26. søndag efter trinitatis (Matt 25,31–42)

Evangeliet på 26. søndag efter trinitatis, Matt 25,31–42

Dette evangelium er i sig selv klart og lyst efter ordene. Men det er sagt både til trøst og formaning for de troende og kristne og til advarsel og skræk for de andre, om det kunne hjælpe hos dem. Og ligesom de fleste evangelier næsten alene lærer og driver troen, sådan lyder dette evangelium om lutter gerninger, som Kristus vil drage frem på den yderste dag; for at man skal se, at han heller ikke vil glemme dem, men vil have dem drevet og gjort af dem, som vil være kristne og findes i hans rige.

Og han driver selv her denne formaning så stærkt, som den overhovedet kan drives, både med det trøstende løfte om den herlige, evige løn og med den skrækkeligste trussel om den evige vrede og pine for dem, som har foragtet denne formaning; så den, som dette ikke bevæger og ansporer, ham vil sandelig intet bevæge. For han siger, at han selv i sin majestæt på den yderste dag vil komme åbenlyst med alle engle og selv vil sætte dem, som har troet på ham og vist kærligheden mod hans kristne, ind i sin Faders evige herlighedsrige; og omvendt vil han skille dem, som ikke har villet leve som kristne, fra sig og alle de salige og støde dem bort i helvede for evigt.

Hvis dette nu ikke var blevet sagt os, ville vi være overmåde begærlige efter at høre, hvordan det dog skulle gå til på den yderste dag, og hvad Herren Kristus dér ville sige eller gøre. Nu hører vi det her og har for øjnene først døden, som ingen vil undslippe, dernæst dommens dag. Den skal gå sådan til, at Kristus (ved opstandelsen) vil samle alle mennesker, som nogensinde har levet på jorden, og samtidig komme ned med stor, uudsigelig majestæt, siddende på sin dommerstol, og med ham hele den himmelske hær svævende rundt om dommeren; og han vil vise sig sådan for alle, onde og gode, at vi også alle skal stå åbenlyst for ham, og ingen vil kunne skjule sig.

Synet af denne herlighed og majestæt vil straks være den største skræk og pine for de fordømte, sådan som epistlen har sagt, at de skal lide straf med evig fortabelse bort fra Herrens ansigt osv. For selv om der ikke var mere end én eneste engel til stede, ville dog ikke én af de flygtende, onde samvittigheder blive stående for ham (hvis det var muligt at flygte). En tyv og skurk kan jo ikke tåle at skulle stå for en menneskelig dommer; kunne han slippe væk, ville han langt hellere gøre det, også alene for ikke at blive gjort til skamme offentligt, for slet ikke at tale om, når han skal høre dødsdommen blive afsagt over sig.

Hvilket skrækkeligt syn vil det da ikke være, når de ugudelige ikke alene skal se alle engle og skabninger, men dommeren i hans guddommelige majestæt, og høre dommen til evig fortabelse og helvedes ild blive afsagt over sig for evigt? Det alene burde jo med rette være en stærk, kraftig advarsel, så vi opførte os som kristne og kunne stå med ære og uforfærdede for denne majestætens Herre ved hans højre side, hvor der ingen frygt eller skræk skal være, men lutter evig trøst og glæde.

For han vil da (siger han selv her) straks skille bukkene fra fårene, så det åbenlyst skal ses for alle engle, mennesker og skabninger, hvem der har været hans fromme, retskafne kristne, og derimod også de falske hyklere sammen med hele den ugudelige verdens flok. Denne adskillelse og udskillelse kan ikke ske i verden før den dag (heller ikke i den flok, hvor dog Kristi kirke er); men her må gode og onde blive iblandt hinanden, som lignelsen om bryllupsgæsterne i Matt 22,10 siger, ligesom også Kristus selv måtte tåle Judas blandt sine apostle. Nu gør det de kristne ondt, at de må blive midt iblandt de vanartede, forvendte, onde mennesker i verden (Fil 2,15), som er Djævelens rige.

Men her har de også (som i al deres lidelse på jorden) trøsten fra denne kommende dommens dag, da Kristus vil gøre en sådan adskillelse mellem dem og den anden flok, at derefter ingen falske, onde mennesker, ja, hverken Djævelen eller døden, nogensinde skal kunne røre eller anfægte dem.

Så vil han afsige dommen, som han allerede her har affattet og fastsat, hvordan den skal lyde, og som sandelig ikke vil blive ændret. Og det lyder jo underligt, at han netop stiller den sådan og gør det til grund og årsag for den, at de har gjort eller ikke gjort disse gerninger (som han her opregner) osv. Og han fører en lang forhandling med begge parter, både dem, som har gjort dem, og dem, som ikke har gjort dem osv., hvilket dog alt sammen vil ske på et øjeblik; for da vil alle menneskers hjerter stå åbne for alle skabninger, og som det prædikes her, sådan vil det dér straks være udrettet alt sammen.

Nu kunne man vel spørge, hvorfor Kristus netop alene vil drage de gerninger frem, som man kalder barmhjertighedens gerninger, eller derimod ubarmhjertighedens (af dem har man ud fra denne tekst talt seks slags, skønt der kunne nævnes mange flere af samme slags), som dog (hvis man skal dømme skarpt om det) kun er gerninger efter det ene, femte bud: «Du må ikke slå ihjel». Deri bydes i almindelighed, sådan som Kristus selv udlægger det, at man ikke skal være vred på sin næste, men være venlig, tjenstvillig og hjælpsom mod ham og gøre ham godt, hvor han har brug for det, i sult, tørst, nøgenhed, elendighed, fængsel, sygdom eller anden nød, også mod dem, som har givet anledning til vrede eller ubarmhjertighed og ikke synes at være kærlighed og velgerning værd. For det er en ringe dyd at gøre godt mod dem, man i forvejen holder af, eller som man håber at få velgerning og taknemmelighed igen fra.

Men man kunne, som sagt, også godt regne mange flere gerninger fra de andre bud med til sådanne barmhjertighedens gerninger; som fra det sjette, at den ene hjælper den anden med at holde hustru, børn og tjenestefolk i tugt og ære; ligeledes fra det syvende, ottende og sidste, at hjælpe med at redde og bevare næstens gods og ejendom, hus, gård og gode rygte, ligeledes at beskytte og bistå de fattige, undertrykte og voldsramte osv.

Nu siger Kristus jo i Matt 12,36, at menneskene ikke alene skal aflægge regnskab for, at de har overtrådt disse bud, men også for hvert unyttigt ord, de har talt. Ligeledes: hvor bliver gerningerne efter den første tavle og de højeste bud af, såsom at lære ret, tro, bede, høre Guds ord, fremme det og lignende? Hvorfor fælder han da så skarp og streng en dom alene over dem, som ikke har gjort disse gerninger efter det femte bud, som dog næsten synes at være sådanne gerninger, som også hedningerne godt gør? Ja, tyrkerne roser sig mere af sådanne gerninger og øver dem mere indbyrdes, end det sker blandt os, der kaldes kristne; for hver af dem holder den anden for sin bror og deler med ham, hvad han har, så de også regner det for den største utroskab og den mest skændige last, hvis én ikke deler et stykke brød med den anden i hungersnød. Hvordan kan han da hæve netop disse gerninger så højt, som også skinner hos tyrker og hedninger? Han vil dog ikke sige, at de ikke-kristne fortjener det evige liv med sådanne gerninger?

At han taler om de troende kristnes gerninger, viser han selv ved at sige: «Jeg var sulten osv., og I gav mig at spise osv.» Ligeledes: «Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.» For der er ingen tvivl om, at den, der skal øve sådanne barmhjertighedens gerninger mod de kristne, selv også må være en kristen og troende; men den, der ikke tror på Kristus, vil sandelig heller ikke være nogen kristen så god, endsige Kristus selv, at han for hans skyld skulle vise barmhjertighed mod hans fattige, trængende osv. Derfor vil han også drage dette frem for dommen og derefter fælde dommen over begge parter efter, hvem der har gjort eller ikke gjort sådanne gerninger, som et offentligt vidnesbyrd om frugterne af deres tro og deres vantro.

Det lyder alligevel, som om han dermed vil vise, at mange blandt de kristne, efter at de har modtaget evangeliets prædiken om syndernes forladelse og nåde ved Kristus, derefter også bliver værre end hedningerne; for sådan siger han også i Matt 19,30, at mange, som er de første, skal blive de sidste, og de, som er de sidste, skal blive de første osv. Sådan vil det også vise sig her til sidst, at de, som skulle være rette kristne, fordi de har hørt evangeliet, er blevet langt værre og mere ubarmhjertige end før; sådan som man nu ser det for øjnene alt for stærkt opfyldt.

Før, da man under pavedømmets forførelse og falske gudstjenester skulle gøre gode gerninger, var enhver rede og villig, og en fyrste eller en by kunne vel give større og rigere stiftelser og almisser, end alle konger og kejsere nu formår. Nu har derimod hele verden ikke lært andet end at brandskatte, flå og åbenlyst røve og stjæle ved løgn, bedrag, åger, overpriser, ublu priser osv., og enhver handler mod sin næste, som om han ikke holdt ham for sin ven (endsige for sin bror i Kristus), men for sin dødsfjende, og som om han alene gerne ville rive alt til sig og ikke undte nogen anden noget.

Det sker daglig og tager uophørligt overhånd og er den almindeligste brug og skik i alle stænder, blandt fyrster, adel, borgere og bønder, ved alle hoffer, i alle byer og landsbyer, ja, næsten i alle huse. Sig mig, hvilken by er så stærk eller så from, at den nu kunne skaffe så meget sammen, at den kunne ernære en skolemester eller sognepræst? Ja, havde vi det ikke i forvejen fra vore forfædres gavmilde almisser og stiftelser, så var evangeliet for borgernes skyld i byerne og for adelens og bøndernes skyld på landet for længst udslettet, og ikke én fattig prædikant ville få mad eller drikke. For vi vil heller ikke gøre det, men tager og røver oven i købet med vold, hvad andre har givet og stiftet til det. Vi skal derfor slet ikke takkes for, at der endnu holdes en prædikestol eller skole oppe. Ja, hvor mange er der ikke blandt de store, mægtige og rige (især i pavedømmet), som intet hellere ville se, end at alle prædikanter, skoler og kunster var udryddet!

Så skammeligt onde må folk blive i den sidste tid, til tak for det kære evangelium, som har gjort dem fri for pavens fængsel og plager; så at de nu ikke længere på menneskelig, men på djævelsk vis er ubarmhjertige og ikke nøjes med, at de alligevel endnu nyder evangeliet og bliver fede af det ved at røve og stjæle kirkens gods, men også må tænke på, så vidt det står til dem, helt at udsulte evangeliet. Man skal bare tælle og regne det efter på fingrene, her og andre steder, hvad de, som nyder evangeliet, giver og gør til det, om der ikke for vores skyld, vi som nu lever, for længst ikke ville være nogen prædikant og ingen skoleelev mere, så også vore arvinger og efterkommere ikke kunne vide, hvad vi havde lært eller troet.

Hvad tror du, at Kristus snart den dag vil sige fra sin dommerstol til sådan en ukristelig ubarmhjertighed? «Kære ven, hører du, du ville også kaldes en kristen og roste dig af evangeliet; har du ikke også hørt denne prædiken, som jeg selv holdt, og hvormed jeg advarede dig om, hvordan min dom og kendelse skulle lyde: ’Gå bort, I forbandede osv. Jeg var sulten, tørstig, nøgen, syg, elendig og i fængsel, og I hverken gav mig mad, drikke eller klæder, tog imod mig eller besøgte mig’? Hvorfor har du foragtet det og er tilmed blevet mere skændig og ubarmhjertig mod dine egne brødre end nogen tyrk eller hedning?»

Tænker du at undskylde dig, når du så vil føre som påskud: «Herre, hvornår så jeg dig sulten eller tørstig osv.?» For da vil han svare dig gennem din egen samvittighed: «Kære ven, var der da ingen folk, som prædikede for dig, eller nogle fattige skoleelever, som skulle have lært og været opdraget til Guds ord, eller ellers forfulgte, elendige, fattige kristne, som du skulle have givet mad og drikke, klædt og besøgt?»

Burde vi da ikke med rette skamme os over for vore forældre og forfædre, herrer og konger, fyrster og andre, som gav så rigeligt og gavmildt, ja, i overflod, til kirker, sognekald, skoler, stiftelser, hospitaler osv., uden at de eller deres efterkommere alligevel er blevet spor fattigere af det? Hvad ville de have gjort, hvis de havde haft dette evangeliets lys, som er givet os? Hvordan bar ikke i begyndelsen de kære apostle og deres egne deres gods sammen for deres fattige enker og for dem, som intet havde eller blev jaget bort og forfulgt, så ingen hos dem skulle lide nød! Sådan som den fattige kristenhed altid må ernære sig selv indbyrdes. Ellers var, som jeg har sagt, for så vidt det står til den anden flok, både evangeliet, prædikestole, kirker og skoler allerede udryddet til grunden.

Dog er det endnu en nåde, når Gud hist og her giver en from fyrste eller en from øvrighed, som bevarer det, der endnu er tilbage af smulerne, så det ikke alt sammen rives bort til grunden af de andre grifer og gribbe, røvere og tyve; for uden det ville de fattige sognepræster og prædikanter ikke alene være sultet ihjel, men også myrdet. For der er nu heller ingen fattige folk mere end sådanne, som tjener kirken eller endnu opdrages til at tjene den og ellers ikke kan have noget levebrød og efterlader deres fattige hustru og små børn, som også for verdens skyld til sidst må dø af sult; ellers er hele verden fuld af unyttige, utro, onde slyngler blandt daglejere, dovne håndværkere, karle, piger og det lediggående, dovne og forslugne tiggerpak, som overalt efter al deres kådhed og trods, ustraffet, lyver, bedrager, røver og stjæler sved og blod fra de andre, de rette fattige.

Det siger jeg, for at vi skal se, hvordan Kristus ved dommen vil holde sådanne falske løgnere og hyklere blandt de kristne det for og fordømme dem, overbevist for alle skabninger, fordi de ikke har gjort én af de gerninger, som dog hedningerne gør mod deres egne – hedningerne, som dog i deres falske, vildfarende gudsdyrkelse har gjort langt mere og ville have gjort det endnu villigere, hvis de havde vidst bedre.

Når nu en så skrækkelig fordømmelse, som ret er, skal gå over dem, som har forsømt disse gerninger, hvor vil så de blive af, som ikke alene har ladet dem ligge og intet givet Kristus i hans fattige eller tjent ham, men også har berøvet dem det, de havde, tvunget dem ud i sult, tørst og nøgenhed og tilmed forfulgt, jaget bort, fængslet og myrdet dem? De er så aldeles ubestrideligt onde og så dybt fordømt til helvedes bund sammen med Djævelen og hans engle, at han ikke engang vil komme dem i hu eller tale om dem; men sådanne røvere, tyranner og blodhunde vil han sandelig ikke glemme, ligesom han sandelig heller ikke vil glemme dem eller lade dem ugengældte, som selv har lidt sult, tørst, nøgenhed, forfølgelse osv., især for Kristi og hans Ords skyld. Dog glemmer han heller ikke dem her, selv om han taler til dem, som har forbarmet sig over sådanne og hjulpet dem; tværtimod priser han dem såre højt og herligt, når han siger: «Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig» osv.

Her må især vore store gejstlige prælater, som de kalder sig, vel skælve for denne skrækkelige dom: pave, kardinaler, biskopper, domherrer, paper og hele det antikristelige djævleyngel i Rom og alle vegne i deres stifter og horehuse (hvis de ikke var så aldeles forstokkede og med forsæt givet Djævelen i vold med liv og sjæl og stræbte og hastede efter helvedes ild), som slet ikke tænker eller gør andet, end som om de var sat til at rive alt, hvad der tilhører den fattige kirke, ud af gabet på den og på den allerskændigste og mest bespottelige måde i al deres kådhed fortære det, som er givet til at holde prædikestole, skoler og fattige folk oppe, ødsle det bort på pragt, fråseri, svir, spil, horeri osv. og tilmed spotte Gud og mennesker (som Sankt Peter siger om dem i 2 Pet 2,13), ja, oven i købet åbenlyst myrde uskyldige, fromme folk.

Ja, ve, og atter (og evig) ve over dem og alle, der holder med dem! For det var bedre for dem (som Kristus siger om Judas), at de aldrig var født, og de burde hellere ønske og ville, at deres mor havde druknet dem i det første bad, eller at de var blevet i moders liv, end at én af dem er blevet pave, kardinal eller pavelig pape. For de er dog ikke andet end lutter fortvivlede, udsøgte røvere – ikke landevejs- eller gaderøvere, men åbenlyse landsrøvere, ikke af de store og mægtige (som har nok), men af de fattige og elendige, af sognekirker, skoler og hospitaler, som de river bidden ud af tænderne på og drikken bort fra munden på, så de ikke kan holde sig i live.

Derfor skal enhver blot vogte sig for paven, biskopperne og præstestanden som for dem, der allerede levende er fordømt i helvedes afgrund. Det er sandelig ikke for intet, at Sankt Paulus har profeteret (2 Tim 3,1), at der til sidst skal komme grufulde og forfærdelige tider. For hele verden går dog så tryg af sted og agter ikke en så forfærdelig dom, skønt den hører, at den allerede er afsagt over sådanne ubarmhjertige røvere, tyve og mordere af de stakkels kristne; og allermest over dem, som skulle være kristne, men efter at have modtaget nåden snart falder tilbage igen og som hunden æder igen, hvad de før har kastet op, og som soen igen vælter sig i sit skarn (2 Pet 2,20–22), og således fra at være de første (før man får set sig om) bliver de sidste.

Den anden grund til, at han netop særligt fremdrager disse barmhjertighedens gerninger og overtrædelsen af dem ud fra det femte bud, er denne: Han vil minde os om, at når vi er kaldet til at være kristne og har modtaget barmhjertighed ved vor Herre, er forløst fra Guds vrede og fra anklagen efter det rette femte bud og fra den evige død og i stedet har en nådig Gud, som gør os alt godt, timeligt og evigt, så skal vi ikke alene se på dette som gjort til vor forløsning, men også som et eksempel og stille os det for øje: at ligesom han har vist os en sådan barmhjertighed, at vi ikke er fortabt på legeme og sjæl, således skal også vi gøre mod vor næste, så vi ikke handler imod det femte bud, som egentlig kræver kærlighed og barmhjertighed.

Og det skal vi gøre, ikke alene for budets skyld og for dommens trussels skyld, men for eksemplets skyld, eksemplet på den overmåde store, høje godhed, som han viser os. For dette eksempel må dog ikke være uden frugt (ligesom heller ikke hans forløsningsværk er uden kraft og frugt). Selv om den største flok bliver værre efter evangeliet, så må der dog være nogle, som fatter begge dele ret og bliver ved dem; for han siger jo, at han vil gøre to flokke og skille dem; derfor må der jo også være fromme, som har holdt dette bud.

Se nu her til, at du er blandt dem, som her for Kristi skyld er gode og barmhjertige (eller selv lider); så kan du med glæde vente på den yderste dag og behøver ikke at frygte for dommen; for han har allerede trukket dig ud og stillet dig blandt dem, som skal stå ved hans højre side.

For vi, som er kristne, skal jo håbe derpå og af hjertet begære, at denne dom må komme; som vi da også beder derom: «Komme dit rige, ske din vilje, fri os fra det onde» osv., så vi må høre det glade, kære ord: «Kom hid, I velsignede, ind i min Faders rige.» Den dom venter vi på; for det er jo også derfor, vi er kristne, og netop for dette håbs skyld bliver vi så hårdt trængt, først af Djævelen og vort eget kød, som ikke lader os tro dette og glæde os derover; dernæst også af verdens tyranni og fjendskab, og vi må overalt se og høre den frækhed, som Djævelen og verden driver imod evangeliet, og så megen jammer på jorden, at vi jo burde blive trætte af dette liv og råbe: «Kom, kære Herre, kom og forløs os!»

Det er visselig sådanne hjerter, som med glæde og med god samvittighed venter på Kristi domstol; for de står jo i den stand og det fællesskab, som er deres, der tror på Kristus og beviser troens frugter ved kærlighed og velgerninger mod de fattige eller ved tålmodighed, når de lider sammen med dem. For som jeg har sagt: Den, der ikke har troen, vil ikke gøre barmhjertighedens gerninger mod de kristne; men den, der gør dem, gør dem, fordi han tror, at han har en trofast Frelser og Forløser i Kristus, som forsoner ham med Gud; derfor må han også have et godt og venligt hjerte over for sin næste (også sine fjender) og tjene dem, hvor han ser dem lide nød. Ja, han lider også selv (som nu sagt), hvad der overgår ham for hans tros skyld fra Djævelen og verden.

Den, der nu er således til sinds (siger jeg), han skal blot være glad og ved godt mod; for han har allerede den salige, glade dom i hus: «Kom hid, du velsignede» osv., for du har også været en af mine mindste brødre, som selv har lidt sult og tørst eller dog har tjent de andre sultne og tørstige osv. og vist dem barmhjertighed, som jeg har gjort mod dig.

Se, således er skellet mellem fårene og bukkene allerede gjort i dette liv, så enhver sagtens kan mærke det hos sig selv, og det må også kunne mærkes og ses udvendigt. For de, som ikke har troen, gør visselig intet af dette; de trøster sig hverken ved Kristi nåde eller tænker på at øve barmhjertighed; de går altså forbi både Guds ord og deres næste, som om de hverken så eller hørte noget; de vil intet vide af, at der er en Herre, som de dermed skulle tjene, og at han vil kræve dette af dem. For hvis de tænkte på, at de skal dø og stå for denne domstol, så ville de sandelig til den tid ikke gøre nogen uret for så meget som en skilling; men det har de et godt middel imod: De sætter døden ud af øjnene, og deres hjerte tænker aldrig derpå.

Så blind og forstokket er verden: Skønt den ser for øjnene, hvor stor en flok af alle mennesker der er død før den og dagligt dør ved siden af den, vil den dog med seende øjne hverken se eller agte det, men farer frejdigt og frisk fort imod det i sin ondskab. Ligeledes, når den hører, hvor forfærdelig en dom og fordømmelse der skal gå over den, vil den alligevel hverken agte Kristi trøst eller hans eksempel, men øver i stedet al ubarmhjertighed; og således stræber den ligefrem derefter og vil intet andet have, end at den må høre den grufulde og uigenkaldelige dom gå over sig for Kristi domstol og straks derefter blive kastet bort fra hans ansigt i den evige helvedes ild.

Nuvel, den, der kan omvendes og vil lade sig sige, har hermed nok, både hvad der skal forskrække og advare ham, og hvad der skal tilskynde og lokke ham til, mens tiden er der, at indrette sig efter Kristi ord og eksempel, så han ikke sammen med verden skal høre den forfærdelige dom, men sammen med de fromme kristne også må glæde og trøste sig ved barmhjertigheden. For også Kristus selv har ikke sparet sine apostle for denne alvorlige formaning, når han siger i Luk 21,34.36: «Vogt jer, at jeres hjerter ikke bliver tynget af frådseri og drukkenskab og næringssorger (hvad han viser vil have taget allermest overhånd ved verdens ende), og denne dag kommer pludselig over jer osv., men våg til enhver tid og bed, at I må blive værdige til at undslippe alt dette, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen» osv.

Men læg mærke til, som jeg begyndte at sige, at han dog også vil skelne sine kristnes gode gerninger fra tyrkernes og hedningernes gerninger, eftersom han taler om sådanne gerninger, som er gjort mod ham, hvad dog ingen af de to parter vil vide noget om, og de ugudelige også undskylder sig med, at de ikke har set ham osv. Men hermed har han udlagt det femte bud helt rigtigt, så det betyder: Den, der gør det (og det vil ingen være uden en troende kristen), han har gjort det mod Kristus; ligesom han også priser kvinden, som salvede hans hoved og fødder, Matt 26,10.11.13, for at hun har opfyldt det, og siger: «Hun har gjort en god gerning mod mig; for andre fattige har I altid hos jer, og når I vil, kan I gøre vel mod dem; men mig har I ikke altid. Sandelig siger jeg jer: Hvor evangeliet prædikes i hele verden, dér skal man også til hendes ihukommelse fortælle, hvad hun har gjort.» Ligeledes Matt 10,42: «Den, som giver en af de mindste, der tror på mig, en drik koldt vand, han skal ikke blive uden løn.»

Det burde vi skrive i hjertet og betænke, hvilken stor og herlig gerning det er at gøre en kristen godt; og omvendt også, hvad det er at gøre en kristen ondt; som jeg har sagt om paven, biskopperne, tyrannerne og junkerne, som tager fra Kristi fødder, hvad de ikke har givet ham: mad, drikke, husly og underhold for de fattige, som må være fattige for Kristi skyld, fordi de (som prædikanter, kirketjenere, skolemestre osv.) ikke er i en sådan stand, som har med verdens styre at gøre, og heller ikke kan tage sig af andre handler, hvormed de også kunne tjene til deres underhold; ellers tog man dem også med i regeringen og gav dem nok. Men fordi de intet har at gøre dermed, giver verden dem heller intet for deres tjeneste; og hvor man ikke giver dem for Guds og Kristi skyld, så må de intet have og efterlade sig fattige, elendige enker og faderløse.

For de, som er i andre stande og embeder og ellers har rigeligt nok, vil og kan ikke tage vare på kirkens embeder og tjeneste og har heller ikke lært det; omvendt, hvis sognepræster og prædikanter skulle tage sig af verdslige handler og styre, så trådte de ud af det embede, de har fået befalet. Derfor må de ernæres (skal de også have noget at spise) af tiggerstaven, som Kristus taler om her; men han gør den så kostbar, at når nogen bespiser en af dem eller giver ham at drikke som hans fødder og ringeste, mest foragtede lemmer på jorden, så vil han ikke anerkende det anderledes end som gjort og givet ham selv. Vil vi nu være kristne og vente den høje ære fra Kristus, at vi skal roses for alle skabninger og få det gengældt, så må vi sandelig også være utrættelige i at give for intet til dem, som ellers, fordi de ingen ret har over for verden, også må udføre deres embede for intet, for at forbandelsen og vreden ikke skal gå over os, fordi vi ikke ville forbarme os over vore fattige brødre, som for vor skyld må lide sult, tørst, elendighed og fængsel i verden, for at de kunne bringe os til Kristus.

Men hvordan går det til, at de retfærdige ikke kender og ved, at de har gjort dette mod Kristus? Som de siger: «Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig?» osv. Det er naturligvis, fordi det ser alt for ringe ud, at det, man en gang imellem giver en fattig sognepræst, kapellan, skolemester eller degn, skulle være så kostbart for Gud. Ja, verden holder det for rent spildte penge; og dog må enhver sige: «Hvis der ikke blev holdt prædikestole, skoler og hospitaler, hvad ville verden så være rigere, eller hvad er den nu desto fattigere?» Bortset fra at de så ville være rene hedninger eller måtte, som hidtil, i Djævelens navn give dem nok og lade sig flå helt ind til benet af dem, som bedrog dem på legeme og sjæl.

Kort sagt: Det er jo det allermindste og ringeste, kirker og skoler får af verden; og dog giver det så skæve øjne og tynger den så hårdt, at den kun skriger over, hvad de har, skønt den selv overhovedet intet giver dertil; mens den holder det for langt bedre anbragt, når den ellers giver hundrede gange så meget til uforskammede, løse slyngler og gøglere, ja, langt hellere kan glemme, hvad den med magt har måttet lade broder Veit [«broder Veit» er et øgenavn for landsknægten, den hvervede lejesoldat] røve og tage fra sig, og oven i købet lade sig slå, så huden var fuld af prygl. Så lidt går det ind i verden, at den skulle tro eller tænke, at det betyder at give til Kristus selv; ja, vi kan heller ikke selv se det således.

Men han kan tale og dømme ret herom og ved, hvad der ligger i det; for man kan jo ikke opdrage især ungdommen til Guds rige uden ved skolerne og heller ikke bevare Guds ord uden ved prædikestolene. Hvor man nu lader dem gå til grunde, dér må der jo blive det rene Sodoma og Gomorra, og det må gå sådanne mennesker, som det gik dem, da de kastede Guds ord fra sig og ikke længere kunne høre eller tåle den fromme Lot. Som også profeten Ezekiel profeterer over Jerusalem, Ez 16,48–50: «Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Sodoma, din søster, med hendes døtre har ikke gjort, som du og dine døtre har gjort. Se, dette var din søster Sodomas misgerning: hovmod og overflod af alt og god fred, som hun og hendes døtre havde; men den fattige og trængende rakte de nødig hånden, men var stolte og gjorde vederstyggeligheder for mit ansigt; derfor har jeg også skaffet dem bort, da jeg begyndte at se derind» osv.

Netop således står det nu også til overalt, hvor enhver, bonde, borger og adel, kun samler mange dalere, skraber og gnier, æder og drikker, driver al trods og frækhed, ligesom om Gud var rent ingenting, og ingen tager sig af den fattige Kristus med hans tiggerstav, men træder ham oven i købet under fødder; indtil også hos os, ligesom i Sodoma og Gomorra, al lydighed, tugt og ære går til grunde (eftersom ingen formaning og prædiken vil hjælpe), og det bliver så overdrevet, at det ikke kan blive ved at stå således. Jeg profeterer meget nødig, for jeg har ofte erfaret, at det er blevet alt for sandt; men det står desværre jo overalt således til, at jeg må frygte og nu næsten give mig over og finde mig i, at det vil gå Tyskland, som det er gået Sodoma og Jerusalem, og at Tyskland har været, hvad enten det sker ved tyrkerne eller ved at det (hvis ikke den yderste dag snart slår ned derimellem) falder sammen af sig selv; for det er så aldeles overdrevet og overondt, at det ikke kan blive værre; og er der endnu en Gud, så kan han ikke lade det gå ustraffet hen.

Selv om verden nu ikke vil agte eller vide, at de skal dø og stå for dommen, men raser imod den erkendte sandhed, så lad os dog tage dette til øre og hjerte, så Guds vrede ikke også river os med. For hvad skal Gud også gøre andet ved det? Han må give både tyrkerne og Djævelen rum over os. For det, tyrken har gjort og endnu gør, måtte han nok lade være, hvis ikke vi var så aldeles forhærdede i ubodfærdighed og forstokkelse og så aldeles overmodne til straf; men det, der gør det, er, at vi raser så bespotteligt imod Guds ord og den tilbudte hjælp og oven i købet endnu trodser tyrken.

Og jeg tror, at hvis bare vi lutherske (som de kalder os) var døde, så ville hele verden straks råbe: «Vundet!», som om de havde ædt alle tyrker op til den sidste; men så skal det også gå dem sådan, at hundrede af dem bliver slået af én tyrk; og når jammerskriget begynder over, hvor ynkeligt tyrken hugger folk, børn, kvinder og mænd i stykker, så vil vi først da også skrige og klage. Men sådan må det være, at vi gør som jøderne og blot rydder denne Kristus af vejen; når han er korsfæstet, så skal vi nok vide råd med tyrken; ligesom junker Kajfas og hans jøder vidste råd med romerne; og junkerne i Jerusalem mente, at hvis de blot fik profeten Jeremias slået ihjel, ville de nok være sikre for kongen af Babylon. Det skete netop således: Da de kastede Jeremias i fængsel, kom kongen og førte dem alle bort som fanger.

Således ser jeg også, at Gud har spundet et garn over Tyskland, som netop nu også vil gå samme vej med sin bevidste forstokkelse, trods, ondskab, foragt og utaknemmelighed mod det kære evangelium og vil stå i gæld til Gud for en dårskab; den skal det også ærligt og redeligt komme til at betale. Gud give og bevare os og vor fattige lille flok, at vi må undfly den grufulde vrede og blive fundet blandt dem, som ærer og tjener den fattige Kristus og glade og salige venter på dommen ved hans højre side. Amen.

Til læseren

Skulle det ske, at der ud over disse 26 søndage endnu var en søndag til overs (hvad dog meget sjældent forekommer), så kan man gemme den nærmest foregående epistel og det nærmest foregående evangelium til den sidste, 27. søndag og ind imellem tage følgende tekster til epistel og evangelium på den nærmeste søndag forud:

Epistlen: 2 Pet 3,3ff.

Evangeliet: Matt 24,37 til kapitlets slutning.