21. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Joh 4,47–54)

En anden prædiken over evangeliet på 21. søndag efter trinitatis, Joh 4,47–54

I dette evangelium bliver der stillet os et smukt eksempel på troen for øje: hvordan den tager sig ud, og hvilken art og natur den har; nemlig at den skal vokse og blive fuldkommen. Og det maler troen sådan, at den ikke er en ting, der ligger stille og holder fri, men en levende og urolig ting, som enten går tilbage eller frem, lever og røres; og hvor det ikke sker, dér er det ingen tro, men en død indbildning om Gud i hjertet. For den rette, levende tro, som Helligånden udgyder i hjertet, kan simpelthen ikke holde fri. Det siger jeg, for at ingen skal føle sig sikker og tro, at han nu har det hele, selv om han har grebet troen. Man må ikke lade det blive ved det; det gælder ikke om at begynde, men om at fortsætte og vokse mere og mere og lære at kende Gud stadig bedre.

For omvendt er det vor modstanders, Djævelens, art og natur, at han heller ikke holder fri, som Sankt Peter siger i sit første brev (1 Pet 5,8): «Djævelen sover ikke, han går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan sluge.» Når nu Djævelen hverken sover eller holder fri, så sømmer det sig ikke, at en kristen holder fri og lægger hænderne i skødet, som om han var så stærk, men han skal tænke på, hvordan han kan styrke sig mod Djævelens magt. For det er ikke for ingenting, at han kaldes denne verdens fyrste (Joh 14,30), som der står i dagens epistel (Ef 6,12): «Vi har ikke kamp mod kød og blod, men mod fyrster og magter, nemlig mod verdens herrer, som hersker i denne verdens mørke, mod de onde ånder under himlen.» Denne fyrste regerer verden, raser og larmer, er gal og afsindig og kan ikke tåle, at en kristen kommer frem; det er heller ikke til at bære for ham, for derved bliver der brudt hul i hans rige, og hans net bliver revet itu. Derfor lader han ingen kristen komme op, hvor han kan forhindre det.

Når nu troens ild er tændt og blusser op, og Djævelen mærker det og bliver var ved det, så griber han straks efter den med al sin list; for han ved, hvilken skade han lider i sit rige derved. Derfor værner han sit rige med al alvor og gør sig flid for at holde dem alle under sin lydighed. Derfor er det sikkert: Når en kristen begynder at tro, så følger anfægtelse og forfølgelse ham i hælene; og hvor det ikke sker, er det et tegn på, at troen ikke er ægte, og at han ikke rigtigt har grebet evangeliet. For skurken deroppe, Djævelen, har et skarpt syn og bliver hurtigt var, hvor der er en ret kristen; derfor gør han sig flid for at bringe ham til fald, omringer ham og angriber ham på alle kanter; for han kan ikke tåle, at nogen går bort fra hans rige.

Derfor er det farligt at leve sådan; for Djævelen har hurtigt overrumplet os. Og det sker også for de store helgener, som har fattet Guds ord ret; når de står oprejst og mener, de er sikre, så er denne skurk efter dem, slår dem ned og brydes med dem så længe, til han styrter dem til jorden.

Se, hvordan det er gået de store mænd, Moses, Aron og jødernes fyrster. De havde en smuk tro, dengang de førte folket ud af Egypten, og hele folket gik i troen gennem Det Røde Hav, gennem døden, gennem ørkenen og gennem mange andre undergerninger, hvorved de beviste deres tro. Til sidst snubler de over én ting, så alt det andet går tabt: de frygter for at skulle dø af sult og tørst i den tørre ørken. Er det ikke ynkeligt? De beviser deres tro ved så store ting, går ind i og gennem døden, brydes med den og overvinder den – og netop som de mener, at de er de bedste, falder de, lader sig overvinde af bugen og knurrer mod Gud, ja, bliver så hårdt anfægtet, at de alle falder; Djævelen slår dem alle ned. Derfor er det hverken sikkert eller trygt at begynde at tro, hvis man ikke går mere og mere frem og atter frem.

Den gode Moses, som dog havde en så fin og stærk tro, falder også. Da han skulle slå vand af klippen med staven, tvivlede han og sagde til folket (4 Mos 20,10): «Kom her, lad os se, om vi kan få vand ud af klippen til jer.» Den gode Moses, som havde gjort så mange mirakler og undere, falder ind i fornuften og i en kødelig forstand og frygter, at folkets vantro skal hindre ham i det store under og tegn. Men han skulle være blevet hængende ved Ordet og have agtet det højere, større, stærkere og mægtigere end folkets vantro; men den gode mand blev så hårdt anfægtet, at han snublede og faldt.

I Det Nye Testamente har vi også den slags eksempler. Peter var vis og stærk i troen. Da han så Kristus på vandet, sagde han (Matt 14,28ff.) ud fra sin stærke tro: «Herre, lad mig komme til dig», og steg ud af båden og ned i vandet; han var vis på, at vandet ville bære ham. Dér var en herlig tro i Sankt Peter og en stor ånd: han turde trygt give sig midt ud i vandet og i faren, ja, helt ind i døden, og vovede det frejdigt og uforsagt på Kristus. Men netop som han mener, at han er allersikrest, rejser der sig en vind og et uvejr; så glemmer han Ordet og lader troen falde; han falder, synker i vandet, går under og lader Djævelen rive troen ud af hjertet. Hvor er nu den store tro? Troen er en spinkel og fin ting; det er hurtigt sket, at man snubler; for Djævelen er på vagt og har hurtigt vundet sagen, hvor man ikke våger.

Hvor fast holdt ikke folket på Kristus? De holdt ham for en profet og hang så meget ved ham og forsvarede ham med en sådan alvor, at selv folkets fyrster måtte frygte og ikke turde lægge hånd på ham. Men da de greb ham, bandt ham, førte ham bort og naglede ham på et kors, så falder folket fra. Bums, bums – dér er ikke længere nogen profet, dér står ingen ved hans side; ja, de skreg endda over ham: «Korsfæst ham, korsfæst ham!» Og hvad der er endnu værre: hans egne disciple veg fra ham. Hvor bliver nu deres tro og hellighed af?

Sådan går det også nu i vore dage. I begyndelsen, da evangeliet tog sin begyndelse, var det en dejlig prædiken; da ville hele verden være kristen, og ingen var imod det. Men da man begyndte at angribe munke, præster og nonner og at dadle messen – hej, så faldt de fra som bladene fra træerne. Siden, da man også angreb fyrsterne, forfulgte man evangeliet endnu mere, og det begyndte at aftage mere og mere. Djævelen holder stadig ikke fri; derfor vækker han så mange sekter og sværmerier. Hvor mange sekter har vi ikke allerede haft? Én har grebet til sværdet, en anden har angrebet sakramentet, nogle dåben. Djævelen sover ikke; han vil endnu lave meget mere af den slags. Han ser sig om og gør sig flid for at nå dertil, at der ikke bliver nogen ret lære tilbage i kirken; og man må frygte, at han til sidst vil nå så vidt, at man, om man så gik hele det tyske land igennem fra ende til anden, ikke ville kunne finde en ret prædikestol, hvor Guds ord bliver prædiket rent som før. Han sætter alt ind på ikke at lade nogen ret lære komme op, for han kan ikke tåle den.

Det er svært at undslippe fjenden; han lurer og ser til alle sider og driver det så hårdt, at også de lærde falder og de udvalgte snubler, som Moses, Sankt Peter og apostlene. Vi mener, at vi er sikre, og lader stå til; ingen agter på det, ingen bekymrer sig om det. Vi burde bede og påkalde Gud om, at han ville bevare evangeliet og lade sit hellige navn blive prædiket videre ud; men ingen bekymrer sig, ingen beder om, at det må gå frem. Så vil det også gå sådan, at Gud lader os og Djævelen tørne sammen alene; og så er det ude med os: han støder os til jorden, og således kommer vi i en sådan jammer ved vor egen formastelse og lunkenhed.

Djævelen kan også narre sværmeånderne til at mene, at de har ret, ligesom arianerne, som mente, at deres sag var ret; dér var der ingen, som havde set efter, om deres sag var ret eller uret. Men en kristen slår sine tanker ned, formaster sig ikke til noget, men siger ydmygt til Gud: «Kære Herre, selv om jeg er vis på sagen, så kan jeg dog ikke holde fast ved den uden dig; hjælp du, ellers er det forbi med mig.» Han er nok vis på sagen, ligesom Sankt Peter i vandet; han kunne ikke være mere vis; vandet bar ham af sted, han kendte ikke til nogen hindring mere; men da vinden kom susende, så han, hvor det skortede for ham. Det må man tage godt til hjerte: For selv om man er vis på sagen og har Skriften og er vel forvaret og rustet med klare skriftord på allerbedste måde, så beror det dog på Guds kraft, vilje og magt – på ham, som beskytter os og holder Djævelen, vor modstander og største fjende, tilbage.

Men det sker, for at Gud kan holde os vågne og bevare os i frygten, så vi altid står i bekymring og råber til ham: «Herre, hjælp os og giv os mere tro, for uden dig er det forbi med os.» Vort hjerte skal altid stå sådan, som om vi i dag begyndte at tro, og hver dag være indstillet, som om vi aldrig havde hørt evangeliet; man må begynde hver dag. Det er troens art og natur, at den uden ophør vokser og går frem. Djævelen holder (som sagt ovenfor) ikke fri og har ingen ro; bliver han én gang slået, så rejser han sig igen; kan han ikke komme ind forfra, så ser han til at komme ind bagfra; kan han ikke komme ind bagfra, så bryder han ind gennem taget eller graver sig ind under dørtærsklen og arbejder så længe, til han kommer ind. Han prøver alle slags lister og anslag; slår det fejl ét sted, tager han straks et andet for, og han driver det så længe, til han vinder og får overtaget.

Vi har skatten i lerkar, 2 Kor 4.

Derimod er et menneske en fattig, svag ting, som Sankt Paulus siger til korintherne (2 Kor 4,7): «Vi har denne skat i lerkar.» Skatten er evangeliet. Men jeg er svagere end en krukke over for en pottemager. En krukke er en svag ting; den er hurtigt slået i stykker, og så bliver alt det spildt, som er i den. Sådan raser og larmer Djævelen, når han mærker, hvilken skat troen er, gemt i en fattig lille krukke, og siger vredt til os: «Jeg vil ramme dig, jeg vil slå krukken i stykker for dig; du har en stor skat, den vil jeg hælde ud for dig, jeg vil give dig et ordentligt slag; hvis det blev mig tilladt, hvor hurtigt skulle jeg ikke have slået krukken i stykker! Min ven, du er jo ikke andet end en fattig og elendig lille krukke.»

Nu sætter Gud altså den fattige lille krukke ind blandt fjenderne; hvor hurtigt ville det ikke være ude med den! Med en knippel kan man slå den i stykker, ja, hvis en slange stak den, måtte den gå i skår. Det ville være en let sag for Djævelen at slå et helt land i stykker på et øjeblik; derfor er han vred over, at Gud tager så tåbeligt fat på sagen med ham og stiller en fattig lille krukke op imod ham – og han er dog så stor en fyrste og en mægtig herre over verden. Det ville også ærgre mig, hvis jeg var en stærk mand, og én ville gøre nar af mig med et halmstrå; jeg ville vel rive halmstrået i stykker af vrede og hellere have, at han stod imod mig med spyd, sværd og fuld rustning; ligesom det også ærgrede den stærke Goliat, at David turde træde frem imod ham med en stav og uden rustning (1 Sam 17,43).

Sådan er det også med Djævelen: han er vred over, at Gud vil træde ham under fødderne ved kød og blod. Hvis det var en stor ånd, der stod imod ham, ville det ikke ærgre ham så meget; men det ærgrer ham meget, at en fattig maddikesæk, en skrøbelig lille krukke, skal sidde dér ham til trods, et svagt kar mod en så mægtig fyrste. Gud har lagt sin skat (siger Paulus) i et fattigt, svagt kar; for et menneske er svagt, bliver hurtigt vred, grisk, hovmodig og tynget af andre skrøbeligheder, så Djævelen hurtigt har slået krukken i stykker; for hvis Gud gav ham frit spil, havde han i en fart slået hele krukken i stykker. Med falsk lære slår han mange krukker i stykker. Men alt dette sker (siger Paulus), for at vi skal vide, at det ikke står i vor kraft, men i Guds kraft. Således har Gud sat sin trods op imod Djævelen og siger til ham: «Du stærke ånd, dér vil jeg sætte dig en fattig, svag krukke; værsgo, rør den, hvis du tør!» Det ærgrer ham over al måde; derfor går han omkring som en brølende løve for at slå de svage kar og krukker i stykker og knuse dem.

Se, hvordan han har båret sig ad med de profeter, som har ophidset bønderne! Det har sandelig intet menneske gjort, men Djævelen; han ville slå krukkerne i stykker og har også knust mange af dem, så troen og Skriften er faldet bort hos dem. Ja, der vil rejse sig endnu flere sværmeånder, og det vil endnu komme dertil, at de ikke vil holde Kristus for Gud og for en jomfrus søn. For Djævelen er af den list og art, at når én ting bliver taget fra ham, så tager han straks en anden for. Sådan er det altid gået fra begyndelsen, og sådan vil det blive ved. Og alt dette siger jeg, for at vi skal stå i bekymring og løfte vore øjne mod himlen, så vi kender Gud, og så Gud, når vi nu er begyndt i troen, vil fremme og beskytte den og holde karret ved sin kraft. Men Djævelen ville gerne slå krukken i stykker og træde på den med fødderne. De andre, som er hans, dem river han med sig og har sin glæde og lyst ved dem. Dette er nu en indledning til evangeliet. Nu vil vi se teksten igennem i rækkefølge. Således siger evangelisten:

«Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum.»

Det er vel sket for flere mennesker, at de har syge børn; men her skal man lægge mærke til det, han nu straks efter siger:

«Han hørte, at Jesus kom fra Judæa til Galilæa, og han gik hen til ham og bad ham om at komme ned og hjælpe hans søn, for han var dødssyg.»

Dér begynder troen, som forlader sig på Kristus. Men at han har en tro, det viser evangeliet; for han hørte om Kristus, hvordan han gjorde de syge raske; dér hæfter hans hjerte sig, han hænger sig ved Kristus og tænker altså: «Hjælper han alle mennesker, så vil han også hjælpe mig og gøre min søn rask.» Han holder Kristus for sådan en mand, der kan hjælpe folk, og venter sig alt godt af ham. Det er nu en kristens rette hjerte, at han hænger sig ved Kristus. Men hvis denne kongelige embedsmand havde stået i tvivl, så var han ikke kommet til Kristus, men hans hjerte havde tænkt sådan: «Han hjælper vel andre folk, men hvem ved, om han også vil hjælpe mig?» – og så havde han ladet sagen ligge. Men hans tro lever, derfor står han op og går hen til Kristus. Det er begyndelsen i troen.

Nu skal I se, hvordan Kristus går ham på tværs og imod, og hvordan hans tro bliver anfægtet, da han siger til ham:

«Hvis I ikke ser tegn og undere, vil I ikke tro.»

Hvordan rimer det? Han siger: «I tror ikke» – og alligevel har han en tro? Sådan sagde Herren også til Sankt Peter: «Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?» (Matt 14,31). Peter var sikker i sagen og havde en tro, derfor gik han på vandet; men da han så vinden, tvivlede han og sank. Sådan også her: Den gode mand hører et rygte om Kristus, at han hjælper enhver; det tror han, og han kom til ham. Men da han hører, at Kristus vægrer sig ved at komme til ham, så støder han an, og troen falder bort; han er bange for, at Kristus ikke vil hjælpe ham. Det er et stød; dér begynder anfægtelsen af den begyndte tro. For det var et hårdt ord: «Hvis I ikke ser tegn og undere, vil I ikke tro.» Det ord gør ham anfægtet og tvivlende, så han snubler. Djævelen stod bag ham og sagde: «Gå hjem og pas dit eget; han vil ikke hjælpe dig.» Men den kongelige embedsmand gav ikke straks op, men sagde til Herren:

«Herre, kom ned, før mit barn dør.»

Dér ville troen allerede falde og synke. Men Herren forlader ham ikke, han hjælper ham godt op igen og siger til ham:

«Gå, din søn lever.»

Han har haft en god tro; for ellers havde han ikke bedt ham komme til sin søn. Hvad mangler han da? Hans mangel er, at han tror sådan: Hvis Kristus kom til ham i hans hus, så kunne han gøre hans søn rask; men hvis han ikke var der, så kunne han ikke gøre ham rask. Hans tro rækker endnu ikke så langt, at han tror, at Kristus kunne gøre rask uden at være til stede. Derfor måtte han have et højere stykke af troen. Nu var den svage tro borte, den lille krukke var slået i stykker; han mente, at hans søn nu skulle dø. Men Kristus tager fat, rejser ham op igen, sætter ham i en højere stand og siger til ham: «Gå, din søn lever.» Dér stiger han fra sin første tro (hvor han troede, at Kristus kunne gøre rask, hvis han var til stede) og kommer til en højere tro, så han nu tror det nøgne ord. For hvis han ikke havde troet ordet, så havde han ikke sluppet ham; han havde ikke givet sig, før han var gået hjem med ham. Men han griber ordet, tror det og hænger sig ved det. For hans søn er derhjemme, og Kristus er dér hos faderen.

Nu griber faderen ordet i sit hjerte og siger ved sig selv: «Min søn er syg, men jeg vil finde ham rask.» Det var en tro imod fornuften og erfaringen. For fornuften havde sagt sådan: «Da jeg gik fra min søn, var han syg; som du forlod ham, sådan vil du også finde ham.» Men troen siger det modsatte, står fast i ordet og drukner sig deri og tvivler slet ikke på, at det er, som ordet lyder: «Gå, din søn lever.»

Det er en god og stærk tro, at mennesket på den måde skal give slip på sans, forstand, fornuft, øjne og hjerte og sænke sig ned i et lille ord og være tilfreds og tryg ved det. For som Kristus siger: «Din søn lever», sådan siger han: «Det er helt sikkert sandt, sådan vil jeg finde det.» Sådan bliver troen ikke liggende ledig og stille, men går frem og stiger op.

For sådan gør Kristus også med os: han lader os blive anfægtet, for at vi skal vokse i troen. Og hvis vi ved vor sidste stund, når vi skal dø, havde sådan en lille gnist af tro, så ville vi nok bestå; som også Kristus siger i Matthæusevangeliet (17,20) til sine disciple: «Hvis I har tro som et sennepsfrø, så sig til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen, og det vil flytte sig, og intet skal være umuligt for jer.» Et sennepsfrø er en lille ting; men den, der har sådan en tro, han bliver sikkert frelst. Man skal ikke se på, at troen er lille, men give agt på, at sennepsfrøet bliver, og at det ikke bliver ædt af fuglene, så Djævelen ikke river troen ud af hjertet på os. Det kommer ikke an på, hvor ringe troen er, men på, at man vogter sig, så troen ikke bliver væltet omkuld.

Peter på vandet havde vel en god tro, da han uforfærdet gav sig ud på vandet i tillid til Kristi ord; derfor bar vandet ham, så han ikke sank. Men var han blevet ved med at tro sådan, så var han vel gået hundrede mil på vandet; men da han vaklede, begyndte han at synke. Sådan også Moses: han havde en stærk tro, men han faldt fra den. Derfor kommer det ikke an på, om troen er stærk eller ringe, men på, at den bliver, hvor ringe den så end er. For det kan ske, at den, der har en ringe tro, bliver i troen, og at den, der har en stærk tro, synker ned og tvivler. Moses og Peter havde en stor og stærk tro, sådan at Moses i troen førte Israels folk midt igennem havet og igennem døden, og Peter uforfærdet gav sig ud på vandet; men de falder fra den, skønt Gud snart rejser dem op igen. Men røveren på korset greb troen én gang og blev ved den.

For det gør Gud, fordi han vil slå formasteligheden ned, så vi ikke bliver trodsige og overmodige, men altid står i frygten. For når anfægtelsen kommer, falder vi straks i vildfarelse. Og det har vi en smuk lignelse på i et træ, som begynder at blomstre om foråret. Dér folder træet sig så stærkt ud, at det bliver helt hvidt af blomster; men kommer der så en regn, tager den mange af blomsterne bort, og rimfrosten æder endnu flere. Når så frugten begynder at sætte an, og der kommer en vind, så falder der så mange af de unge frugter af, som om det sneede; når så frugten bliver stor, kommer larverne og ormene i den, og de gnaver og stikker og fordærver frugterne så meget, at knap den tyvende, ja, knap den hundrede del bliver god. Sådan går det også til med evangeliet: Når det begynder, så vil alle blive kristne; det tegner godt og falder i alle menneskers smag; men når der kommer en vind eller regn af anfægtelse, så falder man fra i hobetal. Derefter kommer sekterne og sværmerne som orme og biller, gnaver i evangeliets frugter og besudler dem, og der kommer så meget falsk lære op, at kun få bliver ved evangeliet.

Den lignelse er et tegn og et billede på en ret tro. Således består troen for det første i, at vi ikke skal være sikre, ikke formaste os, men altid blive i frygten. Vi er af Guds nåde rige her på Guds ord og trukket ud af et dybt og tungt mørke; men vi glemmer også ordet, bliver svage, går bare hen, bryder os ikke meget om det, det smager os ikke. Når nu engang de falske profeter bryder ind med deres falske lære, og Djævelen også kommer susende herind og finder os ledige og huset rent og fejet, så vil han tage syv djævle med sig, som er værre end han selv, og det vil til sidst blive værre med os end i begyndelsen (Luk 11,25–26). Og selv om det skulle gå sådan, skal vi dog ikke fortvivle over det, men undervise hinanden, så vi lærer at hænge ved Gud, bede ham og sige sådan:

«Barmhjertige Gud! Du har givet mig, at jeg er blevet en kristen; hjælp mig, at jeg bliver det og vokser i troen fra dag til dag. Selv om hele verden skulle falde, og alle mand slog sig sammen i sværmeri, og Djævelen slog alle krukker i stykker, så vil jeg ikke bryde mig om det, men med din guddommelige hjælp blive ved evangeliet.» Sådan skal man tænke, som om man var alene i verden; sådan som det også vil gå i døden ved den sidste stund: dér vil ingen tænke på andre folk, men enhver vil sørge for sig selv.

Således har denne mands tro været meget smuk og ædel. Han hører det lille ord: «Din søn lever»; det tror han, og han går, giver Gud æren, griber ordet alene, hænger sig ved det og famler ikke efter noget andet. Så giver Gud ham også æren igen, gør hans søn levende, rejser ham op og styrker ham i troen, lader ham ikke tvivle og blive siddende fast i svagheden, men gør ham vis og stærk i troen og lader ham gå videre og vokse. Gud venter heller ikke så længe, til han kommer hjem i sit hus, men mens han endnu er på vejen, lader han ham få bud om sin søns helbredelse og lader hans tjenere komme ham i møde, som bringer ham det glade budskab og siger: «Din søn lever.» For Gud kan ikke tøve og blive borte, hvor der er et oprigtigt hjerte, som forlader sig på ham alene, hænger ved hans ord og lader alle andre ting fare og ser alene på Guds ord; dér kan Gud da ikke skjule sig, han lader sig se og kommer ind i sådan et hjerte og gør sig en bolig dér, som der står i Johannesevangeliet (14,23). Således har han også vist sig rigeligt for denne kongelige embedsmand; og det for dermed at give til kende, hvad slags tro han havde haft, nemlig en god og oprigtig tro, som alene var grebet om det nøgne ord.

Hvad er nu saligere og gladere end at tro hans ord og ikke lade sig drive bort fra det ved nogen anfægtelse, men imod al Djævelens anfægtelse alene lukke øjnene, lægge sans og forstand, fornuft og al klogskab bort og altid sige i hjertet: «Gud har sagt det, han kan ikke lyve.» Intet er gladere, siger jeg, end sådan en tro. For hvad vi beder Gud om i sådan en tro, det får vi rigeligere af ham, end vi nogen sinde kan begære, og Gud er hos os, før vi havde tænkt det. Og summa summarum: det kommer alene an på, at vi tror og stoler på ham. Derfor bruger evangelisten også så mange unyttige ord, som det synes os; som disse:

«Manden troede det ord, som Jesus sagde til ham, og gik. Og mens han gik ned, mødte hans tjenere ham, bragte ham bud og sagde: ’Dit barn lever.’ Da spurgte han dem ud om den time, hvor det var blevet bedre med ham. Og de sagde til ham: ’I går ved den syvende time forlod feberen ham.’ Faderen forstod da, at det var i den time, hvor Jesus havde sagt til ham: ’Din søn lever.’»

Alt det sigter dertil, at når vi tror og stoler på Gud, skal vi vide, at han rigeligt vil give os alt, hvad vi beder om. Og evangelisten slutter altså evangeliet og siger:

«Og han troede med hele sit hus. Det er det tegn, som Jesus gjorde, da han kom fra Judæa til Galilæa.»

Han er altså vokset sådan i troen, at han ikke alene er steget fra en lavere stand til en højere, men også har ført andre folk til troen; han er ikke blevet stående ved sin egen tro, men har haft en virksom tro, som ikke har ligget ledig og stille i hjertet, men er brudt frem og har båret frugt og har prædiket og priset denne Kristus: hvordan han var kommet til Kristus, hvordan han havde fået trøst af ham, og hvordan han var blevet hjulpet ved sin tro; sådan at alt, hvad der var i huset, måtte komme til troen. For det er jo troens art og natur, at den drager andre folk til sig, bryder frem og går i gerning ved kærligheden, som Sankt Paulus siger (Gal 5,6): «Troen gør det, den tro, som er virksom ved kærlighed.» For den lever og kan hverken tie eller holde fri, som kong David siger i salmen (Sl 116,10), og Sankt Paulus anvender det på de troende og siger (2 Kor 4,13): «Jeg troede, derfor talte jeg.» Troen kan ikke andet, den må bryde frem og tale, den kan ikke tie; for den vil være til nytte for næsten. Manden har en tro for sig selv, men han bliver ikke stående ved den, men bryder frem; for han har nok prædiket for sit husfolk, hvordan han var kommet til Kristus, og hvordan han havde fået trøst af ham. Det ord har de også troet.

Sådan også vi: når vi tror, skal vi lukke munden op og bekende den nåde, som Gud har vist os. Det er også troens allerstørste og højeste gerning, at den ene underviser og lærer den anden i Ordet; for Paulus siger til romerne (10,10): «Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.» Hvis man skammer sig over Ordet og holder det tilbage, når man bliver spurgt om det, så er det sikkert et tegn på en løs tro.

Afslutning

Således ser vi, at Kristus ikke gør forskel på de svage og de stærke i troen og ikke vil kaste nogen bort; for en lille tro er også en tro, og blot den bliver, så bliver den også stadig stærkere. Han er netop kommet til verden for at tage sig af de svage, bære dem og have tålmodighed med dem; hvis han var så utålmodig som vi og straks sagde til os: «Gå bort fra mig, jeg vil ikke have dig, for du tror ikke, som du skal» – hvem kunne han så hjælpe? Men det er den største kunst at kunne omgås de svage nænsomt og ikke straks slå dem for panden og jage dem bort med utålmodighed. Selv om de i dag ikke er stærke, så kan det ske i én time, at de griber Ordet rigeligere end vi, som synes, at vi er stærke.

Således skal vi lære og undervise hinanden, så vi hænger ved hans ord. For når vi bliver hængende ved Ordet, så er vi stærke nok mod Djævelen; og den trods har vi i Ordet, selv om vi er svage. Djævelen, som på én time kunne slå alle krukker i stykker – for ham var alle mennesker som en fjer; hvordan og når han ville, kunne han blæse dem bort; men den fjer skal blive ham tungere end himmel og jord. For en kristen har Kristus i sig; men Kristus er tungere end himmel og jord. Det være nok om dette evangelium.

Vi er begyndt at forsøge at indrette en tysk messe. I ved, at messen er det fornemste ydre embede, som er forordnet til trøst for de rette kristne. Derfor beder jeg jer kristne, at I vil bede og påkalde Gud, at han lader det behage sig. I har ofte hørt, at man ikke skal lære noget, uden at man ved, at det er Guds ord. Sådan skal man heller ikke ordne og begynde noget, uden at man ved, at det behager Gud. Man skal heller ikke kaste sig over det med fornuften; for hvis det ikke begynder af sig selv, så bliver der intet ud af det. Derfor har jeg også så længe strittet imod med den tyske messe, for ikke at give anledning til sværmeånderne, som plumper ubesindigt ind i det og ikke bryder sig om, hvorvidt Gud vil have det. Men nu, da så mange beder mig fra alle lande med skrifter og breve, og den verdslige øvrighed trænger mig til det, kan vi ikke godt undskylde os og tale os fra det, men må regne med og holde for, at det er Guds vilje. Hvis der nu foregår noget, som er vort eget, så skal det gå til grunde og stinke, selv om det har et smukt og stort udseende. Men er det af Gud, så må det gå frem, selv om det ser tåbeligt ud. Sådan med alle ting, som Gud gør: selv om de ikke behager nogen, må de frem. Derfor beder jeg jer, at I beder Herren om, at den må gå frem til hans lov og ære, hvis det er en ret messe.