20. søndag efter trinitatis (Matt 22,1–14)

Evangeliet på 20. søndag efter trinitatis, Matt 22,1–14

Til v. 11: Bryllupsklædningen er troen, for dette evangelium forkaster de gerningshellige og tager imod de troende. [Randglose ved bibelteksten i postillen.]

Dette evangelium stiller os en lignelse for øjnene om et bryllup; derfor tvinger det os til at forstå det anderledes, end det lyder og viser sig udvendigt. Derfor vil vi høre, hvad der åndeligt betegnes under denne lignelse, og derefter se, hvordan de har revet teksten i stykker og ødelagt den.

For det første: Kongen, som holder bryllup, er den himmelske Fader. Brudgommen er hans Søn, vor Herre Jesus Kristus. Bruden er den kristne kirke, vi og hele verden, for så vidt som vi tror, som vi skal høre bagefter. For at indbyde til dette bryllup har Gud først sendt sine tjenere ud, det er hans profeter; de skulle indbyde til brylluppet, det vil sige prædike, og det alene troen på Kristus. Men de indbudte ville ikke komme; det var jøderne, som profeterne var sendt til; dem ville de hverken høre eller tage imod. For det andet sendte han andre tjenere ud, det er apostlene og martyrerne; de skulle byde os komme og sige til gæsterne: «Se, jeg har gjort mit måltid rede, mine okser og fedekalve er slagtet, kom til brylluppet!»

I disse ord er det fint afbildet og vist os, hvordan man skal bruge de helliges liv og ære dem, nemlig ved at føre dem frem som eksempel og dermed bekræfte evangeliets lære, så vi så meget bedre ved eksempel og liv vover os ind på Kristus og nærer og bespiser os ved ham som ved fede okser og fedekvæg. Derfor kalder han dem også sit fedekvæg. Tag et eksempel: Paulus i Romerbrevet (Rom 3,23ff.), hvor han lærer, at bruden er fuld af synder og alene må overøses med Kristi blod for at blive ren, ellers bliver hun uren; det vil sige, hun må alene tro, at Kristi blod er udgydt for vore synder, ellers er der ingen frelse mere at finde. Dér fører han fint Abrahams eksempel frem og bekræfter læren om troen med Abrahams tro og liv og siger (Rom 4,3): «Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham til retfærdighed.» Det er en rigtig okse, den er rigtigt slagtet, den nærer os, så vi ved Abrahams eksempel og tro også bliver grundfæstet og styrket i troen.

Ligeledes sætter Paulus straks efter atter et fint fedekvæg for os, idet han peger på profeten David og ud fra ham beviser, at Gud ikke gør os retfærdige af gerninger, men af troen, når han siger (Rom 4,6–8): «Ligesom også David siger, at saligheden alene tilhører det menneske, som Gud tilregner retfærdighed uden gerningernes medvirken, når han siger (Sl 32,1–2): Salige er de, hvis uretfærdighed er tilgivet, og hvis synder er skjult; salig er den mand, som Gud ikke tilregner synd.» Se, det gøder og nærer rigtigt, når man således bruger de fromme helliges eksempel og lære til at bekræfte læren og troen. Og det er også den rette ære, man kan vise de hellige.

Nu følger videre i evangeliet:

«Men de indbudte ville ikke komme til brylluppet, og de gik, den ene ud på sin mark, den anden til sin forretning, de tredje greb tjenerne, spottede og hånede dem og dræbte dem tilmed.» Det er de fire hindringer, som holder os tilbage, så vi ikke kommer til brylluppet. For det første marken, det er æren: den er en stor hindring for, at vi vover os ind på Kristus og tror på ham; vi frygter, at vi skal lide skam og blive vanæret, og vi stoler ikke på, at Gud kunne bevare os for skam og holde os i ære.

De andre går til deres forretning, det vil sige, de falder med hjertet hen på det timelige gods, på gerrigheden, og er bekymrede for, at hvis de holdt sig til Ordet, måtte de gå til grunde, og maven ville komme til at sulte; de stoler ikke på, at Gud kunne ernære dem.

De tredje er de værste; det er de høje, de vise, de kloge, de høje ånder. De foragter det ikke alene, men slår det ihjel og myrder det, for at de kan beholde deres navn, deres ære, deres pris, så de endelig kan være noget. For evangeliet kan ikke andet end fordømme deres visdom og retfærdighed og forbande deres egen formastelighed. Det kan de så ikke tåle; derfor farer de til og slår de tjenere ihjel, som forkynder måltidet og brylluppet. Det var nu farisæerne og de højlærde skriftkloge; de har dræbt både Kristus og apostlene, ligesom deres fædre før dem profeterne. De er langt værre end de første og de andre; for selv om de første og andre foragter og forsmår det, så går de dog bare deres vej bagefter og hverken fordømmer eller myrder.

Videre siger evangeliet: «Da kongen hørte det, blev han vred og sendte sine hære ud og lod morderne slå ihjel og satte siden ild på deres by.» Det skete for jøderne ved romerne Titus og Vespasian, som brændte Jerusalem ned til grunden. Dog vil jeg hellere have det forstået åndeligt, eftersom hele evangeliet udlægges åndeligt, så det er sket, dengang Gud ødelagde synagogen i Jerusalem til grunden og satte ild på den, forlod troen helt, spredte folket hid og did, så intet blev tilbage samlet, og tog fra dem både præstedømmet og kongeriget; så der nu ikke er noget fattigere, elendigere og mere forladt folk på jorden end netop jøderne. Sådan går det dem, der foragter Guds ord.

Nu følger videre:

«Da sagde kongen til tjenerne: Brylluppet er ganske vist rede, men gæsterne var det ikke værd.» Det er også sket; for jøderne har slet intet villet vide af Kristus; de har dræbt ham og desuden alle profeter og apostle, og siden den tid har de ikke været værdige til at høre et ord om ham.

Videre: «Da sagde han til dem: Gå ud på vejene og indbyd til brylluppet, hvem I finder.» Da gik de ud på vejene, det vil sige til os hedninger, og har samlet os fra verdens ende i én menighed. Dér er både gode og onde. Så gik kongen ind for at se på gæsterne. Det skal ske ved den yderste dom, da skal kongen lade sig se. Dér skal han finde én, det vil sige ikke en enkelt person, men en hel flok, som ikke er iført bryllupsklædningen, det er troen. Det er dog fromme folk, langt bedre end de foregående; for I må regne dem for dem, der har hørt og forstået evangeliet, men alligevel har hængt lidt ved en gerning og ikke helt er krøbet ind i Kristus; ligesom de tåbelige jomfruer, der manglede olie, det er troen. Til dem skal han sige: «Bind dem hænder og fødder, og kast dem ud i mørket udenfor»; det vil sige, han skal fordømme deres gerning, så den ikke mere skal gælde; for hænderne betyder gerningen, fødderne vandelen; og derefter skal han kaste dem ud i mørket udenfor.

Nu stilles mørket udenfor over for det indre lys, troen, hvor troen alene skal se i hjertet. Vort lys, vor fornuft må dér lukkes og holde op, og troen alene må dér se og lyse. For vil man dér gå efter fornuften og åbne den, så er der ikke andet end død, helvede og synd for øjnene. Så stirrer den sig ihjel derpå og finder ingen hjælp hos nogen skabning; alt er øde og mørkt. Derfor må fornuften dér lukkes til, ellers måtte den fortvivle; den må alene overgive sig som fange til troens lys. Det lys ser så, at det har en Gud i himlen, som agter på os, som har omsorg for os, og på ham vover hjertet sig så, og det lukker al fornuft til og ser ikke på nogen skabning; så bliver mennesket bevaret. Meningen er altså, at de, der således kastes ud i mørket udenfor, berøves troen og bliver forkastet, fordi de ikke alene hænger ved Guds barmhjertighed ved troen, så de også må fortvivle og blive fordømt.

Nu vil vi se lidt på, hvad der afbildes i dette bryllup. For det første er dette bryllup en forening af den guddommelige natur med den menneskelige. Og hvilken kærlighed Gud Fader og Kristus har til os, det stilles os for øjnene på allerkæreste vis i billedet af brylluppet. For der er mange slags kærlighed, men ingen er så brændende og hed som brudekærligheden, den kærlighed, en ny brud har til brudgommen, og brudgommen igen til bruden. Den kærlighed ser ikke på fordel, ikke på gaver, ikke på rigdom, ikke på guldringe og den slags, men den ser alene på brudgommen. Og om han så gav hende alt, hvad der fandtes, så ville hun alligevel ikke se på noget af det, men siger: «Dig alene vil jeg have.» Og om han omvendt slet intet havde, så bryder hun sig heller ikke om det, men vil alligevel have ham. Det er den rette brudekærlighed. Men hvor man ser på fordelen, dér er det horekærlighed; den ser ikke efter ham, men efter pungen; derfor varer den kærlighed heller ikke længe.

En sådan rigtig brudekærlighed har Gud vist os i Kristus, idet han har ladet ham blive menneske for os og forenet ham med den menneskelige natur, så vi i ham kunne mærke og kende hans venlige vilje imod os. Ligesom bruden elsker brudgommen, sådan elsker Kristus også os; og vi ham igen, når vi tror og er den rette brud. Og om han så gav os himlen, alle profeters visdom, alle helliges og engles herlighed, så agter vi det dog ikke, medmindre han giver sig selv til os. Bruden lader sig ikke nøje med noget, hun er umættelig, hun vil alene have brudgommen selv, som hun siger i Salomos Højsang (Højs 2,16): «Min ven er min, og jeg er hans.» Hun kan ikke falde til ro, før hun har brudgommen selv.

Sådan er Kristus også igen imod mig; han vil alene have mig og intet andet. Og om jeg så gav ham alt, hvad jeg kunne gøre, så var det ham dog ikke til nytte, han ville ikke se på det; om jeg så tog alle munkes kutter på, så ville han dog ikke se på nogen af dem. Han vil have mit hjerte helt; for de udvortes ting, som udvortes dyder, er kun tjenestepiger, han vil have fruen selv. Han vil, at jeg af hjertets grund siger: «Jeg er din.» Men denne forbindelse og dette ægteskab sker ved troen, så jeg frimodigt forlader mig på ham, at han er min. Når jeg nu har ham, hvad mere skulle jeg så begære? Men hvad har han i mig? En smudsig brud, en grim, gammel, rynket kælling. Men han er den evige visdom, den evige sandhed, det evige lys, og tilmed en smuk ung mand. Hvad giver han os så? Jo, sig selv, helt og holdent giver han mig; han skærer ikke et stykke af til mig eller giver mig en almisse, men hele den evige visdoms kilde, ikke en lille bæk.

Når jeg nu således er hans, og han er min, så har jeg det evige liv, retfærdigheden og alt, hvad der er i ham. Derfor er jeg retfærdig og frelst, så hverken død, synd, helvede eller Djævel kan skade mig. Hvis han kun gav mig et stykke af sin visdom, retfærdighed og liv, så ville jeg sige: «Det hjælper ikke; dig vil jeg have; uden dig er intet sandt.» Når han giver mig sine tjenere, sine profeter, så har han kun givet et stykke og en almisse; gaverne er kun medhustruerne, blandt hvilke kun én er den rette brud. Derfor skal du skelne sådan: Der er mange sjæle, som har fået gaver, som visdom, fromhed, kærlighed og den slags; men de er ikke de rette bruder, for de siger ikke: «Du er min», men bolerer ved siden af med pungen, for de elsker gaverne. Men den rette brud siger: «Dig alene vil jeg have, du er min, og ikke ringen, ikke dit smykke, ikke gaven og skænken.» Så meget være nu sagt om kærligheden.

Men hvad bringer vi til ham? Intet andet end al hjertesorg, al ulykke, synd, jammer og elendighed. Han er det evige lys, vi det evige mørke; han livet, vi døden; han retfærdigheden, vi synden. Det er et ulige ægteskab. Men hvad gør brudgommen? Han er også så kræsen, at han ikke vil ligge hos hende, så smudsig som hun er; men først pynter han hende for sig på det allersmukkeste. Hvordan går det til? Det lærer apostlen Paulus og siger (Tit 3,5–6): Han har givet sit dyrebare legeme for hende og overøst hende med sit hellige blod og renset hende ved genfødslens og Helligåndens fornyelses bad. Han har gjort et bad i stand: badet er dåben, dermed vasker han hende. Desuden har han givet hende sit ord; det tror hun så på, og ved troen bliver hun en brud. Nu kommer brudgommen med al godhed; men jeg kommer med alle synder, med al jammer og hjertesorg. Men fordi det her er et ægteskab og en forening, sådan at de bliver ét kød (1 Mos 2,24; Matt 19,5) og forlader far og mor og holder sig til hinanden, så følger det straks, at den ene tager sig af den anden og ikke støder den bort, hvis det blot er et rigtigt ægteskab, selv om den ene er lidt syg og klodset; for hvad der går den ene på, det må den anden også bære.

Derfor, når bruden siger: «Jeg er din, du må have mig», så må han også have min ulykke og tage den på sig alt sammen. Så er mine synder da den evige retfærdighed, min død det evige liv, mit helvede himlen; for de to, synd og retfærdighed, kan ikke stå sammen, himmel og helvede heller ikke, død og liv heller ikke. Skal vi nu komme sammen, så må det ene fortære og smelte det andet bort, så vi kan komme sammen. Nu er hans retfærdighed jo uden sammenligning stærkere end min synd, og hans liv umådelig stærkere end min død; for han er livet selv, som alt liv må tændes ved. Det kan jeg ikke. Derfor forsvinder min død i hans liv, min synd i hans retfærdighed og min fordømmelse i hans salighed; dér kommer min synd i klemme i dørhængslet, går til grunde og forgår. Når nu min synd, mit snavs er borte, så må han smykke og klæde mig med sin evige retfærdighed og med al sin nåde, indtil jeg bliver smuk; for jeg er hans brud.

Sådan tager jeg da imod alt hans gode, ligesom han har taget imod mit; som profeten Ezekiel (Ez 16,7ff.) siger: «Jeg gik forbi dig, og du var nøgen, og dine bryster var svulmet op, og du var blevet giftefærdig; da bredte jeg min kappe over dig og dækkede din skam, gav dig mit ord og trak smukke røde sko på dig.» Dér opregner han mange velgerninger, som han har gjort hende; og derefter klager han (Ez 16,15) over, at hun er blevet en skøge. Alt dette siger han for at vise, at han klæder os med sine goder, og at vi af os selv intet har. Den, der ikke holder for vist, at han intet har af sig selv, men alene Kristi gode, og ikke tror det af hjertet og uden tvivl kan sige: «Du er min», han er endnu ingen kristen.

Fordi Kristus nu er min, og jeg er hans: kommer døden stormende, så har jeg Kristus, han er mit liv; kommer synden stormende, så har jeg Kristus, han er min retfærdighed; kommer helvede og fordømmelsen stormende, så har jeg Kristus, han er min frelse. Altså, lad hvad som helst storme ind, så har jeg Kristus; ham kan jeg holde frem, så intet kan skade mig. Og denne forening af den guddommelige natur med den menneskelige er vist i billedet af brylluppet, og den høje kærlighed, Gud har til os, i brudekærligheden.

Bryllupsklædningen er altså Kristus selv; ham ifører vi os ved troen, som apostlen siger (Rom 13,14): «Ifør jer Herren Jesus Kristus.» Derefter giver klædningen en glans fra sig, det vil sige, troen på Kristus giver frugt fra sig, det er kærligheden, som virker ved troen på Kristus. Det er de gode gerninger, som således stråler ud fra troen og sker helt for intet, alene til gavn for næsten; ellers er det hedenske gerninger, hvis de ikke flyder af troen; de bliver så til sidst til intet, bliver fordømt og kastet ud i mørket udenfor.

Det betyder her, at denne får hænder og fødder bundet. For hænderne er, som sagt, gerningerne, fødderne vandelen, som han har stolet på, og derfor har han ikke hængt ved Kristus alene. For man giver ham skylden for, at han ikke har haft bryllupsklædningen på, det er Kristus ved troen; derfor må han gå til grunde med gerningerne, for de er ikke kommet af troen, har ikke strålet ud fra klædningen. Derfor: Vil du gøre gode gerninger, så tro først; vil du bære frugt, så bliv først et træ, så følger det af sig selv.

Her skal man også godt lægge mærke til den vildfarelse, hvormed de har forvansket evangeliet, når de siger: «Selv om paven og hans tilhængere er onde, så skal man dog høre ham og have ham som kristenhedens hoved, hvad han så end gør; han kan alligevel ikke fare vild; og selv om han ikke har bryllupsklædningen, er han dog i menigheden.» Men de er ikke så gode, at man kan sammenligne dem med ham her, som ikke har nogen bryllupsklædning på; de er de skurke og mordere, der dræber kongens tjenere. Og selv om de kunne sammenlignes med ham, så viser evangeliet her i lignelsen dog ikke, at man skal følge dem, men at man skal kaste dem ud og vogte sig for dem. For den, der ikke har bryllupsklædningen, hører ikke til i menigheden; han er snavs, som snot, materie og bylder i legemet; det er nok inde i legemet, men det er ikke et stykke af legemet. Regnepenge ligger også mellem guldmønterne, men de er ikke guldmønter; avner ligger mellem kornet, men de er ikke korn. Sådan er de også nok i kristenheden, men de er ikke kristne. Det være nok om dette evangelium; lad os bede Gud om nåde, så vi ikke kommer til et så kostbart og herligt bryllup uden bryllupsklædning.