samme gælder dem, der har trøstet folk i dødsnøden og formanet dem til villigt at lide døden for deres synder. For det betyder at fornægte Herren Kristus, ja at håne og bespotte ham, når nogen understår sig at sætte noget andet op imod synden og selv at gøre bod for synd, som om Kristi blod ikke gjaldt så meget som vor bod og fyldestgørelse, eller som om hans blod ikke var nok til at udslette al synd på jorden.

Vil du derfor blive synden kvit, så lad bare være med at søge gerninger og fyldestgørelse og bære dem frem for Gud; men kryb alene ind under og ind i Kristus som den, der har taget din synd fra dig og læsset den på sig selv, så du ikke behøver at slås med den eller have noget med den at gøre; for han er «Guds lam» (siger Johannes), «som borttager verdens synd» (Joh 1,29); og der er «intet andet navn under himlen» (som Peter siger, ApG 4,12), «som vi kan blive frelst ved». Derfor hedder vi også kristne, fordi vi har ham med al hans fortjeneste og alle hans goder, ikke af vor egen gøren og vore gerninger; de kan nok gøre og kalde en til en hellig karteuser-, franciskaner- eller augustinermunk, en lydig og en fastende osv., men aldrig nogen sinde gøre en til en kristen. Se, dette er det andet stykke, som hører til prædikenen om denne artikel.

Det tredje: Hvordan eller hvorved bliver denne retfærdighed nu bragt hjem til os, så vi modtager den skat, der er erhvervet ved Kristus? Her må man også se sig for, at man går rigtigt frem og ikke havner dér, hvor nogle kættere i gamle dage og stadig mange vildfarende ånder har foregivet og ment, at Gud skulle gøre noget særligt med dem og handle med hver enkelt ved et særligt lys og en hemmelig åbenbaring inde i hjertet og give Helligånden, som om man ikke behøvede noget bogstav, nogen Skrift eller ydre prædiken. Derfor skal vi vide, at Gud har ordnet det sådan, at ingen skal komme til erkendelse af Kristus eller modtage den forladelse, der er erhvervet ved ham, eller Helligånden uden et ydre, offentligt middel; men han har fattet denne skat i det mundtlige ord eller prædikeembedet og vil ikke udrette det i en krog eller hemmeligt i hjertet, men vil have det råbt ud og delt ud offentligt blandt folk, som Kristus befaler (Mark 16,15): «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen» osv.

Det gør han nu, for at man kan være vis på, hvordan og hvor man skal søge og vente denne nåde, så det kan gå til på én måde og i én orden i kristenheden, og ingen finder på noget for sig selv og farer frem efter egne tanker, så han ikke bedrager sig selv og andre, som det ellers ganske sikkert ville gå. For eftersom vi ikke kan se ind i nogens hjerte, ville enhver rose sig af Helligånden og udgive sine tanker for åndelig åbenbaring, som om han var blevet belært og fået det indgivet af Gud på en særlig måde, så ingen vidste, hvem eller hvad han skulle tro.

Således hører også dette stykke, nemlig det ydre ord eller prædikenen i kristenheden, med til, at man opnår syndernes forladelse eller den kristne retfærdighed, som et rør og et middel, hvorved Kristus og hans nåde bliver åbenbaret og båret frem for os eller lagt i skødet på os, og uden det ville ingen nogen sinde blive denne skat var. For hvorfra skulle man vide det, eller i hvilket menneskes hjerte ville det nogen sinde komme, at Kristus, Guds Søn, for vor skyld er kommet fra himlen, er død for os og opstået fra de døde, har vundet syndernes forladelse og evigt liv og skænket os det, hvis han ikke lod det forkynde og prædike offentligt? Og selv om han ved sin lidelse og død har erhvervet os skatten, så kunne dog ingen nå frem til den eller modtage den, hvis han ikke også lod den tilbyde, bære frem og bringe hjem ved Ordet; og alt, hvad han havde sat ind på det og gjort, ville være forgæves, og det ville ikke være andet end en kostbar, stor skat, der lå gravet ned i jorden, som ingen vidste at søge efter eller gøre sig til nytte.

Derfor har jeg altid lært sådan, at først af alt må det mundtlige ord være der og gribes med ørerne, hvis Helligånden skal komme ind i hjertet; han oplyser hjertet med og ved Ordet og virker troen, således at troen hverken kommer eller består uden ved hørelsen og den ydre prædiken af evangeliet, hvorved den både begynder og vokser eller bliver styrket. Derfor skal man på ingen måde foragte det, men holde det i al ære, gerne have med det at gøre og uophørligt drive det og banke det ind, for det går aldrig af uden frugt og kan desuden aldrig blive forstået og lært nok. Og lad bare enhver vogte sig for de skændige ånder, som agter det så ringe, som om det ikke var nødvendigt eller nyttigt for troen; eller som så hurtigt har lært det til bunds og bliver lede af det, indtil de til sidst falder fra det og ikke beholder noget af troen og Kristus.

Se, dér har du alt, hvad der hører til denne artikel om den kristne retfærdighed, som består i syndernes forladelse, skænket os ved Kristus og modtaget med troen ved og i Ordet, rent og bart, uden alle vore gerninger. Dog ikke sådan, at en kristen ikke skal og bør gøre gode gerninger; men sådan, at man ikke blander og fletter dem ind i troens lære og hænger den skændige indbildning på dem, at de tjener til eller formår noget til retfærdighed for Gud, hvorved man både besudler og ødelægger læren om gerningerne og læren om troen. For det gælder alt sammen om, at man bevarer denne artikel ren og klar, skilt fra alt vort eget gøren; men bagefter, når vi har denne retfærdighed, skal gerningerne følge og blive hernede på jorden, så de skaber og opretholder den verdslige retfærdighed, og således går begge dele rigtigt, men hver for sig i sit væsen og sin værdighed: den ene for Gud i troen, over og forud for alle gerninger; den anden i kærlighedens gerninger mod næsten; som vi også ovenfor har sagt nok om og altid har lært.

Om magten på jorden til at forlade synder

Farisæerne vidste godt, at det var Guds gerning og alene tilkom ham at forlade synder. Derfor holdt de Kristus for en gudsbespotter, siden han som et menneske ville forlade synder. Synden forlades på to måder: For det første ved at drive synden ud af hjertet og indgyde nåde; det gør Gud alene. For det andet ved at forkynde syndernes forladelse; det gør også det ene menneske for det andet. Men Kristus gør her begge dele. I hjertet giver han Ånden, udvortes forkynder han det med Ordet, som er en forkyndelse og offentlig prædiken af den indre forladelse.

Denne magt har alle mennesker, som er kristne og døbt. For dermed priser de Kristus, og Ordet er lagt i munden på dem, så de kan og må sige, når de vil, og så tit det er nødvendigt: «Se, menneske! Gud tilbyder dig sin nåde og skænker dig alle dine synder; vær ved godt mod, dine synder er dig forladt; tro det bare, så har du det sikkert!» Denne røst skal ikke holde op blandt de kristne indtil den yderste dag: «Dine synder er dig forladt, vær glad og ved godt mod!» Det har en kristen altid i munden og fører offentligt det ord, i hvilket synderne bliver forladt. Således og på den måde har en kristen magt til at forlade synderne. Derfor, når jeg siger til dig: «Dine synder er dig forladt», så hold det for sikkert, som om Gud selv sagde det til dig. For hvem ville gøre det, hvis ikke Kristus selv var steget ned og havde lagt mig det i munden og sagt, at vi skulle forlade hinanden synderne? Som når han siger hos Johannes (Joh 20,22–23): «Modtag Helligånden! Hvem I forlader synderne, dem er de forladt, og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.» Og et andet sted (Matt 18,19–20) siger han: «Hvis to af jer bliver enige om, hvad det end er, de vil bede om, så skal de få det fra min Far i himlen; for hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.» Ordet gør det, det skærer igennem.

Hvis der nu ikke var noget menneske på jorden, som forlod synder, og der kun var lov og gerninger, åh, hvor ville det dog stå skrøbeligt og elendigt til med en stakkels bedrøvet samvittighed! Men nu, da Gud giver enhver munden fuld, så han kan sige til en anden: «Dine synder skal være dig forladt, hvor du så end er», så er det gyldne år begyndt. Derpå skal vi trodse og byde synden stolt imod, så jeg kan sige til min broder, som sidder i syndens angst og nød: «Vær glad og ved godt mod, min broder, dine synder er dig forladt; selv om jeg ikke kan give dig Helligånden og troen, så kan jeg dog forkynde dig det; tror du det, så har du det.» De, som nu tager imod det, lover og priser Gud, sådan som de også gør her i evangeliet. Det betyder: Gud har givet mennesker magt til at forlade synder; og det er at udbrede Kristi rige og at hente og rejse samvittigheden op. Det gør vi nu ved Ordet. Gud give, at vi også fatter det sådan.