6. søndag efter trinitatis, tredje prædiken (Matt 5,20–26)

Tredje prædiken over evangeliet på 6. søndag efter trinitatis, Matt 5,20–26

Denne tekst er nu blevet prædiket i mere end femten hundrede år og vil kunne prædikes til den yderste dag, før der findes et menneske, som tror den helt ud eller holder den. Skrevet er den jo nok, og klart nok stillet op, så man kan læse og høre den daglig og altid; men den vil vel forblive uudlært og endnu mindre opfyldt, skønt enhver bilder sig ind, at han på én dag har hørt og lært den til fulde, så han ikke behøver mere. Men Gud ved, at vi er narre og tåber netop dér, hvor vi holder os selv for klogest; derfor holder han os altid den samme og ens prædiken for og bliver ikke træt af at banke og drive det samme ind igen og igen, om han dog kunne bringe os så vidt, at vi så denne vor blindhed og uforstand og som lydige elever begyndte at lære af den og leve efter den.

Dette evangelium har vi andetsteds udlagt rigeligt nok, dengang vi gennemgik hele denne Kristi prædiken, som evangelisten beskriver gennem tre kapitler; derfor vil vi nu tage et enkelt stykke af den for os, hvor Kristus udlægger og forklarer det femte bud. For først hører vi her, at Herren Kristus angriber en synd, som hedder vrede, og som er helt almindelig i verden og hersker med magt: og den er ikke en af de grove, åbenbare laster, som også verden straffer, men en af de smukke djævlesynder, som ikke vil regnes for synd. For de bærer et sådant skin, at ingen kan dadle eller straffe dem. Således vil hovmod ikke hedde hovmod, men sandhed og retfærdighed; og ligeså vil misundelse og vrede ikke skældes ud, men roses som ret alvor og guddommelig nidkærhed mod det onde. Det er de rette to farver, som Djævelen fører i sit rige, nemlig løgn og mord; de skal i verden have navn, ry og pris for at være den højeste hellighed og retfærdighed.

Derfor tager Herren Kristus her især farisæerne for sig, som sandelig ville være de allerfrommeste og helligste og også blev holdt for det af alle; og han kalder endda selv deres væsen med det herlige navn retfærdighed; men han maler og dømmer dem sådan, at det er en retfærdighed, som ikke hører hjemme i himlen, men i helvedes afgrund, som en djævlefrugt, fordi de vil hedde retfærdige og fromme og tør byde hele verden trods, om nogen siger andet om dem, og dog i sandhed er fulde af giftig vrede, misundelse og had.

Det kan verden hverken se eller dømme; derfor er han her alene dommer, han som tør og kan fælde en sådan dom over det. Om farisæernes retfærdighed så var nok så smuk og hellig, skal den alligevel ikke komme ind i Himmeriget; for den retfærdighed kan og vil jeg ikke have, som gør sig selv til retfærdighed og ikke vil hedde synd, men pranger i Guds retfærdigheds smukke kjortel, så man skal kalde dem kristne, fromme folk og hellige, gejstlige fædre osv.

Nå, hvad er da denne farisæernes retfærdighed, og hvorfra har den sådan et navn? Den flyder (siger han) deraf, at Gud har sagt: «Du må ikke begå drab» osv. På disse ord byggede de og stod fast: Teksten siger ikke mere end: «Du må ikke begå drab»; altså følger det, at den, som ikke slår ihjel, er retfærdig. Men når jeg bliver krænket og der sker mig uret, så har jeg god grund, ret og rimelighed til at blive vred og skal ikke finde mig i uretten; og dér bliver vreden straks dobbelt retfærdig, fordi han lider vold og uret og dog ikke slår ihjel. Så går han i gang med at pynte på sin sag, klager over sin uskyld og roser sig for Gud og verden af sin retskaffenhed: «Skulle jeg ikke med rette være vred? Det og det har han gjort mod mig, til tak for at jeg har gjort ham så meget godt og gerne ville have delt hjertet i livet med ham; det er den tak og løn, han betaler mig med; skulle jeg finde mig i det og lade sådan ondskab passere?» og så fortsætter han frejdigt, hvor han kan, med at lægge sig ud med næsten på det værste og forfølge ham, gøre ham ondt og skade, og alt skal være gjort med rette, og han skal prises som from og hellig, ja som en martyr for Gud og verden.

Ligesom paven med sit pak, når de fordømmer, brænder og myrder de folk, som ikke vil tilbede deres vederstyggeligheder, som ulydige og genstridige mod den kristne kirke – det skal hedde ren og skær gudstjeneste, og Gud skal være glad for, at han bliver sådanne helgener værdig; sådan gør også de store junkere, som så prægtigt kan rose sig: «Gud og hele verdens ven, men ondskabens fjende.» Ja, hvilket stort venskab er der her med Gud og menneskene! Hvad skal han dog stille op med sådanne helgener, så han kan løfte dem højt nok op til himlen?

Se, det er den overmåde store, hellige junker Vrede, som ingen synd eller uret kan gøre, og den, som ikke holder ham for det, kan ikke være from. Derfor er denne Kristi prædiken meget sjælden og ukendt for verden i brug og gerning, selv om den i ord er almindelig og ofte bliver hørt. For verden regner det ikke for synd eller uret, at en bliver vred, når han uskyldigt bliver krænket; og det er også sandt, at en sådan har en retfærdig sag mod den, som har krænket ham, og kan også med rette søge den hos dommeren og påkalde hjælp; det må man lade ham. Men når han vil lægge sin vrede til og således hævne sig selv, så gør han for meget og støder den ene ret mod den anden, og af en lille ret bliver der langt større uret.

Derfor må man her stemme orglet sådan, at piberne klinger sammen og bringes i samklang, så de to ikke går imod hinanden. For hvad er det for en ret, når nogen krænker dig med et ord eller har taget en skillings værdi fra dig, og du går hen og hugger armen af ham eller sætter ild på hans hus og bagefter skriger fjendtligt: «Ja, han har gjort mig uret, og jeg har god grund» osv.? Så skal jeg være den, der har uret og må lide, og din morderiske vrede, som gør mig ti gange mere vold og uret, skal ikke hedde synd, men retfærdighed og hellighed.

Det siger jeg nu ikke om fremmede, som er uden for os, uden alene som eksempel på, hvordan denne last hersker i verden; men om os selv, både mestre og elever, som roser os af at være evangeliske og dog vil have ret til at blive vrede og rase, som det behager os, og ikke vil lade os straffe eller kalde uretfærdige; men før skal alting gå i stykker, bare så vi bliver holdt for retfærdige og retskafne, uanset at man med en sådan skabbede tiggerret gør mere end hundredfold uret.

Derfor går Kristus her til værks, tager vreden og ophæver den helt og holdent fra hele verden og drager den til sig og siger: «Jeg siger ikke alene: Du må ikke slå ihjel eller sige ’Raka’ til din bror; men du må slet ikke blive vred»; og det ene er forbudt lige så højt og alvorligt som det andet. For det er ikke befalet dig at dømme eller hævne; og selv om du har en ret og god sag, så er det dog Djævelen med din vrede, som Jakob siger i sit brev (Jak 1,20): «Menneskets vrede gør ikke det, som er ret for Gud.» Således skal al vrede være taget rent bort fra os, og Gud alene skal være vred; ellers bliver det Djævelens vrede og går visselig ikke af uden synd. Således er også alle disse tre stykker, at dømme, at hævne og at rose sig, taget fra os, og intet menneske skal tage sig af dem, om han så havde nok så god ret og stor hellighed; men Gud alene skal have æren, dommen og hævnen, og således også vreden.

Nu, det vil ikke ske hos os (er jeg bange for), så længe vi lever her, og det var endda en nåde, hvis vi blot var så fromme, at vi dog begyndte på det; for når der sker os noget ondt, så er kød og blod straks på pletten og gør, som kød og blod gør: begynder at syde og rase med vrede og utålmodighed. For det gør naturligt ondt, når der sker os uret og vold; derfor må man her holde igen og stå imod. For at det gør dig ondt, det kan nok gå an; men at du derudover vil hævne dig og skade igen sådan og sådan, det er forbudt. Derfor se til, at du afpasser det ene rigtigt efter det andet, så den ene ret ikke bryder eller ødelægger den anden, men lad dem stemme rigtigt sammen, så begge bliver stående. Kan du ikke føre din ret igennem uden større uret, så lad den fare. For det gælder ikke at afværge eller straffe uret med uret, og Gud vil ikke, at hele verdens ret skal gå til grunde for din tiggerrets skyld.

Dertil sigter nu denne Kristi prædiken og vil have sagt så meget: I bilder jer ind, at den, som ikke slår med hånden, har ikke gjort noget imod Guds bud; men han kan godt være vred på sin næste og hævne sig, og er for så vidt helt i sin ret og kan ikke synde; således gør I dette bud helt til intet og kraftesløst. For det vil ikke alene, at du ikke skal slå ihjel med næven, men heller ikke gøre skade eller ondt med tungen eller med hjertet. Hvad skulle der ellers blive af det bud, hvori der bydes, at vi også skal gøre vore fjender godt? Skal det derimod bestå, så må vi sandelig ikke gøre noget imod vor næste. Hvad er vi ellers bedre end tolderne og de åbenbare syndere (siger Kristus selv), som også er venner indbyrdes, og den ene ikke gør den anden skade?

Men siger du: «Hvad? Skal vreden være så rent ophævet fra menneskenes hjerter? Hvordan skal man så afværge og straffe det onde, hvilket jo ikke kan ske uden vrede? Eller skal man lade uretten gå fri og ustraffet? Så vil snart intet hus og ingen by blive stående.» Svar: Her ved vi, at Gud har befalet sit dommerembede til mester Hans [mester Hans = bødlen] og øvrigheden og derfor indsat fyrster og herrer, for at de skal føre sværdet på Guds vegne; og deres sværd og æg er Guds sværd og æg; ellers er de for sig selv ligesom andre mennesker og har ikke mere ret eller magt til at blive vrede end andre. Men at dommeren eller mester Hans dømmer eller henretter en, som aldrig har gjort ham noget ondt, og som han heller ikke er fjendtlig mod, det gør han på Guds vegne, som den der fører hans embede, fordi misdæderen er faldet ind under Guds dom og straf. Dér skal der ganske vist ikke være nogen vrede og bitterhed i menneskets hjerte, og dog skal Guds vrede og sværd gå.

Således også i krig, hvor man må stille sig til modværge og frejdigt hugge, stikke og brænde omkring sig. Dér går der vel ren vrede og hævn, og dog skal den ikke komme af menneskets hjerte, men udgå fra Guds dom og befaling, at man må straffe de onde, for at man kan have fred for dem; og vederfares der dig derved skade og ondt, så må du lide det. Således lod Gud sin vrede gå over Jerusalem ved kongen af Babel, ligeså ved romerne, indtil der ikke blev sten tilbage på sten.

Derfor, hvor en sådan vrede går, dér hedder den ikke menneskers, men Guds vrede. Men når også ulykken slår til, så man brygger menneskers vrede og Guds vrede sammen, så er det også den lede Djævel. Det onde må man (siger jeg) afværge, og embedet må føres og udrettes på Guds vegne. Men hvor dommer og øvrighed ikke er retskafne, men blander deres egen vrede deri og pynter sig med embedets navn og dække – hvor han er mig hemmeligt fjendtlig og kan påføre mig skade, så vil han have gjort det for embedets skyld –, det hedder en rigtig djævleondskab, og den vil dog have gjort ret og blive rost.

Så siger du: «Ja, han har gjort mig det og det, og jeg kan ikke værge mig mod ham på anden måde, og hvis jeg skulle finde mig i det, fik jeg aldrig fred.» Svar: Det er ganske vist ikke ret, at man gør dig skade, og det er heller ikke forbudt dig at beskytte dig på ordentlig vis; men det gælder ikke, at du vil spille under hatten [et billede fra gøglerens tryllekunst: snyde i det skjulte] og lade din vrede ud gennem embedet og hævne dig, så man bagefter skal sige: «Det har ikke Hans eller Peter gjort, men borgmesteren eller dommeren»; og så du kan rose dig af, at du ikke har gjort det af vrede eller had, men har måttet gøre det for embedets og rettens skyld.

Se, det er det skændige uflad, som hedder at hænge menneskers, ja Djævelens vrede på Guds vrede og ælte dem sammen til én kage, skønt de dog skulle være skilt fra hinanden længere end himmel og jord. Og ligesom man imod det andet bud misbruger Guds navn med eder og lignende, så det må tjene løgnen, så den kan sælge sig selv for sandhed under det smukke, herlige navn, således må også her embedet og retten, som er Guds, tjene din misundelse og dit had og retfærdiggøre det, så det derved udretter alt, hvad det ved at skade næsten med, og du går alligevel hen, som om du havde gjort ret og vel, og er nu en dobbelt helgen: for det første, fordi der sker dig uret; for det andet, fordi du ikke hævner dig eller gør skade igen for din egen person, men for embedets og retfærdighedens skyld. Sådan gør nu overalt vore fine helgener, de pavelige, bisperne og præsterne, og efter dem store fyrster og herrer, som plager og myrder folk, sådan som deres rasende vrede og had driver dem; og bagefter skal det alt sammen hedde stor hellighed og gudstjeneste.

Således er menneskers vrede altid fuld af misundelse og had mod næsten, eftersom den er opvakt af Djævelen og plantet i menneskets hjerte, især i de farisæiske helgener, som synder mange gange mere og er fordømmelsen mere værd end de andre: for det første, fordi de griber Gud ind i hans ret og embede og røver det, der er hans; for det andet, fordi de oven i købet vil have ret og holdes for retfærdige. Men derimod Guds vrede, hvor den går ud fra og efter hans befaling, den kommer ikke af misundelse og had, men af ren kærlighed og et godt hjerte, som er ked af, at der skal vederfares mennesket noget ondt, og dog på Guds og embedets vegne må straffe det onde og skaffe det af vejen.

For man kan nok slutte sig til, at Adam har holdt af sin søn Kain som sit første blod og kød, han som tilmed ville være hellig og begyndte at tjene Gud med sit første offer osv. og mente, at det ville være Gud langt mere velbehageligt end hans broders; han ville også have ret over for sin bror på grund af førstefødslen, så han måtte være den rette præst og den fornemste for Gud. Derpå forlod han sig og foragtede sin bror og bildte sig også ind, at han med rette var vred og havde god grund til at forfølge ham og slå ham ihjel, som om der var sket ham uret, fordi hans gudstjeneste ikke længere skulle gælde for Gud; derfor går han til værks, og da han hverken finder ret eller medhold hos sin far, slår han selv sin bror ihjel og trodser bagefter oven i købet, da Adam i Guds navn og i Guds sted tiltaler ham og stævner ham: «Hvad ved jeg om min bror? Skal jeg være hans vogter?»

Nu, hvor kær Adam end havde ham, som sit kødelige og efter Abels død sit eneste barn, så udtaler han dog den hårde, frygtelige dom over ham (1 Mos 4,10ff.): «Din broders blods røst råber til mig fra jorden; derfor være du forbandet på jorden.» Ligeså: «Rastløs og flygtig skal du være på jorden.» Det er da vrede ord og gerninger; for hermed lægger han ham i det tungeste band og tilmed i den højeste fredløshed, forviser ham fra himmel og jord og griber straks til at fuldbyrde og udføre den strenge vrede, støder ham fra sig, så han ingen steder skal have et sikkert sted. Det har han uden tvivl ikke gjort gerne, han ville meget hellere have beholdt ham; men Guds vrede måtte gå sin gang og tilsige ham døden og helvedes ild oven i købet.

Således må også den kristne kirke gøre, når den lægger en i band og overgiver ham til Djævelen (som Sankt Paulus gjorde med ham i Korinth, 1 Kor 5,5) og nægter ham sakramenterne og al fællesskab, for at den ikke skal få del i hans synd. Det er jo en forfærdelig dom og en frygtelig vrede, og dog ikke et menneskes, men Guds vrede; for den ville langt hellere, at mennesket omvendte sig og blev hjulpet; sådan som den også gør, når han omvender sig: så tager den ham til sig som sin kære søn og glæder sig over ham sammen med alle englene, som Kristus siger om det fortabte får og den fortabte søn, Luk 15,6ff.

Men her må man også se til, at man ikke misbruger det; sådan som paven har gjort mod dem, der har angrebet hans person eller herredømme, og således har blandet sin person ind i embedet og gjort sin vrede til Guds vrede, hvorved begge dele bliver fordærvet, og der hældes gift i vinen. For således har paven under navn af guddommelig vrede skræmt verden, som han ville, truet og bedøvet kejsere og konger og dog ikke udrettet mere, end at han har udøst sin egen vrede og sit nag; derfor kaldes hans kirke også i Skriften en bespottelsens kirke, Åb 13,5.16, som bærer bespottelsens navne skrevet på panden i alle sine ord og gerninger.

Det er nu den vrede, som vi kalder guddommelig eller faderlig vrede. Dernæst er der også en anden, broderlig vrede, som også er af samme art og udgår af kærligheden; som når jeg er vred på et menneske (som jeg har inderligt kær og under alt godt), og det ærgrer mig, at han ikke lader synden fare og forbedrer sig, sådan at jeg her skelner mellem personen og synden for at hjælpe personen og afværge lasten og gør, så meget jeg kan, med formaning, advarsel, trussel og straf, for at få ham bort fra den. Dog sådan, at man her igen ser sig godt for, at ikke skalken står bag ved og lader sin egen vrede løbe med.

For så rent skal vor vrede være borte, at der slet ikke findes nogen, og intet andet end Guds vrede går, enten af det befalede embede eller af broderlig kærlighed, hvilket er af Guds vrede. For det er også Guds bud, at vi indbyrdes skal formane, straffe, forbedre og hjælpe hinanden op, så næsten lader synden fare, og at han tager imod det gerne og med tak. Det er den almindelige kristne kærligheds vrede, som også Kristus taler om, Matt 18,15: «Synder din bror imod dig, så irettesæt ham mellem dig og ham alene» osv.; og efter Skriften kaldes den en fin guddommelig nidkærhed, som Sankt Paulus siger, 2 Kor 11,2: «Jeg er nidkær for jer med guddommelig nidkærhed» osv. For en sådan vrede søger ikke din skam eller skade, men din ære og forbedring, og den ville være ked af, at du skulle lide skade på din sjæls frelse.

Så siger vi nu, at Kristus ikke prædiker om embedet, som er Guds, heller ikke om kærligheden, men om hver enkelts egen personlige vrede, som udgår af vort hjerte og vor vilje imod næstens person: den skal være helt borte og død, selv om skaden og uretten med rette gør os ondt og smerter os. Som at Sankt Johannes Døberen blev så skændigt slået ihjel, Kristus naglet til korset og de hellige martyrer så ubarmhjertigt henrettet – det er ikke gået af uden hulken og klage fra mange fromme hjerter; for vi har, og skal også have, ikke hjerter af jern, men af kød, som Sankt Bernhard siger: Dolor est, sed contemnitur; det gør vel ondt, men det må lides og forvindes; og det er noget helt andet at have ondt, græde og klage end at søge hævn eller fatte had og misundelse.

Således vil han nu have dette bud, «Du må ikke begå drab», forstået sådan, at det kræver så meget, at intet menneske skal blive vred. For vi er alle af naturen løgnere, født i arvesynd og blindhed, så vi ikke ved, hvordan vi skal være vrede, og ikke ser, hvor ond naturen er, så den hverken kan være vred eller elske ret, men i begge dele ikke søger andet end sig selv og sin egen fordel. Da den nu er så fordærvet, så er begge dele forbudt og ophævet, menneskelig kærlighed og vrede, hvori naturen søger sit eget; og derimod er den guddommelige kærlighed befalet, som ikke søger sit eget, men næstens; og en sådan vrede, som ikke er vred for sin egen skyld, men på Guds vegne, som det tilkommer at straffe og hævne, hvad der sker imod hans bud; eller af kærlighed, til gavn for næsten, for at hjælpe ham.

Sådan gør den farisæiske hellighed ikke; men ligesom den ingen kærlighed har til næsten, men alene vil have sig selv æret og rost og tjent, således kan den heller ikke andet end være vred og rase imod de sandt fromme; og dog vil den ikke have syndet imod dette bud: sådan som det gik Kristus med farisæerne og ypperstepræsterne, som ofrede ham til dommeren Pilatus op på korset og dog ikke ville være skyldige i hans død, men spise påskelammet og forblive hellige.

Derfor griber han frejdigt fat i hele den farisæiske hellighed og retfærdighed, frakender den al nåde og Himmeriget og fordømmer den til helvedes ild, som den, der for Gud og i grunden er falsk og dobbelt uretfærdighed. Derfor siger jeg således (siger han): «Den, som bliver vred på sin bror …» – jeg siger ikke: den, som alene slår ihjel med hånden; men når du har vreden i hjertet, så er du allerede skyldig til at blive dømt ved domstolen; for en sådan vrede kommer ingen andre steder fra end fra medfødt menneskelig ondskab, som kun søger sin egen hævn eller sit eget forgodtbefindende eller sin egen ære og sit eget gods. Nu vil han ikke, at du selv skal søge din ære og ret, men at du lader ham søge og kræve den, som skal søge den, og dem, han har befalet det, nemlig mester Hans og dommeren, som ikke udøver sin egen, men Guds gerning; for ellers turde han ingen slå ihjel eller straffe. Se derfor kun til (siger han), at I ikke er vrede for jeres egen person, og lad simpelthen jeres vrede helt fare, hvad enten det er uden for eller i embedet, så den ikke kommer fra jeres hjerte.

Det andet stykke i denne tekst: «Den, som siger til sin bror: Raka» osv., det regner vi for alle slags vrede tegn, og hvad man ellers kan vise næsten af nedrigheder, som ikke sker med ord. En sådan er (siger Kristus) skyldig for rådet, det vil sige: hvor det endnu ikke er besluttet, hvad man skal gøre ved ham, men han dog har forbrudt sig så meget, at man stiller ham frem og beslutter og fælder en dom over ham som over en, der allerede er overbevist om gerningen, så man blot overvejer, hvordan han skal straffes; det betyder så meget som, at en sådan ikke kan komme i himlen, men allerede har fortjent sin fordømmelse, bortset fra at han endnu er et lille stykke længere fra den endelige straf end den første, men dog også hører helvede til.

Det tredje stykke: «Den, som siger til sin bror: Du tåbe.» Det er også en meget almindelig last, som består i at skære næsten hans ære og gode rygte af, hvad enten det sker bag hans ryg eller lige op i hans ansigt, hvilket man kalder contumelia og convitium, at skænde og håne; den, som gør det (siger han), er skyldig til helvedes ild, det vil sige: her behøver man ikke disputere meget eller stævne ham for retten og anklage ham eller fælde dom, men han er allerede dømt og fordømt, bortset fra at bøddelen blot skal føre ham bort og give ham hans ret. Således vil han slet ikke, at du på nogen måde hævner dig, hverken med hjertet eller med næven eller med munden, af din egen vrede, og at du således ikke påfører næsten nogen skade, ikke viser ham nogen nedrighed, ikke giver ham noget ondt ord osv.

Ja (siger du igen), hvem kan så være prædikant eller dommer eller anklage nogen, når man ikke må tale nogen på æren eller skælde nogen ud for en nar? Så må prædikanter, dommere, anklagere, vidner osv. herefter alle sammen tie stille. Her (har jeg sagt) må man holde fast ved denne forskel: At jeg som prædikant skælder dig ud offentligt fra prædikestolen eller i det skjulte i skriftemålet, det gør ikke jeg, men Guds ord; derfor kan du her ikke klage over, at jeg taler dig på æren. For en prædikant kan efter sit embede ingen skænde eller håne, medmindre han var en skalk, der blandede sit eget nag og had ind i embedet. Således kan du heller ikke sige til en dommer, når han handler efter sit embede: «Du taler mig på æren, når du kalder mig en tyv eller morder»; for det har ikke dommeren, men Gud sagt. Derfor gælder det ikke, at du vil sige, det går din ære for nær, at du bliver skældt ud eller straffet. Det er rigtignok ikke sagt dig til ære, men det har ikke mennesket, men Gud gjort; skulle han da ikke have ret og magt til at tale om det?

Men når Gud allerede gennem embedet har fældet dommen, så kan bagefter også jeg og andre tale om det; for om Guds offentlige gerninger og domme kan enhver tale, og det er nu ligesom en historie eller begivenhed, som man fortæller om alle vegne. Derfor må man her dog ikke stoppe munden på enhver, så man ikke turde sige: «Denne er en tyv eller skalk», efter at dommeren har fældet en sådan dom; for du kan ikke tage eller give nogen mere ære, end Gud har givet ham eller taget fra ham. Da nu Gud fælder dommen og lader den forkynde offentligt gennem dommeren eller prædikanten, så kan enhver med god samvittighed tale om det. Det siger jeg igen, fordi man altid vil ud på vildspor; hvordan man end prædiker, vil det altid dække og pynte sig, så man ikke lader sig binde af Guds ord. Således: når vi siger med Kristus, at ingen skal være vred på næsten eller skælde ham ud eller tale ondt om ham, så ville enhver bagefter stoppe munden på prædikanterne, så man ikke skulle røre ved eller straffe nogen offentlig synd og last.

Derfor er dette til sidst meningen: Når du som menneske af dit eget forsæt taler næsten på æren og således kildrer dig selv med hans synder, så er det ondt og uret; men når det er kommet så vidt, at Gud selv gør det åbenbart, så gælder det ikke, at jeg skulle rose en åbenbar skurk, som af Gud er åbenlyst overbevist; for det ville være lige så meget, som om jeg ville forsvare sådan ondskab eller hjælpe den igennem. Derfor må man gøre det alt sammen sådan, at vi ikke begynder eller foretager os noget af os selv, men ser hen til dette: når Gud byder det, eller det gøres på embedets vegne, så har Gud gjort det, og alt er ret og prisværdigt. Derfor må man her ikke lade sig lukke munden, men stå sandheden og retfærdigheden bi og hjælpe til at rose og prise en sådan dom, andre til skræk og advarsel. Lad dette være nok om denne tekst for denne gang.