Trinitatis søndag, anden prædiken (Joh 3,1–15)

En anden prædiken over evangeliet på trinitatis søndag, Joh 3,1–15

Dette er også et smukt evangelium, og det handler om det fornemste og vigtigste stykke af læren i kristenheden, nemlig artiklen om, hvordan man bliver retfærdig og ret for Gud. Og her stilles et smukt åndeligt skuespil frem for os: hvordan den allerbedste fornuft og den højeste fromhed på jorden i denne sag støder an mod den rette sandhed og det åndelige væsen. For denne Nikodemus roses meget af evangelisten Johannes for, at han var stor, både i udvortes anseelse for verden og i et smukt liv efter loven; for han var en rådsherre blandt jøderne, det vil sige en rådmand i styret; desuden en farisæer, det vil sige en af de lærdeste, for dem holdt man for de klogeste; og tilmed en af de fromste, for denne sekt holdt man også for de helligste. Så der er intet at udsætte på ham, og man kan ikke gøre ham større. Efter styret er han den øverste, efter lærdommen den viseste, efter livet den helligste.

Oven i det er der endnu én nåde: at han har lyst til Herren Kristus; det var højt over alle tre. De andre rådsherrer og farisæere, de klogeste og helligste, forfulgte Kristus og gav ham til Djævelen, så ingen turde kny imod det, uden at blive stødt ud af rådet og sat i band; alligevel er denne så from, har Kristus kær og går hemmeligt hen til ham for at tale med ham og vise ham sin kærlighed.

For han må have været et særligt udsøgt menneske blandt farisæerne og en rigtig retskaffen mand, så meget som han kunne være det af naturen og efter loven, en, der for alvor søgte sandheden og spurgte efter, hvordan og hvad man lærte og prædikede. Som en vis mand har han også set, at denne Jesus måtte være en særlig mand, og han bevæges af hans undergerninger til at begære selv at høre ham og tale med ham om hans lære. For han havde uden tvivl hørt og erfaret, hvordan Johannes Døberen før ham havde ført en ny prædiken og dåb og forkyndt Messias, som nu skulle komme, men skarpt og hårdt havde angrebet og revset farisæerne; det samme gør denne nu også. Derfor bevæges han til at gå til ham og høre, hvad det dog er, han lærer, og hvad det dog er, han revser; for som en fornuftig mand kan han ikke tænke, at der i et sådant liv og en sådan hellighed efter loven og i de smukke gerninger skulle være noget at revse eller dadle.

Derfor går han til Kristus med de tanker, at han vil blive glad over, at han kommer til ham, og at det vil glæde og gøre ham godt, at så stor og fremragende en mand, en af de øverste og bedste, ydmyger sig på den måde og viser ham, en ringe person, den ære at gå efter ham og søge venskab hos ham – noget, Kristus dog ikke kunne vente sig af nogen af dem. Så går han derhen i god mening, håber, at han vil være velkommen og blive taget pænt og godt imod, og er slet ikke bekymret for, at han skulle blive revset eller sat i skole af ham; men eftersom han viser sig som en god ven over for ham, skal han til gengæld behandle ham hæderligt og venligt. Sådan kan det stadig ske, at en alvorlig prædikant bliver rørt og bedraget af sådan en, så han lader sig kildre af den gode mening og til gengæld hykler for ham og smigrer ham.

Derfor begynder han med disse ord: «Mester, vi ved at du er en lærer som er kommet fra Gud» osv. Det er en stor ros og et stort vidnesbyrd, der her gives denne prædikant og hans lære: at den er fra Gud, det vil sige den rette sandhed og Guds ord – skønt han af alle farisæerne og rådsherrerne ikke blev holdt for det, men for en sværmeånd og forfører, der uden og imod den ordnede øvrigheds befaling var stået frem for at drage folket til sig osv. Men fordi han alligevel bringer en anden lære, end de hidtil havde lært af loven, og angriber farisæerne så hårdt, er han endnu forvirret over det, så han begærer at vide, hvad han dog lærer, som er bedre eller anderledes.

Som ville han sige: «At din lære ikke er til at dadle eller revse, men må være ret og guddommelig, det ser og ved vi godt, og det må enhver bekende, som vil give sandheden vidnesbyrd; for det beviser de tegn og undere, som du gør, og som ingen nogen sinde har gjort eller kan gøre. Men hvad er det, at du bringer en anden lære og revser os? Skal da vores lære og gerning intet være og intet gælde? Eller hvad har du dog at revse ved den? For vi har jo Moses' lov, som er givet af Gud, det er der jo ingen tvivl om. Hvorfor revser I så os, der med al flid øver os i at holde og gøre den, som om Gud ikke havde behag i det, og vi ikke kunne komme i himlen dermed, og tager i stedet toldere og andre åbenlyse syndere til jer? Hvad skal eller kan man dog lære eller gøre anderledes eller bedre, hvorved man kan behage Gud?»

Så ser du, at denne Nikodemus' mening og spørgsmål, som han søger svar på hos Kristus, ikke er andet end dette: hvordan man kan leve ret for Gud, eller (som apostlene siger) blive retfærdig og opnå det evige liv. Hertil giver Kristus ham et kort, tørt svar, lader sig slet ikke finde sådan, som Nikodemus havde søgt ham, men støder ham først endnu hårdere for panden og slår ham tilbage som med et tordenslag med disse ord, idet han siger:

«Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige.»

Det er sandelig en hård tekst og et uvenligt svar på så venlig en hilsen; for hermed støder han alt det til jorden, som Nikodemus fremfører, ja, han gør til intet og fordømmer alt, hvad han gør og lever. «Du ser på mig,» vil han sige, «som en, der ikke kan revse jeres, farisæernes, smukke tugt og gudsdyrkelse og ikke kan lære noget bedre, det vil sige, at jeg ikke er andet end en lærer og mester i menneskelige gerninger; ligesom I jo ikke holder mere om eller venter andet af jeres Messias, end at han skal prise, rose, beskytte og opretholde jeres lov og jeres styre og for dets skyld sætte jer i stor ære og magt. Men jeg vil sige dig noget andet, eftersom du jo holder mig for en mester, der er kommet fra Gud, noget, som du ikke har hørt før og ikke ved: Kære Nikodemus, bild dig ikke ind, at du med dit liv og din gerning, hvor smuk og kostelig den end er, også efter loven, vil behage Gud og blive frelst.»

«For selv om det er sandt, at Gud har givet loven og kræver den af jer, så er I dog ikke derfor retfærdige for Gud. For det er to ting at have loven og at opfylde loven. Den er langtfra opfyldt dermed, at I udvortes gør gerningerne. Den skal holdes helt og fuldt, med legeme og sjæl og af hjertens grund, uden al ulydighed og synd. Det gør I farisæere og gerningshellige ikke, I, som mener at betale Gud alene med udvortes hellighed og går sikre og formastelige frem i tillid til den, i falsk tillid, uden gudsfrygt, ja med foragt for hans vrede over synden; og som desuden foragter og fordømmer andre folk, der ikke regner jeres hellighed for stor og følger efter den.»

«Derfor hedder det kort og godt sådan,» siger han: «Det er ikke dét, og det gør det ikke for Gud med dit og alle farisæeres, ja alle menneskers liv og gerninger, som I holder for hellighed; det må blive noget helt andet: at mennesket bliver født på ny, det vil sige bliver et helt andet menneske; ellers kan han ikke komme ind i Guds rige. Der hører du, hvad min lære er, som du spørger om. Den lærer ikke imod Guds lov for at opløse den, men anklager jer alene for, at I ikke holder den, ja ikke forstår den, I, som dog giver jer ud for at være dens mestre og mener at opfylde den.»

«Derfor bilder I jer ind, at jeg også skal prædike om loven ligesom I: hvis Moses ikke er nok – ham, som I formaster jer til at have holdt – så skulle jeg vise og bringe en ny og bedre lovlære om gode gerninger; ligesom I oven i Guds lov stiller mange andre selvvalgte gerninger op, som om I allerede havde holdt den. Men jeg taler ikke om nye artikler, love eller gerninger, for af dem er der allerede langt flere, som loven kræver, end I kan gøre og holde; men det er det, jeg lærer: I må blive helt andre folk. Min lære handler ikke om at gøre og lade være, men om at blive; så det hedder: ikke nye gerninger gjort, men først blevet ny; ikke levet anderledes, men født anderledes. Det duer ikke, at man sætter det at gøre før eller ved siden af det at blive, frugterne før roden eller samtidig med den; men først må træet være nyt og roden god og sund, hvis frugterne og gerningerne overhovedet skal blive gode. Det er ikke hånden, foden eller deres gerninger, der skal forandres, men personen, det vil sige hele mennesket. Hvor det ikke sker, dér gælder og hjælper ingen gerning, og mennesket kan ikke se Guds rige, det vil sige, han må blive under synd og evig død og være fordømt.»

Det er en ganske uhørt, fremmed prædiken for denne fromme Nikodemus og et barskt, surt svar på hans gode mening. Han kommer til Herren og mener, at han er på den rette vej; han venter sig intet mindre, end at Kristus skulle kunne eller turde fordømme hans gode liv og hans flid med at holde loven; han tror, at han tværtimod må rose det som et eksempel for de andre, eller formane ham til at blive ved sådan, eller i det mindste foreslå nogle andre gerninger, som han videre skal gøre – det er han rede til at høre og gøre. Så hører han, at Kristus forkaster ham helt og fordømmer al hans hellighed og hans gode liv og således farer helt modsat frem. Han roser Kristus som en hæderlig mand; så farer Kristus til og siger: «Du er til gengæld en skændig mand.» Han viser Kristus den ære og kalder ham en mester, der er kommet fra Gud; så siger Kristus til gengæld, at både hans lære og hans liv er falsk og allerede udelukket fra Guds rige.

For hvad er det andet, der er sagt med disse ord, end så meget som: «Du gør mange smukke gerninger og mener, at du er retfærdig og ulastelig, så det må behage Gud. Men jeg siger dig: Det er alt sammen fortabt og fordømt for Gud, hvad du nogen sinde har levet og gjort, eller endnu kan leve og gøre; og ikke alene dine gerninger, men også hjertet og hele naturen, det vil sige alt, hvad du er og formår. Det må alt sammen af; træet med rod og frugter må kastes hen og brændes helt, og et nyt træ må skabes.»

Og så er dette første stykke af Kristi samtale med Nikodemus ikke andet end en ret skarp omvendelsesprædiken, hvor Kristus som en tro prædikant forbarmer sig over ham, fordi han er så uforstandig og endnu så langt fra Guds rige; og han lukker så tørt himlen for ham og siger den op for ham, ja, fordømmer ham helt og giver ham til Djævelen, så han heller ikke (sådan som han nu lever og kan leve) nogen sinde kan komme til Guds rige, men må være fortabt og blive i Djævelens, dødens og helvedes magt – for at han derved kan blive bragt til at kende sig selv og komme til ret forstand og ret liv for Gud. For sådan en omvendelsesprædiken er især nødvendig for folk som denne Nikodemus, der går frem i deres gerningshellighed og vil være hellige og retfærdige for Gud, fordi de er ulastelige for verden.

Sådan begynder Kristus altid sin prædiken om evangeliet med dette stykke og åbenbarer og lærer først dette, som ingen fornuft har eller ved ud fra loven: at alle mennesker, sådan som de er og lever af naturen, er fordømte og under synden; som også Sankt Paulus beviser og slutter i Romerbrevet straks i begyndelsen. Og således er først denne sætning og slutning fastslået: at mennesket i sin natur og efter al dens evne ikke kan opfylde Guds lov, selv om han giver sig i lag med at holde den, og at det ikke kaldes at holde loven, at han udvortes gør gerningerne efter menneskelige kræfter; derfor kan loven heller ikke hjælpe mennesket til retfærdighed for Gud eller frelse ham fra synder og evig vrede.

For hvis det stod til mennesket og kunne udrettes ved loven i denne natur, så behøvede han ikke at sige (som han her siger om alle mennesker i almindelighed): «Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Det er jo så meget som at sige, at mennesket i denne gamle natur, som det har, hvor højt det end kan komme, begavet og fremragende med fornuft, visdom og dyder, ikke formår at komme ud af syndens og dødens magt eller at behage Gud; ja, det kan heller ikke se eller vide, hvordan det dog skal kunne komme ind i Guds rige. Derfor må der her kort og godt blive et helt andet menneske, det vil sige, hele personen må blive anderledes og få en helt ny forstand, nye tanker, sind og hjerte.

Her ser du med magt, og som med et tordenslag, alle menneskers lære og ros væltet omkuld, den lære, der lærer eller foresætter sig at blive retfærdig ved hele denne menneskelige naturs kræfter og gerninger, eller dog vil sætte dem ved siden af troen og sige, at de også må gøre noget til det. For her hører du jo klart, at mennesket må være født eller blevet anderledes, før det ser Guds rige og gør noget, som behager Gud. Nu kan jo ingen gerninger gøre noget til, at mennesket bliver født; ja, skal han gøre noget, må han først være født. Men når der her kræves en ny fødsel, så kan den gamle fødsels gerninger og gøren jo intet gælde eller hjælpe; ja, det er allerede alt sammen forkastet og fordømt.

Så kan det heller ikke stå sig, hvis man ville sige, at de gerninger, der følger af den nye fødsel, gør noget til den; for den nye fødsel må allerede være der, før man gør noget ud fra den. Det vil sige: personen, der hører hjemme i Guds rige og i himlen, må først være blevet til, før den begynder at gøre gerninger, som behager Gud. Men dette skal blive yderligere forklaret ud fra det, der følger, hvor han også vil sige, hvordan det går til, at mennesket bliver født på ny; for dette er kun begyndelsen, hvormed han slår farisæerens indbildskhed ned og sætter det modsatte op imod den.

Da Nikodemus nu hører det, bliver han forvirret over det og ved ikke, hvad han skal gøre ud af Kristi ord, så han også farer ud og siger:

«Hvordan kan et menneske blive født når det er gammelt? Kan det for anden gang komme ind i sin mors liv og blive født?»

«Hvad er det dog for en sælsom, urimelig tale og lære,» ville han gerne sige; «hvem har nogen sinde hørt, at et menneske er født på ny, eller kunne fødes anderledes, end det allerede er født? Hvorfor foregive og kræve sådan en umulig ting? Vil man lære folk, så må man sige noget, som mennesket kan gøre.» Dette er den menneskelige visdoms og fornufts svar på prædikenen om omvendelse og om den nye fødsel, hvorved loven rettelig forklares; og den må vel svare sådan, fordi den ikke ved eller forstår andet. For denne Nikodemus, som står i den udvortes retskaffenhed og tugt, som mennesket kan præstere af egne kræfter, når det hører loven, kan ikke høre eller tåle, at man vil regne alt det for intet og forkaste det, som hele verden regner for meget, og som der også kun er få af, der vandrer i et sådant smukt, dydigt liv og levned. Og alle fornuftige, vise, høje regenter i verden holder det for en skadelig lære, at man vil forklejne et så smukt liv, og giver derfor evangeliet skyld for, at det vil forbyde gode gerninger osv.

Men hermed bevidner de også selv deres blindhed og uforstand i disse guddommelige sager; som Nikodemus bekender med sin egen mund, han, der dog vil være lærer og mester for de andre. Og han besegler sin klogskab med en endnu større dårskab, idet han kommer slæbende med gøgl om den legemlige fødsel af far og mor og mener, at han dermed har ramt plet og mægtigt gendrevet det, Kristus fremførte. Sådan er jo den menneskelige visdoms uart: den forstår ikke Guds ord og vil dog altid dømme og belære det – som om Kristus, som han dog må bekende er en mester, der er kommet fra Gud, ikke var så klog eller ikke selv vidste så meget, at et menneske ikke kan fødes igen af far og mor, og at en sådan fødsel heller ikke ville hjælpe dem; sådan som Kristus også selv gendriver det for ham.

Jesus svarede: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.»

«Du skal ikke belære mig,» vil han sige, «eller lære mig, hvordan jeg skal tale; jeg ved godt, hvad jeg har sagt, og siger det endnu: at mennesket må fødes anderledes, ellers kan det ikke komme ind i Guds rige – for at du skal vide, at det ikke kommer dertil af egen evne. Men jeg taler ikke om en sådan legemlig fødsel, sådan som mennesket kommer fra far og mor, som du drømmer om, fordi du ikke forstår nogen anden fødsel; men om en anden, ny fødsel af vand og Ånd. For du hører jo godt, at jeg netop har forkastet den fødsel fra far og mor, hvori du og alle mennesker (hvad enten de er jøder eller andre) er født. Og hvis denne forståelse af menneskets genfødsel skulle gælde, så ville det dog ikke være andet eller bedre end før, om han så blev født på ny af moders liv hundrede gange.» Grunden til det giver han selv, idet han siger:

«Det som er blevet født af kødet, er kød, og det som er blevet født af Ånden, er ånd.»

Det er to klare udsagn, hvormed han slår farisæerens tanker og drøm om den legemlige fødsel ned og forklarer sin påbegyndte tale, hvor han havde sagt, at hvis mennesket ikke bliver født anderledes, kan det ikke komme ind i Guds rige. «Det som er født af kødet», det vil sige alt det, et menneske efter den menneskelige natur (sådan som den nu er fra Adam af) er og formår. For «kød» kalder Skriften hele mennesket, sådan som det, født af far og mor, lever og kan virke, tænke, tale og gøre – lad det være født når, hvor tit og af hvem det vil, og hedde jøde eller hedning; eller (som Joh 1,13 siger) «af blod», det vil sige naturligt født af de hellige fædre, eller kommet dertil ved menneskers vilje og har antaget det, at de vil være Guds folk og børn. Alt det er ikke andet end kød, det vil sige uden Ånd. Men at være uden Ånd betyder ikke andet end, som han her siger, ikke at kunne komme ind i Guds rige, det vil sige at være i synder, under Guds vrede, fordømt til den evige død.

Det er sandelig en kort, tør, alvorlig og forfærdelig dom over alle mennesker, sådan som de er af naturen; og dermed er det afgjort, at ingen ved lovens lære og gerninger, sådan som mennesket formår at gøre dem efter den, bliver fri for synden eller retfærdig for Gud; for derved bliver naturen ikke anderledes, men forbliver, som den var før. Derfor kan mennesket derved endnu ikke komme ind i Guds rige eller opnå det evige liv.

Omvendt: «Det som er født af Ånden,» siger han, «er ånd.» Ånd kaldes det, som Gud skaber i os ud over naturen og den menneskelige evne, nemlig åndelig erkendelse, lys og forstand, som han åbenbarer os, så vi derved kender Gud og vender os til ham, griber hans nåde og hænger ved ham osv. Skal dette begynde og ske i mennesker, så må hjertet fornys og antændes ved Helligånden, så det lærer at kende Guds vilje imod sig og ved, hvordan det skal opnå nåde og evigt liv.

Det kan prædikenen og læren om loven alene ikke gøre. Den kræver ganske vist vores gerninger og lydighed; men fordi det ikke findes i naturen, og man kun mærker det modsatte, gør den ikke mere, end at den anklager os og således fordømmer os under Guds vrede til det evige helvede, hvor den ret erkendes; og den må også prædikes derfor, sådan som den jo er givet af Gud, for at mennesket først skal lære dette. Men hvis han ikke skal blive i en sådan fordømmelse, men også kunne vente sig Guds nåde og trøste sig ved den, så må der komme et andet ord og en anden prædiken til, som er Helligåndens prædiken og embede, åbenbaret og bragt ved Kristus, Guds Søn; om den taler han her, og siden vil han yderligere forklare, hvordan denne prædiken lyder osv.

Så er nu med dette udsagn grunden vist til det første stykke af denne prædiken: hvorfor mennesket efter sin natur, som det er født i, ikke kan komme ind i Guds rige, og hvorfor en anden, ny fødsel er nødvendig, som sker ved Helligånden. Og således revser Kristus hermed ikke alene den menneskelige uvidenhed og vildfarelse, men begynder også at lære, hvad den nye fødsel er, og hvordan den går til – skønt han her endnu ikke tager alle de stykker med, som hører til; men han viser først kun causas efficientes [de virkende årsager], grunden og midlet, hvorfra denne nye fødsel kommer, og hvorved den sker; for siden vil han også sige, hvordan og ved hvem den er erhvervet, og hvordan den modtages. Derfor må vi se lidt nærmere på disse ord, hvad det vil sige at blive født af vand og Ånd.

Og se først, hvordan han fører og viser denne Nikodemus hen til det udvortes embede i sin kirke, som er prædikenen og dåben, når han siger, at mennesket må fødes på ny af vand og Ånd. For hermed taler han om det embede, som Johannes Døberen havde begyndt (som Kristi forløber og tjener), sådan som farisæerne og Nikodemus godt vidste og havde set. Og han vil vise ham hen til det og dermed bekræfte Johannes' prædiken og dåb, sådan at dette embede skal være i brug og gælde som indstiftet af Gud til, at man ved det bliver født på ny, og at ingen skal komme i himlen, som ikke tager imod det eller foragter det.

Som ville han sige: «Netop det embede og den dåb, som Johannes førte, og som I farisæere ikke ville tage imod eller lade jer revse af, men tog anstød af som af en ny, uhørt prædiken imod jeres lovhellighed, den må I alle tage imod, hvis I overhovedet vil se Guds rige. Og alt jeres mosaiske og jeres lovs vaskning, renselse, ofre, gudsdyrkelse og hellighed skal intet hjælpe eller gavne jer til dette; men alene ved dette embede, som prædiker om mig og døber til mig (sådan som Johannes har gjort), og ved intet andet vil I kunne komme ind i Guds rige og blive frelst.»

Og dette embede priser han hermed sådan, at det er Helligåndens embede og gerning, hvorved mennesket bliver født på ny, og at det ikke er en blot og bar vanddåb, men at Helligånden også er med; og den, der bliver døbt sådan, er ikke alene døbt med vand, men af Helligånden. Det kan man ikke sige om alle andre vandbade eller dåbshandlinger, såsom jødernes badning og vaskning med alle deres ceremonier, at Ånden er med i dem; ellers havde der ikke været brug for en ny dåb, og man kunne ikke sige, at der uanset Moses' lov og gudsdyrkelse må være noget andet, hvorved mennesket bliver født på ny af Ånden – netop fordi Ånden endnu ikke gives eller virker i dem alle.

Således viser han, at der intet andet værk eller middel er, hvorved mennesket bliver født på ny og kommer ind i Guds rige, end dette, som er prædikeembedet og dåben, og Helligånden bundet dertil, han som ved et sådant embede virker i menneskets hjerte. For han taler ikke om en sådan Ånd, som skulle være skjult og ikke kunne kendes, sådan som han personligt er i sit guddommelige væsen, bart og uden middel, for sig selv; men om den Ånd, som åbenbarer sig i et ydre embede, hvor man hører og ser ham, nemlig i evangeliets og sakramenternes prædikeembede. For Gud vil heller ikke fare frem og handle skjult og hemmeligt med Ånden eller gøre noget særligt med hver enkelt – hvem kunne ellers erfare eller blive vis på, hvor eller hvordan han skulle søge eller finde Helligånden? – men han har ordnet det således, at Helligånden skal være åbenlyst til stede ved Ordet og sakramentet for menneskenes ører og øjne og virke ved et sådant ydre embede, så man kan vide, at det, som sker dér, i sandhed er sket ved Helligånden.

Derfor er der i disse ord: «Hvis ikke nogen bliver født på ny af vand og Ånd», sagt lige så meget, som om han sagde: Mennesket må fødes på ny ved denne evangeliets prædiken og dåbens embede, i hvilket Helligånden virker osv. For ved Ordet oplyser han hjertet og viser Guds vrede over synden og omvendt Guds nåde, lovet for hans Søns, Kristi, skyld, hvorved hjerterne bliver tændt, begynder at tro og nu vender sig til Gud, trøster sig ved hans nåde, påkalder ham osv.; og for at vække og styrke deres tro giver han også dåben som et sikkert tegn ved siden af Ordet på, at han afvasker og udsletter vore synder, og han tilsiger os, at han stadig og fast vil holde denne lovede nåde og give Helligånden osv. Derom er der sagt mere en anden gang.

Mærk dig derfor af denne tekst, hvordan han med klare ord giver dåben (som han kalder vand) en sådan ære og kraft, at Ånden er ved den, og at mennesket bliver født på ny ved den. For hermed bliver al falsk lære og vildfarelse imod denne lære om troen og dåben slået ned. For det første de paveliges og deres liges, som søger retfærdighed og frelse i deres egne gerninger. For her hører du, at menneskets egen fortjeneste eller hellighed, hvad enten den kommer af den gamle fødsel af blod og kød eller er bragt i stand af eget valg og egen indbildning, intet formår eller udretter hertil; men det må være en anden fødsel, ved den hellige dåb, hvor mennesket intet selv kan gøre til, men hvor Helligånden af guddommelig vilje og nåde gives ved det ydre, prædikede Ord og ved vandet, som er far og mor til denne nye fødsel, hvorved mennesket bliver nyt, rent og helligt for Gud, en arving til Himmeriget.

For det andet er her også gendrevet gendøbernes og lignende sværmeres påstand, de som lærer, at man skal søge Ånden uden for eller uden Ord og tegn, ved særlige åbenbaringer og virkninger fra himlen, uden middel osv., ja, som foragter den kære dåb, som om der ikke var andet i den end lutter unyttigt vand. Derfor plejer de at spotte: «Hvad kan en håndfuld vand hjælpe sjælen?» Og dog siger Kristus klart, at Ånden er ved et sådant vand, og siger, at man må fødes på ny af vandet; og det siger han jo om rigtigt, naturligt vand, som Johannes Døberen døbte med, og som han også havde befalet sine disciple at døbe med. Derfor kalder Sankt Paulus (Ef 5,26) også dåben et vandbad, hvorved Kristi kirke bliver renset; ligeledes (Tit 3,5) et genfødselens og Helligåndens fornyelses bad.

Ja, Kristus ordner her ordene således og sætter vandet foran og først, derefter Ånden, for dermed at vise, at man ikke skal søge Ånden uden og uden for det ydre tegn, men vide, at Ånden vil virke i, ved og med det ydre tegn og embede; så at begge bliver sammen, og mennesket bliver født på ny af vandet ved Helligånden eller af Ånden med og ved vandet. Ellers er det ganske vist sandt, at hvis vandet var alene, uden Ånd, så var det og gjorde det intet mere end andet vand eller bad, og der kom sandelig ingen ny fødsel af det. Derfor hedder det ikke alene født af vandet, men også, ved siden af og med vandet, født af Ånden; så at Ånden ved denne fødsel er manden, og vandet kvinden og moderen.

Heraf ser du videre, at dåben ikke er sådan en unødvendig ting, som gendøbernes sværmerflok spotter, som man godt kunne undvære og lade fare eller udskyde, til man bliver gammel osv. Eller at dåben ikke gavner de små børn, fordi de (som de fråder) ikke kan forstå den. For her står et tørt og klart ord, som gælder alle i fællesskab og er Guds ordning: at alle, som vil komme ind i Guds rige, de må fødes på ny af vand og Ånd. Derfor nytter det intet at ville foragte dette eller blive ved med at udskyde det; for det ville være at foragte og forsømme Guds ordning med forsæt. Dér kan der sandelig ingen Helligånd være.

Således vil Kristus sandelig heller ikke have de små børn udelukket herfra, men også have dem omfattet af dette ord: skal de komme ind i Guds rige, så skal man give og række dem dåben; for han vil jo også have dem født på ny og virke i dem, ligesom han andetsteds befaler at bringe dem til sig og siger, at Himmeriget skal tilhøre sådanne, som bliver bragt til ham. Skal de nu komme til Kristus, så må man ikke berøve dem de midler og tegn, hvorved Kristus også virker i dem.

Dette siger jeg dog om den almindelige ordning og regel, som man skal holde sig til, hvor og når man kan få dåben; for hvor der var en sådan nød eller et sådant tilfælde, at man ikke kunne nå til den, dér må det, som i lignende nødstilfælde, være nok, at man begærer dåben og på Ordet bringer og ofrer mennesket til Kristus; derom skal der ikke siges mere nu. Dette er nu sagt om genfødslen ved vanddåben og Ånden. Videre siger Kristus:

«Du må ikke undre dig over, at jeg har sagt til dig: Det er nødvendigt, at I bliver født på ny. Vinden blæser, hvor den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen; således er det med enhver, som er blevet født af Ånden.»

For denne Nikodemus, en vis, fornuftig, from farisæer, er det en underlig, sælsom tale, at han hører sine og alle menneskers gerninger og hellighed blive forkastet så aldeles, at det alt sammen intet skal hjælpe for Gud, og at han skal lade det alt sammen fare forgæves, hvor meget og hvor stort det end kan kaldes gjort og levet, og blive et helt andet menneske, skønt han dog ikke ved eller forstår at gøre noget andet eller bedre; og at han alene, ganske og aldeles skal holde sig hertil, hvor der dog intet bliver gjort eller set uden det ydre tegn, at mennesket bliver dyppet i vandet og hører Ordet; og at han skal tro, at der derved sker en sådan forandring med mennesket, at han bliver født på ny og ren, hellig og retfærdig for Gud, hvad der ellers ikke kan opnås ved nogen menneskelig gerning og formåen.

«Ak, hvordan kan dog det være?» (tænker han). «Hvad skulle en så ringe ting kunne udrette, at man døber eller bader et menneske med vand? Skulle det ikke være og gælde langt højere og mere, når man ser et menneske med stor alvor og flid øve sig efter loven i gode gerninger og hellig gudstjeneste og derved lyse og skinne i et smukt, ærbart liv og stor dyd? Hvad kan man for al verden nævne og prise højere og bedre?»

På sådanne tanker og sådan undren hos farisæeren svarer Kristus og giver ham en lignelse for dermed at forklare det, han har sagt om den nye fødsel af vand og Ånd: hvordan man skal se på den, ikke efter fornuften, som ser på det store skin af fremragende gerninger og liv og undrer sig over det og mener, at det også må gælde lige så højt og meget for Gud, som den selv agter det.

«Kære Nikodemus», siger han, «jeg vil sige dig, hvordan det går til: Det er ikke sådan en ting, som du forstår og tænker om disse sager, at det skulle gå og stå sådan for øjne, sanser og fornuft, at man kunne fatte og gribe det; men det er en sådan sag og et sådant værk, som udrettes i mennesket af Helligånden, hinsides menneskers fornuft og tanker.»

Og det går netop sådan til inde i menneskets hjerte, som det går udvendig med vinden, der vifter og blæser, hvor og når den vil, og går gennem alt, hvad der vokser, rører sig og lever. Den er ikke mere end et lille luftpust, som vel ligger stille en tid, men pludselig rører sig, begynder at blæse og suse, så du ikke ved, hvor den kommer fra; den blæser snart her, snart dér, giver pludselig mange slags vejrskifte, og dog kan du hverken se eller fatte, hvad den er, men hører kun, at den kommer susende, og den lader sig mærke med, at den er der, rører og bevæger sig, sådan som man ser den gå hen over vandet eller over kornet på marken; men du kan ikke sige, når den blæser på dig, hvornår, hvor eller hvor langt fra dig den er begyndt, eller hvor den bliver af bag dig, og heller ikke sætte den tid, sted og mål for, hvornår og hvordan den skal komme eller gå bort.

Kort sagt: det står slet ikke i menneskers hånd og magt at fatte eller styre vinden, hvordan den skal rejse sig eller lægge sig; men den går frit af sig selv og udretter sit værk, hvordan, når og hvor den vil, uhindret og ustandset, så intet menneske formår at gøre noget dertil, ja ikke engang kan udforske, hvordan det går til med den, og hvor den kommer fra; men som Sl 135,7 siger: Gud fører den frem og lader den komme ud af sine forrådshuse og skjulte steder, som ingen ved af, og som ingen kan se forud.

«Således», siger han, «er også enhver, som bliver født af Ånden.» Dér skal du ikke se og glo efter store, fremragende gerninger i en skinnende hellighed, som fylder øjnene, og således med din forstand ville bedømme og fatte disse åndelige sager efter loven og det ydre væsen: hvor store gerninger han gør, hvordan han lever og fører sig, han som skal kaldes født på ny og en arving i Himmeriget. Det lader sig her ikke fatte og gribe eller male og afbilde sådan, at man kunne sige: «Se, dér ser du manden; han er en from jøde og farisæer oven i købet, som holder loven med stor alvor og iver; derfor er han en levende helgen og et Guds barn osv.»

Men denne nye fødsel, som gør Guds børn, eller retfærdigheden for Gud, er en anden ting, som sker i menneskets hjerte, ikke ved menneskers egne forsætter og gerninger – for det er alt sammen kød og kan ikke se Guds rige – men ved evangeliets ord, som viser og åbenbarer hjertet begge dele: Guds vrede over mennesket til omvendelse og hans nåde ved mellemmanden Kristus til trøst og fred for samvittigheden over for Gud.

I et sådant højt og stort værk ses der vel udvendig intet særligt eller herligt; for der kommer intet andet til end Ordet og vandet, som man hører og mærker; og dog er Helligåndens kraft og værk der, han som tænder og vækker hjertet til ret gudsfrygt, til ret tillid og trøst ved nåden, ligeledes til ret påkaldelse, og således fornyer hjertet, så at et sådant menneske, som har fattet Ordet med hjertet, overvinder Guds vrede, synd, død, kød og verden, vender sig inderligt til Gud og får lyst og kærlighed til alt godt.

Det er Helligåndens rette, levende gerninger, langt større og herligere end de andres gerningshellighed, som vel har et stort skin og puster sig stort op for menneskers øjne, men dog ikke er andet end en død ting, hvorved hjertet intet ændres; der følger ingen ret, vis trøst og ingen forbedring, men det bliver i det gamle kødelige sind og væsen, uden omvendelse, i vantro og tvivl, i skjult foragt, ulydighed, had og fjendskab mod Gud, sådan som det siden viser sig i den rigtige kamp og samvittighedens rædsel, hvor der ikke følger andet end lutter flugt og fortvivlelse og til sidst utålmodighed og bespottelse af Gud.

Det er de rette frugter af den store, skønne farisæiske hellighed, som er uden kundskab om Kristus og uden tro og dog vil være retfærdig og hellig efter loven: at de store, grove knuder til sidst kommer til syne, som Sankt Paulus nævner i Rom 7,13: synden bliver vakt ved loven, og synden bliver derved overmåde syndig, det vil sige stor og tungere, så mennesket må gå til grunde under den og synke ned i den evige død; skønt den samme synd og hjertets skjulte list en tid forinden har dækket sig med et ydre skin af store, hellige gerninger og lydighed mod loven, og mennesket således går sikkert hen i kødelig indbildning og lever (som Sankt Paulus siger i Rom 7,9) uden lov, det vil sige uden ret kundskab om og følelse af synden, og således også er aldeles uden Ånd.

Men omvendt: hvor Helligånden er, dér virker han også et andet hjerte og sind i mennesket, så at han nu ikke længere flygter for Gud; men skønt han godt ved og bekender, at han har synd og har fortjent Guds vrede, trøster han sig dog ved nåden i Kristus, som ved Guds ord er lovet og forkyndt dem, som omvender sig og tror; og således får han et barnligt hjerte over for Gud som over for sin kære Fader og kan frejdigt træde frem for ham og påkalde ham i troen på mellemmanden Kristus osv.

Et sådant nyt hjerte og liv (siger jeg) virker Helligånden i mennesket ved intet andet ydre eller synligt end ved Ordet og dåben, som dog slet ikke har noget særligt udseende og sker indvendigt, før man kan se noget forandret ved ham; og dog er det i sandhed og hedder (siger Kristus) at være født af Ånden. Det forstår og fatter fornuften og menneskelig visdom ikke, at et så stort værk skulle ske ved så ringe ting (som den holder dem for), og selv om den hører det, tror den det dog ikke; ligesom også Nikodemus her studser endnu mere over disse ord og undrer sig og derfor bliver irettesat af Kristus, fordi han vil fatte det med fornuften og ikke vil tro.

Således har vi i denne lignelse et smukt, yndigt billede, klart og nøjagtigt malet for os, af hvordan det går til i denne nye fødsel. For det første Ordets ydre embede og den kraft, som Helligånden virker derved. For ligesom de to stykker er sammen i vinden: blæsten, som er vinden selv, og susen, som man hører udefra, selv om blæsten hverken ses eller føles uden af den, den blæser på; således er de to stykker også her sammen: Ordet, som er en legemlig røst, man hører, og Ånden, der virker med og ved Ordet. Denne kraft ser og mærker ingen andre end dem, Ånden træffer, og dog er den visselig der, hvor det ydre ord og dåben går i svang; og således lader Ånden sig i et sådant ydre embede ligesom legemligt se og gribe og giver et sikkert kendetegn på, hvor man skal søge ham, og hvor han virker, selv om den indre kraft er skjult for øjnene.

Derfor skal du (som jeg har sagt) ved disse ord: «født af Ånden» ikke forstå Helligånden, sådan som han deroppe i majestæten og det guddommelige væsen er usynlig og ufattelig; men sådan som han her på jorden i kirken vil kendes og gribes i Ord og tegn; så at man, hvor man hører og ser dette, kan sige derom: «Dér hører og ser du Helligånden», ligesom man siger om vindens susen: «Dér hører og ser du vinden.» Kort sagt: hvad der sker ved Ordets og dåbens embede, skal hedde at være gjort af Helligånden, ligesom Kristus her kalder den, der har Ordet og dåben, født af Ånden, eller, som han siger andetsteds: «den som tror og bliver døbt» osv. (Mark 16,16).

For det andet viser denne lignelse også fint, at det kristne væsen ikke er bundet til ydre væsen, sted, person, klæder og andre ting, sådan som jødernes ydre hellighed var, og at en kristen er sat i Åndens frihed fra loven og alle dens bånd, så han hverken skal eller kan bindes og fanges med love, regler og gerninger, hvad man end vil foreslå ham, for at han derved skulle blive retfærdig for Gud (for vi taler nu ikke om hans ydre liv, hvor han kan holde alle love, dog uden skade og afbræk for denne åndelige frihed for Ånden og samvittigheden); og således forbliver han et frit menneske over alle love i troen på Ordet og sin dåb, fordi han ved Kristus har syndernes forladelse, Guds nåde og Helligånden og retter sig efter dette i hele sit liv; for han er nu ved Helligånden, der virker i hans hjerte, gjort retfærdig og levende, så at han ikke behøver at søge anden lære, andre gerninger eller anden hellighed end den, Ånden leder og fører ham til ved Ordet.

Derfor går det også til med det kristne væsen, som Kristus siger her, ligesom med vinden, der blæser, hvor den vil, og dog ser ingen og ved ingen, hvorfra den kommer, eller hvor den bliver af, hvor vidt og bredt den går. Således kan man heller ikke fatte Ånden i en kristen med regler og lærdomme eller dømme om ham med fornuften; men han vil ganske enkelt være uden mester og udømt af enhver, som også Sankt Paulus siger i 1 Kor 2,15 – kun at han lader sig mærke og høre udefra i Ordet og bekendelsen og viser sig dér; ham skal enhver følge og lade sig styre af og ikke se på menneskers personer, hvor store, hellige osv. de end måtte være, når de blot fører Åndens ord og embede ret.

Men dette er og bliver ganske vist en underfuld ting, som menneskelig visdom må støde sig og forarges på, ja som også de kristne selv må undre sig over: at et så stort, herligt, guddommeligt værk skal gå så ringe og enkelt til, ved en fattig, svag menneskerøst, hvor der kun lyder det ord: «Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn»; ligeledes: «Jeg tilsiger dig syndernes forladelse på Herren Kristi befaling» osv. Der er intet andet end Ordets ånde eller pust, som slår dig for ørerne; og dog skal der derved udrettes så stor en ting, at du bliver ren for synder, forløst fra den evige død, et nyfødt Guds barn og levende.

Det koster megen møje og arbejde, før et menneske bliver bragt legemligt til verden og født; han må ligge ti måneder under sin moders hjerte, og bagefter står de begge, moder og barn, netop ved fødslen i angst, nød og fare for liv og lemmer – og dog bliver mennesket kun født til dette elendige, dødelige liv. Men her er det så let og hurtigt gjort, at intet arbejde kan være lettere; for Ordet bliver sagt til mennesket, og han bliver døbt med vand, og dog virker det så stor en ting (når blot hjertet fatter det med troen), at han i samme øjeblik bliver født til det evige liv og revet ud af den evige død og helvede.

Men det er også fornuftens forkerte formastelse, at den her i disse store sager vil måle og dømme efter sin indbildning, sådan som den forstår det, og efter det, som er stort og herligt for dens øjne og sanser; den vil ikke agte eller se på Guds vilje og ordning: at dette er hans ord og befaling, og at han således selv prædiker, døber og virker ved de ydre ting, så at også guddommelig kraft og frugt må følge, selv om han gjorde det ved langt ringere ydre gerninger og midler. Derfor angriber og irettesætter Kristus også denne Nikodemus hårdt, han som også vil dømme om dette efter sin visdom.

«Nikodemus svarede og sagde til ham: Hvordan kan dette ske? Jesus svarede og sagde til ham: Er du en lærer i Israel og ved ikke dette? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, og vores vidnesbyrd tager I ikke imod.»

Dér ser du, hvor lidt det går ind hos ham, hvad Kristus har sagt ham om den nye fødsel ved dåben og vist ved en lignelse: at man ikke kan se og bedømme det sande åndelige væsen med øjnene, sådan som han vil måle og fatte det efter sin visdom og forstand, som han har fra lovens lære; og han bliver så forvirret derover, at han straks træder tilbage og må forarges over denne Jesus, fordi han fremfører så urimelige ting, som han forstår det. Som ville han sige: «Skal da dette alene gælde, at I én gang døber mennesket med vand, og skal derimod hele loven, som Gud så alvorligt har befalet os at holde, og som er stadfæstet med store undere, være givet for intet og forgæves? Eller hvordan er det dog muligt, at jeres dåb skulle være og udrette så stor en ting, og man skal dog hverken se eller vide noget af det?»

Men hertil giver Kristus ham også et skarpt og alvorligt svar, før han helt fuldfører den prædiken, han har begyndt, for at vise ham hans uforstand og slå hans kødelige indbildning tilbage. «Nå», siger han, «er du da også en lærer i Israel, det vil sige én, som skal lære og styre Guds folk, og ved slet intet om dette? Er det ikke en skam, at I, som er sat dertil og vil roses som de andres lærere, selv slet ikke har nogen ret forstand på disse guddommelige sager? Hvad er I bedre end hedningerne, som ikke er Guds folk og ikke har Guds ord, når I ikke forstår mere end menneskelig hellighed og gerninger, som også fornuftige, vise folk blandt hedningerne lærer, og dog slet intet ved om den lære, som overalt skal være kendt i kirken: om Kristus, om Guds rige og om rette åndelige sager? Og dog har I Guds ord så rigeligt i Moses og Skriften og skulle lære folket af loven at kende Guds vrede over deres synd og på den anden side søge nåde ved troen på forjættelserne om Kristus. Således har I forvendt det hele, ved intet og har ingen ret omvendelse og går sikre og formastelige hen i tillid til jeres hellighed, styrker jer selv og andre i foragt for Gud og vantro og drømmer jer alligevel en Messias, som for jeres jødiske helligheds skyld skal krone jer og give jer herredømmet over verden. Det gør I, som vil være de fornemste, og dermed kommer I længere bort fra Guds rige og fortjener en hårdere straf fra Gud end de andre, også de åbenlyse syndere, som dog er lettere at lære og omvende end I store helgener.»

Det kalder jeg at læse en god, skarp tekst for ham, og dog venligt over for en, der trods alt ikke som de andre foragter Kristus hårdnakket. For en sådan formaning har han brug for, så Kristus kan vise ham bort fra hans uforstand, og han i det mindste vil lytte og lade sig belære om disse ting: hvordan han skal komme ind i Guds rige og til himlen. Derfor siger han videre:

«Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set» osv.

I, som dog vil være lærere, ved og forstår endnu intet af det, som enhver i den flok, der hedder Guds folk, burde vide. Og alligevel vil I ikke tro den lære, som vi ved af Guds ord og vidnesbyrd, men vil bare dømme efter jeres egen indbildning. Nej, det går ikke an, at I med jeres blinde, usikre indbildning vil sætte jer til dommere over vores sikre lære og vidnesbyrd og diskutere, om det er sandt. Hvad skulle den elev lære, som først vil diskutere med sin mester, om han nu også lærer rigtigt, og altså selv vil være mester, før han begynder at lære? Ved du det ikke og forstår du det ikke, så skal du heller ikke dømme om det og kloge dig. Har du ikke set det, så har vi set det, Johannes og alle mine profeter, og vi kommer ikke med sådan noget usikkert pjat, spundet ud af fornuften, men med den lære, som Gud har åbenbaret, og som Helligånden har bevidnet. Derfor nytter det ikke, at du vil måle disse ting med din forstand eller gribe, se og føle dig frem til, hvordan det går til for øjnene, at et menneske bliver født på ny, sådan som man ser og griber jeres gerninger og ydre gudstjeneste. Her skal fornuften lukkes og kun ørerne og hjertet åbnes, og man skal tro det, som Guds ord siger jer, det ord, som vi sikkert har fået fra Gud og har befaling til at lære og vidne om.

Sådan må det gå til, hvis I også vil erfare det: at I tror det og tager imod det og imens lader jeres indbildning fare, den, som understår sig i at begribe og måle sådan noget, som fornuften dog ikke kan forstå eller nå. Hvad behøvede man ellers Guds ord til, det ord, som jeg har hørt og fået fra Faderen for at lære det, sådan som også Johannes og profeterne har fået det ved guddommelig åbenbaring fra Helligånden og har vidnet om det? Som også Sankt Peter siger (2 Pet 1,21): «En profeti er aldrig blevet frembragt ved et menneskes vilje, men Guds hellige mennesker har talt, drevet af Helligånden.» Derfor kræver han også, at man i kirken ikke skal lære andet end det, man er sikker på er Guds ord, ikke det, som den menneskelige fornuft og visdom synes er godt og rigtigt.

Derfor irettesætter Kristus her med rette sine jødiske lærere, der vil styre og belære samvittighederne over for Gud uden Guds ords sikre vidnesbyrd og vil få disse ting til at gå op med menneskelig forstand. Det kan ikke føre til andet, end at man hænger og svæver i usikker hedensk menneskeindbildning og aldrig kommer til ret kundskab om og erfaring af sandheden.

«Når jeg har talt til jer om det jordiske, og I ikke tror, hvordan vil I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?»

Jeg har indtil nu talt til jer om sådanne ting, som sker på jorden: hvordan mennesket skal fødes af vand og ånd, det vil sige, hvordan Ånden virker gennem Ordets og dåbens ydre embede, som I kan se og gribe. Og I har fået min lære i billede og eksempel fra ting, som I forstår, og må indrømme, at jeg har ret. Vil I nu ikke tro dette, som endnu bliver fremstillet i jordiske og ydre ting, så kan I langt mindre tro, når jeg videre taler om det, som ikke er jordisk, men er deroppe i det himmelske, guddommelige væsen og råd, som ingen kender uden Gud alene og den, der kommer fra himlen (nemlig Guds Søn). Og den, der vil vide og gribe noget af det, må alene høre og tro ham, der kommer fra himlen, som har set det og vidner om det. Som det følger:

«Og ingen farer op til himlen undtagen den, som er steget ned fra himlen, nemlig Menneskesønnen, som er i himlen.»

Her begynder han nu at tale om de høje, himmelske ting: hvad det er for et skjult, evigt, uudsigeligt råd og vilje, som er besluttet hos Gud fra evighed. Og så fuldender han det andet stykke, som hører til denne prædiken om den nye fødsel: hvordan mennesket bliver retfærdigt fra synden, Guds barn og arving til det himmelske, evige liv; nemlig hvorfra og hvorfor dåben har sådan en kraft, og hvem der har vundet og fortjent den; ligeledes hvordan den skal modtages. Og nu begynder han at tale om sig selv som den lovede Messias, der er sendt fra Gud, Guds Søn, og om sit embede og sin gerning. Det forstod farisæerne slet intet af, og det lød endnu langt mere underligt i deres ører end det, han hidtil havde sagt. For de kunne slet ikke tænke sig, at deres Messias skulle sendes ned fra himlen for at forløse hele verden og bringe den til nåde, også og især sit eget jødiske folk, som fortabt og fordømt under Guds vrede, skønt det havde Moses’ lov og gudstjeneste; og endnu mindre, at han skulle dø på korset, korsfæstes og blive et offer for deres og hele verdens synd og ikke have noget jordisk eller verdsligt rige og herredømme. Det var alt for forargeligt og utåleligt for dem at høre.

Det kommer af, at de ikke erkendte hele den menneskelige naturs fordærv og fordømmelse over for Gud, men holdt sig selv for at være uden synd i deres hellighed, eller i hvert fald formastede sig til at lægge den af og betale for den med deres gerninger, så de ikke havde brug for nogen Messias, undtagen en, der kunne forløse dem fra legemligt fangenskab og fremmed magt og hævne dem på deres fjender.

Derfor vil Kristus nu sige med dette: «Kære Nikodemus, træk bare dine tanker helt og rent bort fra din egen og alle menneskers retfærdighed og hellighed efter loven, og sæt dig bare ikke for, at du skal komme ind i Guds rige med den. Det kan slet ikke gøres med alle menneskers formåen, hvor vise, lærde og hellige de end er. Det er allerede besluttet hos Gud fra begyndelsen, at intet menneske, som er født af Adam, kan eller formår at komme i himlen.»

Ja, her har der heller aldrig været nogen helgen, som har kunnet komme i himlen ved sig selv, hvem han end var, Adam, Noa, Abraham, Moses, Elias, Johannes osv. Ingen af dem har eller kan have den ros, at han har kunnet fare op til himlen, det vil sige forsone Gud, tage synden og døden bort og vinde evigt liv, for sig selv eller for andre. Skal nogen derimod komme i himlen, det vil sige ind i Guds rige og det evige liv, så må der først være sådan en person, som er kommet ned fra himlen og i sig selv har evig retfærdighed og liv, så han kan forsone Guds vrede og udslette synd og død. Han har måttet være mellemmanden, ved hvem også vi kunne komme i himlen. Ja, derfor har han måttet komme ned fra himlen og for vores skyld også blive vores kød og blod, det vil sige lægge vores elendighed og synd på sig og bære den.

Sådan drager han med dette alt til sig, hvad han før har sagt om den nye fødsel og Guds rige, så man skal vide, at ingen kan komme dertil uden alene ved ham og for hans skyld. Ellers hjalp det heller ikke, om nogen nok så gerne ville blive ren og ny fra sin gamle fødsel ved Ånden; for ingen kunne dog komme dertil, hvis ikke han havde tilvejebragt og vundet det; så ville kraften og Ånden heller ikke være ved dåben, hvis den ikke blev givet ved ham og for hans skyld. Derfor er dette nu hovedstykket, som det hele står på: at denne person bliver kendt og grebet, så vi ved ham også kan komme i himlen, som han snart vil slutte.

Han tegner sin person sådan, at han er den lovede Frelser, kommet fra himlen, det vil sige sand Guds Søn fra evighed; for når han kommer fra himlen, må han evigt have været hos Gud. Men han er ikke faret eller kommet ned fra himlen sådan, som en engel farer ned og viser sig og så forsvinder igen og farer bort, men sådan, at han har taget den menneskelige natur på sig og (som Johannes siger i Joh 1,14) har boet iblandt os på jorden osv. Derfor kalder han også sig selv her Menneskesønnen, det vil sige et sandt menneske, som har kød og blod ligesom vi.

Men det er egentlig det, der menes med, at Guds Søn farer ned: at han har kastet sig ned i vores elendighed og nød, det vil sige har taget Guds evige vrede, som vi har fortjent med vores synder, på sig og er blevet et offer for den, sådan som han selv siger her, at han må ophøjes. Men fordi dette menneske kommer ned fra himlen, må han for sin egen person være uden al synd, uskyldig og i guddommelig renhed, så han ikke er som vi, født af kødet, men af Helligånden, og hans kød ikke er et syndigt, men et rent, helligt kød og blod. Og det skete, for at han kunne gøre også vores syndige kød og blod rent og helligt ved sin renhed og sit hellige, ubesmittede offer.

Men hvad betyder det, at han siger: «Menneskesønnen, som er i himlen»? Hvordan er han faret ned fra himlen og er dog i himlen? Er han ikke først faret derop på den fyrretyvende dag efter sin opstandelse, i skyerne? Han er nok faret ned i vores kød og blod og har ydmyget sig under alle mennesker indtil døden på korset, som forladt og forbandet af Gud; men dog var han i det aldrig skilt fra Gud, men blev altid hos Gud og har altså hele tiden været i himlen og er det evigt. Han ser altid Faderen nærværende og hersker og virker med ham i samme magt og vælde; blot var det alt for dybt skjult og ikke til at se i hans nedfart, det vil sige, da han gav afkald på den guddommelige skikkelse (som Sankt Paulus siger i Fil 2,7) og gik omkring i en tjeners skikkelse gennem lidelse og død, indtil han blev revet ud af den, blev ophøjet igen og satte sig ved Guds højre hånd. Der er han også efter sin menneskelige natur Herre over død og helvede og alle skabninger, og det har han vist ved sin synlige himmelfart, da han blev løftet op i skyerne for disciplenes øjne; sådan som han også synligt skal komme igen og vise sig for alle mennesker.

Sådan siges det, at Menneskesønnen er faret ned og op igen og dog samtidig er blevet i himlen i guddommeligt væsen, magt og evigt fællesskab med Faderen. For han taler her ikke om at skifte sted legemligt, men om den åndelige fart i hans fornedrelse og ophøjelse, det vil sige hans lidelse og død og opstandelse, og om det himmelske fællesskab med Faderen, som ikke er bundet til et legemligt væsen, sted eller rum. Det har han haft fra evighed, og også i den menneskelige natur har han, så snart han havde taget den på sig, altid været og er blevet i et sådant himmelsk væsen.

«Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.»

Her viser han nu, hvordan og hvorved også vi kan komme op til himlen, det vil sige, hvad han har gjort for os, og hvordan vi tager imod hans velgerning og får del i den. Og han prædiker hermed om vores forløsnings høje gerning, som Gud har besluttet i sit evige råd, og som har måttet ske af Guds uudsigelige, bundløse kærlighed til menneskeslægten, for at den ikke skulle gå evigt fortabt (sådan som vi har hørt i evangeliet på 2. pinsedag, der følger lige efter disse ord). For da der ellers ikke var noget råd eller nogen hjælp ved nogen skabning i himlen eller på jorden til at forsone hans evige vrede over synden og forløse fra den evige død, så har Guds eneste Søn måttet træde i vores sted og blive et offer for vores synder, så Guds vrede blev forsonet, og der skete fyldestgørelse. Den gerning er nu vores frelse og trøst og den kraft, som virker i dåben, så vi bliver genfødte mennesker og kan komme i himlen.

Så er meningen nu denne: At han farer op og ned og er deroppe, det er hans, og det hjælper endnu ikke os; han har magten til det, og ingen kan gøre ham det efter. Men når han siger sådan: «Jeg har alt for mig selv og er deroppe i himlen, men jeg vil ikke fare alene, men drage menneskene med mig op, som ellers ikke kunne fare derop; det skal gå sådan til, at de skal hænge sig ved mig. Jeg vil lade mig korsfæste og opstå; og dem, som så tror på mig, at jeg er død for dem, dem vil jeg alligevel drage med mig, selv om de ikke kommer i himlen af egen kraft.» Sådan bærer han os og hænger os om sin hals, hvor han end farer hen. Derfor er det ikke vores egen, men en fremmed kraft, at vi bliver frelst; og dermed er igen alle vores gerninger forkastet.

Her fører han nu et fint og yndigt billede ind, som tegner Kristus for os på det allerfineste, fra 4 Mos 21,6–9. Da jøderne drog gennem ørkenen, og vejen var så lang, og de hverken havde brød eller vand, knurrede de mod Moses og blev meget utålmodige. Så sendte Gud brændende slanger blandt dem, og de bed dem. For i landene mod solopgang er der meget store ørkener, hvor man hverken finder noget at spise eller drikke, og derfor er der også usædvanlig mange onde orme i dem. Men det var en særlig ond slags slanger: når de bed et menneske, tændte de sådan en stor hede og sådan en stor, uslukkelig tørst i mennesket, at han måtte dø af det. Derfor kalder man dem brændende slanger, ligesom man på græsk kalder dem dipsades [«tørstslanger»]. Man læser dog også, at nogle i de lande er så hede, at når de puster eller ånder, så kommer det ud som den rene ild.

Så var der en jammerlig skrigen og råben i folket til Moses over den umenneskelige plage, og han vidste heller ikke noget råd, før Gud forbarmede sig over dem og sagde til Moses: «Lav dig en kobberslange, som ligner den anden, og rejs den op som et tegn. Den, der er bidt og ser på den, skal blive rask.» Så lavede Moses en kobberslange (siger teksten) og rejste den op som et tegn; og når en slange bed nogen, så han på kobberslangen og blev i live.

Se nu, hvordan Kristus er fremstillet i billede i den beretning. For det første er hovedstykket i den, at jøderne, da slangerne havde bidt dem, ikke kunne finde nogen hjælp eller noget råd imod det. Men de blev hjulpet ved, at de så på kobberslangen, som dog var en ringe ting. Denne slange så ud som en rigtig slange, men den var død og uden gift, ja, den var oven i købet til helbredelse. Ikke at kobberet kunne hjælpe dem; men det gjorde det, at Guds ordning og dette ord stod ved den: «Den, der er bidt og ser på den, skal blive rask.» Dette ord hang ved slangen, og i kraft af det hjalp slangen.

Sådan tyder Kristus det nu om sig selv: «Ligesom Moses ophøjede slangen, således skal Menneskesønnen også ophøjes» osv. Det er den rette udlægning og tydning af billedet. Også vi er bidt og stukket af Djævelens morderiske gift, og det er synden, sådan som Sankt Paulus siger [jf. 1 Kor 15,56]: Synden er et hedt, giftigt bid og stik; hvor den kommer ind i samvittigheden, er der aldrig nogen ro. Den jager og driver døden, og døden jager mennesket, så der ikke er andet end et sandt helvede. Der er ingen hjælp eller noget råd; gør gerninger, så mange du vil, så er du dog fordømt, indtil dette under og denne nåde kommer, hvor en anden slange bliver ophøjet, som dog hverken er giftig eller skadelig og kun har en slanges skikkelse.

Men hvorfor tager han ikke noget andet tegn end netop slangen, som de var blevet bidt af? Han kunne jo nok have taget noget andet. Det er det, som Sankt Paulus siger i Rom 8,3: De peccato damnavit peccatum, han har fordømt synd med synd, jaget død bort med død, overvundet lov med lov. Hvordan det? Han blev en synder på korset, med indskriften, midt mellem skurkene, som en ærkeforbryder, og han led den dom og straf, som en synder skal lide. Han var uskyldig og har aldrig gjort nogen synd, og alligevel faldt navnet og skylden eller straffen virkelig på ham. Og netop ved at lægge synden på sig, som dog ikke var hans, og lade sig dømme og fordømme som en misdæder, har han udslettet synden.

Skønt han nu er uskyldig, ligner han dog en synder, og på ham er der en synd til helbredelse, så han kan hjælpe os, som virkelig er syndere, fra den dødelige gift. Og sådan har han fordømt synden på korset; for den har gjort ham uret, da den fordømte ham og bragte ham i døden. Derfor vinder han nu ret over al synd i verden og fordømmer den med rette og rimelighed, fordi den har villet fordømme ham. Så han nu tilsiger alle, som tror, en sådan dom og ret over synden: «Synden skal ikke skade dig, for den er skyldig over for mig og hjemfalden til straf. Derfor skal den ikke være nogen synd, eller i hvert fald en fordømt synd.»

Det er nu det, som Kristus slutter med: «For at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Det er lige så meget som det, der dér blev sagt om slangen: «Den, der ser på den, skal blive rask.» For at se på Kristus på korset er at tro på ham. Derved er synden udslettet, så den ikke kan gøre os noget ondt, eller, selv om den gør ondt, så skal den ikke skade. Så ligger det alene i dette at se på ham og ikke i nogen gerning. Men ligesom det at se på slangen skete legemligt, sådan sker dette åndeligt i hjertet, når vi tror, at Kristus med sin uskyld har gjort synden til intet.

Nu ville det heller ikke hjælpe os, selv om han var død tusind gange på korset, lige så lidt som det ville have hjulpet hine, om de af sig selv havde rejst tusind slanger op, hvis ikke Ordet var der, nemlig det, som står her: «Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes» osv. Det er det, der tilegner os dette eller gør det til vores, og gør os sikre på, at også vi skal komme i himlen, det vil sige have Guds nåde, sejr over syndens, dødens og helvedes magt og evigt liv for denne ophøjede og korsfæstede Kristi skyld, når vi tror dette og således, mens vi hænger ved ham, bliver båret derop.

Se, det er billedet, hvori på det allerfineste er tegnet og fremstillet både hele den menneskelige naturs elendighed og nød og Herren Kristi embede og forløsning og den måde, hvorpå man får del i den. Alle mennesker er dødeligt såret af Djævelens brændende, helvedes gift, og der kunne ikke være skaffet nogen lægedom eller hjælp mod det, hvis ikke Guds Søn var givet og var kommet til syne for at nedbryde Djævelens gerninger (som der står i 1 Joh 3,8). Det skete ikke ved hans guddommelige herligheds store, synlige vælde, kraft og magt, men ved den højeste svaghed og afmagt, det vil sige ved hans lidelse og død, da han hang på korset som en forbandet, ond orm. Og dog er denne døde slanges skikkelse en død til helbredelse og en levende lægedom for alle, som ved synderne er forgiftet og fordærvet til den evige død, så de ved den bliver raske og frelst for evigt.

Og det er sandelig ganske underligt at sige og at tro, at en sådan forløsning og hjælp sker helt uden nogen menneskelig medvirken. Det var ligesom med de stakkels mennesker, som måtte ligge mellem de brændende slanger: selv om de prøvede al den lægedom, de kunne finde, hjalp det dem slet ikke, men blev kun værre, jo længere og mere de sled og sloges med slangerne for at værge sig mod dem. Og til sidst, da de fortvivlede om al hjælp, og der ikke længere var nogen trøst eller noget håb, blev der ikke stillet dem andet for øje, end at de skulle lade rejse en ganske lignende kobberslange op (som de dog nok snarere kunne have forfærdet sig over og skyet), og at de bare skulle se på den med opløftede øjne. Og dog måtte det gå sådan til, at den, der fulgte dette Guds ord, straks blev rask og siden forblev uskadt.

Sådan også her: Den, der vil have sikker hjælp og redning mod synd og evig død, må også høre og følge dette Guds underfulde råd og lade al anden trøst, alle andre veje og gerninger fare og alene hæfte sit hjerte ved denne Kristus, som har ladet sig ophøje for os og har båret vores synd og død på sit legeme. For det er besluttet, at intet andet navn under himlen skal hjælpe til, at vi bliver frelst, end denne korsfæstede Kristi navn, ApG 4,12.

Sådan har han nu ført hele prædikenen om den nye fødsel eller menneskets retfærdighed for Gud igennem alle de stykker, som det er nødvendigt at lære om den: hvorfra og ved hvilke midler den kommer, og hvordan man tager imod den, det vil sige om Ordet, dåben og Ånden, som virker ved dem; om Kristi fortjeneste og offer, for hvis skyld Guds nåde og evigt liv bliver os skænket; og om troen, ved hvilken vi tilegner os dette. Derfor skal du nu samle hele denne prædiken sådan, at enden stemmer overens med begyndelsen. Når man spørger: Hvordan går den nye fødsel til, at Ånden ved vandet og Ordet gør mennesket til Guds barn? Sådan (som Kristus siger her): når du mod rædslen over din synd griber trøsten og fast tror, at Kristus, Guds Søn, er kommet ned fra himlen for din skyld og er blevet ophøjet på korset for dig, for at du ikke skulle fortabes, men have evigt liv. Denne tro er kisten og skrinet, som rummer en sådan skat, syndernes forladelse og arven til det evige liv, og ved den bliver mennesket frelst. Som Kristus siger: «Din tro har frelst dig» osv.

Tillæg

[Her følger i Enders’ udgave et tillæg med Luthers korte randbemærkninger til tekster, som er behandlet tidligere i postillen; bind- og sidetal henviser til Erlanger-udgaven.] Bd. XI, s. 324, til v. 19 i teksten (Joh 20,19): «Fred være med jer» – det er en hebraisk hilsen.

Bd. XII, s. 95, v. 8 (Joh 16,8): «Han skal straffe verden» – verden, naturen, fornuften osv. ved ikke, at vantro er synd, og at tro er retfærdighed, og at Guds dom er streng; men de vil blive retfærdige ved gerninger og fordrive synden. Derfor straffer Helligånden i evangeliet, at alt, hvad der ikke er tro, er synd og må fordømmes ved Guds dom.

Bd. XII, s. 155, v. 30 (Joh 16,30): «at nogen spørger dig» – det vil sige: Man behøver ikke at spørge dig, for du kommer i forvejen med svaret, som den, der ser hjertet og alt det skjulte.

Bd. XII, s. 407: Fornuften, naturen, den frie vilje osv. ved intet om Guds nåde og gerninger; ja, den skyr dem, for slet ikke at tale om, at den skulle begære dem, som denne tekst klart beviser.

Sammesteds, v. 8 (Joh 3,8): «blæser» – de to hører sammen, Ordet og Ånden, ligesom de to stykker hører sammen i vinden: susen og blæsen.