25. søndag efter trinitatis (Matt 24,15–28)

Evangeliet på 25. og sidste søndag efter trinitatis, Matt 24,15–28

I dette kapitel beskrives udgangen og enden på begge riger, både jødedommens og hele verdens. Men de to evangelister, Matthæus og Markus, blander de to sammen og holder ikke den orden, som Lukas har holdt; for de tænker ikke på andet end at give og fortælle Kristi ord og bekymrer sig ikke om, hvad der er sagt før eller efter. Lukas derimod bestræber sig på at skrive klarere og mere ordentligt og fortæller denne tale to gange: én gang kort i det 19. kapitel, hvor han alene taler om jødernes ødelæggelse i Jerusalem; dernæst i det 21. om dem begge efter hinanden.

Så skal du nu vide, at Matthæus her vikler det ind i hinanden og tager enden på både det jødiske folk og verden sammen og altså koger det til én grød. Vil du forstå det, så må du skille det ad og henføre hvert stykke til sin ende, alt efter om det egentlig er talt om jøderne eller om hele verden. Det vil vi se på.

For det første begynder Kristus i dette kapitel at profetere om det jødiske riges endelige ødelæggelse, som jøderne slet ikke troede på eller ventede; for folket var indsat ved herlige, store tegn og ved Guds ord og løfter, som han havde vist og givet de kære fædre, sådan som det aldrig var sket for noget andet folk på jorden. Derfor stod de fast på det, forlod sig på det og mente, at de ville blive ved for evigt; ligesom de den dag i dag mener, at deres rige ikke er ødelagt, men kun faldet lidt, og skal rejses igen. De kan ikke få det ind i hovedet, at det er helt forbi med dem.

Derfor har Gud ud over underne også på forhånd ladet forkynde ved profeternes klare, lyse ord, at dette rige skulle få en ende, og at Gud ville ophæve det ydre styre i loven, med mad, ofre og lignende, og indsætte et andet, som skulle vare evigt; sådan som englen sagde til jomfruen om Kristus i Lukas (Luk 1,33): «Han skal være konge over Jakobs hus, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.»

Blandt de ord om jødedommens ende er der især ét, som Kristus her fører frem, nemlig profeten Daniels (Dan 9,25ff) om ødelæggelsens vederstyggelighed, som står, hvor den ikke skal stå; for det er netop sagt om det jødiske folk. Og dér siger han således: «Så vid nu og mærk dig: Fra den tid, da befalingen udgår om, at Jerusalem skal bygges op igen, indtil Kristus, fyrsten, er der syv uger og to og tres uger; så skal gaderne og murene bygges op igen, om end i en trængselstid. Og efter de to og tres uger skal Kristus dræbes, og de vil ikke have ham. Og en fyrstes folk skal komme og ødelægge byen og helligdommen, så det får en ende som ved en flod, og efter krigen skal det ligge øde. Men han skal stadfæste pagten for mange i én uge, og midt i ugen skal offer og madoffer høre op. Og ved fløjene skal ødelæggelsens vederstyggeligheder stå, og det er besluttet, at det skal ligge øde indtil enden.»

Profeten Daniel ville gerne have vidst en bestemt tid, hvornår det skulle ske, men kunne ikke nå dertil. For selv om englen angav en bestemt tid, var det dog for mørkt til, at profeten kunne forstå det. Derfor siger englen også forud: «Mærk dig det, du menneskesøn, for dette syn hører til endens tid», det vil sige: din profeti, som bliver åbenbaret dig, skal begynde ved verdens ende.

For da Kristus lod evangeliet begynde ved sig selv og apostlene, varede det tre eller tre et halvt år, så det næsten passer med Daniels regnestykke (nemlig fire hundrede og halvfems år); derfor siger han også: Kristus skal stadfæste pagten for mange i én uge, og midt i ugen skal offer og madoffer høre op, det vil sige: jødernes præstedømme og styre skal få en ende. Alt det er sket i de tre et halvt år, da Kristus prædikede, og fuldbyrdet i næsten fire år efter Kristus, da evangeliet gik allerstærkest, især i det jødiske land, ved apostlene, så når de åbnede munden, faldt Helligånden straks ned fra himlen, som man ser i Apostlenes Gerninger (ApG 2; 10; 19); så pagten altså (som Daniel siger) i en hel uge, det vil sige syv år, blev stadfæstet eller holdt, det vil sige: evangeliet blev prædiket for jøderne; derom er der skrevet andetsteds. Da nu tiden var kommet, og en ny prædiken begyndte, måtte også et nyt rige begynde, nemlig det, hvor Kristus ved Ordet og troen regerer åndeligt i vores hjerter. Skulle det nu have fremgang, så måtte det andet få sin afsked, ikke gælde mere og høre op. Det er det ene stykke af profeternes profeti, som Kristus peger på.

Det andet er om ødelæggelsens vederstyggelighed. Her siger Kristus nu: Når I ser den stå i templet, så giv agt (vil han sige), for det skal være et sikkert tegn ud fra Daniels profeti på, at dette rige nu har en ende; og lad jer ikke forvirre af, at jøderne eller også svage kristne mener, at det ikke skal ødelægges.

Men den vederstyggelighed, som Daniel skriver om, er, at kejser Gajus [Caligula] (som historieskriverne beretter) satte sit billede i templet i Jerusalem som en afgud, for at de skulle tilbede det, efter at alt, hvad der var der, var ødelagt. For Skriften kalder egentlig afguderne en vederstyggelighed, fordi Gud væmmes og gruer ved dem; for der er ingen synd, han er så fjendtlig mod som denne. De andre straffer han vel, men han kaster ikke derfor folk bort, når de omvender sig, sådan som han siger i salmen (Sl 89,31–34) om Kristi rige: «Hvis hans børn forlader min lov og vanhelliger mine skikke og ikke holder mine bud, så vil jeg hjemsøge deres overtrædelse med riset og deres misgerning med plager; men min godhed vil jeg ikke tage fra dem, og min trofasthed vil jeg ikke lade svigte.»

Men denne synd, som hedder afgudsdyrkelse, og som egentlig er vantro og fornægtelse af Gud, kan han slet ikke tåle, men fordømmer mennesket helt for den. For hvor det bliver i hjertet, at det lærer og tror ret og ved, at vores gerninger ingenting er, og at vi alene ved troen bliver Gud velbehagelige og tjener ham ret, så er der et ret gudfrygtigt væsen, der bliver lys og sandhed; selv om der ved siden af troen også løber synd og kødets skrøbelighed med, så er det endnu ikke en vederstyggelighed for Gud, men kun en daglig synd, som Gud vel straffer timeligt for at føre til omvendelse; men han beholder dog folket, skåner og tilgiver dem, for at folk skal lære at kende hans godhed. Derimod, hvor troen og den rette lære ikke er, der er alt tabt; for det er ikke muligt, at mennesket ikke opretter sig en falsk gudstjeneste og tilbeder sin egen indbildning og sine egne selvvalgte gerninger, hvormed det egentlig fornægter Gud og hans ord, så Gud vender sig helt bort derfra, og der ikke kan være nogen nåde. En sådan vederstyggelighed er almindeligvis livet hos dem, der i verdens øjne er de skønneste og største helgener, de, som udadtil træder frem i skønne gerninger og fagter, men indvendig er fulde af snavs; som vi ser den dag i dag i vores ordener og gudstjenester, selv hvor de er bedst; mens der på den anden side er nogle kristne, som ikke ser ud til at ligne hine i deres gerninger og væsen, og som dog er hellige for Gud.

Kristus siger nu (som sagt): Når vederstyggeligheden, det vil sige afguden, står i templet, så skal riget endeligt lægges øde og ødelægges, så der siden ikke mere skal bygges. Det udtrykker Lukas (Luk 21,20–22) klart med disse ord: «Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, da forstå, at dens ødelæggelse er kommet nær.» Og straks derefter følger det, som han også siger her: «Så skal de i Judæa flygte til bjergene, og den på taget skal ikke stige ned for at hente noget i sit hus, og den på marken skal ikke vende tilbage for at hente sin kappe.» Ligeså: «Men ve dem, som er gravide, og dem, som ammer i den tid»; og: «Men bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat; for da skal der være en stor trængsel, som der ikke har været, og heller ikke vil komme.»

Det hører alt sammen endnu til det jødiske folk. For skulle det gå over os ved verdens ende, så måtte vi ifølge teksten være i det jødiske land, eftersom han udtrykkeligt peger derhen. Så er det også sandt, når han siger, at der ingen større plage er kommet på jorden eller vil komme, end der var ved ødelæggelsen; som man kan se i historieskrifterne, hvor jammerligt de blev slået ihjel og også slog hinanden ihjel, selv sprang ind i ilden, og den ene lod sig dræbe af den anden; ja, sulten var også så stor, at de åd senerne fra armbrøstbuerne og endda deres egne børn. Det gik så skændigt og grueligt til, at man aldrig siden har hørt om en sådan jammer og elendighed.

De ville selv have det sådan, at Gud lod dem blive så forblindede og gå til grunde; han ville vel have forbarmet sig over dem og gerne have bevaret dem, men de bragte sig selv i en sådan jammer med deres hårde hoveder, at de måtte dræbe og fortære hinanden, så alt, hvad de end gjorde, kun gjorde mordet og blodsudgydelsen værre. Således er Kristi og alle profeternes død hævnet grueligt nok på dem, fordi de uden ophør rasede imod Guds ord og desuden forfulgte og jog apostlene bort, sådan som Paulus siger til thessalonikerne (1 Thess 2,16): «Vreden er allerede kommet fuldstændigt over dem.»

Når nu en sådan forfærdelig vrede og gruelig plage er for hånden (siger Kristus), så flygt, hvorhen I bare kan flygte. For disse ord: «Så skal de i Judæa flygte til bjergene, og den på taget», ligeså: «den på marken» osv., er alle sagt som ordsprog, så det er det samme som at sige: «Skynd jer bort, jo før jo bedre, og lad jer ikke finde.» Sådan skete det også. Da jøderne var advaret nok ved mange tegn om, at de skulle overgive sig til romerne, og de ikke ville, så løb disciplene og apostlene bort og fulgte dette Kristi ord, lod alt stå og ligge, hvad der var i det jødiske land, og vendte heller ikke om for at hente noget.

«Men se til (siger han videre), at jeres flugt ikke sker om vinteren eller på en sabbat»; det vil sige: Se til, at I flygter i rette tid, så I ikke bliver grebet. For han ville ikke gøre et under og bevare dem alene midt iblandt fjenderne, skønt han godt kunne have gjort det; for han havde besluttet, at han ville bage alt, hvad der var der, sammen i én bunke, derfor måtte det være en fortabt hob alt sammen. Der var en stor mængde mennesker i Jerusalem, som man skriver, ved elleve hundrede tusind mand, og de smeltede sammen, så mange som der var. Derfor advarer Kristus sine disciple om, at de ikke skal spare deres flugt op til en sabbat, hvor man ikke turde vandre, eller til vinteren, når det er for koldt, men skal skynde sig bort, jo før jo bedre, for at der ikke, hvis de tøvede, skulle komme en ubelejlig tid at flygte i.

Så langt har Kristus nu talt om jøderne. Nu har jeg sagt før, at Matthæus og Markus blander de to ender ind i hinanden; derfor er det svært at skelne her, og alligevel må vi skelne. Mærk dig derfor, at alt, hvad der er sagt indtil nu, går derhen på jøderne; men her fletter han nu begge dele ind i hinanden, bryder dog kort af og spørger ikke meget efter ordenen, hvordan de ord, Kristus har sagt, følger på og efter hinanden, men overlader det til evangelisten Lukas; men han vil sige, at det også skal gå sådan før den yderste dag, og siger:

«Og hvis disse dage ikke blev afkortet, ville intet menneske blive frelst; men for de udvalgtes skyld vil dagene blive afkortet.»

Det hører til begge dele, og meningen er: Jammeren skulle ikke vare længe for de frommes skyld; for den varede heller ikke to hele år, før der igen blev fred. Men fordi alt dette også går på verdens ende, vil vi fra begyndelsen henføre de foregående ord om jøderne til os, så vi gør evangelisten fyldest.

At der skal komme endnu en sådan nedslagtning, som der gik over jøderne, venter jeg ikke, eftersom teksten siger, at der skal være en sådan trængsel, som der ikke mere vil komme; som man også læser og ser. Men over os skal der komme en anden straf: ligesom hin var legemlig, sådan skal der ved enden især gå en åndelig straf over de ukristne, som er ligesom jøderne. Således vil det svare til hinanden: ligesom hin plage efter Guds ordning kom over Jerusalem og gjorde alt til støv, sådan vil det gå lige så grueligt, ja endnu mere grueligt, før den yderste dag, når han kommer og gør en ende på hele verden.

For da Kristus var faret til himmels, har han ikke blot spændt sit rige ud over det jødiske land, men bredt det ud i hele verden ved evangeliet, som er blevet prædiket og hørt overalt. Men vi gør netop som jøderne, fornægter og forfølger Guds ord og slår de kristne ihjel, som bekender og prædiker det, sådan som først romerne og siden indtil denne dag pave, biskopper, fyrster, munke og præster har gjort; og det har nu været drevet i over fem hundrede år, så ingen har turdet prædike Guds ord, bortset fra at de for et syns skyld har remset evangeliets tekst op på prædikestolen og derefter suget menneskelære ud af den eller bragt den ind i den. Hvor nogen har rørt sig imod det, er de straks kommet med sværd og ild og har kvalt det. Det hjælper heller ikke nu, hvordan man end advarer dem og skræmmer dem med ord og tegn; de sætter hovedet op, skriger og raser imod det som vanvittige; så Gud sandelig har grund nok til at ødelægge dem endeligt og evigt med den yderste dag.

Derfor hører Daniels ord om vederstyggeligheden også os til. For vi har også en ret ødelæggende vederstyggelighed siddende på et helligt sted, nemlig i kristenheden og i menneskers samvittighed, hvor Gud alene skulle sidde og regere; derom skriver Daniel meget med klare, udtrykkelige ord i det 8. og 11. kapitel. For det er den rette, rene lære, som vi prædiker, at vi ved Kristus bliver forløst fra synd, død, Djævelen og alle ulykker og sat ind i Guds rige ved Ordet og troen, hvorved vi er gjort fri fra alle love, og at intet menneske ved lovens gerninger, hvad de så end hedder, kommer ind i riget eller bliver synden kvit. Hvor dette bliver prædiket og troet, der bor Kristus og regerer åndeligt i hjertet uden middel, der er Helligånden med alle goder og hele fylden af Guds rigdom.

Men hvad gør paven? Han sidder ikke i det legemlige tempel eller Guds hus, men i det åndelige, nye og levende tempel, som Paulus taler om: «Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham; for Guds tempel er helligt, og det tempel er I» (1 Kor 3,16–17). I det har mange djævle og kættere til alle tider vovet at sætte sig, og alle dem, som prædiker imod den rette lære: «Vil du blive frelst, så påtag dig denne eller hin stand og orden, gør den eller denne gerning.» Sådan trækker de folk bort fra troen og over på gerningerne, og har dog samtidig de ord i munden, at Kristus er Herren; men i grunden fornægter de ham, for de siger ikke et ord om, at han alene af nåde tilgiver synden og forløser fra død og helvede; men sådan: ved denne orden, ved sådanne gerninger må man bøde for synden, gøre fyldest for den og opnå nåde. Det er lige så meget, som om du sagde: «Kristus har ikke gjort det, han er ikke Frelseren, hans lidelse og død kan ikke hjælpe noget.» For skal din gerning gøre det, så kan han ikke gøre det ved sit blod og sin død; det ene af de to må jo være forgæves. Bliver du ved gerningerne, så driver du Kristus ud, fornægter og vanærer hans dyrebare blod og ham helt og aldeles, så kan han ikke sidde og regere i hjertet ved sit ord, sin gerning og sin Ånd; men min gerning er min afgud, den lader jeg sidde og regere.

Se nu selv, om ikke paven er den højeste vederstyggelighed af alle vederstyggeligheder, den, som Kristus og Daniel mener, og den rette Antikrist, som der står skrevet om, at han skal sidde i Guds tempel, i det folk, hvor Kristus bliver nævnt, hvor hans rige, Ånd, dåb, ord og tro skal være; for han griber med sin sværm af gejstlig ret ind i Kristi embede og rige, vil herske over samvittighederne og regere med sine påfund og gerninger. Og han kaldes med rette en øde vederstyggelighed eller ødelæggelsens vederstyggelighed, det vil sige den, som bare ødelægger og lægger alt øde. For som sagt: Kristus og min gerning kan ikke blive stående sammen; står det ene, så må det andet gå til grunde og blive ødelagt. Derfor har paven lagt Kristi rige helt øde, så langt hans stift rækker, og de, der er under ham, har alle fornægtet Kristus.

Alt det har Sankt Paulus profeteret om ham til thessalonikerne (2 Thess 2,3–4), hvor han kalder ham «syndens menneske» og «fortabelsens barn», «som er en modstander og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller gudsdyrkelse, så han sætter sig i Guds tempel som en gud og giver sig ud for at være Gud». At de pavelige derimod vil vende dette skriftsted bort fra sig selv og sige: «Kristus og Paulus taler om templet i Jerusalem, at Antikrist skal sidde og regere dér», det gælder ingenting. For Kristus siger her, at Jerusalem tillige med templet skal få en ende og aldrig mere bygges op efter ødelæggelsen. Derfor, eftersom Paulus peger på tiden efter ødelæggelsen af det jødiske rige og det legemlige tempel, kan det ikke forstås anderledes end om det nye, åndelige tempel, som vi er (som han selv siger).

Dér skal paven sidde og æres, ikke over Gud, men over alt, hvad der kaldes Gud (siger han). For Guds navn bliver naturligvis den højeste ære; derfor kan han ikke sætte sig over den rette, naturlige Gud, men over det, der kaldes Gud og gudsdyrkelse, det vil sige: over hans prædiken og ære og tjeneste bliver han ophøjet, højere end den sande Gud; sådan som det ligger for øjnene, at alle fyrster og verden hænger ved ham og holder hans lov højere og mere end Guds bud. Spiser nogen kød imod hans bud, eller går nogen ud af den urene præste-, munke- og nonnestand og ind i ægteskabet, sådan som Gud har budt, eller tager nogen sakramentet under begge skikkelser efter Kristi ordning, så er det den største synd; ja, hos dem er tyveri, hor og alle offentlige laster imod Guds bud langt ringere, og dem driver de selv skamløst, og ingen tør heller straffe dem for det. Ja, at de selv bespotter Guds ord, forfølger de kristne og slår dem ihjel, det regner de for den højeste gudstjeneste, og det er da også den højeste tjeneste, de kunne gøre deres gud, paven. Hedder det ikke, at Antikrist i sandhed er sat over Gud og æret over ham? Så den, der taler eller handler imod det, straks må dø, når han kommer i deres hænder. Jeg synes da, at vederstyggeligheden nu er malet og tegnet tydeligt nok.

Nu er det her på høje tid, at den, der kan flygte, løber og flygter, lader stå og ligge, hvad han har, og skynder sig bort, jo før jo bedre – ikke med fødderne, men med hjertet, så man bliver vederstyggeligheden kvit og ved troen træder ind i Kristi rige. Men der skal forstand og et skarpt blik til, for at man kan kende vederstyggeligheden ret. Den ses dog ikke bedre, end når man holder den op imod Kristus, som lærer, som sagt ovenfor, at vi ved hans blod bliver forsonet med Gud og bliver frelst; men paven tillægger vores gerninger den kraft. Så ser du jo, at det strider imod hinanden at ville blive frelst ved gerninger – og så ikke ved gerninger, men ved at tro på Kristus som vores retfærdighed over for Gud. Vil du nu blive hos Kristus, så må du flygte fra paven og lade ham fare.

Dette er nu den øde vederstyggelighed, som har regeret i vores tid, men nu af Guds nåde er åbenbaret; men den skal ikke ødelægges af kejser eller verdslig magt. Det må alt sammen være højere end hin legemlige ødelæggelse, hvor der dog var så stor en trængsel, at ingen større kan findes legemligt. Derfor har Gud forbeholdt sig selv alene at udrydde denne vederstyggelighed; som Paulus siger (2 Thess 2,8): «Ham skal Herren dræbe med sin munds ånd og gøre ende på ham ved sin tilsynekomst, når han kommer.» Ganske vist frygter de vældigt for verdslig magt og oprør. Men så godt skal de ikke få det, for så mild en straf er de ikke værd, og Gud under dem ikke at blive ødelagt af mennesker; nej, han vil selv gøre det uden mellemled, ved sit ord. Sådan er det nu også begyndt, og riget er allerede ødelagt så vidt, at det ikke længere gælder og ikke længere fanger samvittighederne hos dem, der kender evangeliet. Hvor fjendtligt paven end stræber imod evangeliet, må han dog nu falde de verdslige fyrster til fode og søge hjælp hos dem. Så er hans magt jo svækket og brudt ved evangeliet; men hans endelige ødelæggelse er gemt til den yderste dag. Derfor må den endnu blive stående for en del, indtil Kristus ved sit komme udrydder det alt sammen i én bunke og knuser det til støv fra himlen.

Men ligesom dagene dengang blev forkortet for jøderne, som Kristus siger, sådan må de nu også forkortes for de udvalgtes skyld. Det ser vi, idet pavens regimente i omkring hundrede år har haft modstand og er gået tilbage, bortset fra at han ved koncilet i Konstanz, hvor Johannes Hus blev brændt, skræmte alle, så man holdt ham for Gud; men sandheden kom dog snart frem, og nu til sidst er det blevet helt foragtet og kan ikke stå længe endnu. Så gælder dette nu, som sagt, ikke alene jøderne, men også vores vederstyggelighed, pavens rige. Nu siger Kristus videre:

«Hvis da nogen siger til jer: Se, her er Kristus, eller dér, så skal I ikke tro det.»

Disse følgende ord burde man kende godt og holde fast ved for at støde paven og hans flok for panden med dem; for de fører Kristi rige ud i det ydre og binder et kristent liv til ydre, synlige ting, sådan som de offentligt siger: «Hvor paven er, dér er den kristne kirke.» Dermed vil de føre os dertil, at vi skal finde, føle og gribe den i person, sted og skik, så det alt sammen er udvortes. Sådan gør alle klostre og stifter. «Tager du denne stand på dig», siger de, «spiser du sådan, klæder dig sådan, beder sådan, faster sådan, så skal du gøre bod for dine synder og blive frelst.» Det har Kristus her tydeligt malet for os i forvejen og ramt lige ind i alle klostre, stande og gerninger, som de vil hjælpe sjælene med; og han advarer os om, at vi skal vogte os for det og ikke lade os rive bort fra den grund, vi står på: at vi ikke bliver kristne ved nogen af disse ting, men alene ved hans blod bliver forløst fra alt ondt og sat ind i hans rige, når vi tror. Dermed river han alle timelige, ydre ting bort fra vores øjne og slår med ét ord al lære til jorden, som ikke prædiker troen rent, og alt liv, som ikke er rettet efter troens sande lære. Kort sagt: Når han siger: «Hvis nogen siger: Her eller dér er Kristus, så tro det ikke», er det det samme som at sige: Vogt jer for alt, hvad der fører jer hen til gerninger; for det bedrager helt sikkert og river jer bort fra mig.

«For der skal fremstå falske Kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere, så at, hvis det var muligt, også de udvalgte bliver forført ind i vildfarelsen.»

Det er mægtige, alvorlige og forfærdelige ord: at disse gerningsprædikanter skal drive det ind i folk med sådan et skin og sådan en kraft, at selv de hellige, som står i troen, ikke kan vogte sig for det, men også må fare vild med, sådan som det også er sket. For de kære fædre, Augustin, Hieronymus – håber jeg også – og ligeså Sankt Bernhard, Gregor, Frans, Dominikus og mange flere, har, skønt de var hellige, alligevel alle sammen faret vild her, sådan som jeg ofte har bevist andetsteds. For vildfarelsen begyndte tidligt, og de er sammen med andre også gledet ind i den, så de bandt det kristne væsen til ydre ting, og de blev ført så langt ind i den, at de selv med ydre vandel trådte ind i den.

Det ser man i Sankt Bernhards bøger: hvor dårligt han skriver, når han skal svare nogen på den slags spørgsmål om deres munkevæsen; men hvor han skriver frit ud af sin ånd, dér prædiker han så fint, at det er en lyst; sådan som det også er gået Augustin, Hieronymus, Cyprian, den store, fine martyr, og mange flere. Når man har forelagt dem et eller andet spørgsmål om lov eller ydre ordning, om man skal holde det sådan eller sådan, så er de plumpet efter og trådt ind i det, så der ikke skulle meget til, før de var blevet forført. Alligevel fører de pavelige det allerstærkest frem imod os: «Skulle så mange hellige folk og lærere have taget fejl», siger de, «og Gud have forladt verden sådan?» De ser ikke, at dette skriftsted støder dem for panden, så de kunne tumle omkuld.

Hvad skal man nu svare dem? Skriftstedet ligger der tørt og klart; det må vi tro og lade stå, vi kan ikke komme uden om det, selv om de hellige engle i himlen var imod det. Skal Kristus da ikke være hellig, og hans ord ikke gælde lige så meget som deres ord? For han taler jo ikke om mange eller om den store hob, hr. Alle-mand, men om den mindste lille flok, om de udvalgte, at de skal snuble, så meget, at de nær kunne blive forført. Og han advarer os om, at vi heller ikke skal hænge ved dem, når vi ser, at de falder ud i ydre ting. Har de altså ikke taget fejl, så må Kristus ikke være sanddru, sådan som han har forkyndt det.

Om så alle de hellige trådte frem og bød mig at tro på paven, vil jeg alligevel ikke gøre det, men sige sådan: «Selv om I er udvalgte, så har Kristus dog sagt, at der skal komme så forfærdelige, farlige tider, at også I må fare vild.» Derfor må vi hænge alene ved Skriften og Guds ord; han siger sådan, at han ikke er her eller dér; hvor han er, dér skal jeg være; han vil ikke være dér, hvor min gerning eller min stand er. Den, der lærer mig noget andet, bedrager mig. Derfor siger jeg fortsat, at det ikke gælder, når de kaster frem: «De hellige fædre og lærere har holdt det sådan og levet sådan, derfor må vi også holde det og leve sådan»; men dette gælder: «Kristus har lært og holdt det sådan, derfor må vi også holde det», for han gælder mere end alle de hellige.

«Se, jeg har sagt jer det forud. Hvis de altså siger til jer: Se, han er i ørkenen, så gå ikke derud. Se, han er i kamrene, så tro det ikke.»

På de hellige fædres tid, Antonius’ og andres, tidligt efter apostlene, var den vildfarelse, som Kristus her taler om, allerede opstået (skønt Antonius modsatte sig den meget): at alt løb ud i ørkenen, mange tusinde hellige, og det fik et sådant skin, at Hieronymus og Augustin siden nær tilbad det og ikke vidste at prise det højt nok. Og når man ser på det i lyset, så taler denne tekst mægtigt imod det; der var også mange kættere og mange fordømte iblandt dem. Og selv om der var hellige folk iblandt dem, som undslap forførelsen, så er eksemplet dog farligt og ikke til at holde frem. Ligesom også Sankt Frans var en hellig mand, men det eksempel og den orden, han har oprettet, skal man ikke følge. Men det har ingen erkendt, heller ikke blandt de hellige; så dybt og med så stort et skin har det revet sig ind.

Det kristne liv er ikke spændt fast til ørkenen, men skal gå frit sin gang, sådan som Kristus og apostlene har levet: at man træder frem blandt verden, prædiker og formaner offentligt, så man bringer folk til Kristus. Men de andre løber bort fra folk og ud i ørkenen, vil ikke blive i verden, hvor de må lide meget, vælger sig et eget strengt liv og vil dermed være højere kristne end andre. Sådan gør også klostrene, som Kristus mener med kamrene. – Nu slutter Kristus og siger:

«For ligesom lynet kommer fra øst og lyser til vest, således skal Menneskesønnens komme være.»

Han vil sige: Tro det blot ikke, når man binder Kristus til her eller dér for jer og fører jer fra troen hen til gerninger. Jeg advarer jer, så I ikke falder fra den rene tro; for I ved ikke, hvilken time jeg kommer. Når ingen venter det, vil jeg slå ned, lige så hurtigt som et lyn lyser på himlen. Den, der da ikke holder fast ved troen, han går fortabt. Derfor pas på, at dagen ikke overrumpler jer; bliv vågne i troen, så Djævelen ikke river jer bort fra den, hvis I er dovne og sover. Men disse ord er her sat uordentligt efter hinanden; for (som sagt) Matthæus regner blot ordene op i én bunke, men ordner dem ikke. Derfor passer det, der følger, ikke så nøje til disse ord:

«Men hvor der er et ådsel, dér samles ørnene.»

Det vil sige: I behøver ikke at spørge om, hvor det sted bliver, hvor Kristus skal komme. Hvor jeg end er, så skal vi nok finde sammen, som man siger: «Hvor der er et ådsel, dér samles ørnene.» For ligesom ørnene ikke på forhånd tegner sig noget sted op, hvor de vil flyve hen, men finder hen, hvor der er et ådsel, sådan skal de mine nok finde hen til mig. Hvor jeg er, dér skal mine udvalgte også være. Det er teksten om jødernes og verdens ende; derefter blander Matthæus nu ordene om den yderste dags tegn ind med, som Lukas skriver alt sammen klarere. Det hører til en anden tid og er behandlet nok andetsteds.

NB. Nogle steder læser man på sidste søndag evangeliet fra Joh 6, hvordan Kristus bespiste folket med fem brød og to fisk; det finder du også udlagt andetsteds, i vinterpostillen i fasten. – Gud være evig lov.