7. søndag efter trinitatis (Mark 8,1–9)

Evangeliet på 7. søndag efter trinitatis, Mark 8,1–9

For at vi kan behandle evangeliet, så det bærer frugt, Gud til lov og ære, vil vi påkalde hans nåde og bede det hellige Fadervor.

Evangeliet beskriver den hellige Markus, og det lyder således: «På den tid, da der var en stor skare hos Jesus, og de ikke havde noget at spise, kaldte han sine disciple sammen og sagde til dem: ’Jeg har medlidenhed med skaren’ osv.»

Dette evangelium forstår I vist ganske godt, kære venner; for I er nu tilstrækkeligt grundfæstede til at vide, hvad man skal vente at finde i evangeliet, og hvad der bliver os forestillet deri, nemlig troens rette art og natur; derfor bliver Kristus også malet af og forestillet for os så venligt i alle evangelierne; og selv om historierne og gerningerne skifter, så bliver den enfoldige tro dog altid den samme. Nu maler dette evangelium Herren således af for os, at vi helt og fuldt kan erkende, hvad vi skal holde om ham: nemlig at han er barmhjertig, mild og venlig, gerne hjælper enhver, gerne er hos enhver og gerne omgås og har med enhver at gøre. Og et sådant billede må troen have.

Derfor stiller Skriften os to slags billeder for øje: et billede til frygt, det vil sige et overvættes billede af Guds strenge vrede, som ingen kan bestå for, men vi må fortvivle, hvis vi ikke har troen. Over for det er nådebilledet stillet frem for os, for at troen skal se på det og fatte en venlig, trøstefuld tillid til Gud, med det håb, at mennesket ikke kan vente sig så meget af Gud, at der jo ikke er langt mere hos ham.

Nu har I ofte hørt, at der er to slags goder, åndelige og legemlige goder. Men dette evangelium handler om de timelige, legemlige goder; det lærer os barnetroen og er nu et billede for de svage, så de på det kan vente sig alt godt af Gud og derudfra siden lære at stole på ham og forlade sig på ham i de åndelige goder. For når vi nu i evangeliet bliver undervist om, hvordan Kristus vil ernære vor bug, kan vi deraf slutte, at han også vil bespise og klæde vor sjæl med åndelige goder. For hvis jeg ikke tror ham til at opholde legemet, kan jeg langt mindre tro ham til evigt at underholde sjælen; ligesom, når jeg ikke kan tro nogen til at give mig én gylden, hvordan kan jeg så tro ham til at give mig ti gylden? Kan jeg ikke vente mig af en mand, at han giver mig et stykke brød, så kan jeg langt mindre trøste mig til, at han vil give mig hus og gård og hele arven.

Derfor: den, der ikke kan have en barnetro som de små diebørn, vil vanskeligt kunne vente sig, at Gud vil tilgive ham synden og frelse sjælen evigt; for sjælen er jo usigeligt mere end bugen, som han dog forbarmer sig over, som dette evangelium viser. Derfor har Sankt Peter (1 Pet 2,1–3) med rette sagt: «Kære brødre, aflæg nu al ondskab og alt bedrag, hykleri, misundelse og al bagtalelse, og længes som nyfødte børn efter den fornuftige, rene mælk, for at I ved den kan vokse, så sandt I har smagt, at Herren er venlig.» For det er ikke nok, at et barn dier mælk; det skal også blive stort og stærkt, så det siden også lærer at spise brød og hård kost.

Men at spise mælk er at smage Guds gunst og venlige nåde. At smage Guds venlighed er at erfare den med livet. For om jeg så prædikede om Gud i hundrede år, hvor venlig, sød og mild han er, og hvordan han hjælper menneskene, og dog ikke havde smagt det ved erfaringen, så er det alt sammen ingenting, og ingen lærer derved ret at stole på Gud. Deraf kan I slutte, hvilken sjælden ting en kristen mand er. For der er mange, som siger, at de betror Gud deres bug; men det svæver kun på tungen og hænger i ørerne, og det kommer ikke ind i hjertet, hvor det hører hjemme.

Nu vil vi se på eksemplet her og deri finde, hvad troens art og natur er. Apostlen skriver således i Hebræerbrevet (Hebr 11,1): «Tro er en vis tillid til det, der håbes på, og ikke at tvivle om det, man ikke ser.» Det er det samme som at sige: Troen er en grund, hvorved man forlader sig på de goder, man ikke ser; nemlig at jeg skal vente på et gode, som jeg hverken kan se eller høre, men alene må håbe på. Sådan som det også er sket i dagens evangelium. Der var mange mænd, omkring fire tusind, som sammen med kvinder og børn i tre dage ikke havde haft noget at spise (det kalder jeg da også at faste!), men var ganske sultne, langt hjemmefra og berøvet alle de goder, som legemet lever af. Nu siger apostlen, at troen er sådan en ting, hvorved jeg håber på goder, som jeg ikke kan se. Sådan en tro har den store mængde folk her; de ser ingen mad og håber dog, at Gud vil ernære dem.

Nu, hvad gør Kristus hertil? Hvordan stiller han sig til denne sag? Han må jo ikke have været klog; for han går hen til apostlene og spørger, hvad man skal bespise disse folk med. Da siger de: «Åh, hvem vil bespise sådan en stor flok her i ørkenen?» Der ser I nu, hvordan den menneskelige fornuft og troen støder sammen; der ser du: jo klogere fornuften er, des mindre finder den sig til rette i Guds gerninger. Men derfor har han spurgt sine disciple, for at hver enkelt skulle erfare sin egen fornuft og erkende, at fornuften og troen på ingen måde stemmer overens. Her lærer vi at blænde fornuften, når det kommer dertil, at troen begynder, og så give den afsked helt og holdent.

Tag et eksempel: Hvis jeg var en mand og havde kone og børn og intet at give dem, og ingen gav mig noget, og jeg så skulle tro og håbe, at Gud ville opholde mig; men jeg ser, at jeg intet har at tage fat på, og at der ikke snart hjælpes mig med mad og klæder; hvad sker der så? Er jeg en vantro nar, så fortvivler jeg og går hen og tager mig noget for: stjæler, bedrager og snyder folk og slår mig igennem, som jeg kan og formår, for at ernære mig. Se, det gør den skændige vantro. Men er jeg troende, så lukker jeg øjnene og siger: «Åh Gud, jeg er din skabning og dit værk, du har jo skabt mig; jeg vil helt overlade det til dig, du som sørger mere for, hvordan jeg skal underholdes, end jeg selv; du vil nok ernære mig, give mig mad og klæder og hjælpe mig, hvor og når du ser det bedst.»

Således er troen en vis grund, hvorved jeg venter det, som jeg ikke ser. Derfor må den altid have nok; for før den skulle komme til at mangle noget, måtte englene komme fra himlen og grave brød op af jorden, for at et sådant troende menneske kunne blive bespist. Ja, før måtte himmel og jord forgå, før Gud lod et sådant menneske mangle klæder og andre fornødenheder. Det kræver og fordrer det trøstefulde, mægtige ord i Guds løfte. Det roser David sig af i salmen (Sl 37,25), hvor han siger således: «Jeg har været ung og er blevet gammel, og aldrig har jeg set den retfærdige forladt eller hans afkom gå om efter brød.» Og lidt før (Sl 37,18–19) siger han: «HERREN kender de frommes dage, og deres arv skal bestå evigt. De skal ikke blive til skamme i den onde tid, og i dyrtiden skal de have nok.»

Men hvis man spurgte fornuften til råds, ville den også her straks sige som apostlene ovenfor: «Det er ikke muligt. Åh, du må vente længe, før stegte ænder flyver dig ind i munden.» For den ser intet og griber intet, og der er intet. Sådan gjorde apostlene også her; de mente: «Ja, hvem vil bespise så mange af dem? Det er ikke muligt.» Men havde de set en bunke penge og dertil brød- og kødboder, så havde de snart fundet et godt råd og kunnet give en god trøst; så var det gået fint og fornuftigt til efter deres sind. Men da de intet så, kunne de ikke finde noget råd, men holdt det for en umulig ting, at man skulle bespise så mange folk, når der dog intet var ved hånden.

Det være nok sagt om troen, hvorved vi betror Gud vor bug og tror, at han ikke vil lade os mangle timelige goder. Nu vil vi også tale om de åndelige goder, når vi skal dø. Da vil vi se døden for øjnene og dog gerne ville leve; da vil vi se helvede for os og dog gerne ville have himlen; da vil vi se Guds dom og vrede og dog gerne ville have hans nåde; kort sagt: af alt det, vi gerne vil have, ser vi intet for øjnene. Mod døden, helvede og Guds dom kan ingen skabning komme os til hjælp; men når jeg tror, siger jeg: «Åh, troen er en sådan grund, hvorved jeg opnår det, jeg ikke ser; når jeg tror, skal intet skade mig.» Selv om jeg nu intet ser for øjnene uden døden, helvede og Guds dom, så må jeg dog ikke se på noget af det, men helt og fuldt stole på, at Gud i kraft af sit løfte, ikke for nogen fortjenestes skyld, vil give mig livet, frelsen og nåden. Det er nu ret at hænge ved Gud ved troen.

Det er her fint malet af i det legemlige billede af de fire tusind mennesker, som alene i denne tro hænger ved Gud: «Åh, Gud vil nok bespise os.» Havde de dømt efter fornuften, så havde de sagt: «Åh, vi er så mange, vi er her i ørkenen og har tomme og sultne maver; det nytter ikke.» Intet af det er kommet over deres læber, men de har en god tillid til Gud uden al menneskelig disputats, befaler sig til ham og overlader frit alle deres fornødenheder til ham. Så kommer også Kristus, før de bekymrer sig og beder, tager sig af dem langt mere alvorligt, end de selv gør, og siger til sine disciple:

«Jeg har medlidenhed med skaren; for de har nu været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og hvis jeg lod dem gå bort fra mig uden at have spist, ville de blive udmattede på vejen.»

Se, hvilken venlig Kristus vi har, som også sørger for, hvordan han vil opholde den skændige bug. Her bliver håbet nu rejst, og mennesket bliver trøstet ved Kristi ord, når han siger: «De ligger der og venter på mig, nu helt til den tredje dag; jeg må også give dem nok.» Der ser I, at alle de, som flittigt hænger ved Guds ord, bliver bespist af Gud selv; for det er troens art og kraft, som alene flyder ud af Guds ord.

Derfor, kære venner, lad os dog engang begynde at tro, så skal vi ikke lide nød på legeme og sjæl; for vantroen alene er årsag til alle de synder og laster, som nu har taget overhånd i alle stænder. Hvordan kan det være, at der overalt er så mange letfærdige kvinder og slyngler, også så mange landsbedragere, tyve, røvere, ågerkarle, mordere, simonister og folk, der sælger præbender? Det kommer alt sammen af vantroen. For sådanne mennesker dømmer alene efter den menneskelige fornuft, og fornuften alene efter det, den ser; men hvad den ikke ser, kan den ikke begribe. Derfor, når den ikke ved troen sætter sin lid til Gud, så må den fortvivle i sig selv og således gøre folk til slyngler og skælmer. Mærk dig: sådan går det til, hvor menneskene lader deres fornuft og ikke troen regere.

Ligesom I nu har lært troen, sådan skal vi også lære kærligheden. For Kristus bliver forestillet os i to skikkelser: nemlig som et billede på troen, så vi ikke skal bekymre os; og også som et billede på kærligheden: ligesom han gør mod os og sørger for os, og ligesom han giver os mad, drikke og klæder alene af fri kærlighed, ikke for sin egen fordels skyld eller for vor fortjenestes skyld, sådan skal også vi gøre godt mod vor næste frit og for intet, af lutter kærlighed, så at du, ligesom Kristus er for dig, også er en Kristus for din næste.

Derfor ser I, at alle præsternes, munkenes og nonnernes gerninger er forgæves og fordømte; for de sigter ikke på at tjene deres næste, men alene på, at de ved deres gerninger vil fortjene meget for Gud. For rette kristne gerninger må helt frit sigte på at ske til gavn for næsten og ikke på, at vi mener at fortjene meget derved hos Gud; men de skal alene skænkes frit hen og kastes i grams, sådan som Kristus også har gjort, han som har kastet sine velgerninger i grams og skænket menigmand sin lære, sit ord og sit liv. Salige er de, som tager imod denne gave med tak.

Det siger jeg alene, for at I skal se, hvordan alle evangelierne trænger på dette og intet andet vil have, og Gud heller intet andet kræver af os, end at vi giver os til tjeneste for vor næste og dernæst her på jorden holder ham for Gud, gør vel mod ham og viser ham tjeneste i Guds sted; for Gud behøver ikke vore gode gerninger, som salmen (Sl 50,7–13) siger: «Hør, mit folk, lad mig tale; Israel, lad mig vidne iblandt dig: Jeg, Gud, er din Gud. For dine ofres skyld revser jeg dig ikke; dine brændofre er jo ellers altid for mit ansigt. Jeg vil ikke tage tyre fra dit hus eller bukke fra dine stalde; for alle dyr i skoven er mine, og kvæget på bjergene, hvor de går i tusindvis. Jeg kender alle fugle på bjergene, og alle slags dyr på marken er for mit ansigt. Var jeg sulten, ville jeg ikke sige det til dig; for jorden er min og alt, hvad der er i den. Mener du, at jeg vil spise oksekød eller drikke bukkeblod?»

Sådan siger han også til os: «Se, Israel, det vil sige du troende menneske, jeg er din Gud, og ikke du min Gud; jeg vil give dig, og ikke du mig. Hør, Israel, jeg vil ikke vredes på dig, fordi du ikke ofrer meget til mig; for hvad du har i stald, hus og gård, det er alt sammen mit i forvejen; for det er mig, der har sendt det derind.» Dermed har han fint ramt jøderne, som pukkede så højt på deres ofre. Nu, når han forkaster offeret, hvad vil han så have? Salmen siger: «Bring Gud takoffer, og indfri dine løfter til Den Højeste; og påkald mig i nødens tid, så vil jeg frelse dig, og du skal prise mig.»

Det vil sige: «Dit hjerte vil jeg have. Hold dig til mig, og hold mig for en venlig, nådig Gud, så at jeg er din Gud; så har jeg nok.» Derfor siger han også i den følgende salme (Sl 51,16–19): «Fri mig fra blodskylden, Gud, du min frelses Gud, så min tunge kan prise din retfærdighed. Herre, luk mine læber op, så min mund kan forkynde din pris. For du har ikke lyst til offer, ellers gav jeg dig det, og brændofre behager dig ikke. Guds ofre er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt og knust hjerte vil du, Gud, ikke foragte.»

I denne tillid og dette håb skal du lade din tro gå: erkende ham for en venlig Gud, hænge ved ham og i den højeste nød flygte til ham og ellers ikke til nogen anden. Tro det og vent det, så vil han hjælpe dig; det skal du ikke tvivle om. Dernæst skal du tjene din næste frit og for intet. Tro, vov det og vent det: Gud vil komme dig til hjælp. «Guds sandhed bliver evigt» (Sl 117,2). Disse to stykker bliver holdt frem for os i dette evangelium.