8. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Matt 7,15–23)

En anden prædiken over evangeliet på 8. søndag efter trinitatis

Over evangeliet Matt 7,15–23

Dette stykke af evangeliet prædikede vor Herre Kristus for at afslutte den lange prædiken på bjerget. Da han havde lært sine disciple alt det, de skulle vide, tager han fat og advarer dem om endelig at vogte sig for falsk lære. Sådan plejer og skal alle gode prædikanter gøre: når prædikenen er forbi, formaner de folket til at blive ved den rette lære og vogte sig for de falske lærere. Det gjorde Paulus også; da han ville tage afsked med Efesus, sagde han blandt andet: «Pas på jer selv og på hele den hjord, som Helligånden har sat jer til tilsynsmænd over, så I er hyrder for Guds menighed, som han har vundet sig med sit eget blod. Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve ind blandt jer, som ikke skåner hjorden. Og blandt jer selv vil der stå mænd frem, som taler forvrængede ting for at lokke disciplene efter sig. Vær derfor vågne, og husk på, at jeg i tre år nat og dag uophørligt har formanet hver enkelt af jer med tårer» (ApG 20,28–31).

Sådan føjer han hist og her i alle sine breve altid en formaning til om, at de skal tage sig i agt for falske lærere og apostle. Det samme advarer Sankt Peter os om i sit andet brev (2 Pet 2,1–3), hvor han siger: «Men der fremstod også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil være falske lærere, som vil indføre ødelæggende kætterier, og de fornægter Herren, som købte dem, og de bringer en snarlig undergang over sig selv. Mange vil følge deres fordærv, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet, og i grådighed vil de med opdigtede ord udnytte jer. Dommen over dem fra gamle dage er ikke uvirksom, og deres undergang slumrer ikke.» Så der skal altså altid være falske profeter og lærere.

På samme måde har Kristus også gjort her. Da han havde prædiket færdig, advarer han sine disciple og folket og formaner dem til endelig at blive ved det, han havde sagt dem, og til at passe godt på, at de ikke blev forført af falske profeter, og han siger:

«Tag jer i agt for de falske profeter.»

Heraf skal vi for det første lære, at vi må indstille os på, at det altid vil gå sådan, at efter de rette prædikanter kommer de falske; ja, de vil nok også løbe ind ved siden af dem og blande sig imellem. Hvad skulle det ellers være nødvendigt for, at Kristus advarer os så trofast, når han siger: «Tag jer i agt, pas på jer selv», hvis han havde vidst, at det hele skulle blive ved at være rent? Derfor giver han os den advarsel, så vi kan være visse på, at vi vil få falske profeter, og især når man har prædiket færdig. Det samme har I i Dommerbogen (Dom 2,10ff.): da de var borte, som Gud havde givet folket til lærere og dommere, og som vidste, hvad Guds vilje var, hvad Gud behagede, og hvad han mishagede, så begyndte Israels folk straks at vende sig bort fra Gud og hans ord. Den ene dyrkede denne afgud, den anden en anden afgud, og de splittede sig, så de faldt fra den rette lære og gik ud af deres fædres spor.

Sådan gik det også på apostlenes tid. Dengang var det endnu rent, men da de var borte, som holdt fast ved den rene lære, dukkede de falske profeter op, og den onde ånd, som ville gøre det hele anderledes, sådan som Sankt Paulus’ breve viser til fulde. Og eftersom det er sådan, og vi ikke har andet at vente, så advarer Kristus, vor Herre, os her, sådan som en tro hyrde og biskop skal gøre, om at vi skal passe nøje på, så vi, når evangeliet kommer, holder fast ved det og ikke viger fra det, om det så gælder hals eller liv. For det kan jo ikke være anderledes: når timen er omme, så bliver det anderledes.

Sådan vil det også gå her hos os. Vi har evangeliet, og flere andre byer har det også (Gud ske lov!), rent og rigeligt, som det aldrig har været siden apostlenes tid; men når vi og andre, som nu hjælper med at holde det oppe, er borte, så vil I få andre, falske prædikanter; sådan som de allerede er begyndt. Gid Herren ville kvæle og dræbe dem med sin munds sværd! (2 Thess 2,8). Og vel da dem, som efter dette evangelium tager sig flittigt i agt, og som ikke vil tro på hver vind, hvorfra den så kommer, men bliver standhaftigt ved det, de har lært. Det lærer Kristus her for det første med ordet: «Tag jer i agt, vær advaret», som om han ville sige: «Det kan I være vis på.»

Her siger du: «Hvorfor gør Herren dog det, at han lader falske profeter komme ind blandt de fromme og efter de rette prædikanter? Er han ikke så mægtig og så stærk, at han kunne forhindre det, så evangeliet blev ved at være rent og i sin fulde kraft?» Jo, han kunne nok, men han gør det ikke; men at han lader det ske, gør han for at prøve sine egne og for at betale de utaknemmelige deres løn. For som Sankt Paulus siger (1 Kor 11,19): «Der skal være partier, sekter og falske lærere, for at de prøvede kan blive synlige blandt os», det vil sige: for at de, som har en prøvet tro, kan træde frem for dagens lys, så deres ånd og ord kan komme til syne og få noget at bestille.

For når han giver os sit ord, sin Ånd og sine gaver, så vil han ikke have, at vi skal være dovne, søvnige og ørkesløse; men når du har det rette ord og en ret forståelse, så vil verden sætte sig imod dig. På den anden side vil Djævelen rive dig bort fra det, så det ikke alene er de verdslige tyranner, der forfølger det med sværdet, men også vores egen fornuft og de klogeste i denne verden. Det sker, for at Gud kan øve dig med sit ord og give den Ånd, som han har skænket dig, noget at bestille, så du lærer, at Guds visdom er klogere end denne verdens visdom, og at Guds styrke er stærkere end denne verdens styrke og magt; og det ville du ikke lære uden for denne kamp.

Når han nu lader en sekt rejse sig mod dig, så vil han vække dig op og sige: «Forsvar dig, grib fat i Ordet, og prøv Guds visdom og Ordets kraft, og se, hvilken stor dårskab verden har.» Sådan skal styrken og visdommen i Guds ord komme frem, så du lærer, at det ikke bliver overvundet med magt og visdom, men at det overvinder al magt og gør al klogskab og al visdom til skamme; for således vækker han sandheden og bringer retten for dagen, så folk får den at mærke. Det er den ene grund til, at Gud sender splittelse og sekter blandt os, som ligesom går helt på tværs, som om de var til nytte og tjente til, at Ordet, sandheden og Ånden kunne blive bedre og klarere; skønt partier og sekter ellers ikke er gode.

Den anden grund er, at han vil straffe de utaknemmelige, som ikke vil tage imod Ordet, så de kunne blive omvendt og frelst, sådan som Kristus også siger til jøderne hos Johannes (Joh 5,43): «Jeg er kommet i min Fars navn, og I modtager mig ikke. Hvis en anden kommer i sit eget navn, vil I modtage ham.» Og som Sankt Paulus siger til thessalonikerne (2 Thess 2,10–12): «Fordi de ikke har taget mod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst, derfor sender Gud dem forførelsens kraft, så de tror løgnen, for at alle de, som ikke har troet sandheden, men fandt glæde i uretfærdigheden, skal blive dømt.»

Så hårdt straffer Gud denne synd, som vi agter så ringe, at han straffer den med blindhed og vildfarelse, og det er da også de største synder på denne jord. Man regner det for en let ting, at vi nu af Guds nåde har evangeliet igen; men hvor mange er der, som en eneste gang siger Gud tak for det? Vi glemmer det, slår det hen i vejret, bliver dovne og ligeglade; det går ikke ind hos nogen, ingen smager det, ingen løfter sine hænder og takker Gud for det; vi er så rigeligt overøst med evangeliet, at vi bliver lede ved det. Og Sankt Paulus har spået ret (2 Tim 4,3–4): «Der vil komme en tid, da man ikke vil tåle den sunde lære, men man vil ophobe lærere i overensstemmelse med egne lyster, fordi det kildrer dem i ørerne, og de vil vende deres ører bort fra sandheden og vende sig til myter.»

Ja, overalt i hele Skriften kan vi se, hvor højt det ærgrer Gud, og at han regner det for den største synd, når hans ord bliver foragtet, det ord, som er så dyrebart og så kostbart, at det har kostet ham hans kære Søns blod; og vi slår det så ringeagtende hen i vejret. Derfor sender han os også den værste plage, som slet ikke er til at sammenligne med den plage, der nu er i verden: at så mange mennesker indtil nu er blevet slået ihjel i og efter bondeoprøret, og det tager ingen ende – hvem ved endnu, hvornår det holder op? Dog er det alt sammen kun en spøg imod denne plage, at menneskene bliver forhærdede, forblindede og forført af falske profeter, så himlen bliver lukket, helvede åbnet og det evige liv tabt. Hvad er det (vi skal jo dog dø alligevel), om du så kommer af dage ved sværdet? Men at overgive sjælen til Djævelen for evigt, det er en evig vrede, en evig plage og et evigt helvede.

Jeg ville gerne afværge det med prædiken, med bøn og med skrift, hvis jeg kunne. Nu har Gud begyndt at hjemsøge os med en timelig eller legemlig plage, sværdet; men en langt værre er for hånden, når nu det hellige evangelium bliver taget bort fra de tyske lande. Så vil der komme og blive sendt falske lærere; den ene vil lære dette, den anden hint; så vil himlen være lukket, og de falske prædikanter lader den ikke blive lukket op. Og derfor var det vel nødvendigt, at vi bad med alvor. Men vore hjerter er endnu kolde; det brænder endnu ikke på vore egne vægge. Ikke desto mindre har Djævelen i sinde at drukne hele Tyskland i blod og tage evangeliet bort, hvis man ikke kommer ham i forkøbet og han bliver hindret ved fromme kristnes bøn.

Da Djævelen så, at han intet kunne udrette ved paven og hans apostle, har han nu begyndt at rase ved bønderne og ligeså ved sværmerne, og han vil pænt tage evangeliet bort fra os, så vi bliver fjender af det, og bagefter bliver vi slået i hovedet og sjælen givet til Djævelen. Derfor vil jeg have sagt dette som en advarsel, så vi ikke foragter sagen så aldeles, men åbner øjnene og ikke agter det som et menneskes ord. Det er et dyrebart ord; hvis vi sover det bort og vil snorke over det og ikke være vågne, så lad os heller ikke blive vrede, når han giver os et slag over hovedet og sender os falske profeter; husk på, at vi har ærligt fortjent det.

Der er nu ikke mange af dem, som står fast: sekterne trænger frem, og der er få, som kæmper imod dem og holder den rene lære oppe; vi kunne vel skrive dem alle sammen på et lille stykke papir. Hvad skal det så blive til, når de nu trænger ind med magt? Derfor skal ingen regne det for en spøg; det ord er ikke et ringe ord, det gælder noget. Kristi ord har eftertryk bag sig; det gælder hele verden, når han siger: «Tag jer i agt, vær advaret», så vi skal tage imod disse ord med frygt og et forskrækket hjerte. Sådan har I nu hørt, at sekterne kommer, for at de, som er prøvet og har bestået prøven, kan blive så meget mere herlige, og for at de andre, de utaknemmelige og de, der foragter Ordet, kan blive straffet. – Nu følger videre i evangeliet:

«Som kommer til jer i fåreklæder, men indvendig er de glubske ulve.»

Ingen sender dem, de kommer af sig selv; og det er de falske profeters rette art, at de selv trænger sig ind for at prædike. Nogle gør det, for at de kan føde deres bug, og det regner jeg ikke for så forfærdelig meget, skønt de heller ikke vil gøre det godt. Men de, som trænger sig ind og roser sig og siger, at de gør det for den kristne kærligheds skyld, for sandhedens skyld, og at Helligånden driver dem dertil, og at de gør det af kærlighed og til gavn for sjælenes frelse og intet andet søger end sjælenes frelse – for dem skal I vogte jer; dem har Djævelen helt sikkert sendt, og ikke Gud. Men de, som Gud sender, bliver kaldet dertil eller tvunget dertil. De samme roser sig ikke meget; men når de roser sig, så beviser de det med tegn. Vogt jer derfor, eftersom Herren siger, at de vil komme uden at være sendt eller kaldet; de kommer, og det er Djævelen, der byder dem frem.

«Ja, men de roser sig dog af, at de har Helligånden?» Svar: Den, der vil overtale dig til at tro, at Ånden har bevæget ham dertil, og at han gør det efter en kristelig tilskyndelse, til ham skal du sige: «Eftersom du roser dig så meget af Ånden, så giv mig et tegn; du giver vidnesbyrd om dig selv, og Skriften har forbudt mig at tro dig, når du alene vidner om dig selv; for heller ikke Kristus, den levende Guds Søn, ville vidne om sig selv, sådan som det står i Johannesevangeliet (Joh 5,31ff.).» Men når han gjorde det, så gav han et tegn ved siden af, som man kunne kende på, at hans ord og lære var rette. «Og eftersom du nu siger, at du har Helligånden, så giv vidnesbyrd om din ånd; bevis det med tegn, så man kan tro dig; for her er et guddommeligt vidnesbyrd nødvendigt for at bevise Guds Ånd, så I er to, du og Gud.» Det er et guddommeligt kald; og hvis det ikke kommer, så slå de andre fra dig, og lad dem gå i stykker.

Og lad os sige, at en sådan er en ret ånd og har den rette Helligånd; alligevel skal du ikke høre ham. Gud vil heller ikke blive videre vred på dig for det; for han har befalet dig, at du skal holde hans ordning, så du spørger efter to vidner og lader dig give et tegn; for når han sender dig én med en ret ånd, så gør han det for at prøve dig; han vil se, om du vil holde fast ved hans ordning, så du ikke tager imod nogen, uden at han først giver dig et vidnesbyrd. Sig derfor: «Jeg vil ikke have dig, selv om du har den rette ånd; for Gud vil prøve mig på den måde, om jeg vil blive i ordningen.» Derfor er han også tilfreds med det, og det behager ham godt, at du ikke engang tager imod hans Ånd; for sådan leger han med os og holder os det modsatte frem for at se, om du derfor vil træde bort fra Guds ord. Han gør som en far, der leger med et lille barn, som han har givet et æble, og tager det fra det igen; han vil se, om barnet holder af ham eller ej.

Så læg nu her mærke til: hvad enten han er ret eller uret, så sig: «Derhen vil jeg ikke; jeg spørger ikke efter, hvad du prædiker, men om du er sendt, eller om du bare kommer. Kommer du af dig selv, så hører jeg dig ikke, selv om du så havde Helligånden.» For også Djævelen i evangeliet kan sige: «Holdt! Hvad har vi med dig at gøre, Jesus af Nazaret? Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige» (Mark 1,24). Sådan siger hoben også: «Her er det rette og sande Guds ord, som han prædiker; ham vil vi høre.» Ja, men se først efter, hvorfra han kommer. Djævelen kan også prædike, men han gør det for at skaffe sig plads og vinde en tilhængerskare; så bryder han frem og sår sin gift og sin sæd med ind imellem, så det bliver meget værre, end det var fra begyndelsen. Derfor er det lutter advarsler, som Kristus her advarer os med mod dem, der kommer af sig selv. Vent derfor, til de bliver sendt eller kaldet dertil. For dem, han vil have, driver han; kort sagt, de må komme, enten de vil eller ej.

Det andet kald er, når menigheden og øvrigheden beder én om det. Det er et kærlighedens kald, som ikke kommer ned fra himlen eller gennem troen, men flyder af kærligheden. For dette skylder jeg og du hinanden: «Du skal elske din næste som dig selv.» Når han altså har brug for mig og kræver mig, så er jeg skyldig at gøre det; for Guds ord befaler mig, at jeg skal tjene min næste. Så behøver dette kald ikke noget tegn, eftersom de vil have det sådan, og Guds ord her tvinger mig dertil. Det kaldes at blive hentet, kaldet og drevet. Det, som kommer fra himlen, kaldes sendt: når Helligånden kommer og giver tegn med. De andre, hvad enten de roser sig af ånd eller kød, så sig du: «Det bryder jeg mig ikke om.» Sådan som vore sværmeånder nu roser sig, de, som har slugt Helligånden med fjer og det hele og er helt igennem åndelige, og som siger, at Helligånden har talt med dem ned fra himlen og åbenbaret dem noget særligt, og den slags. Jeg kan ikke rose mig meget af Ånden; de bliver mig alt for hurtigt åndelige. Jeg roser mig af kærlighedens ånd; ellers er jeg en fattig, kødelig synder. Jeg skulle da vel også vide lidt om den ånd, som de roser sig af; men de er mig alt for højt oppe i deres åndelighed.

Men hvad betyder det, at han siger: «De kommer i fåreklæder»? Disse fåreklæder er, at de i det ydre bruger alt det til et skin, som de rette kristne og prædikanter lærer; for vi, der er Kristi små får, bærer fåreulden. Det er nu ikke alene gerningerne, det skinhellige, glimrende liv, som de fører: at de beder meget, går i grå kjortler, går med bøjet hoved, bærer en rosenkrans om halsen, faster meget og går meget i kirke; men det allerværste er, at de fører Guds ord og den hellige Skrift i munden, som hos profeterne kaldes Guds uld og linned [jf. Hos 2,7.11]. For prædiken, formaninger og skriftsteder, det er de rette klæder, som de vil pynte og smykke sig med, og de siger: «Her er Kristus, her er dåben, her er Guds navn, her er den, som fører Skriften, som er Guds skrift», og straks føjer de Guds navn, Guds Ånd og Kristus til.

Det kaldes nu at komme i fåreklæder: at prædike sådan og føre Skriften sådan, at det bliver regnet for den rette lære; for han siger jo ikke: «De, som kommer til jer i ulveskind eller med spyd og tænder.» De prædiker ikke gift åbenlyst eller uden Skriften, for så kunne man kende dem; sådan som de engang har prædiket Aristoteles på de høje skoler, og ligeså den verdslige ret eller kejserretten, hvor de sagde, at der ingen Gud var i kristenheden. Men nu smykker de sig ikke alene med ydre gerninger, men også med den hellige Skrift, som Gud iklæder og klæder vore sjæle med; for hvis de ikke gjorde det, så ville de utaknemmelige ikke være blevet forblindet sådan, og vi var heller ikke blevet forført så skændigt.

Derfor er det sandt, som man siger, at den hellige Skrift er en kætterbog, det vil sige en bog, som kætterne mest af alt tager sig til indtægt. For der er ingen anden bog, som de misbruger så slemt som netop denne bog; og der har endnu aldrig været noget kætteri så slemt eller så groft, at det ikke har villet lappe sig sammen og dække sig til med Skriften. Ligesom man også siger: «Gud er skurkenes Gud», fordi den største hob i verden tager sig Gud til indtægt – ikke at det er hans skyld, men skurkenes, som misbruger hans hellige navn på den måde. Sådan må den hellige Skrift være en kætterbog, ikke at det er dens skyld, men slynglernes, som misbruger den så skændigt. Skulle jeg så af den grund lade den ligge og ikke læse den? Langtfra! Ligeledes plejer man at sige i ordsproget: «I Guds navn begynder al ulykke»; det er også sandt. «Nå, så vil jeg ikke bruge Guds navn, men vogte mig for det!» Hvad er det for en tale? Hvad kan navnet gøre for det, det navn, som er der, for at jeg skal blive frelst? Slynglerne og skurkene skal han nok finde. Sådan er Bibelen en kætterbog; men derfor vil jeg ikke kaste den fra mig, men så meget mere studere og læse i den, netop fordi disse slyngler står imod den.

Så lad nu enhver være beredt og rustet, så han ikke så let lader sig forføre af deres skinhellige liv, selv om de også vil komme til dig med Skriften; for der ligger helt sikkert glubske ulve under. Og når de tror, at de giver dig mad og mætter dig, så river de dig i stykker, kvæler dig og æder dig. Men dette kan ingen så hurtigt bedømme eller dømme om, uden med åndelige øjne. Pøbelen og menigmand gør det ikke; den største hob foragter evangeliet og er utaknemmelig, og den mindste lille flok tager imod det og kan mærke det. Jeg har sagt det tit og siger det altid, at den største og sværeste strid er, at man skal stride med Skrift mod Skrift: slå sværdet ud af hånden på en, rive det ud af næverne på ham og hugge ham ned med hans eget sværd, komme ham i forkøbet, tage våbnet fra ham og slå ham med det igen – og det gør ingen uden den, der er oplyst af Helligånden, så han ser denne skurk.

I har nu tit hørt af mig den allersikreste lære og regel for, hvordan ånderne skal prøves; nemlig sådan som Johannes siger i sit første brev (1 Joh 4,1–3): «I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud, for mange falske profeter er gået ud i verden. Derpå skal I kende Guds Ånd: Enhver ånd, som bekender, at Jesus Kristus er kommet i kødet, er af Gud; og enhver ånd, som ikke bekender, at Jesus Kristus er kommet i kødet, er ikke af Gud; og det er Antikrists ånd.» Den anden regel skriver Sankt Paulus til romerne (Rom 12,6): «Har nogen profetisk gave, så skal den være i overensstemmelse med troen»; det vil sige: Al lære skal alene rime med og passe til troen, så der endelig ikke læres andet end troen. Men den, som ikke har troen, kender ikke Kristus, og han kan heller ikke dømme om dem; for hertil hører ikke kødelige folk, som er kloge og verdensvise, men fromme, åndelige hjerter. Man finder mange af dem, som siger: «Kristus er en sådan mand, som er Guds Søn, født af en ren, kysk jomfru, er blevet menneske, er død og opstået fra de døde» og så fremdeles; det er altsammen intet. Men at han er Kristus, det vil sige, at han er givet for os, uden alle vore gerninger, uden alle vore fortjenester har vundet os Guds Ånd og gjort os til Guds børn, for at vi skulle have en nådig Gud, sammen med ham blive herrer over alt, hvad der er i himlen og på jorden, og desuden have det evige liv ved Kristus: det er troen, og det kaldes at kende Jesus Kristus ret. Dette er prøvestenen, rettesnoren og vægten, som I skal veje, prøve og bedømme al lære med. De ved også godt at nævne Kristus, at han er Guds Søn, død og opstået fra de døde, og så fremdeles, det ene efter det andet. For det er de rette fåreklæder.

Men læg mærke til knuden: Når de siger, at Kristus er død for os, begravet, opstået og lignende, så må de også slutte: «Derfor er vore gerninger slet intet.» Det punkt rører de ikke ved; de flygter fra det som Djævelen for røgelsen eller for korset, som man siger – skønt han ikke flygter ret meget for det. Han lader dem gerne prædike, hvordan Kristus er født, død og opstået igen, faret op til himlen og sidder ved sin himmelske Faders højre hånd; men at de ved siden af også prædiker: «Sådan og sådan skal du gøre, det og det skal du lade være» – dér er Djævelen, som fører sin gift med ind ved siden af. Sådan skriver også paven og tager også disse fåreklæder på i sine buller, nemlig at Kristus ved sin død, ved sin blodsudgydelse har fortjent til os, at vi er Guds børn og er frelst og desuden har det evige liv; men han føjer til: «Den, som ikke er lydig mod den romerske kirke, er et barn af den evige fordømmelse; men den, som er lydig og gør, hvad den romerske kirke befaler og pålægger ham, han bliver frelst» – han farer lige op til himlen som en ko ind i et musehul. Vil paven ikke her have sin sag holdt lige så stærkt som evangeliet? Hold dem bare op mod hinanden: Hvis Kristi død gør det, så kan mine gerninger jo ikke gøre det. Det var en helt anden sag, hvis han prædikede sådan: «Du skal være mig lydig af kristen kærlighed, men ikke blive frelst ved det, men ved Kristi blod.» Den nød vil han ikke bide i.

Derfor advarer jeg jer endnu en gang, og husk det, når jeg er død: Se godt på deres lære, om de prædiker Kristus ret, det vil sige, om de ikke fører nogen gerninger frem for Gud; så vil I finde ud af det. Jeg har sagt det tit og siger det igen: I vil finde, at de altid kaster en lille gerning op – ikke for at man skal tjene folk her med den, men for at man skal fortjene med den: «Den, som holder og gør dette, bliver frelst; den, som hverken holder eller gør det, bliver fordømt.» Sådan river de dig hen til gerningerne; sådan som vore sværmeånder også har revet pøbelen med sig med billedstormeriet: «Den, som slår et billede i stykker eller river en altertavle ned, gør en god gerning; han beviser, at han er en kristen.» Straks faldt pøbelen til og borede løs, borede løs i hobetal; alle ville de være kristne – som om jøderne, hedningerne og tyrkerne og oven i købet de allerværste slyngler ikke også kunne gøre det.

Sådanne sværmeånder tager ikke tilliden til gerningerne bort, men styrker gerningerne endnu meget mere og lader tilliden blive stående på dem. Gerninger hid, gerninger did – skær kun tilliden og fortrøstningen ud, sæt ikke din lid til gerningerne som til en gud; men lad dem alene tjene næsten, så tilliden til gerningerne står hos næsten, det vil sige, så han kan vente sig, at du vil gøre ham alt godt, og du ligeledes til gengæld kan vente dig det af ham. For din tillid står alene til Kristus, og stol ikke en hårsbred på dine gerninger. Når de prædiker sådan, så rimer det med troen. Er det da i overensstemmelse med troen, så bliver Kristus ikke opløst eller brudt i stykker, men forbliver hel i erkendelsen af ham, sådan som han er. Og selv om Djævelen stiller sig an, som om han også prædiker Kristus gennem sine apostle, så tro ham ikke; han går efter dig med list og vil bedrage dig. Nuvel, nu er der advaret nok; men det hjælper ikke. Den, der skal gå fortabt, går fortabt. Dog hjælper det dem, der skal forbedres. Nu følger videre den tredje prøve og måde at kende ånderne på, og den lyder sådan:

«Af deres frugter skal I kende dem.»

De ydre gerninger og den ydre væremåde er disse frugter. Men hertil hører helt åndelige øjne, så man lærer at kende de rette gode gerninger godt, dem som Paulus opregner i brevet til galaterne (Gal 5,22–23), hvor han siger sådan: «Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, kyskhed, mådehold.» Dette er Åndens rette frugter. «Men kødets gerninger er ægteskabsbrud, hor, urenhed, uterlighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, kiv, misundelse, vrede, trætte, splid, partier, had, mord, drukkenskab, ædegilder og lignende» (Gal 5,19–21).

Skeln nu bare gerningerne godt fra hinanden, så vil I ikke finde en eneste gnist af kærlighed i alle deres gerninger. Det vil I nok finde, at de er venlige inden for deres sekter og kalder hinanden kristne brødre; men der er bare gift og djævel i dem. Over for det, der ikke hører til deres sekt, er der ingen barmhjertighed, ingen tålmodighed eller venlighed; men kunne de ødelægge dem på legeme og sjæl i én time eller ét øjeblik, så gjorde de det. Denne frugt ser kød og blod ikke; imens går de ikke desto mindre i grå kjortler, er af en stille orden og holder sig til én og samme væremåde.

Det er ikke kærlighedens gerninger; men kærlighedens gerninger er de gerninger, som man øver mod den nødlidende og mod vore fjender: at man forbarmer sig over synderne, underviser og belærer de uvidende, tjener de fattige med legeme, gods og ære, sådan som Kristus opregner dem hos Matthæus (Matt 25,35ff). Disse gerninger finder du ikke hos nogen falsk profet. Der er nok en, som stiller sig an som en gejstlig mand med særlige fagter, som gråbrødrene og kartheuserne; men hvad hjælper det mig? Det samme gælder, når andre bryder klostre og billeder ned; hvad er næsten hjulpet med det? Det har kun et skin og ser ud, som var det noget; men der er ingen nytte i det. Men kærligheden vil have sådanne gerninger, som gør nytte.

Se nu, om de falske profeter giver de fattige noget. Sig selv lader de nok give til; gerrige og nærige er de nok; jeg har endnu ikke set én af dem, som gerne gav; de vil kun have, man skal give dem. Ja, kære ven, I gyldne venner, hvem ville ikke gerne det? I siger meget om gode gerninger og et godt liv og ved ikke, hvad det er, nemlig at man er til nytte for næsten. Af disse frugter kan du kende dem.

For det andet giver de ikke alene ingen noget og hjælper ikke den fattige, men de har tilmed glæde og lyst af det, når det går næsten ilde; når nogen kommer i vanære, hjælper de ham ikke med deres ære, så han kunne komme ud af skammen, men stikker ham meget dybere ned i den, breder den videre ud, synger en vise om ham og ler endda ad ham i skægget. Ligeså, når nogen er faldet i synd, har de ikke et blødt hjerte, men et forhærdet hjerte, som kildres af næstens ulykke og kun pynter sig med den. Og summa summarum, hvad skal man sige meget? Det er rå, bitre, forgiftede hjerter, som kun har en sort, forgiftet tunge; de kan hugge enhver op på slagtebænken, sætter et mærke på hver og en, lader ingen gå udadlet, dømmer, fordømmer og forhåner enhver og er ligeglade med enhvers skade. Ja, det er mig nogle fromme ånder!

Luk derfor øjnene op og se, om de gør de gerninger, som er mennesker til nytte, så vil du se, at du ikke samler druer af torne eller plukker figner af tidsler. En god drue på vinstokken spiser ikke sig selv og spiser heller ikke os, men den bliver spist; den gavner kun og skader ingen. Men af tornen har ingen gavn; den stikker om sig, kradser og sårer enhver. Så se nu, om de gør sådanne gerninger, som hjælper en anden. Men at de går i grå kjortler og tager hårskjorter på, ligger på uldent klæde og kryber ind i krogene – det må Djævelen takke dem for! Men at de lånte mig penge i min nød og åbnede pungen; ligeså at de lånte korn ud til dem, der hverken har mel eller brød, hvor solen kommer tidligere ind i huset end brødet – dér er ingen hjemme. «Giv mig en kjortel, giv mig at spise, giv mig at drikke, besøg mig i min sygdom, trøst mig i mine synder» – det kunne hjælpe mig. Ja, vent du bare, til du finder sådan en, eller kom igen i morgen!

Men at de skal stå i koret, hyle og lalle, have gode dovne dage, ikke arbejde, bare sove, æde og drikke – dertil er de villige. Ja, kære ven, hvem kunne ikke gøre det? Jeg kunne da nok trække sådan en kutte på et æsel, binde et reb om livet på det, klippe en tonsur på det, stille det hen i en krog, og så skal det oven i købet faste og holde helligdag for helgenerne, så det i alle henseender kommer til at ligne alle dine gerninger og alle hyklernes gerninger. Ligeså, når jeg er kommet i vanære, er faldet i et mord eller et ægteskabsbrud, så er der heller ingen barmhjertighed; ingen er så from, at han ville hjælpe mig med at rejse og hele min samvittighed; ja, han ler endda ad det, og hele verden skal vide det, og de vover endda at skrive prægtige bøger om det.

Så du vil ikke finde en eneste god gerning hos dem, hverken på legeme eller sjæl. Hadefulde, misundelige og gerrige er de nok; sådanne kødets frugter vil du nok se hos dem. Lad dem føre Skriften og stille sig hellige an, så meget de nogensinde vil; se kun efter, at deres lære rimer med troens prøve; dernæst, at Kristus ikke bliver opløst, at erkendelsen af ham bliver hel og urokket; og for det tredje, om de vender deres gerninger mod næsten eller ej. Det lader de nok være, for Djævelen kan ikke gøre nogen god gerning. Det er det, Herren Kristus nu mener, når han føjer til og siger:

«Man samler vel ikke druer af tornebuske eller figner af tidsler? Således bærer ethvert godt træ gode frugter, men det dårlige træ bærer dårlige frugter.»

Her skal man også lægge mærke til, at han siger: «Af deres frugter skal I kende dem»; han siger ikke: «Af deres frugter skal I gøre dem.» For hvem har nogensinde gjort et pæretræ af en pære eller et kirsebærtræ af et kirsebær? Men naturligt går det sådan til, at træet gør frugterne, et æbletræ gør æblet og lignende. Træet bliver kendt på frugterne, men det bliver ikke gjort af dem. Ligesom Abraham, da han ofrede sin søn Isak, var retfærdig i forvejen; alligevel bliver der sagt til ham (1 Mos 22,12): «Nu kender jeg, at du er gudfrygtig»; der står ikke: «Nu er du blevet gudfrygtig», men ved gerningen bliver det kendt og åbenbart, at du frygter Gud.

Derfor er det to ting: at være eller blive noget, og at være kendt eller blive åbenbaret som noget. Der er mange ting, som kun Gud kan se; men når det bryder frem, så bliver det også kendt af menneskene. Og Kristus siger, at frugterne tjener til, at man kender træet på dem, om det er dårligt eller godt. Abraham er blevet kendt ved gerningen som en, der frygtede Gud, som en, der var from og retfærdig; derfor må de være retfærdige i forvejen, før frugterne kommer, eftersom frugterne ikke gør andet end at gøre åbenbart, hvordan stammen er. Men at gøre noget åbenbart er noget helt andet, end at en ting selv er der. Sådan hjælper de ydre gerninger intet til, at jeg er eller bliver retfærdig, men de gør skatten kendt og åbenbarer den og hjertet, som den ligger skjult i. For denne skat, som ligger skjult i hjertet, vil Gud gøre kendt og ikke lade blive tilbage i det skjulte.

For så vidt gør gerningerne os også retfærdige, rene og hellige, udvortes for menneskene, men ikke indvortes for Gud; for dér må alene Kristus og troen blive. Så har du sagt det ret og skelnet rigtigt. Men hvis nogen var så halsstarrig og stædig, at han ikke ville lade sig vise til rette, så lad ham fare; for dem kan vi ikke belære, og der bliver heller ikke prædiket for dem; men vi søger de vildfarende hjerter, som gerne ville være fromme og forstå det ret; de lader sig også sige noget, for dem prædiker vi også, og de fatter det også. Derfor siger han videre:

«Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.»

De gerningshellige er de dårlige træer. «Jamen, de gør da mange gode gerninger!» Ja, men hvad er en god gerning? Dér spørger jeg, om deres hænder, punge, kældre og lofter står åbne, om de også hjælper folk på legeme og sjæl? Men det kan de ikke. Omvendt bærer et godt træ intet ondt, det vil sige: en kristen, hvor svag og skrøbelig han end er, skader ikke sin næste. Du skal ikke forstå det sådan, at han ikke kunne falde: David var også et godt træ og faldt alligevel (2 Sam 12); men han blev dog ikke et dårligt træ. Så længe en kristen nu er god og bliver i troen, skal du ikke tænke, at han gør en gerning for at påføre sin næste skade, men meget mere for at hjælpe ham. Men at der undertiden løber noget med ind imellem, ligesom med David, det skal du ikke tage anstød af; for Gud lader det løbe med ind på den måde og lader sine hellige undertiden snuble og lide, for at deres tro derved kan blive styrket og forøget, og de kan erkende deres svaghed. Jo mere træet er godt, desto mindre skade gør det; jo mindre godt det er, desto mere skade gør det. Vi er endnu ikke helt gode, men vi arbejder på at blive bedre dag for dag. Men dette er vores trøst, som Herren sætter bagefter og siger:

«Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.»

Sekterne og partierne bliver ikke bestående, hvis bare vi kan holde ud så længe; men en ret prædikant vinder sejren og består. For Guds ord bliver evigt og altid (Es 40,8). Men hvad Djævelen sår, det løber som en gal hund; sådan som profeten David siger i den første salme (Sl 1,4–5): «Den ugudelige kan ikke bestå; han drives hid og did og spredes som støv på en tærskeplads.» Sådan løber de også og bryder ud; men til sidst bliver de hugget om og kastet i den evige ild. Nu slutter han og siger:

«Altså! Af deres frugter skal I kende dem.»

Dette er den ene måde at kende dem på her, som sagt. Den anden står hos Paulus (Rom 12,6) og Johannes (1 Joh 4,1ff): at vi dadler og bedømmer deres lære efter erkendelsen af Kristus; og om deres lære stemmer overens med og svarer til troen. Men efter kærligheden måler vi deres gerninger og deres liv, som han taler om her. Men den, som ikke har den første måde at kende og dømme på, bliver let forført af gerningerne.