21. søndag efter trinitatis (Joh 4,47–54)

Evangeliet på 21. søndag efter trinitatis, Joh 4,47–54

I dette evangelium er der stillet os et særligt eksempel på troen for øje; for Sankt Johannes viser hele tre gange, at denne embedsmand troede, så man med god grund kunne blive bevæget til at spørge, hvad det dog må have været for en tro, han havde, siden evangelisten gør så mange ord ud af den. Vi har nu lært så meget om troen og evangeliet, at jeg mener, man burde forstå det ganske godt; men eftersom det kommer igen og igen, må vi også tit tage det op igen.

For det første har jeg sagt, at troen gennem evangeliet bringer ethvert menneske Herren Jesus helt hjem med alle hans goder, så den ene kristne har lige så meget som den anden, og barnet, der er døbt i dag, har ikke mindre end Sankt Peter og alle de hellige i himlen. Vi er alle lige i troen, og den ene har skatten lige så fuldt og helt som den anden.

Dette evangelium taler nu videre om troens vækst, og dér bliver det ulige. Selv om troen har Kristus og alle hans goder fuldt ud, må den dog altid drives og øves, så den er vis på ham og holder skatten fast. Her er der forskel på to: den, der har sagen, og den, der griber den godt, det vil sige: på en stærk og en svag tro. En så stor skat vil gribes godt og gemmes vel, så den ikke let går tabt eller bliver taget fra en; jeg har den nok helt, selv om jeg kun havde svøbt den i et valmueblad; men den er ikke så godt gemt, som hvis jeg lukkede den inde i en jernkiste.

Derfor skal vi leve sådan på jorden, at vi ikke tænker på at opnå noget andet, som skulle være bedre end det, vi nu har, men at vi stræber efter at gribe dette gode vist og fast fra dag til dag, mere og mere. Vi behøver ikke søge andet end troen; men dér må vi se efter, hvordan troen kan vokse og blive stærkere. Sådan læser vi i evangeliet, at skønt Kristi disciple uden tvivl troede (for ellers havde de ikke fulgt Herren), så skælder Kristus dem dog tit ud for deres svage tro; de havde nok en tro, men når det kom til kamp, lod de den synke og holdt ikke stand. Sådan går det også alle kristne: Hvor troen ikke altid øves og drives, dér tager den af, så den til sidst går helt ud; og dog ser og føler vi ikke selv en sådan svaghed, før det kommer til nød og anfægtelse, hvor vantroen rører sig alt for stærkt; og dog må troen netop have anfægtelse, for at den kan stride i den og vokse.

Derfor er det ikke sådan, som de unyttige vrøvlehoveder blandt skoleteologerne har lært os, de, som gør os dovne og ligegyldige og siger: «Har en mand blot den mindste dråbe eller gnist af kærligheden og nåden, så bliver han frelst.» Skriften lærer, at man må vokse og gå fremad. Det er sandt, at du har Kristus ved troen, selv om du kun har skatten svøbt i en ringe lille klud; men du må dog se til, at du griber den godt og ikke lader den tage fra dig. Sådan er denne embedsmand eller kongelige, hvem han så var (jeg holder for, at han var en af kong Herodes’ tjenere), nået så langt i troen, at han tror: Kunne han få Jesus ind i sit hus, ville Jesus visselig hjælpe hans søn; for han havde hørt Guds ord eller evangeliet om Kristus, at han gerne hjalp enhver, der blev bragt til ham, og ikke nægtede nogen sin godhed. Det greb hans tro, og den fik ham også til at gå hen til Kristus. For havde hans hjerte stået sådan, at han havde tænkt: «Hvem ved, om han kan eller vil hjælpe dig?», så var han ikke gået til ham. Derfor er det vist, at han forud havde gjort sig et sådant billede af Kristus og troede, at han ville hjælpe ham.

Det er troens natur og art, at den således danner og spejler Kristi godhed i menneskets hjerte. Sådan skriver Hebræerbrevet (Hebr 11,1): «Troen er en vis tillid til det, man håber på», det vil sige: til noget godt. Nu står denne mands tro sådan, at hvis han var blevet i den og var død, ville han uden tvivl være blevet frelst; og Herren har også behag i den; dog farer han temmelig hårdt mod ham, for der er endnu en mangel ved hans tro; han irettesætter ham og siger:

«Hvis I ikke ser tegn og undere, vil I ikke tro.»

Hvordan passer det sammen? Sådan, som jeg sagde før. Det var jo troen og den gode tillid, der bragte den kongelige til Kristus; hvordan kan han så sige: «I vil ikke tro, hvis I ikke ser tegn» osv.? Men som jeg har sagt: Han vil vise ham, at hans tro endnu ikke er stærk nok; for den hænger endnu kun ved at se og føle den nærværende Kristus. Sådan irettesætter han også selv disciplene i båden, da uvejret kom, og siger til dem: «Hvorfor er I bange, I lidettroende?» (Matt 8,26). Som ville han sige: «Hvor er nu jeres tro?» Derfor: Hvor god og ægte troen end er, så falder den dog tilbage, når det kommer til kamp, hvis den ikke er godt øvet og er vokset.

Derfor må du ikke tænke, at det er nok, når du er begyndt at tro; men du må passe flittigt på, at troen bliver fast, ellers går den til grunde; du må se til, hvordan du kan beholde den skat, du har grebet; for Djævelen sætter al sin kunst og magt ind på at rive den ud af dit hjerte. Derfor kræver troens vækst lige så megen kraft som begyndelsen, ja vel mere; men det er alt sammen Guds gerning. Den unge mælketro er endnu sød og ringe; men når det strammer til, og troen anfægtes af modgang, så må Gud styrke troen, ellers vil den ikke holde stødet ud.

Derfor ville denne mand ikke have været hjulpet med den tro, han havde i begyndelsen; han måtte være faldet tilbage, hvis Kristus ikke var kommet og havde styrket ham. Men hvordan styrker han ham? Embedsmanden troede, at hvis han kom ind i hans hus, kunne han nok hjælpe hans søn; så giver Kristus ham et stød, et surt og hårdt svar: «Hvis I ikke ser tegn og undere, vil I ikke tro.» Med de ord giver han troen et stød, som den ikke kan tåle. Den stakkels mand bliver forskrækket, og hans tro begynder allerede at synke og slukkes; derfor siger han:

«Herre, drag ned, før mit barn dør.»

Som ville han sige: «Åh, du må skynde dig og selv være der, ellers dør min søn.» Så giver Kristus ham nu en stærkere tro, sådan som Gud gør med alle, han styrker i troen, og bringer ham således på et andet og højere trin eller stade, så han bliver stærk og nu tror på en anden måde end før; og han siger således til faderen:

«Gå, din søn lever.»

Havde Kristus før sagt sådan til ham, at hans søn levede, så havde han ikke kunnet tro det; nu tror han det, da Ordet springer ind i hans hjerte og skaber en anden tro i ham, så han bliver en anden mand. Således giver Herren ham til det store stød også en større styrke.

For nu må han hænge ved det, han ikke ser; for det troede han ikke før, at Kristus var så stærk, at han kunne hjælpe hans søn uden at se ham og uden at være hos ham. Det er først en rigtig stærk tro, når et hjerte kan tro det, det ikke ser og fatter, imod alle sanser og al fornuft, og hænger alene ved Ordet. Der er intet at se, og han har ingen anden støtte end den, at han tror det. I troen må man slå alle ting ud af øjnene undtagen Guds ord. Den, der lader noget andet blive malet for sine øjne end netop dette ord, er allerede fortabt. Troen hænger alene ved Ordet, bart og rent, vender ikke øjnene fra det og ser ikke på noget andet, hverken på sin gerning eller sin fortjeneste. Lær at prøve, om I også har en sådan tro. Står hjertet ikke således bart, så er det allerede fortabt.

Lad os se det i et eksempel: Når en præst, munk eller nonne stoler på, at han har holdt sin jomfruelighed eller læst mange messer, fastet meget, bedt meget og lignende, og ikke stiller sig Guds ord for øje, men sine gode gerninger, og bygger således på dem, at han mener, at Gud må bønhøre ham for deres skyld, så er han fortabt. For så længe det billede står for øjnene, kan troen ikke være der. Når en sådan nu skal dø, og døden kommer, og han ser sig om, hvor han skal hen, og hvorhen han skal sætte det første skridt, så kommer Djævelen og maler for ham, hvor gruelig og forfærdelig døden er; han ser også helvede og Guds dom for sig; dér har Djævelen vundet, for der er ingen hjælp, så længe han kun har det for øjnene. Var han klog og gjorde det sådan, at han ikke lod noget andet billede male i sit hjerte og blev hængende alene ved Guds ord, så ville han blive i live; for Ordet er levende. Derfor: Den, der holder sig til det, må blive, hvor det levende og evige ord bliver.

Men dette er mægtig svært at gøre; for her ser du, hvor surt det bliver for denne mand, ligesom for apostlene i evangeliet (Matt 8,25–26), da de sejlede på vandet i båden, og båden var ved at gå under, og bølgerne slog ind i båden, så de havde døden for øjnene; da lod de Ordet falde. Havde de troet fast og sagt: «Her har vi Guds ord, her er Kristus; hvor han bliver, dér bliver vi også», så havde de ikke været i nogen nød. Men fordi de ikke havde en sådan tro, måtte de falde, og de var gået til grunde, hvis Kristus ikke havde hjulpet. Sådan også med Peter, da han gik på søen og kom til Kristus: Så længe han holdt sig til Ordet, måtte vandet bære ham; men da han vendte øjnene bort fra Kristus og lod Ordet falde, så han en vind komme susende, og han blev forskrækket og begyndte at synke.

Derfor har jeg sagt, at man må lade alt fare og hænge alene ved Ordet. Har vi grebet det, så lad bare verden, døden, synden, helvede og al ulykke rase og storme. Men lader du Ordet fare, så må du gå til grunde. Det ser vi også på de folk, der er ude efter det timelige udkomme. Når der er nok, og hus og gård er fulde, så stoler de godt på Gud og siger, at de har en nådig Gud; men når de ikke har noget mere, så begynder de at tvivle; så er det forbi, for de maler sig det for øjnene, at der ikke er noget, og at de ikke har noget forråd; de ved ikke, hvad de skal leve af; så driver bekymringen troen ud. Men greb de Guds ord, så tænkte de sådan: «Min Gud lever, han har lovet mig, at han vil give mig føde; jeg vil gå hen og arbejde, han skal nok klare det», som Kristus har sagt (Matt 6,33): «Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift.» Hvis jeg beholdt Ordet og slog det andet ud af øjnene, så var der ingen nød. Men så længe du kun maler dig din fattigdom for øjnene, kan du ikke tro.

Denne embedsmand kunne også godt have haft et sådant billede for øjnene, så han kunne have tænkt: «Han vil ikke høre mig, han giver mig et surt svar, han vil ikke gå med mig og viser mig ilde bort.» Havde han fået det for øjnene, så havde det været forbi; men da han slår det ud af øjnene, så giver Kristus ham bagefter en god trøst og siger: «Gå, din søn lever.»

Sådan er troens art og natur; sådan handler Gud med os, når han vil styrke os i troen. Det mener også Sankt Paulus, når han siger til korintherne (2 Kor 3,18): «Vi spejler os i Herrens klarhed», eller: «Herrens klarhed spejler sig i os med utildækket ansigt, og vi forvandles til det samme billede og går fra den ene klarhed til den anden, som af Herrens Ånd.» Herrens klarhed er hos Paulus kendskabet til Gud. Moses har også en klarhed, det er kendskabet til og forståelsen af loven. Når jeg har kendskab til loven, så ser jeg Moses ind i hans klare ansigt og ind i hans klare lys.

Men nu er vi kommet igennem det og har et højere kendskab til Herren Kristus. Den, der kender ham som den mand, der hjælper, som giver kraft til at opfylde loven, og ved hvem vi har opnået syndernes forladelse, dér spejler hans klarhed sig i os; det vil sige: Ligesom solens glans spejler sig i et vand eller i et spejl, sådan spejler Kristus sig og kaster en glans fra sig ind i hjertet, så vi forklares fra den ene klarhed til den anden, så vi daglig vokser og kender Herren klarere og klarere; så forvandles og forklares vi til det samme billede, så vi alle bliver én kage med Kristus. Det sker ikke sådan, at vi selv gør det af egne kræfter, men Gud må gøre det, han, som er Ånden. For selv om Helligånden begyndte en sådan klarhed og oplysning i os og så forlod os, ville vi være som før.

Derfor må vi nu være rustet til ikke at blive stående på ét trin, men altid vokse; derfor må korset komme med anfægtelse og modgang, så troen kan vokse og blive stærk i dem; og som troens klarhed vokser, sådan vokser også legemets tugtelse; jo stærkere troen og ånden er, jo svagere bliver kødet; og jo ringere troen er, jo stærkere er kødet, og jo mindre bliver der taget fra det. Vi tænker sådan: «Skal jeg altid hjælpe min næste, hvor bliver jeg så af? Hvor skal det ende med mig?» Men havde vi den rette tro og havde Kristus spejlet i os, så ville vi ikke tvivle sådan, at vi ikke skulle få nok, men tænke sådan: «Gud skal nok sørge for det, når der bliver mangel.» Men taber vi i et så lille stød, hvad vil vi så gøre i et stort? Se, sådan skulle troen daglig øves og vokse; men vi går hen og er i dag som i går og i morgen som i dag; det er ikke et kristent liv. Det er nu det andet trin, som Johannes roser denne mand for: at han er vokset i troen.

For det tredje siger han: Da han gik hjem, mødte hans tjenere ham og fortalte ham, at hans søn levede, og han erfarede, at hans søn var blevet rask netop i den time, da Herren havde sagt til ham: «Din søn lever»; og han troede med hele sit hus. Her siger evangelisten igen, at han troede. Hvad, troede han da ikke før? Hvorfor kom han så før til Kristus?

Det er nu en fuldkommen tro, som er stadfæstet ved undertegnet. Sådan handler vor Herre Gud med os for at gøre os mere fuldkomne, og han sætter os altid på et højere stade. Når vi således kommer igennem, så kommer vi til erfaringen og bliver visse på vor tro; sådan som vi ser her: Han river sig igennem billederne, vinder over stødene og bliver så vis på sagen, at han straks erfarer og mærker, at han er blevet hjulpet ved troen, og tid, tegn og ord stemmer straks overens med troen.

Hvad har han så troet nu? Ikke dette, at sønnen var blevet rask; for den tro er nu ude, det er sket og nu overstået; for han ser det nu for øjnene, at sønnen lever. Men af erfaringen kommer der nu en anden tro: at Kristus fremdeles ville hjælpe ham i andre nøder, og hvad han ellers stillede ham for af mørke billeder, det ville han have troet. Hvis Herren nu sagde til ham: «Gå hen og dø», så ville han sige: «Skønt jeg ikke ved, hvor jeg skal hen, eller hvor herberget er, vil jeg dog, fordi jeg før har prøvet, hvad troen er, igen hænge ved Ordet; du har hjulpet mig før, da jeg heller ikke kunne se eller fatte det, så vil du også hjælpe nu.»

Ligeledes, hvis Kristus havde sagt til ham: «Lad hus og gård og hvad du har af gods fare, og kom og følg mig», ville han så ikke have tænkt: «Ja, hvad skal jeg så leve af?» Der ville nok have stået et billede for øjnene: «Dér er der alt muligt i overflod, her er der intet; skal jeg lade det fare, hvor skal jeg så gøre af mig?» Men nu ville han tænke sådan: «Skønt der intet er, og jeg intet ser, vil jeg dog holde mig til Ordet; han skal nok hjælpe, jeg har prøvet det sådan før.» Den slags er umuligt for fornuften, men troen kan gøre det alt sammen.

Derfor øver troen sig således i mange slags anfægtelser, og hver dag kommer der nye anfægtelser og nye erfaringer, for den gamle erfaring kommer ikke altid igen, som man ser her. Dette menneske har allerede brugt den troens gerning; den er nu forbi og kommer ikke mere igen; men nu må han prøve en anden. Derfor: Jo flere sådanne prøvelser et menneske har, jo bedre står det til med ham; jo flere stød han vinder over, jo stærkere griber han Kristus, og han bliver så skikket, at han er rede til at bære alt, hvad Kristus lægger på ham.

På samme måde er det gået de hellige patriarker, og sådan går det også endnu bestandig til. At jeg nu tror det, der skete for andre i gamle dage, nytter intet, men min tro må altid vente på kommende ting. Sådan var det, da Gud bød Abraham gå ud af sit land, gjorde han det og troede det (1 Mos 12,1ff.). Da han nu kom til det land, bød han ham igen gå til et andet og så igen til et andet; sådan voksede hans tro hele tiden, og siden blev han så vis på det og mærkede og erfarede, hvordan Gud handlede med ham, og han blev et så fuldkomment menneske, at han endog ville ofre sin søn. Deraf følger også dette, at den, der har prøvet den slags meget, også desto gladere går i døden.

Således ser du, hvordan der her er beskrevet et eksempel på en voksende tro. Det er nu klart nok; tag det derfor godt til hjerte. Enhver har nok sin øvelse, hvor han kan øve troen, så han stoler på, at Gud vil hjælpe ham; så vil han også kunne prøve, hvordan Gud hjælper ham, og således kan han gå videre og tro mere: Hele tiden ender én ting og en ny begynder, så vi kan se og gribe med hænderne, at vor Herre Gud er sanddru. For når vi har den tillid til ham, at han vil give legemet føde og opholde det, så kan vi derefter også stole på ham i, at han vil frelse sjælen. Nu er der talt nok om troen.

Den anden del i evangeliet, om kærligheden, kan enhver godt selv se; den er vist klart nok, så det ikke er nødvendigt at tale meget om den. I ser, hvordan Kristus tjener og hjælper denne mand; han har ikke selv nogen gavn af det, men gør det ganske gratis, af kærlighed. Ligeledes ser man, hvordan den kongelige også bliver sin søns tjener. Hvad der ellers er i dette evangelium, som hører til den åndelige betydning, og udlægningen ord for ord vil vi overlade til de rolige og kloge ånder og påkalde Gud Herren.