6. søndag efter trinitatis (Matt 5,20–26)

Evangeliet på 6. søndag efter trinitatis, Matt 5,20–26

Til v. 20: Farisæernes retfærdighed består alene i ydre gerninger og skin; men Kristus kræver hjertets retfærdighed. [Denne og den følgende bemærkning er randgloser ved bibelteksten i postillen.]

Til v. 25, velvillig: Ligesom den, der har gjort den anden ondt, har pligt til at forlige sig med ham, sådan har også den, der er sket ondt, pligt til at tilgive og være godvillig, så der ikke bliver vrede tilbage på nogen af siderne.

Dette evangelium lærer en forskel mellem den rette retfærdighed og hykleriet eller skinhelligheden. Og det er også et af de rette evangelier, som lærer, at gerningerne ikke gør os retfærdige; der må noget højere til end alt det, vi kan gøre. For farisæerne gik også omkring i et fromt liv, gjorde udvortes, hvad de skulle, brød intet af Guds bud, holdt sig fra andres gods, gik klædt i fine, anselige klæder og havde også navnet derefter, så de hed farisæere, det vil sige: de afsondrede eller de udskilte.

Ligeledes angriber han også de skriftlærde, det udsøgte blandt jøderne, som var kyndige i Guds lov og i Skriften, så de lærte andre mennesker, gav folket love og fældede dom i alle sager. Summa summarum [kort sagt]: det var de bedste, de lærdeste og de frommeste blandt jøderne; dem angriber Kristus her, dem, han dog mindst af alle skulle have angrebet, og han siger sådan om dem til sine disciple:

«Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftlærdes og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himlenes rige.»

Som ville han sige: «Se, farisæerne og de skriftlærde fører et så fint liv, at både de selv og andre mennesker mener, at de skal arve Himmeriget; men det er langt fra.» Derfor irettesætter han dem og siger: «Sandelig siger jeg jer: Er I ikke mere retfærdige end de skriftlærde og farisæerne, kommer I ikke i himlen.» Dermed er nu det spørgsmål afgjort, som de stiller, der spørger: «Hvad skal vi gøre for at blive retfærdige?» For her er alle de gerninger, som mennesket kan gøre, lagt ned og ophævet, og de frommeste gerningshellige er slået til jorden. Derfor kan man ikke gøre nogen gerning, hvorved man bliver frelst og forløser sig selv fra synderne. Siger man det nu om dage, så må man være kætter.

Det kunne de også godt have sagt dengang: «Åh, du er en kætter! Vil du forkaste de gode gerninger?» Men han bryder sig ikke om det; han slutter frit, at deres gerninger intet er. Nu kunne de have sagt: «Jamen, gør gerningerne ikke retfærdig, hvorfor har vi så loven, som vi stoler på at blive frelst ved, når vi lever efter den?» Det giver nu Herren Kristus anledning til at føre budene frem, lægge dem ud og sige, hvordan de skal forstås, og han siger sådan:

«I har hørt, at der er blevet sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab, og den, der begår drab, skal være skyldig for domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin bror, er skyldig for domstolen, og den, som siger til sin bror: ’Raka!’, er skyldig for rådet, og den, som siger: ’Du tåbe!’, er skyldig til Helvedes ild.»

Det ord er alt for højt og dybt til, at nogen skulle kunne opfylde det. Det vidner Herren ikke alene om her; det beviser enhvers erfaring og hans egen følelse. For han opstiller her hele fire stykker – tanker, fagter eller tegn, ord og gerninger – som ingen kan komme uden om; han må være skyldig. Som ville han sige: «Man kunne nok finde nogle, som ikke slår ihjel med hænderne; men at være uden had, ikke være vred, vise et venligt ansigt og ikke fnyse ad nogen – sådan en er der ikke.» Det lærer nu erfaringen.

Lad os nemlig tage en from mand eller en from kvinde. Han viser sig ganske venlig mod dem, der ikke kommer ham for nær; men kommer der en, som taler grimt til ham og måske kommer ham for nær – ja, til tider med det allermindste ord – så kan han ikke lade være, han må være vred; så går han frisk til og hader også ham og bliver vred på ham. Fornuften kan aldrig nogen sinde nå frem til, at man skal holde af de onde. Og læs alle hedenske bøger igennem, og gå ind i jeres egen erfaring, så vil I finde, at det er sådan, at vi må være vrede; er det ikke mod vennerne – det er en ringe sag – så er det dog mod fjenderne. Det lader Gud sig nu ikke nøje med; og derfra kan mit kød og blod ikke løfte sig ud. For man må lægge godt mærke til ordet, når han siger: «Du må ikke begå drab.» Hvem er du? Hånden? Nej. Tungen? Nej; men du, du, det vil sige: alt, hvad der er på dig og i dig, hånd, hjerte og tanker, skal ikke begå drab.

Sådan lægger Kristus her Moseloven ud, fælder en dom og siger: «Den, som bliver vred på sin bror, er skyldig for domstolen.» Den dom går over hele verden; for jeg spørger her: Hvem er der på jorden, som ikke er skyldig mod dette bud? Hvad skal vi nu gøre, når vi skal gøre det og ikke kan? For vi kan ikke feje snavset ud. Her må vi fortvivle om os selv – tag det til dig. Derfor er Guds love alene et spejl, hvori vi ser vores snavs og ondskab; for de lukker os alle inde under synden, så vi ikke kan arbejde os ud med vores egen hjælp og frie vilje, medmindre der kommer noget andet til. Det er det første stykke.

Dernæst siger han: «Den, der siger til sin bror: ’Raka!’» – det vil sige: al slags tegn på vrede og had. Men heller ikke deri er nogen undskyldt. For når jeg skal se venligt på en, som jeg er fjendtlig mod, så falder det mig surt, og man mærker dog på tegnene, at hjertet ikke er med. For hjertet lader sig ikke fange; det bryder ud og viser sig gennem fagter eller ord, skjuler sig ikke og kan heller ikke skjule sig. Så er det altså én gang for alle afgjort, at vi er fordømte, fordi vi siger «Raka»; det vil sige: fordi vi ikke viser os søde og venlige i vores fagter mod venner og fjender. Gå nu ind i erfaringen, og se på det hos andre mennesker eller hos jer selv: at ingen kan hjælpe sig selv ud af dette ondsindede hjerte, som er plantet så dybt i menneskets natur. Du kan nok stille dig venlig an mod din bror; men at give ham hjertet, det kan du ikke, om du så skulle rive dig i stykker. Derfor kan ingen her hjælpe sig selv.

Dernæst siger han: «Den, der siger til sin bror: ’Du tåbe!’, er skyldig til den evige ild.» Det lader heller ingen være uden Guds nåde; for ingen er så god, at han ikke lader et uvenligt ord falde; gør han det ikke mod vennerne, så sker det dog mod fjenderne. For selv om man tvinger dig til at tale venligt til din næste, så er hjertet dog ikke med; og hvor du kan, og hvor det passer dig, siger du: «Du tåbe!» Det er så allerede imod dette bud, for det omfatter både venner og fjender; det siger jo: «din bror». Så er vi nu alle brødre, kommet af én fader, og Skriften gør os så nær hinanden, at den kalder os alle ét kød, som Esajas siger (Es 58,7): «Bryd dit brød til den sultne, og før de elendige ind i dit hus. Når du ser en nøgen, så klæd ham, og drag dig ikke bort fra dit kød.» Der taler profeten om din næste. Og ordet «tåbe» skal her omfatte al slags skældsord, forbandelser og bespottelse, bagtale, dømmen, fordømmelse, sladder og alle forhånende ord.

Så er det klart, at vi alle er skyldige mod budet «Du må ikke begå drab», og den, som ikke bliver født på ny af Gud, formår ikke at holde sig fra mord. Holder han sig fra gerningen, så kan han dog ikke slå tankerne og samtykket fra sig. For når nogen bliver slået ihjel, siger vi straks: «Ja, det skete ham ret.» Og landsknægtene laver en sang om deres fjender, når de har slået dem ihjel eller jaget dem på flugt. Det er nu allerede imod dette bud; for Gud spørger ikke efter den udvortes gerning, han ser på hjertet. Derfor er det lige så meget sagt: «Du må ikke begå drab», som: «Du må fødes på ny og blive et andet menneske.»

Sådan slår evangeliet på alle måder dette spørgsmål ned: Hvad skal man gøre for at blive retfærdig? For bed, så længe du vil; fast, så længe du vil; giv almisse, så længe du vil; stift messer og byg kirker, så meget du vil – så er du dog en morder: du hader din bror, du kan ikke se venligt på ham, du taler ikke venligt til ham; det kan du ikke lade være med. Derfor er din retfærdighed intet; den hører hjemme i helvede. Nu kommer der yderligere to stykker, som er mindst lige så skarpe som de foregående, og de lyder sådan:

«Derfor: Når du bringer din gave som offer på alteret og dér kommer i tanke om, at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive dér foran alteret, og gå først hen og forlig dig med din bror, og kom så og bring din gave som offer. Vær hurtigt velvillig over for din modpart, mens du endnu er sammen med ham på vejen, for at modparten ikke en dag skal udlevere dig til dommeren, og dommeren udlevere dig til retsbetjenten, og du blive kastet i fængsel. Jeg siger dig: Sandelig, du skal ikke komme ud derfra, før du også har betalt den sidste øre.»

Det er også to stykker, som naturen igen ikke kan gøre. Det første: Når jeg er blevet vred, skal min bror forlige mig. Dernæst: Hvis en har krænket mig, skal jeg tilgive ham, selv om han ikke beder mig om forladelse, og jeg skal bære et venligt hjerte mod ham, så han ikke udleverer mig til dommeren, som I nu har hørt. Det sidste stykke har man tidligere skilt fra dette evangelium; og jeg tror, at Augustin har gjort det skriftligt, sådan som vi læser i bogen De spiritu et littera [Om ånden og bogstavet]. Men meningen er denne:

Her er der to: den ene, som krænker, og han skal bede om forladelse; den anden, som bliver krænket, og han skal også tilgive og være venlig og velvillig, selv om han ikke bliver bedt om det. Det kan naturen nu heller ikke gøre. Den går nok hen og beder: «Kære ven, tilgiv mig»; men hvis den ikke var nødt til det og ikke frygtede helvede og Guds vrede, så gjorde den det aldrig nogen sinde; nag bliver alligevel altid siddende i hjertet. Og den, der er krænket, kan heller ikke tilgive af hjertet; og ligesom den ene beder hyklerisk, sådan tilgiver også den anden hyklerisk. Men det er intet for Gud. For sådan siger teksten: «Når du bringer dit offer frem for alteret og kommer i tanke om, at din bror har noget imod dig, så lad dit offer blive, og forlig dig med din bror, og kom så og bring din gave som offer.» Og forligelsen må komme af hjertet. Læg derfor godt mærke til teksten her.

Og dette ord betyder så meget som: Når man kommer og vil tjene Gud, så vil han ikke have det; kort sagt: du skal først forlige dig med din næste og tjene ham først. Som ville han sige: «Se, menneske, jeg har skabt dig og forløst dig; erkend det, og indret nu hele dit liv på at tjene din næste; men hvis ikke, så gør heller ikke noget for mig. Vil du ikke gøre det, hvor det er nødvendigt, så lad også være, hvor det er unødvendigt.» Sådan vil Gud meget hellere berøves sin tjeneste end din næste sin hjælp, og han vil meget hellere se gennem fingre med, at du er forsømmelig i hans tjeneste, end at din næste skal mangle det, han har gavn af. Og således vil Gud, summa summarum, at vores næste skal være det billede, vi først skal se på.

Nu er der mange ting, hvormed man skader sin næste, for eksempel: Når jeg ikke værner om hans gode navn, hvor jeg godt kan; når jeg ikke er venlig mod ham og ikke hjælper ham, så er jeg allerede hans modpart. Vil jeg nu være Gud til behag, så må jeg først forlige mig med min næste; men hvis ikke, så kan jeg ikke være Gud til behag. For Gud forkaster den tjeneste, man kan gøre ham, hvor man ikke først har tjent sin næste.

Se nu på det liv, vi hidtil har ført. Vi er gået til Sankt Jakob, til Aachen, til Rom og til Jerusalem, vi har bygget kirker og stiftet messer og glemt vores næste imens; det er jo helt vendt på hovedet. Men Herren siger her: «Gå hen, og det, du vil bruge på at bygge en kirke til mig, det skal du give din næste. Se på din næste, hvordan du tjener ham.» Det er Gud ganske ligegyldigt, om du aldrig nogen sinde bygger ham en kirke, når du blot er til gavn for din næste. Men det lader man nu altsammen fare og gør bare det modsatte. Åh, hvilket jammerligt og forvendt liv har vi dog lært af de pavelige!

Deraf kommer det, at ingen gerne går ind i ægteskabets stand; for ingen rækker dem en hånd, ingen strækker dem noget frem, som de kunne klare sig med, ernære sig af og drive næring med. Deraf kommer det så også, at den ene bliver munk, den anden nonne og den tredje præst, skønt man dog godt kunne komme dem i forkøbet, hvis man ville vise dem kærlighedens gerninger. Sådan går man hen og glemmer piger og karle og stifter så bagefter et testamente – og farer med testamentet til Djævelen.

Derfor vil Gud kort og godt have, at du først tjener din næste og gør det, du skylder ham, så det først står ret til mellem dig og ham, og at du først er forligt med ham; ellers vil han hverken se eller høre dig. For det andet: Kommer min modpart, så skal jeg villigt tilgive ham; kommer han ikke, så skal jeg dog være velvillig og venlig mod ham, mens vi er på vejen, det vil sige: i dette liv, for at han ikke skal udlevere mig til dommeren.

Hvordan går det til? Han tager mig ikke ved hånden og fører mig frem for dommeren; men når jeg kommer for retten, så erkender min samvittighed, at den ikke har villet tilgive næsten og stadig har nag siddende i sig. Samvittigheden over for næsten udleverer mig til dommeren; han overgiver mig til retsbetjenten, og han kaster mig så i fængslet, det vil sige: i helvedes ild. Der må jeg blive, til jeg har betalt den sidste øre, det vil sige: evigt; for dér er hverken afbetaling eller redning. Der ser I de høje gerninger, som ingen kan gøre – hverken gerninger eller lov. For gerningerne skaber alene hyklere og skinhellige, loven skaber alene fortvivlelse.

«Hvad skal jeg så gøre? Så hører jeg nok, at jeg må blive fordømt?» Gør sådan: Fald ned for Kristus, når du således mærker gruen, og sig: «Ak, min Gud, se, din lov er nu blevet mig et spejl, hvori jeg erkender, at jeg er et fordærvet og fortabt menneske. O Gud, hjælp mig nu for din enbårne Søns skyld!» Så giver Gud dig ved troen Ånden, som forvandler dit hjerte, så du bagefter bliver ganske blid og venlig mod din næste og tænker: «Ak se, har min Gud vist sig sådan mod mig og tilgivet mere, end jeg nogen sinde kan tilgive, hvorfor skulle jeg så ikke også tilgive min næste en smule?»

Nu synes det verdslige sværd at stå imod dette, og her melder der sig et spørgsmål: «Skal jeg tilgive, ikke være vred, ikke slå ihjel – hvordan skal jeg så straffe? Når jeg skal føre sværdet og hugge til, så må jeg da være vred?» Det må vi også behandle, for evangeliet ser her ud, som ville det helt vælte det verdslige sværd. Men det skal I mærke jer: Kristus er her en åndelig lærer; han leder alene samvittighederne og lærer dem, hvor meget had og misundelse og vrede der sidder i dem, og hvordan de skal blive det kvit. Det er hans embede, det han har at gøre med, og han har intet at gøre med det verdslige sværd, men lader dem føre det, som det er befalet.

Nu går denne lære ikke ind i alle hjerter; den største del bliver udenfor. Men de, hvis hjerte den rammer, så de på den måde falder ned for Gud og påkalder ham om hjælp, er allerede retfærdige og har ikke brug for det verdslige sværd, for de bliver regeret med ordene. Men de, som ikke tager imod det og lever ondt i det ydre, over for dem må man føre det verdslige sværd. Sådan må I nu lære, at en verdslig fyrste, eller hvad han nu kan være, som fører det verdslige sværd, også skal gøre, som her er lært: ikke være vred og ikke slå ihjel.

Hvordan skal de så bære sig ad, de, der har sværdet og sidder øverst i Guds sted? Sådan skal de gøre: At de fører sværdet, det angår deres embede. Forneden drager evangeliet også dem til sig; der skal de være ganske venlige i hjertet, barmhjertige og sagtmodige. Foroven, når det så angår embedet, skal de være alvorlige og frejdigt slå til uden persons anseelse, hvad enten det er ven, fjende, smuk, rig eller lærd. Det ser vi hos Moses: han var den venligste mand, der nogen sinde har været, så meget, at han kastede sig ned og begærede at blive slettet af livets bog (2 Mos 32,32), bare for at flokken kunne blive hjulpet og reddet. Se, var det ikke et mildt, sødt og venligt menneske, som ville fare til Djævelen og være fordømt på legeme og sjæl, bare for at flokken kunne blive skånet? Men da det angik øvrigheden, og han var sat til at regere, gik han til og slog tre og tyve tusind ihjel for at stille Guds vrede. [2 Mos 32,28 nævner omkring 3.000; tallet 23.000 står i 1 Kor 10,8 om en anden begivenhed.]

Sådan gjorde også Paulus: Han var også rede til at give sin frelse og salighed hen for jøderne, som vi har det skrevet i Romerbrevet (Rom 9,3). Men da han erfarede, at den mand i Korinth havde taget sin stedmor, skrev han et så hedt og strengt brev, som han aldrig før havde gjort, og befalede, at manden skulle overgives til Djævelen, så ånden kunne blive forløst fra dommen (1 Kor 5,5). Sådan gjorde også David og de andre. Der er nu mange af dem i Det Gamle Testamente, som udvortes har ført sværdet strengt med al magt og henrettet folk som unge kyllinger, og som dog har været ganske blide og milde i hjertet.

For at I nu kan mærke jer, hvordan man skal forholde sig i regimentet, vil vi tage et groft eksempel for os. Tag for jer fyrsten af Sachsens våben eller skjold med to sværd i et hvidt og et sort felt, sådan at fæstet står forneden i det hvide og klingerne foroven i det sorte. Felterne viser nu, hvordan man skal forholde sig i regimentet: Forneden, hvor man har sværdet ved fæstet, skal man for sig selv være ganske hvid, sagtmodig og barmhjertig, så man mener det venligt med det, man gør; det betyder, at fæsterne står i det hvide felt. Foroven i regimentet skal man føre spidserne i det sorte felt, det vil sige: slå alvorligt, tappert og strengt til, så synderne bliver hindret i det ydre. Og at sværdene er røde, betyder, at man skal hugge til med dem og udgyde blod.

Sådan har Moses, David og de andre ført sværdet: med fæstet i det hvide felt – de har været ganske skånsomme, milde og venlige i hjertet – og med spidserne i det sorte felt, det vil sige: de har været alvorlige og strenge i regimentet. Sådan skal også en verdslig mand eller dommer gøre. Når han ser et ondt menneske, som ikke vil lade sig regere med ordene, så skal han tænke: «Ak Gud, hvor gerne ville jeg dø for ham, hvis det kunne lade sig gøre! Han har en sjæl, som jeg ikke kan hjælpe; dertil fører han et ondt liv; kød og blod er for ondt i ham, han kan ikke tvinge legemet ind under ånden.»

Og så lægger han disse to på vægten og ser, hvad der vejer mest; så finder han, at det er en let ting, at mennesket dør, men en stor ting, når sjælen dør, for sjælens død er evig. Så må han tænke og sige: «Ak se, hvor let kunne din sjæl komme for dommen; se, hvor let kunne du gå fortabt! Derfor, for at synden ikke skal bryde videre ind, må jeg tage legemet fra dig og se til, at jeg, eftersom jeg ikke kan hjælpe dit legeme, i det mindste redder din sjæl.» Og så må man frit slå til og lade det springe over klingen for at komme vreden og den strenge dom i forkøbet, sådan som Moses gjorde med Israels børn. Det hedder da at føre sværdene i det hvide og sorte felt.

Desuden er det også fint gjort, at de to sværd falder mod hinanden, som om det ene ville værge sig mod det andet. Dermed er det vist, at en dommer skal være ganske vís og klog og se efter, hvor man må tempere og mildne den strenge dom, sådan som det er ret og rimeligt. For eksempel: hvor to retsregler støder mod hinanden, så den ene ophæver den anden, skal han ikke altid gå frem secundum strictum jus, efter rettens skarphed, men se, hvad der er ret og rimeligt, og se, hvorhen sagen vil føje sig; derhen skal han også vende sig.

Tag et eksempel: Herrens disciple gned aks på sabbatten og spiste dem, da de gik gennem kornet. Nu var det befalet at holde sabbatten hellig under trussel om at miste livet (4 Mos 15,35); men disciplene var meget sultne – dér ophævede den ene ret den anden. Derfor undskylder Herren dem også over for farisæerne og siger: «Menneskesønnen er også Herre over sabbatten» (Matt 12,8). Skønt sabbatten skulle holdes efter Guds bud, var disciplene dog undskyldt, eftersom sabbatten ikke skulle holdes så strengt, at de ikke måtte spise, men skulle gå til grunde over sabbatshvilen.

Ligeledes, da David var sulten og spiste de helligede brød (1 Sam 21,7), som det dog ikke tilkom nogen lægmand at spise, dér faldt de to sværd ind i hinanden, og det var nødvendigt, at den ene ret veg for den anden. Derfor var David og disciplene undskyldt. For intet bud er indstiftet af Gud, for at mennesket skal gå til grunde ved det, men for at det skal hjælpe ham, både på legeme og sjæl.

Altså, summa summarum, skal den verdslige magt være vred i det ydre og hindre synderne; men indvendig skal den bære et fint, blidt, kristent og kærligt sind; desuden skal den være vís og klog, så den forstår at mildne og lindre strengheden efter, hvad der er rimeligt og ret. Det være nok om dette evangelium; lad os påkalde Gud om nåde.