20. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Matt 22,1–14)

En anden prædiken over evangeliet på 20. søndag efter trinitatis, Matt 22,1–14

Dette evangelium er en meget alvorlig formaning, ligesom epistlen, om at man skal bruge evangeliets tid vel; og en forfærdelig trussel om den grufulde straf, som skal gå både over de sikre, hovmodige hoveder, som foragter denne nådefulde tid og forfølger evangeliets prædiken, og også over de falske, letsindige ånder, som fører evangeliets og Kristi navn for et syns skyld og dog ikke mener det med nogen alvor. Og her bliver det fint malet og vist, hvad den flok er, som kaldes Guds folk eller kirken og har hans ord på jorden, og hvordan det går og står til i den, både efter dens indre væsen og efter det ydre udseende.

For det første afbilder han sin kristenhed sådan, at han kalder den, og hvad dens regimente angår, Himmeriget; for at vise, at han ved sit evangeliums ord har kaldet og udskilt sig et folk på jorden ud af hele verden: ikke for at det skal være indrettet og ordnet på samme måde som det ydre, verdslige regimente, med legemligt herredømme, magt, gods, regering og opretholdelse af ydre, verdslig retfærdighed, tugt, beskyttelse og fred osv. For det er alt sammen allerede forinden rigeligt ordnet og befalet og overgivet til mennesket at regere i dette liv, så godt det kan; skønt det også ved synden er så svækket og fordærvet, at det ikke går, som det skal, og er et fattigt, elendigt, svagt regimente, lige så svagt og forgængeligt, som denne madikesæk er, og ikke kan nå længere (når det står allerbedst til) end så længe bugen varer.

Men ud over det har Gud for sig selv ordnet og stiftet sit eget guddommelige regimente (efter at han af grundløs nåde har åbenbaret sig og givet sit ord), for at han kan berede og samle sig et folk, som han kan frelse fra sin vrede, fra den evige død og fra synden, ved hvilken det er faldet i en sådan jammer og ikke selv ved nogen menneskelig visdom, råd eller kraft kan hjælpe sig ud af den, og lære det ret at kende ham og evigt prise og love ham.

Det kalder nu Kristus Himmeriget, hvor han ikke regerer på legemlig vis eller har med dette livs goder at gøre, men har stiftet og oprettet et evigt, uforgængeligt rige, som begynder på jorden ved troen, i hvilken vi modtager og har disse evige goder: syndernes forladelse, trøst, styrke og Helligåndens fornyelse, sejr over og overvindelse af Djævelens, dødens og helvedes magt og til sidst evigt liv på legeme og sjæl, det vil sige evigt fællesskab og evig glæde med Gud. Et sådant guddommeligt rige bliver alene regeret, opbygget, beskyttet, fremmet og opretholdt ved Ordets og sakramenternes ydre embede, hvorigennem Helligånden er virksom og virker i hjerterne osv., sådan som der ofte er talt om det.

Men her bliver det allerkærligst og allermest trøsteligt afbildet af Herren Kristus, idet han selv sammenligner det med et kongeligt bryllup, hvor kongens søn får en brud, og alt er fuldt af den højeste glæde og herlighed, og mange bliver indbudt til et sådant bryllup og en sådan glæde. For blandt alle de lignelser og billeder, hvormed Gud fremstiller dette Kristi rige for os, er dette et udsøgt og kærligt billede: at kristenheden eller de kristnes stand kaldes et bryllup eller en ægteskabelig forening, hvor Gud selv udvælger sin Søn en kirke på jorden, som han har taget til sig som sin brud og sin ejendom. Gud vil her gennem vores eget liv og vores egen erfaring tyde og vise, som i et spejl, hvad vi har i Kristus; og således holder han gennem den mest almindelige stand på jorden, som vi er avlet og opdraget i og selv lever i, en daglig prædiken og formaning for os, så vi skal huske og tænke på denne store hemmelighed (for sådan kalder Sankt Paulus det, Ef 5,32): at ægteskabet mellem mand og hustru, som Gud har ordnet, skal være et stort, smukt, vidunderligt tegn og et håndgribeligt og dog åndeligt billede, som vidner om og peger på noget særligt, herligt og stort, som er skjult og ubegribeligt for den menneskelige fornuft, nemlig Kristus og hans kirke.

For dette følger med ægtestanden, hvor den er navnet værd og kan kaldes et rigtigt ægteskabeligt liv, hvor mand og hustru lever godt sammen med hinanden: for det første er der en rigtig hjertelig tillid på begge sider; sådan som Salomo i Ordsp 31,11 blandt andet til ros for en from hustru også priser dette: Confidit in ea cor viri, «hendes mands hjerte tør stole på hende»; det vil sige, han betror hende sit liv og legeme, penge, gods og ære. Og ligeså omvendt: hustruens hjerte hænger ved hendes mand, han er hendes højeste og kæreste skat på jorden; for hun ved, at hun hos ham har ære, beskyttelse og hjælp i al sin nød.

En sådan helt enig, ligelig og evig tillid og et sådant hjerte findes ikke mellem andre personer og stænder, som mellem herre og tjener, pige og frue, ja, heller ikke mellem børn og forældre. For der er kærligheden ikke så ligelig, stærk og fuldkommen over for hinanden, og der består ikke et sådant evigt forbund som i ægtestanden, der er ordnet af Gud; sådan som teksten siger (1 Mos 2,24): «En mand skal forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru» osv.

Af en sådan kærlighed og hjertelig tillid følger nu også fællesskab om alt det, som de begge har sammen, eller som rammer dem begge, godt og ondt; så hver af dem må tage sig af det som sit eget og hjælpe den anden med sit gode, sætte ind og dele med den anden, og den ene sammen med den anden både i lidelse og i nydelse glæde sig og sørge, alt efter hvordan det går den ene af dem, godt eller ondt.

Dette skal nu være en lignelse eller et tegn på den store, hemmelige og vidunderlige forening mellem Kristus og hans kirke, hvis lemmer er alle de, som tror på ham, og (som Sankt Paulus siger, Ef 5,30) er af hans kød og ben, ligesom kvinden i begyndelsen ved skabelsen er taget af manden. Det må jo være en stor, uudgrundelig og uudsigelig kærlighed hos Gud over for os, at den guddommelige natur således forbinder sig med os og sænker sig ned i vores kød og blod, så Guds Søn i sandhed bliver ét kød og ét legeme med os og tager sig så højt af os, at han ikke alene vil være vores bror, men også vores brudgom, og anvender alle sine guddommelige goder på os og giver os dem til eje: visdom, retfærdighed, liv, styrke, magt, så vi også i ham skal få del i den guddommelige natur, som Sankt Peter siger (2 Pet 1,4).

Og han vil, at vi skal tro dette: at vi er sat ind i denne ære og disse goder, så vi glade og med al tillid kan trøste os ved denne Herre, ligesom en brud trøster sig ved sin brudgoms gods og ære. Og således er hans kristenhed fruen og kejserinden i himlen og på jorden; for hun kaldes Guds brud, han som er Herre over alle skabninger og sætter hende på den allerhøjeste måde ind i herredømmet og magten over synd, død, Djævel og helvede osv.

Se, det viser han os i det daglige billede af brylluppet eller ægtestanden, hvor vi ser fromme ægtefolks kærlighed og troskab; ligeså brylluppets, brudens og brudgommens glæde og goder; for at vi skal lære at tro dette og indprente os, at Kristus helt sikkert har et sådant hjerte og sind over for sin brud, kirken, men med langt større kærlighed, troskab og nåde. Det viser han os åbenlyst ved sit evangeliums ord og ved Helligånden, som han giver sin kirke; og således holder han det herlige, glade bryllup, hvor han trolover sig med sin brud og tager hende til sig og – for at tale efter vores barnlige og menneskelige vis – fører bruden ud til dans, som med tromme og piber, og lægger hende i sine arme; ligeså ærer og smykker han hende med alle sine smykker, det vil sige syndens udslettelse og afvaskning, retfærdighed, Helligåndens gave med hans lys, forstand, styrke og alle de gaver, som er nødvendige til det andet liv. Det er nogle andre kæder, ringe, fløjl, silke, perler, smykker og klenodier end disse jordiske, som kun er et dødt maleri af disse himmelske goder.

Derfor: hvor du ser eller hører brud og brudgom eller brylluppets glæde og smykker, så luk dine øjne og dit hjerte op og se, hvad din kære Herre Kristus holder frem for dig og viser dig dér, han som også har beredt dig, som sin kære brud og et levende lem (såfremt du tror på ham), et herligt, kongeligt bryllup; i det er der evig glæde, liv i overflod, sang og dans, evig pryd og al rigdom og fylde af alt godt.

Derfor skal også en sådan hjertelig tillid til ham vokse og tage til i dig: at han af uudsigelig, hjertelig kærlighed ved dåben har kaldet og udvalgt dig til dette fællesskab og har taget sig af dig for at frelse dig fra synden, fra den evige død og fra Satans magt og har sat sit liv og legeme og alt, hvad han har, ind for dig; ja, har givet sig selv så helt til dig, at du trøsteligt og glad kan rose dig, ikke alene af det, som han har gjort for din skyld og skænket dig, men også af ham selv som din egen. Og ligesom en brud forlader sig med hjertelig tillid på sin brudgom og regner brudgommens hjerte for sit eget hjerte, sådan skal også du af hjertets grund forlade dig på Kristi kærlighed og ikke have nogen tvivl om, at han heller ikke er anderledes sindet over for dig end som dit eget hjerte.

Men imod dette er den gamle Adams (det vil sige kødets og blodets) blindhed og helt forstenede hårdhed i os overmåde stærk, så den ikke lader os se eller tro det; især når vi i os selv og i dette elendige liv ser og mærker noget andet for øjne og sanser. For så meget ser og forstår også fornuften godt, at brylluppet og brudekærligheden i sig selv er et kærligt og glad billede, og den lader sig også godt sige, at Kristus er en smuk, ædel, from og trofast brudgom, og at hans kirke er en herlig, salig brud. Men dér slår det ikke til, hvor enhver skal tro for sig selv, at også han hører Kristus til og er et lem på dette legeme, og at Kristus bærer et sådant hjerte og en sådan kærlighed over for ham. Det kommer af, at jeg ikke ser en sådan prægtig herlighed hos mig selv, men tværtimod ser stor svaghed og uværdighed og ikke mærker andet end sorg, tungsind og al slags lidelse, og dertil død, grav og maddiker, som skal fortære mig.

Men imod dette skal du lære at tro Ordet, som Kristus selv siger dig, og som Gud befaler dig at tro er sandt (medmindre du vil gøre ham til løgner), uden at se på, hvad du mærker i dig selv. For hvor du skal tro, må du ikke hænge ved det, som dine tanker eller din følelse siger dig, men ved det, som Guds ord siger dig, hvor lidt du end mærker til det. Derfor, er du et sådant menneske, som mærker sin nød og elendighed og af hjertet begærer at få del i denne trøst og i Kristi kærlighed, så ræk dine ører og dit hjerte herhen til Kristus og grib dette trøstelige billede, som han stiller frem for dig og dermed viser, at han vil kendes og tros af dig sådan, at han har langt mere hjertelig kærlighed og troskab over for dig i sit hjerte end nogen brudgom over for sin kære brud; og omvendt begærer han af dig en sådan hjertelig tillid og glæde over for ham, som også skulle være langt større end nogen bruds over for sin brudgom.

Så du her med rette kan straffe dig selv for din vantro og sige: «Se, kan brudekærligheden, som dog er ringe og forgængelig, skabe en sådan hjertelig tillid og glæde mellem brud og brudgom, hvorfor glæder jeg mig så ikke langt mere over min fromme, trofaste Frelser Kristus, som har givet sig selv for mig og helt til eje for mig? Fy, skam dig over den skændige vantro, at mit hjerte her ikke er fuldt af latter og evig glæde! når jeg dog hører og ved, hvordan han siger til mig ved sit ord, at han vil være min kære brudgom. Skulle jeg ikke her have en helt anden, højere glæde, og skulle ikke også mine øjne, tanker, hjerte og hele liv hænge mere ved min kære Frelser end en brud ved sin brudgom? Hun ser og hører jo intet kærere end sin ægtemand, hvis hun er from og en rigtig brud; ja, selv når hun ikke ser ham eller har ham hos sig, så hænger dog hendes hjerte ved ham, så hun ikke kan tænke på andet end på ham.»

Men som jeg har sagt: det er vores egen gamle Adam, den fordærvede natur, som ikke lader hjertet gribe en sådan erkendelse, glæde og trøst; derfor er og bliver det også vel, som Sankt Paulus kalder det (Ef 5,32), mysterium, en hemmelighed, en hemmelig, dybt skjult, ubegribelig (men dog stor, herlig og vidunderlig) ting, ikke alene for den blinde, tåbelige verden, som slet ikke kan tænke på eller forstå noget af disse høje, guddommelige sager, men også for de kære apostle og de høje kristne, så de har nok at lære og tro i det og selv må sige, hvor længe de end har omgang med det, prædiker om det og tragter efter det, at det også for dem er en hemmelighed i dette liv.

For også Sankt Paulus selv klager tit over, at det ikke virker så stærkt i ham (for hans køds og blods skyld), som det dog skulle virke, hvis det var så fuldt forstået og grebet, som det burde; for så ville han og andre hellige jo ikke længere være så angste, sørgmodige og forskrækkede, som han tit har været, og som profeten David også klager i mange salmer, men deres hjerte måtte svæve i bare glæde. Men det er også gemt for dem til det andet liv, hvor de skal se det uden noget dække og mørke og leve evigt, fyldt af glæde. Nu bliver det dog et hemmeligt, skjult, åndeligt bryllup, som man ikke ser med øjnene og heller ikke når med fornuften, men som alene troen kan gribe, den tro, der blot holder sig til Ordet, som den hører om det, og dog endnu griber det svagt for det genstridige køds skyld.

For det er så helt fremmed for fornuften, at den endda forskrækkes, når den skal betænke, hvor stort det er. Jeg taler endnu kun om de kristne; for de andre kommer slet ikke hertil, men holder det ganske enkelt for umuligt, ja, for det rene narrevrøvl og eventyr, når de hører sige, at Gud skal være et menneskes brudgom; men de kristne, som begynder at tro det, må gyse og undre sig over dets størrelse: «Kære Gud, hvordan skal jeg ophøje mig så højt, at jeg skal rose mig af at være Guds brud og have Guds Søn til min brudgom? Hvordan kommer jeg, en fattig, stinkende madikesæk, til den store ære, som ikke engang er vederfaret englene i himlen, at den evige majestæt lader sig så dybt ned i mit fattige kød og blod og forener sig så helt med mig, at han endda vil være ét legeme med mig? Jeg er dog fra fod til isse helt fuld af urenhed, blegner, skurv, spedalskhed, synd og stank for Gud; hvordan skal jeg så kaldes den høje, evige, herlige majestæts brud og ét legeme med den?»

Men hører du vel, at han vil have det sådan? «Jeg vil», siger han (Ef 5,25–27), «berede mig en brud og stille hende frem (det skal være min kirke), som er herlig (med den herlighed, som jeg selv har) og ikke har rynke eller plet, men er hellig og ulastelig» osv., ligesom jeg er. Han taler ikke om en sådan brud, som han allerede finder ren, hellig, ulastelig, uden nogen plet osv.; hende havde han ikke behøvet at søge på jorden, men kunne være blevet hos sine engle. Men han har ved sit ord åbenbaret sig for menneskene, sandelig ikke for dette livs skyld, men for at han ved dem skal prises evigt; derfor må han have noget større i sinde at gøre med dem. Det er denne store hemmelighed, at han ikke tager englenes natur på sig, men vil forene sig med den menneskelige natur.

Her finder han ikke andet end en fordærvet, smudsig, skændig og fordømt djævlebrud, som er blevet troløs mod Gud, sin Herre og Skaber, og er faldet ind under hans evige vrede og forbandelse. Skal han nu have en brud eller menighed her – og hun må jo også være ren og hellig (ellers kunne der ingen forening blive) –, så må han først og allermest vise sin kærlighed ved at anvende sin renhed og hellighed på hendes synd og fordømmelse og dermed rense og hellige hende. Det har han gjort (siger Sankt Paulus, Ef 5,25–26) på den måde, at han har givet sig selv hen for hende og købt hende med sit blod for at hellige hende for sig, og desuden renset og vasket hende ved et vandbad, hvortil han føjer et ord, som man hører. Ved dette ord og dåben gør han hende til sin kære brud og priser hende som ren og vil have hende regnet for ren for synd, for Guds vrede og for Djævelens magt; ja, endnu mere: han vil, at hun også selv skal regne sig for Guds Søns kære, skønne, hellige og herlige brud.

Her ser ingen, hvor stor og herlig en ting der sker så skjult og hemmeligt ved hans ord, dåben og vores tro. Men alligevel bliver dette udrettet hermed: at denne lille flok af fattige, syndige mennesker, som ikke var værd, at Gud så på dem på lang afstand for al deres urenhed, ved dette bad og denne vask bliver gjort ren, skøn og hellig, så den behager Gud som hans kære Søns brud og hans egen kære datter. Og denne rensning, som er begyndt i dette liv, øver og driver han hele tiden på hende, indtil hun bliver stillet frem for ham renere og skønnere end solens glans og lys.

Derfor må en kristen også lære at tro dette, så han fremover ikke ser på sig selv efter sin første fødsel, sådan som han er født af Adam, men sådan som han er kaldet til Kristus og døbt til ham og sammen med alle de troende er trolovet og forenet med ham, så de skal hænge ved ham som ved deres brudgom. Han renser og smykker dem hele tiden ved det samme bad til genfødsel og fornyelse ved Helligånden (hvor de endnu er urene), indtil den dag, da han vil stille sin kirke frem for sig selv, ikke alene uden enhver plet og urenhed, men også uden nogen rynke, fin, skøn, glat og fuldkommen som den friske ungdom.

Derfor skal du ikke blive forskrækket, om du føler dig alt for uværdig og uren. For når du ser på det, glemmer og mister du denne trøst og tillid til Kristus. Nej, du skal høre det ord, han siger til dig: «Selv om du er fuld af synd, død og fordømmelse, så har du dog her min retfærdighed og mit liv, som jeg har anvendt på dig og skænket dig. Er du uren og smudsig, så har du her dåbens og mit ords bad, hvorved jeg vasker dig og erklærer dig ren, og jeg vil blive ved og ved med at rense dig, indtil du skal stå helt skøn og ren for mig og for alle skabninger.»

Det siger han os ikke alene gennem Ordet. Nej, for at vi ikke skal kunne klage over, at vi er blevet ladt i stikken uden formaning og prædiken, stiller han os det også for øje i så mange forskellige daglige billeder og malerier af den ægteskabelige kærlighed, ja, af den første hede og glød mellem brud og brudgom. Der ser vi, hvordan begges hjerter hænger ved hinanden, og hvordan den ene har sin glæde og lyst i den anden; hvordan bruden slet ikke frygter, at brudgommen skal gøre hende ondt eller skade eller støde hende fra sig, men af hjertens tillid holder sig til ham og ikke tvivler på, at han vil tage hende i sine arme, sætte hende til bords med sig og give hende alt, hvad han har, til eje. Ved det skal vi jo også kende hans hjerte og ikke lade os bilde ind, at han er anderledes, end som vi hører og ser ham stille sig frem for os, både i hans eget ord og i sådanne billeder og tegn, så vi slet ikke har noget at klage over undtagen os selv og vores gamle Adam, som hindrer os i den skønne glæde.

Ja, et menneske kunne godt blive led ved sig selv og blot ønske, at døden snart ville tage ham bort, fordi han ikke kender sig selv og ikke rigtigt kan smage og nyde sin store skat, glæde og salighed, sådan som han skulle. Og det ville vel også være det bedste for os, hvis ikke dette liv med sine anfægtelser, kors og lidelser skulle være den skole, hvor vi stadig og dagligt lærer mere og mere at kende, hvad han er i os, og hvad vi er i ham, og hvor vi også arbejder på at gribe ham, ligesom han er løbet efter os og har grebet os, da han hentede og vandt os med sin sved og sit blod – skønt vi dog er for svage, træge og dovne til at springe sådan efter ham i dette liv.

Se, det er det herlige, kongelige bryllup i dette rige, som Kristus kalder Himmeriget. Og vi kommer til det (både de indbudte og de ikke indbudte, jøder og hedninger) ved evangeliet, som har lydt ud i hele verden som med fløjter og trommer. Det kaldes (på Skriftens vis) brudgommens og brudens røst, det vil sige en bryllupsrøst eller en bryllupstone og -klang, som er et tegn på bryllup og glæde og skal forkynde denne glæde for enhver og kalde dem til den.

Men se nu videre, hvordan det går til i verden med dette bryllup, og hvordan den stiller sig til det, når den skal få del i dette salige rige. Vi har lige hørt, hvor svært det bliver selv for de kristne, som dog stræber efter dette Guds rige og søger deres trøst i Kristus, for deres eget køds skyld. Men nu bliver det videre vist, hvordan Djævelens andet, fjendtlige rige i verden, som er hans kejserrige (sådan som Kristus i Joh 12,31 kalder ham verdens fyrste, og Sankt Paulus i Ef 6,12 verdens herre), kæmper mod Guds rige og driver og hidser folk, så de hverken tager imod eller hører det glade, trøstefulde ord om dette bryllup og denne glæde i Kristus, men (selv når de bliver kaldt og indbudt til det) med vilje foragter det, ja, sætter sig op imod det.

Det er især sagt om det jødiske folk, som er de først indbudte gæster. Til dem har Gud sendt sine tjenere, først fædrene og profeterne, siden også apostlene, og har ladet dem bede og formane, at de ikke skulle forsømme tiden for deres frelse og salighed. Men de foragter ikke alene det, men går også til og slår Guds tjenere ihjel for ham, der tilbyder dem en sådan nåde, og vil hverken høre eller tåle, at man skal sige dem mere om dette bryllup.

Det er ikke enkle, ringe folk, men de allerbedste, klogeste og helligste, som har langt højere og mere nødvendige ting at tage sig af end at lade sig overtale til at komme til dette bryllup og lade sig gøre godt for intet og hjælpe til himlen. De ved selv langt bedre, hvordan de skal opnå det ved deres eget kostelige liv, store gerninger, lovens hellighed og gudstjeneste. Herom er der talt videre i evangeliet om det store aftensmåltid, Luk 14,18ff., om dem, der undskyldte sig og ikke ville komme.

Ligesom dem er også stadig alle, som bliver kaldet ved evangeliet til troen på og kendskabet til Kristus, men alligevel hverken vil høre eller tage imod det. Sådan har den store, bedste del af verden altid været, som dog vil kaldes Guds folk og kirken. De har også langt større og vigtigere ting at passe, nemlig hvordan de kan bevare deres skønne, herlige stand og væsen, som de kalder kirkens regimente og herlighed. Om dette vil de hverken høre eller vide noget; de holder det for nyheder og forandring af de prisværdige, gamle, overleverede ordninger osv. Og jo mere man formaner dem til at lyde evangeliet, jo mindre vil de høre det, og jo bitrere forfølger de det, sådan som man altid ser for øjnene i verden.

Nå ja, sådan skal man altså ære herlighedens Konge og Herre ved hans bryllup og takke ham for den store nåde og velgerning, som han kalder dem til og gør dem værdige til – hvis de altså selv ville regne sig værdige til det evige liv, som Sankt Paulus siger (ApG 13,46). Men hvad de også ville vinde ved det, har Kristus forkyndt dem på forhånd med dette. Det har de også selv fået at mærke, og de har fået det at føle med hænderne, at han ikke har fortalt dem løgnagtigt snak, men at det er blevet alt for sandt, at kongen sendte sin hær ud og slog disse mordere ihjel. Det har erfaringen nu også bekræftet gennem 1500 år: Det blev ved den dom, og sådan kom vreden til sidst over dem, og de har måttet forblive ødelagt. For han viser selv, at det endnu aldrig har fortrudt ham, når han straks derefter siger til sine tjenere: «Brylluppet er forberedt, men de indbudte var ikke værdige» osv.

Det er et skrækkeligt forbillede og eksempel også for andre foragtere og forfølgere: på den endelige vrede, der er besluttet over dem, og på den straf, hvormed han også vil gøre det helt og aldeles af med dem, fordi de ikke har villet have del i dette bryllup og nyde det. Sådan er det også gået Grækenland og Rom, og sådan vil det også til sidst gå vores bespottere og forfølgere (hvis ikke den yderste dag slår ned i det først).

Nu, de har fået deres dom, sådan som de ville have det. Men for at Kristus alligevel kan have folk til sit bryllup, må tjenerne blive ved og ved med deres prædiken og indbyde og kalde dem, de finder, indtil de får dem bragt ind, så bordene bliver fulde – ikke af de store, hellige og mægtige (som var indbudt før, men ikke ville komme), men af de fattige, krøblinge og lamme (som han siger et andet sted). Det vil sige: Hedningerne, som ikke var regnet med til Guds folk og ikke har noget at forlade sig på, må være glade for, at de kan komme til dette bryllup.

Men i denne flok, der sidder med til bords, findes der også en skalk, som kongen selv (da han ser på gæsterne) straks kender og dømmer, fordi han ikke har bryllupsklædning på og ikke er kommet for at ære brylluppet, men vanærer brudgommen og herren, som har indbudt ham. Det er nu dem, som også lader sig regne med blandt de sande kristne, hører evangeliet og er i det ydre fællesskab med den sande kirke og stiller sig an for folk, som om de også holdt meget af evangeliet, og dog er det ikke deres alvor.

Hermed viser Kristus, hvilken flok på jorden der kaldes kirken: nemlig ikke deres, som forfølger Guds ord og hans tjenere ved evangeliet. For de er allerede ved hans endelige dom helt udelukket og skilt fra; ja, de har selv skilt sig ud ved deres åbenlyse og selv bekendte gerning: at de hverken vil tage imod eller tåle denne prædiken af evangeliet. Derfor skal og kan de ikke regnes for kirkens lemmer hos de kristne, fordi de ikke har den samme lære og tro, men forfølger den – lige så lidt som man kan regne åbenlyse hedninger, tyrker og jøder for kirken eller dens lemmer.

En sådan dom må vi nu også fælde over vores forfølgere og spottere af evangeliet, som paven med sin flok er, og skille os helt fra dem som dem, der slet ikke hører til Kristi kirke, men er fordømt ved deres egen dom. Det vidner de jo også selv om ved at have kastet os ud fra sig som bandlyste og afskårne.

Nej, kirken på jorden – når man taler om det ydre fællesskab – er en sådan forsamling af dem, der hører, tror og bekender evangeliets rette lære om Kristus og har Helligånden hos sig, som helliger dem og virker i dem ved Ordet og sakramenterne. Blandt dem er der alligevel nogle falske kristne og hyklere, som dog også enstemmigt holder fast ved den samme lære og har fællesskab i sakramenterne og kirkens andre ydre embeder.

For sådanne må de kristne tåle i deres forsamling. De kan menneskeligt set hverken afværge eller forhindre, at de er iblandt dem, og heller ikke skille eller udskille dem fra deres forsamling. Ja, de kan heller ikke dømme og kende dem alle, men må tåle dem og lade dem blive iblandt sig – dog kun så længe, til Gud selv kommer med sin dom, så de bliver åbenbare og selv lægger for dagen ved deres onde liv eller også ved falsk tro og sværmeri, at de ikke er ægte kristne. Herom siger Sankt Paulus i 1 Kor 11,19: «Der skal være splittelser, for at de ægte kan blive åbenbare» – og omvendt også dem, der ikke er ægte.

Det er det, at kongen her kommer ind for selv at se på gæsterne og gør denne mand åbenbar, som ikke har bryllupsklædning på. Og da han nu er blevet åbenbar og alligevel bliver ved i sit hykleri ubodfærdig, forhærdet og tavs, befaler han at binde hans hænder og fødder og kaste ham ud af brylluppets forsamling (så han dog ikke skal nyde noget af den), hvor der er lutter lys og glæde, ud i mørket, hvor der hverken er trøst eller salighed, men lutter gråd og tænderskæren. Det sker også sådan i kirken: Når sådanne ubodfærdige er overbevist og overvundet, kaster den dem også offentligt ud af menigheden og erklærer offentligt, at de er forkastet fra Guds rige.

Derfor har de kristne, som er de rette, kære gæster ved dette bryllup, altid den trøst, at de andre, som ikke hører til det – både forfølgerne og de falske brødre –, alligevel ikke skal få del i det. For ligesom forfølgerne selv lægger for dagen, at de ikke er kirkens lemmer, ved at de selv lukker sig ude og skiller sig fra, sådan må også de, der en tid har blandet sig med iblandt og falskt dækket sig med de sande kristnes navn og skin, til sidst blive åbenbare. Sådan siger også Sankt Paulus i 1 Tim 5,24–25: «Nogle menneskers synder er åbenlyse, så man kan dømme dem på forhånd, men hos nogle bliver de åbenbare bagefter. På samme måde er også nogles gode gerninger åbenlyse på forhånd, og de andre forbliver heller ikke skjult» osv.

Og ud fra dette er det let at forstå, hvad det her betyder, at denne mand er uden bryllupsklædning: nemlig uden den nye pryd, hvormed vi behager Gud, som er troen på Kristus, og dermed også uden ægte gode gerninger. Han bliver i sine gamle klude og pjalter af sin egen kødelige indbildskhed, vantro og sikkerhed, uden omvendelse og uden at erkende sin elendighed. Han trøster sig ikke af hjertet ved Kristi nåde og forbedrer heller ikke sit liv ved den; han søger ikke mere i evangeliet end det, kødet har lyst til. For denne bryllupsklædning må være hjertets nye lys, som erkendelsen af denne brudgoms og hans bryllups store nåde virker i hjertet, så det hænger helt ved Kristus og, gennemstrømmet af denne trøst og glæde, også med lyst og kærlighed lever og handler sådan, som det ved, at det behager ham – ligesom en brud gør over for sin brudgom.

Det kalder Sankt Paulus at iføre sig Herren Kristus, Gal 3,27; Rom 13,14; ligeledes at blive overklædt, så vi ikke bliver fundet nøgne (2 Kor 5,3). Det sker først og fremmest ved troen, hvorved hjertet bliver fornyet og rent; derefter følger også frugterne (hvor troen er ægte) og viser sig. Omvendt: Hvor troen ikke er, dér er heller ikke Helligånden og ingen sådanne frugter, som behager Gud. For den, der ikke kender Kristus ved troen og har ham i hjertet, vil heller ikke agte meget på Guds ord eller tænke på at leve efter det; han forbliver stolt, overmodig og egenrådig og tjener hverken Kristus eller sin næste, selv om han udadtil hykler og bedrager med et falsk skin.