7. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Mark 8,1–9)

En anden prædiken over evangeliet på 7. søndag efter trinitatis, Mark 8,1–9

Dette evangelium giver os igen begge dele, lære og trøst, mod bugsorgens eller det timelige udkommes anfægtelse og om kirkens opretholdelse på jorden; og hertil hører troen. For Kristus er ikke kommet for at ordne et sådant regimente, som kaldes et verdsligt rige eller et husligt rige; det er allerede i forvejen ordnet af Gud og har fået det, som dertil behøves; og fornuften lærer her selv, hvordan og hvorfra man kan skaffe, at enhver i sin stand har føde, fred og beskyttelse, så man kan se for øjnene og få i hænde alt det fornødne, som man behøver for at opretholde dette regimente. Derfor har Kristus ikke taget sig af det, da det ikke var hans stand og embede; men fordi hans rige skulle være et andet regimente, hvor alle mennesker i alle stande og regimenter, høje og lave, der som syndere er fordømte for Gud til den evige død, skal hjælpes til Guds evige rige og liv, så måtte han tage sig af det og holde sig fra de to andre.

Deraf ville og måtte det følge, at hans disciple, prædikanter og tjenere måtte lide fattigdom, fordi de på grund af deres tjeneste og embede ikke som den øvrige verden kunne tragte efter deres udkomme eller håbe at blive rige deraf; og desuden ville de under alle omstændigheder blive forfulgt af verden, som sætter sig imod deres prædiken, fordi den ikke passer til dens forstand og indbildning. Og således kunne de kristne i verden ikke forlade sig på nogen sikker grund for deres udkomme eller for et fredeligt liv og beskyttelse, men måtte for verdens skyld altid sidde i det uvisse og også svæve i fare og bølger med det, som de allerede havde eller kunne få. Skal de da alligevel have at spise og drikke og et sted og rum at blive, så kan de ikke vente det af nogen anden end af Kristus alene.

Det ved Kristus nu godt; derfor ruster og trøster han dem med dette og lignende eksempler og ord, så de ikke skal fortvivle. Selv om hans rige ikke er og ikke har at gøre med at spise og drikke, bygge og sørge for legemets føde, så skal de dog ikke dø af sult. Og således stadfæster han igen dette ord, Matt 6,33: «Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift.» For hermed beviser han, at dem, der løber efter ham for at høre hans prædiken, og det så ivrigt, at de endda bliver hos ham i tre dage i ørkenen, så de ikke godt kunne komme ud derfra igen uden sultnød (og altså er i fattigdom, mangel og kummer for hans ords skyld) – fordi Guds rige her søges først, og Kristus først har prædiket, bedt og udrettet det, som angår Guds retfærdighed, så må også det legemlige følge og komme bagefter, for at de skal lære at tro, at det ikke skal mangle dem, og at de også skal vente sig af ham det, som hans kirke behøver til at opretholde dette legemlige liv på jorden.

Ganske vist har disse to, fattigdom og rigdom, altid gjort kirken stor skade og gør det endnu. For det første: hvor man har set apostlene og rette biskopper og prædikanter så fattige, at ingen gav dem noget, og de heller ikke selv kunne tjene noget, dér har enhver skyet et sådant embede, og ingen har villet til. For det andet: da de så er blevet overrige af store stiftelser og præbender og sad i al overflod, har de selv ladet prædikeembedet og sjælesorgen ligge og nydt herredømmet.

Sådan også nu: når rette sognepræster og prædikanter holdes sådan, at ingen vil unde dem noget, og endda det, de har, bliver revet fra munden på dem af den skammelige, utaknemmelige verden, fyrster, adel, borgere og bønder, så de med deres stakkels hustru og børn må lide nød og efterlade elendige, forstødte enker og faderløse, så skræmmes derved også rigtig mange godhjertede og fine, dygtige folk mere og mere fra at blive sognepræst eller prædikant. For ellers tjener alle kunster, håndværk og stande til, at man kan holde sult og fattigdom fra livet; men med dette embede går det lige modsat: den, der vil passe det trofast, må give sig ind i fare og fattigdom.

Deraf vil så følge kirkens ødelæggelse: sognene står tomme, prædikestolene forsømmes, eller også kommer der igen sådanne prædikanter, som ikke trofast tragter efter Guds ord og Kristi rige, men tænker på, hvordan de kan prædike det, folk gerne hører, så de kan blive ved uden fare og blive rige igen; og så bliver det igen ikke godt. Derfor tænker også nu de store og mægtige (især adelen) at lade deres sognepræster og prædikanter ligge under fødderne, så de ikke igen bliver rige og hersker over dem, sådan som de før har erfaret, og nu er de brændte børn. Men dermed vil de ikke nå derhen, hvor de tænker.

Hvordan skal man så gribe sagen an, og hvorfra vil man få prædikanter og sognepræster, så Kristi rige bliver opretholdt? For ingen af delene er godt for kirken: bar fattigdom, sult og kummer kan prædikanterne ikke tåle; stort gods og rigdom kan man ikke bære. Fattigdom holder personerne tilbage, rigdom hindrer deres gerning og embede. Men alligevel: hvor det går sådan til, at man heller ikke vil give dem underhold, og prædikestole og sognepræsteembede lades tomme, så skal verden også få at se, hvad den får ud af det.

For når enhver kun vil tænke på sit eget hus og tragte efter, hvordan han kan ernære sig, og ingen spørger efter, hvor Guds ord og prædikeembedet bliver af, så vil Gud sige det samme, som han siger hos profeten Haggaj (1,4–11), da folket også lod Guds hus ligge øde og Guds ord og tjeneste i templet ligge, så præsterne og tjenerne måtte drive agerbrug og lære andre ting for at ernære sig, fordi de intet fik til deres embede og tjeneste. Derfor siger han dér: «Fordi I bor i hvælvede huse og lader mit hus stå ubygget, så se, hvordan det går jer: I sår meget og bringer lidt ind; I spiser og bliver dog ikke mætte; I drikker og bliver dog ikke drukne; I klæder jer og kan dog ikke blive varme; og den, der tjener penge, lægger dem i en hullet pung.» Ligeså: «I venter nok på meget, og I får lidt; og selv om I bringer det hjem, så blæser jeg det dog bort. Hvorfor det? Fordi mit hus står så øde, og hver af jer haster af sted til sit eget hus. Derfor har himlen over jer holdt duggen tilbage og jorden sin afgrøde, og jeg har kaldt tørken frem, både over land og bjerge, over korn, most, olie og over alt, hvad der kommer af jorden, også over mennesker og kvæg og over alt hændernes arbejde.»

Se, det er straffen for en sådan foragt for prædikeembedet, hvor den er mildest, sådan som den endnu var på den tid; og gid Gud ville, at det blev ved det! Men når man sætter Guds ord så helt til side og holder præsterne eller prædikanterne sådan, at de må opgive deres embede og søge deres brød ved andet arbejde, og dermed også skræmmer andre bort, som ellers var dygtige og villige dertil, så sender han ikke alene dyrtid og andre store landeplager (som nu for øjnene), så ingens pung kan beholde noget, og ingen velsignelse eller forråd bliver tilbage, men han tager Ordet og den rette lære helt bort og lader i stedet sværmeånder og falske lærere komme, som man bliver forført og bedraget af på sjæl og gods, før man ser sig om, og som man i stedet må bære til i rigt mål og i bunkevis.

Derfor ville det her være et godt råd til verden, om den ville lade sig råde – herrer, fyrster, lande, byer og alle i almindelighed – at de gjorde noget dertil og også sørgede lidt for Guds hus og rige, så meget som det behøver; sådan som man jo må gøre i andre embeder og kunster, så de, der skal passe dem, også kan have deres brød deraf. For her er det langt mere nødvendigt. For hvor én amtmand eller dommer er nok, ja, hvor én jurist eller én læge godt kan dække en by eller flere og undertiden et helt land, dér må man i mangt et land (alt efter hvor mange kirkesogne og sognekald der er) vel have tusind prædikanter; for der fødes daglig børn, som man skal døbe og opdrage, så de også lærer Guds ord og bliver kristne. Hvorfra vil man tage sådanne, hvis man hverken ernærer eller opdrager dem? Så må enten kirkerne stå tomme og folket blive spredt og fare vild, eller også må det få og tåle grove æsler og forførere.

Men ve alle dem, som har hjulpet til eller ikke har hindret, at Guds hus må blive øde; men endnu mere dem, som også skræmmer og hindrer andre, så de ikke kan komme dertil eller blive ved det; for sådanne er værre end jøder eller tyrker. Dog er heller ikke de undskyldt, som lader sig skræmme bort af fattigdom; for det skorter dem allermest på troen på, at Kristus alligevel også vil give dem deres brød og legemlige føde. Og selv om det går kummerligt til og bliver surt, så må du derimod tænke på, hvor meget større et gode det er, at et menneske får et stykke brød i hånden underfuldt og ved Guds velsignelse, end al verdens rigdom og overflod.

Derfor burde især øvrigheden også tænke på at gøre noget hertil og være til hjælp for vore børns og efterkommeres skyld og ikke trække hånden sådan til sig og med sit eksempel også hindre og skræmme andre derfra og gøre kristenheden uoprettelig skade. Hvordan vil du stå til ansvar for Gud, når du ved din forbandede gerrighed har forsømt eller hindret én eneste sjæl i dens frelse? – for slet ikke at tale om, når du hindrer en hel by eller et helt land i at kunne have Guds ord og prædiken. Og det må jo være et grusomt, ubarmhjertigt, forbandet menneske, som ikke hjælper sine egne børn dertil, endsige når han forhindrer det. For når vi vil være kristne, skal vi jo vide, at vi er kaldet dertil, og at det er Guds bud, at vi alle gør vort dertil med begge hænder og alle kræfter, så Guds hus ikke bliver øde, prædikestolene ikke står tomme, og hans rige ikke hører op, for at ikke både vi selv og det unge folk skal blive berøvet frelsen.

Ganske vist var det i Det Gamle Testamente ved Moses pålagt og befalet enhver at give tiende dertil af al sin indtægt (3 Mos 27,30 ff.). Hvor meget mere skal vi kristne så gøre vort til det, som er mest nødvendigt, og som ellers ingen på jorden giver eller gør noget til, så Kristi rige bliver ved at være bygget: at vi også lader hans tjenere spise med os, så vi også bliver i det samme Guds rige og kan lade en sådan nåde og frelse gå i arv til vore børn. Gør vi det ikke, så vil han til løn for vor utaknemmelighed også sætte en stopper for vor gerrighed og frådseri, så det snart vil rinde os selv ud af hænderne; for så meget gods og forråd har vi ikke, at han jo kan lade en rust komme deri (ved dyrtid, tyrker, krig eller anden landeplage), så det alt sammen i ét år må fortæres, hærges eller på anden måde gå til grunde.

Således vil Kristus nu her for det første ved sit eget eksempel formane os om, at enhver også hjælper med at fremme Guds rige og ord med timelige, legemlige goder, når han ikke selv kan eller vil være prædikant. Dernæst trøster han hermed også dem, der er i embedet, så de ikke lader sig forarge eller skræmme af den nærværende mangel eller fattigdom, men ved, at Kristus sørger for dem og alligevel vil ernære dem i deres fattigdom og ikke altid lade dem lide nød og mangel, men til sidst bespise dem så meget rigeligere; ja, han har allerede på forhånd tænkt på og sørget for det alt sammen, før de tænker på, hvorfra de skal tage det.

For han viser jo i dette eksempel med kraft, at han er en rig, mægtig herre og husholder, ja, selv en rig møller og bager, bedre end nogen på jorden, en, der har lært håndværket rigtig godt. Ja, han udretter rigtig mange håndværk på én gang og uden noget menneskes hjælp: han pløjer, høster, tærsker, maler og bager næsten i ét øjeblik. For det er jo et under og ubegribeligt for fornuften at bespise så mange tusind mand, foruden kvinder og børn, med syv brød, så de alle sammen bliver mætte, og der endda bliver noget tilovers; og dog har han gjort det så hurtigt med ét ord: så snart han blot rører ved brødet og giver det hen til uddeling, så er der allerede malet, bagt og gjort alt rede til så mange tusind mennesker og flere til. «Det må være en fin konge» (siger de fem tusind, som han også bespiser på lignende måde, Joh 6,14), «ham kunne vi ønske os; han skulle føre en hel hær i felten og forsørge den, så man altid kunne gribe ned i en kurv eller i lommen og rigeligt bespise og besolde hele hoben.»

Nu, det kan han, og en sådan konge har vi i ham. Hvor han griber hen, dér er alt fuldt, og hvor han vil give, dér må alt være nok og i overflod. Således befaler han Peter, Matt 17,27, at gå hen og tage en statér ud af fiskens mund. Hvem har dér bestilt eller præget sølvet til ham? Eller hvem ville søge penge i vandet og netop i fiskens mund? Men han kan skaffe det og tage det, når, hvor og hvordan han vil have det, ja, også bringe brød og vand ud af sten, hvormed han bespiser hele verden; for i hele verden ser man ham daglig gøre sådan, og alt, hvad den har, kommer gennem lutter sådanne undere, som ikke er ringere end dette (som også Sankt Augustin siger).

Vi er ganske vist så vant til, at kornet hvert år vokser op af jorden, og så forblindet af denne vane, at vi ikke agter på dette værk. For hvad vi daglig ser og hører, det regner vi ikke for under; og dog er det lige så stort, ja, hvis man skal tale rigtigt om det, vel et større under, at han giver kornet af sand og sten, end at han her bespiser hoben med syv brød. For hvad er tørt sand andet end lutter knust sten, eller hvad er en sten andet end sammengnedet sand eller jord? Men hvordan kan der blive brød af en sten, som man kan spise? Og dog vokser det alene af sand og jord. Ligeså alt, hvad der vokser, og hvad alle dyr giver os, hvert efter sin art – hvor kommer det fra, om ikke af jord og støv?

Det er netop de undere, som er indstiftet fra verdens begyndelse og sker daglig, så vi er rent overøst med dem; men fordi de er så almindelige, at vore øjne og sanser ikke mærker dem, så må Gud undertiden (som han gør her) gøre et, der ikke er større, men dog særligt, et, som ikke går efter det almindelige løb, for at han kan vække os op og ved et sådant enkelt, særligt under vise og føre os ind til den vide verdens daglige undere.

Ingen landmand kan jo sige andet, end at hans korn vokser af lutter sten, sådan som også Moses siger i 5 Mos 32,13, at Gud har ført folket ind i landet og sat det der, så det sugede honning af klippen og olie af den hårde sten. Hvad vil det sige? Hvordan kan honning og olie vokse af klippe og sten? Nu sker det jo sådan, at både korn og træer, som bærer de sødeste frugter, er sat på sten eller sand og vokser op derfra og ikke andetsteds fra får deres saft og kraft. Hvis det nu skete for vore øjne, at olie eller honning flød ud af en søjle, så ville hele verden tale om under over under; men når vi daglig går over land og ager (hvor det vokser for os), så hverken ser eller forstår vi noget.

Når vi nu slår Guds daglige gerninger, som er lutter undere, sådan hen i vinden, så må han med dette særlige under og andre som det spærre munden op på os og lade dem prædike som særlige undere, så en kristen dog vil lade dem være sin skrift og bog, af hvilken han kan lære at se på alle Guds gerninger og undere, og sætte sit hjerte til ro derved og tænke: «Hvorfor skal jeg ængste og bekymre mig for min bug og føde? Hvorfra giver han kornet på marken og alle frugter, når verden med al sin visdom og magt ikke kunne bringe et lille strå, et lille blad, en lille blomst frem? Gør da Kristus, min Herre og Gud, sådan daglig, hvorfor vil jeg da bekymre mig eller tvivle om, om han også kan eller vil ernære mig?»

Her siger du: «Ja, hvordan går det så til? Når han er sådan en konge, som rigeligt bespiser hele verden, hvorfor lader han så sine kristne så ofte lide nød og fattigdom i verden? Han burde jo med rette frem for alle andre rigeligt forsørge sit eget folk.» Svar: Her må man vide, hvordan det står til med Kristi rige; for hermed vil han, som jeg sagde ovenfor i begyndelsen, for det første vise os, at hans rige på jorden ikke er et verdsligt rige, som består i, hvordan man her på jorden spiser, drikker, holder hus og plejer legemet, hvortil alt dette livs fornødenheder må være ordnet og til stede; men han har ordnet et sådant åndeligt rige, hvor man skal søge og finde guddommelige, evige goder, og har også indrettet det således, at det er og forbliver rigeligt forsynet med Guds ord, sakramenter, Helligåndens kraft og gaver og slet ikke mangler noget af det, som tjener til at få og bevare det evige liv. Derfor lader han verden have og tage sine fornødenheder og sit forråd i sit regimente og dermed forsørge sig rigeligt; men sine kristne befaler han ikke at sætte deres hu og trøst til dette timelige, men at tragte efter Guds rige, hvor de evigt skal have nok og være rige. Det er det ene.

For det andet vil han lære sine kristne at øve troen også i dette stykke, som angår dette timelige liv og de legemlige goder, så de også heri ser ham i hænderne og venter sig sådanne fornødenheder for dette liv af ham; for skal kirken på jorden være og blive hans kirke, så må han også skaffe den mad, drikke, klæder, rum, sted og andre fornødenheder til dens legeme. Ja, han har nok skabt alt, hvad verden har og bærer, for de fromme kristnes skyld, og han giver og opholder det også endnu alene for deres skyld, så længe verden står, så de nok burde nyde det rigeligt også i dette liv og ikke lide nogen mangel. Men fordi Djævelen hersker i verden og er Kristi og hans kirkes fjende, og fordi de heller ikke selv tragter efter denne verdens goder, så må de tåle, at det, som tilhører dem, bliver revet fra munden på dem og røvet.

Her må Kristus nu også hjælpe sin kirke og give, hvor den lider mangel og nød, så den kan bestå, sådan at det kaldes givet på underfuld vis, og de kristne erkender, at det er givet af ham; og han viser altid en sådan særlig undergerning i sin kristenhed, så den dog må have at spise og drikke osv., selv om verden ikke giver eller under den det, men tager fra den eller i hvert fald misunder og hader den for det, som Gud giver den.

Se, det skal vi nu også lære at tro: at vi i Kristus har en sådan Herre, som også sørger for vor bug og vort timelige liv, og dermed slå vantroens bekymring ned og overvinde den. For han ægger os til troen ved så mange slags eksempler. Han vil gerne have, at vi bliver sådanne folk, som er helt uden bekymring for vor egen person, både hvad angår det åndelige og legemlige eller det timelige og evige liv (for her tales der ikke om bekymringen for embedet eller arbejdet, som er befalet og pålagt enhver af Gud, at han skal være tro og flittig deri), så vi med glad hjerte og tillid til ham gør det, som er os befalet, især i det, som hører til Guds rige. Og hvis nød og mangel skulle ramme os, skal vi overlade det til ham, og en kristen skal trøste og styrke sig således: «Jeg ved og har lært af evangeliet, at jeg har en sådan Herre, som kan gøre så meget af ét brød, som han vil, og dertil hverken behøver landmand, møller eller bager, og som kan give mig, når og så meget som jeg behøver, selv om jeg ikke ved eller forstår, ja ikke engang tænker på, hvordan eller hvornår og hvorfra det skal komme.»

Det viser nu også evangeliets tekst: hvordan Kristus bærer sig ad og taler, da han ser folket, som følger ham og nu ikke kan komme hjem igen uden sultnød; da kalder han disciplene til sig og holder råd med dem, tager til orde og siger: «Jeg har medlidenhed med skaren.» Og han føjer grunden dertil: «For de har» (siger han) «allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise» osv.

Sig mig her: hvis folket selv havde sendt bud til Kristus for at give sin nød til kende, om de så kunne have ført deres sag lige så godt, som han selv betænker den og forelægger sine disciple den? For hvordan ville eller kunne de fremstille den bedre og fremføre stærkere grunde til at bevæge ham, end hvis de sagde sådan: «Ak, kære Herre, hav dog medlidenhed med det fattige, store folk, både mænd, kvinder og børn, som er draget så langt efter dig for at høre dig; for det andet, tænk dog på, at de nu er blevet hos dig i tre dage og har ventet; for det tredje, at de ikke har noget at spise, for de er her i ørkenen osv.; for det fjerde, hvis du lader dem gå fra dig uden at have fået noget at spise, så må de jo forsmægte på vejen, før de kommer hjem, især de svage iblandt dem, kvinderne og børnene; for det femte, tænk dog på, at nogle er kommet langvejs fra osv.»

Se, alt det betænker han selv, før nogen siger det til ham, og han har selv formet bønnen (som de i deres hjerte gerne ville bære frem for ham) så godt, at ingen kunne bære den så godt i sit hjerte. Ja, han er allerede bekymret for dem, før de tænker på at bede ham, og har talt alvorligt med disciplene om deres nød og holder råd om, hvad der skal gøres.

Hvad er alt dette andet end lutter levende prædiken, bevis og vidnesbyrd om, at han mener det så godt og hjerteligt med os og på forhånd, før vi kan bære noget frem for ham, ser os ind i hjertet, bedre end vi selv kan tale, så intet menneske kunne tale et andets sag mere hjerteligt? For han venter ikke, til nogen siger til ham: «Ak Herre, hav medlidenhed med folket, tænk dog på, hvor længe de har ventet, hvor langt de har hjem» osv. «Nej,» siger han, «jeg har allerede medlidenhed med dem og har allerede tænkt på det hele. Men lad nu også jer høre» (siger han til disciplene); «hvad råder I til, hvordan skal man bære sig ad, så dette folk kan blive bespist?»

Nu, denne rådslagning og samtale med disciplene sker for det første, for at hans hjerte og tanker skal blive åbenbare; for det må ikke forblive hemmeligt, kun skjult i hans hjerte, at han har medlidenhed med folket og er bekymret for det, men det skal komme åbenlyst for dagen, så man kan høre og se det, og så vi dog kan lære at tro, at også vi har den samme Kristus, som stadig og altid tager sig hjerteligt af os (også i legemlig nød) og altid har disse ord («Jeg har medlidenhed med mit fattige folk») skrevet med levende bogstaver i sit hjerte og viser dem i gerning og handling; så han også gerne ville, at vi blot erkendte det og hørte dette evangeliets ord sådan, som om han talte det endnu i denne time og hver dag, når vi føler vor nød, ja langt tidligere, end vi selv begynder at klage over den.

For det er jo stadig og bliver evigt den samme Kristus, og han har netop det samme hjerte, de samme tanker og ord over for os, som han var og havde dengang; han er hverken i går eller nogensinde blevet anderledes og vil heller ikke i dag eller i morgen blive en anden Kristus. Og her står et rigtig smukt billede og maleri, som maler afgrunden i hans hjerte for os: at han er en trofast, barmhjertig Herre, som tager sig vor nød nær og ser dybere ind i den, end vi tør bede om eller bære frem for ham. Fy, skam over vor elendige vantro, at vi hører og ser dette og dog slet ikke kan stole på ham for det!

Ja, det er netop også en grund til, at han begynder en sådan samtale og spørger disciplene til råds: at vi dog skal se vor vantro og dårskab og straffe den hos os selv. For her ser du, hvordan han betænker nøden langt bedre og videre og holder råd om den, end vi selv kan, og hvordan intet menneske i sin egen fare eller nød selv kan råde sig så godt om, hvordan han kunne blive hjulpet ud af den. Og skønt han allerede har overvejet og besluttet, hvad han vil gøre, spørger han dem dog til råds, så de kan se, hvordan han sørger for dem, og hvad de selv kan råde til. Da viser det sig, hvad mennesker kan råde til, når de skal være Guds og Kristi rådgivere. Her står de alle sammen som spillemænd, der har spillet dansen i stykker, farer frem med deres menneskelige klogskab og regner det efter med regnepenge: Her er alene fire tusind mænd og vel lige så mange kvinder og børn; hvorfra skulle man tage nok at spise til dem, især i ørkenen, medmindre de ville spise græs og hø?

Der hører du svaret fra den menneskelige visdom, når det kommer til dens råd, og hvor langt den er fra troen; for hertil ved den intet andet at sige end ganske tørt at slutte, at sagen ikke er til at hjælpe. Det er, hvad natur og fornuft altid fører med sig: hvor der er nød eller mangel, og hvor den skulle stole på Gud og vente råd og hjælp af ham, dér falder den straks i sin blindhed hen til det gudsbespottelige ord: «Ak, det er ikke muligt, det er tabt» osv.

Når dødsnød og fare kommer, tænker og slutter den straks: «Det er ikke muligt at leve; hvor der ikke er brød i huset, dér er det ganske umuligt at værge sig mod sulten»; og således er der intet andet end lutter fortvivlelse hos den, når den ikke straks ser for øjnene og kan gribe det, hvormed sagen kan hjælpes. Den er ikke så klog, at den kan tænke, at han endnu ved råd og hjælp, eftersom han selv tager sig af sagen og ikke fortvivler over den, men taler sådan (som han gør her) som én, der vil have sagen rådet og hjulpet og ikke vil lade det ske, at folket skulle gå fra ham uden at have spist og forsmægte på vejen. Ja, den er heller ikke så from, at den dog gav ham den ære og troede, at han ved råd og hjælp ud over, hvad den forstår og ved, og bekendte sin uforstand eller afmagt og således overlod sagen til ham igen og bad om hans råd og hjælp.

Det kommer af, at vi er sådan nogle tåber og vil regne og måle de sager (som Gud skal handle med os om) ganske efter vor evne og vore kræfter; derfor, når den slår fejl, så må vi jo fortvivle, sådan som apostlene her ud fra deres forstand regner og måler deres mad og forråd mod den store skare og nøden mod deres evne. Da kan der intet andet følge, end at de må sige: «Her er intet andet råd, end at vi lader dem gå, hvorhen de ved, hvor de kan købe og finde mad; imens må de gøre, som de kan, forsmægte eller blive i live.»

Således ser du også i Kristi disciple og apostle vor store, dybe vantro: hvor ganske uforstandige, store tåber vi er over for Guds råd og gerninger, og så slet ikke tror, når det ikke går efter vore tanker og sanser, og mener, at han heller ikke ved nogen råd og heller ikke gør noget hos os, når vi ikke på forhånd kan se og regne ud, hvordan det er muligt; skønt han dog netop handler sådan med os for at vise os, at hvor vort råd, vor visdom og evne hører op, dér gør han langt højere ting, end vi kan tænke og anse for muligt eller tør bede om og ønske; så hvis han ikke skulle handle anderledes med os end efter vore tanker og vort råd, ville han aldrig kunne gøre eller vise nogen guddommelig gerning, og vi måtte uden Gud hvert øjeblik fortvivle, gå til grunde og fortabes.

Derfor er det også langt bedre, at han uden vort råd, ja imod vort råd, går frem og handler, som Herren og Gud over alle skabninger skal gøre; for vi ville dog ikke råde eller sige andet dertil, end hvad apostlene her siger til sagen: at det er umuligt og håbløst at bespise så stort et folk. Alligevel viser han sig så venlig, at han spørger dem til råds og lader dem udtale sig om sagen og kan have tålmodighed med dem; han lader dem løbe panden mod muren, så de bagefter selv må se, hvor tåbelige de har været, og skamme sig over deres vantro, da de oplever hans undergerning og ser den for øjnene.

Heraf skal vi dog også lære at blive fjende af vor vantro og stå den imod, den, som altid rører sig i nød og fare og snart vil fortvivle om al trøst og hjælp, når den ikke ser hjælp og råd for sig i vor egen magt; og vi skulle vænne os til dog at tænke, at Kristus formår og også gør mere og større ting, end vi kan forstå eller tro. For vore næver og vor magt er bestemt ikke skabt til at skaffe korn og brød i dyrtid og mangel, til at hjælpe til livet i døden og gøre noget af intet. Men han er den Herre, som kan og gør det som sin helt egen gerning. «Derfor» (siger han) «vend også dine øjne og tanker bort fra din næve og din evne og hen til mig; mine fingre er bestemt til at gøre sådanne ting; tro du blot, og hvor det ikke er muligt efter dit råd, så lad det dog være muligt efter mit råd og min kraft.»

Det lærer han overalt i alle sine mirakler og endnu i de daglige undere, som han gør i sin kirke; alligevel kan han ikke opnå hos os, at vi med stærk tillid og tryg frimodighed overlader vor nød til hans råd og magt og lader den være ham befalet; derved ville vi blive hjulpet både ud af nød og mangel og fra den ængstelige bekymring og modløshed (hvormed vi gør nøden større og tungere for os, end den er i sig selv). Og vi ville få to slags nytte og gevinst derfor: et fredfyldt, roligt hjerte og en rolig samvittighed og dertil trøst og hjælp, foruden at vi dermed bragte ham det bedste offer og den bedste gudstjeneste. Gør vi det derimod ikke, kan det heller ikke være ham kært eller behage ham, og skaden er ingen andens end vor egen: at vi ængster og plager os selv og intet opnår dermed; for vi må dog lade det blive i hans magt, og ingen af os kan få så meget som et lille blad til at flytte sig, om han så bekymrede sig ihjel derover.

Men det er dog også godt for os, at han lader os prøve og erfare dette og ved vore forgæves råd og planer, vor sprællen og tvivl lærer os at kende vor nød; ellers ville vi ikke tænke, at vi havde brug for ham, og aldrig lære hverken at tro eller bede. Derfor viser og åbenbarer han også her for disciplene den mangel og nød, som er til stede, før de selv tænker på den.

Ligeledes sender han også undertiden anfægtelse, skræk, ulykke og lidelse over os, så vi føler nøden og mærker, at vi her hverken kan råde eller hjælpe os selv; men dog sådan, at vi også lærer ikke bare at fare frem efter vor følelse og sige: «Ak, hvor skal vi nu hen? Her er alt tabt! Hvorfra skal vi tage det?» Ud med dette «hvorhen» og «hvorfra» af din mund og dit hjerte, og løb i stedet hen til Kristus og vent på, hvad han siger og vil give dig! For at du føler nøden, skader dig ikke; men han lader dig føle den, for at du også skal erfare og føle hans hjælp, velgerning og redning og således lære at tro og stole på ham.

Dermed er der sagt nok om dette evangeliums hovedsum og hovedlære. Desuden er der også mange gode stykker at se i historien. For det første, at Kristus spørger, hvor mange brød de har, og tager dem sammen med nogle få små fisk, takker Gud for dem og lyser velsignelsen over dem og giver dem til disciplene, for at de skal dele dem ud og sætte dem frem for folket. Dermed lærer han for det første, at vi skal bruge det, som Gud giver os, hvor lidt det end er, og tage imod det med taksigelse og vide, at Kristus også vil velsigne det, så det skal trives og slå til, ja endda blive mere under hænderne på os; for det behager ham, når man erkender hans gaver og takker ham for dem, og han giver sin velsignelse dertil, så det kommer bedre til gode og rækker længere end de vantros store rigdom og overflødige gods; som også Skriften siger, Sl 37,16: «Det lidet, som en retfærdig har, er bedre end mange ugudeliges store gods.» Ligeledes Ordsp 10,22: «HERRENS velsignelse gør rig», det vil sige: det, som er givet af Gud og modtages med tro og god samvittighed. Og Sankt Paulus udlægger også det samme, 1 Tim 6,6: «Det er en stor vinding at være gudfrygtig og lade sig nøje» osv.

For hvad har de, som har meget og stort gods uden tro og uden Kristus, og hvad vinder de? Intet andet, end at de berøver sig selv Gud og hans velsignelse; de er afgudsdyrkere, mammons fanger, som ikke tør røre deres eget gods og heller ikke lader andre bruge det, eller i hvert fald ikke bruger det med god samvittighed, så de for bare gerrighed og ond samvittighed ikke bliver glade for den bid, de spiser; de tænker kun på at skrabe mere og mere sammen med alle slags onde handler og kneb og må dog altid sidde i fare og bekymring, så de hverken har fred for Gud eller for mennesker; de må se og høre og opleve meget, både med deres store gods og med deres egne børn og ellers, som krænker deres hjerte; og således har de kastet sig selv i lutter Djævelens snarer og smerter (som han også siger samme sted), som de ikke kan komme ud af.

Derimod (siger Sankt Paulus) kaldes den med rette en rig mand, som frygter Gud og lever i troen og ved en sådan gudsfrygt også lader sig nøje med det, som Gud giver ham, og har det med Gud og med ære, uden uret og uden at skade nogen; for han har en meget stor skat, som hedder Guds velsignelse, også i sin fattigdom, så han dog må have nok. For han ved, at vi alle dog ikke får mere med herfra end mad og drikke og (som man siger) noget at hylle sig i og noget at fylde sig med; og at det dog ikke afhænger af den ængstelige bekymring og møje, når Gud ikke giver trivslen; som Sl 127,2 siger: «Det er forgæves at stå tidligt op og sidde længe oppe og spise sit brød med bekymring; for sine venner giver han det i søvne»; og Kristus selv siger, Luk 12,15: «Ingen lever af, at han har meget gods» osv. Derfor skal en kristen hellere have én gylden, som Gud giver ham, end alle de rige gnieres store skatte på jorden; for han har denne smukke skat i huset, som hedder gudsfrygt og at have nok eller lade sig nøje, det vil sige: at have et fredfyldt, roligt hjerte i Gud.

Således siger også Sl 112,1–3 om sådanne fromme, gudfrygtige mennesker: «Salig den, som frygter Gud, som har stor lyst til hans bud; hans afkom skal være mægtigt på jorden, de frommes slægt skal velsignes, rigdom og overflod skal være i deres hus» osv. «Hvad er det for en rigdom eller herlighed og overflod?» (siger den ugudelige verden). «Hvad er et par gylden i en fattig kristens hus og gård, som oven i købet har huset fuldt af børn, mod én, der har ti-, tyve-, halvtredstusind gylden i sin kiste?» Ja, men hvad regner du det for, at et sådant fromt menneske har Guds velsignelse, som du hverken kan købe for dine hundredtusind gylden eller opnå med al verdens gods; så én gylden med god samvittighed i hans hus skinner smukkere og herligere for Gud og er bedre for ham end alle kejseres krone og kongerige, som dog ikke nyder deres store gods med god ro og glad samvittighed og til sidst dog ikke får mere med herfra end den fattigste tigger.

Men det vil verden ikke tro, selv om den ser det for øjnene; den bliver ved med sin skraben og gerrighed, og ingen vil lade sig nøje, men enhver vil have mere end andre og søger det (sådan som det jo må ske) ved røveri, tyveri og ved at bebyrde de fattige; deraf følger også, at der ingen velsignelse eller trivsel er derved, men lutter Guds forbandelse, plage, ulykke og hjertesorg.

For det andet: at Kristus befaler disciplene at sætte brødet frem for folket, dermed viser han, at han alligevel vil give sin gerning og sine gaver ved midler og menneskers tjeneste; og det siges til dem, som har et embede eller en befaling (især prædikeembedet) og skal stå over andre, at de deri, i lydighed mod Kristus, flittigt og trofast skal tjene folk, gerne og gavmildt give fra sig og dele med andre, hvad Gud har betroet og givet dem, især den fattige flok af kristne; at de med deres gode eksempel, både i tro og kærlighed, skal være til nytte og trøst og også styrke deres tro osv. For hermed viser han, at han dertil også giver og vil give rig velsignelse, så et sådant embede og en sådan tjeneste skaber meget godt og megen frugt. Sådan som det går til her: da de ikke har taget mere fra Kristus end de syv brød og nogle få små fisk og begynder at dele ud, bliver det mere og mere under hænderne på dem og rækker så rigeligt, at der endda bliver meget tilovers.

Det skal vi også lære: at de gaver og goder, som Gud giver, ikke bliver mindre af, at man hjælper de fattige med gavmilde almisser af dem; som Kristus også lover og siger, Luk 6,38: «Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give jer» osv. Og det har mange fromme folks erfaring også altid bevidnet, dem, som før os rigeligt har stiftet og givet gavmilde almisser til prædikeembedet, skoler, underhold af de fattige osv., og som Gud til gengæld også har givet gode tider, fred og ro; derfor er også dette ordsprog kommet ud blandt folk og bekræfter det: «Kirkegang sinker ikke, almisse gør ikke fattig, uret gods trives ikke» osv.

Derfor ser man nu også det modsatte i verden: fordi en sådan umættelig gerrighed og et sådant røveri går i svang, hvor ingen giver hverken Gud eller næsten noget, men kun river til sig, hvad andre har givet, og dertil suger de fattiges sved og blod ud, så giver Gud os også til løn igen dyrtid, ufred og alle slags ulykker, indtil vi til sidst må æde hinanden op indbyrdes, eller alle sammen, rige med fattige, store med små, må ædes op af en anden.

Det sidste stykke skal man også lægge mærke til; det lærer os at samle de stykker op, der blev tilovers, og gemme dem. For han vil, at man ikke unyttigt skal ødsle Guds gaver bort, men være sparsommelig med dem og bruge den overflod, han giver, ret til nytte og nødtørft, også for fremtiden, når man får brug for det igen. Det kaldes at ære det kære brød og ikke lade krummerne ligge under bordet, sådan som de gamle har lært deres børn ud fra dette eksempel og dertil sagt ordsproget: «Den, der holder på, når han har, han finder, når han trænger» osv.

For det er også en afskyelig, skændig last og en stor foragt for Guds gaver, at verden nu oversvømmer alting med overdreven ødselhed og pragt og ødsler penge bort på alle slags ting. Deraf må jo følge et sådant røveri, tyveri, åger, skattetryk og flåen, hvorved land og folk, herrer og undersåtter må gå til grunde, til straf for, at ingen her vil være ringere end den anden, og at herrerne hverken lader sig hindre deri eller kan hindre andre; for når de hober den ene last på den anden, så må også den ene straf efter den anden gå over os.

Sankt Paulus siger, 1 Tim 6,17: «Den levende Gud giver os alt rigeligt til at nyde.» Det er visselig sandt, hvis vi også brugte det sådan, at det hed ad fruendum, til at nyde, og ikke skændigt ødslede bort og ødelagde det, som vi har i overflod, så vi hverken kan nyde det til nødtørft eller til glæde, og hvis vi ikke bagefter, når det er ødslet bort, hærget og gjort til intet på ukristelig vis, oven i købet rev de fattige det, der er deres, ud af tænderne med vort svælg, vort fråds og vor gerrighed; dermed fortjener vi, at Gud heller ikke lader os nyde det, som vi skraber, skinder og flår til os ud over det nødvendige og for meget. For slet intet er os nok til at fylde det umættelige helvedesgab. Ingen herre har så meget land og folk, intet land så mange penge, at det nu kan ernære en fyrste mere. Der skal en fyrste have langt mere alene til at holde gilder for, spille bort og klæde sig for osv., end hans land og folk formår; en gnier skal presse mere ud af fyrsten, end en hel by kan give, uden at noget menneske nyder godt af det eller bliver bedre af det, og så bliver alt slugt på én bunke, mens der ellers overalt mangler, hvad man skulle have til at opretholde kirker og skoler, til regering og det fælles bedste, til ære, til føde og nødtørft.

Kort sagt, det kan ikke længere kaldes at nyde Guds gaver, sådan som han dog giver dem rigeligt og i overflod dertil, selv om både Elben og Rhinen flød med lutter guld, og herrer og fyrster kunne gøre alle deres lande til lutter sølvbjerge. For man vil ikke bruge det til at takke Gud og til at nyde det, men alene til at foragte Gud og ødelægge de goder, han har givet; ingen tænker på også at spare noget op til vore efterkommere, men vi lever, som om vi gerne ville ødelægge det hele på én gang; dertil vil han også hjælpe os, fordi vi ikke vil andet. Betydningen af denne historie er behandlet tilstrækkeligt i postillen på midfaste søndag; der kan du læse den igen.