6. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Matt 5,20–26)

En anden prædiken over evangeliet på 6. søndag efter trinitatis, Matt 5,20–26

I dette evangelium påtager Herren sig det embede at udfolde og forklare Moses’ lov; for det tilkommer ham ellers ikke at trænge fjendtligt ind på folk for at gøre dem retfærdige. Han er ikke en lovgiver, men en Frelser, som ikke tager noget fra nogen, men alene giver. Derfor viser han også her venlighed ved at lægge loven ud og venligt lære, hvor det mangler og skorter, og han kræver ikke strengt, som Moses gjorde, der kort og godt ville have folk retfærdige eller døde. Derfor skal også denne gerning her forstås som en stor velgerning fra Kristus, at han lærer os, hvor det fejler og mangler hos os. Og særlig tager han her fat på vredens skavank; hvor meget ondt den anretter blandt menneskene, det ser man nok, og næsten hele verden står i den.

Nu vil vi se på budet «Du må ikke begå drab», hvordan jøderne forstod det, og hvordan vi skal forstå det. Jøderne regnede dem for drabsmænd, som slog ihjel med hånden; men de, der i det ydre holdt sig fra gerningen, blev hos dem regnet for retskafne folk. Sådan gjorde de også med Kristus. Da de overgav ham til Pilatus og lod ham dømme til døden, blev de selv udenfor og mente, at de var uskyldige i dette blod og havde holdt loven rent.

Sådan gjorde Saul også mod David: han mente, at når han blot ikke slog ham ihjel med sin egen hånd, var han retskaffen og uskyldig (1 Sam 19). Sådan har de lagt det ud og ikke set, at loven slår rod helt ind i hjertet. Derfor siger Kristus nu her til sine kristne:

«Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftlærdes og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himlenes rige.»

Det er en stærk og forfærdelig dom, og ved den bliver alle falske hellige og alle hyklere fordømt, der roder med ydre gerninger.

Men hvordan har vi lagt dette bud ud? Lidt bedre – det vil sige: dobbelt så slemt har vi lagt det ud. Vi har nemlig sagt, at det ganske vist gælder hjertet, så at man skal være uden had, men at et menneske nok kunne vise sig venlig og selv kaste en sådan vrede ud af hjertet. Og således har vi lagt det over på den frie vilje, og det er endnu dobbelt så slemt. Jøderne har gjort det til et falsk skin; vi har lagt det over på den frie vilje. Så jødernes hykleri ligger i gerningerne, men de kristnes i tankerne. For sådan tænker vi: «Nå, jeg vil tilgive ham, jeg vil være god mod ham», og så tager vi fat på sagen med den frie vilje, og så skal det være gjort.

Nu, hvordan skal vi så bære os ad? Vi skal sige sådan: Der findes ikke et menneske på jorden – medmindre det er født på ny – som kan lade være med at blive vred, vise onde miner og give onde ord fra sig; naturen formår ikke andet. Så står loven nu der og siger: Du skal være et fint, blidt menneske af hjertet, i ord og i gerning, og du må ikke have en ond åre i dig. Ja, hvor skal jeg få det menneske fra? Min mor giver mig ham ikke; han må komme ned fra himlen. For der findes ikke et menneske på jorden, så vidt det er kød og blod, som kan lade være med at blive vred og give onde ord og miner fra sig. Lader jeg det være, så lader jeg det helt sikkert være, fordi jeg frygter sværdet eller ellers søger mit eget deri. Bander jeg ikke og bagtaler jeg ikke, så er det helt sikkert enten sværdet eller helvede, frygten for døden eller for Djævelen, der holder mig tilbage; det stiller jeg mig for øje og holder mig tilbage, ellers kunne jeg ikke lade det være – og ikke alene det, men jeg ville slå og myrde ihjel, hvor og når jeg bare kunne. Altså kan jeg af naturen ikke give et venligt ord eller en venlig mine fra mig; gør jeg det, så er det helt sikkert hykleri, og hjertet bliver i det mindste ved med at være fuldt af gift. Hvordan skal jeg da bære mig ad? Det skal du her høre af Kristus. Han lægger loven sådan ud for dig, at du kunne skamme dig helt ind i hjertet, nemlig sådan: Du er ikke blid af hjertet; dit hjerte er fuldt af had, fuldt af drab og blod, og derfor ville hænder og øjne også gerne være fulde af det. Dem kan du ikke holde tilbage, lige så lidt som du kan forhindre ilden i at brænde; for at brænde er dens natur.

Nu kunne nogen sige: «Hvordan skal jeg så bære mig ad? Det mærker jeg nok i mig, men jeg kan ikke vende det.» Svar: Så løb herhen og klag det for Gud, din Herre, og sig sådan: «Se, min Herre, min næste har skadet mig lidt, han har talt lidt for nær til min ære, han har hindret mig lidt i mit gods og mit levebrød; det kan jeg ikke tåle, og derfor ville jeg gerne have ham død. Ak min Gud, lad det være dig klaget! Jeg ville gerne være god mod ham, men jeg formår det desværre ikke. Se, hvor helt kold, ja, hvor helt død jeg er. Ak Herre, jeg kan ikke hjælpe mig selv; der står jeg og kommer ikke videre. Gør du mig anderledes, så er jeg retskaffen; ellers bliver jeg, som jeg var før.» Der må du søge det, og ellers ingen steder. Vil du søge det hos dig selv, så finder du det ikke; hjertet syder og koger altid af vrede, og det kan du ikke forhindre.

Nu er dette summen af loven: Du skal være venlig, blid og god af hjertet, i ord og i gerning, og selv om man tog livet fra dig, så tål det alligevel alt sammen med godhed og tak din Herre. Se, så meget rummer det lille ord: «Du må ikke begå drab.» Sådan har Kristus gjort; gør du som han, så er du en god kristen. Da han hang på korset, blev hans allerhøjeste navn og ære gjort til skamme af jøderne, da de spottede ham med disse og lignende ord (Matt 27,43; Mark 15,32; Luk 23,35): «Nå, sikken en fin Gud han har! Er han Guds Søn, så lad ham stige ned! Lad nu hans Gud, som han praler og trodser så højt af, komme og hjælpe ham!» Disse ord gik ham dybt til hjerte og gjorde ham mere ondt end al den øvrige lidelse; alligevel led han det alt sammen med tålmodighed og græd over sine fjender, fordi hans store velgerning – at han døde for dem – ikke skulle få plads hos dem; ja, han bad for deres synd. Og vi vil brumme og knurre over den mindste ting, når vi skal lide det ringeste af vor næste.

Der ser I, hvor langt vi endnu er fra Kristus. Der skal sandelig lides med Kristus, hvis vi ellers vil komme med ham til herligheden; han er gået foran os, for at vi skal følge ham, som Sankt Peter siger (1 Pet 2,21–23): «For til dette blev I kaldet, for også Kristus har lidt for jer, hvorved han efterlod jer et eksempel for at I skulle følge i hans spor. Han begik ikke synd, der blev heller ikke fundet bedrag i hans mund. Han skældte ikke igen når han blev udskældt, han truede ikke når han led.»

Se her, hvilket eksempel Sankt Peter stiller os for øje; det skal vi sandelig følge, være ham lig og også gøre sådan. Det formår vi nu ikke af naturen; derfor hører vi alle sammen Djævelen til, og der er ikke et menneske på jorden, som ikke er fordømt. Dér står dommen fast: I må være sådan beskaffen, nemlig blide af hjertet, eller I hører til i helvede.

Hvordan gør vi da? Sådan må du bære dig ad: Du må erkende, at du er fordømt og hører Djævelen til og ikke kan hjælpe dig selv af egen evne; dernæst må du flygte til Gud og bede ham om at gøre dig anderledes, ellers er alt sammen tabt og fordærvet. Se, det har de højlærde nu også godt lagt mærke til og set, men de har tænkt: «Nej, skulle vi prædike sådan, at hele verden var fordømt og Djævelens ejendom – nej, hvor skulle så de fromme præster og munke blive af? Så måtte de jo også være fordømt. Nej, det forbyde Gud! Hold, hold, vi vil spidse tungerne og bore et hul i vor Herre Guds papir og lave en glose og sige sådan: Nej, sådan har Gud ikke ment det; for hvem kunne holde det? Han har ikke befalet det, men kun rådet dem til det, som vil være fuldkomne. Ligeledes er de fuldkomne heller ikke skyldige til at være sådan; det er nok for dem, at de stræber og arbejder efter det.»

Derom er der lavet og skrevet mange store bøger, og dem har de kaldt Formas conscientiarum [«samvittighedens former», dvs. vejledninger for samvittigheden], som skulle trøste og vejlede samvittigheden i sådanne nødsituationer. Og Thomas Aquinas er så godt som hovedkætteren i den sag. Den samme lære er siden blevet stadfæstet af paven og er flydt ud i hele verden; derfra er siden ordenerne kommet, som har villet være fuldkomne. Nu, Gud være lovet, at vi har fået øjnene op for vildfarelsen, så vi kan undgå den!

Men vi trøster samvittighederne helt anderledes, nemlig sådan: Kære menneske, det er ikke kun sagt til munkene og præsterne; Kristus spøger ikke med sine ord. Det er et tørt og ligefremt bud; sådan må det være, eller også hører du Djævelen til. Sådan trøster vi. «Åh ve!» siger naturen, «kalder du det trøst? Det er jo at give en hen til Djævelen.» Ja, min ven, jeg må først føre dig til helvede og først derefter til himlen; du må først fortvivle og så komme herhen til Kristus og se på hans eksempel, hvordan han opfører sig mod sine fjender, så han endog græder over dem. Men eksemplet blødgør dig kun; det hjælper dig endnu ikke meget.

Tag dernæst hans ord og løfte om, at han vil forvandle dig; det er det, der først vil hjælpe dig. Sig sådan: «Ak se, min Gud, du har dér sat mig Kristus, din allerkæreste Søn, til et eksempel, for at jeg også skal leve sådan; men det formår jeg ikke. Ak kære Gud, forvandl mig, giv mig din nåde, så jeg gør, hvad jeg skal gøre.» Så kommer Gud og siger: «Se, fordi du kender dig selv og søger nåde hos mig, vil jeg forvandle dig og også gøre dig sådan. Og selv om du ikke er så fuldkommen som Kristus, sådan som du jo burde være, så skal dog min Søns liv og fuldkommenhed komme dig til hjælp.» Se, sådan må der altid være noget, som ydmyger os og holder os i frygt.

Det er en rigtig trøst, som ikke står i vor egen evne, men hviler på, at vi har en nådig Gud, som tilgiver os vore synder, fordi vi tror på Kristus og ikke bygger på vor egen værdighed, og som renser os dag for dag; og at vi, så længe det mangler, altid skal trøste os ved Kristus. Se, det er hovedmeningen i dette evangelium. Nu vil vi også kort løbe teksten igennem og se lidt på, hvad der står i den.

Om vredens fire grader

Herren sætter her fire grader eller trin af vreden. For det første hjertets vrede, og det er hovedgraden; hjertet skal være så rent, at du ikke mærker den. Det kan nu ikke være. Derfor: Når du mærker den, så kom herhen til Kristus og bed ham om nåde, at han forvandler dig; bed om, at han slukker, hvor det vil brænde. Du kan ikke hjælpe dig selv af egen kraft.

Den anden grad er «Raka», det vil sige en vred, uvenlig mine med øjne, hals og ansigt, og med hvad det ellers kan ske; den skal også ganske og aldeles være borte. Derfor må du hele tiden vide, hvornår og hvor du skal søge hjælp.

Den tredje grad er, at man ikke skal sige: «Du tåbe.» Det er alle slags skældsord og skændselsord, som man vanærer sin næste med. Det skal også være borte; i stedet skal man beskytte og dække over ham, hvor man kan og formår, med den største flid.

Den fjerde grad er, at man ikke groft slår nogen ihjel med hånden, det vil sige, at man hjælper sin næste med hånden, låner ham og giver ham, så han bliver holdt oppe. For når jeg ser et fattigt menneske ligge i nød og ikke hjælper, beskytter og giver ham, så han kan blive holdt oppe, så slår jeg ham ihjel med hånden.

Nu, hvis du vil se og vide, hvem du er, så må du ikke måle dig efter den, du holder af; det lærer naturen også, at man ikke under den, man holder af, noget ondt eller slemt. Men mål dig efter dine fjender, så vil du se, hvem du er. Finder du dig sådan over for ham, at du ikke er god mod ham af hjertet, ikke viser dig venlig mod ham, taler ondt om ham og ikke hjælper ham med hånden, så er du en drabsmand.

Men når Herren siger: «Enhver som bliver vred på sin bror, skal være skyldig for domstolen, og den som siger til sin bror: Raka! skal være skyldig for rådet; men den som siger: Tåbe, skal være skyldig til ildens Helvede», så taler han efter den skik, man følger ved de verdslige domstole. Dér kommer den anklagede først for retten, og man forhandler om, hvorvidt han har begået forbrydelsen eller ej; dernæst rådslår man om, hvilken straf han skal pålægges; til sidst overgiver man ham til straffen. Sådan går det også til her med disse grader, så at den ene grad af vrede altid straffes hårdere end den anden. Der er vel kun ét helvede, men der er mange slags pinsler og straffe i det, og den ene er altid nærmere forbandelsen end den anden – ligesom den, man rådslår om, hvilken død han skal dø, er nærmere døden end den, man først nu fører for retten. Videre forklarer Herren selv sine ord, når han siger:

«Hvis du bringer din gave til alteret, og dér husker at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive foran alteret, og gå og forlig dig først med din bror, og kom så og bring din gave. Bliv hurtigst muligt ven med din modpart mens du endnu er sammen med ham på vejen for at din modpart ikke skal udlevere dig til dommeren, og dommeren til retsbetjenten, og du blive kastet i fængsel. Sandelig siger jeg jer: Du skal ikke komme ud derfra, før du har betalt den sidste øre.»

Der ser I, hvad Gud vil have af os: at han ikke engang vil have noget gjort for sin egen skyld, medmindre det sker i kærlighed, og forholdet til næsten først er bragt i orden. Se, med vreden er alle de gode gerninger, der kan ske, ophævet, såsom at bede, faste og spæge sig, give almisse og andre gerninger mere. Og Gud vil have, at de, som er uenige med hinanden, først skal forlige sig og bede dem om forladelse, som de har krænket; og det er jo kun rimeligt. Det er det, han mener med de ovenfor anførte ord, som ville han sige: Når du vil bringe din gave og har noget udestående med din bror, så gå hen og forlig dig med ham og bed ham om forladelse. Og omvendt: Bliv hurtigt ven med den, som har gjort dig ondt; og selv om han ikke kom til dig og bad om forladelse, så vær dog god mod ham og tilgiv ham. Se, sådan har han ordnet det på begge sider: Hvor man er blevet krænket, skal man være venlig og tilgive, og omvendt skal den, der har krænket, bede om forladelse, så alt overalt kan stå vel til.

Nu kunne nogen sige: «Du siger, at man ikke skal sige ’du tåbe’. Hvordan kan det så være, at Kristus selv ofte siger til sine disciple ’I tåber’, ja, ’I vantro’, hvad der dog er en mægtig stor forhånelse for en kristen?» Svar: Her må man dømme efter hjertet; som det står til med det, sådan skal også gerningerne vurderes. Kristus og Paulus gør det også her: de straffer og skælder hårdt ud, men de mener det godt og inderligt; derfor er det også gode gerninger. Ligesom en far tit kalder sin søn en tåbe, ja, vel også giver ham et slag oven i købet, men dog gør alt dette af godhed, og hjertet bliver ved med at være blidt mod sønnen, sådan gør også Kristus og apostlene og alle de troende: Hvad de gør, det gør de alt sammen af et faderligt og moderligt hjerte; derfor er det gode gerninger. Derfor må man her dømme sådanne ting efter hjertet og efter personen. Lad det være nok sagt denne gang om dette evangelium.